Psykolog - Elbo

Behandling for
ADHD hos voksne
A
DHD er ikke blot et problem for børn (og deres forældre
og skolelærere); det er desværre ofte et problem, der fortsætter
fra barndommen og langt ind i voksenalderen.
Undersøgelser har vist, at mindst halvdelen af de børn, der lider af
ADHD, ikke vokser fra problemerne, når de bliver voksne, men
vedbliver med at have svære problemer med kort opmærksomhed
og tendens til hyperaktivitet.
Det menes, at to til fire procent af alle voksne i alvorlig grad
lider af dette problem, som medfører vanskeligheder med uddannelse
og arbejde og med parforhold og familieliv. På grund af disse
vanskeligheder kommer voksne med ADHD ofte ud for plagsomme
følgevirkninger som depression, alkoholisme, andet stofmisbrug
og kriminalitet. De har svært ved at holde på et job, og de har svært
ved at få et parforhold til at fungere til skade for både dem selv,
deres partner og ikke mindst deres børn.
Voksne med ADHD bliver som regel behandlet med den samme
medicin, man giver til børn, og det ser også ud til, at godt halvdelen
af de voksne med ADHD får ganske god gavn af denne medicin.
Men dels er medicinen temmelig virkningsløs for den anden
halvdel, dels er der bivirkninger ved medicinen og ukendte langtidsvirkninger,
så at selv de, der har god effekt i begyndelsen, i de
fleste tilfælde holder op med at tage medicinen hen ad vejen. Det
kan derfor se ud som en god idé, at et svensk forskerhold for nylig
har undersøgt, om man kan afhjælpe ADHD hos voksne med psykologisk
behandling.
Voksne med ADHD kan selvfølgelig ikke behandles med de
samme former for familieterapi som ved psykologisk behandling af
børn med ADHD, men de svenske forskere mente, at dialektisk
adfærdsterapi kunne tænkes at være virksom over for ADHDproblemer
hos voksne.
De svenske forskere mente, at netop denne form for adfærdsterapi,
som er koncentreret om at indlære bedre selvkontrol i den
daglige adfærd, kunne være en egnet behandlingsmetode for voksne
med ADHD.
For at teste denne hypotese tog forskerne kontakt med 50 personer
i 25-50-årsalderen, som alle havde klare tegn på ADHD.
Disse 50 personer blev ved lodtrækning fordelt til en gruppe på 25,
terapigruppen, som fik dialektisk adfærdsterapi over 14 gange to
timer, og en kontrolgruppe, som i samme tidsrum fik ”almindelig
samtaleterapi”.
Behandlingen i terapigruppen drejede sig blandt andet om
følgende: I den første fase lærte man patienterne at opnå en bedre
indre ro og afslapning gennem mindfulness-træning. Derefter trænede
man dem i at analysere deres egne adfærdsproblemer, så de fik
en bedre forståelse for især de uheldige sider af deres daglige adfærd.
Da disse adfærdsproblemer ofte var forbundet med følelses-
› FORSKNINGSNYT
mæssige problemer, gik man i de følgende timer over til at træne en
bedre evne til at ”holde følelserne i ro” og til at styre sine egne, uheldige
impulser til at foretage sig noget uovervejet og uhensigtsmæssigt.
Næste tema var indlæring af bedre evner til at løse dagliglivets
stressproblemer ved at analysere stressproblemets art og ved at
udforme en plan for, hvorledes man skridt for skridt kunne løse det
eller de problemer i tilværelsen, der var årsag til forstyrrende stress.
Yderligere fokuserede man i terapigruppen på, hvordan den
tidligere ADHD-prægede adfærd kunne give problemer i forholdet
til de nærmeste, herunder kolleger på arbejdet. Der blev givet tilbud
om, at deres eventuelle partnere kunne deltage i et af de sidste møder.
Til sidst fokuserede man på, hvordan en bedre kontrol over
ADHD-problemet kunne give bedre selvrespekt og bedre psykologisk
trivsel generelt, og man diskuterede, hvordan patienten på egen
hånd kunne fortsætte den fremgang, der eventuelt var opnået i løbet
af behandlingen.
Kontrolgruppen fik ligeledes 14 møder a to timer med psykologer
– idet man ved, at blot det at tale med en psykolog kan hjælpe
for en stund, uanset metoden. Men for at belyse effekten af den
specielle, dialektiske adfærdsterapi i forsøgsgruppen blev patienterne
i kontrolgruppen behandlet med ”almindelig samtaleterapi”, altså
en mere løs snak om dagliglivets problemer.
Det viste sig, at den dialektiske adfærdsterapi faktisk havde
været nyttig. På et samlet mål for ADHD-problemer i dagliglivet var
terapigruppen faldet fra 29,0 inden behandlingen til 24,1 efter behandlingen.
I kontrolgruppen var der i samme tidsrum sket en lille
stigning fra 27,0 til 27,3, så det ser altså ud til, at forbedringen i
forsøgsgruppen specielt beroede på den dialektiske adfærdsterapi.
Ved en anden form for opgørelse over resultaterne så man på,
hvor mange i hver gruppe der havde opnået en ”meningsfuld fremgang”
i form af et fald i ADHD-symptomerne på mindst 21 %. I
terapigruppen var der indtrådt et fald af denne størrelsesorden hos
otte af de 19 personer, der gennemførte den dialektiske adfærdsterapi.
Hos de 18 patienter, der gennemførte den ”almindelige samtaleterapi”
i kontrolgruppen, var der ikke en eneste, som udviste et
tilsvarende fremskridt.
Samtaleterapien i kontrolgruppen havde som nævnt ikke fremkaldt
nogen speciel nedgang i ADHD-symptomerne, men den
havde dog medført en stigning i et mål for ”psykisk velbefindende”,
og denne stigning var lige så stor som stigningen i gruppen, der
havde fået dialektisk adfærdsterapi.
Samtaler af enhver art med psykologer kan altså for en tid hjælpe
på humøret – også for voksne med ADHD – men kun den dialektiske
adfærdsterapi bevirkede, at der også optrådte en reduktion i
de specifikke ADHD-problemer.
tn
Kilde: Hirvikoski, T., Waaler, E., Alfredsson, J., Pihlgren, C., Holmström, A., Johnson,A.,
Rück, J., Wiwe, C., Bothén, P. & Nordström, A.-L. (2011). Reduced ADHD symptoms in
adults with ADHD after structured skills training group: Results from a randomized controlled
trial. Behaviour Research and Therapy, 49. 175-185.
PSYKOLOG NYT NR. 13 | 2011 | SIDE 25