PsykOlOgen - Elbo

Skal vide – kan vide
F
or år tilbage holdt vi på min hospitalsarbejdsplads
en temaeftermiddag
om seksuelle dysfunktioner.
Bænket om konferencebordet sad vi – cirka
fyrre medarbejdere – med korslagte
arme. De fleste var overlæger i hvid kittel
og med træsko, men også et par psykologer
i civil og en sygeplejerske havde fået
mulighed for at deltage.
Sexologen, der var købt som oplægsholder,
redegjorde sagligt og redeligt for
vaginisme og rejsningsbesvær med mere.
Stemningen var præget af forbehold, men
ikke afvisning. På et tidspunkt talte sexologen
om interventioner: ”Enhver af jer i
lokalet”, sagde hun, ”bør kunne tale med
alle patienter om seksualitet og intimitet.
Det manglede bare. Alt andet er uprofessionelt.”
Uventet og med voldsom kraft rejste
en af mine lægelige kolleger sig, skubbede
stolen bagud og råbte aggressivt: ”Det kan
jeg ikke, og det vil jeg ikke. Jeg er blevet
læge for at operere syge kroppe. Ikke for
at fedte rundt i folks problemer i sengen.
Jeg tror, jeg vælger at sige, at emnet ikke
vedkommer mig!”
Hændelsen fra min arbejdsplads er i
sig selv temmelig banal. Og var man i det
humør, kunne man givetvis lave en mere
eller mindre spekulativ psykologisk analyse
af lægens adfærd.
Mest interessant er imidlertid noget
KLuMMEn (lat. columna)
andet: Hvad har man som fagperson ret
til at vælge ikke at vide noget om? Hvem
ejer retten til at definere, hvad fagpersoner
skal eller kan interessere sig for? Det
gør da læreanstalterne, når de sætter
pensum, kan man sige. Jovist, men hvad
med livet og fagligheden i tiden derefter.
Og hvad med alt det, der ligger i grænselandet
mellem den absolut nødvendige
viden og den absolut unødvendige viden?
Personligt ville jeg ubekymret lade
mig skære i af min råbende kollega fra
temaeftermiddagen. Hendes ry som dygtig
kirurg står uanfægtet, og havde jeg en
tumor på lungen, lever jeg fint med, at
hun prøvede at fjerne den uden sexologisk
rådgivning som tillægsydelse.
Hvad skal psykologer være?
For psykologers vedkommende må samme
spørgsmål kunne stilles. Hvad skal vi
vide noget om? Hvad kan vi vide noget
om?
Da jeg var studerende, deltog jeg
engang i et seminar om psykologisk behandling
af depression. Ved et gruppearbejde
om eftermiddagen var der enighed
blandt deltagerne om, at mennesker med
depression kunne være plaget af skam
over ikke at leve op til samfundets mulige
forventning om blot at tage sig sammen
og blive i bedre humør ved egen kraft.
Ordet holdningsændring blev nævnt – en
› KLUMME
sådan ville hjælpe på sagerne, lød det.
Seminaret fandt tilfældigvis sted, få
uger efter at den daværende norske statsminister
havde sygemeldt sig fra embedet
med depression anført på lægeerklæringen.
Det var store nyheder i dette efterår,
og ved gruppearbejdet var der enighed
om, at Kjell Magne Bondeviks åbenhjertige
sygemelding ville bidrage gunstigt til
holdningsændringen.
Stemningen var god og opbyggelig,
lige indtil en af deltagerne med stor kraft
skubbede sin stol tilbage, rejste sig og
aggressivt råbte: ”Hvorfor sidder vi her og
taler om norsk indenrigspolitik? Jeg er
blevet psykolog for at arbejde med psykoterapi
og hjælpe mennesker, der lider. Det
andet kommer da ikke os ved.”
Kollegaens synspunkt var tydeligt
formuleret og ganske legitimt. Fagligt og
moralsk. Men det peger også på en diskussion,
vi som faggruppe i mine øjne bør
søge i årene, der kommer: Skal psykologi
primært være dannelsesfag med bredde
og tyngde med blik for ideologiske strømninger,
politiske og sociale forhold, magt
og modmagt i et velfærdssamfund under
afvikling? Eller skal psykologer primært
være psykoterapeuter med akademisk
baggrund? Den diskussion kommer velsagtens
os alle ved.
Bo Snedker Boman, cand.psych.
Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i
det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder – og opgaven lyder ikke på at
skrive om psykologi.
PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2013 | SIDE 11