(VERDAG UNDER BES TTELSEN - Nationalmuseet

fremmest på grund af manglende koordinering. Skaderne
blev som regel repareret inden for få timer eller
samme døgn.
Forresten var jernbanenettet, set fra tyskernes
synspunkt, så hensigtsmæssigt opbygget, at der ofte
var alternativer til den sprængte jernbanelinje. De allierede
har nok ikke haft mulighed for at bedømme
jernbanesabotagens effektivitet nøjagtigt. Men det
samtidige materiale viser, at de i hvert fald har tillagt
de mulige forsinkelser, den kunne påføre troppeforskydningerne,
operativ betydning. Mand og mand
imellem var man i det besatte Danmark tilbøjelig til at
dele den allierede opfattelse af jernbanesabotagens
effektivitet: Enhver rejsende i krigens sidste måneder
kunne i hvert fald skrive under på, at sabotagen
konstant medførte forsinkelser for DSBs persontrafi k.
Om tyskerne har følt jernbanesabotagen som en alvorlig
belastning eller blot som et irritationsmoment,
ved vi mindre om. Men at de har måttet tage den i
betragtning i deres planlægning, genspejles i de tyske
akter. Den 6. februar 1945 indløb en telefonisk
besked fra førerhovedkvarteret til den øverstkommanderende
i Danmark, generaloberst Lindemann:
”Føreren forventer, at yderligere sabotageanslag mod
troppetransporter vil blive bekæmpet med alle midler”.
Konklusionen må være, at jernbanesabotagen, i
lighed med de øvrige former for sabotage, først og
fremmest havde stor psykologisk virkning. Man følte
at Danmark på denne måde gav sit bidrag til kampen
mod fjenden på linje med de store allierede. Indtrykket
af jernbanesabotagens effektivitet blev bestyrket
af rosende ord fra London.
Likvideringer
Da kampen mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen
1944-45 skærpedes, blev stikkerlikvideringer
også en del af hverdagen. For at kunne arbejde
effektivt havde Gestapo stærkt brug for danske meddelere
og angivere, og disse var naturligvis en stor
fare for modstandsbevægelsen. Det vigtigste middel
til at undgå stikkeri var at undlade unødvendig snak.
De illegale blade var fulde af opfordringer til at holde
tæt med oplysninger, men det var ikke tilstrækkeligt.
Frihedsrådet erklærede nytår 1944 krig mod stikkerne
og tillod likvideringer. Man regner med, at der
Lederen af 5. Kolonne i Århusområdet
rapporterede umiddelbart efter krigen om
sit virke:
”I juni 1944 begyndte der at blive et behov
for en virkelig sabotageorganisation, ikke
mindst da de tyske tropper begyndte at
strømme igennem landet. Bylederen, kaptajn
Frisenvang, bad mig da om at overtage
ledelsen af hele sabotagearbejdet i
Århus, særligt med henblik på jernbanesabotagen
… Der havde tidligere i Århus
været organiseret et par jernbanesabotagegrupper,
men det havde ligget stille
et halvt års tid, og der havde praktisk talt
aldrig været udført arbejde af betydning
… I løbet af kort tid – i juli 1944 – havde vi
stablet fi re jernbanegrupper på benene,
således at vi til nød kunne betjene samtlige
baner, der udgik fra Århus.”
blev foretaget lidt over 400 likvideringer. Drabene
er blevet begrundet som nødværge under krig, men
nye undersøgelser har påpeget, at forestillingen om,
at alle likvideringer var resultat af grundige undersøgelser,
er overdrevet. Drabene var heller ikke altid
begrænset til de egentlige angivere; de kunne også
ramme en bredere kreds af personer, der blev opfattet
som en sikkerhedsrisiko. De fl este likvideringer
fandt sted i besættelsens sidste fase, og her kunne
det være grund nok, at en person f.eks. bar fjendens
uniform som medlem af et af de mange vagtkorps,
som tyskerne havde rekrutteret danskere til.
Sabotagesprængt
jernbaneskinne 1944
53