LØSNET nr. 29: Temanummer om uddannelse.

Temanummer: 

Lev og Lær uddannelser 

Ny pædagogik 

Medlemsblad for 

Landsforeningen for ØkoSamfund 

September 2001 nr. 29 

Lev og Lær - Lær og Lev 

Uddannelses-Seminar 26.-28. Oktober

LØSNET 

Er medlemsblad for medlemmerne i 

Landsforeningen for ØkoSamfund, der 

er en forening for sociale, 

øko lo giske og åndelige fællesskaber i 

byer og på land, samt alle der arbejder 

for en bæredygtig udvikling. 

LØSNET udkommer 4 gange årligt: 

Februar, maj, september og december. 

Deadline d. 20 i måneden før. 

Indholdet i de enkelte artikler 

udtrykker ikke nødvendigvis foreningens 

holdning. 

Annoncer: 

1/8 side 250 kr. (temanr. 500 kr.) 

¼ side 500 kr. (temanr. 1000 kr.) 

½ side 1000 kr. (temanr. 2000 kr.) 

1/1 side 2000 kr. (temanr. 4000 kr.) 

Rabat ved ét års annoncer: 25% 

1 side måler 17,5 x 26,5 cm (eller til 

kant) 

Henv. sekretariatet. 

Redaktionen på dette nummer: 

Sekretariatet 

Omslagsbilleder: 

forside: Camilla Printz, foto: red. 

bagside: Økosamfunds curriculum 

Hildur Jackson og Karen Svensson 

Design: Kolja Hejgaard 

Layout og DTP: 

Kirsten Atma Skytte 

email: atma@mail.dk 

og redaktionen 

Trykning: 

Special-Trykkeriet Viborg a-s 

Tlf.: 86 62 40 33 

Indlæg sendes på diskette til sekretariatet, 

arkiveret som tekst- eller 

word-fil eller som e-mail til: los@ 

pip.dknet.dk 

Deadline for nr. 30 er 20. nov. 2001. 

Sekretariatet: 

Landsforeningen for ØkoSamfund 

Landsbyvænget 11 

8464 Galten 

Tlf.: 87546020 Fax: 87546021 

E-mail: los@pip.dknet.dk 

Hjemmeside: www.gaia.org/losdanish 

LØS sekretariatet er i år 2001 støttet 

af Den Grønne Fond, 

Indenrigsministeriets 

Landdistriktspulje og Gaia Villages. 

LØSNET 29 er støttet af 

Undervisningsministeriet 

Formand: 

Susanna Maxen 

Vigersted Bygade 47 

4100 Ringsted 

Tlf.: 57533095 / 24846221 

E-mail: Landsby2000@hotmail.com 

Medlemskab pr år: 

Enkeltperson: 200 kr. 

Fællesskaber og organisationer: 500 kr. 

Enkeltpersoner bosat i fællesskaber: 

100 kr. 

Giro 596-6752 

Foreningen er stiftet 7 marts 1993 og 

blandt medlemmerne er føgende: 

Bofællesskaber mv.: 

A70 Toustrup Mark, Sporup 

Andelsforeningen Baungården, Vejle 

Andelssamfundet i Hjortshøj, 

Hjortshøj 

Båring Højskole 

Den Flerkulturelle Landsby i 

Nordvest, København NV 

Fjordvang, Snedsted i Thy 

Fællesskabet Meilgaard Slot, 

Glesborg 

Gaia Villages, Holte 

Hertha Levefællesskab, Herskind 

Hesbjerg, Blommenslyst 

Kirkebakken 80, Beder 

Kirstinelund, Bjedstrup, Skanderborg 

Købmandsgården, Brovst 

Munach, Gedved 

Munksøgård, Roskilde 

Naturhusene i Svanninge, Svanninge 

Nordvestjysk Folkecenter for 

Vedvarende Energi, Hurup 

Snabegaard, Vrads 

Svanholm, Skibby 

Sættedammen, Hillerød 

Udgården, Lading 

Vaarst Vestervang, Vaarst 

Økosamfundet Dyssekilde, Torup 

Foreninger, fællesskaber under 

etablering: 

Boform2000, Silkeborg 

Boligforeningen Vedaparken, 

Slangerup 

Bornholms Miljø- og Energikontor 

Fem-i-En, Sjælland 

Foreningen for Økologisk Bebyggelse 

af Teglmosegrunden, Albertslund 

Halmstaden, Silkeborg 

Landsby2000, Jystrup 

NABU - Norske Arkitekters 

Landsforbund 

Netværk Mariager Fjord 

Nyt Forum, Christiania 

Vester Gror, København V 

Økologiprojektet i Stenløse 

Økologiske Igangsættere, Nørrebro 

Østvendsyssels Energi- og 

Miljøkontor, Dronninglund 

Virksomheder: 

Anlægsgruppen Permakultur, APK, 

København 

Borry Henriksen, ApS, Strøby 

Den Grønne Genbrugshal, Christiania 

Den Økologiske Have, Odder 

Den Økologiske Landbrugsskole, 

Åbybro 

Fornyet Energi, Stenlille 

Gaia Technologies A/S, København Ø 

Græsrodsgården, Eskebjerg 

Merkur, Den almennyttige 

Andelskasse, Ålborg 

Roskilde Tekniske Skole 

Råd og Dåd Butikken, Brovst 

Tørring-Uldum kommune 

Væksthøjskolen, Ginnerup, Djursland 

ISSN 1395-1270 

3 Leder 

Troels Dilling-Hansen 

4 Miljøbevidsthed via skolen 

Undervisningsminister Margrethe Vestager 

5 Ude – inde. Om grønt islæt i skolen 

Bo Bramming 

8 Frie, åbne skoler og sprælske livsformer 

Interview med Kulturminister Elsebeth 

Gerner Nielsen 

12 Oplivning eller oplysning 

Interview med Steen Møller 

16 Livslang læring, Agnethe Nordentoft 

18 De mange intelligenser, læringen og 

klasserummet, Mogens Hansen 

20 Selvudvikling og den nye pædagogik 

Interview med Anne Sophie Jørgensen 

24 Økologi og pædagogik 

Ole Hansen og Else Marie Kaasbøl 

27 Sindets økologi, Niels Bandholm 

30 Spiritualitet i uddannelse 

Interview med Steen Landsy 

34 Hvem er jeg? 

Interview med Åge Rosendal Nielsen 

38 Lær og lev – lær at leve, Bjarne Ottesen 

40 Socialøkologien som pædagogik 

Ditlev Nissen 

43 Sommer på Summerhill, Jostein Strømmen 

48 En dansk folkeskole på 12 år, Jan Thiesen 

52 Glæde, kundskab og omsorg for alle livs 

former, Troels Dilling-Hansen 

54 Gi´ lærerne fri, Troels Dilling-Hansen 

58 Lær og Lev / Lev og Lær 

Uddannelsesseminar 

60 Uddannelse med luft under vingerne 

Interview med Uffe Elbæk 

64 ”Lev og lær” paradigmet i økosamfundet 

Hildur Jackson 

69 Permakulturuddannelsen i Crystal Waters 

Max Lindegger 

73 Økosamfundsuddannelsen på Findhorn 

May East 

74 Uddannelse i at skabe fred og kærlighed 

Susanna Maxen 

76 Bevidsthed og læring i videnskulturer 

Rolf Jackson 

82 Gensidighedsbro for uddannelse, forskning 

og udvikling, Floyd Stein 

85 Svanholm som formelt og uformelt uddan- 

nelsessted, Kirsten Høngsmark 

88 Forskning og formidling ved Hertha 

Levefællesskab, Jens-Otto Andersen 

90 Læring i berøring med livet, Aksel Hugo 

91 Den Økologiske Landbrugsskole – et lidt 

anderledes økosamfund, Kristian Herget 

92 Væksthøjskolen Djursland – 

en succes historie, Vita Storborg 

94 Livets teknologi, Preben Maegaard 

96 Skoleprojekter i Burkina Faso og skole 

tanker om Afrika, Thyge Christensen 

99 Må kærlighed og broderskab bevæge jorden, 

Elise Guldagger og Demba Mansare 

101 Elementer til en livsanskuelse for aktivister 

Jørgen Lauersen Vig 

102 Ungdomsuddannelse og samfundseksperi- 

menter, Palle Rasmussen 

105 Når unge skaber deres egen uddannelse 

Connie Jantzen og Thomas Bach 

108 Økologiske Eksperimentelle Zoner – 

kan et samfund lære? Claus Heinberg 

110 Forslag fra LØS til Regeringen om 

100 mio.kr. til nye økosamfund, Allan Elm

Leder 

Velkommen til det hidtil 

største nummer af LØS- 

NET, 116 sider om uddannelse, 

om det at lære. 

Bladet er delt op i groft 

sagt to dele. Første del 

handler om ny pædagogik. 

Anden del om lev 

og lær-uddannelser i og 

omkring økosamfund i 

Danmark 

Vi er stolte af at kunne præsentere 

dette unikke nummer med så 

mange fremtrædende profiler og 

pionerer indenfor lærergerning i Danmark 

og udlandet. Vores intention med 

bladet er at skabe debat om uddannelse 

mere bredt indenfor alle uddannelsesinstitutioner. 

Vores udgangspunkt var at lave et 

blad som oplæg til et tværgående samarbejde 

mellem økosamfund med 

henblik på at skabe en ny uddannelse, 

Lev og lær-uddannelse. Denne helhedsuddannelse 

kan opbygges som en form 

for moduluddannelse indeholdende forskellige 

aspekter af det at bygge økosamfund. 

Disse aspekter fremgår af 

flere indlæg i bladet og af curriculum’met 

LØSNET SEPTEMBER 2001 

på bladets bagside. Helhed er jo en 

svær størrelse, og væsentlighedskriteriet 

for en given uddannelse er forskellig 

fra menneske til menneske. Vi 

har taget udgangspunkt i en global vision 

om selv beroende lokale økolandsbyer 

og hele mennesker, hvor helhed 

forstås både økologisk, socialt 

(herunder økonomisk) og kulturelt 

(herunder spirituelt). Vi mener, at økosamfund 

allerede har nogle af svarene 

på mange af verdens problemer, uden 

at vi på nogen måder føler os frelst, 

blot på vej et rigtigt sted hen, et 

bæredygtigt sted på mange planer. Derfor 

også et påtrængende behov for at 

manifestere en egentlig uddannelse i 

at skabe sådanne steder. 

Efterhånden som vi i økosamfundene 

snakkede mere om denne idé, kom 

der et andet ønske på bordet, et ønske 

om at skabe samarbejde mellem økosamfund 

og etablerede uddannelsesinstitutioner 

i Danmark og det store udland. 

Dette ønske er udsprunget af 

mange opfordringer fra amerikanske 

universitetsstuderende til at skabe muligheder 

for at bo og lære i økosamfund 

i kortere eller længere tid, som derpå 

kan godskrives deres studie. Men ønsket 

udspringer også af forskellige 

konkrete samarbejder mellem universiteter, 

forskningsinstitutioner, fol ke - 

skoler - og økosamfund. 

Det udviklede sig efterhånden til et 

stort ønske om med dette blad mere 

bredt at sætte helheds-uddannelse til 

folkelig debat. Det viser sig jo, at vi 

ikke er de eneste, der insisterer på at 

ønske helhed. Der har i mange år været 

en spændende debat om, at læring i 

skolerne skulle tage udgangspunkt i 

alle menneskets mange intelligenser 

frem for blot nogle få. Der er også 

mange intentioner om flere grønne islæt 

i skolerne. Det er dog stadig det 

matematiske og sproglige univers, der 

hovedprioriteres, sandsynligvis fordi 

det alle steder i vort samfund er dét, 

der hovedprioriteres, efterspørges og 

toplønnes. Vort gennemrationaliserede 

og specialiserede samfund kræver et 

højt vidensniveau i disse to universer, 

og de andre intelligenser må vente til 

fritid og pension. Vort udgangspunkt er 

et andet samfund og et andet menneske, 

et oplivet og frit menneske og 

samfund, og med det en oplivet skole 

med lokalsamfundet som dets klassevægge. 

Det morsomme er, at det nu fra forskerside 

sandsynliggøres, at vores sproglige 

og matematiske intelligens kunne 

ekspandere yderligere, hvis de andre 

intelligenser også blev stimuleret. Så 

fra mange sider er logikken, at skolen 

skal ændres, og med det samfundet. 

Et frit og oplivet menneske og samfund 

kræver eksperimenter, på samme 

måde som enhver virksomhed med respekt 

for sig selv har en udviklingsafdeling. 

Bladet afsluttes af to artikler om 

forslag til eksperimenter. Dels forslaget 

om Økologiske Eksperimentelle Zoner, 

dels vores forslag til regering og folketing 

om 100 mio kr. til økosamfund og 

eksperimentalzoner, evt. i form af en 

offentlig jordejende frilandsfond, der 

lejer jorden ud. 

Vi vil gerne takke den meget brede 

vifte af bidragydere, som kommer fra 

mange sammenhænge, både fra den alternative, 

den etablerede og den politiske 

uddannelsesscene, fra indland og 

udland. 

Vi vil også gerne takke for støtten 

fra Undervisningsministeriet, som også 

så mulighederne i at udgive dette 

blad. 

Sidst og ikke mindst indbyder vi dig 

midt i bladet til at deltage i vores efterårsseminar 

om Lev og lær-uddannelse 

den 26.-28. oktober i Båring. 

God fornøjelse. 

Foto: Red. 

3

Udfordringerne er mangeartede. 

De handler om ozonhuller, drivhuseffekt, 

kogalskab, energiudnyttelse, 

kemisk affald, antallet af 

sæler i de danske farvande og om 

genteknologi – for blot at nævne nogle. 

Fælles for dem er, at de handler om 

vores fortsatte livsgrundlag. 

Skolens opgave 

Skolens kerneydelse er undervisning. 

Men undervisning er også formidling 

og udvikling af en lang række 

grundlæggende værdier. Værdier som 

for eksempel ånds- og ytringsfrihed, 

tolerance, solidaritet, identitet, engagement 

og ansvarlighed - også når 

det drejer sig om natur og miljø. 

Det er den danske folkeskoles opgave 

at bidrage til såvel faglig kunnen og 

viden, som til elevernes alsidige personlige 

udvikling. Det er denne kombination 

af faglige og almene kompetencer, 

der er en forudsætning for, at 

de kommende generationer kan tage 

vare på vores natur og miljø. 

4 


Miljøbevidsthed via skolen 

Det danske samfund står sammen med resten af verden over for en lang række alvorlige 

udfordringer i forhold til vores miljø. Et miljø, der gennem de senere årtier i stigende 

tempo er blevet forandret gennem vores liv og handlinger. 

Af undervisningsminister Margrethe Vestager 

Da min forgænger Ole Vig Jensen satte 

den nuværende folkeskolelov i kraft, 

var det med en markering af, at alle 

fag skulle bidrage til elevernes 

forståelse af menneskets samspil med 

naturen. Hermed blev det gjort klart, 

at menneskets omgang med naturen 

ikke kun er et anliggende for naturfagene. 

Udvikling af miljøbevidsthed indeholder 

selvfølgelig en naturfaglig 

komponent. Men miljøbevidsthed indeholder 

i lige så høj grad værdimæssige 

og samfundsmæssige dimensioner 

og derfor kommer mange af folkeskolens 

fag i spil, når undervisningen 

drejer sig om mennesker og miljø. 

Demokratiets udvikling 

Helt grundlæggende kræver bevidsthed 

om vores miljø forståelse for og deltagelse 

i demokratiet. Blandt andet fordi 

miljøspørgsmål skal afdækkes og 

afklares i en samfundsmæssig dialog, 

der ikke er begrænset til dogmatiske 

synspunkter inden for snævre faglige 

eller holdningsprægede rammer. Forskellige 

syn og holdninger skal sikre 

bredden og ind imellem også de utraditionelle 

løsninger, hvor vi altid holder 

os helheden og målet for øje. Opdragelse 

til at være en deltagende samfundsborger 

og til at bidrage til 

demokratiets udvikling er en hjørnesten 

i folkeskolens undervisning. 

Nysgerrighed og engagement 

Skolen er også med til at skabe rammerne 

for en udvikling af egenskaber 

som nysgerrighed og engagement. 

Egenskaber som er drivkræfter for det 

at lære, tage stilling og handle - ikke 

bare i skolen, men gennem hele livet. 

Nysgerrigheden er bærende og engagementet 

øges, når elevernes egne forestillinger, 

ideer og visioner kobles sam- 

men med viden og indsigt. Og når teori 

kobles sammen med praksis. 

Klasseværelset og lokalsamfund 

Disse koblinger sker heldigvis konstant 

i skolen i dag. Praktiske, undersøgende 

og eksperimenterende arbejdsformer 

giver plads til, at eleverne kan udbygge 

deres viden og få indsigt – ikke kun 

gennem bøger og eksperimenter i fysiklokalet 

– men også gennem kontakten 

med lokalsamfundet og den øvrige omverden. 

Miljøbevidsthed 

Når det drejer sig at styrke miljøbevidstheden, 

er der talrige eksempler på, at 

eleverne får blandet teori med praksis. 

For eksempel ved besøg på vandværker 

og genbrugspladser, hvor de ved 

samtaler med de ansatte og de ansvarlige 

får en indsigt i de interesser, 

der er knyttet til miljøspørgsmål. Eller 

ved at bygge halmhuse og anlægge 

køkkenhaver – udfordringer, der giver 

indsigt i naturmaterialernes muligheder, 

jordbundsforhold, og forskellige dyrknings- 

og gødskningsformer. Og sidst 

men ikke mindst ved at skrive artikler 

til lokalpressen og breve til borgmesteren 

og lokale embedsfolk – for derigennem 

at engagere sig og påvirke udviklingen. 

Den virkelige verden 

Eleverne arbejder med den ”virkelige 

verden”, med virkelige problemstillinger, 

og de erfarer, at de kan være med 

til at gøre en forskel. Og det er værdifuldt. 

Ikke mindst fordi vi alle må indstille 

os på at tage ansvar for natur og 

miljø. Jeg synes, at vi i Danmark kan 

være stolte af at have en folkeskole, 

der skaber rammer for at udvikle denne 

ansvarlighed.

Bo Braming er cand. pæd. 

bio., folkeskolelærer og formand 

for Øko-Net. Han har 

deltaget aktivt i diskussionen 

om en mere farverig, 

praktisk orienteret skoleform. 

Af Bo Bramming 

Ude - inde 

Om Grønt islæt i skolen 

Mens jeg skriver dette tordner og 

styrtregner det fra en mørk himmel. 

Indenfor sidder jeg med en 

kop varm te og et stykke ristet brød 

med honning. Hvis jeg havde været 

udenfor i haven havde min oplevelse 

været en ganske anden og endnu mere 

hvis jeg konstant boede ude i den 

direkte natur. 

Nu er jeg beskyttet og kan fortsætte 

i denne min anden virkelighed foran 

computeren. En virkelighed som i stigende 

grad fjerner mig fra tordenen, 

styrtregnen, solskinnet, fuglene og alle 

de sanselige oplevelser, der konstant 

venter. 

Grønt Islæt?- hold kæft og følg 

med! 

På en måde er det et simpelt billede på 

den vanskelighed, der ligger i situationen, 

i forståelsen og formidlingen af 

et natursyn bygget på et samlet Grønt 

Islæt i skolen. Fra gammel tid har der 

været en tradition for, at hvert fag varetog 

sine definerede indholds- og færdighedskrav 

i kvalificeringen af 

eleverne. 

Udviklingen har ved videnskabens 

hjælp bibragt hvert fag et stadigt større 

stofligt område, som alene i sit indholdsmæssige 

område kræver betydelig 

analyse og tolkning i skolen. Det gælder 

i høj grad indenfor biologi, geografi , 

fysik og kemi. 


Kræfterne og den sparsomme tid 

bruges i en forgæves kamp for at 

matche den umulige opgave at komme 

på omgangshøjde med eksperterne i 

specialviden i det hellige navn: at 

følge med. 

Den naturvidenskabelige vidensfælde 

Læreren er havnet i den fælde der hedder: 

at den naturvidenskabelige viden 

er blevet en del af den nødvendige 

forklaring for at forstå og handle overfor 

lokale, nationale og globale 

miljøproblemer. Og for at imødekomme 

dette bliver naturen i undervisningen 

reduceret til naturvidenskabelige begreber 

og sammenhænge, der kan debatteres 

uden en egentlig tilknytning 

til selve naturen. Det bliver en akademisk 

øvelse, hvor den rigtige holdning 

for så vidt er “let” at opnå, fordi den 

ikke forventes at skulle føres ud i virkeligheden. 

Kæden er knækket. Den grundtvigske 

kæde, der tog os ind i skolen for at gøre 

os kloge på livet og naturen, er nu 

knækket og vi er havnet “inden døre” 

med alvor, viden og snak, men har 

glemt at komme ud i virkeligheden og 

få prøvet det i stor skala. 

Grønt Islæt i hele skolens eksistens 

For at opnå at det naturfaglige stof 

ikke blot forbliver teoretisk, må det 

blive personliggjorte kundskaber og erfaringsdannelser, 

vi kan se nødvendigheden 

af at eje til brug overfor både 

samfundet og naturen. Til dette kræves 

et solidt fundament af Grøn Islæt i hele 

skolens eksistens, lige fra bygninger til 

hvert eneste fag og frikvarter. 

Det Grønne Islæt skal ikke forstås 

som tillæg til vor viden og etik, men 

som selve grundlaget, selve vækstlaget 

for det daglige liv på skolen. 

“Opgaven og kvalificeringen går ud 

på at holde sammen på alt det videnskaben 

og eksperter skiller ad at holde 

sammen på mål og midler, på mange 

Forfatteren fremlægger resultatet af folkeskolegruppens arbejde på Øko-nets årsmøde 2000, 

hvor temaet var uddannelse. (Foto: Red.) 

5 

Foto: Henrik Bjerg

forskellige typer viden 

og perspektiver, samt 

på viden, oplevelse og 

holdning”. (Karsten 

Schnack, Om at kvalificere 

den sunde fornuft, 

side 8) 

Rødder og vinger 

Et gammelt indiansk 

ordsprog siger: 

“Der er to værdier, du 

kan give dit barn med i 

tilværelsen. Den ene er 

rødder, den anden er 

vinger”. 

Det indianske ordsprog 

påpeger i al sin 

geniale enkelhed det 

faktum, at man som 

voksen er forpligtet til 

at videregive et livssyn 

og natursyn, som er 

værd ibaseret til sine 

børn. 

Gennem rødderne 

gives forankringen og 

næringen til fo r ståelsen 

af det kulturelle og biologiske 

ophav. Den kulturelle indsigt giver historisk 

og socialt tilhørsforhold: du er 

efterkommer af slægter før dig, hvis 

historie du bør ære og kende, for selv 

at kunne danne et livssyn. 

Du er ikke alene, men forankret i et 

slægtsforløb, som du selv skal viderebringe. 

Den biologiske indsigt skal give 

dig kendskab til den natur, hvoraf du 

selv er rundet. Den natur, du selv er 

indfældet i, både stofligt og mentalt. 

Indsigten og læringen i naturen består 

dels i forståelsen og kendskabet til 

naturlovene og naturkræfterne som de 

ytrer sig, og dels forståelsen og respek- 

Foto: Red. 


Foto: Red. 

ten for alt levende, som det fremtræder 

i de forskellige biotoper gennem det 

levende, dyr og planter. At vi selv er en 

levende del af dette er for den indianske 

tænkning indlysende. For den vesterlandske 

civiliserede tænkning, med 

dets mangfoldige andre former for 

virkeligheder, er dette ikke så let tilfældet. 

Den rigtige virkelighed, om man 

kan sige det, er kommet i konkurrence 

og kan let zappes væk. Helt væk. 

Vingerne uden rødder 

Dette bringer os lige præcis til vingerne. 

For mennesket kan jo ikke nøjes med 

stationært at forblive på sin rod og 

suge næring, lige meget hvor givende 

den er. Forestillingsevnen, den abstrakte 

tænkning og fantasien, gør jo, 

at vi kan forestille os andre verdener og 

scenarier. Det er indlysende for enhver, 

hvad disse vinger har bibragt menneskeheden 

af videnskabelig indsigt og 

praktiske konkrete resultater. Og just 

her ligger problemet med vingerne. De 

har en tendens til at flyve højere end 

og videre end grundlaget, rødderne, 

kan bære. Man kan sige, at vores vinger 

er blevet troløse og ikke har forstået at 

respektere rødderne, hvilket bevirker 

en klar tendens til at flyve af sted uden 

veldefineret mål eller formål. Værdigrundlaget 

er blevet væk. 

Hvad skal vi med en viden (en vingeviden) 

som kun sigter mod vækst, 

økonomi, effekt, hastighed, omsætning 

og forbrug som sit eneste målbare værdigrundlag. 

Værdier som nok kan måles, 

men som ikke i sig selv giver mening. 

Lærernes ansvaret godt eksempel 

Det er vigtigt at fastslå, at hver eneste 

fag og navnlig hver eneste lærer kan 

bidrage til et grønt islæt til et andet 

natursyn, som eleverne kan handle ud 

fra i en bæredygtig forstand. Inden for 

al undervisning er lærerrollen af stor 

betydning. Lærerens personlighed og 

engagement er en vigtig del af undervisningen. 

Det springende punkt kan 

være, om læreren selv skal demonstrere 

miljømæssig eksemplarisk adfærd, og 

derved give eleverne et forbillede for 

miljømæssige rigtige handlinger. 

Man kunne spørge, om undervisningen 

ikke kommer til at virke utroværdig, 

hvis denne adfærd mangler. Bør lærerne 

ikke tydeligt vise deres miljømæssige 

ståsted uden at virke fanatiske 

eller dogmatiske. Det er klart, at der 

bør føres en åben og fri dialog på hele 

skolen og en erkendelse af, at ingen 

undervisning er neutral eller værdifri. 

Hvorfor så ikke åbne op for en grøn 

forståelse, et andet natursyn? 

Vores ledetråd: Børn holder af naturen 

Et glædeligt faktum og udgangspunkt 

er: børn holder meget af naturen. Især 

børn i de første skoleår. Fra min daglige 

undervisning ser jeg børns umiddelbare 

glæde ved at opleve naturen. 

Der sættes sprog på oplevelsen,

Martin. (Foto: Red.) 

spørgsmål flyver gennem luften og 

deres eget liv måles med den store 

natur. Det gode og det onde afbalanceres. 

Jeg har bemærket mig, at 

børn, der tit kommer i naturen, udvikler 

en evne til at finde spændende ting, 

som de vil høre mere om. 

Respekt, etik og æstetik 

Disse børn har fundet ud af, at til hvert 

blad, til hver bille, orm, gren, frugt osv. 

er der en historie. En historie de ikke 

umiddelbart selv kan se. Og det er den 

historie, de vil høre. De vil høre om liv 

og død, størrelse, farver, formering jamen 

alle de spørgsmål man kan finde 

på at stille til det levende til naturen. 

Disse børn er både små videnskabsmænd, 

men også børn der reflekterer 

over større sammenhænge i livet. Her 

møder vi livet og døden i sin fulde udfoldelse. 

Her kan vi lugte og føle alt. 

Ikke kun glo på det som på en computer-eller 

fjernsynsskærm. Her er vi 

selv en del af oplevelsen. Og vigtigst af 

alt, ud af mange ægte naturoplevelser 

kommer der en erfaringsdannelse, der 

med sig har et tydeligt præg af respekt 

og etik. 

Yderligere kan tilføjes, at en dimension 

der ikke ofte nævnes udvikles sideløbende: 

æstetikken. Det er ikke til 

præcist at sige, hvornår og hvorfor vi 

opfatter naturens skønhed, men pludselig 

gribes vi af en stemning, der ikke 

umiddelbart kan erstattes af noget andet. 

Også dette bør kunne danne baggrund 

for læring i skolen. 


Mennesker, der arbejder med naturen 

En anden oplagt mulighed er at 

eleverne - på alle klassetrin bringes i 

kontakt med folk, der direkte arbejder 

med naturen og naturens produkter. 

Kontakt landmænd, skovfolk, fiskere, 

gartnere, grønthandlere osv. og få en 

ægte erfaring med disse menneskers 

daglige erhverv. Få en snak om 

hvorledes nye teknologiske muligheder 

påvirker deres erhverv og dem selv 

som mennesker. 

Et oplyst folks deltagelse 

At mennesket virkelig er ramlet brat 

ind i naturens grænser, ses af mange forhold 

på det videnskabelige område, seneste 

det gen-teknologiske. I skolen er 

det absolut nødvendig at sætte ord på, 

og danne meninger og holdninger til brug 

for hand linger overfor de store forandring 

mennesket kan fortage ved genmodificerede 

organismer også mennesket 

selv. 

Et demokrati 

kan kun fungere 

ved en 

oplyst bef 

o l k n i n g s 

deltagelse. 

Det Grønne 

Islæt er en 

vital del af 

d e n n e 

oplysning. I 

øjeblikket 

tales der 

meget om at 

implement 

e r e 

bæredygtighedskrav overfor samfundets 

udvikling. Til støtte for disse 

foreslås en række indikatorer, hvorved 

man lettere kan måle den søgte 

bæredygtighedsgrad. Måske kunne man 

forestille sig sådanne pædagogiske indikatorer 

anvendt på Det Grønne Islæt 

på skoleområdet. 

Det ville være en god og inspirerende 

målsætning. 

“Her kan vi lugte og føle alt. Ikke kun 

glo på det som på en computer- eller 

fjernsynsskærm” (Foto: Henrik Bjerg) 

7

Foto: Red. 

Jeg er uddannet Cand.Rer.Soc. ved 

Oden se universitet. Det betyder, 

at jeg har en bred faglig baggrund. 

Professionelt har jeg næsten kun 

arbejdet på kulturområdet. Jeg blev i 

´85 projektleder på Bolbro Beboerhus i 

Odense, som var et forsøgsprojekt inden 

for kulturområdet. Siden hen kom 

jeg til Udviklingscenter for Folkeoplysning 

og Voksenundervisning, hvor 

jeg blev konsulent og forsker inden for 

folkeoplysnings- og kulturområdet. I 

89 blev jeg udpeget som formand for 

kampagnen Vor Fælles Fremtid – den 

danske Brundtland-kampagne. Dette 

førte til, at jeg blev formand for Den 

Grønne Fond og har siddet i Teknologirådet 

og i det hele taget arbejdet 

meget også med det miljømæssige område. 

Jeg blev endelig udpeget til kulturminister 

i 98. 

Vores forening har den overbevisning, at 

en fremtidig bæredygtig udvikling vil 

medføre et markant kulturskifte med 

kraftige livsstilsændringer i retning af 

bæredygtige lokalsamfund. Er du enig i 

det? 

Det kan det gøre. Men det kommer 

an på, hvordan borgerne vælger at leve 

8 


Frie,åbne skoler og 

sprælske livsformer 

Elsebeth Gerner Nielsen har en bred baggrund inden for 

miljø og kultur og argumenterer for en brobygning mellem 

globalisering og lokalisering. Hun finder, at vi har 

brug for mere af den sprælskhed, der var i 70érne og 

80érne, hvor man eksperimenterede med nye livsformer 

og nye økosamfund og foreslår en kæmpe fond, som skal 

støtte udviklingen af Danmark som eksperimentarium for 

nye livsformer. 

Interview med Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen v./ Troels Dilling-Hansen 

med hinanden. Men jeg kan se 

nogle fantastiske muligheder i at 

skabe nogle helhedsorienterede 

lokalsamfund i kraft af bl.a. den 

teknologiske udvikling. IT er en 

fantastisk mulighed for et lokalsamfund, 

fordi du simpelthen kan 

sidde hjemme med din computer og 

gå på Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet 

eller besøge Guggenheim 

i New York. Dvs. man får den mulighed 

for at få inspiration udefra, selv om 

man bliver derhjemme. 

Ingen modsætning mellem globalisering 

og det lokale 

Visse sociologer gør opmærksom på, at 

der er en kraftig spænding under opsejling, 

mellem hvad man kunne kalde lokalsamfundstilhængere 

og tilhængerne af 

globaliseringsværdier. Fornemmer du også 

den spænding og kan du se, at der er en 

kulturspænding i det og måske også et 

kulturskifte? 

Jeg tror ikke, der behøver være den 

modsætning, men jeg erkender, at den 

er der. Hvis jeg skulle definere mig selv 

som værende med blandt kulturskaberne, 

mener jeg, at det drejer sig om at 

skabe broer mellem det lokale og det 

globale. Og det er sådan set det, 

Brundtlandrapporten startede på i sin 

tid – ”Tænk globalt, handl lokalt”. Så 

samtidig med, at man havde den lokale 

bevidsthed og glæden ved det lokale, 

så havde man også øjnene åbne for, at 

man var en del af og afhængig af den 

øvrige verden. Og at der i øvrigt ude i 

den store verden kan være noget, som 

er bedre og mere inspirerende, end det 

man selv er vokset op med. 

Så når man ser på jeres utopi, som 

jeg absolut sagtens selv kan identificere 

mig med og har været medskaber 

på, så synes jeg, det eneste man skal 

være opmærksom på, det er hvilke tendenser 

i samfundet man i øvrigt kan 

komme til at understøtte. Jeg tror f. 

eks. ikke, at der er nogen inden for 

jeres kreds, der har lyst til at understøtte 

den trend, som Dansk Folkeparti 

står for, men vi kan uforvarende komme 

til det, fordi vi er så glade for det 

lokale, fordi vi er så opmærksomme på 

de lokale fællesskaber og de værdier, 

der bærer de lokale fællesskaber. 

En modstandskultur 

Nu er det ikke for at skabe en diskussion 

om Dansk Folkeparti, men mere for at 

illustrere det skisma der er i den moderne 

verden – en globaliseret verden, der 

meget er skabt ud fra erhvervslivets behov 

og i de sidste 100 år har ødelagt 

dels vore egne og dels andre lokalsamfund 

i verden. 

Der er ikke noget, der tyder på, at vi 

har ret i vore bange anelser om, at globalisering 

har ført til, at lokalsamfundet 

er blevet nedbrudt. Den nye rapport, 

der kom fra UNESCO for et stykke 

tid siden, viser jo, at globaliseringen i 

virkeligheden er med til at forstærke de 

lokale fællesskaber og lokale kulturer 

– fordi man nu gør modstand. Der opstår 

en modstandskultur, hvor globaliseringen 

gør, at man handler endnu 

mere lokalt for at holde fast i det

særegne – sin egen mad, tøjstil, tradition 

og religion. Lige nu trækker det 

meget i retning af, at vi takket være 

globaliseringen får en forstærket lokal 

opfattelse og en forstærket lokal identitet. 

IT og det lokale 

Jeg vil godt holde dig lidt fast på dette. 

Hvis vi nu tager forskellige kulturelle institutioner 

- som folkekirken, andelsbevægelsen 

og arbejderbevægelsen, som 

bygger på sidste århundredes kulturelle 

opvågnen af almuen og arbejderne i 

Danmark - så har netop globaliseringens 

kulturelle institutioner som TV og Internet, 

overtaget meget af denne inspiration. 

Og medieforskerne mener også at 

IT og TV vil fortsætte denne fremmarch. 

Hvad ønsker du som kulturminister at 

støtte? 

IT og massemedierne i det 

hele taget bidrager 

selvfølgelig til globaliseringen 

og til en styrkelse 

af en lokal identitet. 

Hvis du tager sådan 

noget som TV2s regionale 

stationer og 

prøver at se dem her 

gennem sommerferien, 

så har du det ene 

indslag efter det andet, 

om hvad der sker 

rundt om gadehjørnet. 

Du har aldrig haft flere 

lokalradioer, end du har nu, 

og der opstår hele tiden nye 

lokalradioer og forskellige græsrods 

lokal-tv-stationer, og vi støtter dem da 

også fra Kulturministeriets side. Og 

samtidig med det – hvilket jeg synes er 

meget fornøjeligt – opstår der også 

globale TV stationer. Og alle os der sidder 

og ser CNN, som er en stadig større 

del af klodens befolkning, har så trods 

alt et fælles vidensgrundlag for at være 

med til at træffe beslutninger om, hvad 

der skal ske i denne verden – ikke bare 

på min lille plet her hvor jeg bor, men 

hvad er der brug for af initiativer i 

resten af verden. 

Jeg har svært ved at være pessimist 

i forhold til globaliseringen. Globaliseringen 

betyder helt nye muligheder 

for oplysninger og helt nye muligheder 

for, at vi kan skabe en fælles forståelse 

for de nødvendige globale beslutninger, 

der skal til, for at vi kan sikre at fremtidens 

generationer får nogle ordent- 


lige vilkår. Og det er den største udfordring 

lige nu overhovedet. 

Vi har selv ansvaret for stress 

Jeg kunne godt tænke mig at komme ind 

på nogle andre kendetegn ved det moderne 

samfund, nemlig stress og det høje 

tempo der er. Hvordan mener du, at det 

skisma kan overvindes, som handler om, 

at vi ønsker det moderne velfærdssamfund, 

samtidig med at vi lider af stress, 

som på en måde hele tiden bevæger os 

i en anden retning? 

Man skal huske, at udviklingen er 

folkestyret. Langt de fleste mennesker 

har mulighed for at træffe valg, der 

gør, at de kommer til at leve et liv, der 

passer til d e r e s 

psyke. M e n 

man kan bare ikke få det hele. Til 

gengæld er der mulighed for at gå på 

deltid, spare op, eller at man organiserer 

sig, så man ikke bor i en 

kernefamilie mere, men i kollektiv, hvor 

man så tager et fælles ansvar for nogle 

af omsorgs opgaverne. 

Vi har brug for en kæmpe livstilsfond 

Vi har brug for noget mere af den sprælskhed, 

der var i 70érne og i begyndelsen 

af 80érne, hvor man virkelig 

eksperimenterede med nye livsformer 

og nye økosamfund. Da Hjortshøj ved 

Århus kom, havde vi alle en forestilling 

om at ”Ja, nu kommer der bare noget 

anderledes, en ny måde at leve livet 

på”. Og hvad er vi tilbage ved? Det se- 

rielle monogami, hvor man bor sammen 

med sine børn, papbørn og delebørn, 

og jeg skal komme efter dig. Hvor er 

eksperimenterne og troen på, at vi kan 

leve anderledes. Nu er det selvfølgelig 

ikke sådan, at vi bare hver især kan ændre 

vores egne liv, men sammen kunne 

vi jo finde nye måder at leve livet på, 

finde nogle nye fællesskaber. Jeg tror 

bare, at vi skal gøre det meget, meget 

mere. Bruge vor kolossale rigdom til at 

eksperimentere med nye livsformer. Så 

der bliver en balance mellem det, vor 

psyke kan bære og så den måde, samfundet 

udvikles på. 

Jeg synes, det kunne være fint med 

en kæmpe fond, der ikke skulle gøre 

andet end at understøtte udviklingen 

af Danmark som eksperimentarium. 

Lige som energiområdet, hvor vi 

virkelig har dannet forbillede for 

resten af verden og udviklet 

en teknologi, som resten 

af verden har brug for og 

som virkelig batter på 

betalingsbalancen, så 

synes jeg det kunne 

være fint, hvis vi 

havde flere ”løse 

penge” til at udvikle 

ny teknologi og nye 

livsformer, som 

kunne være med til at 

forbedre livskvaliteten 

i Danmark, men som 

også kan bruges af resten 

af verden. 

Økosamfund eller noget andet? 

Det er jo en del af vort forslag om 100 

millioner til 20 nye økosamfund, der eksperimenterer 

ud fra de definitioner, der 

er opstillet som mål i agenda 21. Man 

kan sige, at det ønske, Steen Møller har 

omkring sit projekt DR Friland i Feldballe 

(www.dr.dk/friland.dk) jo også er et 

forsøg på at skabe et samfund, der er fri 

for gæld. Er det sådanne eksperimenter, 

du mener? 

Det er jeg ikke sikker på, at det er. 

Jeg synes, vi har prøvet det med økosamfund, 

og nu må nye økosamfund 

opstå af sig selv. Det kan være, at det 

er noget andet, der er behov for – 

måske at gøre noget inde midt i byen. 

Nu skal jeg ikke komme med ideerne, 

for jeg har dem ikke, men vi har brug 

for nye fællesskaber, nye omgangsformer 

og livsformer andre steder end i 

de her – misforstå mig ikke – men små 

9

utopier, vi har rundt om på den åbne 

mark. Vi har brug for at trække utopierne 

ind og gøre dem til en del af vor 

tilværelse. Jeg mener, at den pulje, vi 

snakkede om, skulle være endnu mere 

fri. 

Lær og lev-uddannelser 

Lær og Lev uddannelser tager sit udgangspunkt 

i oplivning frem for oplysning 

– i levende lokalsamfund frem for 

døde pendlerbyer, hvor indlæring retter 

sig mod alle facetter af den menneskelige 

intelligens, hvor rummet, naturen, 

det fysiske, bevægelsen, dansen, 

sporten, musikken, sangen, formskabelsen, 

sættes lige så højt som det rent 

matematiske, sproglige univers – altså 

hvor langt flere kulturværdier indgår i 

skole systemet fra øverst til nederst. 

Det er jo baggrunden for, at vi i kulturministeriets 

børnekulturråd har sat 

en række eksperimenter i gang med 

helhedsorienteret skole, hvor målet er 

at skabe et meget bedre samarbejde 

mellem folkeskolen, som er en af vore 

vigtigste kulturinstitutioner, og så alle 

andre kulturinstitutioner i lokalsamfundene. 

Det gælder f.eks. musikskolen, 

billedkunstskolen, museet, biblioteket, 

den lokale idrætsforening og 

det lokale bofællesskab. Alt sammen 

med det formål, at skabe et mere helhedsorienteret 

skoleforløb for børnene, 

hvor man sikrer, at børnenes samlede 

kompetence og fulde potentiale udfoldes 

– altså den musiske skole. 

Jeg er meget enig i, at det er vigtigt, 

at vi udvikler nogle uddannelser, hvor 

alle vore intelligenser bliver udfordret 

på den ene eller anden måde. Det 

kræver, at kunsten og kulturen i øvrigt 

kommer til at spille en meget større 

10 


rolle, ikke bare i folkeskolen, men i alle 

uddannelserne, end det har gjort indtil 

nu. 

En åben skole 

Jeg håber f.eks., vi får SFOérne på 

skolerne spredt ud. I stedet for at 

børnene skal være på skolen fra kl. halv 

otte om morgenen til kl. 17 om eftermiddagen, 

at de kun er på skolen til kl. 

12, og derefter tager ud på en gård og 

er med i livet der, eller går ned på det 

lokale museum og deltager i en arkæologisk 

udgravning, eller de spiller fodbold 

i den lokale idrætsforening, eller 

sidder på biblioteket, hvor der er nogle 

frivillige, der eksempelvis læser højt 

for dem, eller hvor børnene lærer de 

gamle at bruge en computer. 

Der er i de fleste samfund et bibliotek, 

en musikskole, et ældrecenter 

eller en aktiv idrætsforening. Der er 

noget at bygge på. Hvis du i dag går 

rundt i de såkaldte ”døde” landsbyer og 

forstæder, så er der masser af mennesker 

- de er bare inden døre. Vi har 

aldrig trukket os så tidligt tilbage fra 

arbejdsmarkedet, som vi gør lige nu. Så 

folk er der. Man skal ikke tage fejl af, at 

der er aktiviteter forskellige steder, det 

er bare nogle nye steder nu. Det er bl.a. 

på golfbanerne, i bankohallerne, på ældrecentre. 

Det er rykket ud fra forsamlingshuset 

og brugsen, kan man sige. 

I stedet for at vi har alle de pædagogiske 

ressourcer samlet på skolen 

også efter halvtolv, at vi så har dem 

spredt ud i lokalsamfundet, og børnene 

kan vælge hvor de vil være efter tolv. 

Kultur er ikke noget, man sidder på en 

stol og lærer. Det er noget, man tilegner 

sig via mange forskellige voksne. 

Og i dag har vi opbygget en verden for 

børnene, hvor det er utroligt få voksne, 

de har kontakt med. 

Skolegårde 

Når du f.eks. siger, at børn skulle tage 

ud på nogle gårde, så er det jo også 

ideen bag det program, de har lavet i 

Norge, hvor de har lagt ind i lovgivningen, 

at der til hver skole skal knyttes en 

gård. Det har de lavet en masse eksempler 

på deroppe, som fungerer meget 

fint. (www.levandeskule.nlh.no) Ét af 

problemerne med at gøre sådan noget 

er, at de gårde, der findes i dag, er enmandsdrevne 

og kører på fuld tryk. 

De fleste steder er der gårde med en 

gårdbutik. Der er mange fritidslandmænd, 

som kunne tænke sig at 

blive fuldtids, men som ikke kan blive 

det ved at dyrke markerne, men som 

måske ville synes, at det var sjovt, at 

have tyve børn fra halv tolv til kl. fire, 

og få penge for det. Jeg synes, børnene 

skulle have mulighed for at vælge. Det 

kunne være forskellige steder. Det 

kunne være på gårde eller i idrætsforeninger. 

En fri skole 

Da jeg var 17 år, var jeg fuldstændig 

optaget af den engelske lærer A.S. Niell 

og hans frie skole, Summerhill. De tanker 

om en fri skole, et frit universitet lever 

stadig i mig. Det spøger stadig i mig om 

sådan et lokalsamfund, der er levende, 

hvor der er erhvervsliv og mennesker, der 

er der fra morgen til aften – om det 

alene, at folk har deres liv og virke sådan 

et sted – om det alene kunne være 

skolen? 

Det kunne det da sagtens. Det var 

det, vi drømte om i 80érne. Jeg synes, 

der var så meget nytænkning dengang. 

Vi havde 10-punktsprogrammet – 

folkeoplysningens udviklingsprogram. 

Vi havde 7-punktsprogrammet og det 

kulturpolitiske idé-program. Der var 

sådan en fanden i voldsk lyst til at eksperimentere. 

