Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

dommelige Noget hinsides disse funktioner ’kun’ kan
ses som et anonymt og virtuelt potentiale af muligheder.
Umanifesterede muligheder…
I praksis giver dette potentiale sig i første række til kende
på den måde, at ”Det guddommelige Noget” (herefter forkortet
DGN) under indtryk af et såkaldt ur-begær spontant
og permanent tager initiativ til skabelse og således træder
i karakter som princippet skaber. Mere præcist skaber af
en stoflig modsætning til sin egen initiale ustoflighed og
dermed en verden og virkelighed svarende til den, vi alle
kender. Ganske vist af illusionistisk natur i den forstand, at
den naturligvis ved roden er (og må være) lige så ustoflig
som det Noget, af hvilket den er fremgået. Men dog virkelig
nok til at tjene sit guddommelige formål, nemlig at
fungere som et kosmisk spejl, så at sige. Et spejl, der sætter
DGN i stand til at erkende sig selv og sin egen væren
og derved hæver det til en status som levende alvæsen,
forlenet med livsoplevelse og bevidsthed.
Men ikke nok med det; DGN’s iboende kvaliteter røber
sig også som en udfoldelse af EVNE til at skabe i praksis.
Eller mere præcist: evne til rent faktisk at frembringe den
stoflige verden og virkelighed – det stoflige ’spejl’ – og
hvorved den pågældende evne på afgørende vis supplerer
DGN i rollen som princippet skaber; dvs. tjener som
dets skabeevne. Og netop denne kombination af faktorer
- skaber og skabeevne - hæver DGN fra blot at være et
virtuelt, anonymt og upersonligt urelement til at have
status som en levende, personlig guddom, der gennem sin
skabelse af den stoflige virkelighed konstant tilfører sig
selv fornyelsespræget livsoplevelse og bevidsthed.
Om skabeevnens operationsprofil
Det interessante ved dette ’billede’ af Gud som virkelighed
er ikke mindst den rolle, skabeevnen spiller. Eller
rettere måden, den spiller den på.
Dette fremgår især af, at skabeevnen faktisk tjener som
selve substansen i den stoflige virkelighed, der frembringes,
således at denne mht. sin stoflighed ikke blot er en
frugt af skabeevnen, men også 100% identisk med denne.
Så at sige består af den.
Årsag og konsekvens er med andre ord ved roden ét og
det samme og kommer derved til syne som et komplementært
eller to-enigt princip - som årsag og virkning i én
og samme ’skikkelse’. Eller sagt anderledes: skabeevne
og det skabte er i Martinus’ fremstilling dybest set to
forskellige sider af den samme mønt.
Det er i den forbindelse særdeles interessant, at man
også inden for naturvidenskaben operere med udtrykket
’skabeevne’, blot under et andet navn. Nemlig navnet
ENERGI.
Selve ordet er afledt af græsk og betyder evne til at virke
– underforstået evne til at frembringe virkninger.
I pagt hermed defineres energi i naturvidenskaben (fysikken)
som evnen til at udføre arbejde. Og da dette at
udføre arbejde i praksis er det samme som at skabe (fx et
hus), ses det, at det videnskabelige energibegreb indholdsmæssigt
er synonymt med begrebet skabeevne. Energi
er simpelthen universets evne til at arbejde dynamisk og
skabe virkninger i én uendelighed: atomer og molekyler,
stjerner og galakser samt kloder med organismer og
livsbetingelser mv…
Men kan energi da påvises også at være universets bærende
substans?, kan man spørge.
Ja, i høj grad. Hele den stoflige verden og virkelighed
ikke alene befinder sig i gæld til energi som betingende
årsag, men består rent faktisk af energi, således som det
klart og præcist kommer til udtryk i Einsteins berømte
ækvivalensformel: E = mc2. Idet E står for energi; m for
masse og c2 for lysets hastighed ganget med sig selv, siger
Einsteins formel, at et kvantum stof altid repræsenterer
en mængde energi, der svarer til dets masse ganget med
lysets hastighed i anden potens; dvs. med en faktor 90 milliarder.
Så selve det fysiske stof er slet og ret koncentreret
energi – er et spørgsmål om koncentrerede energimønstre
og -processer. Et faktum, som atombomben og atomkraften
er praktiske bekræftelser på, idet der her er tale om
frigørelse af en del af den energi, der er bundet i stoffet.
Og som det er med selve det fysiske stof, er det med alt
andet, som er med til at tegne den stoflige virkelighed. Alt
sammen er det bundet til og afhængigt af energi – direkte
eller indirekte – og er dermed på en og samme tid en frugt
og en fremtoning af universets skabeevne.
Åndsvidenskab kontra naturvidenskab
Så langt som hertil er der principiel overensstemmelse
mellem Martinus’ og naturvidenskabens opfattelse af
den stoflige virkeligheds substans og grundlag. Forskellen
er bare, at medens Martinus som eksponent for en
fremtidig åndsvidenskab ser energibegrebet i en større og
dybere sammenhæng, der både forklarer dets baggrund
og begrunder dets blotte eksistens, ser naturvidenskaben
sig i pagt med sin metode henvist til blot at tage det til
efterretning som et faktum, den ikke er i stand til hverken
at forklare eller nærmere begrunde eksistensen af. Men
som kortene ligger, er det temmelig klart, at det netop er
i energibegrebet, de to videnskaber de facto mødes og har
mulighed for at befrugte hinanden. Og det på en sådan
måde, at Gud vil genopstå fra den død, som filosoffen
Friedrich Nietzsche sidst i 1800-tallet i sit pessimistiske
overmod påstod havde fundet sted (”Gud er død”, utalte
han).
13