Bolette siger – Internationalt papir Angst via Skype - Elbo

More documents

Recommendations

Info

› DEBAT Teoretisk tunnelsyn I rene Oestrichs tilbagevendende udbredelse om den kognitive terapis absolutte herredømme i terapiuniverset forekommer skinger og ureflekteret. Det er fristende blot at ryste på hovedet. Lad mig dog alligevel komme med en rettelse til Oestrichs påstand i Psykolog Nyt 17/2012, hvor hun skriver: ”Der findes ikke noget område, hvor psykodynamisk terapi (eller nogen anden terapi) har evidens og kognitiv terapi ikke har bedre eller samme evidens …”. Ifølge et nyligt publiceret studie er det ikke korrekt. Huber, D. et al. (Z. Psychosom Med Psychother 58/2012, 299-316) har sammenlignet kognitiv adfærdsterapi med psykoanalytisk og psykodynamisk terapi for depressive patienter i et follow-up studie over tre år. Resultatet af undersøgelsen var: ”We found significant outcome differences between psychoanalytic therapy and cognitive-behaviour therapy in depressive and global psychiatric symptoms, partly social-interpersonal and personality structure at three-year follow-up. Psychodynamic therapy was superior to cognitive-behaviour therapy in the reduction of interpersonal problems.” Og der konkluderes: ”Psychoanalytic therapy shows significantly longer-lasting effects compared to cognitive-behaviour therapy three years after termination of treatment, which is discussed as a dose-effect.” Lad os nu som faggruppe stå sammen og anerkende, at vores forskellige metoder og teoretiske udgangspunkter er en styrke for patienterne og for den psykologiske videnskab som helhed. Lad os forpligte os til at lytte til og lære af hinan- SIDE 30 | PSYKOLOG NYT NR. 18 | 2012 den. Og lad os stræbe efter at undgå netop det teoretiske tunnelsyn, som Oestrich synes at være repræsentant for. Michael Kaster Kommentar: Det kan til stadighed undre, at man i Danmark som fagperson i et fagligt tidsskrift ikke kan dele sine faglige synspunkter i forhold til komplicerede problemstillinger uden at blive genstand for nedladende, krænkende tale og få tildelt personlige egenskaber, som man aldrig har haft – endda fra kolleger, der slet ikke kender én og ironisk nok vælger at læse ens indlæg svarende til sine egne anklager. Med hensyn til artiklen, Michael Kaster nævner, så produceres der til stadighed masser af forskning på det psykoterapeutiske område, og det er opbyggende for vores fag, men én artikel fra et tysk tidsskrift kan i hvert fald ikke danne basis for generalisering. Lars-Göran Östs oversigt bygger på en række metaanalyser og gennemgange af nyere forskning globalt, og det er stadig den mest præcise og korrekte gennemgang og konklusion, vi har, og behøver ingen rettelser. Den støttes også af andre metaanalyser, og jeg vil foreslå seriøse klinikere også at læse: David F. Tolin (2010) Is cognitive therapy more effective than other therapies? A meta-analytic review. Clinical Psychology Review. Den kan danne grundlag for bedre faglig nuancering af nogle forsk- ningsmæssige data, der er meget svære at overskue. Jo, jeg er helt bevidst om, at vi har empiriske data om effektiviteten af psykodynamisk terapi, mest til behandling af depression og visse angsttilstande (OCD og panikangst) – men når det gælder mere komplekse tilstande, er der ikke overbevisende evidens. Mange sammenlignende studier har netop anvendt et design, som forskningsmæssigt er yderst tvivlsomt. Man behøver ikke være forsker for at regne ud, at det vil give en forskellighed at sammenligne KAT på 20 sessioners forløb med psykodynamisk terapi uden tidsbegrænsning. I øvrigt har en metode som interpersonel terapi mange elementer af kognitiv oprindelse, og det har god effekt. KAT beskrives af andre terapeuter ofte som korttidsterapi, hvor man kun kan opnå korttidseffekt, men det er ikke i overensstemmelse med de data, vi har. Som jeg tidligere har givet udtryk for, så er det en nødvendighed, at kunne integrere mange forskellige terapeutiske elementer i vores daglige indsats, men også at vælge hovedmetode, da én psykoterapeutisk specialistuddannelse er så krævende og omfattende, at det er nok for de fleste. Irene Oestrich
For mange uddannes D er har i Psykolog Nyt kørt en debat om genetableringen af cand.pæd.psych.-uddannelsen. Debatten har i høj grad centreret sig om det faglige niveau hos fremtidige cand. pæd.psych.’ere. Dette mener vi ikke er problemets kerne: cand.pæd.psych.’ere er ifølge vores erfaringer lige så kompetente som cand.psych’ere. Vi har således ingen faglige argumenter for, at man ikke skal genetablere uddannelsen. Til gengæld har vi en række strukturelle, fagpolitiske argumenter, der knytter sig til de eksisterende uddannelsers høje optag af psykologistuderende og de aktuelle arbejdsvilkår for (nyuddannede) psykologer. For os at se er det problematiske ved genetableringen af cand.pæd. psych.