Problemet med det, vi 

sidder her og taler om, er, at det ikke 

interesserer folk under 40. Altså den 

generation, der var med den gang, er 

bare rykket op og blevet ældre. Når du 

snakker om økosamfund, har vi ikke de 

unge med os. Det må være de unge, 

I økosamfund indgår børn som en uundværlig 

og lærerig del af dagligdagen. Her 

fra Andelssamfundet i Hjortshøj. (Foto: 

Ulla T. Jensen)

Hvor er de 

sprælske livsformer? 

der nu kommer ind, der må være med til 

at udvikle nogle nye livsformer. Jeg 

tror, der er livskraft blandt dem, men vi 

har dem ikke med. Det, vi taler om her, 

det er simpelthen kun noget for vores 

egen generation. 

System og livsverden 

Den tyske sociolog Habermas bruger 

sammen med andre sociologer en model 

med ”systemer” og ”livsverden” til at 

beskrive vor moderne samfund. Han siger, 

at den” livsverden”, som vi bruger 

til at oplade og samtale med hinanden 

i, er blevet koloniseret af penge og 

magtsystemer. 

Det er korrekt. Men jeg mener ikke, 

at pengene er et væsen. Penge er ikke 

et subjekt. Men det har vi gjort det til. 

Og derfor får de magt. Men forudsætningen 

for at få magt, er netop at vi 

tillægger dem den der subjektbetydning, 

eller subjekteffekt – altså at kapitalen 

kan agere i sig selv. Og der er det 

igen, at vi må tilbage til demokratiets 

rødder, at det er os, det er menneskene, 

der bestemmer udviklingen. Os, der bor 

her i Danmark, kan i hvert fald vælge at 

leve et liv, hvor vi ikke er nær, nær så 

afhængige, som man er i tredie verdens 

lande, men det kræver, at vi foretager 

det valg. F.eks. at vi ikke sidder i huse 

til 1½ mio. Men du har muligheden for 

frit at vælge et andet liv, vil jeg til enhver 

tid hævde. Og jeg kan også se, at 

der er mennesker der gør det. Bl.a. indenfor 

økosamfund. Der er masser, der 

vælger at leve et alternativt liv. 

Udvikling med stort U 

Jeg synes, at det største problem vi har 

i vort samfund, er den anskuelse, du 

giver udtryk for – at der findes noget 

der hedder Udvikling med stort U, der 

spiller den samme rolle i vores samfund, 

som Gud gjorde i det 18 århundrede. 

Altså det der faktisk er sket, 

efter at vi afskaffede Gud, som den der 

instituerede samfundet, så har vi i stedet 

for placeret pengene i Guds sted, 

som det der instituerer samfundet og vi 

bilder hinanden ind, at det er pengene 

og kapitalen, der er styrende i stedet 

for, at tage fat i det demokratiske udgangspunkt 

fra den franske revolution, 

nemlig at det er borgerne, der bestemmer. 

Vi bestemmer og har selv ansvaret. 

Jeg siger ikke, du har ansvaret, men 

VI har ansvaret. Fællesskabet har ansvaret. 

Og det er sådan, vi må forholde 

os i det hele taget. Og der synes jeg, 

økosamfundene er ét eksempel. Men vi 

har bare brug for meget mere af det. 

Men hvad tror du selv på? 

Jeg tror på fællesskaberne, jeg tror på 

det folkelige, jeg tror på demokratiet. 

Men forudsætningen for det er, at det 

har en folkelig forankring, og forudsætningen 

for en folkelig forankring er, at 

der er en fælles vidensbaggrund. Og 

den er globaliseringen via medierne 

med til at skabe. Det var bl.a. den, der 

gjorde at muren faldt. 

Såh, jo… jeg mener ikke, det 

demokrati vi har i dag, kan redde 

kloden. Men jeg tror, at vi har nogle 

redskaber, der kan bidrage til, at vi kan 

få udviklet så stærke politiske internationale 

institutioner, at vi kan tage de 

fornødne beslutninger om f.eks. at 

skære anvendelsen af de fossile brændsler 

ned. Det betragter jeg som den 

største trussel mod de kommende generationer 

overhovedet. Det er simpelthen 

vort umådeholdne energiforbrug 

– ikke mindst amerikanernes – som 

alene står for 33%. 

Her er én. 

Hvad er dit drømmesamfund? 

Det er et samfund, der er globalt orienteret, 

hvor Danmark deltager i de internationale 

politiske institutioner og er 

med til at sætte nogle grænser for bl.a. 

ressourceforbruget, så der også er et 

godt samfund for mine børn og 

børnebørn. 

Det er et samfund, som er stærkt 

internationalt orienteret og har formået 

at sætte fokus også internationalt på 

menneskerettigheder og på miljøets 

rettigheder. 

Et samfund, som bidrager til at formindske 

den for øjeblikket for stærke 

skævvridning mellem nord og syd. I 

dag forbruges 85% af verdens ressourcer 

af 20% af verdens befolkning. 

Det er forfærdeligt. 

Og endelig et samfund, der formår at 

skabe rammerne for en god balance mellem 

det, det enkelte menneske kan bære 

psykisk, og den måde samfundet i øvrigt 

er organiseret på. Jeg håber især på en 

meget, meget forstærket udvikling på 

det internationale område, og der tænker 

jeg på det internationale demokrati. Det 

er så begrænset, hvad vi selv kan gøre. 

Jeg køber også min økologiske mælk, 

har min kompostdynge og tror stadigvæk 

på sloganét ”tænk globalt, handl lokalt”. 

Der er bare nogle processer i gang nu, 

hvor det simpelthen ikke nytter, hvis vi 

ikke får truffet nogle ordentlige internationale 

politiske beslutninger. Det er 

vigtigere end nogen sinde. Ét er, at vi 

skal have stærke politiske institutioner 

for at sikre freden, men hvis vi skal redde 

kloden, er det måske endnu vigtigere 

med de stærke internationale institutioner. 

11

Jeg er opvokset i Vendsyssel. Vi var 

7 søskende, og mine forældre 

havde et lille gartneri, så min 

barndom bestod henholdsvis af arbejde 

og gå i skole, nok i nævnte rækkefølge. 

Som 18-årig kom jeg ud at arbejde i 

industrien – i Danfoss på Als. Jeg blev 

hårdt og brutalt vedhæng til en 

maskine, hvor jeg stod og lavede dele 

til kompressorer, der skal sidde i køleskabe. 

Men jeg fik det, jeg søgte - ferie, 

kortere arbejdstid og en god løn. Men 

bagsiden var, at jeg blev robotiseret - 

jeg skulle bare gøre, som der blev sagt. 

Det havde jeg svært ved at finde mig i. 

Jeg var så ude og prøve andre ting, såsom 

vejarbejde og grave kabler ned. 

Det endte med, at jeg blev skovarbejder, 

og dermed igen landbrugsarbejder. 

Tid til eftertanke 

Jeg kunne godt tænke mig at tage det 

gode fra industrien, dvs. de gode arbejdsforhold 

og blande det med det gode 

fra landbruget, dvs. alsidighed, meningsfyldhed 

og medindflydelse. Det kunne 

jeg ikke finde ud af, så jeg tog på Den 

Rejsende Højskole. Det var en stor 

oplevelse. Dels var jeg ude at se andre 

lande, møde en masse spændende mennesker, 

men jeg fik også noget tid og 

noget rum, hvor jeg kunne klø mig lidt 

i nakken og fundere over, hvad det var 


Oplivning eller oplysning 

Der er nok ingen i det danske kongerige, der ikke kender Steen Møller. Han har de seneste 

år været inspirator og kulturfornyer i den økologiske bevægelse. Jeg besøger ham i hans 

vikinge-langhus i Sdr. Felding. Da jeg spørger, om han vil kaldes andre ting end halmbygger-filosof, 

svarer han : ”Det kan blive så langt, hvis det hele skal med. Det er passende i 

øjeblikket; det vil ikke passe på min fortid og sikkert heller ikke på min fremtid.” 

Interview med Steen Møller v/Troels Dilling-Hansen 

12 

Foto: Red. 

for en tilværelse og et samfund og 

tage stilling til dét, man i større eller 

mindre udstrækning skal tage stilling 

til - hvad jeg selv var for en størrelse, 

hvad jeg selv ville. 

Nogle af de tanker, jeg gjorde mig, 

var, at det må kunne lade sig gøre at 

gå sammen med andre; at lave et 

fælles landbrug, hvor vi havde de 

samme frihedsrettigheder som i industrien. 

De visioner, jeg havde med det, 

var, at kunne lave os nogle gode arbejdsforhold, 

så vi havde tid til andet 

end landbrug. Blandt andet at være 

med til at skabe ny kultur, at lave sang, 

musik og teater, som jeg syntes var en 

vigtig del, og som jeg havde stiftet 

bekendtskab med på højskolen. 

Søgård Andelsbrug 

Det sprang jeg ud i. Vi startede Søgård 

Andelsbrug i 1979. Vi var 8 personer, 

der lavede 8 arbejdspladser. Idéen var 

god nok, men for at lave sådan nogle 

arbejdspladser i landbruget, må man 

låne en frygtelig masse penge, og på 

det tidspunkt var renten på mellem 

17% og 20% på nogle af de lån, vi fik. 

Vi kom til at arbejde helvedes hårdt. 

Bagefter gik det op for mig, at det 

var rationaliteten, der satte ind her. 

Man tror hele tiden, at man kan producere 

sig ud af de økonomiske problemer, 

ved at producere noget mere med mindre 

arbejdskraft, dvs. at man rationaliserer, 

man effektiviserer, man laver 

system i sagerne. 

Sønder Felding Højskole 

På grund af problemer med ryggen 

måtte jeg i gang med noget andet. Jeg 

gik i gang med lave Sønder Felding 

Højskole. Der slog jeg mine folder de 

næste 3-4 år. Intentionerne var, at videreføre 

de erfaringer vi havde med at 

gå sammen om at skabe sin egen virk- 

somhed, men også omkring det at være 

med til at skabe en ny kultur, at være 

med til at skabe nogle nye billeder for, 

hvad det egentlig er, vi skal have løst i 

det her samfund, prøve at give det 

udtryk i sang, musik og teater, bøger, 

film, hørespil, alt muligt. 

Historien gentog sig, økonomien 

blev enormt styrende. Det, det drejede 

sig om var på alle mulige måder at få 

elever indenbords, mens formålet med 

højskolen blev mindre vigtigt. Der kom 

en ny ting ind i billedet, og det var 

tilskud. Vi blev afhængige af tilskud. 

En højskole er en tilskudsberettiget 

virksomhed, der får tilskud fra staten. 

Staten stiller dog nogle betingelser, og 

det er sådan set godt nok, men det gør 

også, at der bliver en masse kontrol på 

det, man gør. Det betyder, at via kontrollen 

føler man sig mistænkeliggjort, 

hvilket dræber skaberlysten. Aktiviteter, 

der baserer sig på tilskud, gør 

alle mulige krumspring, for stadig at få 

de tilskud, selv når de forandrer deres 

vilkår. Det er ikke værdigt. I dag kan 

jeg se, at hvis jeg skal have min egen 

tid og rum, så skal jeg være uafhængig 

af gæld, og jeg skal være uafhængig af 

tilskud. Det er sådan set nok de to 

ledestjerner for mig i første omgang. 

Prolabs 

Så fik jeg et vink med en vognstang. 

Jeg gik ned med en discusprolabs. Jeg 

begyndte at kigge lidt i bakspejlet - 

hvad var der sket? Jeg kunne se, at jeg 

havde presset citronen for hårdt. Jeg 

havde mere og mere følelsen af, at det 

var svært at være tilstede. 

Jeg tog en beslutning om, at jeg 

ville have ro i min tilværelse. Jeg ville 

skabe et rum, hvor jeg havde tid og 

rum nok; hvor jeg kunne gøre det, jeg 

egentlig havde lyst til. Det rum, jeg 

havde været i indtil da, var nødens


Steen og Dorthea i huset som består af tømmer, ler, stampet ler, halm, marksten, stråtag, hørskærver, hørfiber uld m.m. (Foto: Red.) 

rum, hvor jeg hele tiden arbejdede udfra 

en nød-vendighed, og hvor den 

nødvendighed bestod i gæld, altså en 

økonomisk nødvendighed. Det var der, 

jeg erkendte, at der var noget galt med 

mit verdensbillede. 

Filosof 

Jeg begyndte at læse filosofi på Institut 

for Human-økologi. Det var ret inspirerende. 

Der tænkte jeg, at det 

skulle være mærkeligt, hvis de sandheder, 

vort samfund og vi selv er 

baseret på, er eviggyldige, og at de 

måske er under forandring. Samfundets 

ene ”sandhed” er rationalitet; det med 

at al ting kan måles, vejes, organiseres 

og styres. Den anden sandhed er arbejde; 

det med at man skal yde, før man 

kan nyde. Den tredje sandhed er kapital. 

I 1993 vendte jeg tilbage her til 

Søgård Andelsbrug, hvor jeg fik jeg en 

enorm lyst til at bygge, og det kunne 

jeg godt. Jeg kunne tumle de her 

djævel-store rundtømmer bjælker, uden 

at ryggen gik i stykker. Hvis du får fat 

i de ting, du har lyst til, så sker der 

nogle andre ting, end hvis du gør noget, 

som du er nødt til, men egentlig 

slet ikke har lyst til. 

Om at bygge hus 

Det blev til det hus, vi sidder i. Der er 

265 m² i grundflade og 250 m² på 

loftet. Det er lavet i tømmer, ler, stampet 

ler, halm, marksten, stråtag, hør- 

skæver, hørfiber, uld og hvad ved 

jeg. En masse gode materialer, som 

jeg genopdagede hen ad vejen. 

Disse ting var jo allerede opdaget, 

men for mig var det en genopdagelse 

at lave hus på denne måde. 

Det var enormt spændende. Det 

viste sig faktisk, at jeg stod midt i 

min uddannelse. Mens jeg var i det, 

tænkte jeg ikke over det, men da 

jeg var færdig, kunne jeg se, at jeg 

havde erfaret en masse ting omkring 

materialer, som flertallet af 

håndværkerne ikke aner en dyt om, 

fordi de ikke arbejder, lærer og erfarer 

på denne måde. 

Midtlivskrise 

Under byggeriet opdagede jeg, at 

jeg røg tilbage i det mønster, jeg 

var i tidligere: For at få det hele til 

at nå sammen, begyndte jeg at rationalisere 

arbejdsprocesserne. Jeg 

lukkede mig inde i mig selv, hvilket 

kulminerede i, at jeg bliver skilt, 

fordi jeg mere eller mindre mistede 

kontakten med min daværende 

kone. 

Det var hårdt, fordi jeg slet ikke 

kunne forstå, hvad der skete. Huset 

var et slot, jeg havde bygget til 

hende, men jeg kan godt se 

bagefter, at jeg skulle have givet 

hende en buket roser i stedet for. 

Det kunne jeg bare ikke sanse, men 

det kom jeg til, ved at sidde og 

kigge ud af vinduet i 2 år, hvor jeg 

ikke lavede ret meget. 

Jeg var da omkring 41, og det passer 

godt med, at når man skrider hen over 

de 40 år, så ryger man ind i en krise. 

Det har jeg måske været i hele mit liv, 

men nu mærkede jeg det mere dybdegående. 

Det gik op for mig, at jeg ikke 

var udødelig, jeg kunne faktisk gå hen 

og dø. Jeg begyndte så at relatere det 

til resten af mit fremtidige liv. Jeg 

begyndte at reflektere over, hvad der 

var vigtigt. Indtil da havde jeg ligesom 

haft evigt liv. Sådan oplevede jeg min 

ungdom, dér kunne jeg ikke dø. Man 

laver de mest horrible ting, fordi dø, 

dét kan man ikke. 

Det virker, som om du søger efter at 

skabe projekter hele tiden 

Ja, helt klart, jeg er projektmager. Det 

er også det, der sender mig i dørken 

gang på gang. Jeg brænder for at finde 

idéer. Jeg får ikke ro, før jeg får dem 

ført ud i livet. Jeg må så sige, at det tit 

ender med, at når jeg får dem ført ud i 

livet, men så er jeg også fuldstændig 

banket i stykker bagefter i en tid. Det 

at gå ud og forandre verden, gå ud og 

gøre det ugjorte, hvor man betræder 

nye stier, det har også omkostninger. 

Det skal man ikke være bange for, det 

er en del af livet, at komme ud der, 

hvor man ikke kan bunde. 

Frizoner og Friland 

Du har været meget involveret i frizonetanken, 

og der er forskellige grup- 

13

peringer indenfor den gruppe af folk, der 

arbejder med disse tanker. Claus Heinberg 

repræsenterer en fløj, hvor frizonen, 

samfundseksperimentet defineres ved 

teknologikriterier, kendetegnet ved 

produktionens brug af lavteknologiske 

metoder og midler. Du har en anden 

definition. Hvordan vil du forklare og 

karakterisere den forskel? 

Det har sin historie. Det, der virkelig 

satte skub til idéerne, var, da jeg fik en 

pause, hvor jeg sad og kiggede ud af 

vinduet i 2 år. Der kunne jeg se, at 

samtlige mennesker i mine omgivelser 

altid for af sted. Jeg tænkte, at man 

måtte kunne lave hele samfund på en 

anden måde. Jeg kastede derfor idéen 

ud om at være gældfri, tilskudsfri og 

affaldsfri. Det skrev jeg en artikel om, 

og jeg holdt også et foredrag i Øko-net. 

Det var dét, der blev kaldt frizoner. 

Der blev straks en vældig interesse 

for det, og der kom andre med ind i 

billedet bl.a. Claus Heinberg. De arbejdede 

på videnskabeligt niveau, hvor 

jeg arbejdede på et praktisk niveau. 

Der kom mange definitioner fra den 

”uformelle frizonegruppe”. Lige pludselig 

hed det Eksperimentelle Økologiske 

Zoner, EØZ. Det der med det fri – som 

klart for mig dækker det, at være fri for 

gæld, fri for tilskud - det faldt helt 

væk. 

Dybest set tror jeg, vi er enige om, 

hvor det skal føre hen. Der er bare forskellige 

måder at gribe det an på. Jeg 

har en praktisk måde - at se pro blemerne, 

når jeg støder ind i dem; hvorimod 

den mere intellektuelle måde er, 

at definere, hvad det er, vi skal lave, og 

så kan man se en masse barrierer. Det 


Sara inspicerer hestene i Hertha Levefællesskab (Foto: Red.) 

14 

problem, jeg kan se, er, at EØZ let kommer 

til at blive et oppefra og udefra 

kommende projekt. De, der skal lave en 

EØZ, får faktisk en forud defineret frizone 

presset ned over hovedet. 

Hver gang du finder et ord, som er 

værdiladet, og som indeholder noget 

konkret, så lykkes det næsten altid at 

få noget abstraktion ind i det, så det 

bliver tømt for indhold. Det er det, vi 

ser med økologien, som bliver tømt for 

indhold, fordi der er mere og mere, der 

bliver kaldt økologisk, uden det har noget 

med økologi at gøre. På lignende 

måde blev frizone bare et populært ord. 

Så gik jeg over til at kalde det Friland. 

Friland og DR-Friland 

Friland er en andelsforening, og så er 

der en anden afdeling, som Danmarks 

Radio lejer, og det kalder de så DR-Friland. 

Projektet er en praktisk udførelse 

af idéen: gældfri, tilskudsfri og affaldsfri, 

og en ting mere : selvvirksomhed. 

Idéen går ud på, at skabe en ny form 

for livsbasis ude i landdistrikterne. Hvis 

vi skal spille op mod industrikulturen 

og bykulturen, tror jeg, det skal komme 

fra landdistrikterne. Jeg tror ikke på, at 

vi kan vende tilbage til det gamle 

landsbysamfund, med smeden, bageren 

og købmanden. De var den tids kulturbærere 

i landsbyerne. I dag har du 

nogle nye muligheder, hvor du med den 

nye teknologi kan lave arbejdsplader 

ude på landet. I mange af de eksiterende 

landsbyer, er der kun folk tilstede 

om natten, og det skaber for lidt kultur, 

tror jeg. Jeg håber og tror, at i et 

gælds- og tilskudsfrit samfund, dvs. at 

det er mindre afhængigt af udefra kom- 

mende interesser, hvor mennesker får 

mere tid til rådighed, og hvor de samtidig 

er tilstede i det daglige, er der en 

forhåbning om, at der udspringer en ny 

kultur. En kultur med en blanding af 

kulturarbejdere, intellektuelle og håndværkere. 

Dannelse 

Du har lavet en række kurser, hvor folk 

har lært at bygge halmhuse og pileflet. 

Er det begyndelsen på en uddannelse? 

Jeg er ikke i stand til at opbygge en 

uddannelse nu. Der er en masse erfaring, 

der skal gøres først. Men det, jeg 

kan gøre, er, at give folk gnisten og 

troen på, at de kan. På sigt skal vi så 

have lavet en eller anden form for uddannelse. 

I den forbindelse vil jeg 

gerne vende tilbage til et gammelt ord, 

der hedder dannelse. For mig er uddannelse 

mere en helhed, der drejer sig om 

en dannelse af mennesket. Hvis vi 

f.eks. skal lave et uddannelsesforløb 

med nogle byggefolk, så vil jeg gerne 

have et forløb, en slags højskole, hvor 

det ikke bare drejer sig om at bygge 

hus og lave håndværk, men det drejer 

sig om at få hele sit menneskeliv med. 

Billeder af en uddannelse 

Jeg forestiller mig en samling af kurser, 

hvor folk får et indblik i, hvad de går 

ind til. Dernæst kunne det være sådan, 

Gulv i Steen Møllers hus (Foto: Red.) 

at man laver sin egen bolig, mens man 

er i det her forløb, måske et hus, en 

ungdomsbolig på 30-40 m². Man kunne 

tage ud at rejse - vi kunne genoplive 

Naver-traditionen. Vi tager f.eks. til 

Holland, og vi arbejder sammen med 

nogle halmbyggere dernede på et projekt, 

og får stiftet nogle internationale 

kontakter. På den måde får man et 

udsyn, samtidig med at man lærer at 

bygge. 

I det forløb skal der være tid til andet 

end arbejde. Det kan være en dan-

nelsesrejse, hvor vi tager fat i hinanden 

som mennesker. Jeg kunne forestille 

mig, at sådan et forløb skulle vare 2-3 

år. 

Jeg tror, det bliver vigtigt, at håndværkerne 

kommer ud og flyve, synge 

sange og sætte sig ind i samfundets 

filosofiske grundlag. Modsat på universitetsniveau 

eller på kulturelt niveau, 

skulle folk få lov at føle glæden ved at 

blive koblet på et praktisk plan. Jeg 

kan tydeligt se det på de kurser, jeg 

laver, hvor intellektuelle og videnskabelige 

folk bliver glade for at få noget 

i hænderne og for at vise, at de kan 

ska be noget helt konkret. 

Konkrete eksempler 

Kaospilotuddannelsen er et eksempel på 

en græsrodsuddannelse, som blev skabt 

nedefra som en uddannelse, der er mere 

projektorienteret, med en kombination 

af praksis og teori. Vores ønske er at 

komme ind på en eller anden måde og 

åbne nogle muligheder både indenfor 

vores egen kreds, men også indenfor det 

traditionelle uddannelsessystem. Kan 

man forestille sig, at sådan nogle former 

for alternative økologiske uddannelser 

kunne blive efterspurgt, også udefra? At 

der kommer en efterspørgsel efter netop 

de kvaliteter, som det er at blive uddannet 

som livsstils- eller økosamfundsbygger? 

Ja, men jeg tror, man bliver nødt til 

at levere et konkret eksempel. Vi kan 

ikke gøre det, før vi har fået noget at 

bygge på, før folk kan se, hold kæft, 

det er det vi skal. Før får vi ikke markedet 

og staten til at gå i den retning, vi 

vil have. Hvis vi kommer for tidligt ud, 

kan der ske det, at vi enten bliver 

markedsstyret, som man i nogen udstrækning 

kan sige om Kaospiloterne, 

eller hvis man går den anden vej som 

højskolerne, så bliver man tilskudsstyret, 

altså statsstyret. 

Jeg er godt klar over, at vi ikke kan 

lave nogle ting uafhængige af hverken 

staten eller markedet. Men på nuværende 

tidspunkt er det vigtigt, at 

fastholde sin egen identitet, og fastholde 

sit eget grundlag, indtil vi er så 

stærke, at vi ved, at det her er noget, 

folk kan se virker. Når det får folkelig 

opbakning, så bliver markedet og 

staten tvunget til at tage det seriøst. 

Økologien bliver i dag tvunget ned i 

halsen på både markedet og staten, 

fordi der er så bred en folkelig opbak 


ning. At man så på alle mulige måder 

prøver at trække indholdet ud af det, 

det har altid været en vedvarende 

kamp. Jeg tror ikke, vi står stærkt nok 

lige nu. 

Det er så vigtigt at vise de eksempler, 

som folk kan tro på og kan se, 

holder. Hvorimod snakken, den bliver 

igen abstraktion, hvor man kan snakke 

sig ind i himlen, og man vil ikke tro på 

det, ikke en dyt. Et vigtigt holdepunkt, 

hvis man skal have en samfundsforandring 

i dag - det er de konkrete handlinger. 

De konkrete eksempler, hvor 

man kan se, at det ikke bare er snak. 

Hvordan har du lyst til, at dine børn skal 

gå i skole i dag? Hvis de overhovedet 

skal gå i skole? 

Det er netop det, der er spørgsmålet, 

om de overhovedet skal gå i skole, 

om de skal lukkes ind i en institution. 

De skal helt klart ind i en sammenhæng 

med andre børn, og der fremstår skolen 

som en nødvendighed, fordi der ingen 

børn er andre steder. Det er mit håb, at 

der på Friland er nogle mennesker tilstede 

i det daglige. Børnene skulle også 

være tilstede i det daglige, så de kommer 

til at stifte bekendtskab med voksne, 

der laver håndværk, kunst osv. 

I dag er børn aldrig involveret i arbejdspladser. 

Det er kun noget, de 

hører om, er pisse vigtigt. Ren abstraktion. 

Det er vigtigt, at børn involveres 

i konkrete arbejdspladser med arbejdsfolk, 

der kan give læring til børnene. 

Lærerne skal være en del af lokalsamfundet, 

og den tid, børnene/ lærerne er 

låst inde i et klasseværelse, skal være 

en undtagelse og ikke reglen. Læringen 

foregår derude, hvor tingene foregår. 

Længere kan jeg ikke skue ind i det. 

Det levende og det døde 

ord 

Du har talt om oplivning kontra 

oplysning, og det konfronterede 

jeg kulturministeren 

med i et interview, og 

det talte hun imod, fordi hun 

mente, at oplivning og oplysning 

er to sider af den samme 

mønt, at oplivning i grundtvigsk 

forstand er ånden bag 

ordet, altså det, der giver ordet 

liv. Hvad mener du? 

Vi kalder os informatiossamfundet, 

og der kommer 

en lind strøm af oplysninger 

eller information, om du vil - gennem 

radio, fjernsyn og alt muligt. Men der 

er ingenting, der tyder på, at det 

opliver folk. Derimod da Grundtvig levede, 

havde folk mangel på information, 

mangel på oplysning, dengang 

virkede det oplivende. Det var guld 

hver gang, man åbnede en bog, men 

det er det ikke længere. En større og 

større del af de informationer eller 

oplysninger du får, er lort, simpelthen. 

Det, det drejer sig om, er, at være i 

stand til at lukke det lort ud, det er 

uhyrligt. 

Mange folk oplever i dag en kaosstrøm 

af information, som tager meningen 

med livet. Jeg bliver ved med at 

møde dem, der har taget de lange uddannelser 

på universitetet, hvor man 

spærrer dem inde i mange år. De virker 

ikke specielt oplivede. De kan snakke 

om det levende ord, men det er dødt, 

når det kommer ud af kæften på dem. 

Det vælter ud, men det er døde ord. 

Den oplivning, jeg efterlyser, er selve 

det at være i stand til at gribe sit liv, 

og begribe sit liv. Det lærer du ikke på 

de institutioner, det lærer du ikke i 

avisen, det lærer du ikke fra fjernsynet. 

Måske på højskolerne - de har stadigvæk 

intentionerne, men de er også 

efterhånden blevet tømt ud, fordi de 

også skal være målrettede. 

Oplivning kan ikke måles og vejes, 

det er noget, man kan se på øjnene af 

folk. Man kan se, når folk er engagerede, 

og de brænder for en ting, de er sgu 

oplivede. Det er her, det bliver vigtigt 

at sætte folk i stand til at gribe og 

forme deres eget liv. Og det er ikke 

nødvendigvis i form af en uddannelse, 

der handler om oplivning. Det holder 

ikke en meter. 

Økologiske huse er indpasset i den natur, de er en del 

af. Steen Møllers hus i Sdr. Felding. (Foto: Red:)

Uddannelse og læring er kommet i 

fokus - måske i et nyt lys. EUkommissionen 

sendte i efteråret 

2000 et memorandum om livslang 

læring ud til de 23 lande, der er 

medlemmer af eller ansøgere til EU. 

Formålet er “at starte en debat over 

hele EU om en omfattende strategi for 

implementering af livslang læring på 

individuelt og institutionelt plan og i 

alle områder af det offentlige og private 

liv”. 

1996 var “Det europæiske år for livslang 

læring”, og erfaringerne herfra 

viser, at det er et område, der har fået 

stor opmærksomhed i de europæiske 

lande. Memorandummet udgør på centrale 

områder et nybrud i forhold til 

traditionel uddannelsestænkning set 

i et bredt europæisk perspektiv. I 

forhold til dansk uddannelsestradition 

er en del af tankegodset velkendt 

og anerkendt, andet vil givetvis 

kalde på debat - hvilket jo netop 

var intentionen. 

Fra kommissionen vurderes det at 

være på høje tid at lade interesse og 

intentioner omsætte i strategi og handling. 

I memorandummet tematiseres 

grundlæggende uddannelsespolitiske 

målsætninger og i en række nøglebudskaber 

lægges der op til konkrete indsatsområder 

og målsætninger. 

Centrale temaer 

Livslang læring er det helt centrale begreb 

i memorandummet. Det udfoldes 

som en vision i en forståelse af, at 

læring og uddannelse er en uafbrudt 

proces “fra vugge til grav”. Livslang 

16 


Livslang læring 

på den internationale dagsorden 

Agnethe Nordentoft er ansat i Udviklingscenteret for folkeoplysning 

og voksenundervisning. I artiklen beskrives 

hovedtrækkene i EU-kommissionens memorandum om livslang 

læring, og det sættes ind i et dansk perspektiv. 

Af Agnethe Nordentoft 

læring skal ikke længere kun forstås i 

forbindelse med formaliseret læring, 

men skal udvikles “til at blive det vejledende 

princip for udbydelse af og deltagelse 

i enhver læringsmæssig sammenhæng”. 

Målet er at sikre alle 

mulighed for at udvikle deres potentiale 

fuldt ud, så den enkelte oplever at 

kunne bidrage på grundlag af tidssvarende 

viden og oplever at høre til i det 

sociale og økonomiske liv - i det videnssamfund, 

der stedse bliver mere 

komplekst både politisk og socialt. 

Foto: Red. 

Det un- d e r - 

streges, at livslang læring skal udvikles 

som et fælles ansvar for alle de vigtigste 

aktører: medlemsstaterne, de europæiske 

institutioner, arbejdsmarkedets 

parter og erhvervslivet, de 

regionale og lokale myndigheder, alle 

beskæftiget med uddannelse, civilsamfundets 

organisationer, foreninger og 

sidst, men ikke mindst den enkelte 

borger selv. 

Udgangspunktet for livslang læring 

skal være den enkelte - undervisning 

og læring må sætte den enkelte og 

dennes behov i centrum. 

Dobbelt målsætning 

I memorandummet opstilles en dobbelt 

målsætning for livslang læring: fremme 

af aktivt medborgerskab og fremme af 

beskæftigelsesegnetheden er de to lige 

vigtige mål for strategien om livslang 

læring. 

Aktivt medborgerskab ses som en 

nødvendig forudsætning for at styrke 

den sociale samhørighed - eller sammenhængskraft 

- i samfund, der forandrer 

sig og i stadig stigende grad 

bliver komplekse og multikulturelle. 

Uddannelse karakteriseres som den 

bedste måde at bekæmpe social 

udstødelse på, ligesom det 

fremhæves, at beskæftigelse i de 

fleste menneskers liv understøtter 

den generelle livskvalitet. Også derfor 

skal livslang læring fremme den 

enkeltes beskæftigelsesegnethed, der 

defineres som evnen til at opnå og 

fastholde beskæftigelse. Målsætningen 

har både et individuelt og et samfundsøkonomisk 

sigte, idet dog især det 

samfundsøkonomiske perspektiv udfoldes 

gennem det samlede memorandum. 

Som en forudsætning for at målsætningerne 

kan realiseres, peges der i 

memorandummet på, at det er nødvendigt 

at fremme partnerskaber på alle 

niveauer. Der må ske en koordinering 

eller integration mellem forskellige

politikområder og mellem forskellige 

aktører. Det er nødvendigt med mere 

og bedre samarbejde på tværs af traditionelle 

skel. Visionen om gradvis osmose 

mellem udbudssystemerne præsenteres, 

og det lyder formanende, at 

effektivt samarbejde vil betyde, at 

“man strækker sig videre end ved hidtidige 

anstrengelser for at bygge broer 

og indslusningsforløb mellem de forskellige 

dele af de eksisterende systemer.” 

Formel, ikke-formel og uformel 

læring 

Samtidig arbejdes der i memorandummet 

med et udvidet læringsbegreb, idet 

det påpeges, at det er nødvendigt at 

fokusere på alle former for læring, både 

formel, ikke-formel og uformel læring 

og på hvordan de gensidigt påvirker og 

supplerer hinanden. Med dette fokus er 

det ikke kun den læring, der foregår i 

formelle uddannelsesinstitutioner, der 

regnes med, og som hidtil har været 

det væsentlige i uddannelsespolitisk 

sammenhæng. Med livslang læring 

kommer ikke-formel og uformel læring 

til at spille en større og anerkendt rolle. 

Den læring, der foregår i arbejdslivet, i 

foreninger og i organisationer, er sammen 

med den læring, der næsten umærkeligt 

foregår i hverdagslivet, vigtige 

brikker i udviklingen af den enkeltes 

færdigheder og viden. I memorandummet 

lanceres begrebet “lifewide learning”, 

der indikerer, at der ikke kun er 

tale om læring livet igennem, men også 

om læring i mange kontekster. 

Nøglebudskaber 

I memorandummet præsenteres seks 

nøglebudskaber, der opstiller målsætninger 

og spørgsmål til debat. Der gives 

nogle bud på definitioner og grundantagelser, 

som grundlag for diskussionen 

i de enkelte medlemslande, hvor memorandummet 

er en anledning til at gøre 

status og vurdere den nationale indsats 

for livslang læring på følgende områder: 

1. Nye grundlæggende færdig heder 

til alle 

2. Øget investering i menneskelige 

ressourcer 

3. Nytænkning inden for undervisning 

og læring 

4. Værdsættelse af læring 

5. Nye roller for rådgivning og vej- 


ledning 

6. Læring bringes tættere på borgerne 

Memorandummet i et dansk perspektiv 

Også i Danmark har memorandummet 

været til høring blandt en lang række 

parter og organisationer. Fra dansk side 

har man hilst initiativet velkomment, 

men i høj grad også benyttet sig af muligheden 

for at påpege mangler og 

udtrykke betænkelighed ved dele af 

forslagene. 

Hovedtanken om at livslang læring 

skal være en mulighed for alle, også 

dem, der hidtil har fået mindst glæde 

af uddannelsestilbud, støttes varmt. 

Det påpeges dog, at ikke kun kortuddannede, 

men også andre grupper - etniske 

mindretal, ældre, handicappede 

og andre der trues af marginalisering - 

har brug for en særlig indsats. 

Det påpeges, at der i memorandummet 

primært argumenteres for øgede 

investeringer i uddannelse ud fra det 

synspunkt, at der skal tilvejebringes 

veluddannet arbejdskraft for at sikre 

fortsat økonomisk vækst. Målsætningen 

om at livslang læring også skal 

fremme aktivt medborgerskab er mindre 

fremtrædende i memorandummet, 

men nyder stor tilslutning blandt de 

danske høringsparter. 

Det udvidede læringsbegreb 

I Danmark er der ”tradition” for nytænkning 

inden for undervisning og 

læring: ‘det udvidede læringsbegreb’ 

praktiseres i høj grad i folkeoplysningen, 

der er en stærk tradition for værkstedsundervisning, 

deltagerens læring 

i centrum er et bærende princip i de 

nyeste reformer på erhvervsuddannelsesområdet 

og på voksen- og efteruddannelsesområdet, 

fleksibilitet og 

tværfaglighed realiseres i en lang række 

danske uddannelsestilbud og der arbejdes 

målrettet med at integrere IT hensigtsmæssigt 

i 

det danske uddannelsessystem. 

Enkelte røster advarer 

dog mod at 

overvurdere IT’s 

potentiale i forhold 

til læring - 

det er en social 

proces, som IT 

kan støtte, ikke 

erstatte. 

Endvidere advares der mod at underlægge 

sig for rigide og bureaukratiske 

evaluerings- og godskrivningsprocedurer 

af læring, selvom det meget klart 

tilkendegives, at der med et mere åbent 

internationalt arbejds- og uddannelsesmarked 

er behov for gennemsigtighed 

og sammenlignelighed. I Danmark er 

der taget et skridt med individuel kompetencevurdering 

i forbindelse med den 

nye grunduddannelse for voksne, men 

generelt erken des det, at andre lande 

nok er længere fremme. En særlig udfordring 

udgøres af, at også ikke-formel 

og uformel læring skal inddrages i vurderingen 

af den enkeltes kompetence. 

På vejledningsområdet er der også 

behov for at inddrage en international 

dimension. Men selve vejledningsindsatsen 

er der blandt uddannelsesinstitutionernes 

høringsparter overvejende 

tilslutning til at placere så decentralt 

som muligt, mens andre hellere ser vejledningen 

foretaget af neutrale ‘mæglere’. 

At placere uddannelsestilbud decentralt 

og tæt på borgerne har allerede 

længe været en styrke ved dansk praksis. 

Dog ses der positive muligheder for 

at udbygge mulighederne for fjernundervisning 

som et middel til at nå 

endnu flere borgere. 

EU-kommissionens memorandum om 

livslang læring har kaldt på mange 

reaktioner og refleksioner - på alle 

niveauer er der stof til eftertanke. 

“Også ikke-formel og uformel læring skal 

inddrages i vurderingen af den enkeltes 

kompetence...” (Foto: Henrik Bjerg)

Mogens Hansen, cand.pæd.psych.,er 

adj. professor ved Danmarks Pædagogiske 

Universitet og er forfatter til adskillige 

bøger, bl.a. om intelligens, fx 

Intelligens og tænkning – en bog om 

kognitiv psykologi. Han skriver her om 

hans forskning i de mange intelligenser. 

Børn er fra fødslen parate til at 

udvikle en hel række af kompetencer. 

De ligger nærmest på 

spring efter at lære verden at kende og 

ligger ikke og venter passivt på, at der 

sker noget. Det spæde barn lægger fra 

18 


De mange intelligenser- 

Samling af energien. Sommersolhverv for økosamfund på Fjordvang i Thy 1999 - en lejlighed til at øve andre intelligenser. (Foto: Red.) 

Camillas fornemmelse for sand... (Foto: Red.) 

start mærke til moderens stemme, ansigt 

og duft. Barnet smiler, når moderen 

smiler, og det kan ef terligne moderen, 

når hun leger med det og giver 

lyd og laver grimasser. 

Alle sanser på en gang! 

De helt små børn bruger sanserne på én 

gang. De smager, lug ter, føler på, ser 

og hører det hele på én og samme 

gang. Det bli ver til én sanseoplevelse 

og ikke fem for skellige sansnin ger. Derfor 

udvikler de sig bedst ved at opleve 

en mangfoldig verden med en righoldighed 

af sanseindtryk. 

Det gælder 

langt op i alderen: 

hele små barn salderen 

og op igennem skoleforløbet. 

Nogle børn har deres 

svage områder, men de 

har mere brug for at få 

hel hed i de erfaringer 

og oplevelser, end i 

optræning af deres 

svage områder. Børn, 

der er dårlige til at 

bruge hørel sen og til at lytte, får mere 

ud af at få alle de andre sanser med end 

af høretræning. De gode sanseområder 

støtter det svage om råde, som et stillads 

omkring opbygningen af erfaringer. 

Det gælder også og ikke mindst 

barnets opmærksomhed. 

Opmærksomhed 

Udvik lingen af opmærksomhed sker 

ikke af sig selv, mest sammen med mor 

og far, men også sammen med alle de 

andre voksne, børn er sam men med i 

daginstitutioner og fritidsordninger. 

Opmærksomhed lærer man kun af nysgerrige 

voksne, der peger, viser, 

fortæller og forklarer om tingene i verden. 

Det næsten værste for børn er at 

vokse op med voksne, der ikke selv 

hører til de nysgerrige, for dem lærer 

man ingenting af. De opmærksomme 

børn, det er børn, der lærer at lægge 

mærke til noget bestemt, dvs. fokusere 

og koncentrere sig, være ved holden de, 

ikke lade sig forstyrre af alt muligt, og 

som kan undersøge og afsøge (scanne) 

omgivel serne. Det er “Holgerbørnene”, 

de børn som kan finde Holger og trold-


læringen og klasserummet 

manden i Holgerbøgerne. Man kan 

frygte, at der ikke er nysgerrige voksne 

nok til alle børn. Opmærksomhed er på 

en måde intelligens nr. 1, som er forudsætningen 

for at lære. 

Andre intelligenser 

Så er der alle de andre intelligenser. I 

moderne psykologi ser man ikke på 

børn, som væsener, der fra fødslen er 

udstyret med store eller små portioner 

af intelligens. I stedet betrag ter man 

mennesker, som fra fødslen er udstyret 

med muligheder for at udvikle mange 

for skellige intelligenser: 

– intelligens for sproget 

– intelli gens for det musikalske 

– intelli gens for det logiske og 

mate matiske 

– intelligens for det visuelt-rume lige 

– intelli gens for det kropslige 

– intelli gens for naturen 

– intelli gens for at forstå sit eget indre, 

det man også kalder følelser nes 

intelligens 

– intelli gens for at forstå andre, dvs. 

den sociale in telligens. 

Nogle psykologer medregner også bevidstheden 

om eksistensen som en 

særlig intelligens. Det er den filosofiske 

eller åndeli ge side af menneskets 

væren-i-verden, tanker om liv og død, 

godt og ondt, rigtigt og forkert. Det er 

børn faktisk meget optagede af allerede 

fra 3-4 års alderen. 

Righoldighed 

Intelligenser har det ligesom sanser. 

Børn udvikler sig bedst ved at erfare og 

opleve tingene i en rig holdig dagligdag 

og ved at møde en mangfoldig pædagogik. 

Ikke som en pædagogisk dyrehavs 

bakke med alting støjende og væltende 

oveni hinanden, men som en 

planlagt righoldighed, hvor tingene 

følges ad, fordi de hører sammen. Praktisk 

arbejde i et værksted eller en have 

er ideelt for større børn. Store lege med 

mange børn, der leger bus eller Ninjaer 

i dagevis, rollelege og fantasilege, som 

børn selv organiserer er et par andre 

eksempler på en mangfoldig hedens 

pædagogik. 

Færdigheder 

Et stykke fremme i skolealderen skal 

regningen specificeres, så børns oplevelser, 

erfaringer og nysgerrighed kan 

blive til ordentlige færdigheder og kunnen 

i dansk, matematik, idræt, billedkunst, 

musik, fysik, engelsk osv. osv. 

Undervisningens rum 

Undervisningens rum er bestemt ikke 

kun skolebygningens rum. Undervisningens 

rum er skolehaver, idrætsanlæg, 

undersøgelse af naturen i 

nærheden (der er natur nok i inspektørens 

og pedellens baghaver til de mindste, 

så man skal ikke slå ud med armene, 

og sige, at der er tre kvarter med bus 

eller S-toget til noget, der ligner natur). 

Dertil kommer museer, erhvervs virksomheder 

og udstillinger. I Norge er der 

udeskole i 1. - 4. klasse en hel dag 

ugentlig - også i byerne. Her er det på 

med rygsæk ken og ud af skolebygningerne. 

Det sker rent faktisk sådan. 

Der er danske skoler, som er begyndt 

på det samme. Der skal ikke høje 

fjelde, dybe nåleskove og brusende fosser 

til. 

Den individuelle læring 

Vi lever i en tid, hvor skolen lægger 

stadigt større vægt på det individuelle 

barns læring og udvikling, og stadig 

mindre vægt på det sociale fællesskab 

og solidaritet. I skolen skal hver enkelt 

elev fra 3.- 4. klasse lære sig at formulere 

egne mål og planer for deres læringsarbejde 

for en længere periode, lære 

sig beslutsomhed og kunne vælge det 

ene og fravælge det andet. På en måde 

er skolen blevet elitær, så ganske 

mange børn falder igennem og får 

skoleproblemer, fordi de ikke arbejder 

inden for bestemte og overskuelige 

pædagogiske rammer. Andre børn får 

store personlige fordele af en sådan 

pædagogik, så de lærer selvstændighed 

og autonomi, så de kan klare sig i skiftende 

og nye sammenhænge. 

Fællesskabets betydning for læring 

Klassegruppen og fællesskabets betydning 

er som sagt ved at blive nedto net 

i skolen. Det regnes egentlig kun for at 

være et nødvendigt socialt fitnesscenter, 

hvor man øver sig i at blive socialt 

kompetent og få kammerater. Det er 

imidlertid også noget andet og mere. 

