Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

v/Birthe Thau
oM SJÆLSKONTAKT
“Det personlige er tilværelsens springfjeder”, skrev Søren
Kierkegaard, som altid hævdede, at det var menneskets
pligt først og fremmest at være sig selv. Tidligt i livet
forstod han, at individualiteten er det højeste tilværelsesprincip.
Han ville den enkelte, at mennesker skulle blive
enkelte.
Skulle det personlige være tilværelsens springfjeder?
Springfjeder til selve livet - til vort sande væsen - til
Kristusjeget - selve kristusbevidstheden ...
Der er fin overensstemmelse
mellem Kierkegaard og Rudolf
Steiner, som i et foredrag
udtrykker. “Det er en ren
kendsgerning: alt nærmer sig én
bestemt kendsgerning, der viser
sig ved, at en personlig bevidsthed
er mulig på skabningens
højdepunkt. Og de mennesker,
der nu kultiverer deres individualitet,
dem vil hele jorden tilhøre med alt det, som den
kan frembringe. De mennesker, der ikke udpræger deres
individuelle Jeg, de vil være anvist til at slutte sig til en vis
gruppe og derfra lade sig indgive, hvordan de skal tænke,
føle, ville og handle.” (4.12.1909)
I denne tidsperiode er vi født til at få sjælskontakt her på
jorden, født til at virkeliggøre vort sande Kristusvæsen,
som i virkeligheden er noget helt naturligt og dagligdags,
men adskiller sig fra det luciferiske jeg ved at være forankret
i nuet, som hvert øjeblik vil være interessant, nyt
og meningsfyldt. “Vi er garanteret evighedsfornemmelse
i selve øjeblikket, i hvert eneste øjeblik.” (23.4.1912)
Der er imidlertid ingen bestemt vej til vort sande væsen,
for hvert enkelt menneske har sin egen vej. Og dog er
der næppe tale om en vej, men kun om at ændre sindet.
Den kinesiske vismand Kungfutse (571-478 f.Kr.) siger,
at “oprigtighed er himlens vej. Opnåelse af oprigtighed
er menneskets vej. Oprigtighed er vejen til opnåelse af
fuldkommenhed, den vej ad hvilken et menneske selv
må gå.”
I “En vej til selverkendelse” gør Rudolf Steiner nærmere
rede for, hvad man kan gøre for at nå ind til sjælen i sjælen.
“Man må øve sig i selviagttagelse og må se nøgternt
på de grove fejl, man har, så der opstår en følelse foran
sjælen. Man må fordybe sig i den og indse, hvor lidt man
ligner menneskehedens store ideal. Med intens tankekraft
og meditation må man stille de moralske svagheder, alle
svaghederne, frem foran sjælen. Ved at gøre dette, ved at
dvæle ved egne fejl bliver man stærkere.”
Man bliver ikke alene stærkere, men ved at erkende sine
egne fejl og svagheder bliver man fri af dem. Steiner siger:
“Sandheden kan være den eneste kærlighed, som bringer
jeg’et fri af sig selv.”
“Netop som skyldigt bærer mennesket fuldendelsens hemmelighed
i sin sjæl”, siger Søren Kierkegaard. Måske er
det selve menneskets fuldkommenhed at opdage sin egen
ufuldkommenhed. Det kræver dog, at man magter at se
på fejlene helt uden at vurdere og skamme sig, for netop
skammen udelukker, at vi når ind til os selv.
I et foredrag 4.12.1909 siger Rudolf Steiner at “det er
meningen med den jordiske udvikling, at mennesket stadig
mere og mere opnår evnen til i sit ydre at fremstille
det indre. Derfor gives der et gammelt skrift, i hvilket det
største ideal for Jegets udvikling, Kristus-Jesus, bliver
karakteriseret således, at der bliver sagt: Når to bliver eet,
når det ydre bliver som det indre, så har mennesket nået
Kristusagtigheden i sig.”
Søren Kirkegaard siger i “Uvidenskabelig Efterskrift”:
“Det er livets opgave at blive subjektiv - at blive den, man
er! Man tror i almindelighed, at det at være subjektiv er
ingen kunst. Det forstår man, for ethvert menneske er jo
også et stykke subjekt. Men nu at blive det, man sådan
uden videre er, ja hvem ville spilde sin tid på det, det var
jo den mest resignerende af alle opgaver i livet. Ganske
vist, men allerede af den grund er den såre svær, ja den
sværeste af alle, netop fordi ethvert menneske har en stærk
naturlig lyst og drift til at blive andet og mere.
Således går det med alle tilsyneladende ubetydelige
opgaver, netop denne tilsyneladende ubetydelighed gør
dem uendeligt svære, fordi opgaven ikke ligefrem venter
og således understøtter den søgende, men fordi opgaven
arbejder ham imod, så der hører uendelig anstrengelse
til blot at opdage opgaven, dvs at dette er opgaven, en
anstrengelse, man ellers er fritaget for. At tænke over det
enfoldige, over hvad den enfoldige jo også således ved,
er yderst afskrækkende, thi forskellen bliver selv ved den
yderste anstrengelse ingenlunde iøjnefaldende for det
sanselige menneske.
49