› BEHANDLING UDSAT SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 6 | 2012 for en fast hånd På nogle behandlingshjem er magtanvendelse det herskende princip i arbejdet med at få børn og unge på ret køl. Der findes bedre og tryggere alternativer. FOTOS: bJARNE bERGIuS HERmANSEN, DR
G ennem de sidste ti år har jeg arbejdet med omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge. Det betyder, at jeg ved flere lejligheder er stødt på børn og unge, der er blevet anbragt i et behandlingsmiljø, hvor det primært er adfærden, der reguleres, og hvor magtanvendelser anses som behandling. Jeg har også klienter, som i dag er unge eller voksne og ikke længere lever i dette miljø, men som stadig er negativt præget af deres oplevelser som anbragt. Et sådant miljø har vi senest alle haft adgang til at se beskre vet i DR1’s tv-programserie ”Kæft, trit og flere knus”, der giver indblik i dagligdagen på behandlingshjemmet Schubertsminde – men tilsvarende historier kan opleves mange steder. Jeg har i terapien hørt, hvordan det opleves for et omsorgssvigtet og traumatiseret barn at leve i et sådant miljø. Derfor føler jeg mig forpligtet til at gøre opmærksom på det problematiske herved og fortælle, at der findes alternativer. Mine bekymringer i forhold til denne form for pædagogik er ikke kun erfaringsbaserede, men svarer også til, hvad betydningsfulde teoretikere som fx John Bowlby, Peter Fonagy og Bruce Perry giver udtryk for. En af de ting, der synes at kendetegne det miljø, som børnene på denne type behandlingshjem lever i, er, at det ikke er et trygt miljø, og at de ikke har omsorgspersoner omkring sig, der kan fungere som en tryg base. Mentaliseringsbaseret behandling En af tilknytningsteoriens pointer er, at et barn bliver trygt tilknyttet, når det oplever, at dets omsorgsperson fungerer som en sikker base, hvorfra barnet kan udforske sin omverden og vende tilbage og finde omsorg og forståelse. Tilknytningen er afgørende for udviklingen af barnets billede både af sig selv og af andre. Anvendelse af straf og magtanvendelser i situationer, hvor barnet oplever intense følelser, betyder, at barnet fratages muligheden for at anvende omsorgspersonen som en sikker base. Det kan føre til, at barnet oplever, at omsorgspersonerne er en kilde til angst, præcis som mange af disse børn kender fra deres tidligste tilknytningserfaringer. På den måde fastholdes barnets negative tilknytningserfaringer (Hagelquist 2012). Børnepsykiateren Bruce Perry fastslår betydning af tryghed for udvikling i følgende citat: ”Jo mere man forsøger at sætte sig i barnets sted, og jo tryggere man gør ham, jo bedre vil hans opførsel som regel være, og jo større chancer er der for, at man finder måder at forbedre den på” (Perry & Slalavitz 2011, s. 272). Perry bruger ikke begrebet mentalisering, men betydningen af at sætte sig i barnets sted er også et af grundelementerne i mentaliseringsbaseret behandling. Mentaliseringsbaseret behandling anvendes i stigende grad til udsatte børn og deres familie (Allen, Fonagy & Bateman 2010). I mentaliseringsbaseret behandling er udgangspunktet, at forældre eller professionelle i deres samspil med børn bør have ”sind på sinde”, det vil sige have opmærksomhed på barnets mentale tilstande (følelser, tanker, behov, mål og grunde) såvel som på egne mentale tilstande. Når man tilbyder barnet et opvækstmiljø, hvor der primært er fokus på barnets adfærd og på at straffe, har man i udgangspunktet ikke barnets sind på sinde, man forholder sig ikke til de følelser eller tanker, der måtte være baggrunden for adfærden. Det kan være nødvendigt i al opdragelse at sætte grænser og regulere adfærd, og i de situationer er man ofte mere fokuseret på barnets adfærd end på barnets mentale tilstande. Det kan også være nødvendigt at anvende magt, når et barn reelt er til fare for sig selv eller andre. Der er dog en risiko for, at for rigid fokus på adfærd og straf fører til, at barnet ikke tilbydes et udviklingsfremmende samspil, hvori det kan lære egne mentale tilstande at kende og ydermere er tvunget til at lære at lukke sit sind for den professionelle, der straffer dets sind. Ligesom der er risiko for brug af magt på børn der ofte i forvejen er traumatiserede virker retraumatiserende. Disse børn har i stedet brug for et miljø og en relation, hvor de tør udtrykke følelser, også vrede, og hvor det at udtrykke følelser ikke fører til straffe og angst. Det vil sige, at for at disse børn og unge skal lære at tænke og føle, før de handler, er der brug for voksne og for en tryg relation, hvori det kan udforske dets egne mentale tilstande. I mentaliseringsbaseret behandling siger man, at mentalisering avler mentalisering, og ikke-mentalisering avler ikke-mentalisering (Allen et al. 2012). Forstået sådan, at mentalisering kun kan læres ved at indgå i et samspil, hvor den voksne mentaliserer. Hvis omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge skal udvikle evnen til mentalisering, skal de være i et samspil, hvor de voksne er i stand til at mentalisere. Der ses i glimt ses på Schubertsminde samspil, hvor børnene mødes med en mentaliserende indstilling. Det er desværre alt for sjældent, i forhold til hvor uvurderlig betydning dette har for udsatte børns udvikling og heling. Når den ydre styring forsvinder Der er nogen evidens for, at adfærdsregulerende metoder, som ses anvendt på denne type behandlingshjem, virker på adfærd (fx vedr. Time-out i Everett Hupp & Olmi 2010). Faktisk er det sådan, at jo mere straf man anvender, des mindre af den uhensigtsmæssige adfærd ses der (ibid.). Eksempelvis kan man i litteraturen om timeout læse, at når timeouten foregår i et aflåst skab, og der bruges endefulde ved ”flugtadfærd”, føre det til signifikant færre voldsomme time out’s (Robert & Power 1990). Det illustrerer, at straf virker på adfærd. Samtidig tydeliggør det dilemmaet, om barnets adfærd skal være den eneste parameter for, om man ønsker at anvende en metode, eller om der også er brug for at medtage etiske overvejelser og børneperspektiv. Endvidere må man overveje, om der er tale om en vedvarende effekt eller kun om ydre styring. Konsekvensen heraf kan være, at når den ydre styring forsvinder, så er barnet eller den unge ikke i stand til at regulere sin adfærd og sine følelser. Det kan føre til, at barnet enten udviser samme adfærd som tidligere eller opsøger mil- PSYKOLOG NYT NR. 6 | 2012 | SIDE 19
Change language