Klassen og fællesskabet er faktisk langt 

op i skolealderen stedet, hvor man 

lærer sammen og af hinanden. Vi, og 

det gælder alle mennesker, har lært 

mest i samvær med andre, hvor man 

kan udveksle erfaringer om, hvordan 

man lærte dette eller hint, hvad man 

har lært, og hvad man mener om det, 

man kan og ved. Klassen er faktisk først 

og fremmest læringens byttecentral, 

hvor børn og voksne kan udveksle viden 

o g 

er- 

Udvikling af intelligensen for det musikalske 

på LØS´s sommersolhverv 1999 på 

Fjordvang. (Foto: Red.) 

faringer om skolens i virkeligheden 

bedst skjulte hemmelighed: hvordan 

man lærer. Så man kan ønske sig, at 

klassegruppen som læringssted igen 

får plads og vægt i den pædagogiske 

debat. Børn lærer bestemt ikke bedst 

ved at sidde inde i hver sin lille individualistiske 

boble og være deres eget 

pædagogiske projekt. 

19

Interview m. Anne Sophie Jørgensen, 

leder af Munach, v/Troels Dilling-Hansen 

Jeg er født i 1959 og har bl.a. boet 

5 år på Grønland sammen med 

mine forældre, som er lærere. Jeg 

blev student fra Odense og efter en rejse 

til USA og Paris, flyttede jeg til 

Århus og begyndte at læse psykologi. 

Jeg begyndte samtidig at gå til Jes 

Bertelsens forelæsninger, hvilket var 

mere interessant, end den psykologi, 

der var på universitetet. Min mand, 

Jørgen og jeg brugte fremover meget 

tid hos Jes Bertelsen og Bob Moore 

(irsk spirituel lærer, boende i Ringkøbing). 

Da jeg var 25, begyndte jeg at 

give sessioner, altså at snakke med folk 

om deres drømme. Så kom der healing 

på og massage i en periode. Jeg begyndte 

at undervise på aftenskole og 

holdt op på universitetet efter 5 år. 


Selvudvikling 

og den nye pædagogik 

Anne Sophie Jørgensen har været i selvudviklingsmiljøet 

siden dets start i tresserne. Hun er leder af Munach, et økospirituelt 

fællesskab i Gedved ved Horsens. Her sidder vi nu 

udenfor den smukke nikantede meditationsbygning, der 

sammen med den økologiske urtehave bagved står som centrum 

for et fællesskab af ca. 35 voksne og mange børn. 

Anne fortæller her om sin udvikling, om fællesskab og den 

nye spirituelle pædagogik. 

Fra ’85 til ’87 boede vi på Centeret 

for Integreret Medicin i Ranum. Da vi 

skulle derfra, syntes vi tiden var inde 

til at lave vores eget sted, og det blev 

Munach i Gedved. Vi byggede det op fra 

grunden og åbnede i Maj 1988. Det har 

så kørt lige siden, med kurser og behandlinger. 

Den primære kursusform 

hedder dynamisk energibevidsthed, 

men vi har også healingskurser og 

meditationskurser. Mens vi var gift, underviste 

vi sammen, men i de sidste par 

år har jeg undervist alene. 

Hvorfor gik du i selvudvikling? 

Jeg har altid haft interesse for den 

slags ting, og jeg har altid haft oplevelser 

og anelser af usædvanlig art. Som 

barn betragtede jeg nordlys på Grønland, 

som et tegn fra Gud, om at vi lever 

igen og igen. Jeg forestillede mig, 

hvordan mennesker eksisterer som 

lange lysende bånd og rækker af men- 

nesker, som bevæger sig gennem rummet. 

Nogle gange er de inde og berøre 

jordkloden, og så er man et levende 

menneske, og så bevæger båndet sig 

væk igen, og så er man død. På den 

måde kommer man igen og igen. Jeg 

var helt overbevist om, at der rundt 

omkring i verden var mennesker, som 

havde den samme opfattelse, og dem 

ville jeg møde en dag. 

Jes Bertelsen var den første, som for 

alvor sagde det, jeg tænkte. Det var 

fascinerende, og jeg var ikke i tvivl om, 

at det var den slags psykologi, jeg ville 

praktisere. Men det var selvfølgelig et 

stort offer at give afkald på sin gode 

uddannelse og den status, som ligger i 

det, og kaste sig ud i noget så luftigt 

og vovet på den tid som dybde psykologi 

og meditation, healing osv. 

Er selvudvikling ikke meget selvcentreret? 

Jeg vil derimod mene, at det at 

arbejde med sig selv vil føre 

til, at man begynder at hjælpe 

andre. Men det er ligesom at 

tage en uddannelse, der er 

man også indadvendt og selvcentreret, 

og ikke aktiv og 

produktiv så længe uddannelsen 

varer. Men når man har 

taget den, er man bedre rustet 

til at hjælpe andre. 

På samme måde har selvudviklingsarbejdet 

en indadvendt 

og selvcentreret fase, som 

Det smukke ni-kantede meditationscenter 

i Munach blev inspireret af en 

drøm. (Foto: Red.) 

Foto: Red.

gerne skulle blive afløst af mere 

hjerte og mere ægte interesse og 

evne for at møde andre mennesker, 

fordi man ikke hele tiden er pakket 

ind i sine egne vanskeligheder. Hvis 

energien flyder let inde i én selv, vil 

den også flyde lettere i forholdet til 

andre. 

Jeg synes, jeg hjælper mange 

mennesker. Og de folk, som kommer 

her, hjælper også andre mennesker. 

Selvom de måske har et ganske almindeligt 

arbejde, så har de måske en 

større vågenhed - altså hvis man nu 

er pædagog, så er man uddannet til 

at håndtere børnene på en bestemt 

måde, hvilket er fint nok. Men har 

man arbejdet med sig selv, vil man 

kunne opleve på en dybere måde, 

hvor et barn er i klemme og evt. kan 

hjælpes. 

Hvad mener du, at selvudvikling 

giver? 

Det giver kontakt til én selv på et både 

dybt og højt plan. På det dybe plan til 

instinkter, urkræfter og det kollektivt 

ubevidste, til naturen. På det høje plan 

får man kontakt til sin sjæl og sin ånd. 

Jeg mener denne kontakt er det vigtigste, 

fordi man kan se mennesker, som 

er blevet væk for sig selv, fordi de ikke 

har kontakt til deres sjæl og den dybere 

sammenhæng, de indgår i. Og når jeg 

siger dybere sammenhæng, så mener 

jeg ikke familie eller samfund, men instinkter, 

urkraft, menneskehed og det 

kollektivt ubevidste. 

Hvis vi siger, at mennesker har en 

lodret og en vandret akse, og den lodrette 

akse bevæger os opad i det åndelige 

og nedad i urkræfter, og den 

vandrette akse har at gøre med kommunikation 

med mennesker i det mere 

personlige eller emotionelle, astrale 

lag, så er de fleste mennesker centreret 

i den vandrette akse. De har travlt med 

at få tilfredsstillet behov i den ydre 

verden, med at relatere, trække grænser, 

markere sig og bygge deres ego op. Det 

gør, at de ikke får den kontakt til sig 

selv, som inkluderer toppen og bunden 

af den lodrette akse. 

Selvfølgelig har vi brug for at prøve 

vores jeg af, udforske den ydre verden 

og andre mennesker osv., men hvis vi 

ikke har top og bund med, er vi meget 

mere retningsløse, desorienterede eller 

sårbare overfor vanskeligheder af ydre 

og indre art. Det er bl.a. det, man kan 


arbejde med i selvudvikling, kontakten 

til toppen og bunden. 

Føler du selv, at du har den kontakt? 

Ja, det gør jeg i høj grad. Det er den, 

jeg lever mit liv fra, og som jeg underviser 

ud fra. Det er en livslang udviklingsproces, 

hvor jeg i dag står mere 

tilfreds med at være den, jeg er, end 

nogensinde før. 

Jeg har mediteret hver dag i 25 år, 

nogle dage lidt og andre dage meget. 

Det har været en uadskillelig del af mit 

liv i så lang tid, hvilket selvfølgelig intensiveres 

af, at det er mit arbejde. Jeg 

mediterer på de folk, jeg har på kursus, 

og jeg mediterer i forbindelse med min 

forberedelse. På den måde mediterer 

jeg på mine egne ting, men også på en 

kollektiv proces, som de mennesker, 

der er her, er involveret i. I mit arbejde 

ligger vægten meget på meditation i 

gruppesammenhænge. 

Den kollektive proces 

Der er mennesker, som er 

kommet her i mange år og 

er en del af stedet, de er 

alle en del af det, vi kalder 

den kollektive proces. 

Den kollektive proces 

er en fælles læreproces, 

som vi alle sammen går 

igennem, som er dynamisk 

og flytter gruppen 

gennem forskellige faser 

af læreprocesser. Så alle 

har deres egne personlige 

ting at arbejde med, og 

så er der den kollektive 

proces, som er det overordnede 

og samlede, som 

man på forskellig vis spejler 

i sit eget. 

Hvordan har du oplevet, 

at selvudvikling kan 

være en vej til indre fællesskab? 

At være mere centreret i 

hjertet gør, at man kan 

møde mennesker, som man 

oplever et dybere fællesskab 

med. Det fællesskab 

har ikke noget at gøre med 

alder, uddannelsesmæssige 

status, politiske observans 

eller om man har små børn, 

hvilket tit er det, vi 

vælger fællesskab ud fra. 

Det at meditere gør kontakten til 

andre mennesker mere fri og åben, 

fordi det handler om at være i hjertet, 

og se hvor og hvem folk rent faktisk er. 

Så ser man ofte både deres vanskeligheder, 

og noget der er smukt og 

berigende. 

På Munach har mange mennesker en 

virkelig dyb tilknytning til hinanden. Vi 

har set hinanden i forskellige svære 

situationer, men også når vi har været 

allermest glade. Derudover har vi et 

fælles mål, og det fælles mål handler 

om arbejdet med en fælles bevidsthed. 

Fælles bevidsthed 

Fælles bevidsthed handler ikke om ensretning, 

uniformering og noget sekterisk 

– det handler tværtimod om, at 

man gennem kontakten til den fælles 

bevidsthed bliver mere individualiseret. 

Det er mere en meditativ fællesnævner, 

en fælles klang i meditationen eller en 

kollektiv tilstand af højere bevidsthed. 

Meditationssalen på Munach. (Foto: Red.)

Det betyder, at udover at hver enkelt 

kan rejse energien i meditationen, så er 

der et kollektivt meditativt energifelt, 

som er større end summen af de mediterendes 

energi. Det er ikke afhængigt 

af, at nogen bestemt er tilstede, men 

er et kollektivt energifelt, man kan gå 

ind i som kursist, og derigennem drage 

nytte af de erfaringer, som er gjort. 

I dag lærer vi hurtigere, end man 

gjorde for fem eller ti år siden, fordi det 

felt er blevet bygget op i rummet. Det 

gør, at folk kan blive 

løftet og derved bevæge 

sig hurtigere frem ved at 

trække på de kollektive 

kræfter og erfaringer. Det 

har vi så oparbejdet her 

gennem 13-14 års daglig 

meditation i huset. 

Bevidsthedsevolutionen 

Vi forholder os også til 

bevidsthedsevolutionen, 

det at menneskehedens 

bevidsthed udvikler sig. 

Vi er i en fase, som har 

varet tusinder af år, hvor 

der har været fokus på jeget og udviklingen 

af vores intellekt og fysiske 

velfærd. Til denne udvikling er der også 

tilknytte meget sorg og lidelse over at 

være indespærret i dette jeg og ikke at 

have kontakt til instinkt og ånd. Derfor 

er vi ikke nødvendigvis blevet lykkeligere 

af denne udvikling og vores rigdom. 

I den menneskelige bevidstheds udvikling, 

er fokus ved at flytte sig til en 

centrering i hjertet, fra en centrering i 

jeget. Dette arbejder vi med overordnet 

i meditationerne og på kurserne. Så når 

man kommer, kan man arbejde med 

sine egne problemer, eller man kan arbejde 

med de kollektive ting, og de to 

ting vil jo væve sig ind i hinanden, da 

de ikke kan adskilles. 

Hvornår vil menneskeheden centrere 

sig i hjertet? 

Det er i færd med at ske, og der er 

stærke kræfter i gang både i konstruktiv 

og destruktiv retning. Der er meget 

vold, forurening og misbrug på alle mulige 

planer, som er meget åbenlyse, og 

som der fokuseres meget på. Men dette 

fokus er et udtryk for, at vi ikke værdsætter 

og understøtter de konstruktive 

kræfter, der er i gang. F.eks. har den 

økologiske udvikling været større, end 

22 


jeg havde forventet for 15 år siden, 

hvor økologi var for de frelste. Nu er 

det for alle, så det har forandret sig 

hurtigt. 

Denne større grad af respekt for naturen 

er jo en direkte parallel til en 

større respekt for det ubevidste. Det er 

bare lettere at forholde sig til den fysiske 

økologi end et begreb som psykisk 

økologi, som er respekt for naturens 

kræfter inden i mennesker, de instinktive, 

følelsesmæssige og spiritu el le 

Mulige elever til en kommende friskole på Munach, hvor der også skal være 

plads til krop, følelser, kreativitet, kommunkation, kontakt til naturen og 

det ubevidstes processer (Foto:Munach) 

kræfter. Så de to ting hænger sammen. 

Om 25 år vil der være sket store forandringer 

på dette område. Forandringen 

kommer ved, at mennesker begynder at 

behandle hinanden og de ting, vi har 

med at gøre, mere humant. 

De unge 

Jeg kender mange store børn, hvis 

forældre har mediteret osv. Det er, som 

om disse børn har en børneopsparing 

med sig. En del af disse børn er kursister 

hos mig nu, og det er meget lettere for 

dem, fuldstændig ligesom hvis du kommer 

fra et akademisk miljø, hvor det så 

er lettere at tage en akademisk uddannelse, 

end hvis din far har hakket roer 

alle dage. Man tager et spring, og de 

første, der gør det, går en tungere vej, 

end de efterfølgende. De efterfølgere, 

der kommer nu, vil gøre tingene på en 

anden måde. De vil måske manifestere 

det mere konkret ude i samfundet, end 

vores generation har gjort. 

Uddannelse på Munach 

Min måde at arbejde på er både meget 

kreativ og meget dynamisk, og jeg ville 

føle mig bundet af at skulle kalde noget 

en uddannelse. Nogle folk bruger 

det på en meget direkte måde i deres 

arbejde, men det må stå for deres egen 

regning. Så jeg kalder det kurser og undervisning, 

og hvis man tager dem, 

lærer man mere om sig selv og om, 

hvordan man kan hjælpe andre. (Der 

findes sådanne uddannelser, bl.a. Uranus 

– Livets Skole v/Vita Storborg, der har 

kørt med terapeutiske selvudviklings-uddannelser 

af 1-3 års varighed i dagskoleform 

i 10 år. Red.) 

Lev og lær-uddannelse 

Hvis jeg skulle gå ind i en Lær og levuddannelsessammenhæng, 

ville jeg gerne 

lære folk om sig selv. 

Jeg interesserer mig 

virkelig for, at undervisning 

og uddannelse 

kan komme til at hænge 

sammen på en bedre 

måde, end de gør nu, 

hvor undervisning er 

fra det ene jeg til det 

andet jeg, altså fra et 

hoved til et andet 

hoved, gerne via en 

bog. Det er ikke nok. 

Man lærer gennem sin 

forstand, men man lærer også gennem 

sin krop, sine følelser og sine vanskeligheder. 

Friskole 

Vi har planer om at lave en friskole, 

hvilket jo heldigvis er muligt i vores 

samfund, og der skal de selvfølgelig 

lære alle de faglige ting. Men hvis børn 

har det godt og er i god kontakt med 

sig selv, kan de lære de faglige ting 

relativt hurtigt. Dvs. skoledagen behøver 

ikke være fyldt med faglige ting, 

men der vil også blive plads til det, der 

giver børnene god kontakt til sig selv, 

udvikler dem i forhold til deres krop, 

deres følelser, deres kreativitet, deres 

indbyrdes kommunikation og giver dem 

kontakt til naturen og det ubevidstes 

processer. Så kan de slappe mere af i 

deres hoved og lære tingene hurtigere 

og enklere. 

Det skal være en skole med energibevidsthed. 

Vi mener, at alt er energi, 

og alt, der sker, er energimæssige processer, 

og jo mere man kan se disse, jo 

bedre kan man arbejde sammen og 

manøvrere i forhold til det. De lærere, 

der skal undervise et sådant sted, skal 

selvfølgelig have de fornødne faglige 

kvaliteter, men pointen er, at de skal 

have arbejdet med sig selv.

Undervise er at vise 

Børn lærer selvfølgelig noget af dét, 

man siger, men de lærer mere af dét, 

man er. Hvis man selv er hel og centreret, 

så vil barnet også blive helt og 

centreret. Hvis man har kontakt til sin 

egen krop og sine egne følelser, så vil 

barnet også have kontakt til sin krop 

og sine følelser. Problemet er, at den 

veluddannede lærer er for meget oppe i 

hovedet, ja at hele skolen er oppe i hovedet, 

og at det ikke handler så meget 

om krop, følelser, kreativitet og ånd. 

Hvis man f.eks. har arbejdet med 

sådan noget som fødselstraumer, kan 

man have en fornemmelse, af hvor 

skoen trykker hos andre og hjælpe dem 

– nogen gange med sin blotte tilstedeværelse. 

Min påstand er ”at undervise 

er at vise”. Ved selv at være noget, 

kan man lære andre det. Derfor skal 

skolen i høj grad være bygget op omkring 

menneskelige ressourcer hos de 

lærere, der underviser. 

Hvis børn har en god kontakt til 

deres lærer, og klassen er i ro og balance, 

så har de let ved at lære. I dag 

har børn mange gange svært ved at 

sidde stille, fordi de ikke har fået brugt 

deres krop og deres kreativitet nok, 

eller der ikke er plads til eller åbenhed 

nok til, at de kan fortælle eller tegne, 

hvordan de har det. Det regnes ikke for 

så væsentligt. 

Selvudvikling i alle uddannelser 

Jeg mener, at alle lærere skal kunne 

mere end deres faglige viden. Forskellen 

på en god og en mindre god lærer 

har ikke noget med det faglige at gøre, 

men med det personlige. Undervisere, 

der optræder med deres ego, kan i en 

selvudviklingsproces lære at blive mere 

nærværende, mere lydhør og mere i sit 

hjerte, og gennem det at arbejde med 

sig selv også blive bedre i stand til at se 

om bagved andre menneskers (børns) 

facade, fordi man kommer om bag sin 

egen facade. Herved kan man også se, 

hvordan man bedst kan hjælpe en person, 

hvad vedkommende har brug for, 

og hvilke personlige vanskeligheder, 

der spiller ind i dennes læreproces. Vi 

lærer jo ikke ret meget her i livet, 

uden at møde vores egne begrænsninger. 

F.eks. nu hvor jeg skal til at arbejde 

med en computer støder jeg ind i min 

modvilje mod det tekniske. Sådan belyses 

vores begrænsninger i alle in- 


dlæringssituationer. Så jo bedre læreren 

er til at se, hvem man er, jo lettere 

kan man komme over de grænser, så 

man ikke forbliver et uudfoldet menneske 

med et udfoldet intellekt. 

Hvilke mennesker kommer på dine 

kurser? 

2/3 er kvinder, så der må gerne komme 

lidt flere mænd. Der er tre hovedgrupper. 

Den ene er mennesker, der arbejder 

med andre, f.eks. psykologer, pædagoger, 

sygeplejersker, socialrådgivere 

og lærere. Den anden gruppe er kunstnere 

og musikere. Den tredje gruppe er 

blandet, en håndværker, en bankmand 

og flere studerende. 

Aldersfordelingen er lige fra tyverne 

til midt i halvfjerdserne, næsten helt 

fra teenagere til gravens rand. 

Mener du, at selvudvikling er noget, 

man kan starte med tidligt? 

Ja, men de unge skal have det lidt 

strømmende i deres liv, f.eks. gennem 

vågenhed omkring drømme og projektioner, 

både skyggeprojektioner og seksuelle 

projektioner. Hvis man lige ved 

lidt om projektioner, så kan der være 

nogle fejl, man kan undgå. Det at meditere 

en lille smule er også en god 

hjælp til at holde en forankring og få 

tingene til at cirkulere. Det bliver nemmere 

at forstå, at nogen af de ting, 

man er bange for, er udfordringer, man 

må tage op. Livet bliver mere procesorienteret. 

Der er flere unge på mine 

kurser, og der er også flyttet unge studerende 

fra Århus ind her på stedet. 

De har netop lavet deres egen ungdomsklub. 

Fremtiden 

Foto: Munach 

Vi er omkring 35 voksne nu, og jeg tror, 

der kommer flere i løbet af et par år. 

Jeg vil gerne have, at der vokser flere 

aktiviteter op omkring stedet. F.eks. er 

der urtehaven nu, og vi snakker konkret 

om en ny friskole. Jeg ser også meget 

gerne et kombineret føde og dødshus. 

Et sted hvor man arbejder både med at 

komme ind i livet og ud af livet, for det 

er den samme dør, man går igennem, 

hvis man ser det fra et spirituelt synspunkt. 

Jeg har selv været involveret i 

mange fødsler og dødsprocesser. Jeg 

mener, man kunne hæve den kollektive 

bevidsthed relativt let, hvis man lærte 

at bruge al den indsigt og visdom, man 

nærmest får smidt i nakken, når man er 

sammen med en fødende og et nyfødt 

barn, eller sammen med en døende. Og 

det er en visdom, som ikke er tilstrækkelig 

påagtet. 

Det ville være et stort skridt at få 

fødsler med energibevidsthed og død 

med energibevidsthed, men at få det 

under samme tag ville virkelig skabe en 

kanal uden lige. Vi har nogle mennesker 

her, der ville være kompetente til at 

arbejde med det, men jeg tror, det er 

meget, meget svært at få lov til noget 

af den art, fordi de to ting i vores samfund 

betragtes som modsætninger. 

Samarbejde med andre steder 

Vi vil gerne have mere samarbejde 

med andre steder i verden, hvor man 

arbejder med bevidsthedsevolution og 

andre avancerede aspekter af meditation 

og spirituelle fællesskaber. Fællesskaber, 

incl. os selv, har haft en tendens 

til at stå med ryggen mod 

hinanden, en slags selvtilstrækkelighed. 

Det kan skyldes, at det kræver 

utrolig meget energi at bygge en gruppe 

op, og så er der ikke energi til at være 

udadvendt. 

Nu er der sket et skift hos os i retning 

af noget mere udadvendt og kommunikerende, 

hvilket forhåbentlig vil 

resultere i samarbejde. Men det vigtigste 

er, at være 100 % loyal overfor sin 

egen måde at gøre tingene på. Hvis 

man vil ud i verden og møde andre 

mennesker på et dybt plan, er man 

nødt til først at stå på egne ben, så 

der ikke bliver for mange projektioner. 

23

Økologisk pædagogik er både 

problematisk og provokerende 

som betegnelse for en ”ny” profil 

i det pædagogiske arbejde. Tomater 

kan være økologiske og det er forståeligt 

og dagligdags for enhver. 

Spørgsmålet er, om vi kan give begrebet 

økologi fylde og mening ud over 

denne snævre, og i almindelig 

forståelse, sædvanlige brug af ordet. 

Og det langt videre projekt er måske, at 

vi står over for at afsøge og udvikle en 

helt ny sprogbrug, epistemologi eller 

begrebsdannelse og dermed en radikalt 

anderledes måde at forstå vor væren i 

verden. Det har vidtrækkende konsekvenser 

og anfægter opfattelsen 

af selve livet, hele livssammenhængen 

og, videre, så fundamentale 

spørgsmål som det konstituerende 

subjekt-objekt-forhold og 

altså spørgsmål om hvem, eller 

hvad, der ser og erkender hvad. 

Dette peger dernæst på spørgsmålet 

om bevidsthed: Hvad er bevidsthed? 

Hvad er bevidsthedens 

sæde, eller m.a.o.: Hvem har bevidsthed, 

samt hvad skaber bevidsthed 

- og videre, skaber bevidsthed, 

d.v.s. er bevidstheden selv 

skabende? 

Andre kulturers tænkning 

Det er spørgsmål, der på omfattende 

vis ryster en moderne, 

24 

Foto: Red. 


Økologi og 

Det følgende er mere et forsøg på at problematisere og 

sætte til diskussion end at udtrykke og formidle et færdigt 

koncept for en økologisk pædagogik. Vore 

problematise ringer udspringer af et forsknings- og udviklingsprojekt, 

som er under formulering med udgangspunkt 

i vort arbejde på et pædagogseminarium, Ikast 

Seminariet, der som en del af sit underliggende værdigrundlag 

har en økologisk dimension. 

Af Ole Hansen, cand.mag, exsam.art - lektor ved Ikast Seminariet og 

Else Marie Kaasbøl, mag.art - adjunkt ved Ikast Seminariet. 

primært vestligt defineret, forståelse, 

der placerer mennesket i centrum af 

livsprocessen og, følgelig, det erkendende 

subjekt, som hersker over og 

er uafhængigt af omgivelserne og de 

er kendte genstande. Det er ideologien 

om individet, der således rystes så 

grundigt, at vi nødsages til at søge nye 

forståelser med udgangspunkt i andre 

filosofiske tænkninger og logiske systemer 

end den europæiske og den moderne 

kulturs opfattelser. 

Derfor gribes der nu i stigende grad 

til inspirationer, hentet fra andre kulturers 

og perioders filosofiske tradi- 

tioner og fra eksistentielle og religiøse 

tænkninger, som kan medvirke til reformuleringen 

af forståelser, der ikke har 

mennesket som eksklusivt omdrejningspunkt, 

men som i stedet har livsprocessens 

helhed og samvirken som udgangspunkt 

og grundlag. 

Økologi-begrebet udvides 

Her er det, at ”økologi” kan udgøre en 

væsentlig og konstruktiv ramme for 

denne søgen efter nye forståelser. Umiddelbart 

forekommer det således 

oplagt at bruge begrebet økologi ind i 

sammenhænge, hvor det også hører til,


pædagogik 

Foto: Red. 

selvom vi er uvant med det, og hvor der 

er en mere omfattende forståelse af og 

mening med begrebet. Som søgeform 

kan økologi-begrebet med dets implikationer 

af liv, natur, kultur samt relationer, 

system og kontekstualitet skabe 

en meget potent og kompleks ramme for 

en gentolkning af de grundlæggende 

livsforhold og menneskets placering 

heri. 

Således kan ordet økologi forbindes 

med ordet human under dimensionen 

etik, som er et centralt perspektiv, hvorunder 

begge begreber kan betragtes 

og diskuteres med langt mere omfattende 

konsekvenser og betydninger, 

end hvad de økologiske tomater tilskriver 

os. 

Lad os grave et spadestik dybere 

Både den pædagogiske og den økologiske 

diskussion er i dag præget af 

katastrofestemning og katastrofemeldinger. 

Trods den umiddelbare forskel 

på meldingerne om verdens katastrofale 

tilstand og det håbefulde symbol, 

som børn udgør, og den reelle tillid til 

de faktiske børns situationer og potentialer, 

er der nogle forbavsende sammenhænge, 

når man graver et spadestik 

dybere. Og det er måske i disse sammenhænge, 

der kan vise sig værdifulde 

spor at følge, bagom katastrofetænkningens 

alar me rende dødsklokkeringning 

- og uden at gå de 

moderne kulturoptimister i bedene. 

Individueringsprocessen 

To solide katastrofepotentialer er 

individueringsprocessen og nedbrydelsen 

af vores naturgrundlag. 

Individueringsprocessen i moderniteten 

den kulturelle frisættelse, 

om man vil , som har medført 

et brud med den historiske 

kontinuitet, der lå gemt i klasse- 

og familietilhørsforhold og dermed 

har henvist mennesket til sig selv 

og sin individuelle skæbne. Og, videre, 

den senmoderne udvikling, 

der har underkastet denne indivi- 

duelle skæbne en depersonel regulering 

i institutioner, væsner og systemer 

af hidtil uset omfang og disciplineringsevne. 

Det skaber et spændingsfelt, 

hvori individualitets-ideologien 

på én og samme tid maximeres og undermineres, 

og heri dette paradoks 

bliver individualitetens perspektiv 

smertefuldt udstillet og sårbart. 

Nedbrydelse af vores naturgrundlag 

Den industrielle nedbrydning af det 

hidtidige ”naturlige” livsgrundlag og 

ophævelsen af det kendte skel mellem 

kultur og natur idet naturen er blevet 

gjort uigenkendelig af industriens 

produkter og så at sige forsvundet ind 

i industriproduktionen. 

”Naturlige” er her sat i anførelsestegn 

for at indikere, at der tænkes på 

det livsgrundlag, som vi kulturelt i den 

moderne vestlige verden, er vant til at 

opfatte som naturligt. Det er dog en 

naturlighed, som det er væsentligt at 

stille spørgsmålstegn ved, både i lyset 

af ”sædvanlig økologisk tænkning” og 

af det mere komplekse ”livs-reformuleringsperspektiv”, 

vi her prøver at 

anslå. 

Om-tænkning 

Der er næppe grund til at mene, at 

disse ting ikke er værd at diskutere 

endsige er uden katastrofepotens, for 

såvel menneske som kultur og natur 

samt, ikke mindst, liv og hele det samvirkende 

forhold, som disse indgår i. 

Men omvendt er det måske mere 

værdifuldt at diskutere dette ikke kun 

under en katastrofedimension, men 

også som en kendsgerning, der tilskriver 

os at om-tænke, om-definere og 

måske nok så meget at tolke ny mening 

ind i begreberne og fænomenerne og 

deres sammenhæng og relation. 

I forlængelse deraf bliver den pædagogiske 

tænkning og handling af stor 

interesse. 

Individualitets-ideologi 

I pagt med modernitetens individualitets-ideologi 

forskydes fokus i den 

pædagogiske tænkning fra det almene 

til det individuelle. Dermed forskyder 

relationen mellem pædagogen og hendes 

børn sig fra et jeg/ I-forhold til et 

jeg /du-forhold - i hvert tilfælde på det 

ideologiske plan og uden hensyn til betydningen 

af institutionalisering og 

den deraf følgende disciplinering. 

25

Den enkeltes læring bliver derfor principielt 

den enkeltes sag. I de pædagogiske 

handleformer netop nu har dette 

haft en individualisering til følge, som 

har gjort læringens fremtrædelsesformer 

og mål utydelige, knyttet til 

subjektive begreber som kompetence, 

livskvalitet mm. som er svært definerbare, 

men ikke desto mindre væsentlige 

som udtryk for behov og værdisætning 

og således også som udtryk for en søgen 

efter fornyende forståelser og anderledes 

livsforhold i praksis. 

Fri og ensom 

Imidlertid rammer individualiseringens 

paradoks også ind i denne sammenhæng. 

Således betyder forskydningen 

hen imod en individualistisk praksis, at 

mål, værdier og mening utydeliggøres 

og ensomgøres i det enkelte menneskes 

egen virkelighed, - en konsekvens af 

menneskets maximerede ret til at 

udtrykke sig selvstændigt og frit og 

den samtidige praktiske konsekvens, 

der har ført til udhuling og tømning af 

værdibegreber og af forholdet til liv, 

eksistens og forbundethed. 

Frisættelsen skygger for os 

Set under en økologisk-pædagogisk dimension 

bliver individualismen, individbegrebet 

og det menneskelige subjekt 

et vigtigt diskussionspunkt i en 

pædagogisk tænkning, som søger mod 

helhed, sammenhæng og netværk mod 

forbundethed, relation og kontekst. 

Overordnet er den aktuelle udfordring 

til pædagogikken spørgsmålet 

om, hvordan vi kan forstå liv, menneske, 

natur og kultur på adækvat 

moderne måder, og hvorledes sådanne 

nye forståelser kan iværksættes i en 

moderne livspraksis. 

Centralt i denne udfordring står individualitets-ideologien, 

som trods betydningsfulde 

opnåelser i form af den 

enkeltes frisættelse og udfoldelsesmuligheder 

nu kaster tunge skygger over 

liv og sameksistens. 

Den økologisk-pædagogiske udfordring 

Den pædagogiske udfordring er derfor 

med udgangspunkt i de muligheder, 

som individualitets-ideologien har 

givet, at søge og nytænke rammer for 

en dannelsesforestilling, som kan 

bringe de almene og de individuelle, de 

26 


generaliserende og de konkretiserende 

aspekter sammen igen i former, der 

rækker udover en rent antropologisk 

dimension for i et økologisk perspektiv 

at finde veje til udvikling og iværksættelse 

af nye livsforståelser og -praksis. 

Pædagogisk er opgaven således, for 

det første, at danne rammer for en søgende 

og udviklende nytænkning, der 

kan iværksætte inkluderende opfattelser, 

hvori dualitets- og modsætnings 

forhold som de ovennævnte: 

almen/individuel, generali se ren de / - 

Foto: red. 

kon kre tiserende - samt, videre, viden 

og erfaring (knowledge/understanding) 

kan forbindes i en moderne kompleksitet. 

Dette vil i sin yderste konsekvens 

anfægte vor grundlæggende 

subjekt-objekt-tænkning og således 

åbne for en inklusion af mennesket i 

livsvirkeligheden på måder, der rækker 

udover det selvcentrerede og ”altfor 

menneskelige” perspektiv - for nu at 

parafrasere F. Nietzsche. 

Søgeproces og nyt livs- og menneskesyn 

Hvis det første trin i en ny dannelses- 

tænkning således handler om at iværksætte 

søgeprocessen, der kan stille 

spørgsmål til og udvikle nye rammer og 

perspektiver for vor opfattelse af liv, 

natur, menneske og kultur, - ja, så 

drejer det andet trin sig om at samle og 

formulere en opfattelse, der kan udkrystallisere 

et nyt livs- og menneskesyn 

i både teori og praksis. 

De to trin i dannelsestænkningen 

hænger naturligvis sammen, men det 

forekommer væsentligt at skelne mellem 

udvikling/proces og mål/produkt i 

den pædagogiske søgen mod nye 

forståelses- og praksismuligheder. 

At holde hus 

I begge aspekter, proces og mål, er 

”økologi”, i al begrebets ubestemmelighed 

og kompleksitet, en inspirerende 

og vægtig ramme at anslå for det pædagogiske 

arbejde. 

For nu afslutningsvis at tage 

”økologi” på ordet i etymologisk forstand, 

så betyder det: ”at holde hus” 

eller ”læren om husholdning” - og udfordringen 

ligger i at om-tænke hele 

sammenhængen: 

- Hvem er det, der holder hus? 

- Hvad og hvis er huset ? 

- Og hvad betyder det ”at holde 

huset” ? 

I disse enkle spørgsmål er der stof til 

nytænkning af hele metafysikken med 

Gud, skaber, liv, lys, natur og bevidsthed 

samt menneske og kultur som nogle af 

de væsentlige deltagere. Således spiller 

”økologi” op til en mo derne dannelsestænkning, 

der har andre og langt videre 

perspektiver end individuel frisættelse 

- og uden at føre til majoriteternes 

tyranni. 

Else Marie Kaasbøl & Ole Hansen 

Skovløbervej 5 8600 Silkeborg 

Tlf. 86 81 97 89 

e-mail isll6426@image.dk 

For yderligere informationer om aktiviteter 

er man velkommen til at kontakte 

ovenstående.

Af Niels Bandholm 

Me s t e r 

Nasrudin 

var 

færgemand. En dag bad en pædagog 

ham sej le over den store flod. Da de 

var kommet til søs, spurgte skolelæreren, 

om man kunne forvente en hård 

tur. ”Det kan én aldrig vide”, sagde Nasrudin. 

”Sig mig min gode mand, hvordan 

udtrykker De dem, har De aldrig studeret 

grammatik?” 

”Nej”, svarede Nasrudin. 

”I så fald er Deres halve liv spildt”. 

Nasrudin sagde ingenting. 

Så blæste en voldsom storm op og 

mens vandet fossede ind i båden, 

lænede Nasrudin sig over mod pædagogen 

og spurgte: ”Har du nogensinde 

lært at svømme?”. 

”Nej”, lød svaret. ”I så fald, kære 

skolemester, er Deres hele liv spildt, for 

vi synker”. 

Denne mere end tusind år gamle historie 

fra Østen, fortæller hvorledes en 

ensidig udvikling af en enkelt evne kan 

få katastrofale følger i en kritisk situation. 

Her har man haft skolingssystemer, 

der havde til formål at udvikle det 

hele harmoniske menneske. Det vil jeg 

vende tilbage til. 

Men lad os først se på hvilken visdom, 

der er gemt i kroppens økosystemer. 

Kroppens viden 

Kroppen er et resultat af milliarder års 

udvikling på jorden. 

For 2 milliarder år siden var livet på 

jorden udviklet til en bakteriesuppe. 

Nogle bakterier lærte at samarbejde og 

dannede den eukariote celle, der er den 

celletype, der indgår i flercellede organismer 

som os. Vores kropsceller er 

levende fossiler fra denne tid. 

For 500 millioner år siden begyndte 

de eukariote celler at samarbejde og 

dannede organismer, fra træer til 

hvaler. En organismes milliarder celler 

består af et par hundrede forskellige 

typer celler, hver specialiserede til 

bestemte opgaver. 


Sindets økologi 

Niels Banholm inspirerer på LØS´s årsmøde 2001 på Båring Højskole. (Foto: Red.) 

Hjernen 

Den mest komplekse del af dette system 

er hjernen med over 100 milliarder 

celler forbundet i et netværk langt 

mere avanceret end jordens nuværende 

Internet. Hver celle har en informationsbehandlende 

kapacitet, der svarer 

til en moderne PC. 

Hjernen afspejler i sin lagdeling den 

intelligens, der har været nødvendig 

for at overleve på jorden. 

I den centrale del sidder den ældste, 

reptilhjernen (R-komplekset) med de 

basale instinkter for sult, tørst og seksualdrift, 

men også med territorie- og 

hierarkibevidsthed, som vi ser det hos 

krybdyrene. 

Da dinosaurerne uddøde for 65 millioner 

år siden opstod pattedyrene, der 

udviklede følelseshjernen (det limbiske 

system), hvor social adfærd, ynglepleje 

og evnen til at drømme placeres. 

Den nyeste del af hjernen (neocortex) 

er især udviklet hos mennesket og 

i nogen grad hos aber og delfiner. Her 

placeres sproget og den logiske sans og 

i den forreste del vil jeg placere samvittigheden, 

der overvåger og kombinerer 

evnen til selvobservation med den sociale 

intelligens. 

Denne tredeling af hjernen kan 

opleves som instinkter, følelser og 

tanker – og vi kender alle de styringsproblemer 

det kan medføre. 

Ikke blot består hjernen af disse tre 

hjerner i indbyrdes sam- og modspil, 

men hertil kommer at neocortex er un- 

deropdelt i flere mindre moduler, der 

har forskellig funktion i de to hjernehalvdele. 

Modulerne kan trænes og udvikles 

i forskellig grad. Dette er grundlaget 

for teorien om den multiple 

intelligens 1 , der er blevet basis for nye 

pædagogiske læringsteorier. 

Sindets udvikling. 

I de sidste 2 millioner år har jorden 

oplevet istider med ca. 100.000 års 

mellemrum. Det er en forandring så 

hurtig, at kroppen ikke kan tilpasse sig 

de hastigt vekslende livsvilkår. Men på 

dette tidspunkt var hjernen hos menneskeaben 

så udviklet, at en helt ny 

Styringsproblemer? 

27

type evolution var mulig. Det var en 

udvikling af ideer, metoder og teknologier. 

Ideerne kunne kopieres af de 

smarteste, der så kunne overleve. At 

være kvik var tiltrækkende, så de fik 

nok også flest børn. 

Denne gensidige udvikling, coevolution, 

er beskrevet overbevisende af Susan 

Blackmore i hendes seneste bog 

”The meme 2 machine”, hvor hun ser 

den som grundlaget for udviklingen af 

sprog, teknologier og kultur – og samtidig 

for hjernens hastige udvikling. 

Det viser sig at de føromtalte moduler 

i hjernen især er aktive når handlinger 

imiteres, men samme områder er aktive, 

når handlingerne udføres frivilligt 

eller blot iagttages. Denne teori for 

memer (i sig selv en meme) er endnu 

ret ny og dens konsekvenser for pædagogik 

og indlæring er endnu slet ikke 

afdækket. Susan Blackmore indfører 

også begrebet memeplex, som et ”økosystem” 

af memer, der gensidigt understøtter 

hinandens eksistens. Som eksempler 

kan nævnes religioner, 

ideologier og kulter. 

Selvplexet 

Den mest interessante af disse memeplexer 

er individets opfattelsen af at 

have et handlende jeg og en jeg-bevidsthed. 

Hun kalder den for selfplex. De 

memer, der kan komme under selfplexets 

beskyttelse ved at det siger ”Jeg er 

...”” Jeg hader… ””Jeg kan lide…” 

bliver derved forsvaret og videreført 

som værdifulde for selvplexet. Måske 

hænger æresbegrebet sammen med en 

begyndende dannelse af et selfplex - et 

jeg. 

Hun argumenterer overbevisende for 

at dette handlende jeg er en illusion 3 . 

Dette er i overensstemmelse med den 

buddistiske anatta-doktrin og sufiernes 

undervisningssystemer. Det er f.eks. 

basis for Narudinhistorien her. 

I østens esoteriske skoler har man i 

årtusinder vidst at jeget var en illusion 

ligesom det heller ikke kan handle. Derimod 

er en iagttagende og medoplevende 

bevidstheden ikke en illusion. 

Menneskets ego-bevidsthed, med 

individuelle holdninger og egenskaber 

kan betragtes som en mekanisk dannelse, 

der på godt og ondt har haft umådelig 

betydning for udviklingen af den 

vestlige kultur, men det er samtidig 

28 


den del, der lider og skaber lidelse. 

Selfplexet er en meme-parasit, der skaber 

opblæste jeger, der stræber efter 

materiel lykke og forbrug eller akkumulering 

af kundskab uden visdom 

eller kærlighed 

Gaia-bevidsthed 

Men ego-bevidstheden er også den 

stærkeste drivkraft bag skabelsen af 

globale integrerede systemer indenfor 

produktion, transport, økonomi, energi 

og kommunikation. 

Memer 

Vi står nu over for et nyt trin i kompleksitet, 

der først førte til dannelsen af 

celler, så organismer og økosystemer, 

og nu vil disse i fremtiden blive koblet 

så intimt, at jorden kan betragtes som 

et væsen på et højere trin. Lad os kalde 

denne meme gaia. Denne udvikling er 

nok allerede sket utallige steder i kosmos. 

Det bliver nok som del af et sådant 

system, at jorden vil møde andre 

tilsvarende klodesystemer, der sikkert 

selv vil indgå i organisationer på endnu 

højere niveauer. 

Illustration fra Scientific American 

okt..2000, s. 68. 

Skal denne proces lykkedes vil det nok 

ske i lighed med naturens evolution på 

jorden, hvor fejlkonstruktionerne bliver 

sorteret fra, så kun de bedst 

egnede overlever. Men i modsætning til 

evolutionen, er der her kun et forsøg, 

som derfor næsten uundgåeligt vil mislykkedes. 

Udviklingen i det store kosmiske 

perspektiv vil nok lade nogle få 

globale civilisationer slippe gennem 

dette nåleøje. Men det er jo ikke interessant 

for os på jorden efter et globalt 

ragnarok. 

Fantasien skaber verdener 

Vi har imidlertid fantasi til at forestille 

os mulighederne for at undgå en sådan 

katastrofe. Og fantasien er netop skabelsen 

af virtuelle verdener, der muliggør 

et valg. Denne evne er udviklet 

optimalt hos mennesket, der har overlevet 

vanskelige livsvilkår. 

Menneskets evne til at huse memer 

og et sprog til at sprede ideer og erfaringer, 

er, som nævnt, netop forudsætningen 

for det enkelte menneskes overlevelse. 

Den globale situation skal 

måske mere sammenlignes med et individ, 

der i en klemt situation med nye 

livsvilkår skal prøve at overleve som 

mennesket under istiderne. 

Fremtidens memer 

Med skabelsen af teknologier for kommunikation, 

først skriftsproget (samtidig 

med dannelse af de første kongeegoer), 

så bogtryk, telefon, radio, TV 

og nu Internettet har memerne fået 

stadig større mulighed for udbredelse 

og mangfoldiggørelse. 

Det betyder en hastigt accelererende 

evolution af memer. I begyndelsen 

vil de være i menneskers hjerner, 

men efterhånden også som selvorganiserende 

intelligente programmer 

og systemer på internettet, hvoraf 

mange i fremtiden vil være koblet til 

nye sanseorganer: Kikkerter på satellitter 

rettet mod makrokosmos, receptorer 

i levende organismer og detektorer 

rettet mod acceleratorernes 

mikrokosmos. Allerede nu foretages diagnoser 

og analyser af sådanne intelligente 

programmer. 

Scenarier for jordens fremtidige udvikling 

er endnu primitive, men i fremtiden 

vil de blive mere præcise og 

kunne danne grundlag for hensigtsmæssige 

globale beslutninger. 

Det forudsætter dog at mennesket besinder 

sig og gennemskuer selfplexets 

egoistiske tilbøjeligheder.

Meme-teoriens terapeutiske muligheder 

for at almindelige (neurotiske) menneskers 

kan gennemskue deres illusionsfyldte 

selvbilleder er endnu ikke 

udviklet, men her kan der sikkert hentes 

megen inspiration i de gamle esoteriske 

skoler, hvis viden og memer efterhånden 

er ved at blive kendte. 

Den oprindelige undervisning. 

En mand, der havde studeret mange 

metafysiske skoler kom til Nasrudin. 

For at blive accepteret som student 

beskrev han detaljeret hvor han havde 

været og hvad han havde studeret. 

