You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
18<br />
Julens marcipangris<br />
v/Ruth Olsen<br />
Julen er en gammel fest, som engang var et led i Gudindens<br />
frugtbarhedskult. Det var den tid på året, hvor<br />
menneskene måtte gøre sit til, at den livgivende sol atter<br />
kunne vende tilbage og befrugte Moder Jord, dvs vække<br />
hende op til nyt liv og skaberkraft.<br />
Gudinden havde mange navne og symbolske fremstillinger.<br />
Hun blev især forbundet med vildsvinet, det mest<br />
frugtbare af alle dyr. Ja, hun blev simpelthen kaldt “soen”,<br />
som således blev anset for at være et helligt dyr. Også<br />
den ægyptiske gudinde Nut blev fremstillet som en so.<br />
Var det mon derfor, det blev et nedvurderende udtryk i<br />
kristen tid?<br />
Ved juletid slagtede man kultens vigtigste offerdyr, den<br />
hellige julegris, for ved at indtage noget af gudindens<br />
kød og blod fi k man del i hendes hellige kraft. Så når du<br />
sætter tænderne i mandelgaven - marcipangrisen - udfører<br />
du altså en symbolsk rituel handling! Grisen var altså en<br />
gang et højt æret og respekteret dyr.<br />
I Mads Lidegaards bog “Da danerne blev kristne” fortælles<br />
om de mange folkesagn, hvor soen hele tiden dukker<br />
op som en særlig magtfuld skikkelse. Det er f.eks. en<br />
kæmpeso, Limgrim, der roder Limfjorden og mange<br />
Men så kom den dag, da Chiang forsvandt. Han havde til det sidste talt<br />
til dem om aldrig at holde inde med deres studier og deres stræben efter<br />
at forstå mere af det ful<strong>dk</strong>omne, usynlige princip i alt liv. De sidste ord,<br />
han udtalte var: “Bliv ved med at arbejde med kærlighed”.<br />
Fra “Jonathan Livingston Havmåge”<br />
jyske åer op. Hun skulle jo sørge for det livgivende vand.<br />
I andre sagn går soen ved nattetide rundt med sine grise<br />
- syv, ni eller tolv. I den gamle religion havde Gudinden<br />
som regel ni præstinder, som kaldtes “grise”.<br />
Disse sagn holdt sig i folkemunde langt ind i kristen tid,<br />
omend de ofte blev digtet lidt om for at vise den kristne<br />
Guds sejr. F.eks. var der en historie om præsten, der ved<br />
juletid blev kaldt til et dødsleje, men fandt en so i sygesengen,<br />
hvorefter huset sank i jorden.<br />
Det var en høstskik, som holdt sig helt op i det 19.årh., at<br />
man skulle ofre de sidste neg til forskellige naturvæsner.<br />
Den vigtigste var “Glosoen”, hvilket betyder en rødglødende<br />
so. Fik hun ikke sit neg, blev hun ubehagelig. Ofte<br />
blev det sidste neg kaldt “soen”. Men ofte blev det sidste<br />
neg formet som en mage til so-gudinden, som regel som<br />
en buk. Kornet var jo hendes genopstandne søn/elsker.<br />
Så nu ved vi altså, hvor traditionen med julens halmbuk<br />
stammer fra!
Change language