Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

Schleichers tale fra 11/8-1981 (Kosmosbladet nr.4 og
5/1982). Gennem hans mangeårige nære samarbejde
med Martinus, har han uden tvivl fået en særlig god
forståelse for og evne til at tolke Martinus’ hensigter.
Han siger bl.a.:
“Instituttet skal give omgivelserne så stor frihed som
det er gørligt. Der skal herfra lægges så få bånd og
begrænsninger på andres initiativ og aktivitet, som det
overhovedet kan lade sig gøre. Der skal organiseres så
lidt som muligt herfra.”
Efter konstateringen af, at nok skal Martinus’ arbejde
gøres tilgængeligt over hele Jorden, men der skal ikke
opbygges nogen verdensorganisation, siger han: “Ingen
organisation kan nemlig fungere uden en vis form for
ensretning og tvang som alle nødvendigvis må indordnes
under. Man skulle dirigere underorganisationer ud over
verden, man skulle autorisere undervisere, foredragsholdere
og andre medarbejdere.
Herved ville man uundgåeligt lægge kimen til lange rækker
af skjulte eller åbne konfl ikter. Og det er lige netop
det, Instituttet skal virke for at afskaffe og for at undgå.
Heraf følger nødvendigvis, at den direkte organiserede
virksomhed skal være så begrænset som muligt. Det giver
størst frihed. Andet kan Instituttet ikke.
Enhver kan frit læse og studere de kosmiske analyser.
Enhver kan frit fortælle om dem til andre - dog helst kun
når der er naturlig anledning til det. Man kan frit danne
studiekredse, holde fordrag eller på anden måde arbejde
med og for disse analyser. Det gælder både her i landet
og ude omkring i verden. Her skal ingen have nogen form
for forpligtelser overfor Instituttet.” ...
“Jo mere initiativ der tages udover jorden, og jo fl ere aktiviteter
der herved opstår, des bedre for Instituttets arbejde.
36
Når der ikke er nogen begrænsninger, kan aktiviteter opstå
hvor som helst, der er inspiration og kræfter til det. I det
lange løb vil det give helt andre og meget større muligheder,
end hvis det hele skulle foregå under Instituttets
egen organisation. Og som sagt befrier det Instituttet for
de konfl iktmuligheder, der nødvendigvis følger at at ville
organisere og bestemme over andre.” Citat slut.
Da Martinus engang blev spurgt, hvad man skulle gøre
ved det, hvis nogen fortalte om og udlagde analyserne
forkert, sagde han:”Det kan vi ikke gøre noget ved”. Det
overlod han trygt til forsynet. Det vil alligevel aldrig
kunne undgås, vi er alle endnu ufuldkomne væsner. Vi
kan bestræbe os på at formidle Martinus’ åndsvidenskab
så godt og rigtigt som muligt, men ingen er fejlfrie, heller
ikke Instituttets undervisere.
Vi må selv læse Martinus’ værker og prøve at forstå hans
visdomsord ud fra, hvor vi hver især står i vor udvikling
lige nu. Men derfor kan det godt være en hjælp på vejen
at høre, hvordan andre opfatter dem. Men Sagen har intet
“præsteskab” eller “ufejlbarlige”, og Martinus har ikke
udstedt “dekreter”, om hvordan vi “bør” leve. Han har
givet gode råd, fortalt os om, hvordan tingene hænger
sammen, resten er helt op til os selv - hver især.
Martinus - Manden, der blev missionær i den danske jungle
v/Erik B. Olesen
I sine erindringer fortæller Martinus, at han spekulerede på, om han kunne blive missionær. Åbenbart
blev han det. Det kan man konstatere når man læser nogle linier i artikel 22 i ARTIKELSAMLINGEN.
På side 252 skriver Martinus nemlig følgende:”Gud havde planlagt en dejlig stor opgave for mig og
lod mig opdage, at jeg befandt mig midt i “junglen”, og at der var rigeligt med “naturmennesker” alle
vegne, der trængte til en “missionær””.
Det er måske ikke dumt at stoppe op et øjeblik ved denne tekst inden diskussionen om rettelser eller ikke
rettelser i missionærens tekster går videre. Naturmenneskene er blevet skolemestre, og Martinus eleven
er blevet sendt tilbage til skolebænken. Selv om man er kriger, høvding, præst eller medincinmand, kan
lidt ydmyghed når man står med bøgerne i hånden vel ikke skabe for megen uorden i fjerene.