”Jeg håber du vil acceptere mig eller 

i de mindste fortælle mig om dine ideer” 

sagde han ”for jeg har tilbragt så meget 

af min tid med at studere disse skoler” 

”Ah ha” sagde Nasrudin, ”du har 

studeret lærerne og deres metoder. Hvad 

der skulle være sket, var at de og deres 

metoder havde studeret dig. Så var der 

sket noget nyttigt”. 

Denne og de andre historier er en 

del af en rig mellemøstlige visdoms tradition. 

Vi møder tilsvarende historier i 

biblen. Jeg har i nogle år studeret sufi 

traditionen og læst lidt om deres metoder, 

men er kun blevet studeret lidt 

af dem. Deres viden udtrykkes i en 

mangfoldighed af metoder, der virker 

på både krop, sjæl og selvbillede. Ligesom 

i den tibetanske buddhisme er der 

gennem årtusinder udviklet metoder til 

at gennemskue sindets illusoriske 

natur, så mennesket kan opnå sand 

lykke under beskedne kår. Det er rystende 

og hårdt arbejde. Men uden 

denne indsigt tror jeg at menneskets 


kortsigtede og egoistiske grådighed vil 

ødelægge livsvilkårene på jorden. For 

mig at se må det være en del af en 

fremtidig økologisk uddannelse. 

Krop, hjerte, hoved 

I disse mystiker-traditioner, der er 

mange tusinde år gamle, har man bevaret 

en viden om den nævnte tredeling 

af menneskets intelligens, og der benyttes 

forskellige betegnelser for den 

f.eks. krop, hjerte og hoved eller vilje, 

følelser og tanke. De har desuden udviklet 

metoder til at undervise og udvikle 

disse forskellige intelligenser. 

Men da mennesker ofte er skæve, idet 

de har deres hovedvægt i én af de tre 

dele, har de har yderligere tilpasset undervisningen 

til det enkelte menneske, 

så svaghederne kompenseres. Sufihistorien 

om færgemanden kommer fra 

en sådan tradition og skal vise 

svagheden ved en ensidig indlæring. 

I deres systemer skelnes også mellem 

forskellige lag i intelligenserne. Det 

basale lag er det automatiske, hvor det 

lærte sidder på rygmarven. Det næste 

lag er fascinationslaget, hvor opmærksomheden 

drages mod objektet i selvforglemmelse 

og identifikation. Det 

højeste lag kan kaldes den skabende 

intelligens, hvor bevidstheden er dobbeltrettet 

mod objekter i selverindring. 

De arbejder på at bevidstgøre mennesket 

ved at modvirke den almindelige 

tendens til søvn, automatisme og selvforglemmelse, 

idet udviklingen af den 

skabende intelligens kræver bevidst 

anstrengelse og selvobservation. (efter 

syndefaldet er menneskene dømt til 

arbejde i sit ansigts sved). 

Profetiske memer 

Ved nogle metoder arbejdes bevidst på 

at nedbryde selfplexets illusioner, f.eks 

ved af undgå at bruge ordet jeg. Andre 

åbner op til menneskets dybere natur 

– dets essens – så egoets løgne for en 

kort tid gennemskues. Herved åbenbares 

nøgler til at læse og forstå den 

visdom, der er gemt i den righoldige 

poesi. Erkendelserne er baseret på selvoplevede 

erfaringer, der kommer før 

teoretisk viden. Disse mystiske erfaringer 

er centrale i alle religioner, men 

de formidles ofte sekundært gennem 

hellige skrifter eller visioner. I de 

nævnte skoler er målet imidlertid at 

forberede sig på at erfaringerne åbenbares. 

Ligesom en enkelt celle kan befrugte en 

organisme og skabe nye livsmuligheder 

for organismens univers af celler, så har 

profeter, seere og messiaser i historiens 

løb åbenbaret ny visdom - memer – der 

har befrugtet jorden med en etik, der 

rækker ud over evolutionens blinde 

valg. 

Profeter er Gaia sæd 

1 Først fremsat af Howard Gardner i 

“Frames of Mind”(1983) 

2 Begrebet meme er først indført af 

Richard Dawkins 1976 i bestselleren 

”The selfish gene” 

3 Bl.a. har Benjamin Libert i 1985 i 

forsøg vist at bevidste handlinger 

udføres før de bliver bevidste 

Nasrudin illustrationerne er fra Psychedelic 

Review no.10 1969. Tegnet af 

Dion Wright. 

29

Én ting er, at man siger, at livet 

består af en samklang mellem en 

åndelig og en fysisk verden, men 

når man så lige kan hoppe over i den og 

se nogle ting og sige nogle ting til 

folk, som de ellers kun selv ved, eller 

der kan føres fornuftige beviser for at 

det kunne jeg ikke vide, så er der pludselig 

en realitet i det man står og siger, 

ikke? Egentlig er jeg lidt speciel, fordi 

jeg bruger disse tilgange som dåseåbner 

til indholdet i dåsen, som er den 

spirituelle virkelighed. Det er dette, jeg 

gerne vil dele med andre, og som jeg nu 

igennem 25 år med kursusaktivitet har 

haft sammen med min ekskone. Vi har 

haft over 6000 elever, så jeg har fået 

prikket til en hel del mennesker. 

Undervisning 

Jeg er først og fremmest underviser, 

men i min undervisning bruger jeg 

clairvoyancen og det betyder jo, at 

man kan se ting, altså f.eks. kan jeg se 

folks aura, og man kan i visse tilfælde 

se fremtidsmuligheder. Jeg vil gerne slå 

fast, at det er muligheder, og så har 

man mulighed for at, jeg vil ikke bruge 

ordet afsløre, men så i hvert fald 

afdække folks forskellige bevidsthedsniveauer, 

og hvad de indeholder. Man 

kan måske også hjælpe dem med at 

finde deres evner og talenter, som de 

har, men som de måske ikke bruger, og 

som de kan få gavn af. 

Jeg arbejder ikke som clairvoyant, 

jeg arbejder som underviser, der bruger 

clairvoyance i undervisningen, fordi 

30 


Spirituali tet i ud 

Min baggrund er en autodidakt interesse som startede med 

ufoer, så blev det lynhurtigt psykiske fænomener, derefter 

astrologi og personlig udvikling og endelig opdagede jeg 

teosofien og Martinus´s kosmologi og Rudolf Steiners antroposofi, 

altså det jeg kalder åndsvidenskab. Det er den 

åndsvidenskab, jeg underviser i, og der bruger jeg mine 

psykiske evner som underbygning af åndsvidenskabens 

tankegange, og måske også for nogen gange at bevise det 

jeg siger. 

Interview med Steen Landsy. Af Troels Dilling-Hansen. 

jeg synes, at det er utrolig vigtigt, at 

kende forskel på de elementer, der ligger 

i de psykiske fænomener. Clairvoyance 

er en del af disse fænomener, og 

jeg går meget højt op i at adskille dem. 

Altså hvad er hvad, det er det ene, og 

det er det andet, og dermed give folk et 

naturligt forhold til det, så det ikke 

bliver sådan noget mystisk, mærkeligt 

noget, for det er jo bare sansning. 

Respekt for individet 

Jeg tror, vi i samfundets udviklingsproces 

står overfor at få en respekt for individet, 

som vi mangler. At forstå det 

enkelte menneske så dybt, at vi , og der 

kommer vi ind på undervisning, at vi 

Line. (Foto: Red.) 

underviser på en anden måde. Og der 

går jeg ind for en undervisningsmetode, 

som vil koste buler af penge. 

Du må gerne komme ind på det. 

Hvis man har 15 mennesker i en klasse, 

så har man 15 niveauer, 15 erfaringer, 

15 muligheder, 15 væsner med evner af 

vidt forskellig karakter. Vi behandler 

dem på nogenlunde samme måde, vi 

forventer nogenlunde det samme af 

dem. Det er helt ude i skoven. 

I stedet for som vi gør i dag at ofre 

så mange penge som 16 mia. om året 

på militær, så lad os i stedet ansætte 

en hel masse mennesker, til at undervise 

mennesker næsten individuelt, og 

dermed mener jeg ikke 100% individuelt, 

det kan man ikke, men man kan få 

en meget klar undervisnings faktor, 

der hedder: Hvor er det menneske 

henne i sit liv, med sine evner og sin 

forståelse. Vi kan godt have nogle 

fælles mål, men måden vi kommer der 

hen, er så sandelig individuel. 

Et led i kærlighed 

Jeg mener at det er et led i kærligheden, 

og det er også et led i kærligheden 

at se, hvilke evner et menneske 

har. Hvorfor skal vi presse nogle 

evner ned over hovedet på dem, som 

de måske hverken ønsker, eller har mulighed 

for at opnå i en grad, der kan 

blive tilfredsstillet. Alle skal nå et 

eller andet bogligt stade, og det passer 

jo ikke. Der er nogle mennesker, som 

har kunstneriske evner, som er… ja-

dannelse 

men hold da op, hvor kan de gavne fællesskabet. 

Derudover kan det da godt 

være, at de også skal lære nogle andre 

ting. 

Vi må i hvert fald først og fremmest 

respektere, hvem de er. Og det tror jeg 

bliver noget, der kommer, hvordan ved 

jeg ikke, men jeg tror, at det kommer 

med vores kærlighed. Altså vores kærlighed 

til at respektere et andet menneskes 

behov. 

Fokus 

Tag nu historie, du og jeg vi har sikkert 

haft en historie undervisning af den 

traditionelle slags, hvem er det, vi har 

hørt om? Det er den vesterlandske historie, 

dem, der har slået folk ihjel, eller 

dem der har fået stjålet deres land, 

dem der har trådt nogle under fode. 

Hvad med at undervise børn i dem, der 

skabte de humanitære strukturer, dem 

der blev undertrykt o.s.v.? Altså vende 

tingene på hovedet og se efter noget 

andet, end det man normalt ser efter. 

Jeg mener, at historien, historieundervisningen, 

det er sådan en dejlig 

nem en, at tage fat i, de andre er nok 

lidt sværere. Men det er virkelig et sted, 

hvor vi opdrager folk til at se op til det, 

vi gerne vil have, at de skal holde op 

med, det er jo hul i hovedet. Og det gør 

vi også på så mange andre områder, og 

der mener jeg, at vi kommer til at vende 

bøtten. Altså hvad er det, vi ønsker, 

hvad er det, vi vil frem til, jamen så 

skal vi jo ikke gå den modsatte vej. 

Lær og lev-uddannelse 

Lær og lev uddannelser, som vi prøver at 

skabe en eller anden ramme for i økosamfund, 

tager udgangspunkt i det levende 

lokalsamfund, hvor man kan forestille 

sig, at klasseværelset er brudt ned 

til lokalsamfundet, hvor indlæring retter 

sig mod alle facetter af den menneskelige 

intelligens, med henvisning til Howard 

Gardner, som taler om de syv-ni intelligenser. 

Lær og lev handler netop om 

denne intelligensintegrering i uddannelsen, 

om ånden og rummet, om naturen 

og bevægelsen, dansen, musikken, 

sangen, formskabelse, at det sættes lige 

så højt som det sproglige og det 


matematiske univers. Altså at kultur 

værdier får en langt større vægt. Er det 

i den retning, du også tænker? 

Ja, det er kombinationen, jeg føler, 

at det er utrolig vigtigt for mig, at det 

ikke er enten eller, men både og, og 

man kan sige: ”Kan det ene gå sammen 

med det andet?” Ja det kan det godt, 

men det stiller nogle vældige krav til 

den måde, hvorpå vi bruger vores 

resurser. 

Boglig nødvendighed 

Jeg går ind for en individuel undervisning, 

og det er godt, hvis dette kan 

kombineres med lokalsamfundets kulturtilbud 

og den boglige skoles nødvendighed. 

Jeg ser ikke noget forkert i 

det boglige, men jeg 

ser noget forkert i den 

måde, det bliver presset 

ned over elevernes 

hoveder på, men 

jeg mener ikke, at vi 

kan undvære det, slet 

ikke og jeg tror på, at 

vi får et meget mere 

teknisk samfund, end 

vi har nu, men jeg 

tror også på, at det 

bliver et teknisk samfund 

i balance med 

naturen, lokalsamfundet, 

kulturlivet og 

kærligheden. 

Teknologisk, intellektuel 

bølge 

I udviklings perspektiv 

er det jo altid 

sådan, at tingene kommer i bølger, 

og vi er inde i en teknologisk, intellektuel 

bølge struktur, og jeg 

mener, at livets helt vidunderlige 

måde at gøre tingene på, det er, at 

gøre os så led og ked af det, så vi 

vender blikket efter noget andet, sult 

og mættelse. Jeg mener, at det, der er 

ved at ske nu, er, at kurven virkelig… 

og jeg tror at den bliver højere endnu, 

altså kort sagt, det bliver værre, jeg 

tror at det bliver meget værre og jeg 

mener, at det skal blive værre, fordi 

den skal helt derop, hvor vi siger: 

”Neej, det kan ikke være rigtigt, der 

må være noget andet også, der er noget 

vi mangler her!” Og så kigger man 

den anden vej. 

Følelses- og moraludvikling 

Men hele denne ligevægts struktur der 

skal til, er tredelt, en følelses udvikling, 

en tanke udvikling og en moral udvikling. 

I øjeblikket er det intelligensudviklingen, 

der fokuseres på, og jeg 

mener, at der kommer en mættelse, så 

tager vi den anden følelsesudvikling 

med, og så kommer der måske lidt 

mere mættelse, og så den anden og så 

følges de jo ad. Og den moralske udvikling 

vil hele tiden vokse gennem 

erfaring. På den måde mener jeg, at vi 

får bragt disse kulturværdier, naturværdier 

ind i mennesket, men jeg tror 

altså desværre, at det skal blive rigtig 

dårligt først. 

Den økonomiske bevidsthed 

Jeg har en personlig mening om, at noget 

af det, der er vores største problem, 

Foto: Red 

det er vores økonomi, hele vores økonomiske 

bevidsthed, for det er jo i virkeligheden 

det, det er. Og der tror jeg på 

et kolaps, og jeg tror, at det skal til. 

Det nytter ikke noget, at det er noget, 

vi kan lappe på, så duer det ikke. Det 

skal være alvorligt, og så skal vi til at 

finde nogle nye værdier, men samtidig 

har jeg altså ikke tanker om et totalt 

kolaps, men et kolaps i værdier. Jeg 

tror, at det er nødvendigt, og at det 

skal blive rigtig slemt, ellers så bliver 

det ikke til noget. Jeg ved ikke, om du 

har lagt mærke til de små krak, der har 

været på den økonomiske side, det har 

de jo fået rettet op på, og nu kører 

cirkuset igen, og sådan fortsætter det 

bare. Det krak, jeg snakker om, skal 

være noget, der virkelig vil noget, altså 

som koster noget, og det vil da gøre 

31

ondt, og det vil blive frygteligt og forfærdeligt; 

ikke for hovedparten af menneskene, 

for det er jo ikke dem, der 

sidder på flæsket vel? 

Afgrundsbelæring 

Så må vi finde nogle andre værdier, så 

kan det være, vi skal til at finde ud af, 

at vi forbruger som sindssyge. Og hele 

den læring er desværre meget en afgrundsbelæring. 

Altså du skal hen og opdage, 

at skidtet er ved at ryge op i 

munden, så gør du noget ved det, ikke 

før. Hvis du går og har det lidt små 

skidt, så gør du ikke noget ved det, ikke 

før det bliver rigtig slemt. Altså i stedet 

for at reparere i det små, så venter 

du, til det er galt, det er en meget typisk 

ting for os. Altså vi ser ikke længere 

end 4 år frem politisk, der er det næste 

valg, og sådan er hele den kortsigtede 

struktur, også den menneskelige kortsigtethed: 

et liv! 

Altid læring 

Nu gør jeg jo det i flere liv, ikke? Så jeg 

ser flerlivstankegange, og selv om det 

er svært for de fleste, vi kan ikke huske 

noget fra tidligere liv, og vi ved ikke, 

hvad der kommer, så må vi lære at 

tænke langsigtet også med vores evner. 

Jeg elsker, når en dame på 88 giver sig 

til at studere et eller andet! Hvorfor, 

jamen det gør hun, for hun kan ikke 

lade være, det er pragtfuldt, ikke? Jeg 

mener, at hun får det med sig. Altså, 

det er jo guddommeligt, strålende, 

pragtfuldt, tænk på hvor mange, der, 

når de er 65, tænker:” Ved du hvad, 

altså nu skal jeg ikke mere, nu skal jeg 

bare sidde og drikke kaffe og se fjernsyn 

og lave ingenting.” Og det er utrolig 

synd, at de ikke får den livsglæde, 

der ligger i at skabe og udøve skabelse 

o.l. 

Tørsten efter menneskelighed 

Jeg kan se det i mennesket, der begynder 

at tegne sig en svulst, som ikke er 

særlig stor endnu, men den er startet. 

Jeg tror, at det der sker ved globaliseringen, 

som skal ske, i min terminologi 

skal det ske og vi er kun lige begyndt, 

det bliver meget, skal jeg bruge din 

terminologi, så vil jeg sige værre, skal 

jeg bruge min, så vil jeg sige, at det 

bliver mere omfattende, fordi det skal 

det. Jordklodens hjerne skal hænge 

sammen. Internet og alt det der, det er 

bare nervecellerne, der forbinder sig, 

32 


telefoni, tv og alt det der, men når så 

det er gjort, så kommer tomheden, så 

kommer den menneskelige nærheds 

mangel, så kommer følelserne, der siger:” 

Hmm, hvad med mig? ” 

Så må jeg som underviser sige:” Du 

kan ikke tvinge en vækst til at vokse, 

vel?” Den har sin tid, og sult og mættelse 

har også sin tid, det vil betyde, at 

nogle får den før andre, og der vil blive 

flere af de økologiske samfund, og i 

starten vil de oven i købet blive betragtet 

som interessante forsøgsordninger, 

hvilket de jo allerede gør i visse 

sammenhænge i dag, ikke? Og i takt 

med at fremmedgjorthed bliver større, 

tror jeg, at vi alle sammen får en længsel, 

efter at komme i kontakt med naturen, 

efter at komme i kontakt med 

hinanden. Men jeg tror, at vi skal blive 

meget mere fremmedgjorte. Det går 

allerede helt fint, og det bliver meget 

værre. Vi skal helt derud, hvor 

vi bliver mætte af det, og så vil 

vi bruge teknologien på den 

rigtige måde. Der er ikke noget 

galt med Internet, det er jo genialt, 

som underviser er det 

ekstremt genialt. Men hvis det 

skaber afstand, så nytter det jo 

ikke noget, at jeg underviser i 

kærlighed på Internettet, vel? 

Lokalsamfund og verdensregering 

Jeg ser, at der vil komme en 

forandring, der vil komme mættelse 

og sult, og det vil føre til 

en lokalsamfunds ideologi at 

globalisere. Lokalsamfundet vil 

hænge sammen med en globalisering. 

Der vil blive centralstyre 

og lokalstyre. Det man vil 

have centralt, det vil være det, 

der er logisk at have centralt, 

og det man vil have lokalt, det 

vil være hovedparten, det er 

logisk, det er min vision. Det 

er i virkeligheden også 

Martinus´s, for nu at komme 

med et navn. Han taler om en 

verdensstat, verdens forenede 

stater. Jeg underviser i verdens forenede 

stater, I kan stemme nej og I kan… 

prøv at se, det bliver alligevel, der 

bliver bare en ny afstemning, til I siger 

ja, ikke? Hvorfor? 

Den globale hjerne kan ikke stoppes 

Det er fordi, at det er en global ud- 

vikling af en hjerne, altså det er et organ 

struktur hos et bevidstheds væsen, 

dermed kan verdens forende stater ikke 

stoppes. Men det kan forbedres, så det 

er meget godt, at stemme nej ind i mellem, 

nogen skal jo træde på bremsen, 

ellers kører det jo ad helgoland til? Men 

det er ikke sikkert, at vi kan stoppe 

maskinen, men det, vi kan gøre, er, at 

vi kan gøre den menneskelig, hvis det 

ellers er muligt. Vi skal trykke hårdt på 

bremsen i hvert fald. Jeg føler virkelig, 

at det er et spørgsmål om længsel. Man 

kan ikke skabe en længsel, længselen 

skabes af mæthed. 

Jeg ser jordklodens menneskehed 

som en hjerne, biologer siger om organer, 

som tommelfingerregel, at der er 

8-10 milliarder dele i et organ, for at 

det kan fungere, så vi skal være 8-10 

milliarder mennesker på jordkloden, og 

det bliver vi, men så tror jeg også, at 

Meditation ved et massagekursus.. Foto red. 

det bremser op. 

Og så efterspørger du selvfølgelig, 

at alle har mulighed for at nå vores 

teknologiske stade. Hvordan vil det 

blive muligt? For 15 år siden var idéen 

om, at hver Inder skulle have sin telefon 

fuldstændig menningsløs, idet det 

ville kræve et enormt ledningsnet i

jorden. Men i dag har teknologien 

frembragt mobiltelefonen og satellitter, 

så nu forekommer idéen mere gennemførlig, 

endda i løbet af en kortere 

årrække. På lignende vis vil IT og andre 

teknologier gøre verden mindre. 

Industrien og økosamfundene bliver 

vores redning 

Hvad mener du om de multinationale? 

Hvis det ikke kan betale sig, så producerer 

de det ikke. Hvorfor producerer 

de f.eks. cola? Jamen det er fordi, vi 

køber det skidt. I det øjeblik vi siger, vi 

vil hellere have en juice, så slukker de 

for colaen og putter juice i, de er fuldstændig 

fløjtende ligeglade med, hvad 

de laver, bare der er penge i det. Så i 

virkeligheden bliver det industrien, der 

bliver vores redning. I dag er det den 

store stygge ulv, og det vil det være i 

lang tid fremover, men det er også 

vores redning. Det er den omvendte 

verden, kan man sige. Hvor man tror, 

at det er fjenden, så er det i virkeligheden 

hjælpen. Det vil være egoismen, 

overforbruget og miljøsvineriet, 

der redder os, fordi når det kommer 

hertil, så siger vi: ”Så er det slut, nu 

stopper vi!” Vi er så i den uheldige situ- 


ation, at vi befinder os lige der, hvor 

overforbruget accelererer. 

Det bliver de små økosamfund, der 

eksperimenterer sig igennem og som 

vil lægge grundlag for, at man har en 

erfaring og en viden om et nyt samfund. 

Alt har en betydning og alt er i bevægelse 

Det hele har en betydning. Når man 

f.eks. indenfor alternative kredse laver 

fuldmåne meditation, har det selvfølgelig 

en betydning. At nogle mennesker 

sætter sig ned og tænker positivt sammen, 

det være sig meditation, visualisering 

eller bøn, er det jo en del af 

bevidstheden, og jo mere der er af den, 

jo mere påvirker den, klart, ingen tvivl 

om det. Jeg mediterer selv og har gjort 

det i 25 år. 20 min. hver dag og ikke 

mere, det har jeg brug for. Men for mig 

er det lige så vigtigt, at FN 

kommer op at stå, som at 

nogle mediterer. Det er to forskellige 

planer. FN er en udadvendt 

aktivitet af sammenhold 

og samvær. Der skal ske noget 

på alle planerne. Vi skal passe 

på, ikke kun at fokusere på et 

af planerne. Det er klart, at vi 

fokuserer på det plan, vi selv 

er i: meditation, yoga, sund 

kost, astrologi og tankegange, 

det er vores emneområde. Og i 

gamle dage, var religion og 

filosofi det eneste, der flyttede 

noget. Nu flytter det på 

mange planer, det flytter i 

teknologi, i videnskab, i polit 

i k , 

det flytter i økonomi o.s.v. 

Den spirituelle revolution 

Fra 68 til 78, der kendte vi 

alle, der lavede noget spirituelt 

her i Danmark. Det gør vi 

heldigvis ikke mere? Så mange 

er vi. Først kom landbrugsrevolutionen, 

så kom industrialiseringen, 

så kom kommunikationen 

og nu kommer den 

spirituelle bevidsthed, den er kun nået 

til starten. Den er kun lige begyndt at 

dreje lidt opad. Men den bliver lige så 

væsentlig, den bliver vores moralske 

baggrund. Og der har vi nu brug for industrialiseringen 

og kommunikations 

strukturen, for at komme ud med budskabet. 

Hvad hjælper det med små 

forkølede centre, hvis de ikke kan 

komme ud med budskabet, via Internettet, 

radio og tv. 

Autoriteterne vil forsvinde 

Det vil sige, at det bliver principper mere 

som kærlighed og lys, som man vil 

fokusere på? 

Jo, man vil sige: ”Du har nogle særlige 

evner, du er god til at lede os til 

meditation”. Jeg er god til at ævle i 

teori eller et eller andet, fint, så gør 

jeg det. Det, der er ved at ske, er, at 

den autoritære struktur er ved at forsvinde. 

Også i den religiøse struktur. 

Ja, jeg vil sige, at ballonen har 

allerede mistet noget af sin luft, den er 

ikke væk, men det kommer den, den 

autoritetsflugt, vi har på forholdet til 

politikkerne, forholdet til dagspressen, 

hvad som helst. Til ledere på arbejdet. 

Det ser jeg som alletiders, fordi det er 

det enkelte menneske, der skal finde 

kvaliteterne, de andre skal være servicemedarbejdere, 

som skal sige: ”Der 

er noget her, der er noget her, der er 

noget her, der er noget her, er der noget 

af det du vil have?” Det lægger jeg 

meget vægt på. 

Danmarks mission 

Jeg tror, at den mission, Danmark har, 

er at kunne dele den humanisme, miljø 

bevidsthed, til dels social bevidsthed. 

Den mission, vi har, er at videre bringe 

den i verden eksportere den følelse af 

det, vi mener er rigtigt. Så kan man 

sige; ”Jamen, den er ikke god nok!” 

Nej, måske ikke, men den er værre derude, 

så selvfølgelig har vi noget at 

give, og selvfølgelig skal vi samtidig 

udvikle det selv. Men jeg mener virkelig, 

at vi har lært noget kærlighed, som 

vi kan give videre som humanisme, vi 

kan nok ikke give den videre som kærlighed, 

fordi det er for højt et mål. Men 

vi kan give den videre som humanisme. 

Vi skal eksportere humanisme, og det 

gør vi jo allerede. 

33

Du er grundlægger af Verdensuniversitetet 

i Thy. Hvornår blev det 

til? 

Det begyndte allerede i 1949. Der 

gik det under navnet Scandinavian 

Seminars. Der havde vi udenlandske 

studenter, der kom til Danmark og var i 

Thy en måneds tid, inden de kom på 

højskole. Og efter at de havde været 

der et år, sagde vi ”hvad nu”? Ja, så 

måtte vi have noget videregående – en 

græsrodsskole. Det blev så ”æ verdensuniversitet” 

i Thy. Det var i efteråret 

–69 det startede. Fra -49 til -69 kørte 

Scandinavian Seminars, som altså gik 

ud på at bringe folk fra resten af verden 

til den nordiske folkehøjskole. 

Hvad er din egen baggrund? 

Det var, at jeg dumpede på Sorø Akademi. 

Jeg dumpede i Luther, selv om 

jeg havde studeret ham hele vinteren. 

Så spurgte censor ”Hvor ligger Birkende 

by”. Det ved en Thybo selvfølgelig ikke. 

Men så anbefalede rektor mig til et 

studieophold i Amerika. Jeg var så i 

Amerika i 1947. Inden da havde jeg 

være lærer på et par højskoler. 

Da jeg opdagede Amerika, var jeg 

klar over, at de havde brug for højskoler. 

Jeg rejste rundt på universiteterne og 

fortalte om højskoler. Sådan begyndte 

det, der blev til Scandinavinan Seminar. 

Vi havde faktisk 100 elever et af 

årene. 

Vi begyndte det, der hedder New Experimental 

College. Der tog vi folk ind 

fra hele verden for at lave et World College. 

Der havde vi stedet der i Skyum. 

Vi havde bl.a. det, der senere blev til 

Thy-lejren, og vi havde et center for 

34 


Hvem er jeg? 

Åge Rosendal er blevet kaldt dansk folkeoplysnings nestor. 

50 år før det blev moderne og blev en naturlig del af f.eks. 

den danske gymnasieverden, oprettede han ”Æ Verdensuniversitet” 

i Thy, hvor undervisningen kørte med alles ansvar 

for egen læring. Siden oprettedes Association for World Education, 

som fik konsulentstatus ved FN. I dag er han optaget 

af at skabe et universitet for ældre i Vestjylland. 

Interview med Åge Rosendal Nielsen v./Troels Dilling-Hansen 

kunsthåndværk og forskellige andre. 

Hver gang der kom et nyt fag til, købte 

eller lejede vi en ny gård. Til sidst 

havde vi 16 gårde, og det kaldte vi “æ 

verdensuniversitet”. De forskellige fag 

var på forskellige gårde med klassestørrelser 

på 10-20 fra hele verden. 

At uddybe det dybeste i mennesket 

Men det vil sige, at din inspiration først 

og fremmest var, at du havde lyst til at 

vise nogle af de amerikanske studerende, 

hvordan en højskole var indrettet. 

Og så blev det senere til, at du havde 

lyst til at lave “æ verdensuniversitet” 

for at bringe den globale folkelighed 

sammen og lave en slags mini–global 

landsby, hvor folk kunne lære af hinanden? 

Ja, og det, det handlede om, var at 

uddybe det dybeste i mennesket – det, 

at vi mennesker ikke kan lade være med 

at hjælpe hinanden. Og det vi skal 

hjælpe hinanden med – det er fred på 

jorden. I dybden af alle almindelige 

folk, er der et ønske om fred. Og hvis vi 

ikke får det ønske opfyldt, så bliver vi 

kede af det. 

Det foregik på den måde, at når de 

nye studenter kom, blev de bedt om at 

fortælle om sig selv og deres vanskeligheder, 

og det de var kede af. Og ud 

fra det udformede de deres eget curriculum, 

deres egen studieplan. Ud fra 

denne studieplan udforskede de både 

personligt og akademisk. Og når de var 

færdige med denne selvudfoldelse, så 

holdt vi en eksamen med dem, og de

fik måske en bachelor eller en mastergrad. 

Der var oven i købet nogle, der 

tog en doktorgrad, som blev anerkendt. 

Når mennesket får mulighed for at gå 

virkelig i dybden med sig selv og med 

andre, så opstår der en enestående søgen 

og sandhedskraft, som gør, at det 

man gør, kun kan være noget godt. 

En flue på væggen 

Hvad var det pædagogiske princip, når 

du kom ind for at undervise? 

Så sagde vi ”Der sidder en flue på 

vinduet derovre. Vil I godt lade være 

med at slå den ihjel? Vil I bede en bøn 

til Vorherre om, at den flue kan komme 

fredeligt herfra?” Så bliver folk engang 

i mellem lidt forvirrede. 

Og så siger vi ”Jamen hvordan er din 

forvirring i forhold til min forvirring? Er 

du forvirret om noget, så kom frem med 

det og fortæl det til den flue der. Så ser 

du, hvordan den flue flyver rundt om 

dit hoved og siger til dig ”brug din forvirring 

til noget godt””. 

Hvad er det i én selv, der ikke er fre- 

Modstående side øverst: Åge Rosendal ved FN i 1968 

(Foto: Editta Sherman) 

Modstående side nederst: Amerikanere og thyboere samlet 

i den “afstøvede” lade, der virkede som forelæsningssal 

for New Experimental College i Skyum bjerge. 

(Ill. fra avisartikel) 

Denne side øverst: Åge Rosendal i dag (Foto: Red.) 

Til højre: Fjordvang i Thy, som rummede æ verdensuniversitet 

og som nu danner rammen om det øko-spiriituelle 

fællesskab Fjordvang. 


deligt 

Mener du, at man skal komme frem til at 

finde ud af, hvad det er, man har inde i 

sig selv? Og hvis man så gør det, og siger 

” jeg vil slå den flue ihjel” og så gør 

det. Hvad så? 

Så siger man ”Tænk dig lige om”. 

Jeg var på det sted i Indien, hvor Gandhi 

boede og gik omkring. Der oplevede 

jeg, at i stilheden er man repræsentant 

for menneskeheden. Og når man er 

nær ved så stor en profet, så kan man 

ikke lade være med at tænke på noget 

godt. 

Og dét der opmuntrer mennesket til 

at tænke på noget godt, det er “violent 

education”. Det ved du selv – jeg gætter 

på, at din dame en gang i mellem 

har kysset dig på en overraskende 

måde, så du var nødt til at tænke på 

noget godt og så sagde du ”Hvorfor 

gjorde du det?” Så sagde hun ”Det skal 

jeg fortælle dig en anden dag”. For du 

ved, det er for godt til, at det kan siges. 

Foto: Red. 

Og sådan er livet for godt til, at det 

kan siges. 

Men jeg forstår ikke, hvorfor du kalder 

det violent education? 

Fordi jeg mener volden står i vejen 

for freden – så derfor, hvis vi klarer det 

der med volden, så kommer freden – 

den kan ikke lade være med at komme 

af sig selv. 

At gå herfra på en god måde 

Dit nyeste projekt handler om at lave et 

universitet for gamle folk. 

Ja, vi vil indbyde gamle folk fra alle 

190 FN-lande til at komme til Danmark 

til seminar og fortælle om, hvad de 

ønsker for jordens fremtid ud fra deres 

land, og hvordan det skal udføres. Vi 

tager 10 lande ad gangen, 3 fra hvert 

land. De er en uge på højskole, og mens 

de er her, besøger de folk i deres hjem 

og så holder vi møde, hvor folk fra 10 

forskellige lande taler om, hvordan 

gamle folk har det i deres land. 

Når man bliver gammel, så sker der 

noget nyt, som vi ikke har troet før. 

Ambitionerne handler nu ikke om at 

blive til noget. Ambitionen bliver at 

lære at gå herfra på en flot måde. Så 

der vil vi gamle folk sidde i tre uger og 

snakke om, hvordan vi kan få det bedre 

på vor jord. 

Og dét handler meget om uendelige 

projekter, som f.eks. det med økosamfund, 

som du også er med i, og de ting, 

som vi ser her oppe i Thy, med nye former 

for energi, ny form for meditation 

og stilhed, nye måder at leve på så der 

er mad nok til alle. 

Vi i Danmark kunne føde 17 millioner, 

hvis vi lod være med at spise alle de der 

grisetær. Og voldelig “education” er at 

35

Ill. fra brochure om Association for World Education. 

tage de ting væk, begrænse de ting, 

der gør os kede af det, så det gode kan 

komme frem. Og det er, - ja det er en 

mirakuløs oplevelse. Som det, at du 

kommer og besøger sådan en gammel 

mand og vil vide, hvad jeg har oplevet 

– det er at tage mismodet væk. For 

mennesket kan ikke lade være med at 

være godt. Selvom vi prøver på at slås 

og bagtale hinanden. 

En forskellighed på 6 milliarder 

Da du lavede Verdensuniversitetet arbejdede 

I også med meditation, og du har 

mødt mange meditationslærere. Hvordan 

brugte I det i forhold til uddannelsen, 

og hvad var formålet? 

Det er fordybelse. Det er det, at vi 

alle har flere sindelag i os selv, end vi 

regner med. Og hvis vi kan nå de dybere 

sindelag, så kommer der skaberkraft 

frem. Vi bruger stilheden til at få skaberkraften 

frem. For der er ingen 

grænser for, hvad folk kan finde ud af, 

af gode ting. Og det er den befrielse, 

der ligger i stilheden. 

Og så er der det personlige spørgsmål. 

Det ser ud til, at for ethvert menneske 

er der en guddommelig retningslinie, 

der gør, at der er plads til os alle sammen 

på hver vores måde. Det helt overvældende 

er, at udaf 6 milliarder mennesker, 

er ikke to af os ens. Den 

udfoldelse af livet, den udfoldelse af 

lyset, den udfoldelse af det, der gror – 

opleves forskelligt for os alle sammen. 

Og det er denne forskellighed, der er 

fællesskab. Fællesskab er ikke, at vi er 

36 


det samme, men det er vor forskellighed 

– det er dét, der er 

opmuntrende. Og det er dét, flere 

og flere folk oplever verden 

over. 

Men der findes mange forsøg 

med pædagogik jorden over i 

dag. Det ser ud til at være en 

åndelig vækkelse, der er ved at 

finde sted. Dermed mener jeg en 

fornemmelse af, at menneskeheden 

hører sammen. Fornemmelsen 

af, at når vi ser nyheder, 

så forstemmes vi, når vi ser, at 

der sker noget dårligt for andre 

folk. Vi kan ikke finde os i, at 

folk har det dårligt. Sådan er vi 

indrettet. Det er du nødt til at 

finde dig i. 

Økosamfund som det natur lige 

led i et godt liv 

Er der også i dig et savn efter noget af 

det økosamfund har i retning af at skabe 

nogle rent fysiske fællesskaber for 

både børn og gamle. 

Jamen det er jo oplagt. Økosamfund 

er den naturlige væremåde for gamle 

og unge. Vi har brug for denne naturlige 

læren af hinanden. Når vi har de planer 

om et verdensuniversitet for gamle, er 

det fordi, der sidder vi gamle, som ikke 

har det så nemt. Og alligevel vil vi 

gerne være til og være nyttige. Og hvad 

kan vi så sige til jer unge, som I vil 

høre, og som I kan bruge til noget? 

Hvis vi kan få udtrykt det på en måde, 

så at vi udtrykker en dybde, som vi 

gamle folk gerne vil – så får vi fred. Vor 

fred, vi gamles fred ligger i, at I unge 

er endnu længere, end vi var. Og dét er 

jo økosamfund. Vi havde jo FN´s år for 

gamle for 2 år siden. Og der gjorde man 

alt muligt for at hjælpe de gamle – med 

hjemmehjælp og 10 kr. til tænder og 

sådan noget. Men spørgsmålet er: 

Hvordan kan vi være noget for jer. 

Hvordan kan vores død være en fredsudfoldelse 

for den næste generation. 

Og hvad skal vi bruge evigheden til? 

Det er sådan nogle tanker, vi gamle 

har. 

En plan med evigheden 

Mine 80 år er jo så kort og præsten siger, 

at jeg snart skal dø, fordi jeg er 

gammel. Så siger jeg ”Men når jeg er 

død hvad så? Hvad skal jeg så?” Jeg 

har en plan med evigheden, som går ud 

på, at når jeg nu har tid nok, så vil jeg 

lære alle folk at kende fra alle steder og 

alle tider. Kunne det ikke være spændende? 

Jeg vil simpelthen kende alle 

folk. 

Og når du så har kendt dem, hvad 

så? 

Så vil vi synge en salme! Det skal være 

”Lovsynger Herren”. 

Global folkebevidsthed 

Vi talte på et tidspunkt om 60érne. Det 

var jo noget af en kulturrevolution. 

Mange mener, at vi har brug for en kulturrevolution 

igen, fordi vi er trætte af 

globaliseringen og ønsker en lokalsamfundskulturrevolution. 

Men du var jo 

med i fasen der lige op til ´68. Og man 

kan vel sige, at den udvikling der skete 

den gang er efterfulgt af en utrolig New 

Age bevægelse i Vesten og også i Danmark. 

Og der er både inden for New Age 

bevægelsen og også i økosamfundsbevægelsen 

tanker om, at mennesker kan få 

en hjertebevidsthed, som skaber en anden 

verden. Hvad siger du til det? 

Jeg siger ja tak til det. Det er parallelt 

til det, jeg oplever både personligt 

og fagligt. Der er mennesker, hvor medmennesket 

er tilgængeligt på en helt 

ny måde. Det er klart at økobevidstheden 

– den universelle, den globale 

folkebevidsthed er en slags fællesnævner 

for forståelse og bevidsthed, 

der går jorden over. Og det betyder at 

vi umiddelbart har lettere ved at forstå 

folk, der er anderledes, end vi er. 

Før skulle vi helst have mennesker 

af vor egen slags og sådan noget. Nu 

om dage er det eneste vi har brug for 

et menneske, lige gyldigt hvordan det 

er. Det er der muligheder i, og det er 

folk ved at forstå. Men det er klart, at 

det vil give en anden bevidsthed. For 

den bevidsthed vi hidtil har haft, er 

kun ”conditioning” – det vi har lært 

hjemmefra, i skolen og sådan nogle 

steder. Men her, når vi finder ud af, at 

det ikke er nok, så skal vi et andet sted 

hen i vort sind. Og det findes der mulighed 

for, når man træffer et andet menneske, 

hvis man ingen betingelser stiller. 

Det at være menneske, det er nok. Det 

ville Grundtvig have sagt ja til. 

Søgen efter sandheden 

Vi lever i en folkekirke- og opdragelseskultur, 

hvor børnene i skolerne ikke på 

den måde bliver undervist i f.eks. meditation, 

afspænding, bevidsthed og energi. 

Det er stadig ikke et fag i skolen. 

Udsigt fra Fjordvang.Foto: Red.

Skulle man gøre noget i den retning? 

Det, vi er ved at opleve er, at den 

åndelige virkelighed kan trives inden 

for alle rammer. Jeg har sådan 

en Jehovas Vidner, som jeg somme 

tider snakker med om Jesus, og så går 

jeg til meditationscentre og hører dem 

tale om fordybelse – dét at der er fælles 

træk inden for alle vore oplevelser, det 

er det store i dag. Jeg brugte 10 år på 

at prøve at finde sandheden, politisk 

og religiøst. Og da jeg ikke kunne finde 

det alligevel, så ville jeg bare være det, 

min mor og min far var. Min mor var 

missionsmand, og min far venstremand. 

Og det er jeg stadigvæk. Og det finder 

jeg én af mine største åbenbaring i, for 

så kender jeg i hvert fald ikke sandheden. 

Hverken venstrefolk eller missionsfolk 

sidder inde med sandheden, 

men jeg har hjemme et sted. Og når 

folk taler til mig om sandheden, så 

hører jeg efter. 

Global bevægelse 

Ét af vore forslag til regeringen er, at 

give penge til at lave forskellige økosamfund, 

hvor man fokuserer på det 

bæredygtige, hvor folk selv får en oplevelse 

af at skabe et lokalsamfund på egne 

præmisser. 

De ting, som vi snakker om nu, det 

foregår faktisk mere eller mindre i alle 

lande jorden over. Men vi er ikke i kontakt 

med hinanden endnu, men det 

foregår. Det finder sted. De samtaler, vi 

har her om økologi og det bæredygtige 

samfund, finder sted i hver eller hver 

anden ”village” i dag. Og det må være 

fornemt for dig, at du er med i sådan 

noget. 

Det er jeg også taknemmelig for. 


Drømmene var for små 

Når du tænker på den gang du var ung 

og drømte om dels dét du ville, men 

også om det samfund du ønskede at skabe, 

føler du så, at vi er på vej imod det 

eller har dit drømmesamfund ændret sig 

inden i dig selv? 

Drømmene var altid for små. Det er 

bedre og langt længere fremme, end vi 

havde regnet med. Derfor, den der 

åbenbaring om det globale fællesskab 

og fred på jord, den er mere mulig i 

dag, end vi kunne forestille os. Vi så 

det bare i glimt. Nu ser vi det i realiteter 

jorden over. 

Overgangsfænomen 

Når man ser på uddannelserne i folkeskolen 

og gymnasierne, hvor folk 

virkelig er ambitiøse og vil have deres 

gode eksamener, hvor meget af det, der 

sker i uddannelsesinstitutionerne er 

rettet mod den sproglige og matematiske 

intelligens, hvor det næsten ikke er til at 

få folk ind i praktiske uddannelser, hvor 

IT aflønnes med måske det tredobbelte 

af andre jobs, og hvor helheden mangler, 

så er der vel noget, der skal justeres? 

Det ser ud til, at det er et overgangsfænomen. 

Og der er det gode ved 

det, at landene ikke kan lade være med 

at samarbejde. Der udvikles en side i 

vores del af verden, men som ikke er 

det rigtige endnu. Men når vi tager til 

Sverige eller Holland, så udvikles det. 

For den faglige profession er jo universel. 

Det går der en vis tidsperiode med. 

Så kan vi alle opleve fornemmelsen af 

kontakter med alle folk jorden over. 

Teknik og menneske 

Se, e-mail er jo udmærket, men vi 

kan jo også godt tænke på modtageren 

på en sådan måde, at vedkommende 

mærker det, og finder forståelse og 

ringer tilbage og siger “Jeg hørte dig”. 

E-mail er et eksempel på, hvordan den 

menneskelige bevidsthed er. Og den der 

teknik er et skridt fremad, men det er 

kun små skridt, i forhold til de muligheder 

vi har rent bevidsthedsmæssigt. 

Og det er disse muligheder, der er 

noget ved. 

Spørgsmål og svar 

Jeg hørte dig holde foredrag som 14 

årig, og du stillede os spørgsmålet 

“Hvem er jeg”, uden at du selv havde 

svaret. Siden har dette spørgsmål været 

inde i mig. 

Ja, det er det gode ved det. Med det 

mener jeg, at man ikke forstår svaret, 

men prøver at forstå spørgsmålet, og så 

hænger svaret i luften. Det har jeg for 

resten skrevet en morgensalme om: 

”Vide at svaret jeg aldrig forstod”. Er 

det ikke ret opløftende? Det er en slags 

meditation. Forskellen på svaret og 

spørgsmålet er, at svaret har antydningen 

af, at vi er begrænsede. 

Spørgsmålet er derimod åbent. Det 

giver alle muligheder. ”Hvem er jeg?” 

Herregud, sikke muligheder. Så siger 

du ”en gammel mand”, ja, så er det jo 

ovre. 

Må jeg byde dig på en cigar? Jeg 

kommer jo fra en gård med tre skorstene, 

og der skal man ryge mindst 3 

cigarer om dagen. Det har været berigende, 

at du kom og snakkede med 

mig.

