PsykOlOgen - Elbo

kierkegaard og
det senmoderne
På søndag fylder Søren Kierkegaard 200 år. I den anledning er der grund til at
undersøge, om man kan bruge ham i den funklende moderne verden.
2
00-årsfødselaren Søren Kierkegaard er nok højaktuel, men
moderne er han ikke. Mode er det, som optager sindene
nu, men er glemt næste år. Moden er som haute couture,
der surfer på tidens bølger.
Man kan forstå modernismen som en stil- eller kunstperiode.
Det er imidlertid påfaldende, at den ikke rigtigt vil løbe ud,
som barok og romantik. Ganske vist antyder betegnelsen senmoderne,
at det er ved at være slut, men for postmodernisten er
udløbsdatoen overskredet. For så vidt er nutiden postmoderne
på samme måde, som det en tid lang gav mening at tale om
efterkrigstid. Alligevel anvendes betegnelserne modernisme og
senmodernisme fortsat, som om intet var hændt.
Modernismen opstod i tilknytning til industrialismen og
tilblivelsen af storbyen, og dens storhedstid falder sammen med
bymurenes fald i det nittende århundrede. Modernismen fik
naturligt nok forskellig betydning, afhængig af om det var litteratur,
arkitektur eller billedkunst, den udfoldede sig i. Det er
imidlertid betegnende, at modernismen først og fremmest er
skabt i modsætningsforhold til borgerlighed.
Det borgerlige er forankret i det sikre, symboliseret ved en
mur, et gitter eller en hæk. Borgeren søger beskyttelse i loven,
der nok forsvarer hans ejendom, men samtidig sætter ham under
anklage, som vi kender det fra Kafka. Heroverfor står modernisten,
der vender sig mod enhver regel og lov, der kan begrænse
hans frihed. Han søger sandheden i det grænseløse, og
det uroligt flagrende sjæleliv finder undertiden forløsning i en
rablende galskab. Det var denne modernisme, der i 1970’er ne
udviklede sig til massekultur med marxismen som en slags katalysator.
Konflikter mellem borgerlighed og modernisme er både det
19. og det 20. århundrede rig på. Således hævdede borgerskabet
en restriktiv seksualmoral, angiveligt for at undgå uhelbredelige
kønssygdomme og uønsket graviditet, hvilket gav modernismens
stridsmænd nok at bestille. Deres sarkastiske kritik af det
seksualforskrækkede borgerskab fylder ganske godt op i skønlitteraturen
fra det 20. århundrede. Desuden knytter borgeren
gerne sine idealer an til det skønne, og det er grunden til, at det
hedder skønlitteratur.
Modernismen derimod vender sig med afsky mod det, han
opfatter som borgerens nationale og patriotiske skønhedsbegreb,
og udtrykker sig helst frimodigt og utvungent, som fx graffitikunstnerens
friske spray på byens tog og mure. Modernismen
skaber desuden med forkærlighed sin identitet ved at dekonstruere
den borgerlige autoritet og konformitet, og gør det på en
gang raffineret og respektløst, som fx i Olsen Banden-filmene.
Det moderne Gennembrud
Når man taler om Det moderne Gennembrud, er det naturligt at
fremhæve naturalisterne Georg Brandes, J.P. Jacobsen og
Friedrich Nietzsche. De havde det til fælles, at de var vokset op
under indtryk af en ubegrænset moderlig omsorg i stadig strid
med faderlige krav. Denne familiemæssige baggrund skabte et
anspændt forhold til de faderlige autoriteter, og det udviklede sig
til langt mere end uvilje. Undtagelsen er i nogen grad Brandes,
hvis mor nok spillede hovedrollen gennem hele hans liv, men
som på sine gamle dage udviklede en faderlængsel, der kom til
udtryk i en heltebiografi om Julius Cæsar.
Jacobsen og Nietzsche fastholdt til det sidste et had til det
faderlige, og det var de psykiske forudsætninger for dette livslange
faderopgør, som Sigmund Freud opdagede og beskrev i sin
teori om ødipuskomplekset. Mest kendt er Nietzsches erklæring
om, at ”Gud er død”.
Umiddelbart må man undre sig over, at et sådant privat udfald
kunne blive kernen i den modernistiske identitet. Det kan
PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2013 | SIDE 13