25.07.2013 Views

Psykolog - Elbo

Psykolog - Elbo

Psykolog - Elbo

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Behandling for

ADHD hos voksne

A

DHD er ikke blot et problem for børn (og deres forældre

og skolelærere); det er desværre ofte et problem, der fortsætter

fra barndommen og langt ind i voksenalderen.

Undersøgelser har vist, at mindst halvdelen af de børn, der lider af

ADHD, ikke vokser fra problemerne, når de bliver voksne, men

vedbliver med at have svære problemer med kort opmærksomhed

og tendens til hyperaktivitet.

Det menes, at to til fire procent af alle voksne i alvorlig grad

lider af dette problem, som medfører vanskeligheder med uddannelse

og arbejde og med parforhold og familieliv. På grund af disse

vanskeligheder kommer voksne med ADHD ofte ud for plagsomme

følgevirkninger som depression, alkoholisme, andet stofmisbrug

og kriminalitet. De har svært ved at holde på et job, og de har svært

ved at få et parforhold til at fungere til skade for både dem selv,

deres partner og ikke mindst deres børn.

Voksne med ADHD bliver som regel behandlet med den samme

medicin, man giver til børn, og det ser også ud til, at godt halvdelen

af de voksne med ADHD får ganske god gavn af denne medicin.

Men dels er medicinen temmelig virkningsløs for den anden

halvdel, dels er der bivirkninger ved medicinen og ukendte langtidsvirkninger,

så at selv de, der har god effekt i begyndelsen, i de

fleste tilfælde holder op med at tage medicinen hen ad vejen. Det

kan derfor se ud som en god idé, at et svensk forskerhold for nylig

har undersøgt, om man kan afhjælpe ADHD hos voksne med psykologisk

behandling.

Voksne med ADHD kan selvfølgelig ikke behandles med de

samme former for familieterapi som ved psykologisk behandling af

børn med ADHD, men de svenske forskere mente, at dialektisk

adfærdsterapi kunne tænkes at være virksom over for ADHDproblemer

hos voksne.

De svenske forskere mente, at netop denne form for adfærdsterapi,

som er koncentreret om at indlære bedre selvkontrol i den

daglige adfærd, kunne være en egnet behandlingsmetode for voksne

med ADHD.

For at teste denne hypotese tog forskerne kontakt med 50 personer

i 25-50-årsalderen, som alle havde klare tegn på ADHD.

Disse 50 personer blev ved lodtrækning fordelt til en gruppe på 25,

terapigruppen, som fik dialektisk adfærdsterapi over 14 gange to

timer, og en kontrolgruppe, som i samme tidsrum fik ”almindelig

samtaleterapi”.

Behandlingen i terapigruppen drejede sig blandt andet om

følgende: I den første fase lærte man patienterne at opnå en bedre

indre ro og afslapning gennem mindfulness-træning. Derefter trænede

man dem i at analysere deres egne adfærdsproblemer, så de fik

en bedre forståelse for især de uheldige sider af deres daglige adfærd.

Da disse adfærdsproblemer ofte var forbundet med følelses-

› FORSKNINGSNYT

mæssige problemer, gik man i de følgende timer over til at træne en

bedre evne til at ”holde følelserne i ro” og til at styre sine egne, uheldige

impulser til at foretage sig noget uovervejet og uhensigtsmæssigt.

Næste tema var indlæring af bedre evner til at løse dagliglivets

stressproblemer ved at analysere stressproblemets art og ved at

udforme en plan for, hvorledes man skridt for skridt kunne løse det

eller de problemer i tilværelsen, der var årsag til forstyrrende stress.

Yderligere fokuserede man i terapigruppen på, hvordan den

tidligere ADHD-prægede adfærd kunne give problemer i forholdet

til de nærmeste, herunder kolleger på arbejdet. Der blev givet tilbud

om, at deres eventuelle partnere kunne deltage i et af de sidste møder.

Til sidst fokuserede man på, hvordan en bedre kontrol over

ADHD-problemet kunne give bedre selvrespekt og bedre psykologisk

trivsel generelt, og man diskuterede, hvordan patienten på egen

hånd kunne fortsætte den fremgang, der eventuelt var opnået i løbet

af behandlingen.

Kontrolgruppen fik ligeledes 14 møder a to timer med psykologer

– idet man ved, at blot det at tale med en psykolog kan hjælpe

for en stund, uanset metoden. Men for at belyse effekten af den

specielle, dialektiske adfærdsterapi i forsøgsgruppen blev patienterne

i kontrolgruppen behandlet med ”almindelig samtaleterapi”, altså

en mere løs snak om dagliglivets problemer.

Det viste sig, at den dialektiske adfærdsterapi faktisk havde

været nyttig. På et samlet mål for ADHD-problemer i dagliglivet var

terapigruppen faldet fra 29,0 inden behandlingen til 24,1 efter behandlingen.

I kontrolgruppen var der i samme tidsrum sket en lille

stigning fra 27,0 til 27,3, så det ser altså ud til, at forbedringen i

forsøgsgruppen specielt beroede på den dialektiske adfærdsterapi.

Ved en anden form for opgørelse over resultaterne så man på,

hvor mange i hver gruppe der havde opnået en ”meningsfuld fremgang”

i form af et fald i ADHD-symptomerne på mindst 21 %. I

terapigruppen var der indtrådt et fald af denne størrelsesorden hos

otte af de 19 personer, der gennemførte den dialektiske adfærdsterapi.

Hos de 18 patienter, der gennemførte den ”almindelige samtaleterapi”

i kontrolgruppen, var der ikke en eneste, som udviste et

tilsvarende fremskridt.

Samtaleterapien i kontrolgruppen havde som nævnt ikke fremkaldt

nogen speciel nedgang i ADHD-symptomerne, men den

havde dog medført en stigning i et mål for ”psykisk velbefindende”,

og denne stigning var lige så stor som stigningen i gruppen, der

havde fået dialektisk adfærdsterapi.

Samtaler af enhver art med psykologer kan altså for en tid hjælpe

på humøret – også for voksne med ADHD – men kun den dialektiske

adfærdsterapi bevirkede, at der også optrådte en reduktion i

de specifikke ADHD-problemer.

tn

Kilde: Hirvikoski, T., Waaler, E., Alfredsson, J., Pihlgren, C., Holmström, A., Johnson,A.,

Rück, J., Wiwe, C., Bothén, P. & Nordström, A.-L. (2011). Reduced ADHD symptoms in

adults with ADHD after structured skills training group: Results from a randomized controlled

trial. Behaviour Research and Therapy, 49. 175-185.

PSYKOLOG NYT NR. 13 | 2011 | SIDE 25

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!