Højskolen i Landsbyen / 

Landsbyen i Højskolen 

Af forstander Bjarne Ottesen, Båring 

Højskole. 

Vi har et velfærdssamfund med 

borgernes Grundlovssikrede rettigheder 

som et godt fundament. 

Vi har lovgivninger, der har til hensigt 

at give lige muligheder for undervisning, 

lige muligheder for uddannelse 

og lige muligheder for job – ja vi taler 

om UTA og ATA – uddannelse til alle og 

arbejde til alle. 

Men trods alle de gode hensigter kan 

vi konstatere at: 

936.000 personer i aldersgruppen 

18 – 66 år er ude af arbejdsmarkedet 

af forskellige årsager. 

Ca. 3.000 af en ungdomsårgang 

stemples som ”mindre egnede” pga. 

lav boglig og social kompetence og 

har kun små chancer for at komme 

ind på arbejdsmarkedet. 

På landsplan findes mindst 90.000 

personer med særlige behov mellem 

18 og 50 år. 

Flere og flere mistrives i deres arbejde, 

som følge af dårligt arbejdsmiljø 

og ender på sygedagpenge. 

Alt for mange forlader arbejdsmarkedet 

fra den ene dag til den anden, 

desillusionerede og udbrændte, fordi 

man netop ikke har en positiv status, 

når man er på vej ud, man har 

svært ved at følge med, og man 

bliver ikke tilbudt efteruddannelse. 

38 


Lær og lev 

– lær at leve 

Vi har vænnet os til, at se de grupper 

af mennesker, der af den ene eller 

den anden grund er ude af arbejdsmarkedet, 

som problemer der skal løses. 

Lad os dog holde op med at se den stigende 

gruppe af ældre som et problem. 

Lad os holde op med at se unge med 

særlige behov og flygtninge / indvandrere 

som et problem. Lad os se mennesket 

som en ressource, der uanset 

forudsætninger kan bidrage til det 

fælles bedste – hvis vi da giver lov!!! 

Vi taler i den forbindelse om, at de 

”svage” grupper skal integreres; men 

bare det, at vi bruger begrebet integration 

betyder, at vi accepterer, at vi har 

medborgere, der i princippet er udenfor 

det almindelig samfundsliv og derfor 

skal hjælpes ind – og det vel at mærke 

på vi velbjergedes præmisser. 

Vi skal have skabt et kreativt univers, 

hvor vi på den ene side benytter os af 

de ældres erfaringer, kreativitet og 

livskundskab, og hvor vi på den anden 

side medvirker til at 

få flere unge med 

særlige behov og 

herunder indvandrere 

og flygtninge 

ind på arbejdsmarkedet. 

Der er 

brug for et sted, 

hvor kreative visioner 

og ideer kan 

virkeliggøres – et 

sted hvor der virkelig 

bliver sat fokus 

på en nyttiggørelse 

af de reserveres- 

sourcer, samfundet i dag lader ligge 

uudnyttede hen. 

Det inklusive samfund: 

Integrationstænkningen har spillet 

fallit. Trods de seneste mange års store 

bestræbelse på at integrere svage grupper 

i det almindelige samfundsliv, må 

vi konstatere at stadig flere er og føler 

sig udenfor. Det bliver ikke ved med at 

gå. Vi må organisere os i et nytænkt 

velfærdssamfund, hvor alle, uanset forudsætninger, 

er tænkt med – er inkluderet. 

Vi skal i stedet for krampagtigt 

at fastholde det integrative samfund, 

koncentrere os om at udvikle det inklusive 

samfund. 

Et bud på dette ses i udviklingen på 

Båring Højskole 

På Båring Højskole har vi den opfattelse, 

at højskolen for det første skal 

være en aktiv medspiller i løsningen af 

nogle af de samfundsmæssige problemstillinger 

vi står overfor og for det an-

det være et oplysende og oplivende 

sted for alle mennesker. Højskolen skal 

være et Kreativt Univers, hvor du lærer, 

lever og hvor du lærer at leve - at bruge 

livet i en afstemt balance med natur og 

miljø i en lokalsamfundsmæssig social 

interaktion, hvor kulturen i bred forstand 

er den afgørende understøttende 

faktor. 

Et social–økologisk og IKT baseret 

”Kreativt Univers” 

Hensigten er som sagt bl.a. at aktivere 

intelligens- og arbejdskraftreserven 

hos henholdsvis de + 60 årige, personer 

med særlige behov, flygtninge og 

indvandrere m.fl., i et balanceret aktivt 

samarbejde med kommuner, virksomheder, 

institutioner m.v. i udvalgte 

sammenhænge inden for de social– 

økologiske områder og hvor IKT (Informations 

og Kommunikations Teknologi) 

indgår i det omfang, hvor det er relevant. 

Gevinsten falder i flere 

led 

Etablering af ny 

bæredygtig vækst 

som bl.a. vil kunne 

give beskæftigelse til 

udsatte grupper jf. 

ovenstående. 

Oprettelse af et 

Kreativt Univers, hvor 

seniorer, som har forladt 

arbejdsmarkedet, 

kan bruge og/eller 

formidle deres viden 

og erfaringer i valgte 

sammenhænge som 

rammen for seniorers 

fleksible tilbagetrækning 

fra arbejdsmarkedet. 


Oprettelse af et Kreativt Univers, 

hvor arbejdspladserne primært skal 

gå til de udsatte grupper i samfundet, 

de grupper, som i dag har svært 

ved at finde fodfæste på det ”almindelige” 

arbejdsmarked. 

Det Kreative Univers kan blive en 

hovedhjørnesten i aktiveringspolitikken. 

Her skabes de meningsfyldte 

rammer for aktivering og udvikling. 

En aktivering skabt og drevet af erfarne 

seniorer. Her indtænkes 

ligeledes en mentorordning, hvor 

ældre erfarne medarbejdere i en 

virksomhed guider unge med ingen 

eller ringe erhvervserfaring ind i 

virksomheden. 

Det Kreative Univers forbereder og 

påbegynder projekter for virksomheder 

og institutioner, der i løbet 

af få år er i færd med at miste 

vigtig viden i form af ældre medarbejdere, 

der er på vej over i efterlønnen. 

Det Kreative Univers er udklækn- 

ingssted for udvikling og afprøvning 

af seniorers potentielle bæredygtige 

forretningskoncepter. 

Det Kreative Univers sætter handling 

bag de mange flotte ord om 

”det rummelige arbejdsmarked”. 

Det Kreative Univers styrker og kvalificerer 

debatten om seniorers på 

arbejdsmarkedet. 

Etablering af ny bæredygtig vækst i 

industrien, som kunne skabe eksistensgrundlag 

for eksisterende og 

nye virksomhedstyper. 

De afprøvede, bæredygtige elementer 

i Det Kreative Univers 

markedsføres nationalt og internationalt 

via IKT–baserede løsninger. 

Det Kreative Univers er katalysatoren 

til udvikling af et ”Inklusivt 

Samfund” 

Øv.: Intense drøftelser i folkeskolegruppen ved Øko-nets årsmøde 

2000 på Båring Højskole. (Foto: Red.) 

Tv: Afveksling i arbejdet på LØS´s årsmøde 2001 på Båring 

Højskole (Foto: Torben Iversen) 

39

Denne artikels spørgsmål er, om 

man ud fra erfaringerne fra den 

socialøkologiske praksis i Danmark, 

kan udvikle en socialøkologisk 

pædagogik, der bibringer deltagerne 

sociale og demokratiske oplevelser, så 

de får lyst og mod til at gå ind i en 

forvandling af deres livsvilkår. En forvandling 

der er styret af 

1) en erkendelse af, at bæredygtighed 

fordrer, at vi forandrer vores levevis, 

og 

2) en oplevelse af, at det vil højne 

vores livskvalitet i forhold til 

vores kontakt til os selv, vores 

medmennesker og naturen. 

Min erfaring fortæller, at de indre 

personlige barrierer som ligger i 

vejen, når vi går i gang med at 

etablere nye samfundsformationer, 

f.eks. økosamfund, kan forvandles 

i en undervisning, som er åben, 

søgende og eksperimenterende. 

Forvandlingen kan føre til sociale 

og demokratiske kompetencer, 

som er værdifulde, når vi vil skabe 

bæredygtig udvikling gennem eksperimenter 

1 . 

Hvis vi anskuer de miljømæssige 

problemer, inkl. de indre barrierer, 

som en konflikt, og vi ser 

på konflikten med Gandhis øjne; 

”man skal hverken undertrykke 

konflikten eller lade den eksplodere 

i destruktion, men forvandle 

den til energi” 2 , så er en af de 

store udfordringer, hvordan vi skaber 

en situation hvor miljøproblemerne 

kan forvandles til en konstruktiv 

bæredygtig energi. 


Socialøkologien som pædagogik 

40 

der skaber bæredygtig forvandling 

og demokratisk fornyelse 

Artiklen beskriver hvordan en socialøkologisk pædagogik er væsentlig for udviklingen af 

kompetencer, der gør, at mennesker kan indgå i sociale eksperimenter på en befordrende 

måde, hvor de indre barrierer bliver vendt til en kvalitet i stedet for en barriere. Utopiske 

Horisonter arbejder med kurser og foredrag inden for området socialøkologi. 

Erfaringerne tyder på, at socialøkologien 

har nogle bud på hvordan problemer 

og konflikter kan håndteres, 

således at problemet forvandles til en 

energi, som er skabende i stedet for 

ødelæggende. 

Socialøkologi 

Begrebet socialøkologi benyttes bl.a. 

inden for tre forskellige kontekster: En 

antroposofisk, en vedrørende folkeoplysning 

om bæredygtig udvikling og 

som filosofisk retning. 

Inden for antroposofien opfatter man 

samfundet (lokalsamfund, virksomhed 

m.m.) som en organisme, hvor menneskene 

er i en stadig åndelig udvikling. 

Socialøkologi er her en vifte af 

samarbejdsprocesser, der skaber en 

fælles bevidsthed om samfundets sociale 

processer. I Hertha Levefællesskab 

arbejder de med socialøkologien på 

denne måde. 

Inden for folkeoplysning om bæredygtig 

udvikling benyttes begrebet på 

følgende måde: ”Løsningen af miljøproblemerne 

har det sociale som vilkår, 

lige som der er socialkulturelle årsager 

til at miljøproblemerne 

opstår. 

Det er socialøkologiensopgave, 

at integrere 

de økologiske 

og sociale dim 

e n s i o n e r 

således, at der 

skabes en sammenhængmellem 

løsningen af 

lokale miljøproblemer 

og udviklingen 

af de 

sociale sider af 

vores liv” 3 . 

Ideen er at 

etablere socialøkologiskecentre, 

hvor borgerne 

inddrages i 

de miljømæssige 

forandringer igennemproceskatalyserendeorg 

a n i s e r i nge r. 

Grøn By projek-

ter, lokal agenda 21 og grønne guides 

er eksempler på proceskatalyserende 

organiseringer. 

I USA er socialøkologi en filosofisk/ 

politisk retning: ”Socialøkologien 

foreslår en metode til jordens og den 

menneskelige civilisations redning, ved 

at udskifte magtdominans, hierarki og 

udbytning med tolerance over for 

mangfoldigheden i den menneskelige 

kultur.” 4 Her er strategien gennem en 

gradvis proces, at demontere den centrale 

statsmagt ved at overdrage mere 

og mere magt til basisorganisationerne. 

Socialøkologisk pædagogik 

Det er den socialøkologiske pædagogiks 

opgave at etablere et rum, hvor vi får 

lyst og motivation til indgå i den kulturelle 

læreproces, der handler om at 

lære at leve livet på en måde, hvor vi 

ikke er afhængig af fortsat øget forbrug. 

I arbejdet med konfliktløsning, 

fremtidsværksteder, cafeseminarer og 

andre dialogorienterede processer, har 

jeg erfaret, at den frie, men strukturerede 

dialog skaber et rum for læring 

og personlig udvikling. I dialogen, hvor 

vi lytter og bliver lyttet til, er vi rede 

til at lære nyt i forhold til vores vaner 

og holdninger. Og det er disse ting vi 

skal arbejde med, hvis vi skal lære at 

leve livet på nye måder. 

Socialøkologisk pædagogik er en 

frigørende og eksperimenterende pædagogik, 

der er omfattet af et demokrat- 


isk råderum, hvor der ikke på forhånd 

er defineret nogle pensum og eksamenskrav. 

Indholdsmæssigt og fagligt skal 

de studerende tage ansvar for egen 

læring. Uddannelsesforløbet bygger på 

frivillighed og de studerende skal tage 

stilling til, om de vil indgå i det eller 

ej. 

Socialøkologisk uddannelse 

Nedenstående er et 5-10 måneders socialøkologisk 

organiseret uddannelsesforløb 

for minimum 75 studerende. I 

mine øjne er forløbet egnet til mange 

uddannelser, f.eks. pædagog- og læreruddannelsen 

eller til et tværfagligt forløb 

på de højre læreanstalter. Etablering 

af Læreanstalternes fælles Agenda 

21 kursus ville i denne sammenhæng 

være et oplagt eksperiment. Forløbet 

består af følgende processer: 

Open Space: Valg af overordnet tema 

tre måneder inden start. 

Underviser- og ressourcekatalog: Ud 

fra temaer udarbejder underviserne 

et katalog over forelæsninger, workshops, 

vejledning, lokaler, teknisk 

udstyr, materialer, penge m.m. 

Introduktion: Temaet udfoldes f.eks. 

ved forelæsning, teaterbesøg, 

ekskur sioner og rammesættes igennem 

begrebsafklaring og dialog. 

Fremtidsværksteder: Udfoldelse af undertemaer, 

ideer og planer omkring 

studieforløbets form og indhold. 

Gruppedannelse: Det er et fælles ansvar, 

at alle kommer med i et arbejdsfællesskab. 

Teambuilding og responsgrupper. 

Fordybelse i temaet: Forelæsninger, 

workshops, studieture, praktikforløb, 

vejledning m.m. 

Facilitering af demokratiprocessen omkring 

organisering og fordeling af 

ressourcer. 

Formidling: Værkstedskurser i formidling 

og formidling i en messelignende 

form. 

Hvad har vi lært fagligt og samarbejdsmæssigt: 

Cafeseminar med dialog 

på tværs af grupper, studerende, undervisere 

m.m. 

Evaluering: Studerende, undervisere 

og andre der har været inddraget 

evaluerer det samlede forløb. 

Vidensteams: Vidensopsamling og 

Ill. til denne artikel er udført af og venligt stillet til rådighed af Henrik Schutze. 

Ill. på modstående side er Christianias fødselsdagsplakat. 

skrift lig formidling (kun for de 

højere læreanstalter). 

Formål 

Formålet med forløbet er, at bibringe 

deltagerne sociale og demokratiske 

oplevelser, der er betydningsfulde i forhold 

til de forandringsprocesser, som 

en bæredygtig udvikling forudsætter. 

Deltagerne skal opleve konstruktive 

måder at forholde sig til fortiden, 

nutiden og fremtiden, og de skal opleve 

samværsformer, der er præget af gensidig 

respekt og forståelse og opleve 

styrken i at tænke i muligheder frem for 

i begrænsninger. 

Alle, der er involveret i undervisningen, 

skal lære af og lytte til hinanden, så 

ingen marginaliseres, men inddrages i de 

faglige og sociale processer. Undervisningen 

skal have karakter af en kollektiv 

selvrefleksion, ”hvori deltagernes subjektive 

svagheder og indbyrdes konflikter 

ikke kritiseres, men anerkendes som 

udtryk for reelt eksisterende behov og 

kræfter, som gruppen må vedkende sig 

og forholde sig produktivt til. Den kollektive 

selvrefleksion har således til opgave 

at fremme en gruppeproces som på én 

gang tilgodeser disse behov og relationer, 

og som gør det på måder, som 

samtidig kan føre til overskridende erfaringer 

og forandringer af disse behov.” 5 

Demokratisk, tilskyndende og med- 

41

Plads til leg på Christiania. Foto: Red. 

spillende 

Studieforløbet bevæger sig i for-, nu- 

og fremtid og tager sit udgangspunkt i 

deltagernes hverdagserfaringer. Udgangspunktet 

er at ideer og forestillinger 

om fremtiden skaber vores handlinger 

her og nu. Derfor er håb for 

fremtiden i fokus samtidig med at erfaringerne 

fra fortiden udforskes. Dette 

fokus skaber en alternativ kontekst, 

hvor håbet; drømmene og visionerne, 

kommer i centrum og bliver drivkraft i 

studieforløbet. 

Det er afgørende, at den undervisningsmæssige 

ramme er demokratisk, 

tilskyndende og medspillende, således 

at de studerende gives reelle muligheder 

for at få indflydelse på, hvordan 

form og indhold udfoldes i deres 

søgende, undrende og skabende proces. 

Forløbet skaber en ramme, hvor de 

studerende kan drømme deres eget liv, 

samtidig med at de ser sig selv som 

værende en del af et fællesskab. Arbejdet 

med bæredygtighed i ordets brede 

betydning, omfattende såvel miljø, 

ressourcer, kultur, sociale forhold, samt 

demokrati og økonomi, er med til at 

sikre, at de studerende bliver bevidste 

om, hvilken sammenhæng og fællesskaber 

de står i. Dermed vokser evnen 

til at forbinde sig med den verden, individet 

indgår i. 

Socialøkologisk pædagogik og afsæt 

Den socialøkologiske pædagogik skal 

være med til at stimulere den kulturelle 

læreproces, der har til formål at frigøre 

os fra afhængigheden af fortsat øget 

forbrug, samtidig med at den tilgodeser 

kravet om fornyet dynamik og sikrer, 

at temaets bæredygtige perspektiv 

opleves som noget af høj relevans. 

Dermed bliver undervisningen ramme 

42 


for demokratisk deltagelse og livsoplysning. 

Socialøkologiens afsæt er deltagernes 

hverdagserfaringer og deres 

væsentlige og brændende spørgsmål. 

De proceskatalyserende arbejdsmetoder 

appellerer til deltagernes handlings- 

og forandringspotentiale og 

igangsætter forvandlingsprocesser 

som er bæredygtige. Organisationskonsulenter, 

der tager udgangspunkt 

i den antroposofiske forståelse af socialøkologien, 

har erfaret følgende: 

”Gennem arbejdet med socialøkologiske 

metoder viser det sig, at såvel 

organisationen som det enkelte individ 

udvikler sig i en retning af et modent 

og ansvarligt væsen, der evner at finde 

sin plads i helheden. Dermed er socialøkologien 

en moderne udviklingsvej for 

mennesker.” 6 

Det er min overbevisning, at en socialøkologisk 

pædagogik kan bibringe 

de studerende kompetencer, der gør, at 

de kan indgå i (sociale) eksperimenter 

på en befordrende måde, uden så store 

indre barrierer, som pionererne hidtil 

har måtte slås med. 

Jeg vil slutte af med et citat fra afslutningen 

af Jens Christensens artikel 

Mellem det aktuelle, det historiske og 

det universelle: 

”Besindighed – er det ikke 

forandring imod, er det ikke 

blot at forblive ved det 

gamle? For besindighed har 

en klang af at standse op, 

tage den med ro. Men der er 

to måder: at holde igen, forblive 

ved det tilvante, defensivt 

over for nyt. Besindighed 

har også en anden klang. Det 

er at søge ind i en ro og et 

mod til at åbne sit eget sind, 

så udfordrende det kan være 

for egne fastgroede forestillings- 

og adfærdsmønstre. 

Det er i sig selv at finde den 

ro, der giver mod til at søge 

og forsøge trods uvished om 

udfaldet. Det indebærer 

evnen til også at bære denne 

uvished med ro. Med den 

sidst nævnte klang af begrebet 

rummer besindighed 

et stærkt forandringspotentiale. 

Udfordringen til på denne 

måde at besinde sig retter sig i lige grad 

mod deltagere i ”lokale eksperimenter” 

og mod de mennesker, der i deres egenskab 

af politikere, administratorer, forskere, 

og lignende er formidlere af rammebetingelserne.” 

7 

Det er mit håb, at uddannelsesinstitutioner 

inden for forskellige fagområder 

besinder sig og begynder at eksperimentere 

med den socialøkologiske 

pædagogik. 

7 Samme som note 1. 

6 Steen Hildebrandt (red.): Helhedssyn 

og Ledelse, Ankerhus Gruppen 1989. 

5 Samme som note 3. 

4 Dimitrios I. Roussopoulos: Politisk 

økologi., Politisk Revy 1996. 

3 Jeppe Læssøe: Folkeoplysning om 

bæredygtig udvikling i 90’ernes Danmark 

– en social-økologisk konceptudvikling, 

Rapportserie nr. 2, Tværfagligt 

Center DTH, 1993. 

2 Center for Konfliktløsning: Grundkursus 

i konfliktløsning 1995. 

1 Jan Holm Ingemann (red.): Samfundets 

udviklingsafdeling – bæredygtig 

udvikling gemme eksperimenter, Ålborg 

Universitetsforlag 2001.

Summerhill er navnet på en 

omstridt friskole i England. 

Skolen har med sit radikale 

syn på opdragelse vakt både 

harme og begejstring, lige 

siden den blev startet i 

1921. Der findes i dag mel- 

lem 25 og 30 folkeskoler 

rundt omkring i verden, for- 

trinsvist i England og USA, 

som drives efter samme 

princip som Summerhill. In- 

gen af disse er i Danmark, 

selv om mange danske 

skoler er inspireret af Neills 

tanker. Mod slutningen af 

tresserne blev Summerhill et 

begreb også i den danske 

skoledebat. 

I maj 2000 rejste Carl 

Nielsen og jeg (begge stu- 

denter ved Steinerhøjskolen 

i Oslo) af sted for at opleve 

fænomenet Summerhill. 


Sommer 

på Summer hill 

Af Jostein Strømmen 

Det er meget tidlig morgen i London. 

Vi står på Liverpool Street 

station og snart skal vi tage toget 

til Ipswich, hvor vi så skal videre til 

Saxsmudham. En halv time suser vi 

gennem Englands grønne landskab, 

disen ligger tyk og eventyragtigt over 

det hele. Vi er på vej til den engang så 

kendte Summerhill; skolen ligger i 

landsbyen Leiston en tyve minutters 

bustur fra Saxsmudham. 

Summerhill blev grundlagt af den 

skotske pædagog A. S. Neill (født 1883). 

Allerede som lærer praktiserede Neill 

sine idealer om frihed, i en skotsk landsbyskole. 

Om denne del af hans liv kan 

man læse i “En lærers logbog” fra 1915, 

og fortsættelsen i “En lærer er blevet 

fyret” fra 1919. 

Skolens historie 

I 1921 var Neill med til at grundlægge 

en international skole i Dresden. Om 

tiden forud for dette, kan man læse om 

i “En lærer i tvivl” fra 1920. Men på 

grund af den politiske situation i Tyskland 

måtte Neill i 1924 flytte sin del af 

skolen til Østrig. Her lå den en kort tid, 

før den blev flyttet videre til England, 

og byen Lyme Regis i Dorset. Lyme Regis 

er en by fuld af bakketoppe, og det 

er fra skolehuset her, at Neill hentede 

navnet Summerhill. I 1927 blev skolen 

flyttet til der, hvor den er i dag. Navnet 

Summerhill tog Neill med sig, selvom 

skolen kom til at ligge midt ude på en 

stor slette. 

Skolens regler 

A. S. Neill virkede på skolen frem til 

sin død i 1973. Bedst kendt er Neill 

og hans skole gennem bogen “Summerhill” 

fra 1960. På omslaget af bogen 

kan man læse følgende beskrivelse 

af skolen: “De 70 elever mellem 5 

og 16 år lever i fuldstændig frihed; de 

kan være væk fra skoletimer, når de 

vil, og de har ingen lektier. Men de 

lærer alligevel, de bliver selvstændige 

og de udvikler deres egenart. De vedtager 

selv de love, som skal gælde for 

skolen, de bliver ansvarsbevidste på 

en sund måde, uden tabuer og frygt. 

Summerhill er et vidnesbyrd om en stor 

lærers tro på det frie, selvstændige og 

frem for alt lykkelige menneske”. 

Der er mange spørgsmål, som rejser 

sig i mig, når jeg nu er på vej til Summerhill. 

Er skolen hvad den en gang 

var? Og hvad var den? Havde de måske 

ret, disse som sagde at Summerhill 

var afhængig af Neill? Og hvad med 

alle dem, som i dag hævder at Neill 

tog fejl, har disse ret? 

43

Mødet med skolen 

I Leiston står vi snart foran en lang, 

høj og gammel teglstensmur; over den 

bugner det af store grønne træer, fuglene 

synger, solen har trængt disen 

bort og himmelen er blå. Bortgemt bag 

muren og træerne ligger Summerhill. 

Kontoret viser sig at være et lille hus, 

som også indeholder et klasserum. 

Udenfor står der en stor plakat lydende 

“eksamen, vær stille!” Vi går ind, og 

der møder vi to voksne og et barn 

optaget af en lavmælt diskussion. Jeg 

melder vor ankomst. Desværre lidt højlydt, 

så jeg bliver straks hysset på, med 

et stort og venligt smil af dem der 

inde. 

Kontordamen Claire fortæller os, at 

en dreng, Jake, skal vise os rundt på 

skolen. Udenfor sætter vi os på en 

bænk for at vente på ham, men han 

dukker ikke op. Der går mange voksne 

og børn forbi os. Alle er blide og høflige, 

og når de hører, at vi venter på 

Jake, så farer de af sted for at finde 

ham. Efter lidt tid kommer tre piger i 

ti-elleveårsalderen, de hilser smilende 

på os i forbifarten på vej til kontoret. 

Mens de er inde på kontoret, får vi fra 

én af lærerne at vide, at Jake kommer 

lidt senere. Forsinkelsen skyldes, at der 

også skulle komme et dansk lærerægtepar, 

som Jake ønskede at vise 

rundt samtidig med os. Fem minutter 

senere kommer pigerne ud igen. Den 

bagerste af dem smækker døren hårdt i, 

og får straks at vide, at hun skal holde 

kæft af de andre to, med henvisning til 


eksamensopslaget. 

Rundvisning med Jake 

Så dukker Jake op sammen med danskerne. 

Han er en høj slank gut på seksten, 

og det er tydelig, at det ikke er 

første gang, han viser nogen rundt på 

sin skole. Han fører an mod hovedbygningen, 

et stort, gammelt slidt 

murstenshus. Det første værelse vi 

kommer ind i har et bordtennisbord 

midt på gulvet. Væggene er fulde af 

mærker og spor efter over 70 år med 

barnlig aktivitet. Rummet er skolens 

forsamlingssted, og bliver brugt til alt 

fra møder til diskotek. Jake viser os 

specielt opslagstavlen i hjørnet af 

værelset, hvor skolens reglement, timeplaner 

og mødeindkaldelser hænger. 

Skolereglementet er noget for sig 

selv, og det er med et glimt i øjet, at 

vor rundviser kan fortælle, at de har 

over 220 regler at forholde sig til. Jake 

er klar over, at mange tror, at der hersker 

den fuldstændige tøjlesløshed på 

skolen. Han forklarer dog, at re g l e r ne 

drejer sig om alt fra brandforskrifter til 

træklatringsregler. Undervisningen er 

fri. Dvs. lærerne har timeplaner som 

opslås, og børnene kan udfra disse 

vælge om de ønsker at deltage i timerne 

eller ikke. En af fordelene ved systemet 

er, at lærerne må være meget 

gode, for at børnene skal dukke op (ifølge 

A. S. Neill selv). Det indtryk jeg 

senere fik, var imidlertid et andet. 

Børnene, og da særlig de store, mødte 

til undervisningen, selvom den nogen 

gange var middelmådig. Årsagen må 

ligge i at frivillighed øger toleransen 

ovenfor undervisningen. 

Det næste rum vi kommer til er biblioteket. 

Her sidder tre drenge i ti- elleveårsalderen 

og ser på en undervisningsfilm. 

Jake spøger dem, om det er 

OK, at vi kommer ind, og det er det. 

Biblioteket er sparsommelig udstyret, 

med en gammel sofa, nogen boghylder 

og et par stole. I boghylderne er der 

ganske få bøger, mens der er et noget 

bedre udvalg af undervisningsfilm. Jake 

forklarer det lille udvalg af bøger og 

udstyr med, at biblioteket er helt nyt. 

Jake 

Jeg får nu lyst til at fortælle lidt om 

denne Jake, for han er virkelig en bemærkelsesværdig 

dreng. Ansigtet er 

åbent og levende, øjnene klare og engagerede. 

Kroppen er afslappet, nærmest 

henslængt, som på en kat. Jake 

kommer egentlig fra et land i Centraleuropa, 

men har boet de sidste fem år på 

Summerhill. Vi spørger ham, hvorfor 

han begyndte på skolen. Han fortæller 

om bandeproblemer, racisme og kriminalitet 

ved skolen i hjemlandet. Det var 

Jake´s mor, som oprindeligt sendte han 

til Summerhill. Hun var forhenværende 

lærerinde, som i sin tid var blevet presset 

ud af hjemlandets offentlige skole 

på grund af sin tro på frihed. 

Jake er for øvrigt meget sikker på, 

hvad han skal være, når han bliver voksen, 

nemlig snedker. For at opnå det, 

arbejder han fire dage om ugen sammen 

med en lokal håndværker. Den sidste 

arbejdsdag i ugen følger 

Jake et af undervisningsfagene 

ved skolen. Som tillæg til alt 

dette, har han også taget ansvaret 

for at vise besøgende 

rundt på skolen, sådan som 

nu. 

Ill. fra hjemmesiden 

Tegneværkstedet 

Vi går ud af biblioteket igen og 

videre til tegneværkstedet. 

Rummet er overfyldt af rod, 

redskaber og alskens 

finurligheder. Rundt om et 

stort bord sidder mange børn i 

alle aldre, ivrigt optaget af maling, 

tegning og klipning. Jeg 

lægger specielt mærke til en 

tolvårig dreng, som tegner på 

et billede af en konge. Han er 

meget dygtig. Der er ingen 

lærer tilstede, ligesom der her-

sker en forbavsende arbejdsro. Det må 

her siges, at værkstedet altid står 

åbent, og at børnene benytter det 

meget flittigt på egen hånd. Jeg vil 

lægge til, at der også undervises i 

faget. 

Tv-rummet er tomt! 

Det næste sted, Jake viser os, er Tv-rummet. 

Værelset er lille, og indeholder kun en slidt 

sofagruppe og et fjernsynsapparat. Der er 

ingen børn tilstede, og på de tre dage jeg 

var på skolen, så jeg ikke, at værelset var i 

brug en eneste gang. Jeg tror 

simpelthen, at børnene var 

for optaget af andre ting. 

Skolens sparsommelige 

og slidte møblering er et 

kapitel for sig. Dårlig økonomi 

er nok en af forklaringerne, 

men langt vig tigere er den 

ideologi, at inventaret i et 

hus med børn skal kunne tåle 

deres leg og udfoldelse. 

Børnegrupper 

Vi kommer nu til et enetages 

murstenshus, som 

indeholder forskellige 

klasseværelser. Længst 

borte fra os øges huset til 

to etager. Her bor de 

mindste børn, og her har de klasseværelser. 

Men før vi går derhen, vil Jake 

vise os snedkerværkstedet. Det ligger i 

et andet og mindre murstenshus, tæt 

op af hovedbygningen. Udenfor er der 

smidt en mængde cykler, indenfor er 

der et boblende liv. Børnene snedkererer, 

hamrer og skruer på de forskelligste 

ting. En lille asiatisk pige har lavet de 

nydeligste små træbokse på en dreje- 


bænk. En dreng skifter hjul på et skateboard, 

mens en anden snedkererer på 

en hylde. Der hersker også her den 

største selvdisciplin og arbejdsglæde. 

Børnenes boliger og forhold til voksne 

Det yngste barn, som går på skolen, er 

en fem-årig gammel dreng fra Asien. 

Det var drengens mor som sendte ham 

til Summerhill, så han kunne slippe for 

skolevæsenet i hjemlandet. I de første 

uger på skolen havde moderen boet her 

sammen med ham, men nu var hun 

draget hjem. Drengen så til trods for 

dette ud som om, han trivedes udmærket. 

Der går i dag 60 børn på Summerhill, 

af disse bor 53 på skolen, resten 

kommer fra landsbyen. De yngste af 

børnene, som er i alderen fra fem til 

ni, bor sammen med nogle voksne, de 

kalder husforældre. 

Husforældre har til opgave, at give 

den hjælp og kærlighed små børn behøver. 

De mellemste børn, som er i 

aldersgruppen ti til tretten, bor i anden 

etage i hovedbygningen. Disse 

børn er i det Neill kaldte “gangsteralderen”, 

og trænger derfor til et sted for 

sig selv. Disse mellemste har også husforældre. 

Fjorten- til sekstenårige derimod, 

bor helt for sig selv, i nogle husvogne 

bagved hovedbygningen. Jake 

fortalte, at hver af disse unge har sin 

specielle voksen at gå til, hvis de har 

behov for hjælp. 

Resten af bygningerne på stedet 

består af mange små og mellemstore 

huse, indeholdende alt fra japansk- til 

musikundervisning. I et lille hus er der 

naturfag, i et andet dramarum og 

skateboard-rampe. Bag en hæk står 

nogle campingvogne, som bliver brugt 

til lærerboliger. 

Udeareal 

Udearealet rundt om skolen er stort og 

indholdsrigt. Foran hovedbygningen 

står en totempæl, mellem nogle træer 

et gigantisk skakbræt. 

Bag småbørnenes hus er 

der en køkkenhave. Skolen 

har egen fodboldbane, 

en noget overgroet tennisbane 

og en skov som 

børnene bruger til cykling, 

leg og hyttebygning. På 

græsplænen mellem 

husene befandt sig nok 

stedets mest populære aktivitet: 

en lille skateboard-rampe, 

som børnene 

har bygget selv. Denne 

rampe er i konstant brug 

af alle aldre. Snart kunne 

en lang sekstenårig dreng 

sejle som et pendul på 

den, snart en lille pige, og 

så var det nogen andres 

tur. Skolen har også et 

svømmebassin. Det ligger 

godt skærmet fra omgivelserne; 

jeg tror grunden 

er, at man praktiserer nøgenbadning. 

I tillæg til alt dette vil jeg også 

nævne et af de største bøgetræer, jeg 

nogen sinde har set. Dette træ, med 

det sigende navn “The Big Beech Tree”, 

bruges til klatring. Men der er strenge 

regler forbundet med brugen af det. For 

eksempel kan ingen under 12 år få lov 

til at klatre. Grenene er så højt oppe, 

og så tykke, at det vil være vanskelig at 

holde sig fast, hvis man er for lille. 

Endvidere må ingen klatre i regnvejr, da 

grenene så er glatte. En anden regel 

gælder besøgende, som heller ikke må 

klatre. Jake selv derimod har været til 

tops flere gange. Han er også faldet 

ned én gang, men er kommet fra det 

uden skader. I det hele taget kan han 

fortælle, at det er sjældent, at nogen 

ved skolen skader sig. De er vant til at 

være ude og i bevægelse. 

Vor rundtur med Jake bliver afsluttet 

med en kop te og et spørgsmål, om vi 

Ill. fra hjemmesiden 

45

Frise fra Hesbjerg Slot, Foto red. 

kunne tænke os at deltage i skolemødet 

næste dag. Godt nok må han tage 

et lille forbehold for, at også de andre 

børn vil lade os deltage, men han tror 

helt sikkert, at dette vil ske. Vi takker 

med glæde ja til tilbudet, og 

selvfølgelig også for rundvisningen. 

To slags elevmøder 

Dagen efter bliver vi siddende udenfor 

hovedbygningen og venter på, at 

børnene holder afstemning, om vi må 

observere deres møde. Vi er ikke 

alene, for skolen har mange besøgende 

i dag. Der er tre børn, som 

måske skal begynde der, børnenes 

forældre, nogle skolefolk, en økologisk 

bonde, samt en journalist. 

Vi får lov til at komme ind. Rummet, 

som i går var tomt, er nu fyldt 

med børn og voksne i alle aldre. De 

sidder i ring langs med de ældgamle 

brune trævægge. Værelset er mørkt, 

væggene stjæler meget lys. Kun ved 

den ene langvæg, hvor solen slipper 

ind gennem høje vinduer, er der 

virkelig lyst. 

På Summerhill er der to typer 

møder, et på tirsdage og et på fredage. 

Tirsdagsmøderne tager konflikter 

op mellem individerne i skolesamfundet. 

Fredagsmøderne omhandler hvilke 

love og regler, der skal gælde på skolen. 

Der er ingen mødepligt, alligevel 

er rummet fuld af børn. Grunden er, at 

det som foregår på møderne, betyder 

noget for den enkelte. For her er der 

ingen, som har mere at sige end andre, 

den 7 år gamle pige har lige så store 

rettigheder som læreren på 70. Forklaringen 

på, at der kun er 60 elever på skolen, 

er den, at Neill mente at et selvstyre 

ikke ville fungere med flere end 60-70 

46 


børn. 

Jeg har selv oplevet forskellige 

varianter af klasse råd, 

elevmøder og demokrati, men 

aldrig har nogen af dem fungeret. 

Når jeg nu møder Summerhill, 

forstår jeg hvorfor. 

Disse tidligere “mø der” har 

altid haft noget halvhjertet, 

del vist eller ”som om” over 

sig. Dette ”som om” sanser 

børnene et eller andet sted 

dybt i sjælen, og resultatet 

bliver ubehag og modstand 

mod hele narrespillet. Skal 

man bedrive elevdemo krati, 

så kan det ikke gøres ”som 

om”, sådan at de voksne altid 

har det sidste ord. Dette står nu helt 

klart for mig. 

Konfliktmøde 

Men tilbage til Summerhill. Her er i al 

Mikkel (Foto: Red.) 

fald intet ”som om”, og mødet jeg 

overværer, skal vise sig at vare i timevis. 

Siden det er tirsdag, omhandler 

dagens møde konflikter mellem skolens 

indbyggere. 

Tag som eksempel adfærden hos en 

fjortenårig dreng, som tages op på mødet 

af en jævnaldrende pige. Ved to 

anledninger har han skubbet til og 

plaget hende. Hun på sin side advarede 

ham om, at han ville blive bragt op på 

mødet, hvis han ikke holdt op. Men i 

stedet begyndte drengen at gå lange, 

demonstrative omveje rundt om hende 

hver gang de mødtes. Denne sag bliver 

hurtig løst. Drengen beder pigen pænt 

om undskyldning og lover aldrig at 

gøre det mere (han rødmer lidt i det 

samme). 

Den nye dreng 

En anden sag, som bliver taget op, er 

om den nye dreng, som har forsuret 

sine omgivelser med spydige bemærkninger 

og hadefuld adfærd. Det 

hører med til historien, at drengen ikke 

har gået i skole før, selvom han nu er 

14 år. 

Denne sag vækker diskussion. En del 

af børnene forsvarer drengen ihærdig. 

De mener, at han på grund af den manglende 

skolegang aldrig har fået mulighed 

for at blive social ansvarlig. Alle 

burde derfor vise forståelse for, at det 

var vanskeligt for ham, som er ny, at 

være omgængelig. Nogle af de børn, 

som forsvarer 

ham, kender 

denne drengs opførsel 

fra deres 

egen tid som ny 

på skolen. Den 

anden gruppe af 

børn synes slet 

ikke, at manglende 

skolegang er nogen 

god undskyldning. 

Tværtimod, 

de mener, at han 

er heldig, at han 

er sluppet uden, 

og at dette er et 

socialt fortrin. 

Denne argumentation 

er også tydelig 

baseret på 

egen erfaring. 

Diskussionen 

ender med, at de 

fleste finder, at de 

egentlig ikke ved, hvordan han har haft 

det før. Sagen kommer så op til afstemning. 

Nogle mener, at drengen bør 

straffes med træk i lommepengene, andre 

at han skal have en advarsel. Den 

sidste gruppe siger, at man bør lade det 

hele ligge for denne gang. Resultatet 

bliver en advarsel, hvilket indebærer en 

klar besked om at tage sig sammen, i 

alles påhør. 

De små børn elsker at være med 

Tvinger man ikke de små børn til for 

tidligt ansvar på disse møder? Er det

skadeligt! Jeg mener nej. Deltagelsen 

på møderne er fuldstændig frivillig, og 

børnene elsker at være med. De sidder 

med store øjne og følger med i alt. Mødet 

fungerer derfor som den bedste 

naturlige autoritet, små børn kan have. 

De lytter til og har de store børn og 

voksne som forbilleder og helte. På 

denne måde sætter samfundet de nødvendige 

grænser, samtidig med at 

fraværet af påtvunget autoritet gør det 

mulig for børn at stå frit i deres egen 

udvikling. 

Det, at vi i Antroposofien mener, at 

mennesket i sin barndom gennemlever 

hele menneskehedens udvikling, bliver 

der på denne måde taget vare på med 

den største alvor. For det er kun gennem 

frihed, at et barn kommer helt og 

uskadet videre. Men hvis man forsøger 

at forcere udviklingen ved at tvinge 

børn til at være noget, de ikke er, så 

risikerer man at dele af deres livskræfter 

bliver siddende fast i fortiden. Dette er 

forklaringen på, at fortidens følelser så 

ofte gør sig gældende hos voksne. 

Lad mig tage et eksempel: Syv- til 

elleveårsalderen modsvarer den periode 

i menneskehedens udviklingshistorie 

rent antroposofisk, hvor man ser de 

første spirer til et primitivt samfundsliv. 

Summerhill giver ved sin frihed 

muligheden for at blive bekendt med 

denne nye gruppefølelse på en sund og 

harmonisk måde. Dette står i en klar 


kontrast til den skole, hvor autoriteten 

er påtvunget. Med en påtvunget autoritet 

kommer børns gryende gruppefølelse 

altid til at være rettet mod de 

voksne. 

Det, som skaber sammenhold i 

skoleklasserne, kan blive had mod lærerne. 

Mens frygten for straf kan blive 

det, som skaber disciplin og moral. Resultatet 

er ofte, at barnet som voksen 

får en ydre moral, som kun opstår i 

nærværet af tvang eller frygt. 

I modsætning til småbørnene, som 

gik en tur ud, når det blev for meget, 

blev vi siddende under hele mødet. 

Derefter drog vi hjem til vores “bed and 

breakfast”. 

Neill´s datter 

Skolens rektor, Zoe Readhead, er en 

travl kvinde på lidt over halvtreds, og 

datter af A. S. Neill. Det er med stor 

glæde i stemmen at Zoe kan fortælle, 

at Summerhill lige har vundet en 

retssag, som engelske myndigheder 

havde anlagt mod dem. Myndighederne 

havde prøvet at gøre en ende på 

børnenes indflydelse på skolen. De 

havde forlangt tvungen undervisning, 

karakterer og kønsopdelte toiletter. Der 

var blevet sat to uger af til sagen i retsvæsenet, 

men skolen vandt på alle 

punkter efter kun to dage. Myndighederne 

har nu ikke flere argumenter 

tilbage. Summerhill på sin side har 

bl.a. kunnet dokumentere, at det går 

godt med deres elever senere i livet. 

Konklusion 

Steinerskolen har lært mig, at man må 

bygge en undervisning ud fra en erkendelse 

af barnets udvikling. Mit møde 

med Summerhill har lært mig, at en 

erkendelse af barnet og dets udvikling 

indebærer, at man må give det frihed. 

Begge dele er lige vigtige og rigtige. 

Jeg mener derfor, at fremtidens skole 

bør kombinere dem. 

Til sidst vil jeg rette en tak til Summerhillbørnene. 

En sundere, mere 

leven de og lykkelig børneflok skal man 

lede længe efter. 

Navnet Jake er opdigtet af ano nymitetshensyn. 

Der henvises nogle 

steder til udsagn af Neill i teksten, og 

disse udsagn kan man finde i bøgerne 

Summerhill fra 1960 og Spørgsmål om 

Summerhill fra 1967. 

Hjemmeside: http://www.summerhill. 

dudley.gov.uk/ 

Foto: Red

Første skoledag, der deles bøger ud, 

og klasselæreren fortæller om det 

kommende skoleår. I klassen hersker 

en koncentreret, lidt nervøs stemning. 

“Dette skoleår adskiller sig en del fra 

det, I tidligere har oplevet, det er mere 

at betragte som et koncentreret kursus 

end som et almindeligt skoleår”. 

Alle fornemmer alvoren: Det sidste 

skoleår med den afsluttende eksamen. 

Kronen på værket, adgangsbilletten til 

erhvervsuddannelser eller til mange 

højere uddannelser. Realeksamen, folkeskolens 

slutprodukt, som alle samledes 

om, og som blev taget alvorligt 

og “regnet med”. 

Med 10 skoleår, som alle blev vægtet 

lige meget. De foregående i høj grad 

som forberedelse til det afsluttende 

48 


En dansk folkeskole 

på 12 år 

Gør ikke allerede skoletiden til et erhvervsræs - men til et udviklingsanliggende. 

Afskaf gymnasieuddannelser, eksamen i barneskolen, 

og lad barneskolen få et sammenhængende indhold til og med 12. 

Klasse. Eksamen kan effektueres på erhvervsuddannelser eller på 

videregående højere uddannelser - eventuelt som adgangs prøver til 

visse uddannelser 

Af Jan Thiesen, lærer ved Rudolf Steiner Skolen i Fredericia 

skoleår, og med 

nogle “alternative” 

muligheder 

undervejs (Mellemskoleeksamen, 

9. Klasse, 

eller “fri mellem”) 

udgjor de 

folkeskolen et 

brugbart helheds 

værk, som 

dannede et solidt 

grundlag for 

selvtillid, sikkerhed 

og de krav, 

samfundet i øvrigt 

stillede dengang 

i halvtredserne. 

Vi kan natur ligvis ikke vende tilbage til 

folke skolen årgang 1960 - også dengang 

var forbedringer og forandringer påkrævet. 

