Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

Om begrebet ånd
v/Svend Åge Rossen
Et af kulturhistoriens mest
centrale begreber er ånd.
Det har været almindeligt at
betragte ånd som et særkende
for mennesker i modsætning
til dyr. Desuden opfattes ånd
som noget afgørende forskelligt
fra stof eller materie. Ånd
og materie er således traditionelt
et modsætningspar. Men
det har altid været vanskeligt
at definere ånd udover, at den
er noget fundamentalt andet end materie. Jeg vil i dette
indlæg foreslå at opfatte ånd som identisk med henholdsvis
af forstå eller skabe mening og at have en holdning.
Ordet mening bruges meget bredt, men er altid udtryk
for at forstå sammenhænge, som man anser for logiske.
Når man forstår meningen med noget, forstår man dets
logiske sammenhæng med andre ting, og når man skaber
noget meningsfuldt, er der tale om, at man frembringer
noget, som er hensigtsmæssigt og opfylder et formål. Man
kan også have en mening om et eller andet emne, dvs. en
opfattelse af dets natur, hvad det består af, hvordan det
er opstået og hvorledes det ændrer sig, hvilke love det
følger osv. I denne forstand er den pågældende mening
identisk med en erkendelse eller forståelse. En mening
om noget eller om nogen kan desuden være en holdning,
fx en positiv eller negativ holdning til nogen eller noget.
Til meningsbegrebet hører altså også sympati og antipati
og dermed hele den etiske dimension. I overensstemmelse
hermed er al intellektualitet, videnskab, kunst og etik
åndsaktiviteter. Det er også sådan man i almindelighed
opfatter åndsliv.
Som regel anlægger man desuden et kvalitetskriterium,
når man taler om åndsprodukter, idet man kun anerkender
skabelser af høj kvalitet eller med stor værdi som
sådanne, men ikke anerkender dårlige endsige negative
og onde meningsudsagn eller handlinger som udtryk for
ånd. Denne skelnen er imidlertid uholdbar, mener jeg.
En åndsmanifestation kan både være noget godt og noget
ondt. Man kan da også tale om, at der er en dårlig ånd i
et miljø. Meningsdimensionen i hele sin kvalitetsskala er
følgelig en åndelig dimension.
En mening behøver heller ikke være sand for at være et
åndsfænomen. Selvom en mening anses for sand af den,
som fremsætter den, er den som bekendt ikke nødvendigvis
sand. Om den er sand afhænger af vedkommendes
vidensgrundlag. En fremsat mening kan naturligvis ikke
være mere sand end sine videns- og erfaringsforudsætninger.
Når Columbus’ sømænd frygtede, at ’Santa Maria’
nærmede sig Jordens kant, hvor de kunne styrte ned,
var deres frygt meningsfuld ud fra deres vidensmæssige
forudsætninger, som i den forbindelse var, at Jorden er
flad. Både at fremsætte en mening og at forstå en mening
er en skabende proces, dvs. en åndsproces, uanset om
den er sand.
Når man forsøger at forstå meningen med, hvad andre
siger, prøver man som regel, om det kan passe med, hvad
man selv ved, men som i tilfældet med Columbus’ sømænd
kan der også være tale om at forstå andres udsagn
ud fra deres egne forudsætninger.
Ud fra denne betragtning er ånd ikke noget substantielt,
men en proces: en åndelig virksomhed. Det er den måde,
på hvilken jeget sammenføjer sine erfaringer, viden,
idealer og ønsker med henblik på at skabe noget meningsfuldt,-
eller forstå meningen med, hvad andre har sagt
eller skabt, og det er desuden den holdning, som det har
til sine omgivelser (sympatisk eller usympatisk). Ånd er
således en højere dimension end materien. Den er jegets
meningsfulde aktiviteter med materien. I overensstemmelse
med sin egen betegnelse er materien et materiale,
som jeget kan bruge til at skabe noget meningsfuldt
med. Det kan være et kunstværk: en opera, et maleri,
en film osv. eller det kan være en teori om tilværelsen,
en filosofi m.m. ligesom det også kan være en human
væremåde. Den åndelige dimension er således en helt
anden kategori af væren i tilværelsen end den materielle
kategori, og den muliggøres kun i kraft af individets
tidløse jeg. Det er fordi jeget er hævet over tid, at det
kan sanse det materielle stof i et tidsperspektiv og derved
skabe mening i sine frembringelser, ligesom det også er
i stand til at forstå meningen med andres frembringelser
i et tidsperspektiv.
At ånd er en anden kategori af væren end materien kommer
også til udtryk ved, at ånd er immateriel. Man kan
ikke måle en menings længde og bredde eller veje den på
en vægt. At ånd er immateriel kunne friste til at mene, at
den er identisk med jeget, som også er immateriel. Den
fristelse skal man imidlertid modstå, mener jeg. For det
første er det at ændre for meget på begrebets indhold i
21