Download gratis (pdf, 1.600 KB) - DIIS

KAPITEL 5 · HVOR STORT ET SPILLERUM HAR DANMARK?
84
ninger til EU med henblik på at fremme egne interesser i den
nationale politiske proces. For det første blev sådanne henvisninger
brugt til at sætte “behovet” for ændringer af den nationale
konkurrencelovgivning på den politiske dagsorden. Det
kom særligt til udtryk i første halvdel af 1990’erne i forbindelse
med nedsættelsen af og arbejdet i konkurrencelovsudvalget.
For det andet blev henvisninger til EU brugt til at orientere
opmærksomheden mod, hvilke typer af forandringer der var
nødvendige at gennemføre på nationalt niveau. Særligt
embedsmænd inddrog EU-regulering og reguleringsbestræbelser
som argument for, hvilke tiltag der ville være hensigtsmæssige
at gennemføre i forbindelse med ændringerne af den
danske konkurrencelov. For det tredje blev henvisninger til EU
brugt til at fastslå, hvilke løsninger der ville være hensigtsmæssige
under forudsætning af, at konkurrencelovgivningen skulle
ændres. Henvisningen til EU-reguleringen viste sig at være
overbevisende. Et tydeligt udtryk for det er den omfattende
EU-harmonisering af dansk konkurrencelovgivning. Den
udprægede og vedvarende henvisning til argumentet om et
behov for EU-harmonisering af konkurrencelovgivningen var
sandsynligvis en udslagsgivende faktor i forbindelse med vedtagelserne
af alle de tre nationale lovændringer af konkurrenceloven,
henholdsvis i 1998, 2000 og 2002.
Henvisningerne til EU tjente altså til at legitimere og retfærdiggøre
de udelukkende nationalt motiverede ændringer af
reguleringen. Hverken juridisk eller politisk krævede EU de
pågældende ændringer af den nationale konkurrenceregulering.
Hvis ikke det havde været for de nationale embedsmænds
og politikeres initiativer til og forberedelse af samt
beslutninger om at vedtage den udprægede EU-harmonisering
over tre omgange i henholdsvis 1998, 2000 og 2002, var
EU-harmoniseringen af konkurrencelovgivningen ikke blevet
gennemført. Den gennemførte EU-harmonisering af den
nationale konkurrenceregulering må helt og holdent tilskrives
de nationale politiske aktørers indbyrdes samspil og
beslutninger.