Psykolog - Elbo

- Der er en generel følelse af, at de, der skulle tage sig af os, ikke
gør det. Jo mere vi lever i massekulturer, des mere føler den enkelte
sig svigtet og ikke taget sig af, af alle disse nære og fjerne autoriteter.
Så hvorfor skulle man ikke bare tage, hvad man begærer uden hensyntagen
til andre folk?
- Som et eksempel kan jeg nævne en ny amerikansk undersøgelse,
hvor man fandt, at halvdelen af alle læger løj for forsikringsselskaberne.
Dette er jo ikke, fordi disse læger er psykopater. Men
de har lært at opføre sig psykopatisk, fordi de er så vrede over den
pressende og misbrugende hensynsløse opførsel fra forsikringsselskabernes
side. Så nogle lægerne gør, hvad de kan, for at udnytte og
manipulere systemet uden hensyntagen til moral og lovgivning.
Alene eller i små grupper
Et andet væsentligt område, der optager McWilliams, er bekymringen
for psykoanalysens og den psykodynamiske terapis udbredelse
og overlevelse i det senmorderne samfund. Især betragter hun det
som nedslående, at folk i dag er så optaget af de ydre værdier, jagter
illusionen om den evige lykke, søger quick fix-løsninger osv.
- I tråd med det fravælger mange psykoanalyse og psykodynamisk
terapi, fordi vi frem for at love at gøre folk lykkelige mener, at
mennesket må leve med en vis ambivalens, og at vellykket terapi
indbefatter accept af visse grundkonflikter. Vi tilbyder heller ikke
korte forløb. Folk forventer – godt hjulpet af tilskudssystemerne –
at deres problemer kan løses inden for denne tidsramme.
- Der er også en anden, om end mindre udtalt, modtendens,
som giver håb for psykodynamisk terapi. Der er mennesker, som
netop interesserer sig for at udforske de indre værdier, søger eftertænksomhed
og ro – se blot på interessen for meditation! I denne
tendens er der accept for, at terapi tager tid, hvis der skal arbejdes
følelsesmæssigt og mentalt i dybden.
Det er Nancy McWilliams’ opfattelse, at vi som profession ikke
har været gode til at markere os tilstrækkeligt i den offentlige debat,
idet vi som psykoanalytikere og psykodynamiske terapeuter ikke er
’centraliseret’ som stand. Vi sidder typisk som praktiserende alene
eller i små grupper og mangler større organisationer, der kan tale
for os alle – fx overbevise forsikringsselskaberne om, at terapi tager
længere tid. Enten er de terapeutiske organisationer for brede og
rummer for mange andre agendaer (for ikke-klinikere, administrativt
ansatte osv.), eller de faglige selskaber er for små til at repræsentere
os udadtil.
- Problemet er også, at vi som psykoanalytikere og psykodynamiske
terapeuter gennemgående er personer med depressive træk,
som McWilliams udtrykker det.
- Som stand er vi derfor alt for tilbøjelige til at tøve og blive usikre,
fx når vi bliver kritiseret for ikke at hjælpe vores klienter hurtigt
nok. Vi er ikke gode nok til at stå fast, offensivt afvise kritikken og
udadtil kæmpe for vores holdninger i det offentlige rum.
Et forældet billede
Det er vanskeligt at formidle psykoanalysens idégrundlag og sprog
SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 13 | 2011
Baggrund
Nancy mcWilliams er psykolog med egen praksis i
New Jersey, USA. hun underviser ved Institute for
Psychoanalysis and Psychotherapy of New Jersey
og ved flere universiteter, er medredaktør på Psychodynamic
Diagnostic manual og forfatter til
flere en række bøger og artikler.
Se nancymcwilliams.com.
hendes besøg i Danmark skete på baggrund af en
invitation fra Institut for Psykoterapi af Personlighedsforstyrrelser,
IPPF, og Institut for Personlighedsteori
og Psykopatologi, IPTP.
i den offentlige debat, når alt skal formidles hurtigt og i små bidder,
konstaterer Nancy McWilliams. I den psykoanalytiske verden har
vi altid haft en tendens til udelukkende at tale og diskutere med hinanden.
Vi har ikke holdt resten af samfundet orienteret om den udvikling,
der sker med vores forskning og arbejde. Derfor er det blevet
en kæphest for hende at formidle disse ideer til personer, der
ikke er bekendt med psykoanalyse og dynamisk tænkning.
- Vi har adskilt os fra universiteterne med egne uddannelser og
træningsprogrammer i selvstændige institutioner. Vi blev ikke i universiteterne
og førte dialog med andre akademikere, og vi opdaterede
ikke andre om psykoanalysens teoretiske og praktiske udvikling.
Derfor har andre akademikere en forældet opfattelse af psykoanalyse,
a la Freud anno 1923. De taler om ”symptom-substitution”,
som vi andre ikke har talt om i 40 år! Det er forståeligt, at vi dengang
brød ud af den universitære verden, fordi vi blev trætte af at
forsvare os. Men vi skulle være blevet og have opretholdt dialogen
med de akademikere, der er skeptiske over for vores teorier og det,
vi bedriver.
- Sproget hindrer os i at indgå i den offentlige debat, fordi vi i
andres ører taler et underligt sprog. Nu om dage opfinder vi stadig
begreber, der opfattes som mærkværdige og svære at oversætte til
almindeligt sprog. Freuds succes havde meget at gøre med, at han
skrev i et klart og tilgængeligt sprog. Også Winnicott var vidunderlig
til at formidle og fortælle sit budskab i historier. Kun få analytikere
gør det samme i dag.
Hvad der skiller og samler
Nancy McWilliams tror fuldt og fast på, at psykoanalyse og psyko-