FOTOS: COLOURbOx › FOLKESKOLEN Af: Jens Berthelsen SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2013 Når konfliktens røgskyer letter, er det på høje tid at overveje folkeskolen som institution, dens rammer og opgaver. De børn, der begynder i skolen i disse år, skal virke i en fremtid, der slet ikke ligner her og nu. FORTIDSLEvN eller FREMTIDSSIKRING
S idst folkeskolen var i søgelyset, var under den borgerlige regerings forsøg på at indføre PISA-mål og gøre lærerne ansvarlige for, at børnene konkurrerede om at få de bedste faglige kvalifikationer. Ved årsskiftet begyndte den nuværende regering debat om en modernisering af ’folkets skole’ med ønsker om heldagsskole, blødere struktur og tværfaglighed. Det var imidlertid ikke børnenes muligheder og fremtid, debatten kom til at dreje sig om, men om lærernes arbejdstid. Bortset fra regeringens ord om børnenes situation og fremtid har børnenes perspektiv sjældent været fremdraget i medierne. Og slet ikke om den verden om 20-30 år, hvor børnene skal bruge det, de lærer i skolen. Man har undgået at forholde sig til, at folkeskolen ikke kan ændres grundlæggende, hvis ikke strukturen – skolens formelle opbygning – ændres. Det kan undre, at psykologiske perspektiver og viden i ringe grad har været inddraget. For psykologer kan dække næsten hele spektret af konsekvenser for børnene af de beslutninger, der bliver truffet. Psykologer kunne have været en slags repræsentanter for børnene. Udviklingspsykologer ved meget om småbørns muligheder og gunstigt miljø. Socialpsykologer ved meget om, hvordan børn trives med hinanden, forholder sig til autoriteter, og hvordan miljøer skal udvikles. Pædagogiske psykologer om, hvordan børn lærer individuelt og sammen. Kliniske psykologer ved meget om afvigelser, og hvordan de kan håndteres. Organisationspsykologer om, hvordan strukturen får indflydelse på læring og trivsel. Og især er psykologer gode til at indleve sig i andres situation og liv – uden selv at have aktier i det. Historie og udvikling Mange af de problemer, børn får, når børnene skal lære noget, de først skal til at bruge i en forandret verden en snes år senere, skyldes ikke lærerne, men at skolens grundlæggende struktur ikke er ændret i næsten hundrede år. Strukturen fastholder output. Den danske folkeskole er opbygget som en ’maskinfabrik’, der oprindelig har den militære kamporganisations principper – styring, lydighed, ensartethed, kontrol – som forbillede. Folkeskolen er opbygget hierarkisk og har samme kendetegn som en produktionsvirksomhed: Den er isoleret fra omliggende samfund, børnene kan ikke bevæge sig ud og ind, der er fast arbejdstid. Skoledagen et opdelt i lektioner. Timerne er opdelt i fag. Der er en lærer til hver af klassens timer. Børnene er aldersopdelt i klasser. Styringen sker ovenfra gennem fagbeskrivelser og instruktioner og børnenes og klassens standpunkt i de enkelte kontrolleres, fx med test. I 1938 fik vi ’verdens mest demokratiske skolelov’, hvorefter alle børn skulle behandles ens uanset køn, race, økonomi og familiemæssig baggrund. Vi var et af de første lande, der afskaffede fysisk afstraffelse som læringsmotivation og gradvis indførte metoder til at motivere børnene for faglig indlæring, og ensartethedstænkningen passede fint til ’maskinfabrik-model len’. Efterfølgende er folkeskoleloven blevet ændret utallige gange. Gennemgående er det lykkedes at udvikle folkeskolen i takt med samfundsudviklingen og ændrede krav til at indgå i erhvervslivets forandringsprocesser. I international sammenligning er den danske folkeskole fulgt fint med. Men den hastige globalisering af erhvervslivet gør det stadig mere klart, at vores nuværende skolesystem ikke kan udvikle ’fremtidens danskere’ til at kunne konkurrere på verdensplan mod kæmpe kapitalkoncentrationer og ubegrænsede mængder arbejdskraft. Vi må finde på noget anderledes, noget, der bryder med vante forestillinger om vores levevis og omgivelser. Målet er overskudsmennesker Hvis ikke vi vil blive hængende i velkendte strukturer, er vi nødt til at fantasere om fremtiden. Næsten intet af, hvad vi gør i dag, vil være aktuelt om 30 år, når de børn, som nu begynder i skolen er kommet ud på arbejdsmarkedet. Vi kan allerede nu skimte nogle retninger: Robotter vil have overtaget næsten alt af vores fysiske, rutineprægede og administrative arbejde både på arbejdspladsen og i hjemmet. Vi kommunikerer med lyd og billede. Kontakt sker på internettet. Vi går rundt med vores sammenfoldelige skærme i lommen. Papir og bøger er forsvundet for almindelige mennesker. Vi har ikke fast arbejdstid og møder sjældent på arbejde, men er døgnet rundt på internettet. Vi kommer til at leve i en syntetisk, virtuel konstrueret verden. Vi vil komme til at tale engelsk til daglig og have kontakter over hele kloden, og der vil komme indvandring fra andre kulturer osv. Danmark er et ganske lille land uden store økonomiske ressourcer og risikerer, at de fleste arbejdsprocesser bliver outsourcet. Hvis vi skal overleve i kraft af vores særlige kultur, må vi udvikle mennesker til at fungere bedre end andre. Der har vi heldigvis et forspring, fordi idealer og tænkning blev transformeret i 70’erne, hvor vi lærte at tænke på tværs: Fra fortidsbestemte kvalifikationer til fremtidsbestemte kompetencer, fra konsekvenstænkning til relationstænkning. Som mennesker skal vi kunne rumme kompleksitet og gennemskue ensidighed. Målet er overskudsmennesker, der søger udfordringer, søger det ukendte og skaffer sig socialt overblik. Vi skal lære det i skolen, som maskiner og kinesere ikke kan. Hvad er det, vi er særligt gode til, som ligger i vores kultur og samfundsform? Det er nok innovation og nytænkning. Vi kommer måske til at leve af at udvikle nye ideer og tage patenter på dem. Skolens fremtidsmål er med baggrund i vores særlige kultur at udvikle mennesker, der vil kunne leve, producere og udvikle sig i en uoverskuelig verden. Det vil sige kunne rumme kompleksitet og gennemskue ensidighed, søge det ukendtes udfordringer og dilemmaer og turde begå fejl. For det er ikke ved at få serveret løsninger, men ved at blive stillet over for dilemmaer, man udvikler originalitet og overskrider grænser, som andre bliver hængende i. Skolen bliver tvunget til at udnytte den enorme variation i bør- PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2013 | SIDE 19
Change language