(VERDAG UNDER BES TTELSEN - Nationalmuseet

Krigslykken var vendt. Det var tid at se fremad, og formålet
med konferencen i Teheran var at beslutte en
fælles strategi for sejren over Hitler. Det vigtigste var
tidspunktet for amerikanernes og briternes invasion i
Frankrig, som ville betyde, at Tyskland måtte kæmpe
til to sider. D-dag blev foreløbig fastlagt til 1.maj 1944.
Teheran-konferencens deltagere aftalte også Polens
grænser efter krigen, og ”de tre store” drøftede også
en deling af Tyskland. Men der var samtidig noget,
man ikke kunne tale om, og det var Churchills og
Roosevelts bekymring for Europas politiske fremtid.
Sejren over Hitler ville nemlig gøre Sovjetunionen til
den stærkeste magt i Europa og betyde en vældig
styrkelse af kommunismen.
Også i det besatte Danmark trængte spørgsmål
om strategi og koordination sig på i vinteren 1943,
og ligeledes bekymringen for den politiske situation
efter krigen. Bruddet den 29. august havde markeret
en sejr for modstandsbevægelsens synspunkter, men
der var ingen fælles strategi. Ved valget i marts 1943
havde den illegale presse udsendt modstridende
budskaber til vælgerne, og sommerens strejker og
aktioner havde vist et behov for samarbejde og koordination.
Frihedsrådet og politikerne
I september stiftede repræsentanter for de store modstandsorganisationer
derfor Danmarks Frihedsråd,
og i november udsendte rådet et illegalt program med
overskriften ”Når Danmark atter er frit”. Her stod der
bl.a. at hovedmålet for modstandskampen var at genindføre
og sikre demokratiet. Når det blev fremhævet,
skyldtes det først og fremmest, at mange var utrygge
ved kommunisternes stærke rolle i modstandskampen.
Frygten for at Frihedsrådet skulle slå sig op som
en alternativ regering gik som en rød tråd gennem
næsten alt hvad politikerne foretog sig under resten
af krigen. Ingen kunne jo vide, hvad der konkret ville
ske ved krigens afslutning, og spørgsmålet var derfor:
hvad kunne politikerne stille op, hvis der blev brug for
at sætte magt mod magt? For det første regnede man
med at kunne råde over den meget store politistyrke.
For det andet var der to nye kort, som kunne bringes
i spil, offi cererne fra den opløste danske hær, og socialdemokraternes
kontakt med den socialdemokrati-
Der vil være almindelig enighed
mellem alle retsindige danske om, at
de forholdsregler, der bør træffes i
direkte tilslutning til generhvervelsen
af vort selvstyre skal opfylde tre
hovedformål:
1 Demokratiet skal ufortøvet og
uindskrænket gennemføres og dets
fremtid sikres.
2 De, der er skyldige i eller medansvarlige
for, at vort selvstyre og vort retsgrundlag
blev krænket under besættelsen, og de,
som har draget personlig fordel af landets
ufrihed, bør stå til ansvar for deres handlinger.
3 Enhver straffeforanstaltning, der måtte
blive iværksat overfor sådanne personer,
skal være i overensstemmelse med rodfæstet
dansk retsbevidsthed og gennemføres
ad lovlig vej, således at man undgår selvjustits
ske regering i Sverige. Der blev derfor taget kontakt
med general Gørtz, chefen for den nu opløste danske
hær. Aftalen blev at politikerne ville støtte opbygningen
af en illegal militær styrke i Danmark, forsynet
med svenske våben, og en reservestyrke i Sverige.
Generalen indgik imidlertid også, med samtykke fra
politikerne, en aftale med Frihedsrådet om, at hærens
offi cerer skulle stilles under rådets kommando. Men
et er teori, noget andet er praksis, og i praksis arbejdede
det danske offi cerskorps fra årsskiftet 1943/44
i to retninger. På den ene side gik offi cererne ind i
arbejdet med at skabe en undergrundshær, og dette
skulle foregå i Frihedsrådets regi. På den anden side
opbyggede offi cererne reelt en selvstændig styrke,
der havde sit tyngdepunkt i Københavnsområdet. Formålet
med denne styrke, der i løbet af 1944 voksede
til 2000 mand, var at sikre landets politiske og admi-
Frihedsrådets
program
november 1943
19