Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

anden indvielsesgrad hed “hyrden”, så det har nok ikke
været almindelige fårepassere, der troppede op ved Jesu
fødsel! Den sidste indvielsesgrad hed “Guds søn”.
Tiden var præget af astrologi. Hen over himlen dannede
stjernerne “Verdens-aksen” eller Verdenstræet.
Alle stjernebilleder havde navne som “stalden med
oksen og æslet”, “barnet i krybben” osv. Så hvad er blot
astromytologi i bibelens beretning om Jesu fødsel? Korn
og brød var fra gammel tid ofte brugt som symbol for
åndelig føde. Betlehem betyder “korn- eller brødhuset”.
Så Jesus var altså født i en krop (hus) med hellig åndelig
føde = visdom.
At få særlig kosmisk viden og indsigt blev også benævnt
“at blive befrugtet af helligånden”. Og det var Jesu mor
Maria jo! Ifølge det gamle egyptiske okkulte skrift “Corpus
Hermeticum” blev denne indvielsens “befrugtning”
kaldt “at døbe med ånd”. Et egyptisk indvielsesritual
bestod bl.a. i, at guden Osiris forvandlede vand til vin
(viden til visdom). På Jesu tid var Mithras-kulten den
mest udbredte i romerriget. Denne kult havde en symbolsk
korsfæstelse som slutning på indvielsesforløbet, og efter
denne ophøjedes den indviede med ordene “Faderen og
sønnen er ét”. Også Mithras blev iøvrigt ifølge myten
født i en stald!
På Genesaretsøens østbred lå på Jesu tid templet Asjtarot-karnajim
for fiskegudinden Atargatis, hvis kult var
kendt for hellige måltider bestående af fisk og brød.
Gudinden fremstilledes med fiskehale - jfr. “Den lille
havfrue”! Moses-religionen havde på den tid endnu ikke
helt udslettet den folkelige gudindedyrkelse, og vi hører
mig bekendt aldrig noget om, at Jesus skulle have taget
afstand fra den. Mange kvinder bagte stadig offerkager
til slangegudinden, Himlens dronning, i form af en sammenrullet
slange - vor tids kanelsnegle!
Den mest kendte gudinde er agerbrugkultens Astarte
(Ishtar), et ord der betyder “livmoder”. I Johs. Åbenbaring
optræder hun som “himmeldronningen”. Hun blev som
en slags Moder Jord dyrket over hele Europa. Hendes
højtid er påske, for da skal hun “befrugtes” og hendes
afkom skal sikre (frelse) menneskenes liv. Ordet Astarte
42
genfindes i det engelske “easter” og det tyske “ostern”.
Det er hende, der tales om i Esajas (7,14) at “jomfruen
skal blive frugtsommelig og føde”. Skikken med at give
påskeæg er et tydeligt levn fra gudindens tid. Den katolske
kirke tog skikken til sig og velsigner stadig ved påske æg
og andre madvarer som symbol på genopstandelsen.
Efter Jesu tid blomstrede mange gnostiske sekter. De
søgte “gnosis”, dvs selvoplevet indsigt fra det “allerhelligste”,
det Martinus kalder “viden fra oven” i modsætning
til “viden fra neden”, som vi får gennem de fysiske sanser.
I Johannes evangeliet (1,12) tales om at “tro på Guds
navn”, men det er forkert oversat. Oprindeligt stod der
“at være sikker på Guds identitet”, dvs den Gudsoplevelse
man kan få ved det højeste indvielsestrin. Det var hvad
de fleste gnostikere tragtede efter. Iøvrigt afviste de fleste
gnostikere, at Jesus skulle være død på korset.
Konklusion
Jeg tror, der er en dyb mening med, at vi ikke skulle have
megen konkret viden om personen Jesus. Skulle bare
noget af hans budskab fænge i den tids Europa, skulle
det bygge videre på det religiøse mytestof, folk allerede
kendte. Jesus skulle så at sige passes ind i en fra gammel
tid velkendt tankeverden, hvad bibelens evangelieskrivere
så gjorde. Man gjorde Jesus til en mytisk skikkelse og
fik måske netop derved de vigtigste budskaber formidlet.
Selv om meget blev misforstået, blev der sået tilstrækkelig
mange frø til at næstekærlighedens religion kunne gro og
udvikles. Mennesket havde brug for mystik, og det har
mange åbenbart stadigvæk.
Mange af disciplene kendte “den rigtige Jesus” og fik af
ham megen åndelig viden, der ikke var for det almene
folk. Lad os tage et eksempel som Thomasevangeliet.
Hvor meget af det ville folk flest forstå? Hvis ikke jeg
havde kendt Martinus’ værk, ville jeg ihvertfald ikke forstå
meget af det. Så det er nok ikke tilfældigt, at Thomas’
skrift blev fundet så sent!
Jesu indflydelse her på Jorden i de forløbne 2000 år har
ikke kun været gennem biblen og kirkerne, men også
gennem direkte inspiration til uendelig mange enkeltpersoner,
sådan som jeg beskrev i den foranstående artikel
om Kristusoplevelser. Han er jo stadig med os, som han
engang lovede, indtil “verdens ende”.
Kilder:
Glenn D.Kittler: “Edgar Cayce on the Dead Sea Scrolls”
(Warner Books, USA)
Dolores Cannon: “Jesus og Essæerne” og “De fulgte
Jesus” (A N Forlag, Norge)
Ove von Spaeth: “Den hemmelige Religion” (Reitzels
forlag)