Team møder anerkendelse - Elbo

› DEBAT
Åbent brev til merete Lindholm
K
ære Merete Lindholm. Jeg skriver
til dig, fordi jeg skylder dig en stor
tak!
Du er pensioneret psykolog. Jeg er ny
psykolog – på vej. Siden jeg for et par år
siden blev færdig med min uddannelse, har
jeg forsøgt at finde mit ståsted, min hylde.
Det er vanskeligt i en tid med stor arbejdsløshed
og kamp om pladserne.
Det har slået mig, hvor meget vi skal
kæmpe med og mod. Vi må konstant minde
omverdenen om, hvad vi kan som psykologer.
Hvilken samfundsmæssig rolle vi
udfylder, og hvad det unikke og særegne er
ved os. Vejen er ikke ligetil.
Jeg er ny psykolog, men er ikke i tvivl
SIDE 24 | PSYKOLOG NYT NR. 6 | 2012
om det ansvar, der følger med titlen. Som
psykolog er man ikke heldig, man er privilegeret.
For langt de fleste mennesker tror
på os. Tror på, at vi kan holde vores ord. Vi
kan få mennesker til at fortælle ting, de
aldrig har fortalt nogen andre. Vi kan passe
på det mest følsomme og sårbare, det vigtigste.
Vi kan skabe tillid. Vi kan holde
mund. Og kan vi ikke det, hvad har vi så?
Kære Merete, jeg føler mig ikke opfordret
til civil ulydighed på baggrund af din
kamp. Jeg finder sagen større og vigtigere
end regler og paragraffer. Og vigtigst af alt
for mig, så viser den mig vejen til, hvad vi
psykologer blandt andet kan. Lad os ikke
slutte debatten her. Lad os blive ved med at
Slaget om evidens
F
ormanden har i Psykolog Nyt
3/2012 argumenteret mod psykiater
Poul Videbechs udtalelser om,
at psykologer gambler med patientsikkerhed
ved at arbejde eklektisk. Denne leder
argumenterer Torben Andersen så imod i
seneste nummer: ”Ved som automatreaktion
at forsvare, at psykologer bør kunne
vælge – og blande – interventionsformer
efter samme princip, som børn vælger
slik i en slikbutik, skyder Roal Ulrichsen
sig selv og psykologstanden i foden.”
Men psykologer vælger ikke metode
som børn i en slikbutik. Vi vælger metode,
som smeden vælger svejseværk: Ud
fra en faglig vurdering af opgaven, det
materiale, der skal arbejdes i, og egne
evner til at bruge bestemte redskaber. Og
hvis vi vurderer, at vi ikke kan løse en
opgave godt nok, sender vi den videre.
I denne faglige vurdering er terapiforskningen
en vigtig faktor, men hvis vi
læner os så meget op ad evidensforskningen,
at vi parkerer eller endda dropper
vores egen faglige bedømmelse af klienten,
er vi på en grund, som ikke kan
bære. Så klog er evidensforskningen ikke.
Forskningsuniverset er veldefineret,
afgrænset og gennembeskrevet, og det
kliniske univers er mangetydigt, uafgrænset
og åbent for et utal af fortolkninger.
Hvis vi ukritisk overfører forskningsresultater
til klinisk praksis, forsøger vi at
implementere en sikkerhed, som ikke
findes. Evidensforskningen kan ikke erstatte
vores faglige bedømmelse, og det er
dybt problematisk at argumentere, at vi
skal lade den gøre det. Vi er ikke så kloge,
at vi har det endelige svar på, hvad der
virker, men vi er trods alt så kloge, at det
debattere og reagere. Det er sådan, vi bliver
skarpere. Det er sådan, vi bliver klogere. Og
det er sådan, vi skal finde vores vej i fremtiden.
Men jeg kan godt forstå, hvis du føler
dig alene. Du går forrest, og det kan føles
ensomt. Men du skal vide, at lige bag dig er
der en ny psykolog, der følger din vej.
For du kæmper for klienterne. Du
kæmper for vores troværdighed. Du kæmper
for vores faglighed. Du kæmper for
mig. Som ny psykolog. På vej.
For det skal du have min største og
dybeste beundring og tak!
Ditte Skovgaard
ikke nytter noget at tro, at evidensforskningen
kan erstatte vores faglige bedømmelse
og faglige valg.
Videre lyder argumenteret, at ”evidensbevægelsen
kan anvendes offensivt i
forhold til at markedsføre psykologer som
videnskabeligt uddannet sundhedspersonale,
i modsætning til alle mulige former
for psykoterapi leveret af ikke-psykologer”.
Det forekommer mig underligt, at
evidens skulle være et argument for, at vi
er bedre end de andre. Hvis det var metoden,
der er det rigtige, og ikke behandlerens
dygtighed, ville der da netop ingen
argumenter være for, at vi er bedre. Vi er
bedre end de andre, og det er vi i kraft af
vores viden og oplæring, som gør os i
stand til at se længere end dem, der kun
har lært en manual.
Peter Søndergaard