Blikket rettet mod ADHD - Elbo

læst på universitetet? osv. Det var hårdt at blive konfronteret
med. Man kender sig selv, sine ambitioner og rolle inden for
universitetets mure, men hvordan definere sig selv i arbejdslivet?
I sådan en situation kan det føles pinligt at fortælle omverdenen,
at man faktisk ikke er lykkelig over at have afsluttet
sin uddannelse. Ikke desto mindre blev det min strategi at
fortælle mine medstuderende om det. Jeg sagde det simpelt
hen højt. Efterhånden som andre fik afleveret deres speciale,
begyndte de at erfare de samme følelser: Frustration, tristhed
og tomhed. Og hvor var det befriende at finde ud af, at flere
havde det som jeg. De hyppigste kommentarer var: ”Ej, det
er lige sådan, jeg har det, Camilla”, eller ”Jeg troede ikke, der
ville komme så stort et tomrum!” Men det var noget, vi alle
oplevede, og noget, vi alle blevet meget overrasket over. Det
var der ingen, der havde forberedt os på. Lige pludselig befandt
vi os i en situa tion, hvor det uvisse spillede en stor rolle.
Den trygge hverdag var væk!
De tre uger fra jeg afleverede specialet, til jeg fik min karakter,
var nærmest ulidelige. Tænk, hvis det lige præcis var
MIG, der skulle dumpe og blive til grin i hele verden! Tiden
gik ufattelig langsomt, men endelig kunne jeg kalde mig cand.
psych. Hele familien var samlet på universitetet, og jeg skulle
ind og puttes i en talkasse! Det blev jeg, og det gik fint! Min
vejleder var helt fantastisk til at få mig til at falde lidt til jorden.
Dagen blev fejret med manér, og jeg var glad for, at presset
var lettet fra mine skuldre.
Forventningens glæde –
Det er, som om blikket er rettet mod målet så længe, at vi
glemmer at nyde selve den proces, som livet nu engang er.
Tiden er din egen, når du læser. Du kan i bund og grund gøre,
som du vil. Den dag, du afleverer, er tiden ikke længere din
egen. Så er der pludselig en masse ansøgninger, der skal skrives,
jobinterview og mennesker, der spørger til, om du har
fået job. Du skal tage stilling til en a-kasse og fagforening, for
slet ikke at tale om, at du så rent faktisk også begynder på et
arbejde. Tiden bliver aldrig helt den samme igen, den får en
ny karakter.
Nu er der gået et par måneder siden jeg blev færdig med
min uddannelse. Tankerne om de følelser, jeg gennemgik,
har fået lov at bundfælde sig, men de ligger stadig og larmer
lidt indimellem!
Jeg har tænkt over, hvad der rent psykologisk er på spil, si-
den så mange forskellige følelser blev aktiveret – både for mig
og for mine nye psykologkolleger. Hvad sker der generelt i os
mennesker, når vi får en længe ønsket drøm opfyldt? Jeg er
overbevist om, at den tristhed og tomhed, som opstår, hænger
sammen med, at vi under rejsen til et specifikt mål er meget
i vores eget ego. Forstået således, at processen er utrolig
selvstændig og vi dybest set står os selv nærmest i denne proces.
Når det sidste punktum er sat og specialet afleveret, eller
et andet skelsættende mål er opnået, skal vi pludselig til at
have tillid til verden, og mest af alt skal vi være i stand til at
have tillid til andre end kun os selv. Dybest set kan vi skrive
en masse ansøgninger, men vi har ikke indflydelse på, om vi
bliver kaldt til samtale – man kan således gøre sit ypperste,
men det er ude af vores egne hænder, om jobbet bliver vores.
Efter min mening handler det psykologiske håndværk om
at kunne arbejde med mennesker, skabe trygge og frugtbare
relationer og have masser af tillid til de processer, vi indgår i
sammen med andre mennesker. Det er dog ikke det, der bliver
praktiseret mest af på selve studiet. Derfor kan det være
meget angstfyldt for mange studerende at stå over for mødet
med en helt ny verden – en verden, hvor mange mennesker
har utrolig store forventninger til dig, netop fordi du har titlen
psykolog.
Er det hele så skidt?
Nej, det er det ikke og det skal selvfølgelig også være budskabet
her. Jeg fik hurtigt mit første job og er i dag psykolog i en
praksis ved Århus. Indehaveren har også en kursus- og konsulentvirksomhed,
så jeg suger til mig af viden både på det
terapeutiske felt og i form af kurser og efteruddannelse.
Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at min første arbejdsplads
er et trygt sted at være. Man skal mødes lige netop
dér, hvor man er, nemlig som ny, og det skal være okay.
Samtidig fandt jeg hurtigt ud af, at selv om vi måske ikke
umiddelbart er bevidste om det, så kan vi noget som nyudklækkede
psykologer. Vi er nysgerrige, videbegærlige og ikke
mindst ydmyge over for, hvad faget kan. For det kan noget!
Jeg vil nu læne mig tilbage og nyde følelsen af at være ny i
noget, men samtidig føle mig rustet til at være i det i kraft af
de fem år, der ligger bag mig.
Men jeg vil aldrig glemme følelsen af tomhed og frustration,
da jeg for få måneder siden afleverede mit speciale.
Camilla Holmgaard Johnsen, cand.psych.
Psykolog nyt • 3 • 2009 13