(VERDAG UNDER BES TTELSEN - Nationalmuseet

Både DKP og SOE havde som målsætning at få samarbejdspolitikken
til at bryde sammen, og begge
ønskede de at benytte sabotagen som middel. De to
netværk var ikke i kontakt med hinanden, og de konkrete
resultater var foreløbig beskedne. Men udviklingen
i 1942 lagde alligevel et ekstra pres på samarbejdspolitikken.
To danske SOE-agenter blev dræbt i
ildkamp med dansk politi, og tyskerne truede med at
stille sabotører for tysk krigsret, hvis ikke regeringen
greb effektivt ind mod sabotage. Hertil kom, at DKP
satsede på at udnytte den utilfredshed med regeringens
sociale og økonomiske politik, der var på mange
arbejdspladser. Social uro og strejker kunne blive
endnu et våben mod regeringen og samarbejdspolitikken
Det økonomiske samarbejde
Den tyske besættelse 9. april 1940 havde medført en
hurtig og effektiv omlægning af den danske udenrigshandel.
Danmark var som følge af besættelsen
blevet totalt afhængig af handel med Tyskland. I 1939
var 23% af Danmarks eksport gået til Tyskland, og i
1941var tallet steget til over 76%. Økonomien var fra
starten et hovedelement i samarbejdspolitikken. For
den danske regering var økonomien redskabet til at
opfylde samarbejdspolitikkens primære målsætning,
som var at holde samfundet intakt. Man stod over
for helt elementære krav om forsyning af befolkningen
med brændsel og forbrugsvarer og krav om at
sikre beskæftigelse. Danmarks integrering i den tyske
krigsøkonomi var derfor i mange henseender en
simpel nødvendighed. Det vigtigste danske bidrag til
den tyske krigsøkonomi var fødevarer, der udgjorde
hele 75% af eksporten til Tyskland, og mængden af
fødevarer, som det danske landbrug kunne levere til
Tyskland, blev hurtigt meget større end forventet. Det
var meget vigtigt for tyskerne, og derfor var de også
lydhøre over for Danmarks økonomiske problemer.
De drejede sig især om industrien, der ikke kunne
fortsætte produktionen uden at få brændsel og råvarer
fra Tyskland. Her kom den store landbrugseksport
til hjælp, for tyske leverancer af kul og stål blev så at
sige betalt med danske fødevarer. Der var opstået en
gensidig dansk-tysk økonomisk afhængighed, og på
tidspunktet for Hitlers angreb på Sovjetunionen, i juni
1941, var Danmark blevet den næststørste udenlandske
leverandør til Tyskland efter Italien. Dansk industri
måtte som landbruget levere til Tyskland, hvis
man ikke ville handle fi k man ikke stillet råvarer til
rådighed.
Der var ikke noget valg. Den danske regering forsøgte
dog gennem forhandlinger at få tyske ordrer
placeret så de så godt som muligt var til dansk fordel.
Det gjaldt først og fremmest om at holde eksisterende
danske virksomheder beskæftiget og undgå at give
efter for tyske krav og interesser.
Men det lykkedes ikke altid, bl.a. fordi erhvervsfolk
og investorer forfulgte egne interesser. Et konkret
eksempel er virksomheden Nordropa, som i foråret
1941 skaffede sig ordrer fra BMWs fl ymotorfabrik.
Det gav senere virksomheden mulighed for at udføre
reparationer af BMW motorer for det tyske fl yvevåben,
et stort anlagt projekt. Det gik helt på tværs af
den linje, man fra dansk side havde lagt. At der skulle
leveres til Tyskland for at få råvarer til rådighed var
en selvfølge, ellers kunne der heller ikke produceres
varer til det danske marked. Men BMW-projektet var
noget helt andet. For danske penge, stillet til rådighed
for BMW over Nationalbankens clearing-konto, skulle
der opbygges en helt ny produktion, udelukkende i
tysk interesse. Regeringen betragtede det som en
ren tysk krigsforanstaltning, men der var ikke noget
at gøre. Fra tysk side blev der lagt pres på, og de
danske investorer dannede et nyt fi rma med navnet
Nordværk. Jo mere omfattende den tyske krigsindsats
blev, jo større betydning fi k det økonomiske samarbejde
for tyskerne, og jo mere producerede danske
virksomheder for tyskerne. Med sagen om Nordværk
er vi fremme i 1943, året hvor samarbejdspolitikkens
dilemma for alvor tilspidsede sig.
1943 – forandring og brud
Det militære billede af 2. verdenskrig som et tysk triumftog
ændrede sig dramatisk i 1943. Det skete på
fl ere forskellige fronter. Siden november 1942 havde
der raset et gigantisk slag om den sovjetiske by Stalingrad
ved Volgafl oden, og i februar 1943 måtte resterne
af Hitlers 6.armé overgive sig til de sovjetiske
styrker. Det var simpelthen en militær katastrofe for
tyskerne, og fra nu af var rollerne som angriber og
13