-uddannelsen med andre ord, at der i forvejen er for mange psykologer og for få job. Uddannelserne i København, Aarhus og Aalborg har i de senere år øget optaget af studerende, mens uddannelsen i Odense er kommet til. Samtidig er færre psykologer end ventet gået på pension. Og krisen har selvsagt heller ikke gjort det lettere at være psykolog. Som relativt nyuddannet psykolog oplever man typisk store udfordringer med at komme i arbejde eller, såfremt det lykkes, at få ordentlige arbejdsvilkår og ordentlig løn. Mange føler sig nødsaget til at gå med til ufordelagtige praksiskandidatstillinger, løntilskudsstillinger, masser af frivilligt arbejde efter endt kandidateksamen, lav løn med manglende kvalifikationstillæg for ikke at tale om lange udsigter til at kunne få en fast stilling. Disse forhold knytter sig, efter vores opfattelse, i vid udstrækning til det store udbud af psykologer sammenholdt med en noget lavere efterspørgsel, og de er med til at undergrave vores rettigheder som faggruppe. Dansk Psykolog Forening råder unge psykologer til ikke at tage praksiskandidatstillinger, hvor de er ansat som selvstændige, samtidig med at konkurrencen om at få et ”ordentligt” job er enorm. En ung psykolog, der står i dilemmaet mellem et job med dårlige ansættelsesvilkår og arbejdsløshed, vil i ni ud af ti tilfælde vælge det dårlige job – uanset hvad deres fagforening end måtte anbefale. Vi mener ikke, at det bør være op til den enkelte psykolog at forvalte dette dilemma. Hele pointen med en fagforening er netop, at den værner om professionen og medlemmernes arbejdsvilkår. Vi mener derfor, at det er Dansk Psykolog Forenings ansvar at sikre ordentlige ansættelsesvilkår, også i praksiskandidatstillinger. Psykologforeningen har for nyligt proklameret, at der om ti år vil være 40 % flere psykologer, end der er i dag (jf. rundsendt mail 11.9.2012). Foreningen har derfor søsat et storstilet projekt, der skal skabe nye job til psykologer, især i den private sektor. Vi er dog skeptiske over for projektet. Dels fordi det ikke er noget nyt i, at psykologer søger job i den private sektor, dels fordi vi kan frygte, at vi dermed blot kommer til at konkurrere med andre grupper af arbejdsløse akademikere, der også skal ”tænke ud af boksen” – herunder de mange, der har taget en uddannelse, hvori psykologi indgår (fx en HA (psych.)). Det voldsomt stigende antal psykologer er, set med vores øjne, med til netop › DEBAT at undergrave foreningens indflydelse, fx når et medlem skal forhandle ansættelsesvilkår og løn. Som samlet profession med ordentlige arbejdsvilkår og et medlemstal, der nogenlunde matcher efterspørgslen, står vi alle stærkere. Vi ser andre fagforeninger være i stand til at værne aktivt om deres profession og fag – at søge indflydelse og ikke blot at vente på ”at man bliver inviteret med” (jf. vores formands udtalelse i nr. 14/2012). Andre fagforeninger formår at sidde med ved forhandlingsbordet og sætte dagsordenen, når andre faggrupper ønsker at trænge ind på deres enemærker. Vi oplever, at vores fagforening, der som nævnt i forrige nummer, er en af de dyreste i landet, ikke i tilstrækkelig grad har magtet eller prioriteret denne opgave. Vi mener dels, at Psykologforeningen bør sætte alt ind på at afskaffe de usolidariske praksiskandidat-ansættelser og i stedet oprette en turnusordning for nye psykologer, således at det ikke kun er op til den enkelte at komme ind på jobmarkedet og igennem autorisationen. Dels vil vi gerne opfordre Psykologforeningen til at forholde sig kritisk og gå aktivt ind i forhandlingen om universiteternes optag af studerende, samt genoprettelsen af cand.pæd. psych.-uddannelsen. Der er ikke brug for flere psykologer, og det er skadeligt for professionen (og spild af samfundets penge og dygtige unge menneskers ressourcer), at vi bliver for mange. Anne Kathrine Eriksen, Camilla Nicolaisen, Lisbeth Grønborg, Marie-Louise Obermann, Maria Ovesen og Marie Mikkelsen PSYKOLOG NYT NR. 18 | 2012 | SIDE 31
Page 1 and 2: Bolette siger - Unge psykologer ska
Page 3 and 4: › REDAKTIONELT Små forskelle i h
Page 5 and 6: PSYKOLOG NYT NR. 18 | 2012 | SIDE 5
Page 7 and 8: om CoPEWoRK På bispebjerg hospital
Page 9 and 10: Voksne kan også få noget ud af at
Page 11 and 12: ledertalenter erhvervsliv har noter
Page 13 and 14: Sundhed over moral S om jeg tidlige
Page 15 and 16: idrage til at forbedre psykologerne
Page 17 and 18: P å Psykologisk Instituts Forsknin
Page 19 and 20: Dækning tilbud priser på mit runa
Page 21 and 22: Familien fortalte: ”Vi har ikke f
Page 23 and 24: i en krisetid D ansk Psykolog Foren
Page 25 and 26: › ANMELDELSE Accept, empati og æ
Page 27 and 28: Inge Loua: › Når Aicha løber hj
Page 29: En stemme for kandidaterne P raksis
Page 33 and 34: ne forslag skal være i selskabets
Page 35 and 36: Dansk Psykoterapeutisk Selskab for
Page 37 and 38: Fredag d. 22. februar 2013 • Radi
Page 39 and 40: Mindfulness Baseret Kognitiv Terapi
Page 41 and 42: ProfessorAt i KlinisK PsyKologi - 5
Page 43 and 44: › INDMELDTE indmeldte Cand.psych.

Bolette siger – Internationalt papir Angst via Skype - Elbo

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?