Men som skoleform var folkeskolen dengang 

en helhed, der rummede en begyndelse 

og en afslutning. 

Skolen løber ud i sandet 

I halvfemsernes folkeskole er der 

begyn delser - oven i købet tidligere og 

tidligere - men faktisk ingen reelle afslutninger. 

Ved 9., 10. klasse “løber det 

hele så at sige ud i sandet”. Alle stiger 

om og nogle få rådvilde bliver i den 

gamle vogn: folkeskolens 10. klasse. 

Mest fordi de endnu ikke er parate 

til omstigning. Og så går det videre 

med nye linjer: Gymnasiet, handelssko- 

len, teknisk skole, efterskole eller hvad 

der nu udbydes til den rådvilde ungdom. 

At folkeskolen ikke inden for egne 

rammer har sit eget mål, skaber 

selvfølgelig forvirring og magtesløshed 

nedad. 

Uden at ville være det, bliver folkeskolen 

så en småbørnsskole, som dog 

er underkastet de skrappeste faglige 

krav og den skarpeste kritik. Erhvervslivet 

“kræver et bestemt produkt” som 

“skal kunne klare sig i den internationale 

konkurrence” og skolen skal så for 

øvrigt “køres” som en erhvervsvirksomhed. 

Vi kunne jo danne skoleaktieselskaber 

og så se, hvad dividenden 

bliver, eller, hvis det går rigtig godt, så 

kan skolerne blive børsnoterede. Måske 

vi i det mindste kunne få råd til den 

(tilsyneladende alles) store ønskedrøm: 

Hvert barn sin computer. Det skulle vel 

egentlig være muligt at finansiere sådanne 

indkøb, efterhånden som lærerne 

bliver overflødige. 

Demokratisk slingrekurs 

Politikere udtaler sig ved alle lejligheder 

om både pædagogiske og faglige tiltag, 

som “de tror, at vælgerne vil påskønne” 

uden altid at tage hensyn til de faktisk 

faglige eller pædagogiske behov. 

Eller økonomerne (også politikere?) 

“sparer” sig til faglig og pædagogisk 

armod i folkeskolesektoren. Alle har 

altså åbenbart en borgerret til at gøre 

deres indflydelse gældende i folkeskoleforvirringen. 

Det er det fuldbyrdede

demokrati, hvor enhver tids flertal 

sjældent er en garanti for det fornuftige 

eller sande - men næsten altid for en 

slingrekurs. 

Tomrum efter folkeskolen 

Danske børn går længere i skole nu, 

end de gjorde for 30 år siden. Alle opholder 

sig i et skoleforløb i 10-13 år, 

hvoraf ofte de sidste 2 eller 3 år “ligner” 

en erhvervsbegyndelse. Det har noget 

at gøre med, at i tiden fra 9. klasse og 

fremefter er alle nu inviteret til at fylde 

tomrummet ud. 

Her kommer faglige og erhvervsmæssige 

interesser ind i billedet, kortere 

kursusagtige tilbud kombineret i den 

fri ungdomsuddannelse, gymnasiet, 

naturligvis VUC og AMU. Alle fisker de i 

det pengefyldte hav, som folkeskolen 

har åbnet, ved at lade sin afslutning 

løbe ud i sandet. I den anden ende - de 

lærere, som i de mindre klasser påbegynder 

et stykke arbejde, ser aldrig 

frugterne af dette arbejde og oplever 

kun sjældent det, som egentlig gør lærergerningen 

til et privilegium: At iagttage 

og lære af børns udvikling og 

opleve hvorledes det, man bringer dem, 

vokser og udvikler sig til en foreløbig 

afslutning. Og børnene selv - de oplever 

ikke helheder - og føler indirekte, at de 

ikke bliver forstået på deres egne 

præmisser. Der, hvor der skulle opstå 

sikkerhed og udholdenhed, opstår der i 

stedet forvirring og splittelse. 

Forbinde sig med livet 

Netop af hensyn til børns almene udvikling, 

bør man forske i den mest menneskelige 

og udviklingsfremmende og 

hermed effektive planlægning af det 

samlede skoleforløb. Af hensyn til 

børnenes moralske opdragelse bør de 

omgås levende engagerede lærere. 

(Moral i en almen omfattende betydning 

erfarer man gennem samværet med 

andre levende mennesker). 

Af hensyn til erhvervslivets forventninger 

bør der undervises i overensstemmelse 

med børnenes egne udviklingslovmæssigheder. 

Erhvervslivet, 

med dets specialer og udviklede 

teknologi, ønsker jo netop SELV at uddanne 

(skole/omskole) deres medar - 

be j dere. Og dette sker naturligvis 

bedst på baggrund af almene basale 

potentialer i stedet for misforstået 

“skoleerhvervslærdom”. 

For at Mr. Microsoft ikke skal have 


alt for meget på samvittigheden (det er 

såmænd slemt nok i forvejen), bør vi 

nok spare de fleste penge på dette område. 

(Enhver bruger af en pc får ved 

købet at vide, hvor hurtigt og nemt det 

er at betjene og udnytte udstyret. Det 

kan læres på 14 dage), men skolebørnene 

skal altså bruge 10-12 år på at 

lære og blive belært af de elektroniske 

hjerneerstatninger. 

Livet er jo skønt, dramatisk og 

spændende og fortjener at blive oplevet 

ved nærkontakt i så vid udstrækning som 

muligt. (Eksperimentel, virkelig, naturvidenskabelig 

undervisning, det levende 

ord fra en engageret lærer i historie, litteratur 

m.m. og oplevelser “i marken”). 

Billedet af eleverne, der sidder med ryggen 

mod vinduet og opmærksomheden 

på den flade skærm, hvor de tror at “lære” 

og “modtage informationer” må virke 

skræmmende på enhver lærer, der ser det 

som sin opgave at forbinde ele verne med 

livet og ikke afskære dem. 

Fremtidens læreplanskitse 

Mennesker må opdrage og undervise 

Sofia - ved starten af et 12 års uddannelsesforløb (Foto: Red.) 

49

mennesker. Der må tegnes en skitse af 

en læreplan, som tilgodeser børns 

almene udvikling og differentierer til 

det enkelte barn. 

Det må handle om at styrke de opvoksende 

børns mulighed for at bringe 

nye og stærke kræfter ind til samfundet- 

IKKE om at ungdommen skal hoppe 

ind i vore traditioner og spor. Hvorledes 

skal da det nye komme til? 

Som undervisende lærer for 

elever i 10-18 årsalderen taler 

man ofte med eleverne 

om tidens spørgsmål. Vi 

gamle efterlyser revolutionære 

unge, der er parat til at 

gå på barrikaderne for en 

sag, men sporer i disse år en 

vis tilbageholdenhed hos de 

unge. 

Det nye er anderledes. En 

stille tilbageholdenhed, en 

vis skepsis - især over for 

vort traditionelle uddannelsessystem. 

Vores folkeskolelæreplansskitse 

må 

udformes sådan, at den åbner mulighed 

for det nye - men på baggrund af de 

kulturfrugter, vi som menneskehed i 

vor kulturkreds indtil nu har erfaret. Vi 

vil opdage, at børn i de forskellige 

livsaldre gennemlever denne kulturudvikling, 

som en slags fortløbende historie 

i sig selv, og at de vågner gradvist 

med stigende interesse til en forståelse 

af denne kultur, efterhånden som 

skoleårene absolveres. Når vi som opdragere 

og undervisere bringer vor kulturs 

resultater og indhold, så svarer 

børnene os med to forskellige gebærder: 

1) Genkendelse og taknemmelighed for 

det erfarede og 2) Den nye generations 

fremtidsudviklingsmuligheder (som opdragere 

er vi fødselshjælpere til disse 

fremtidsimpulser). 

På børnenes præmisser 

Kan vi opbygge en skole, der tager sådanne 

hensyn? Vil vi blive leveringsdygtige 

i alt det potentiale, som samfundet 

efterspørger? Det forholder sig 

med børneopdragelse og undervisning, 

ligesom når man maler et billede: Hvis 

det gule skal lyse mere, så hjælper det 

bedst, når jeg maler det omkringliggende 

mørkere. 

Altså vejen til de effektive problemløsere 

og dygtige erhvervsfolk er IKKE 

den direkte: Så tidligt som muligt at 

præsentere eleverne for voksne prob- 

50 


lematikker, lade erhvervslivet påbegynde 

sin specialisering allerede i folkeskolen 

eller at indrette undervisning 

og fag efter, hvad man tror, samfundet 

har brug for de næste 10 år (“flere 

teknikere, flere sociologer osv.”) 

Hele barndommen igennem er der 

bestemte udviklingsmæssige hensyn at 

tage, som må veje mere end øjeblikkets 

4. klasses høstfest. Foto: Jan Thiesen. 

lune, mode eller “demokratikrav”. Først 

når vi har sluppet eleverne ved ca. 18års 

alderen, egentlig efter 12 års skolegang, 

ankommer de til nutiden. Men 

med hele fremtiden i deres hule hånd. 

Vel at mærke deres egen fremtid, ikke 

“vores fortid” (som vi jo gerne vil gøre 

til børnenes fremtid). 

Hvis vi kan lave en skole, der fungerer 

sådan, at basale, almene kræfter 

tilgodeses, og børnene ankommer til 

erhvervslivet eller de videregående uddannelser 

med sikkerhed og “evnen til 

at kunne løse opgaver og lære nyt”, får 

omverdenen naturligvis også tillid til 

os. Men denne omverden må lade være 

med at “blande sig”. Den må indrømme 

børnene deres egen opvækst på egne 

præmisser. (Og tro mig, disse præmisser 

er andet og mere end vort kunstigt 

skabte børne- og ungdomsmiljø med 

rockmusik, tyg gegummi, bajere, 

smøger, Anders And, smølfer og tresserlærere, 

der spiller på guitar og synger 

“skolerock” for de små i 1. klasse) 

12 år i folkeskole 

Tag springet: Lav en folkeskole, der varer 

12 år, som indeholder en værdig 

afslutning. Og drop gymnasiet! Alene 

navnet, hentet fra antikken, men anvendt 

om det sted, hvor de unge skal 

møde nutiden. Drop lærere, der ikke vil 

være opdragere, samtalepartnere eller 

menneskevenner. 

Skab en skoleform, der bærer sociale 

helheder i sig. Hvis denne skoles indhold 

svarer til børnenes faktiske udvikling, 

så bliver hver dag attraktiv i 

sig selv, og skolen opretholder ikke kun 

sig selv ved hjælp af den gulerod, der 

hænger for enden af skolelivet: Eksamen! 

BEFRI folkebarneskolen for 

frysetørrede øjebliksbilleder, 

der kun bærer fortidens synder 

med sig og ikke fremtidens 

udviklingsmuligheder. Og lad 

så hele barnet gå i skole. Indfør 

musiske, kunstneriske fag 

på lige fod med håndværksfag, 

teknologi og såkaldt boglige 

fag. 

Kald ikke undervisningsprogrammet 

en læseplan, men 

en læreplan. Det er en almindelig 

og gammeldags men tilsyneladende 

yderst taknemmelig 

frase, at hævde, at 

børnene intet brugbart lærer, 

når de “udsættes” for kunstnerisk, musisk 

undervisning i stedet for såkaldt 

effektiv undervisning. Det er sort fortid 

at hævde, at skolen eller pædagogerne 

ikke samtidig er stærkt interesserede i 

(og de arbejder på højtryk i den retning) 

at opretholde det højest muligt 

niveau i såkaldt boglig retning. 

Undersøgelser 

Selvfølgelig vil og skal skolen da lære 

eleverne at læse, skrive og regne! Men 

at få størsteparten af samfundet - inklusive 

det professionelle pædagogiske 

bagland og undervisningsministeren - 

til at reagere på en undersøgelse af 

børns læsevaner i 3. Klasse, det må 

betegnes som noget af et medieresultat. 

Underligt nok fremkom samtidig to 

andre undersøgelsesresultater: Danmark 

har den højeste “livskvalitetsstandard” 

i verden, og vi er det land i 

Europa, der har den højeste produktionsvækstrate 

for tiden. Altså, skulle 

man tro disse resultater, måtte der 

åbenbart alligevel være noget i den 

danske skoleform, der er i orden. 

Men vi skal ikke tro eller mene, vi 

skal selv skabe, forske og undervise. 

Pædagogik er en kunstart, som lader 

sig befrugte af videnskabelig holdning 

og forskning, ikke af medieskabte kontroversielle, 

statistiske resultater.

Grundskole 

Den 12-årige skole bør indledes med 

otte års grundskole. Her lægges mere 

vægt på hukommelseskræfter, billeddannelse, 

skrive- og regnefærdigheder, 

praktiske oplevede begivenheder samt 

kunstnerisk undervisning og udfoldelse 

end på kritik, forståelse og selvvalg. 

Her vælger og tilrettelægger læreren 

(samme klasselærer i alle otte år) stof 

og undervisning i en bred vifte som en 

forberedelse til skolens næste afsnit. 

Der undervises bevidst med en metodik, 

der tilgodeser: 1) barnets alder 2) 

dagsrytme, ugerytme, månedsrytme, 

årsrytme. 

Overskole 

Så følger fire års overskole, hvori grundskoleårene 

spejler sig. Der undervises 

med lige stor vægt på kunstneriske, 

håndværksmæssige og 

“boglige” fag. Eleverne møder et kvalificeret 

fagorienteret lærerkollegie. I 

11. og 12. klasse undervises på såkaldt 

“gymnasialt” niveau. Rejser, praktikophold, 

projektundervisning samt 

selvstændig udformning af undervisningsstoffet 

i form af selvgjorte lærebøger, 

der kommer i stand ud fra lærerens 

forelæsning/forevisning/ 

demonstration af stoffet. Graden af frihed 

og selvvalg vokser naturligvis efterhånden, 

som eleverne modnes gennem 

de fire skoleår. Skolegangen 

afsluttes med en etårig, selvvalgt årsopgave, 

der udarbejdes frit ved siden 

af det øvrige skolearbejde. Der udarbejdes 

omfattende vidnesbyrd i hele 

skoleforløbet, og skolen har i sin helhed 

ansvaret for et samlet individuelt 

udviklingsforløb og -mål. 

Lærerne 

Lærerne skal have rod i nutiden - meget 

gerne gennem tidligere og nuværende 

forbindelser til andre grene af samfundet 

- og specielt til erhvervslivet. De 

skal være berejste verdensborgere, med 

begge ben i dagens samfundsvirkelighed. 

Det er også lærernes opgave at 

etablere en levende forbindelse til 

forældrekredsen, om muligt at inddrage 

dem aktivt i overskolens samfundsorienteringsfag. 

Lærerne skal samtidig være (til sidste 

skoledag, og længere hvis nødvendig) 

vejvisere og mulige samtalepartnere 

- også i menneskelige spørgsmål. 

Den levende forbindelse til samfund 

og erhvervslivet samt børnenes medbragte 

fremtids- og visionsimpulser 

skal danne en bro af tillid fra samfundet 

til skolen. Og på denne måde behøver 

man ikke “indsnige” udviklings- 

fremmede elementer i skolen for at 

tilfredsstille de forskellige “demokratisærinteresser”. 

Bagefter? 

Efter 12 års skolegang vil eleverne 

være parate til lige netop det, de vil 

og kan. Modenheden og dømmekraften 

er nu så fremskreden, at der kan træffes 

sikre og rigtige valg for fremtiden, og 

almendannelsesniveauet gør “alting 

muligt”. Eleverne vil måske i højere 

grad spørge: “Hvilke af mine evner har 

samfundet nu mest brug for” end: 

“Hvad kan jeg bruge samfundet til”. 

Det skift, som åbenbart er ønsket i 

det samlede skoleforløb omkring 9. 

eller 10. klasse (eller tidligere), er ofte 

begrundet i “skoletræthed”, “lyst til 

forandring” osv. Hvilket naturligvis 

dækker over visse vanskeligheder med 

kammerater, skole og hjem netop i pubertetsårene. 

Men for det første kan 

årsagen til disse vanskeligheder jo udmærket 

ligge i, at skoleformen i sig 

selv er alt for utilstrækkelig eller i, at 

mennesker (familier, lærere og andre) i 

almindelighed vælger “skilsmissen”, 

når den første vanskelighed melder sig. 

Her grundlægges en kedelig holdning 

til livet, når “skiftet” dækker over en 

“flugt”. 

Hvis altså skolen var mere attråværdig 

i sin form og indhold, og eleverne 

overvandt problemer i stedet for at flygte 

fra dem, ville det naturligvis tilføre 

ekstra kvaliteter. Et problem, den 

12-årige skoleform også kunne løse. 

Der er således tale om ideer til en 

ny, dansk folkeskolestruktur, hvorefter 

skolelivet i langt højere grad vil tjene 

samfundets sunde videreudvikling, 

end tilfældet er i dag, hvor samfundet 

nærmest “udsuger” barndoms- og 

ungdoms kræfterne, så disse er brugt 

op, inden menneskene bliver voksne. 

12 klasses stenhugning. (Foto: Jan Thiesen) 

51

Vi starter med en sang. Vi sidder 

vel 30-40 forældre, hele skolebestyrelsen 

og lærergruppen, i alt 

60 inde i den nye gymnastik- og mødesal 

på Bjedstrup Skole. Skolen er netop 

ombygget for 9 mio. kr. Det er anden 

gang i løbet af 8 år, at skolen får en 

kraftig ansigtsløftning. Det var ellers 

på et hængende hår, at skolen blev reddet 

for 10 år siden, hvor Ry Byråd faktisk 

lukkede skolen. Det holdt dog kun 

nogle uger, før forældre og lærere, som 

var samlet i dét, der blev kaldt Skolens 

Venner, formåede at overbevise byrådsmedlemmerne 

om, at skolen gik en lys 

tid i møde. Og det gjorde den, og den 

fremstår nu, nyombygget ude og inde, 

med en ung og dynamisk lærergruppe, 

ikke mindst skolens leder, Kirstin 

Pindstrup Thomsen. Vi får en aften af 

de sjældne. 

Ny matematik 

Kirstin byder velkommen, og indleder 

med at fortælle kort om det nye projekt, 

som børnene skal i gang med fra 

den 10. September og en måned frem: 

Cesanne. Projektet tog sin begyndelse, 

52 


Glæde, kundskab og omsorg 

for alle livformer 

Jeg er taget til forældremøde om det kommende månedsprojekt for alle skolens elever, 

hvor emnet er den franske maler Cesanne. Midlet er de ni intelligenser og målet er ovenstående 

overskrift, som danner værdigrundlaget på Bjestrup Skole, en musisk og kreativ 

folkeskole i Midtjylland. 

Af Troels Dilling-Hansen 

Skoleleder Kirstin P. Thomsen. 

Foto: Henrik Bjerg 

da én af de 11 lærere en dag fremkom 

med denne idé, som alle tog til 

deres hjerte med det samme. Måske 

med en vis tøven, for hvordan skulle 

man eksempelvis undervise i Matematik 

eller Engelsk henover dette 

kunstneriske emne. 

Ikke desto mindre fik flere og 

flere gode idéer til ny undervisning, 

og de enkelte lærere så nu frem til 

at eksperimentere med de forskellige 

intelligenser i praksis. At bruge 

en hel måned i læring sammen med 

børnene, sammensat i fire forskellige 

aldersgrupper, således at de ældste er 

sammen med de yngste (6.kl-0.kl, 5. 

kl-1.kl, 4.kl-2.kl) og 3.klasse alene. 

En virksom plan 

Aftenen går fra det ene højdepunkt til 

det næste. Kirstin overlader ordet til 

skolebestyrelsen, som roser skolens 

lærere for deres fantastiske entusiasme. 

De fortæller på tur om bestyrelsesarbejdet, 

som virker meget spændende 

og inspirerende. De er lige 

blevet færdige med en virksomhedsplan 

for skolen, kaldet En virksom 

plan for Bjedstrup Skole 2001. 

Denne plan er en milepæl i den 

nye skoles udvikling, da det gennem 

arbejdet med denne er blevet klart 

for både lærere og forældre, at skolen 

virkelig har noget at byde på. 

Skolens værdigrundlag 

Visionen for skolen er artiklens overskrifter. 

Glæde, hvor børn er åbne, 

tror på og tager ansvar for sig selv, og 

det fællesskab vi lever i. Kundskaber, 

hvor der arbejdes med at børnene tilegner 

sig meningsfyldt lærdom, hvor 

vejene er mange og blomstrende. God 

handlemåde, hvor forskellige baggrunde 

og livsholdninger betragtes 

som en rigdom, der mødes med åbenhed. 

Og endelig, at omsorg for alle livsformer, 

alle omgivelser og alt natur 

betones. Målet er stærke personer, der 

tør gå ud i verden og kan tage verden 

ind. 

Ombygning 

Med denne vision for øje er skolen de 

sidste år blevet ombygget og forøget 

med 6. Klassetrin. Derudover er skolen 

også hjemsted for en børnehave og et 

fritidshjem. 

Skolens hjerte er det nye åbne bibliotek 

med nye computere, som er 

tilgængelige hele dagen. Her er højt til 

loftet, og det internationale samfund 

er bare ét klik med musen.

Venindesnak i naturen. (Foto: Henrik Bjerg) 

Morgensang og samling 

”Musik er sjælens sprog. Den åbner for 

livets hemmeligheder, giver fred, bilægger 

stridigheder” Khalin Gibran, står 

der i den virksomme plan, som overskrift 

til den musikalske rejse, som 

Bjedstrup skole også tilbyder. Der er et 

meget musisk lærerkollegie, som formår 

at lave nogle ret ambitiøse opsætninger. 

Musikken bruges også altid ved morgensamlingen 

og morgensangen, som 

sker hver morgen inden klasserne går 

hver til sit. Det er et pragtfuldt ritual, 

som flere forældre også nyder at være 

en del af. Her starter dagen for alle, 

med en sang eller to, nyt fra dem som 

har noget nyt, med lidt optræden og tit 

et godt ord med på vejen. 

Vildmark og haver 

Skolen er omkranset af et stort område 

med klassehaver, legepladser, boldbaner, 

vildmark, krat og en lang svævebane. 

Stedet animerer til, at meget 

undervisning foregår udenfor, med undersøgelser 

af omgivelserne, lokalsamfundet 

og andre aktiviteter. 

Alle klasser har en have, som de 

skal passe i den tid, de går på skolen. 

Alle haverne dyrkes økologisk, og de 

bruges flittigt indenfor alle fag, 

udover at det fylder ”sjælen med 

skønhed og styrke” (fra skolens plan). 

Derudover har 6. og 0.klasse bier 

sammen. 

Masseovn 

En sidste ting, jeg vil hæfte mig ved, 

er masseovnen, som vist nok er den 

Th. og tv.: CO2-neutral varme og stimulering 

af sanserne ved masseovnen på Bjedstrup 

skole. (Foto: Henrik Bjerg) 


første af sin art i en dansk folkeskole. 

Det er fjerde klasses opgave at passe 

fyret. I det hele taget er der meget 

opmærksomhed rettet mod en 

bæredygtig fremtid med et miljøvenligt 

energiforbrug. I efteråret 2000 

fik skolen det grønne flag, som symbol 

på deres indsats på dette område. 

Rejse i de ni intelligenser 

Tilbage til mødet. En kunstner viser 

lysbilleder og fortæller om Cesanne, 

som optakt til en rejse i de ni intelligenser, 

som vi nu skal udsættes for 

som forsmag på, hvad vore børn vil 

opleve den næste måned. Rundt omkring 

i det meget højtloftede rum er 

pladseret borde med alle mulige opgaver 

indenfor 

forskellige intelligenser. 

Vi 

bevæger os 

rundt i grupper 

til opgaver 

med akrobatik, 

sangskrivning, 

lave et dyr med 

legoklodser, 

regneopgaver 

og historiefortælling. 

U e n d e l i g e 

muligheder 

Mulighederne i 

denne projekttype 

med de 

mange intelligenser 

for øje er nærmest uendelige, og 

det må med tiden skabe uendelige rum 

i vore børn, vore hjerter, vores skoler 

og ud i vort samfund – og måske med 

tiden langt ud i verden. 

Ska’ vi male himlen blå 

Mødet slutter med en lang proces, hvor 

vi skal male en kæmpe papirbane, der 

er hængt op i den ene gavl. Vi har fået 

stillet to mulige opgaver; én hvor vi 

skal forsøge at gengive et billede af en 

opstilling med frugter og andet på et 

stort bord foran papiret. Én anden, 

hvor vi kan male ud i det blå med vores 

fantasi. Det er et dejligt møde mellem 

mennesker, som viser nye sider af sig 

selv. Vi er ikke vant til denne frimodighed, 

men det varer ikke længe, før 

blufærdigheden for trænges af skabertrangen, 

der maler sig tværs over 

væggen. Måske ikke en Cesanne, så dog 

Bjedstrup Skoles forældre og lærere - 

Det kreative vægtes højt på Bjedstrup 

skole. (Foto: Henrik Bjerg) 

og det er vel osse noget. 

53

Forleden havde jeg en snak om 

skole med Bastian, min stedsøn på 

12 år. Han går i øjeblikket i skole 

i Bjedstrup, en lille meget kreativ og 

musisk kommuneskole mellem Ry og 

Skanderborg (se sidste artikel). Jeg 

spurgte ham om, hvordan han ønskede, 

fremtidens skole skulle se ud, både 

hvad angik bygninger, indretning, udenomsarealer 

og fag. 

Hans første indskydelse var, at der 

ingen lektier skulle være. Ellers mente 

han, at skolen var OK. Jeg prikkede lidt 

mere til det, og det næstvigtigste for 

Bastian var vennerne; han ville i hvert 

fald være nær ved hans venner, uanset 

hvilken skoleform. 

Bastians tøven kunne være et udtryk 

for, at skolen i dag opfylder hans be- 


”Ingen lektier, mange venner.” Om fremtidens skole og samfund. Om vor tids store udfordringer 

og læringsbehov. 

Af Troels Dilling-Hansen, Stud.mangeår og LØS-sekretær 

Camilla. (Foto: Red.) 

54 

Gi’ lærerne fri 

hov. Jeg må dertil svare, at Bastians 

kreative sind tit går fuldstændig død 

overfor de sproglige og matematiske 

krav, som selv en kreativ og musisk 

skole, som Bjedstrup ligger under for. 

Jeg fortsatte derfor med at forestille 

mig en nyskabelse af skolen, og det varede 

heller ikke længe, før ideerne begyndte 

at vælte frem, hvilket følgende 

scenarie handler om : 

Visionen om en virkelig skolegård 

Forestil dig en stor naturpark på 20- 

100 hektar, som er skolens område. 

Skolens bygninger, indretning og omgivelser 

rummer alle former for udfordringer 

og inspirationer, og følgende 

stikord er ment som inspiration til fag- 

eller emneområder efter hvilke skolen 

og landskabet kunne indrettes i et permakulturdesign: 

naturen, økologi, energi, 

socialøkologi, seksualitet, landbrug, 

gartneri, dyr, føde, værksteder, 

motorrum, snedkeri, metal, atelier, 

arkitektur, permakultur, design, kunst, 

musik, digt og talekunst, litteratur, religion, 

sprog, historie, lokalhistorie, 

filosofi, matematik, økonomi, edb, 

fysik, biologi, teknik, forsknings lokaler, 

bevægelse, dans, massage, medi tation 

og fordybelse, yoga, tai chi og andre 

kampteknikker, sport, rejsen de skole og 

mellemfolkeligt arbejde etc. 

Energi 

Fagområderne indgår i en projektorienteret 

undervisning, rettet dels indad i 

gruppen og den enkelte elev, dels udad 

i samfundet. Energi er et overordnet og 

meget vigtigt fagområde i hele vores 

læretid som menneske: 

Energi forstået som konkret energi, 

der gennemstrømmer os selv og al 

skab ning, ja hele universet. 

Energi forstået som mikropartikler 

eller bølger, som al skabelse er sam- 

mensat af på forskellig måde. 

Energi forstået som den måde, vi 

forvalter vores energi, den måde vi udveksler 

med andre væsener, vore medmennesker, 

dyr, planter og sten. 

Energi forstået som skabelse, som 

det vi ønsker at kreere. 

Energi forstået som seksualkraft, 

vores vigtigste energiresurse indadtil, 

som vi enten kan skabe børn med eller 

skabe indre energi og bevidsthed med. 

Energi som væren og erkendelseskraft, 

hvad vores potentiale som 

menneske egentlig er, ikke som religiøse 

fordomme, men som en undersøgende 

forskningsmentalitet. 

Nærdemokrati 

Skolens demokrati er ægte nær de mokrati 

: alle regler og beslutninger laves 

af de tilstedeværende børn og lærere i 

fællesskab, ét menneske - en stemme, 

helst snakker man sig dog til rette. 

Der er ingen krav til eleverne om at 

deltage i undervisningen. Der er kun 

krav til lærerne om at være til rådighed 

for vejledning til det enkelte barn. 

Skolegården kan i et videre perspektiv 

tænkes ind i en landsbymodel a la 

et økosamfund, hvor hele skoledistriktet, 

landsbyen, og udenomslandskabet 

betragtes som skolens naturområde tillige 

med landsbybeboernes. 

På denne måde bliver alle voksne 

børnenes lærere eller rettere inspiratorer, 

for når vi tænker ud af denne tangent, 

er lokalsamfundet indrettet som 

en lege- og læreplads, hvor de voksne 

også gør, hvad de har lyst til, også i 

forhold til deres egen læring, og dermed 

efterhånden bliver vise og ægte eksempler 

til efterfølgelse. Dermed har vi 

sluttet cirklen til den egentlige mening 

med at lære, at blive oplyst og være et 

godt og glad eksempel for andre. 

Fremtidsværksteder

Dette er et meget begrænset, men dog 

et positivt fremtidsscenarium over 

vores skoleform. Så prøv at forestille 

dig en folkelig idékraft fra børn, forældre 

og pædagoger på Danmarks skoler, 

der på fremtidsværksteder landet over 

frit kunne visualisere fremtidens drømme 

skole, og at vi udfra disse indrettede 

vores samfund, drøm me samfundet, for 

at blive i en moderne fremtidsforskningsterminologi. 

Hvor kommer idébegrænsningen 

fra? 

Min snak med Bastian fik mig til at 

tænke på historien. Hvor har vi fået 

denne idé fra om at frakoble skole og 

samfund, intellekt og krop, Gud og sex? 

Vi har en historie bagud, der kan belyse 

disse forhold, og i mangel af bedre vil 

jeg forsøge at antyde denne udviklingshistorie, 

uden at forfægte sandhedsværdien. 

Vi har brug for meget mere 

forskning i uddannelseshistorie, som 

baggrund for vores beslutninger om 

fremtidens skole og om fremtidens 

samfund i et meget langt perspektiv - 

et Agenda21-perspektiv. 

De historiske forudsætninger 

Det at lære har to grundlæggende aspekter 

i sig, som forholder sig til to 

grundlæggende ur-instinkter/kræfter, 

to grundlæggende lovmæssigheder og 

to forskellige læ rings metoder, læring 

for overlevelse og læring som nysgerrighed. 

Livet handler på den ene side om at 

overleve. Denne læring til overlevelse 

er en urdrift, båret af nødvendighedens 

lov. Vi tvinges både udefra og indefra 

til at lære for at overleve. Denne nødvendighed 

ligger som en dyb døds-/ 

livsdrift i os alle, i vort samfund og i 

L Ø S N E T 

LØS sekretariatet: Allan tv., Troels th. Foto red. 

dets læringsmetoder. 

Vi tvinges – af indre 

og ydre kræfter. 

På den anden side 

handler vort liv om 

at leve. Vi drives af 

en indre nysgerrighed, 

båret af en 

ligeså fundamental 

kraft – vores seksualenergi 

– vores lyst 

til livet. Det er her, 

vi går på opdagelse 

på egen hånd. Det er 

her vi inspireres. Det er livets lov. 

Disse to kræfter ligger til grund for 

mange af vor tids grundlæggende 

kampe mellem forskellige læringsmetoder, 

den ene båret af nød, krav, stræben, 

konkurrence og magt, den anden 

båret af lyst, nysgerrighed og væren. 

Tanken 

For mennesket som særegent væsen 

gælder der det specielle, at vi for at 

overleve, har udviklet tanken. Vi har 

som art specialiseret os i tanken for at 

overleve. Fra at det var fysisk styrke og 

fysisk hurtighed udviklede vi tanken, 

og de mennesker, der havde de bedste 

og mest overlevelsesduelige tanker, 

dyrkedes som helte og Guder. Her lægger 

vi som art også grunden til en modsætning 

mellem krop/følelser/natur og 

hoved/tanke/kultur. 

Det er min påstand, at den Indoeuropæiske 

civilisation som kultur har 

findyrket denne tankekraft, som er blevet 

brugt i kampen for overlevelse, i en 

nødens kamp og krig om jord og 

herredømme. Men at netop denne 

tankekraft i sin udvikling, i dag er nået 

til en videnskabelig erkendelse om 

mange forskellige intelligenser hvor 

livets lov, lystens og kærlighedens lov 

gælder. 

Oplysningseksplosion 

Fra klostrene, hellige ordener og 

munkevæsen, over reformationen og 

universiteternes opbygning i Europa, 

har det moderne uddannelsessystem 

udviklet sig. Oplysningstiden åbnede 

yderligere op til den moderne undervisning 

for almindelige mennesker, hvilket 

danner grundlag for det 20. Århundredes 

oplysningseksplosion. Men uanset 

hvad har den op gennem sidste århundrede 

stadig fokuseret på fornuften, 

på intellektets udvikling, på nødvendighed, 

på meget få dele af den menneskelige 

intelligens og på en kroppens 

og følelsernes degradering. Og ikke nok 

med det. Hele samfundet har indrettet 

sig efter denne doktrin, nødvendighedens 

samfund. 

Universiteterne, de lærde, de rige 

har pladseret sig i og udbygget de 

større byer. Det er omkring kirkerne, 

skolerne og handelen at byerne stadig 

udvikler sig. Jo mere maskulin og lærd, 

desto rigere og mere magt. Jo mere 

feminin, følsom, kunstnerisk, uuddannet 

desto fattigere og mere magtesløs. 

Oplæg ved artiklens forfatter på LØS´s sommersolhverv 1999 på Fjordvang 

(Foto:Red)

Dette sagt med en stor ydmyghed for 

og anerkendelse af den feminine 

magt. 

Sandheden om os selv 

Det morsomme er, at der inde i den kultur 

konstant udspringer nye nysgerrige 

behov for at afdække sandheden om os 

selv og vores natur. Og her er vi så i dag 

tilbage ved vort egentlige udspring 

med vores nysgerrighed og alle vore intelligenser. 

Intelligenser, som den 

moderne videnskab har bevist, at vi indeholder. 

Det er nu, vi har muligheden 

for at skabe livets skole med lystens 

lærdom. Det er nu, vi har det menneskelige 

og materielle overskud til at 

give os selv fri, give lærerne fri, give 

præsterne fri, give autoriteterne fri, 

give firkantheden fri. Det er nu, vi med 

historiens lys skal prøve at finde en vej 

ud til en fri og oplivet skole og dermed 

et frit og levende samfund, 

styret af livets og kærlighedens 

lov. 

Livets og kærlighedens 

lov 

Er det så ikke 

frihed og 

oplivelse, vi 

trænger til, 

som Steen 

Møller hævder? 

Eller det grønne 

islæt, socialøkologien, 

følsomheden 

og den nye miljøpædagogik 

i skolerne. Eller de frie, 

åbne skoler og sprælske livsformer evt. 

suppleret med en stor livsstilsfond, som 

Elsebeth Gerner efterlyser. 

Andre artikler i dette blad beskriver 

de utrolige lærings- og bevidsthedsmuligheder 

samfundseksperimenter og økosamfund 

repræsenterer. Friland og økologiske 

eksperimentalzoner er nye og 

vigtige læringsbegreber i den danske 

samfundsdebat. Vi står dels med eksisterende, 

dels nye eksperimenterende 

samfundsforsøg, hvor visionen er et helt 

liv i økologisk balance. Måske er det 

begyndelsen til Danmark som et teknologisk, 

socialt og spirituelt eksperimentarium, 

eller måske er vi det allerede. 

Jeg kunne blive ved. Dette blad indeholder 

så mange guldkorn, så mange 

spændende tanker om fremtidens skole 

og Lev og lær-uddannelser, at det alene 

56 


viser, at vi er på vej. Dette er eksperimentet. 

Og jeg vil i det følgende analysere 

nogle af vor fremtids største udfordringer, 

som disse eksperi mentarier, 

og Danmark som et eksperimentarium 

bør forholde sig til. 

Agenda21 - udfordringer 

Menneskeheden står ved begyndelsen 

af et århundrede, hvor vi vil møde 

meget store udfordringer og læringsbehov, 

dels vores økologiske udfordring 

og læring, dels vores menneskelige og 

dels vores teknologiske. Det vil kræve 

en ny holdning og handling, en ny læring 

og pædagogik, og et nyt samfund for at 

møde disse udfordringer. For bedre at 

begrunde disse nye læringsbehov har jeg 

i det følgende gjort mig nogle overvejelser 

over disse nye udfordringer. 

Den økologiske udfordring og læringsbehov 

Økologisk er udfordringen at 

tøjle vores hæmningsløse 

forbrug i vesten i løbet 

af nogle få årtier, 

således at andre folkeslag, 

der følger i 

vores teknologiske 

livsstilsfodspor kan 

inspireres til at gå 

andre veje og 

dermed lære af eller 

helt undgå vore fejltagelser. 

Der står flere 

mia. mennesker i f.eks. 

Kina og Indien på spring til 

at begå disse fejltagelser, så det 

skal gå hurtigt med at skabe nye veje. 

Denne udfordring rammer dybt ned i 

vores urdrifter, som fortæller os, at vi er 

naturen overlegen, at tanken er vore 

drifter og følelser overlegen, at manden 

er kvinden overlegen. 

Den økologiske udfordring er både en 

indre og en ydre udfordring, og selve begrebet 

må begribes ubegribeligt, poetisk 

og underfuldt. Naturen er underfuld. Naturen 

er under-vis. Og mennesket er del 

af denne underfuldhed og under-visning. 

Dette bringer mig frem til den næste udfordring. 

Den menneskelige udfordring - socialt 

Menneskeligt er vores udfordring dels 

socialt og dels spirituelt. 

Socialt overfor verdens fattige. Ikke sådan 

at forstå, at vi skal hjælpe alle 

mennesker på jorden. Vi skal blot 

Mor med barn. (Foto: Red.) 

hjælpe os selv til langt større lokal afhængighed 

og selvstændighed. Dvs. at 

vi ændrer fokus i handling til vort eget 

nærsamfund, samtidig med at vi lader 

andre folkeslag nyde deres frihed til at 

udvikle deres lokalsamfund - ved ikke 

at blande os gennem vestligt domineret 

kapitalinvesteringer, handel, politik, 

videnskab og teknologi. 

Økonomi er et hovedfokus, fordi verdensudviklingen 

i dag følger økonomiens 

pendulsvingninger. Vi må ansvarliggøre 

økonomien og hæve den til 

et anliggende for hele menneskeheden. 

Ingen mennesker, lande eller firmaer 

har nogen interesse i at jorden går ned, 

at resurserne bliver opbrugt, at mennesker 

er syge og fattige, at vores rigdom 

slår os socialt og menneskeligt 

ihjel. Ingen kan have personlig interesse 

i dette, heller ikke økonomer. 

Flere økonomer vender sig da også 

væk fra denne profit og rente-tankegang 

og vender blikket mod nye lokale 

udveks lingssystemer, som ud over at 

være fri af den kapitalakkumulerende 

tanke - måske snarere er en omvendt 

tanke, en gaveøkonomi tanke - skaber 

en lokal udveksling af goder og dermed 

en stimu lering af næringslivet. 

Samtidig stimulerer gave-økonomien 

vores næstekærlighed og følsomhed. 

Dette skaber igen vækst i vores indre 

liv. Pludselig har vi ændret kampen om 

resurserne, om energien, til et samlegende 

og delende kreativt univers på 

jorden. I sidste ende er jeg sikker på, 

at denne økonomi vil vise sig mere 

profitabel rent materielt, dels fordi 

vores behov vil transformeres, dels 

fordi en gave skaber andre gaver, skaber 

overskud af energi og ikke kamp 

om energien, kapitalen, vor tids hovedværdimålestok. 

Et andet aspekt af det sociale er vores 

forpligtelse overfor hinanden i vores

nærsamfund, ikke som et krav, men 

som en åben og meget nødvendig mulighed 

for et menneskeligt samfund, 

der bygger på kærlighed. I vores rige 

lande er der absolut ingen grund til social 

udstødelse, til opdelte verdener 

mellem generationer. 

Her skal vi igen ændre vores fokus 

som mennesker fra, at det går godt, når 

vi er økonomisk og karrieremæssigt på 

toppen, til at det går godt, når vi er 

noget for andre. De sidste mange år har 

vi fået tudet ørerne fulde af rigdommens 

succes, også på samfundsplan, 

men som mange har oplevet, er bagsiden 

en social deroute, en menneskelig 

nedtur. Lokalsamfundet må igen blive 

ansvarlig i kærlighed til hinanden og vore 

omgivelser. 

Spirituelt 

Spiritualitet er vort ansvar overfor os 

selv, at tage alle sider af vort liv alvorligt, 

ikke kun de samfundsmæssige til 

enhver tid foranderlige dyder og moraler, 

men et dybtfølt ansvar overfor 

vores egen natur, vores følelser, emotioner, 

lyst og bevidsthedsånd. Hvornår 

skal vi begynde at leve det liv, vi egentlig 

gerne vil leve? Hvilke potentialer 

har jeg som menneske med min indre 

energi, og hvad vil jeg skabe? Hvordan 

ønsker jeg at behandle mine medmennesker, 

og så gøre det. 

Vi må lære at værdsætte vores egen 

autoritet og dømmekraft og så handle. 

Vi må lære at lytte ind og mærke vores 

livsgnist, vores glæde. Det er fra denne 

livsgnist, at det virkelige fællesskab 

kan realiseres. Vi begynder at skabe en 

omvendt spiral af indre og ydre vækst, 

af forståelse og kærlighed, hvor samfundet 

i dag bygger på et ydre jag efter 

egenforlystelse, nydelse og tilfredsstillelse 

og dermed tab af indre energi og 

virkelig tilfredsstillelse. Det nye samfund 

bliver en indre og ydre gaveøkonomi, 

og jeg er sikker på, at vi vil 

vælge den vej, for dybest set er vi jo 

ikke fjolser, der ønsker at ødelægge 

vores indre og ydre verden. Nok vil 

blive nok, og det er pinedød nødvendigt, 

at det sker snart. 

Den teknologiske/etiske udfordring. 

Jeg hørte en bemærkelsesværdig radioudsendelse 

for nogle dage siden. En 

læge blev forelagt den nyhed, at en 

mand på 73 på en foryngelsesklinik i 

Los Angeles havde fået et hormontil- 


skud, der havde gjort ham 30 år yngre 

i huden, muskulaturen og knogleopbygningen. 

Lægen svarede, at han ikke 

kendte til den aktuelle sag, men at han 

var overbevist om, at inden 30 år, ville 

lægevidenskaben have fundet de præcise 

ældningsgener i menneskets kromosomer. 

Dermed ville vejen være banet 

for at blive lige så gammel, som 

man ville! Dette medførte selvfølgelig 

en etisk debat i radioprogrammet, som 

konkluderede, at alle nok kun kunne få 

lov at blive 120 år, før de skulle tvinges 

afsted. 

Foto: Red. 

En helt almindelig tirsdag bliver 

denne voldsomme udfordring kastet os 

i hovedet. Ikke alene bliver vi flere og 

flere på jorden, men vi (de rige) får 

også mulighed for at forlænge livet betragteligt. 

Evigt liv bliver en fysisk mulighed. 

Det må igen ændre vores tids- 

og rumoplevelse, ja hele vores 

bevidsthed. 

Og hvis dette er en lægevidenskabelig 

kendsgerning, så vil ingen kunne 

forhindre det. Og så er der jo faktisk 

ikke andet at gøre end at leve med det, 

på linie med alle de andre ”teknologiske 

fremskridt”. Men etisk bliver vi 

nødt til at ansvarliggøre et givet 

teknologisk fremskridt. Denne ansvarlighed 

har igen at gøre med forpligtelsen 

overfor os selv, hinanden og 

kærligheden. Det er indlysende, at et 

så markant teknologisk fremstød, må 

nødvendiggøre en etisk afbalancering. 

Derfor er det min påstand, at kærlighed 

er uundgåelig som princip i samfundsmålestok 

indenfor de næste 30 

år. 

Vi har nået et stade i vores teknologiske 

tidsalder, hvor det ikke bare er en 

leg; eller hvis det er en leg, er det en 

leg på liv og død. Det kræver et etisk 

løft, et bevidsthedsskift fra jeg til vi. 

Og i den udviklingsproces er jeg sikker 

på, at teknologi vil ekspandere til noget 

fuldstændig uforudsigeligt spændende 

- med legende udfordringer af en 

helt anden kaliber. 

Konklusion 

Tidens skole og tidens samfund er et 

resultat af årtusinders hovedvægt på 

en side af læringsbegrebet, nemlig 

læring for overlevelse. Dette er båret af 

nødvendighedens lov. Vi har følt os 

tvunget af frygt for død, af materiel 

nød til denne form for skole og samfund. 

I dag har vi et materielt og menneskeligt 

overskud til at tilvælge livets 

læring, der er båret af vores lyst og nysgerrighed. 

Vi står som menneskehed overfor 

nogle voldsomme økologiske udfordringer 

de næste mange årtier. 

Denne økologiske udfordring er både af 

indre og ydre art, både af personlig og 

samfundsmæssig art. Min påstand er, 

at denne udfordring vil tvinge os til at 

udvide forståelsen af begrebet økologi 

til et ubegribelig, forunderlig bevidstheds- 

og energibegreb, som mennesket 

er indlejret i, og som vil gøre os i 

stand til at møde fremtidens meget 

store økologiske, menneskelige og 

teknologiske udfordringer. 

