Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

skæbne med stærke følelser. Det gælder især, hvis hans
følelseslegeme er højt udviklet, det legeme som jo bærer
dagsbevidstheden efter den fysiske død.
Konklusion
Intet tyder på, at det transplanterede organ i sig selv kan
påvirke modtagerens bevidsthed på den beskrevne “mystiske”
måde. Jeg tror derfor, at det er organets oprindelige
ejermand, der fra det overfysiske plan kan følge sit organs
skæbne, og herfra kan sende impulser til den nye ejers
bevidsthed. Det handler om en form for besættelse. Hvis
denne teori er rigtig, kan det være ret betydningsfuldt, om
den afdøde donor bryder sig om den nye ejer eller ej.
En af historierne i TV-udsendelsen berettede om, hvordan
en organmodtager via et medium fi k kontakt med
den afdøde trafi kdræbte donor, fi k overbragt sin dybe
taknemmelighed og fi k donorens velsignelse. Det bevir-
24
kede, at organmodtageren ikke længere behøvede at tage
immunforsvars-dæmpende medicin for at holde på sit nye
organ. Donoren havde åbenbart stadig en vis indfl ydelse
på sit organ, men da han “gav slip” på det og med glæde
overgav det som en gave, accepterede organvæsenet sit
nye “hjem”.
Som makrovæsen er vi en slags skytsengle for de organ-
og mikrovæsner, vi har knyttet til os, da vi inkarnerede.
De er gået ind i samarbejdet i tillid til os som beskyttere.
Misbruger vi denne tillid og gør deres liv til et helvede
og dermed påfører dem en for tidlig og unaturlig død,
hvordan skulle en afdød donor så med glæde se sit organ
transplanteret ind i dette “helvede”? Eller hvordan skulle
et organvæsen af egen fri vilje gå ind i det?
Organvæsner har også en dagsbevidst vilje, ifølge Martinus.
Man kan modarbejde den med bedøvende medicin
o.lign. Men det er jo ingen reel løsning. Der er en årsag
til, at organer går “i strejke”, og det er meningen vi skal
lære den at kende og blive klogere. Den dag uvidenheden
er ophørt og vi har fundet ud af at leve i harmoni med
de væsner, der er i vor tjeneste, behøver vi ikke tekniske
løsninger som organtransplantation. Problemet er ånde-
Martinus sagde i en tale 2/4-1950 bl.a.: (fra artiklen “Kristus og verdensbilledet)
Årsagen til, at mikrovæsner kan have mulighed for at skabe disharmoni i en organisme, hvis indehaver eller makrojeg
lever et fysisk sundt liv, er kun at fi nde ét sted: i menneskets egen optræden som mikrovæsen i dets makroorganisme eller
verdensalt. Skaber mennesket harmoni og velvære for sine medvæsner i denne makroorganisme, elsker det sin næste som
sig selv, samtidig med at det lever sundt fysisk set, da vil de mikroindivider, der ikke er på bølgelængde med de kosmiske
love, efterhånden forsvinde fra dets organisme, og højere og mere udviklede og harmonisk indstillede individer eller celler
og atomer vil inkarnere i stedet.
Men forfølger samme menneske sin næste eller gør dennes liv uudholdeligt, mørkt og trist med vrede, surhed og bitterhed,
da er det selv som en celle, der spreder gift i sin makroorganismes kød og blod og ikke en livgivende mikroorganisme, og
da kommer det samme til at gælde for de mikrovæsner, der inkarnerer i dets egen organisme. De er giftspredende, usunde
og farlige for de øvrige mikrovæsner og dermed for helhedens tilstand af sundhed og velvære.
Som mikrovæsen i en organisme er det klart, at man ikke skal myrde eller besværliggøre livet for de andre mikrovæsner i
samme makroorganisme, derved skaber man ikke blot disharmoni i forholdet til disse medvæsner, men også i forholdet til
den helhed, dvs det makrovæsen, man er en del af, og dermed også til de mikrovæsner der lever i ens egen organisme. Loven
for årsag og virkning, eller “som du sår, skal du høste”, gælder nemlig både for mikro-, mellem- og makrokosmos og for
vort forhold til alle disse tre verdener.