Et litteraturstudie om barfodsløb - Danske Fysioterapeuter

Nicolaj K. Hjelmroth Bacheloropgave UCL 2011
kalcificering af knoglevævet, samt hvor stor betydning styrketræning og vægtbærende aktivitet har på
knogledenciteten (9:33). At det netop er afgørende, hvilket udgangspunkt løberen har, stemmer godt overens
med resultater fra flere studier, der har undersøgt sammenhængen mellem GRF og stressfraktur. Disse
studier fandt ingen sammenhæng mellem øget risiko for tibial stressfraktur og størrelsen af GRF.(30)
Taunton et.al. tilskriver også osteoporose en del af skylden for mange tilfælde af tibial frakture, men angiver
manglende muskelmasse, og den derved manglende evne til at kompensere for belastningerne, samt nedsat
elastisitet af det collagene væv grundet lavt østrogenniveau, som udslagsgivende.
(Tauntons et al. 2002) studie viser altså, at der tilsyneladende er nogle grupper, der er mere udsatte for at få
bestemte skader end andre. En svaghed ved studiet er imidlertid, at man ikke har haft en kontrolgruppe i
form af skadesfrie løbere at holde resultaterne op imod. Et andet forhold som er uheldigt og kan påvirke
validiteten af resultaterne er at mange af forsøgspersonerne var aktive i anden sport udover løb. Dette forhold
kan give anledning til variation som man er vanskelig at isolerer og dermed give anledning til misvisning. I
et andet studie (23) undersøgte man specifikt forholdet alignment i forhold til skadesrisiko. Undersøgelsen
kunne ikke påvise nogen signifikant forskel på antallet af skader mellem gruppen af løbere, der var blevet
vurderet til at have alignment problemer, og gruppen der var vurderet til at havde normal alignment. Det bør
nævnes, at undersøgelsen og vurdering af de enkelte testpersoners alignment blev testet i statisk tilstand. Der
blev således ikke blev taget højde for, om forsøgspersonen i løbesituationen skulle have en anden alignment.
Ved detailgranskning af de forekommende typer af skader, fandt man imidlertid en mulig kobling mellem
skadens karakter og alignment. Dette resultat støtter godt op om (Taunton et al.2002) studie, som ligeledes
pegede på en mulig sammenhæng mellem specifikke anatomiske karaktertræk, og bestemte typer skader. Et
specifikt eksempel var PFPS, som optrådte hyppigere hos løbere med nedsat dorsalfleksion i anklen, øget
varum stilling i knæ samt øget forfods varus.
5.1.1 Løb i et trænings nedbrydnings- og opbygnings perspektiv
Alle ”over use” skader sker i princippet pga. for meget træning.
Relationen mellem belastning og restitution har et optimum, dvs. et punkt hvor eksempelvis muskelvævet
belastes i en grad, der fremmer en kompensatorisk opbygning af vævet, og dermed gør det stærkere til næste
gang, det udsættes for en lignende belastning. For at vævet kan nå at opbygges, kræver det en
restitutionsperiode af en tilpas længde. Er perioden ikke tilstrækkelig lang, vil der ske en yderligere
nedbrydning. Er perioden derimod for lang, vil det resultere i, at vævet først opnår at kompensere
(superkompensere) og øge i styrke, men da ”kraftoverskuddet” ikke anvendes, tilpasser kroppen sig igen til
det lave belastningsniveau og returnerer til et niveau svarende til disse krav (31:255). Man kan sige, at det er
disse, principper der er grundessensen i alt træning, der har til formål at virke fremmende på den fysiske