Livets læring og det udvidede økologibegreb 

kan fint indeholdes i Naturens 

Under-Vis-ning. Så gi’ blot lærerne fri. 

Foto: Red. 

O, du boblende glæde, 

der banker mit bryst. 

Hvilken fryd at bade 

sig i din lyst

Lær og Lev/Lev og Lær 

Uddannelsesseminar den 26.-28. oktober 

på Båring Højskole 

LØS arrangerer d. 26.-28. oktober et uddannelsesseminar på Båring Højskole. Seminaret er støttet 

af Den Grønne Fond. Målgruppen er alle inden for økosamfund, uddannelse og pædagogik. Formålet 

er at bidrage til debatten om fremtidens bæredygtige og levende uddannelser med udgangspunkt 

i en vekselvirkning mellem praksis og teori, mellem kultur og natur, mellem ånd og hånd. 

Vi vil med udgangspunkt i de nuværende økosamfund, være med til at sætte dagsordenen for 

fremtidens uddannelser. I arbejdet med at realisere sig har økosamfundene dygtiggjort sig i forskellige 

delaspekter af et komplet uddannelses-curriculum, og allerede nu foregår der kursus- og undervisningsvirksomhed 

adskillige steder. Der er i LØS et stærkt ønske om at strukturere og tilrettelægge 

denne undervisning, dels for at skabe mere målrettede uddannelsestilbud, der dækker 

flere økosamfund, dels for at unge og ældre fra Danmark og fra udlandet lettere kan overskue og 

bruge disse tilbud og dermed bidrage til en nødvendig oplivning af det hele menneske i en 

bæredygtig sammenhæng. Vi håber at kunne være med til at skabe nogle helt nye uddannelsesperspektiver 

for unge såvel som ældre medborgere i dette land og fra andre lande, såvel indholdsmæssigt 

som metodisk. En oplivning af den danske skole, den danske elev og den danske 

lærer, så skolen kan integreres i hele samfundslivet og naturen og ikke ses og bruges som en isoleret 

opholdsplads. Skolen skal ikke være en institution, men en be vidsthed om liv og læring. 

Program: 

Fredag, 26.oktober: 

16.00 - 18.00 Indkvartering 

18.00 - 19.00 Aftensmad 

19.00 - 19.15 Velkomst v/ Susanna Maxen, Formand for Landsforeningen for Økosamfund. 

19.15 - 19 30 Velkomst v/ Bjarne Ottesen, Forstander for Båring Højskole 

19.30 - 20.15 Oplæg v/ Helle Beknes, Undervisningsministeriet: Fremtidens Skole. 

20.15 - 20.30 Pause 

20.30 - 21.15 Oplæg v/ May East, uddannelseskoordinator på økosamfundet Findhorn i Skotland: 

Lærings-erfaringer fra Findhorn. 

21.15 - 22.00 Oplæg v/ Hildur Jackson, medstifter af LØS, Global Ecovillages Network, GEN og af 

Gaia Trust, en Økologisk Fond : "Lær-og-lev" uddannelse. 

22.00 - ? Afrikansk eventyr-fortælling med Elise Guldagger. 

Lørdag den 27.oktober: 

7.30 - 8.30 Morgenmad 

8.30 - 9.30 Oplæg v/ Max Lindegger, præsident for GEN og initiativtager til Økosamfundet Crystal 

Waters i Australien: Permakulturelle uddannelser. 

9.30 - 10.15 Oplæg v/ Demba Mansare, Leder af den største landsbysammenslutning i Senegal : 

Uddannelses-programmer og landsbybevægelse i Senegal. 

10.15 - 10.30 Pause 

10.30 - 11.15 Oplæg v/ Palle Rasmussen fra Ålborg Universitet med udgangspunkt i 

ungdomsuddannelser: Ungdomsuddannelser deriblandt den frie ungdomsuddannelse 

i relation til eksperimenterende uddannelser, deriblandt Lev- og lær? 

11.15 - 12.00 Oplæg v/ Nikolaj Henningsen, Pro-rektor for Kaospiloterne: Uddannelse med luft 

under vingerne. Hvordan skaber vi en ny uddannelse. 

12.00 - 13.30 Frokost 

13.30 - 14.00 Oplæg v/ Vita Storborg, Leder af Væksthøjskolen, foredragsholder og terapeut: 

Spiritualitet i uddannelse.

14.00 - 14.30 Oplæg ved Ole Hansen og Else Marie Kaasbøl: Økologi, pædagogik og et nyt menneskesyn. 

14.30 - 14.45 Kort pause 

14.45 - 15.15 Oplæg v/ Aksel Hugo, Levande Skule i Norge: Erfaringer fra Skolegårde i Norge. 

(I Norge har man de sidste år eksperimenteret med forbindelser mellem skoler og gårde). 

15.15 - 15.45 Oplæg v/ Claus Heinberg, Lektor på Roskilde Universitet:: Eksperimentalzoner som 

læringsrum. 

STOP 

16.00 - 18.00 Guidet rundtur gennem de 9 intelligenser relateret til uddannelse/pædagogik. 

En uforudsigelig, sprælsk og anderledes måde at afprøve pædagogiske tiltag på, 

som tager sigte på at give deltagerne en fornemmelse for en pædagogisk praksis, 

som involverer alle intelligenser. 

18.00 - 19.00 Omklædning til aftenens fest. 

19.00 - 21.00 Fest middag med festtale v/ Niels Bandholm : "Oplysning/oplivning". 

21-30 - ? Fest med afrikansk musik og dans ved Mayuette Ndiaya og hans trio Afro Tradition. 

Søndag den 28. oktober: 

8.00 - 9.00 Morgenmad 

9.00 - 11.00 Gruppearbejde: På baggrund af lørdagens oplæg og oplevelser inviteres deltagerne til 

et fremtidsværksted indenfor 4 hovedemner : Folkeskolen, Ungdomsuddannelser, Videregående 

uddannelser og Lev og lær-uddannelser. 

Dette skal munde ud i konkrete anbefalinger indenfor de fire områder. 

Fremtidsværkstederne vil blive introduceret af Ditlev Nissen fra Utopiske Horisonter. 

11.00 - 11.15 Pause. 

11.15 - 12.00 Fremlæggelse. 

12.00 - 12.45 Fælles debat. 

12.45 - 13.00 Afrunding. 

13.00 - 14.00 Frokost. 

14.00 - Afrejse. 

Praktiske ting: 

Der er differentieret pris alt efter medlemskab, standard, soveplads, etc. 

Pris medlemmer af LØS, dobbeltværelse: 800 kr., sovesal 600 kr. 

Pris ikke medlemmer, dobbeltværelse: 1000 kr., sovesal 800 kr. 

Tilmelding er bindende. Meget begrænset antal værelser. 

Der serveres økologisk kød- og vegetarmad. 

Ja tak, 

jeg vil gerne deltage i LØS´s uddannelsesseminar på Båring Højskole d. 26-28 oktober 2001 

Vi bliver …. personer og ønsker: Sovesal …. Dobbeltværelse …. (begrænset antal, først til 

mølle…) 

Jeg har indbetalt kr.….. på giro 596-6752 den…….. / vedlægger beløbet på check…. 

Jeg har plads til …. personer i min bil fra ……………………… (angiv by) 

Jeg har behov for transport for …. personer fra …………………….. .(angiv by) 

Tilmelding senest mandag d. 22. oktober. 

Indsend blanketten eller tilmeld dig hos: 

Landsforeningen for Økosamfund 

Landsbyvænget 11, Herskind 

8464 Galten 

Tlf. 87 54 60 20 

Fax. 87 54 60 21 

E-mail: los@pip.dknet.dk. 

Web: www.gaia.org/losdanish

Jeg er uddannet socialpædagog, og 

så har jeg en journalistisk tilvækst 

oveni. Jeg fik min egentlige uddannelse 

ved, at jeg var med til at skabe 

Frontløberne i 80érne, som var et socialt 

medie- og græsrodsmiljø her i Århus. Det 

var på baggrund af de projekterfaringer vi 

gjorde os i Frontløberne, at vi i 1988-89 

begyndte at diskutere, hvilken uddannelse, 

vi selv skulle have taget, for at 

gøre det, vi dengang gjorde. For vi har 

jo aldrig på de sociale uddannelsesinstitutioner 

lært dét at gå fra idé til 

handling. Det var stadig enormt teoribundet 

og teoritungt og meget fjernt 

fra at føre tingene ud i livet. 

Der sagde vi: ”Hvis den uddannelse 

skulle eksistere, hvordan skulle det så 

se ud?” Vi begyndte at tegne og diskutere 

med os selv, og diskutere med en 

masse kloge folk omkring os: Hvordan 

skulle sådan en moderne værdibevidst 

uddannelse egentlig være? Dét blev 

arkitekturen bag Kaospiloterne, som 

startede d. 5. august 1991. 

Den proces må have været utroligt 

spændende 

60 


Uddannelse 

Uffe Elbæk er rektor på Kaospilot-uddannelsen på 11. År. 

Han fortæller her om sine pædagogiske erfaringer med at 

bygge en helt ny uddannelse op. Og han giver nogle hints 

til, hvordan vi konkret kan udvikle projektarbejdet videre 

med Lev og lær-uddannelsen. 

Interview med Uffe Elbæk fra Kaospiloterne v/ Troels Dilling-Hansen 

Det er jo en rollercoaster. Det var mange 

gange, vi sagde: ”Det her er vi ikke 

dygtige nok til, det kan vi ikke overskue”. 

En ting var, at vi var rimelig habile 

på projektniveau - vi var dygtige 

til projekter. Men én ting er et projekt, 

som har en kort tidshorisont, noget andet 

er et læringsforløb på 3 år. Hvordan 

dælen gør man det? Der er en grund til, 

at græsrodsbevægelserne ikke føder 

uddannelser, eller i hvert fald ikke mere 

end de har gjort. Hvis man kigger på, 

hvilke nye typer uddannelsestiltag, der 

er opstået i Danmark i de sidste 50 år, 

så er det meget meget få, som er født 

udenfor systemet. Al knopskydning er 

sket på allerede eksisterende uddannelsesinstitutioner 

eller afdelinger. Så, 

der var virkelig nogle gange, vi var i 

knæ, men alligevel har vi jo den kulturelle 

DNA-kode fra Frontløberne, at vi 

ikke giver op. 

Selvrekruttering 

Det var godt, at vi i begyndelsen havde 

en vis form forselvrekruttering. Ellers 

tror jeg ikke, uddannelsen var blevet til 

noget. Vi havde sat et 

loft på 30 på første 

hold, mener jeg. Vi 

sagde, at 1/3 af dem 

må være kendte profiler 

på forhånd. Vi 

gennemførte en informationskampagne, 

informationsmøder, 

lavede foldere og 

plakater, og hvad ved 

jeg. 1/3 af dem, der 

kom ind, kom fra 

Frontløbermiljøet. 

“Gennem årene er cocktailfesterne og de 

halvårlige middage i Palermo-lejligheden på 

Kystvejen i Århus blevet lidt af en institution 

i sig selv. Stor glamour for små penge” 

(Ill. fra Uffe Elbæks bog “Kaospilot”,. Klim 

1998) 

Det er én af grundene til, at det lykkedes 

- fordi det var mennesker, vi kendte, og 

som havde en faglig troværdighed. De 

vidste, at selv om det så umuligt ud, så 

skulle vi nok lande dem rigtigt. Det var 

helt klart et pionérhold, som tog en 

kæmpe personlig risiko, ved at tage en 

uddannelse, som ingen havde hørt om. 

I dag sammensætter vi holdene således 

at 1/3 kommer fra Norge, 1/3 kommer 

fra Sverige og 1/3 kommer fra Danmark 

og så nogle få europæiske studerende 

oveni. I alt omkring 30-35. 

Praktisk pædagogik 

Indgangen til Meilgade 58, hvor Kaospiloterne har til huse. (Foto: 

Red.)


med luft under 

vingerne 

Kan du så sige noget om den specielle 

pædagogik, I arbejder med? 

For det første arbejder vi ikke med 

skrivebordsprojekter. Alle opgaver, som 

de studerende arbejder på, har en ekstern 

kunde i den anden ende. De studerende 

afleverer en opgave både til 

skolens medarbejdere og et resultat til 

kunden. Kunden kan være en privat 

virksomhed, en offentlig virksomhed, 

eller det vi kalder en non-projekt virksomhed. 

Vi arbejder i den ene ende 

med Ericsson og den anden ende med 

Røde Kors. Der er en stor varieret kreds 

af virksomheder og organisationer, som 

leverer opgaver ind på skolen til de studerende. 

Det tror jeg faktisk, er én af 

de vigtigste koder i at forstå dynamikken 

på skolen, og hvad konsekvensen 

bliver for de studerende. 

Ingen terapi 

En anden del af vores pædagogik er, at 

vi arbejder både fagligt og personligt 

med de studerende. Det skal lige understreges, 

at det personlige arbejde altid 

er relateret til de faglige mål. Der en 

instruktion i, hvornår du begynder på 

det terapeutiske område, og det er de 

meget bevidste om, fordi der bliver 

ikke drevet terapi på Kaospiloterne. Vi 

har en ambition om at styrke det, vi 

kalder den studerendes entreprenantprofil 

– dvs. den struktur du skal 

etablere, for at kunne klare at stå der - 

ude i udviklingsprojekter, hvor du dybest 

set kun har en idé, en kollega, og 

så være én, som skal starte derfra, uden 

organisationer, uden økonomi, uden fagligt 

netværk, uden whatever, måske 

mangle en ukendt kulturel indsigt. 

Når vores studerende ryger i praktik 

i Durban i Sydafrika, så får de i den 

grad vendt op og ned på, hvad kultur 

er, hvad værdier er, hvad etik er. Et år 

efter kan det ske, at de pludselig ryger 

op i Sillicon Valley og ud i en eller anden 

avanceret IT-virksomhed. De bliver 

virkelig smidt ud og udfordret på mange 

niveauer. Idéen med dét er, at styrke 

din personlighed, og den måde du læser 

spillet og den rolle, det ansvar, du 

påtager dig. Så du arbejder som sagt 

både fagligt og personligt. Det er noget, 

som adskiller sig radikalt fra andre 

videregående uddannelser. Selvfølgelig 

er der nogle uddannelser, som gør noget 

af det samme. Du kan tage f. eks. 

Politiskolen, Jægerkorpset, Teaterskolen 

eller Balletskolen. Der er selvfølgelig 

nogle eliteuddannelser, som godt 

ved, at det faglige og personlige er 

vævet sammen og bliver nødt til at 

være vævet sammen. 

Værktøjskasseåret 

Hvordan styrer I det forhold, der er mellem 

praktisk og teoretisk uddannelse - 

dels at komme ud og dels at få en teoretisk 

baggrund. 

Foto: Red. 

Selve studiet er bygget op sådan, at 

det første år er dét, man kan kalde 

værktøjskasseåret - der hvor de studerende 

bliver præsenteret for og kommer 

til at arbejde med de helt grundlæggende 

begreber, som nu er inden for vores faglige 

område. Det vil sige, vores fokus 

er kreative projekter og business-design. 

Et godt eksempel: én af vores studerende 

fra sidste år lavede et afgangsprojekt, 

hvor hans ambition var at 

etablere Tibets første nationale fodboldhold. 

Hvordan gør man det? Hvad 

skal der til, for at få i den ene ende 

Dalai Lama til at ”keep on listening”, 

og samtidig ude i flygtningelejrene i 

Nordindien at finde ud af, om der overhovedet 

er nogle unge, der har et 

niveau, hvor de skal spille mod andre 

nationale fodboldhold. Eller hvad siger 

Kina i forhold til rejeeksporten fra 

Grønland? 

Alt det er dét, vi kalder godt projekt- 

og businessdesign. Hvordan bygger du 

det op? Hvordan designer du det? 

Hvilke elementer og komponenter skaber 

du det projekt med? Det arbejder 

vi så med på første år. Det betyder, at 

der er noget teoretisk undervisning, 

som vi prøver at koble med praktiske 

projekter. Det vil sige, at hver gang vi 

får en opgave, siger man: Hvordan kan 

man bygge noget teori op omkring den 

opgave, som matcher i forhold til dét, 

de gerne skulle nå at lære det første år. 

Det er et puslespil. 

Etik og værdi 

Når vi er så meget ude i virkeligheden, 

ude i samfundet, ude at arbejde sammen 

med rigtige virksomheder, rigtige 

organisationer, rigtige mennesker, 

61

igtige problemer, stiller det høje krav 

til skolens værdigrundlag og etiske 

spilleregler. Hvem er det, vi snakker 

sammen med? Hvilke typer opgaver 

skal vi give de studerende? Hvem er 

det, og skal vi stille skolens ressourcer 

til rådighed for dem? Kan vi stå inde for 

de opgaver, eller kan vi ikke? Det er en 

enormt spændende diskussion, som jeg 

tror de fleste andre uddannelsesinstitutioner 

bliver nødt til at forholde sig til, 

hvis ikke de allerede står i det. 

Kursistprofil 

Kan du sige lidt om, hvad det er for 

nogle personer, der melder sig på sådan 

en uddannelse? 

Det kan jeg sagtens, for vi 

er meget optaget af, at det er 

de rigtige folk, der kommer 

ind. Dét, vi siger, er, at det skal 

være folk, der har en entreprenant 

profil eller har potentiale 

til en entreprenant profil. Vi 

har så nogle kodeord til, hvad 

en entreprenant profil dækker. 

Ser I på deres eksaminer? 

Nej, vi har en rimelig heftig 

optagelsesproces, inden de 

overhovedet kommer ind. Den 

optagelsesproces består dels af 

et ret differentieret 

spørgeskema, som alle skal 

svare på plus en lille konceptopgave. 

På det hold, der starter 

nu i september, var der små 

200, der sendte skemaet ind. 

Det næste punkt er, at vi inviterer 

75 potentielle kandidater 

på workshop over 3 dage. I løbet af de 

3 dage arbejder vi individuelt, og vi arbejder 

i teams, vi får stillet projektopgaver, 

og vi får rotationsopgaver, vi 

arbejder med individuelle interviews, 

for at finde ud af, om de har den profil, 

som vi snakkede om. Ud af dem vælger 

vi så de 32, hvor det er meget vigtigt 

for os, at sammensætte et hold med 

vidt forskellig kulturel og social baggrund, 

så vi undgår det, vi kalder mental 

incest. Så vi får nogle folk, der 

virkelig kan udfordre hinanden, og som 

kan komme med nogle forskellige vinkler 

og erfaringer. 

God blanding af universitetsfolk, 

iværksættertyper og græsrødder 

Der er nogle, der har HG, andre har gået 

på universitetet i et par år, og som 

gerne vil have noget mere praksis, og 

62 


så er der folk, som allerede har lavet 

ting. Det er græsrødder, iværksættertyper 

og romantiske vagabonder, som 

søger ind, fordi de gerne vil have noget 

mere teori. Vi ligger i det her felt, og 

det er fuldstændig forrygende og fuldstændig 

forfærdeligt. Vi har f.eks. dem 

med universitetsbaggrund, som siger: 

”Vi gider ikke have mere teoriundervisning, 

vi vil hellere ud og lave projekter 

og lad os så komme i gang med det”. Så 

har vi dem, der har lavet projekter, der 

gerne vil have noget mere teori, så de 

kan få perspektiveret deres erfaring. De 

bokser rundt med hinanden, det giver 

noget dynamik, som vi synes, der skal 

Det er meget vigtigt for os, at sammensætte et hold med vidt 

forskellig kulturel og social baggrund, så vi undgår det, vi kalder 

mental incest. Så vi får nogle folk, der virkelig kan udfordre 

hinanden, og som kan komme med nogle forskellige vinkler 

og erfaringer. (Foto: Red.) 

til. 

There´s only one original 

Er det en pædagogik, der kunne bruges 

generelt i uddannelsesinstitutionerne? 

Ja og på denne måde bliver Kaospiloterne 

også brugt som inspirerende 

rollemodel på mange niveauer i uddannelsessystemet, 

ikke bare i Danmark, 

men også i Skandinavien og Europa. 

Der er megen ”work off ”, som man kalder 

det - folk, som nærmest har kopieret 

det, men som Lewis siger: 

”there´s only one original”. Vi er glade 

for at blive brugt, og vi er glade for at 

give al vores erfaring videre i det omfang, 

folk synes, det kan være hensigtsmæssigt 

at bruge den. Vi har været 

både på folkeskoleniveau, gymnasieniveau 

og på videregående niveau. Det 

her hus bliver besøgt af alle typer pædagoger 

og undervisere og uddannelsesplanlæggere. 

Der går næsten ikke en 

dag, hvor der ikke er gæster. Det er helt 

overvældende. Den medieinteresse, der 

også er omkring skolen, er også overvældende. 

Vi reklamerer jo aldrig. 

Virkelige projekter 

Noget af det koncept vi har, kan man 

let overføre til andre uddannelser, men 

skolen her er mere radikal. Det er rigtige 

projekter, vi arbejder med her. Det er 

ikke et projekt defineret af en gymnasielærer, 

som siger: ”Nu skal vi lave et 

globaliseringsprojekt”. Jeg tror, det ville 

være umådelig meget 

sjovere, både for den 

pågældende gymnasielærer 

og gymnasieklassen, 

hvis 

det handlede om 

noget konkret, hvis 

de skulle løse en opgave 

for en eller anden 

virksomhed eller 

en græsrodsbevægelse, 

som agerer 

ude i verden, hvor 

de så skal komme 

med en løsning, og 

igennem dét få glo- 

baliseringen ind under 

huden. Også 

teoretisk ville det 

være meget berigende 

for alle 

parter. 

Det der med at 

arbejde med både 

faglig og personlig vejledning, tror jeg 

også er en drivkraft, der kunne bruges 

andre steder. Og det med at arbejde 

med eksterne undervisere, som ikke er 

en del af undervisningsmiljøet. Noget 

af det, gymnasieelever og folkeskoleelever, 

men også medarbejderne 

i gymnasierne eller folkeskolerne siger, 

er, at det er svært at blive ved med at 

have den gejst og motivationsevne, 

som smitter af på de studerende, fordi 

det er det samme hele tiden. Én der 

kommer udefra, har en meget lettere 

rolle, fordi han kan komme og sige hvad 

som helst og gå igen. 

Kortlægning af ressourcer omkring 

en klasse 

Man kan også spørge sig selv i folkeskolen: 

Hvordan sørger vi for, at vi som 

lærere opbygger et netværk af eksterne

undervisere? Der er så meget viden, der 

aldrig bliver forløst i kraft af den lærer- 

og forældregruppe, der er omkring en 

folkeskoleklasse. Hver eneste forælder 

repræsenterer viden og kontakter videre 

ud. Tænk, hvis man arbejdede 

målrettet på at kortlægge, hvad det er 

for nogle ressourcer, der for øjeblikket 

er tilknyttet den her klasse. Det er et 

spørgsmål om systematisk tænkning. 

Livsstilsuddannelse 

Vi har de her tanker omkring at lave andre 

former for uddannelser i økosamfundsregi, 

hvor vi forestiller os nogle 

modulopbyggede uddannelser, hvor man 

kan tage forskellige moduller i de forskellige 

samfund. Du rammer et ømt 

punkt, når du siger, at græsrødder ikke 

laver uddannelser, de tænker ikke uddannelser, 

de tænker mere på livsstil. 

Det er netop der, vi i LØS tænker: Hvordan 

sætter vi livsstil op som en uddannelse? 

Kan man blive uddannet gennem 

forskellige moduler, og kan man tage en 

eksamen i det? 

Dér, hvor jeres problem er, og dér, 

hvor Kaospiloternes problem ligger er, 

at alt i princippet afhænger af kunden! 

Kunden for os er til at isolere. Det betyder, 

at der er nogle, som vil prioritere 

tid, ressourcer og penge ind i uddannelsen. 

Det kan så være flere eller færre 

penge, mere eller mindre tid. Det er et 

spørgsmål om koncept, systemer og sådan 

noget. Vedkommende kunde skal 

kunne mærke, at det her er relevant: 

”Jeg kan bruge det. Det betyder ikke 


noget for mig, at det ikke er en statsgodkendt 

uddannelse, men en privat 

uddannelse, fordi den er så god, så 

præcis og så kompetenceløftende, at 

det vil jeg kunne gå ud og få job på, 

skabe mit eget job.” 

Alt afhænger af det, ellers ryger 

du ind i den krise, som højskolerne 

lige så stille er ved at bevæge sig ud 

af, men har været dybt begravet i: 

Den folkeoplysning holder i vejen. I 

dag er konkurrencen så benhård 

blandt de unge, forstået positivt, at 

de vil have value for money. Det betyder 

ikke, at de ikke er idealistiske, 

for det er de. De er dybt socialt ansvarlige. 

Der en enorm social ansvarlig 

ungdomsgeneration på markedet. De 

har sådan noget med, at hvis jeg gør 

sådan her, hvordan øger eller styrker 

det min kompetence. Hvordan kan 

jeg se, at min egen personlige platform 

er blevet styrket, ved at jeg har 

sagt ja til det her. Det er en interessant 

diskussion, en fuldstændig afgørende 

diskussion. 

Specialist og generalist 

Hvis vi nu kom til jer og sagde: ”Vi ønsker 

at lave en uddannelse, der har de 

og de moduler, de og de aspekter”, 

kunne I så sige til os: ”Ja, vi vil gerne 

sætte nogle af vores elever til at lave 

sådan et projekt. Hvordan kan vi hjælpe 

jer med det?”. 

Jo, det kunne man godt forestille 

sig. Der er alle specialistuddannelserne, 

og så er der så nogle generalist uddannelser, 

som går helt på 

tværs. Kaospiloterne er 

typisk en uddannelse, der 

går på tværs af specialistuddannelserne 

og bliver 

specialistgeneralist. I vil 

også være en generalistuddannelse, 

som skal 

gå på at blive specialist, 

på at være generalist indenfor 

det felt, som I nu 

gør til jeres. Enten skal I 

gøre dét, eller også skal I 

sige: ”Vi kan noget, som 

skal lægge sig op ad et 

allerede eksisterende uddannelsesforløb”. 

Man 

Mødelokale hos Kaospiloterne, som 

også netop har fået en ny foredragssal 

Foto: Red. 

kunne forestille sig, at en tandlæge har 

sin tandlægeuddannelse, men tager 

nogle moduler hos jer, for at supplere 

sin specialistuddannelse. 

I forhold til, om vi vil gå ind og 

være medspiller på forskellige niveauer, 

er der flere muligheder. Én var, at vi gav 

en opgave til de studerende, et helt 

hold. Jeg ved allerede, at undervisningsplanen 

for næste år er tilrettelagt, 

så en anden mulighed kunne være, at I 

siger: ”Vi vil gerne komme ned og 

fortælle de studerende om det her projekt”. 

Det kunne så være, at der var 

nogle af de studerende, der siger: ”Det 

vil jeg gerne lave som individuelt projekt”. 

Det kunne også være, at der var 

nogle på 3. år, der siger: ”Det her vil 

jeg gerne lave individuel eksamen på”. 

Der er det, at man selv skal ned og 

pitche projektet, med hvad det indbefatter. 

De fleste kender Mejlgade i Århus, som ud over Kaospiloterne og 

Frontløberne bl.a. rummer “Gyngen”, et spise-og mødested for unge fra 

forskellige subkulturer. (Foto: Red.) 

63

Hildur Jackson, som er 

med initiativtager til LØS og 

GEN (Global Ecovillage Network), 

Gaia Trust og mange 

andre spændende projekter. 

Her fortæller hun om baggrunden 

for det, udlandet 

kalder ”Living and learning”. 

Af Hildur Jackson 

Foto: Red. 


“Lev og lær” 

paradigmet i 

økosamfundet 

Igennem hele menneskets historie 

har ungdommen lært nødvendige 

færdigheder ved at leve med sine 

forældre og naboer og være en del af 

et lokalt fællesskab. Det gjaldt stammesamfund 

overalt på jorden og senere 

mesterlæren, som vi kender den fra senere 

samfundsdannelser. 

Kirken og staten 

På et tidspunkt overtog kirken og senere 

staten i vesten en del af uddannelsen 

og oplæringen, og vi fik skoler 

og universiteter. De har i dagens globaliserede 

samfund udviklet sig til mastodont 

institutioner, der oftest har fjernet 

sig fra de miljøer, de skulle tjene og 

i stedet blevet magtens, statsinstitutionernes 

og den økonomiske globaliserings 

forlængede arm i samfundet. 

Særlig på den sydlige halvkugle 

(e.g. Indien og Afrika) har det vestlige 

undervisningssystem forsat en stor del 

af skylden for undertrykkelse, hierarki, 

adskillelse af teori og praksis og manglende 

reformer. En reform af undervisningssystemet 

har trængt sig på de 

sidste 100 år. 

Reformer 

Danmark har tidligt udviklet en stærk 

tradition for at lytte til folkets rødder, 

og hvad der tjener barnets vel 

med Grundtvig, Kold, højskoler, 

lilleskoler, efterskoler m.v. Andre 

steder i verden har Tagore, Ghandi, 

Sri Aurobindo og The Mother i Indien, 

Montessori i Italien, Freinet i Frankrig, 

Steiner i Tyskland, Neill med Summerhill-skolen 

i England, Paolo Freire i 

Brasilien, Riane Eisler i USA (og sikkert 

mange andre) inspireret til frigørende 

pædagogik, som alt sammen dog 

foregik væk fra hjemmet på en skole. 

Det globale i det lokale- økosamfundet 

Med Internet, edb og elektronisk mail 

opstod muligheden for en globalt oplyst 

og samtidig decentral samfundsstruktur. 

Med udviklingen af økosamfund 

er disse muligheder synliggjort. 

Alle økosamfundene har en interesse i 

at give deres erfaringer videre og altså 

at undervise. 

Lev og lær-pædagogik 

Og de kan gøre det på en helt ny – og 

meget gammel måde: Lev og lær pædagogikken, 

en ny- og meget gammel 

pædagogik. Den har en mulighed for at 

GEN-seminar om uddannelse på Fjordvang, hvor ma 

abe et verdensomspændende uddannelsesprogram m 

Learning-centre rundt omkring. Foto: Hildur Jackso 

undervise i alt det nye, som er en forudsætning 

for at skabe en global kultur, 

der går ud fra et nyt bevidsthedsniveau. 

Mange økosamfund går 

foran med at udvikle nye traditioner 

for 

- undervisningens indhold (curriculum), 

- måden den foregår på (pædagogikken) 

og

n besluttede at sked 

Living- and 

n 

- organisationen (strukturen) af den. 

En koordinering af undervisningen 

ville være en fordel for alle projekterne, 

skabe flere ”kunder” og bedre 

økonomi samt give en mulighed for i 

større grad at påvirke den pædagogiske 

debat i samfundene i almindelighed. 

Læring tilbage til fællesskabets rødder 

55 undervisere fra økosamfund og 

beslægtede projekter fra hele verden 

mødtes på Fjordvang i september 1998 

til seminaret: “Undervisning, 

bæredygtighed 

og spiritualitet i det 21 

århundrede.” 

De samledes om en 

fælleskonklusion: 

“Læring skal tilbage 

til sine rødder i fællesskabet 

og ikke længere 

foregå i særskilte institutioner. 

På denne måde vil 

indhold, metoder og personlig 

udvikling gå hånd 

i hånd på samme tid og 

for alle aldre. Dette er et 

levende, udviklende un- 

dervisningssystem, som 

på samme tid har et 

globalt og lokalt sigte. 

Dette system er velegnet 

til at så frø for de næste 

7 generationer.” 

Learning and Living 

GEN, det globale netværk af økosamfund, 

har siden da opereret med terminologien: 

”Living and Learning” eller 

Lev og lær, som et paradigme, hvor 

læring ikke er adskilt fra at leve, da 

studenter og kursister: 

- lærer en ny livsform og kultur ved at 

bo og deltage i et fællesskab, udvikler 

sig personligt og spirituelt 

gennem meditation, kreative udfoldelser 

i fællesskabet, teoretisk og 

praktisk arbejde knyttet sammen, 

ved at være i naturen 

- oplever og lærer at implementere 

alle elementer i en bæredygtig 

livsstil. 

Curriculum for en bæredygtig fremtid 

På mødet i Thy i 98 gennemgik vi alt, 

hvad de forskellige fællesskaber underviser 

i og fandt ud af, at økosamfundene 

tilsammen udgjorde en helhed, 

som dannede en bæredygtighedscirkel. 

Folkecentret i Thy underviser f.eks. i 

vedvarende energi og grøn teknologi; 

Findhorn i Skotland i personlig udvikling, 

komplementær medicin, 

kreativitet, økologisk byggeri og planlægning 

af økosamfund; Damanhur i 

Norditalien har sit eget universitet og 

underviser i dannelse af sociale strukturer, 

spiritualitet, kreativitet (dans, 

keramik, musik, m.v.) grøn økonomi; 

Lebensgarten i Tyskland i permakultur, 

konfliktløsning, alternativ medicin, 

kretivitet o.s.v. Det ser ud som om at 

permakultur udvikler sig til at være et 

grundmodul, der omfatter en kort version 

af helheden, som mange udbyder. 

Tilsammen underviser og forsker fællesskaberne 

i, hvordan man etablerer 

en helt ny bæredygtig kultur. 

LØS 

Da vi dannede LØS i 1993, enedes vi om 

denne definition: reetablering af hele 

kredsløb på alle planer i os selv og i 

naturen. 

Vi tænkte her dels på det fysiske 

energikredsløb i såvel naturen som 

samfundet og kroppen, dels kommunikationstruktur 

og nervekredsløb, dels 

det kollektive og personlige åndedræt, 

værdigrundlag og spirituelle impuls, 

sådan som chakra-systemet kan tolkes 

som gældende på et indre og ydre plan. 

Dette blev fulgt op af modellen med de 

4 cirkler i forskellige farver med jorden 

i midten.(Se næste side) 

Model 

Den røde cirkel symboliser det fysiske 

kredsløb, jordelementet osv. Hver cirkel 

indeholder 4 dimensioner, og kredsløbet 

er spiralformet. Denne oprindelige 

model korresponderer med Ken Wilbers 

model, som han senest har forklaret 

den i A Theory of Everything, som 

hermed anbefales varmt. Det at skrive 

en bog med den titel er selvfølgelig en 

stor provokation i en tid, der ellers 

hylder pluralisme, relativisme, individualisme 

m.v. Men det behøver ikke at 

være modsætninger, hvad den også 

selv forklarer (går ind for integral universalisme). 

Vi har brug for noget, der 

kan samle kræfterne mod en galopperende, 

gal, økonomisk globalisering. At 

finde en måde at tænke på, hvor videnskab 

og spiritualitet, samfund og erhvervsliv, 

det personlige og det fælles 

kan rummes inden for samme terminologi. 

Earth Charter 

Forleden fik jeg en mail fra Albert Bates 

fra The Farm i USA om et tilsvarende 

initiativ. En række græsrodsorganisationer 

i USA er gået sammen om at skabe 

en fælles vision på linie med hvad 

Nordisk Alternativkampagne gjorde for 

15 år siden. 

I 5 år har CRLE, Center for Respect 

for Life and Environment, arbejdet på 

et Earth Charter ud fra samme motivation. 

De forsøger at få alle verdens regeringer 

til at skrive under på den en- 

65

delige formulering, der foreligger nu. 

Min fornemmelse er, at Ken Wilbers 

formuleringer og modeller er så omfattende, 

at de har chancen for at blive 

det fælles arbejdsredskab, vi har sådan 

brug for. Måske skulle vi vende tilbage 

til at bruge de 4 cirkler i stedet for 

bæredygtigheds-cirklen, som vises 

nedenfor. Den lægger sig tættere op ad 

en tænkemåde, der vil få en stor gen- 

66 

Ild 

1. Beslutningsproces 

for 50-500 mennesker 

2. Grøn økonomi 

3. Forebyggelse og 

integreret medicin 

4. Værdibaseret 

undervisning 


Luft 

1. Kreativitet, kunst 

personlig udvikling 

2. Kulturel mangfoldighed 

ritualer, årstider 

3. Et nyt holografisk, 

kredsløbsverdensbillede 

4. Proces mod fred, 

kærlighed og global 

bevidsthed 

Jord 

1. Bioregional, økologisk 

fødevareforsyning 80%. 

2. Økologisk byggeri 

3. Livscyklusanalyse af 

produkter. Recirkulering 

af affald 

4. Naturgenopretning 

nemslagskraft. Den kan bruges på det 

indre og det ydre, den knytter an til 

verdens visdomstraditioner, den er 

grafisk interessant og let at huske. 

Bæredygtighedscirklen 

GEN har systematiseret indholdet i undervis 

ningen i bæredygtigheds-cirklen, som 

kan ses på bagsiden af dette Tema-nummer. 

Der er 3 hoved om rå der: det økologiske, det 

Vand 

1. “Watercare” i økosamfund 

og bioregion 

2. Integrerede, vedvarende 

energisystemer. Markant 

reduktion af forbrug i 

nord, 

markant forøgelse i syd 

3. Reduktion af transport 

4. Adgang til telefon, fax 

og email 

Ovenstående definition og model af et økosamfund blev i store træk skabt ved en økosamfundskonference i Findhorn i 1995. 

sociale og det kulturelt/spirituelle. Disse 

hovedområder udgør i forskellige kombinationer 

bygge stene i økosamfundene. Under 

hvert hoved område har vi lavet 5 del-områder, 

så at vi i alt opererer med 3 gange 5 

del områder eller 15 moduler. Det er en 

bredere definition af bæredygtighed, end 

den Miljøministeriet og Økonet i dag opererer 

med. Der bliver her lagt lige så stor 

vægt på det sociale som det økologiske og

holdninger. 

Global kontrol 

I den globaliserede verden er det jo 

tydeligt, at det kun kan lade sig gøre at 

leve bæredygtigt ved at lave regler, 

kontrol og kontrol af kontrollen. 

Kyotoaftalen er her et godt eksempel. 

Den er en regulering ovenfra, som er 

svær at gennemføre, som kræver stærke 

statsmagter, og massive kontrolforanstaltninger- 

men som man alligevel kan 

unddrage sig. Indførelse af vedvarende 

energi globalt kan ske indenfor denne 

struktur, men hvis vedvarende energi 

kobles sammen 

med en 

økosamfundsstruktur- 

hvad LØS 

jo arbejder for- 

kan løsningen af 

klimaproblemerne 

ske nedenfra og 

uden samme kontrolstruktur. 

Dette 

betyder selvfølgelig 

ikke, at vi er 

imod Kyotoaftalen. 

Den er helt nødvendig 

på det 

stade, verden er på 

nu. 

Nye politikere 

Sidstnævnte model 

kræver dels et 

bevidsthedskift i 

befolkningen, som 

er undervejs og 

dels stor tillid til befolkningen fra politikernes 

side. Det bliver nok nødvendigt 

med nye politikere, hvis det skal 

kunne gennemføres i stort omfang. Det 

vil ske, når vi for alvor forstår disse 

sammenhænge. Og undervisning er en 

vigtig brik i denne udvikling. 

Gaia Universitetet 

På mødet i Thy spurgte jeg de tilstedeværende, 

om de ville være med til 

at starte et Gaia Universitet og skabe 

en økosamfunds-uddannelse, når tiden 

var inde. Alle var positive ved en 

håndsop rækning. Uddannelsen kunne 

så f.eks. bestå af 10 moduler og stykkes 

sammen, ved at man valgte de 10 moduler 

ud af 15 mulige taget på et antal 

økosamfund efter eget valg. Nogle ville 

lægge mere vægt på de sociale/spirituelle 

moduler, andre på de økologiske. 

Økosamfundene kunne så udbyde de 


moduler, de havde lyst og lærere til. 

Den studerende kunne sammensætte 

hele sin uddannelse i Danmark, men 

også vælge at tage dele i Tyskland, 

England eller Italien eller måske 

foretrække Australien, Afrika, Sri Lanka 

eller Indien. 

Det skulle også være muligt at supplere 

en traditionel universitetsuddannelse 

med et enkelt eller et par moduler, 

som man kunne få godskrevet. 

At der er et behov for en sådan uddannelse, 

kan vi se af mange henvendelser. 

Flere studerende i udlandet 

Niels Peter fra Økosamfundet Dyssekilde i Torup var med til seminaret på 

Fjordvang, det gamle verdensuniversitet. Foto:Hildur 

Jackson 

sammensætter allerede selv deres uddannelse. 

Vi fik for 2 år siden sendt et 

fuldt selvudfærdiget curriculum fra 

Christopher Mare i USA. I dag skriver 

han doktorafhandling om det, efter at 

universitetet bad ham om det. 

Kompetencegivende moduller 

Et kritisk spørgsmål er, at få modulerne 

gjort kompetencegivende og dermed 

SU-berettiget (det ville være imod 

højskolernes princip). Flere universiteter 

har allerede accepteret permakulturkurser 

(i USA) og vedvarende 

energi (i Wales) som kompetencegivende. 

Ved at skabe Gaia Universitetet 

skaber vi vort eget kompetencesystem. 

Det vil synliggøre, hvad vi står for. Flere 

økosamfund har skoler, højskoler og 

universiteter (Auroville i Indien, Damanhur 

i Italien, Væksthøjskolen i 

Danmark, Brobyggerskolen i Norge, 

Findhorn i Skotland). Damanhur har 

tilbudt at holde et møde i sommeren 

2002 som forberedelse til dannelsen af 

et egentligt Gaia Universitet. Universitetet 

behøver blot at være et kontor, 

et halvårligt undervisningsprogram og 

en kreds af akademikere og godtfolk 

med hjertet på det rette sted og med 

en vis prestige, som vil stå for curriculum 

og akkreditering. 

Living Routes 

Et af de håndgribelige resultater af 

Fjordvang konferencen er et samarbejde 

i USA mellem 

en række 

universiteter 

om at arrangere 

kurser i forskelligeøkosamfund. 

Kurserne 

foregår på Findhorn 

i Skotland, 

Auroville i Indien, 

Crystal 

Waters i Australien, 

Plum 

Village i 

Sydfrankrig(buddhistisk sted), Sirius i 

USA. Flere nye steder er under overvejelse. 

Se www.Gaia.org. 

Living and Learning Centers 

GEN har fra starten haft intentionen 

om at blive virkelig global. Vi har nu 

kontakt i alle verdensdele med projekter, 

der deler vores værdigrundlag. 

F.eks. Sarvodaya på Sri Lanka, som 

startede for 40 år siden og nu forbinder 

11.000 landsbyer i et netværk med en 

fælles målsætning om bæredygtighed. 

De er ved at skabe et ”Living and Learning 

Centre” baseret på lev og lær pædagogikken. 

I Vest Afrika er der lignende 

netværk. Disse mødes i oktober i Danmark 

arrangeret af Cykler til Senegal 

projektet (Elise Guldagger) og et af 

emnerne vil være Living and Learning 

Centers (Se kalender). Også i Brasilien 

67

er der ved at opstå et lignende projekt. 

Earth Restoration Corps 

Hanne Marstrand Strong i USA (gift 

med Maurice Strong), har for 10 år 

siden taget initiativ til en uddannelse, 

hun kalder: Earth Restoration Corps, og 

som hun arbejder på at indføre i alle 

lande jorden over. Hun argumenterer 

med, at pengene jo er der. Ideen er, at 

man kan bruge de penge, der i dag bruges 

på militærtjeneste til genopretning 

af jordklodens økosystemer og sociale 

fællesskaber og undervise dem i en 

økospirituel livsforståelse. 

Unge mennesker jorden over vil i 

årene fremover få brug for jobs i et 

utroligt antal, samtidig med at vi skal 

genoprette naturen og lære at leve 

bæredygtigt. På et møde her i maj 2001 

gentog hun, at hun mener økosamfund 

er ideelle steder at starte denne undervisning. 

Her lever man jo det, man skal 

lære. 

Vi gennemgik sammen bæredygtigheds 

cirklen, og hun mente den helt 

dækkede samme indhold, som Earth 

Restoration Corps uddannelse. Hun ønsker 

i første omgang at uddanne lærere. 

Jeg mener, et tæt samarbejde med 

Hanne vil være til gavn for os alle. Hun 

gennemfører lige nu 2 kurser i Baca, 

Crestone, Colorado, hvor hun bor, når 

hun ikke rejser verden rundt for at 

skaffe penge og interesse for projektet 

(Se www. Earthrestorationcorps.org.). 

Hanne er meget interesseret i, at vi laver 

noget her i Danmark, fordi vi altid 

er et foregangsland- og hun selv er 

dansk. 

En dag i et Lev og Lær miljø 

Dagen starter med en tur i naturen, 

meditation, cirkeldans, sang eller fodring 

af dyr, kan være andre muligheder. 

Studenterne laver deres egne måltider 

og rydder op. Arbejdshold sammensættes 

sammen med læreren/lærerne 

og dagens opgaver defineres. Nødvendig 

teoretisk viden ind læres. Der bygges, 

plantes, trænes, produceres, skabes. 

Middagen tilberedes evt. sammen 

med beboerne i økosamfundet. Dagen 

slutter med foredrag, dialoger, tingmøder, 

videoer, udveksling med økosamfundet 

eller kunstneriske udfoldelser. 

På en dag har studenten 

oplevet og været en del af en hel ny 

kultur. Mange studenter beretter, at det 

68 


har ændret deres liv for altid. 

Situationen i Danmark 

Danmark har jo en lang og usædvanlig 

tradition med at leve og lære gennem 

højskoler, lilleskoler, friskoler, Tvindskoler, 

efterskoler, som de misunder os 

jorden over. Friskoleloven samt en tradition 

for sociale eksperimenter har 

været grundstenen og også udgangspunktet 

for andelsbevægelse, bofællesskaber 

og økosamfund. Rigtig mange 

nye initiativer har set dagens lys de 

sidste 10-20 år. Vækstcentret i Nr. 

