Nye forside.psd - Dragter i Danmark

Vikinger i uld og guld. Speciale. Forhistorisk Arkæologi, Københavns Universitet.
Charlotte Rimstad, kandidatordningen 1998.
holder sig i den fine ende. Kun samitum-vævningerne er af endnu finere kvalitet med trådtal
på op til 72 tråde pr. cm i trenden. Generelt stemmer resultaterne fint overens med Bender
Jørgensens analyser (Bender Jørgensen 1986a, 85).
Fibertyper
Fiberbestemmelsen af materialet er vigtig, da forskellige fibre giver stoffet forskellige
egenskaber. Uldfibre er krusede og har et stort indhold af luft, hvilket gør ulden
varmeisolerende. Ulden kan filtes og valkes samt optage store mængder fugt uden at føles våd
(Wiklund og Diurson 1962, 28). Hørfibre er derimod glatte og indeholder ikke meget luft,
hvilket gør, at hørtekstiler føles svalende og får en skinnende overflade.
I de fleste tilfælde har fiberbestemmelse af tekstilerne fra databasen ikke været mulig. Dette
er ærgerligt, da en sammenligning af de forskellige materialers forekomst kan give et mere
nuanceret billede af dragten. På grund af den lave bestemmelsesgrad, giver det ikke mening at
sammenligne materialeforekomsten ved de forskellige århundreder, og analysen dækker
derfor hele materialet.
195 trådtyper kunne materialebestemmes, hvilket er 40% af de samlede trådtyper. Fig. 18
viser den procentvise fordeling af fibertyperne. Uld udgør langt den største del med 34%, og
dertil kommer 9% mulige uldfragmenter. Den bruges i både lærreds- og kipervævninger.
Sikre hørfragmenter udgør 12%, mens 10% af fragmenterne måske også er hør. Hør ses
primært i lærredsvævninger. Silketekstil samt guld- og sølvtråde udgør hhv. 12%, 11% og
9%, og disse dekorationselementer findes stort set kun i det 10. og 11. årh. Den forholdsvis
store procentdel af ædelmetaller må forklares med deres gode bevaringsegenskaber i forhold
til animalske og især vegetabilske fibre. Læder og pels optræder kun i få tilfælde.
Det er svært at vurdere, hvor stor andelen af især hør har været i vikingetiden. Bender
Jørgensen har argumenteret for, at hør var den almindeligste klædetype, og hun baserer
antagelsen på det faktum, at hør typisk væves i lærredsbinding. Da godt 75% af tekstiler i
vikingetiden er lærredsvævede – i modsætning til ældre jernalder, hvor kiperstofferne
dominerede – må mange af disse antages at være af hør (Bender Jørgensen 1987 b, 164, 270).
At antagelsen ikke er baseret på egentlige fiberbestemmelser, er problematisk, men
fiberbestemmelser fra yngre germansk jernalder viser, at størstedelen af de balancerede
lærredsvævninger fra Nørre Sandegård Vest var af hør (Mannering 1997, 126). Dette forhold
har sandsynligvis ikke ændret sig i vikingetiden. Såfremt man kun har én dragtdel til
13