Et litteraturstudie om barfodsløb - Danske Fysioterapeuter

More documents

Recommendations

Info

Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave UCL 2011 adduktion styret af abduktorerne , 2) I knælettet ved mm. quadriceps og 3) I ankelleddet ved et rul frem på hælen, mens m. tibialis anterior sænker forfoden. Sker der en undertrykkelse af én af disse støddæmpningsfunktioner, søges det kompenseret af de to andre. Højhælede sko nedsætter f.eks. fodens støddæmpende egenskaber, og kompenseres der ikke igennem øget bækkenkipning, opstår den mindre elegante øgede knæbøjning i standfasen samt lettere foroverbøjet holdning af overkroppen. Emg-målinger af m. soleus under gang , viser at musklen de første ca. 80 ms efter hælisæt arbejder koncentrisk, og således cokontraherer med m. tibialis anterior for at stabilisere ankelleddet i selve nedslagsfasen.(9:344)Skulle samme forhold gøre sig gældende i forbindelse med løbebevægelsen og med løb med hælisæt, kan det være ensbetydende med en dårligere udnyttelse af muskulaturen i benet i forhold til, hvis landing sker på forfoden. Det kan ydermere betyde at m. soleus skal kunne modstå den meget store belastning der opstår under løb, hvis ikke den får hjælp til at stabilisere foden fra f.eks. en løbesko. Inddragelse af problemstillinger angående stabilisering af ankelleddet leder automatisk ind på emnet pronationsbevægelse som efterfølgende vil blive behandlet. 4.2.2Pronation/supination Betegnelserne pronation og supination anvendes bl.a. til at beskrive bevægelser med foden og optræder meget hyppigt, når det drejer sig om emnet løb. Derfor er her en definition for at undgå evt. tvivl eller misforståelse, når der efterfølgende refereres til betegnelserne i opgaven. I articulatio talocruralis /ankelleddet kan bevægelserne plantarfleksion og dorsifleksion udføres, og i subtalarleddet /nedre ankelled kan inversion- eversion bevægelserne udføres. Kombineres de to bevægelser i henholdsvis inversion/dorsifleksion og eversion/plantarfleksion fås supination og pronation (9: 306). Pronationsbevægelsen optræder både ved forfodslanding og hællanding, men bevægelsen foregår blot modsat; altså fra henholdsvis forfod til hæl og fra hæl til tå (14). Pronations bevægelsen er en del af fodens naturlige bevægelsesmønster og en vigtig støddæmper. Bliver pronationsbevægelsen imidlertid meget udtalt, som det ses ved tilstanden pes valgus som kan være både medfødt eller pådraget platfod (17), menes bl.a. at kunne være medvirkende årsag til flere former for belastningsskader (18)(19:219)(20)(4) (21). Fortsætter pronationsbevægelsen igennem standfasen helt indtil afsæt, er det fundet at være særligt problematisk, idet dette kan resultere i øget medial rotation af tibia. Denne rotation resulterer i en uhensigtsmæssig belastning af sener knogler og muskler (22) (6:86). Der findes dog flere andre studier der ikke har kunnet påvise en sammenhæng mellem øget pronation og øget risiko for skader (23) (4) (24).
Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave UCL 2011 4.2.3 Hæl eller tå. Det har som nævnt vist sig af afgørende betydning, hvorledes standfasen indledes. For at undersøge hvordan løbere oftest sætter fødderne i underlaget, blev der foretaget en undersøgelse af 283 eliteløbere, som deltog i et halvmaraton. I denne undersøgelse, som foregik ved at filme løberne på en flad strækning ved 15 km markeringen, fandt man, at 74,9 % af løberne landede med HL, 23,7 % ved ML og 1,4 % med FL (25). Dette studie antyder altså, at langdistanceløbere på eliteniveau har en tendens til overvejende at lande med HL. Man skal dog være opmærk som på, at de 74,9 % ikke er et udtryk for løb generelt, men at der er tale om eliteløbere på en anselig distance og nok så væsentligt havde alle deltagere løbesko på. Det skal bemærkes, at der ved gennemgang af de endelige løbsresultater, fandtes en relativt højere repræsentation af ML, i forhold til HL, blandt de 50 bedst placerede løbere. 4.2.4 Sensibilitet. Afledt af forrige afsnit kan man stille følgende spørgsmål: Hvorfor lander næsten 75 % af løberne i studiet af eliteløbere med hælen først, når det lader til både at være mere belastende og muligvis også mindre energiøkonomisk? Svaret på spørgsmålet finder vi måske ved at se på sensibiliteten i fødderne. Planta er den tykke sål af bløddele, som fodens skelet træder ned i og bliver beskyttet af (9:298). Planta er med sine områder med tyk slidstærk hud og tværstillede dermatoglyfiske relief skabt til nærkontakt til diverse underlag. Huden er meget følsom overfor tryk og berøring, hvilket den påfaldende store repræsentation af n.plantaris medialis og lateralis i hjernebarken også antyder (9:298). Foden er altså sensorisk meget højt udviklet, hvilket tyder på vigtigheden af de sanseindtryk, som den skal modtage. Når mennesket så vælger at tage sko på opstår der en form for pseudo neuropati, og bevægemønstret adapteres til disse forhold, hvilket muligvis kan være noget af begrundelsen for, at 74,9 % af løberne i (Hasegawa et al. 2007). studiet lander med hælen først. En række studier har fundet, at skoen er med til at nedsætte sportsudøverens perception i fødderne, og derved nedsætte kontrollen (26)(27). Naturlig perception af underlag bevirker derimod at der sker en større variation i hvilke sener og ligament, der belastes og samtidig øges antallet af motor units, der bliver aktiveret, hvilket resulterer i en spredning af belastningen udover foden. At foden adapterer til underlaget kan gøre, at løberen ikke risikerer at undervurdere belastningen, som det ses ved løb med bløde såler (28) (29).
Page 1 and 2: Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave
Page 19: Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave
Page 51: Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave

Et litteraturstudie om barfodsløb - Danske Fysioterapeuter

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?