Nye forside.psd - Dragter i Danmark

Vikinger i uld og guld. Speciale. Forhistorisk Arkæologi, Københavns Universitet.
Charlotte Rimstad, kandidatordningen 1998.
redskaber hænge fra et redskabsbånd i skålspænderne, som det ses på Birgit Kristensens
rekonstruktionstegning af Køstrup-graven (id. 43, fig. 39) (Lønborg 1993, 170).
Redskabsbåndet er tegnet så langt, at det når ned til bæltestedet og derved tilpasses
redskabernes placering. I praksis må en sådan foranstaltning være aldeles besværlig at have
med at gøre. For at nå fra skålspænde til bæltested må ophængningsbåndet være omkring 30
cm langt, og hvis det ikke fastholdes af et bælte, vil det svinge ud fra kroppen ved den
mindste bevægelse. Dermed ville redskaberne let komme i vejen for det daglige arbejde, og
svingende knive og sakse er bestemt ikke ufarlige – om end knivene vel oftest har været i
skeder.
Som det er redegjort for i afsnittet om stropper, kan enlige stropper i skålspænderne fra
databasen sjældent bortforklares som et ophængningsbånd til redskaber. Det samme gælder
forholdet mellem snore/løse tråde i skålspænderne og redskaberne (fig. 28). Forekomsten af
snore og tråde samt redskabernes placering stemmer ikke overens, og ofte findes der slet ikke
noget redskab i graven. De hidtidige tolkninger af redskabsbånd i gravene i stedet for bælte
har derfor ikke været bygget på faktiske fund af ophængningsbånd, men derimod på de
manglende fund af bæltespænder (Blindheim 1947, 119 ff.). Eksempler på bæltespænder
findes faktisk, som ved grav 10 fra Lillevang (id. 8), der imidlertid ikke indeholdt redskaber.
At der i mange af kvindegravene ikke findes bæltespænder betyder imidlertid ikke, at
dragterne har været uden bælter. Tværtimod fungerer stofbælter med knude- eller
snørelukning glimrende, og brikbånd, læderbånd samt andre typer bånd kan have udfyldt
denne funktion. I grav A ved Gammelby-Jernevej (id. 87) fandtes en nøgle omviklet med et
2,5 cm bredt lærredsvævet bånd sammen med en kniv og en hvæssesten. Redskaberne kan
have været båret i stofbåndet, muligvis som et bælte, men bestemmelsen som kvindegrav er
usikker (Stoumann 2009, 142, 189). Dertil kommer, at et bælte ikke bare er praktisk som
redskabsholder; det synes også nødvendigt for at holde en rørformet kjole tæt til kroppen og
dermed kulden ude.
Dermed er det ikke sagt, at redskabsbånd ikke har eksisteret. I Birka-gravene er brugen af
dem mere tydelig, idet båndene her af og til er gjort af metal. Grav 464 indeholdt både en
sølv- og bronzekæde, som stadig var fæstnet til både skålspænder og redskaber, og et mere
tydeligt bevis for redskabsbåndets anvendelse findes vist ikke (Hägg 1974, 41 ff.). I mange
tilfælde er redskaberne desuden fundet højere oppe end bæltestedet (Bau 1981, 26 f.) hvorfor
tolkningen af redskabsbånd bedre kan retfærdiggøres.
Det endelige spørgsmål er, om redskabernes placering i graven er en direkte afspejling af
den bæremåde, kvinderne benyttede, da de var i live. I en gravkontekst kan mange praktiske
34