Snede, Folkecentret i Thy, Den Økologiske 

Jordbrugsskole, Svanholm, Vrads 

Sande, Andelssamfundet i Hjortshøj, 

Munach, Økosamfundet Dyssekilde i Torup, 

Sonnerupgård (Den gyldne cirkel 

med verdenstjener-uddannelsen), 

Fjordvang, Christiania, Rørvig og Båring 

Højskole, Væksthøjskolen. 

Flydende organisationsformer 

Afgrænsningen mellem højskole, økosamfund, 

bofællesskab, spirituelt fællesskab 

og andre organisationsformer 

er flydende. Ikke alle er medlemmer af 

LØS. Endnu er alle disse initiativer 

spontane og delvist ukoordinerede. Sådan 

vokser det nye frem nedefra. Staten 

er trådt til her i august med et forskningscenter 

for udvikling i landdistrikterne 

lagt i Esbjerg. De kan se, at der er 

noget galt i samfundet, og at det står 

helt skidt til på landet, men tør endnu 

ikke forbinde sig med græsrødderne. 

Et mønster begynder at tegne sig. 

Projekterne har alle visionen om at 

være vækstpunkter i en ny kultur. 

Bæredygtigheds-cirklen accepteres 

som en tilnærmet gengivelse af en 

fælles vision. Fællesskaberne har hver 

valgt nogle områder ud, som de specialiserer 

sig i. Det er et frodigt og opmuntrende 

landskab at færdes i. 

Emner til afklaring og diskussion 

Alene i Danmark dækker økosamfundene 

tilsammen næsten hele cirklen. Et 

samarbejde vil være til fælles fordel. 

Særlige områder kræver afklaring og 

diskussion: 

- Opdeling i moduler/curriculum. 

- Udvikling af kompetence/akkreditering. 

- Finansiering og lokaløkonomi. 

- Fælles katalog. 

- Forskningsopgaver. 

- Økosamfunds Turisme. 

Alt dette vil blive diskuteret på LØS’ 

møde i Oktober og i efterfølgende arbejdsgrupper. 

Ved indgangen til Økolandsbyen på 

Hesbjerg Slot ved Odense. 

Foto: Ulla T. Jensen

Max Lindegger, initiativtager 

til økosamfundet 

Crystal Waters i Australien 

og mangeårig lærer i permakultur. 

Max er uddannet 

mekaniker, civilingeniør og 

permakulturdesigner. Han 

har arbejdet med design af 

og/eller implementering af 

over 750 økologiske steder, 

herunder den FN Habitat 

prisvindende Crystal Waters 

Permakultur Landsby. Han 

arbejder som konsulent på 

udviklingen af økologisk 

byplanlægning og økologiske 

landsbyer over hele 

verden. Han er præsident 

for Global Ecovillage Network 

og programchef for 

GEN´s Oceanien/asiens del. 

Han underviser i økologisk 

bæredygtighed, økosamfundsdesign 

og Permakultur. 

Til dato har han delt 

af sin ekspertise i over 35 

lande over hele verden. 

Foto: Crystal Wates 


Permakultur 

uddannelsen i 

Crystal Waters. 

Da jeg deltog i det første Permakulturkursus 

med Bill Mollison 

(Permakultur-begrebets skaber) i 

Stanley, Tasmanien (Australien) i 1979, 

hjalp vi studenter med til at udvikle 

undervisningsprogrammet. Skønt undervisningen 

den gang i høj grad var 

foredragsbaseret, var Bill en født historiefortæller, 

hvilket gjorde indlæringen 

af materialet meget let. 

To år senere var jeg medunderviser 

på et kursus i subtroperne, ikke langt 

fra hvor Crystal Waters senere blev udviklet, 

og vi introducerede her markbesøg 

og samarbejde med landbrugerne 

på en måde, som nu er blevet fast rutine. 

Ikke alene har jeg lavet permakulturkurser 

i over 20 lande. Vi har også 

tilbudt Permakultur og andre miljøorienterede 

kurser i omkring 12 år her på 

Crystal Waters og ikke alene har landsbyen 

udviklet sig gennem disse år. Det 

har vore kurser også. 

”Læring skal være let og morsom” 

(Students kommentar) 

Learning by doing 

Vi har opdaget, at studenter i alle aldre 

reagerer godt på praktisk undervisning. 

Vi kalder dette ”oplevelsesorienteret 

undervisning” – learning by doing – 

dvs. indlæring gennem oplevelse, snarere 

end ved at få ting forklaret. Dette 

betyder ikke, at de teoretiske aspek ter 

ikke er essentielle, men vi kom bi nerer 

altid teori med masser af praksis. 

Af Max Lindegger, oversættelse af Allan Elm 

Undervisningsprogrammerne her i Crystal 

Waters giver en række fordele for 

studenter og facilitatorer/lærere sammenlignet 

med kurser på et universitet. 

At være med i et fællesskab 

Vi ved fra den feedback, vi får fra studenter, 

at de nyder oplevelsen ved at 

blive optaget i vort fællesskab, som 

består af godt 200 mennesker. Arbejde, 

leg og måltider sammen med mennesker, 

som har levet i Crystal Waters i 

mange år, kan give indsigter, som ellers 

kun lang tids ophold kan give. De opholdsfaciliteter, 

vi tilbyder deltagere, er 

meget varierede, og de afspej ler de 

principper, vi underviser ud fra: Sunde 

materialer, energieffektive og smukt 

designede bygninger og de utallige 

løsninger, vi har forbundet med vandet 

Foto: Crystal Waters

Max Lindegger. (Foto: Crystal Waters) 

– regnvandsopsamling og genbrug af 

gråt og sort spildevand. 

Mad 

Meget af den mad de studerende spiser 

under kurserne – grøntsager, frugt, 

kød, æg, ost og mælk – vokser eller 

produceres i Crystal Waters eller inden 

for bioregionen. Under de fleste kurser 

lærer de studerende den simple proces, 

der ligger i, at starte en have op fra 

begyndelsen. 

For en del år siden erfarede vi selv, 

at de studerende ønsker at kunne tage 

færdigheder og løsningsmuligheder 

med sig, som de kan anvende, når de 

vender hjem. Derfor styrker vi evner og 

færdigheder, som kan være og i mange 

tilfælde bliver livsforandrende for den 

enkelte. For mange af deltagerne er det 

første gang de plukker en appelsin eller 

en mandarin fra et træ, og sandsynligvis 

den eneste lejlighed de nogen 

sinde har haft til at plante et træ, 

malke en ko eller fodre et får. Alt dette 


er oplevelser, som viser 

hvor maden faktisk kommer 

fra, og hvordan rigtig 

mad skal smage. 

Naturen 

Vi, de fastboende i Crystal 

Waters, er afgjort ikke blevet 

så vant til vort liv i 

naturen, at vi ikke bemærker 

det mere. Men det 

er vore besøgende, som 

konstant påpeger for os, 

hvor vidunderlig en oplevelse 

det er, at være omgivet 

af denne variation af 

dyr og fugle. 

Crystal Waters er hjem for måske 

200 personer, men det er også hjem for 

en meget stor population af bl.a. kænguroer 

og wallabier, possumer, pumaer, 

flagermus, slanger og flere andre. Der 

er nu omkring 170 fuglearter, herunder 

mange fantastisk farvede papegøjer og 

26 arter af frøer (af hvilke nogle er 

sjældne eller udryddelsestruede). 

Mange af disse dyr – f.eks. kænguroen 

- er dyr, som kun lever i Australien, og 

som kun sjældent ses af australierne 

selv. 

Økocenter 

Vort Økocenter, den bygning hvori vi 

bruger størstedelen af tiden under 

kurser, er et godt eksempel på et økologisk 

byggeri. Strukturen er lavet af 

stampet ler og tømmer, pudsningen er 

for det meste naturlig finish, der er 

naturlig ventilation og køling, integrerede 

solcellesystemer, et biolytisk 

vandrensn- 

Det nye kursuscenter i Crystal Waters står nu færdigt til brug for 

de mange udenlanske og indenlandske unge mennesker, der vil 

lære noget om permakultur og livet i et økosamfund. 

Foto: Max Lindegger. 

Foto: Crystal Waters 

ingssystem,regnvandsopsamling 

og 

mange andre 

nyskabende 

ting. De studerende 

nyder 

at være omgivet 

af arbejdendeeksempler 

på 

bygningsøkologi 

og 

at udforske 

det interaktivecompute 

r s y s t e m , 

som viser solcellernesen- 

ergiproduktion og forbruget af elektricitet 

i bygningen. Computerne giver 

også mulighed for at koble op til nyttige 

internetsider og for e-mail. 

Én bygning kan ikke indeholde alt, 

hvad der er muligt nu om dage 

Crystal Waters er en designet økolandsby, 

etableret ud fra permakulturprincipper. 

Der er mange eksempler på løsninger, 

der kan udforskes nærmere. 

Tidligere blev studerende måske kun 

opmærksomme på sådanne løsninger 

via mund-til-øre metoden eller fra 

bøger. Vore studerende har mulighed 

for at besøge boliger, som alene kører 

på solcellesystemer (med batteribackup) 

eller forbundne solcelle-hjem, 

som eksporterer strøm tilbage i el-nettet, 

eller for at opleve naturlige 

spilderensningssystemer. De får 

også en masse ud af at besøge og 

arbejde med erfarne gartnere i 

større fødevaresystemer, som 

bruger økologiske metoder. 

Vore facilitatorer/lærere 

Vi er stolte af det lederskab, vi 

har fået inden for mange aspekter 

af økologiske liv, men det er 

menneskene i Crystal Waters og 

vore facilitatorer/lærere, som er 

mest værdsatte af de studerende. 

Studerende kommenterer ofte, 

hvor velkomne de føler sig hos 

vore beboere, og hvor hurtigt de 

føler sig hjemme her i Crystal Waters. 

Facilitatorene er omhyggeligt 

udvalgte, ikke kun for deres viden og 

erfaring inden for Permakultur, men, - 

og det er lige så vigtigt - for deres 

evner til at blive venner med, og mentorer 

for de studerende, og med at 

hjælpe de studerende til at finde frem 

til de specielle evner og færdigheder, 

som de alle har. Mange venskaber skabes 

på disse kurser, og vi har stadig 

kontakt til studerende, som deltog i 

kurser for år tilbage. 

En smuk egn på Australien 

Crystal Waters er lokaliseret i en meget 

smuk egn af Australien. Vort klima i det 

sydøstlige del af Queensland er fra 

varmt til hedt om sommeren (med 

kraftige regnskyl ind i mellem og høj 

luftfugtighed), men generelt meget 

komfortabelt i det meste af året, med 

mildt solrigt efterår, vinter og forår.

Dette er et sikkert område med ren luft. 

Vi ligger nær fantastiske strande, majestætiske 

regnskove og masser af turistfaciliteter. 

Crystal Waters er en rolig landsby, 

men med mange muligheder for hiking, 

svømning, cykling, nattevandring 

(uden gadebelysning til at forstyrre synet 

af stjernerne!), bordtennis og 

glæden ved et ungt samfund. 

Kom og deltag 

Vi ved, at mange studerende kommer til 

Crystal Waters for at lære om Permakultur, 

men lærer mere om sig selv. Vi har 

opdaget, at undervisning handler om 

udforskning, samarbejde, dannelse af 

grupper og om at gøre en forskel. Indlæring 

kan være spændende, indlæring 

Lersæltning til byggeri. Foto: Crystal Waters 

er for livet. 

Global Ecovillage Network´s hovedkontor 

og dets Oceanien/Asien-sekretariat 

er pladseret i Crystal Waters, som 

tilbyder kurser, workshops, konsulentbistand 

og ophold. 

Kom og deltag. Gæster er velkomne, 

men venligst gennem forudgående aftale. 

Denne artikel findes også på Crystal 

Waters College hjemmeside: 

www.crystalwaterscollege.org.au 

Følg linkene til vore undervisningstilbud 

og mange andre spændende 

hjemmesider. 


Sex og kærlighed 

Osho er en indisk lærer, der døde i 1989. Han 

fortal te om alverdens religioner og mystikere i et 

meget inspirerende sprog. Her fortæller han om 

Tantra og seksualitetens kraft. 

Den enkle sandhed er, at sex er kærlighedens begyndelsespunkt. Sex er 

starten på en kærlighedsrejse. Og de fleste religioner har ikke gjort 

andet end fordømme sex. ”Sex er synd. Sex er ureligiøst. Sex er gift.”, 

men vi ser ikke, at det ultimativt er den seksuelle energi selv, der rejser 

til og når det indre kærlighedsocean. Kærlighed er transformation af 

seksualenergi. Kærlighedens blomstring sker fra seksualitetens frø. 

Når du ser kul, tænker du ikke, at når kul transformeres bliver det til 

diamanter. Kul og diamanter indeholder samme grundstoffer, men efter 

en proces, der tager tusindvis af år, bliver kul til diamanter. Kul er 

diamantens råstof på samme måde som sex er kærlighedens råstof. Det 

er samme energi. 

(Osho Rajneesh: From sex to superconsciousness, side 11) 

Måske skulle man overveje noget som mange aboriginale samfund har 

praktiseret overfor teenagere. Det øjeblik, at de bliver opmærksomme 

på deres seksuelle kraft og rejsning skulle børnene flytte til en fælles 

ungdomsbolig sammen med andre unge mænd og kvinder. De var tilladt 

absolut seksuel frihed, hvilket betød, at alle unge lærte hinanden at 

kende intimt og seksuelt. Dette betød, at senere, da de skulle vælge 

partner, var de klar over, hvem de ville have, hvem de udvekslede bedst 

med. De seksuelle behov var blevet opfyldt. 

(Bhagwan Shree Rajneesh, The Rebel, side 41) 

Første lære er: Børn må blive godt undervist om sex. Alt for megen 

seksualitet er bygget på gemmeleg, hvor forældre, lærere og børn ikke 

åbent snakker om sex og seksuelle erfaringer. Børn må gives frihed til 

at være nøgne, så meget de ønsker det, undersøge sig selv og hinanden. 

I fremtiden vil de være så familiære med hinandens kroppe, at der 

ikke vil være nogen perverterede ønsker. 

For det andet bør børn lære at meditere, hvordan at forblive rolige, 

opmærksomme, stille, hvordan at nå til tilstanden af Ingen-Tanke. Børn 

kan lære dette meget hurtigt. En stilhedens time om dagen vil forberede 

energien i et barn til at modtage seksualiteten som en enorm 

energi-gave, som en kærlighedens gave fra naturens hånd. Et møde 

med det meditative før seksualitetens vækkelse i puberteten vil sætte 

en stopper for den hæmningsløse jagt efter sex. Energien vil have 

fundet en bedre, mere frydefuld kærlighedsvej. 

Anden lære er kærlighed. Børn bør læres kærlighed fra barndom. Et 

menneske er i stand til at sprede kærlighed til dem omkring ham/hende 

i samme målestok som den kærlighed som vokser i ham/hende. Folk er 

bekymrede og ulykkelige i direkte proportion til mangelen på kærlighed 

i deres liv. Og jo mere en mand er fyldt med bekymring, jalousi, stress, 

løgn og andet, jo mere vil hans energi blive svagere. Han vil være 

spændt hele tiden. Og den eneste udvej for denne degraderede og 

hæmmede energi er sex. Kærlighed transformerer energi. Kærlighed er 

overstrømmende, kreativ, flydende. Og kærlighedens gave er meget dybere 

og mere værdifuld end sex. Men sex er stadig grundenergien. 

(Osho Rajneesh, From Sex to Superconsciousness, side 89-91) 

71


Økosamfundsuddannelsen 

på Findhorn 

Heling af opsplitningen mellem sind og krop, ånd og sjæl, jord og samfund 

Af May East, oversat af Allan Elm og 

Hildur Jackson 

May East er Brasilianer og 

har arbejdet med musik, 

oprindelige folkeslag og 

miljø i hendes hjemland i 

mere end to årtier. Siden 

1992 har hun boet i Findhorn, 

hvor hun for tiden er 

koordinator for økosamfundsuddannelsen 

og forbindelsesled 

mellem Findhorn 

Foundation og FN. 

May er desuden lærer på 

det Internationale Holistiske 

Universitet og 

økofeminist, arbejdende 

med tværkulturelle kunstneriske 

opgaver og med 

kvinders spirituelle bevægelse. 

I 

de sidste 30 år er der sket en stadig 

større opvågnen og en voksende 

enighed om, at vi er nødt til at 

lære at leve bæredygtigt, hvis vi skal 

overleve som art. Bemærkelsesværdige 

rapporter fra Romklubben, Brundtlandkommissionen 

og FN´s klimapanel har 

tjent som et opråb om Jordens tilstand. 

Rapporten The Global Environment 

Outlook 2000 (GEO2000) udgivet af 

FN´s miljøprogram i september 1999 og 

den nyere PAGE (Pilot Analysis of Global 

Ecosystems) gør det klart, at med mindre 

vi ændrer den nuværende tendens 

til et iøjnefaldende overforbrug, er vi i 

umiddelbar fare for uomstødeligt at 

ødelægge de livsopretholdende systemer, 

som den menneskelige race afhænger 

af, hvis den skal opretholde sit 

helbred, sit økonomiske velvære og ultimativt 

– sin overlevelse. 

GEO 2000, som er baseret på FN´s 

underafdelinger, 850 individer og over 

30 miljøinstitutioner, konkluderer, at 

“den nuværende kurs ikke er bæredygtig 

og udskydende handlinger ikke længere 

er en mulighed”. 

Økosamfund 

Ved at arbejde for en livsstil, som er 

bæredygtig, er økosamfund over hele 

verden eksempler på, hvordan der kan 

handles umiddelbart. Grundlagt på den 

fundamentale bevidsthed om alt livs 

gensidige afhængighed, omfatter økosamfund 

en holistisk tilgang til, hvordan 

vi lever, arbejder, leger og fungerer 

harmonisk sammen med naturen. 

Samarbejde og medskabelse med 

naturen har altid været et hovedaspekt 

i Findhorn Foundations arbejde og lige 

fra dens tidligste dage er stedet kendt 

for dets smukke haver, som vokser under 

ugunstige betingelser på Findhorn 

halvøen. Siden 1981 har Findhorn 

Foundation været involveret i udviklingen 

af økosamfundsprojekter som en 

naturlig fortsættelse af dens arbejde 

med naturen. Økosamfundet ved Findhorn 

er en håndgribelig demonstration 

af sammenkædningen mellem spirituelle, 

sociale og økonomiske aspekter 

af livet og det er en syntese af gængse 

måder at tænke på menneskelige habitater 

eller bosteder. 

Økosamfundsuddannelse på Findhorn 

Tidligt i 1998 samledes en gruppe på 

12 mennesker, som var involveret i forskellige 

aspekter af Findhorn Foundations 

økosamfundsprojekt, for at planlægge 

en “økosamfundsuddannelse”, 

som nu har kørt i tre år. Uddannelsen 

har omfattet en oversigt over økosamfundsmodeller 

inden for en sammenhæng, 

der omfatter planetens udvikling 

frem mod bæredygtige menneskelige 

Den pædagogik der bruges på Findhorn 

understreger praktiske faglige tilgange 

i modsætning til akademiske tilgange, 

ved at flytte undervisningen fra noget 

der “puttes ind” til noget der “fremdrages”. 

(Foto: Findhorn)

osætninger. Den hylder den særlige 

blanding mellem økologi og spiritualitet, 

som er syntetiseret i Findhorn fællesskabet 

og udtrykker en filosofi, som 

omfatter harmoni og medfølelse, drøm 

og vision, Jorden og Kosmos, vækst og 

høst, teknologi og ånd, dans og sang, 

cyklus og balance, død og genfødsel. 

40 års eksperimenter på en måned! 

Uddannelsen er udformet således, at 

den gør optimal brug af den information 

og de erfaringer, som er opsamlet 

fra vort eksperiment og den opbygger 

praktiske muligheder for at lære og udvikle 

handlingsplaner. 

Sommetider synes det overvældende 

at skulle præsentere, på en sammenhængende 

måde, hvad der har taget 

fællesskabet 40 års eksperimenter, og 

så lære det fra sig på én intens måned. 

Masser af gennemtrængende spørgsmål 

og emner kommer frem; både som 

anerkendelse af hvad vi har opnået her, 

men også som velbegrundede kritiske 

spørgsmål omkring det, vi ikke har 

opnået. 

Helhed og pædagogik 

Undervisningsplanen for uddannelsen 


er hologramatisk. Hvert enkelt trin i 

læringen rummes i helheden, og helheden 

viser sig i hvert trin. Det er 

baseret på direkte oplevelse og 

genopvækker bevidst traditionelle 

måder at lære på, i hvilke hver enkelt 

underviser hver enkelt, eller alle underviser 

alle – dvs. læring som noget, 

der sker mellem deltagerne. 

På det personlige plan inviterer undervisningsplanen 

til et skifte fokus fra 

den indskrænkede fornemmelse af os 

selv, som hovedstrømningerne i vor 

kultur og vore institutioner har betinget 

os til, mod en bredere, mere gammel 

og mere ukuelig fornemmelse af 

vort sande økologiske selv. Det er en 

undervisningsplan, som går mod Selvets 

helhed, det Selv, som søger at indstille 

sig mod verdens sjælen, anima 

mundi, og som søger at omdefinere 

denne planets opgaver. 

Træningen fremmer en systemisk 

opfattelse af forhold mellem forskellige 

aktiviteter, og den udvikler en bredere 

forståelse for bæredygtige fællesskaber. 

At se hvordan økologisk fødevareproduktion 

forholder sig til komplementær 

økonomi, som forholder sig til 

Foto” Findhorn 

På med arbejdshandskerne 

Foto: Findhorn 

beslutningsprocesser, som forholder 

sig til kærlighed, som forholder sig til 

den vilde natur, som forholder sig til 

økologisk byggeri og så videre… Hvor 

man indser hvor alting er forbundet, at 

der ikke findes primær og sekundær. 

Dette er vigtigt for den indre sammenhæng 

og helhedens overensstemmelse. 

Den pædagogik der bruges, understreger 

praktiske faglige tilgange i 

modsætning til akademiske tilgange, 

ved at flytte undervisningen fra noget 

der ”puttes ind” til noget der ”fremdrages”. 

At blive hel i Økosamfund 

Skønt vor tid er karakteriseret af en opdeling 

af hele verden i dens enkeltdele, 

opfatter mange af vor tids tænkere 

dette århundrede som rummende muligheden 

for en holistisk bevidsthed. 

Men faren lurer for, at et holistisk verdensbillede 

vil 

forblive en intellektuelabstraktion 

og diskussion, 

hvis den 

ikke jordforbindes 

til vore liv i 

cykliske eksperimenter 

som f.eks. 

økosamfund. 

Økosamfundsbevægelsenrejser 

sig i morgenrøden 

for at 

samle disse op- 

delte og spredte 

dele af det Hele 

Liv. Økosamfund- 

Foto: Findhorn 

suddannelsen træder frem på dette tidspunkt 

i evolutionen, som et klart svar 

på den krise, der følger af et fragmenteret 

og opdelt verdensbillede. 

Økosamfundsuddannelse er uddannelse 

i at blive hel igen, i at hele opsplitningen 

mellem krop, sind og ånd, 

sjæl, jord og samfund og det er en forberedelse 

på de fælles handlinger, som 

vil være nødvendige til forsvar for 

Jorden og de fremtidige generationer. 

73

I 

starten af sommeren var der en 

stor ICSA-konference i ZEGG 

(Zentrum für Eksperimentelle 

Gesellschafts Gestaltung) - en tysk 

bosætning 80 km udenfor Berlin. 

ZEGG er blandt en del andre ting et 

trænings- og studiested omkring dét, 

at opbygge et nyt samfund og nye sociale 

strukturer. De definerer et samfund 

som “Den sociale struktur i 

hvilken, der kan udvikles værdier og 

erfaringer omkring samarbejde, forskellighed, 

tillid og ærlighed. De værdier, 

som ellers er mistet i vores nuværende 

kultur”. 

Derudover arbejder de i ZEGG hen 

imod effektive modeller for fred mellem 

mennesker - mænd, kvinder, børn og 

unge - og mellem levende væsener og 

naturen. Som en vej til at nærme sig 

ovenstående har de i ZEGG bl.a. en 

teknik kaldet Forum. Forum er en rituel 

form for kommunikation i samfundet, 

hvor alle kan sige, spørge eller præsentere 

hvad end, der bevæger ham eller 


Uddannelse i at skabe 

fred og kærlighed 

Susanna er formand for LØS og initiativtager til økosamfundsprojektet Landsby 2000 på 

Midtsjælland. Her fortæller hun om en mødeform og læringsmetode, kaldet Forum, som 

hun mødte under en ICSA- verdenskonference (International Communal Studies Association) 

i det tyske eksperimenterende økosamfund ZEGG. 

Af Susanna Maxen 

hende lige nu. Forum producerer den 

gennemsigtighed, der er nødvendig for 

at leve sammen og skabe tillid. Gennem 

årene er Forum blevet en væsentlig metode, 

der har bidraget til ZEGG’s evne 

til at komme igennem en hvilken som 

helst krise mellem mennesker.” 

Forum 

Vi var 5 danskere, der deltog i konferencen, 

og derigennem havde mulighed 

for at overvære Forum 2 gange. Det var 

en utrolig inspirerende oplevelse. Det 

er klart, at det kun kunne blive en svag 

afglans af de Fora, som bliver kørt til 

hverdag i ZEGG, hvor alle kender alle. 

Men vi fik alligevel en rigtig god 

fornemmelse af, hvordan det fungerer. 

Kommunikation 

Det foregår ved, at deltagerne sidder i 

en rundkreds. Der er så én eller to 

ledere (facilitators), der styrer processen. 

Den af deltagerne, der har et eller 

andet 

p å 

På ZEGG er kunstskabelse en del 

af dagligdagen 

hjerte går ind i midten og fortæller 

hvilke følelser, der fylder i ham eller 

hende lige nu. Lederne kan så evt. 

hjælpe den, der er inde i Forum, med at 

udtrykke sig tydeligt f.eks. ved hjælp af 

teater eller musik. Når vedkommende 

har fået formidlet sit budskab, er det 

resten af gruppens tur. De spejler så 

det, der er blevet formidlet. Det gør de 

på den måde, at de går ind i midten og 

sige, hvad de ser / oplever ud af det, 

der er blevet sagt. Ikke noget med at 

komme med råd eller kommentarer til 

det konkrete - det er kun tilladt at tale 

ud fra sig selv, og hvad man selv oplever 

ved det, der er blevet sagt. 

Gennemsigtighed 

Formålet med Forum er at skabe gennemsigtighed. 

Teorien er, at når der 

opnået gennemsigtighed kommer der 

Forum på ZEGG er både et udviklingsredskab for 

gæster og fastboende. 

Foto: ZEGG

Vi så ingen triste øjne på ZEGG 

kærlighed tilstede. - Og det var tydeligt 

- det virkede! Hele rummet emmede af 

en atmosfære af accept og kærlighed. 

Det var en enorm stærk oplevelse. 

Fred og kærlighed 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, 

at et par af os, der var med, havde en 

klar forventning om at møde en hel del 

ulykkelige mennesker. ZEGG er jo også 

kendt for at gå ind for fri kærlighed - 

og de lever da også i nogle (i hvert fald 

for mig) usædvanlige konstellationer - 

70 voksne og 15 børn - for den udenforstående 

helt uorganiseret sat sammen 

- gad vidst om 

børnene (eller den 

voksne for den sags 

skyld) overhovedet 

vidste hvor de hørte 

til? 

Ja - sådan kan 

det hele tage sig 

ud, når man kommer 

og helt har 

glemt den 

forståelse, man 

ellers havde samlet 

op omkring fordomme 

og forudfattede 

meninger! 

Men vi kiggede - 

jeg kiggede - så på 

ZEGG’ernes øjne, og 

så ingen triste 

øjne!! - Tværtimod 

så jeg mennesker - 

børn, teenagere og voksne - der udstrålede 

ro og harmoni og virkelig så ud 

til at hvile i sig selv. - De giver i ZEGG 

en stor del af æren til Forum, som de 


holder enten alle, eller 

kun kvinder, kun mænd, 

kun børn eller kun teenagere. 

Jeg er naturligvis klar 

over, at tilværelsen ikke 

kun er sort og hvid - 

men har mange nuancer 

indimellem, men det var 

en stor oplevelse at 

færdes i dette samfund i 

små 4 dage, og det har i 

hvert fald givet mig anledning 

til at tænke en 

del over, at vi i Danmark 

nok kunne have glæde 

af at lære af vores tyske 

“økosamfunds-venner” 

og føje en uddannelse 

ekstra til for at blive “økosamfundsekspert” 

- nemlig uddannelsen i at skabe 

fred og kærlighed mellem mennesker. Zeggs kunst er samtidig en fortælling 

om deres levende kropskultur 

Til venstre et oversigtsbillede 

af Zegg. 

I midten deres fælles 

mødeplads-Campus 

Ovenfor grin og fjas 

ved en kunstauktion 

75

Udvikling af ny viden er i stigende grad 

et centralt led i værdikæden i moderne 

organisationer. Den nyeste forskning i 

vidensprocesser har vist, at de 

kernekompetencer, der er involveret i 

at skabe ny viden, er ”bløde” kvaliteter 

som f.eks. omsorg, empati, og emotionel 

intelligens 1 . Kvaliteter, som man i 

udpræget grad finder i ecovillages og 

spirituelle fællesskaber. 

Det øgede fokus på viden, kompetencer 

og læring i de seneste år skal også ses 

i sammenhæng med udbredelsen af internettet 

(e-mail, web, mv.), som har 

øget betydningen af vidensudvikling i 

mange sammenhænge. Vidensudvikling 

er derfor helt indlysende vigtigt - både 

for det enkelte individ og for samfund et 

som helhed. 

Nogle af de steder, hvor der arbejdes 

mest kreativt og nyskabende med 

læring og vidensprocesser, er i spirituelle 

fællesskaber og ecovillages. Disse 

fællesskaber er karakteriseret af en pionerånd 

og et ønske om at skabe en 

enklere og mere bæredygtig livsstil 

baseret på en helhedsforståelse omfattende 

bl.a. de økologiske, sociale og 

spirituelle dimensioner 2 . 

Denne bevægelse er en del af en 

større gruppe, kulturskaberne (the cultural 

creatives), som er et begreb, der 

dækker over en stigende andel i befolkningen 

(24% i USA), der bekender 

sig til en ny selvforståelse 3 . 

76 


Bevidsthed 

og læring 

i videnskulturer 

Af Rolf Jackson,M.Sc.E.(rolf@oberion.com), videnskonsulent 

med eget firma Oberion ApS 

Set fra denne gruppes perspektiv er 

nogle af de centrale problemer i det 

nuværende uddannelsessystem at: 

Læring behandles inden for rammerne 

af den traditionelle psykologi, 

som ikke anerkender de transpersonlige 

bevidstheds tilstandes betydning. 

Den manglende forståelse for 

følelsernes betydning i erkendelsesprocessen 

skaber unødige begrænsninger. 

Mange læringsprocesser forudsætter 

et eksistentielt fællesskab for at overvinde 

de barrierer, vi har imod erkendelse, 

men det kan uddannelserne ikke 

tilbyde. 

Målet med denne artikel er således at: 

- formulere et teoretisk fundament for 

at forstå den indre dimension i vidensarbejdet, 

samt den eksistentielle 

dimension i lærings processerne. 

- redegøre for nogle af de muligheder, 

der ligger i dialog og samarbejde 

mellem kulturskaberne og samfundet. 

Bevidsthedens struktur 

For at kunne forstå videns- og læringsprocesserne 

bliver vi først nødt til at 

have en klar forståelse for bevidsthedens 

natur. Med udgangspunkt i 

nogle enkle og universelle forudsætninger 

vil jeg derfor søge at formulere 

nogle modeller, som gør det muligt at 

analysere bevidsthedens dynamik i 

samfundet. Forudsætningerne er 

baseret på Jes Bertelsens bøger, og det 

vil være for omfattende at begrunde 

dem her. 4 

Kort fortalt, så viser studier af 

bevidst hedens struktur, at der er tre 

helt grundlæggende emotioner som 

ligger til grund for bevidsthedens funktion 

som er: 

- Ubevidsthed (søvnighed) 

- Ekspansion (udvidelse, adskillelse) 

- Kontraktion (strukturering, tiltrækning) 

Hvis man ser på de styrende kræfter på 

både det fysiske, følelsesmæssige og 

mentale, plan vil man således kunne se, 

hvordan den ekspansive og kontraktive 

kraft ligger der som en grunddynamik. 

I relation til vores måde at erkende 

og lære er der ligeledes en 

grundlæggende polaritet mellem den 

rationelle og den ikke-rationelle 

erkend else. Med ikke-rationelt menes, 

at disse processer opererer hinsides det 

rationelle, og det benævnes derfor også 

det trans-rationelle. 

Den rationelle erkendelse omfatter 

logik, filosofi, sprogliggørelse og konceptualisering. 

Den trans-rationelle 

erkendelse omhandler derimod bl.a. 

følelser, sansning, intuition og oplevelse. 

Worldspace modellen 

Med udgangspunkt i denne grundlæggende 

forståelse har jeg skabt en 

model som analyserer vekselvirkningen

mellem de to grundlæggende polariteter: 

- En dynamisk polaritet mellem ekspansion 

og kontraktion. 

- En erkendelsesmæssig polaritet 

mellem det rationelle og det ikkerationelle. 

Modellen fremkommer ved at krydse de 

to akser som vist i figur 1. 

Figuren kan læses på den måde, at den 

yderste cirkel repræsenterer ”det der 

kan erkendes”. De grå områder er det 

ubevidste, og de hvide områder det 

bevidste. Det at erkende (eller ”vågne 

op”) kan ses som det at udvide det erkendte 

(de hvide områder). 

Dette worldspace inddeles naturligt 

i fire domæner som hver er karakteriseret 

af en bestemt dynamik samt en 

bestemt måde at erkende på. 

Domænerne, der opstår i modellen, 

benævnes: 

Rule-space – de rationelle koncepter 

og bevidstheds processer, som skaber 

struktur i vores liv. 

Thought-space - de rationelle koncepter 

og processer, som udvider 

vores horisont. 

Habit-space – de ikke-rationelle og 

uudtalte bevidsthedsstrukturer og 

processer, som skaber sammenhæng. 

Dream-space – de ikke-rationelle processer, 

som skaber udvikling og ny 

erkendelse 


Kvadranterne 

Som et eksempel på, hvad kvadranterne 

indeholder, finder man i rule-space de 

rationelle begreber som holder sammen 

på vores samfund (kontraktion = holder 

sammen). Dette omfatter: selvforståelse, 

principper, etik. På det kollektive plan 

rummer dette domæne bl.a. vores love, 

organisations strukturer og nationale 

identitet. 

I dream-space finder man derimod 

de trans-rationelle fænomener, som udvider 

vores horisont (ekspansion = udvidelse). 

Dette omfatter bl.a. kunsten, det 

intuitive, bevidsthedsforskningen, den 

mystiske oplevelse og også religiøse ceremonier 

og erkendelse. 

Worldspace og samfundet 

I forhold til situationen i dag er der fire 

aspekter ved modellen, der er særligt 

interessante. 

Samfundet som sådan har en stor bias 

imod det rationelle og til dels mod 

det strukturerende princip (cirkel 1). 

Ecovillages, spirituelle fællesskaber 

(og den alternative verden som sådan) 

har som modvægt til dette udviklet 

en bias til den modsatte side 

hen imod dreamspace (cirkel 3). 

Vidensarbejdet kan ses som processen 

med at udvide cirklens omfang og 

dermed kaste lys over de ubevidste 

områder (uden for cirklerne). 

Den naturlige og optimale tilstand er 

naturligvis en fornuftig balance 

(cirkel 2). 

Situationen i dag med forskellige bias 

og manglen på balance ligger til grund 

for, at det etablerede oplever kulturskaberne 

som ”flippere”, mens folk, som 

søger efter nye måder at leve på, 

oplever etablissementet og mainstreamkulturen 

som snævertsynet og 

overfladisk. 

Et relateret aspekt er respekten for 

domænernes egenart 

Samfundet behandler i dag dreamspace 

enten ud fra et sociokulturelt 

perspektiv, eller et analytisk teoretiserende 

perspektiv, hvor man fratager 

domænet sin egenart. 

Figur 1: Worldspace modellen, cirklernes placering er baseret på et skøn. Cirkel 1: i dag, cirkel 2: balanceret tilstand, cirkel 3: 

spirituelle fællesskaber. Kilde: egen research. 

Man har f.eks. reduceret kirken til 

en social institution, ligesom videnskaben 

behandler bevidsthedsforskningens 

resultater ud fra et epistemologisk 

og filosofisk perspektiv. I stedet 

bør man anerkende domænet som et 

separat domæne, som ikke skal reduceres 

til hverken teorier eller sociologiske 

fænomener. 

I processen med at acceptere 

domænernes egenart er det således 

vigtigt, at man f.eks. ikke tager sine 

logiske, velartikulerede analyser fra 

knowledge-space med sig, hvis man 

ønsker at udforske dream-space, da det 

blokerer for ny erkendelse. På samme 

vis er det også vigtigt, at ”dream-space 

junkies” (process addicts) forstår og 

77

værdsætter behovet for analytisk disciplin 

og præcision, hvis den udviklede 

viden skal kunne anvendes i bredere 

samfundsmæssige sammenhænge. 

Affektiv læring (følelsernes betydning 

i læring) 

Forståelsen af sammenhængen mellem 

de rationelle sinds erkendelse og det 

trans-rationelle sinds dynamik er vigtig 

af flere grunde. 

Forskning i transformativ læring 5 

(processer hvor vi ændrer vores mentale 

modeller af verden) har vist, at 

forløsning af følelsesmæssige problemstillinger 

har stor betydning for vores 

evne til erkendelse. Sagt på en anden 

måde: Hvis vi har følelser i klemme omkring 

en problemstilling, har vi en 

voldsom modstand mod at erkende det, 

som for andre er oplagt. 

Et fiktivt eksempel på en sådan 

læringsproces kunne være: 

Max har en skeptisk holdning til ideen 

om fællesskaber og ønsker at forstå den 

indre dynamik i fællesskabet, som får 

det til at fungere. 

Max vælger at flytte ind i et fællesskab 

i en periode. Efterhånden kommer 

Max i kontakt med et lag af følelser, 

han ikke var klar over, at han havde. 

Dette resulterer i katarsis, hvorigennem 

Max erkender en dyb længsel efter 

ægte fællesskab. Derefter indser han, at 

det som holder fællesskabet sammen, i 

virkeligheden er en kærligheds vibration 

og en vilje-til-fællesskab. Denne erkendelse 

var ikke mulig, førend følelserne var 

forløst, fordi erkendelsen udløser den 

uerkendte sorg. 

Dette er et klassisk eksempel på en 

transformativ læringsproces, hvor Max 

må ændre på sine antagelser om verden 

(sine mentale modeller), og på at dette 

kræver en emotionel parathed. 

Forskellige læringsstrategier 

Forskningen i transformativ læring og 

Jungs personlighedstyper har desuden 

vist, at forskellige typer anvender forskellige 

læringsstrategier 6 . Jungs personlighedstyper 

er måske bedst kendt 

gennem MBTI testen (Meyers-Briggs 

Type Indicator), som inddeler folk i 16 

personlighedstyper 7 . 

Personlighedstyperne har forskellige 

præferencer, og lidt forenklet kan man 

sige, at personer har en præference for 

78 


enten følelse, tænkning, sansning eller 

intuition. 

Denne præference giver sig udtryk i følgende 

optimale læringsstrategier: 

Case studies, debat og analyse af teoretiske 

perspektiver fungerer godt 

for personer med en præference for 

tænkningsfunktionen. 

Gruppearbejde, hvor man supplerer 

hinandens viden gennem en harmonisk 

gruppeproces, fungerer godt 

for personer med præference for 

følelsesfunktionen. 

Konkret eksperimentelle erfaringer 

hjælper personer med en præference 

for sansningsfunktionen. 

Spil, metaforer, kunstnerisk udfoldelse, 

brainstorming, visioning 

og fantasirejser appellerer til personer 

med en præference for den 

intuitive funktion. 

I det traditionelle uddannelsessystem 

er der en meget stor overvægt i brugen 

af den første læringsstrategi, som 

passer personer med præference for 

tænkningsfunktionen. Personer, som 

ikke har denne præference, skal således 

udover at lære også overvinde dette 

handikap. 

Den ensidige fokusering på bestemte 

læringsstrategier begrænser desuden 

de typer af erkendelse som kan opnås. 

Man ser således at denne bias for 

læringsstrategier i uddannelsessystemet 

er med til at fastholde den 

grundlæggende ubalance vist i figur 2. 

I modsætning hertil har fællesskabernes 

arbejde med at udvikle nye 

metoder til gruppeprocesser resulteret i 

en række innovative værktøjer og metoder, 

som overordnet set kan beskrives 

som tilhørende de 3 øvrige læringsstrategier, 

hvilket er interessant. 

Betydningen af det eksistentielle fællesskab 

Med udgangspunkt i, at vi forstår 

bevids hedens essens og processens 

natur, kan vi så spørge os selv, hvad 

fællesskabet betyder for læringen? 

Fællesskaberne skaber en ramme, hvor 

der er tillid, fortrolighed og tid til at 

reflektere. Der er et fællesskab, hvor 

alle har en stemme, ligesom alle har et 

ansvar. Fællesskaberne er erfaringsmæssigt 

også gode til at forløse følelser i 

forbindelse med vanskelige processer 

Figur2: Sammenhængen mellem organisation og bevidsthed. Kilde: egen research 

(inspireret af Ken Wilber).

Fra indvielsen af det internationale GEN-sekretariat i 

Nærum. Sekretariatet er i dag funktionsopdelt på de regionale 

kontorer.(Foto: Red.) 

(beslutningsprocesser m.v.), hvilket 

sætter dem i stand til at opnå en klarere 

og dybere forståelse for konflikter 

mv. 

Et andet uhyre vigtigt aspekt af fællesskaber 

er, at fællesskabet hjælper 

med at omsætte ny erkendelse til handling. 

Der er i mange fællesskaber en 

intention om at leve lettere og i større 

harmoni med hinanden samt en tradition 

for kærlig omtanke og gensidig 

støtte. Man får derfor ofte en aktiv 

støtte fra fællesskabet, når man søger 

at omsætte erkendelse til handling. 

Et af de områder, som fællesskaberne 

har arbejdet meget med, er nye organisationsformer 

og beslutningsstrukturer. 

Dette afspejler det faktum, at fællesskaberne 

som gruppe udviser en større 

grad af ”vågenhed” og erkendelse af 

bevidsthedens natur end andre organisationer, 

og at eksisterende organisationsformer 

derfor ikke passer til fællesskabernes 

dynamik. 

Den lucide organisation 

Figur 2 viser sammenhængen mellem 

bevidstheden, motivationen, værdierne 

og organisationsformen. Tingene 

hænger sammen, og hvis man således 

ændrer på en af de fire kvadranter, vil 

det afstedkomme forandringer (eller et 

pres efter forandringer) i de øvrige 

kvadranter. 

Enhver organisation vil have elementer 

fra alle disse forskellige planer, med der 

vil altid være et tyngdepunkt som karakteriserer 

organisationen. 


I erhvervslivet betragtes 

den 

lærende organisation 

i dag som noget 

af det mest 

avancerede indenfororganisationstænkning. 

Men 

fordi der mangler 

en forståelse for 

den spirituelle dimension 

overses 

det, at der findes 

nogle endnu mere 

avancerede måder 

at organisere den 

kreativt skabende 

proces svarende 

til den bevidsthed, 

som eksisterer i 5. 

(spirituelle) og 6. (kosmiske) plan 8 . 

Den lucide organisation, svarende til 5. 

plans spirituelle bevidsthed, vil således 

i højere grad være styret indefra i form 

af en fælles forståelse og et indre energiarbejde, 

end den vil være styret af 

konceptualiserede værdier, som vi ser 

det i den lærende organisation og 

værdibaseret ledelse. 

Den lucide organisation ser sig selv 

som et redskab til at manifestere visse 

produkter og serviceydelser, som gavner 

samfundet, og som er i tråd med den 

indre forståelse af helhedens behov. 

Det vil næppe være korrekt at karakterisere 

spirituelle fællesskaber som lucide 

organisationer som sådan, men de 

befinder sig et sted mellem den lærende 

organisation og den lucide organisation. 

Hvis man derfor ønsker at lære om 

de muligheder, der ligger i at realisere 

denne form for organisation og bevidsthed, 

kan man finde inspiration og 

praktiske erfaringer i disse fællesskaber. 

Hvad er en videnskultur? 

Nu hvor vi har etableret fundamentet 

for vores analyse, kan vi vende tilbage 

til diskussionen om mulighederne i en 

dialog mellem kulturskaberne og samfundets 

institutioner. 

Videnskultur er i princippet et bredt 

begreb, som dækker over organisationer, 

hvor arbejdet med viden er et 

centralt aspekt. Som eksempler kan 

nævnes konsulentfirmaer, uddannelses- 

og forskningsinstitutioner, det offentlige, 

spirituelle fællesskaber mv. 

Fremtidens videnskultur vil efter min 

opfattelse være karakteriseret af, at 

den: 

- arbejder systematisk med indsamling 

af data, analyse og etablering 

af et teoretisk fundament til at 

forstå sammenhænge, 

- har institutionaliseret evnen til 

transformativ læring, 

- arbejder med bevidsthedens essens i 

form af en indre praksis og 

- er indlejret i et eksistentielt fællesskab, 

inden for rammerne af 

hvilke den spirituelle udvikling kan 

ske. 

Der er ganske mange steder, hvor man 

finder en eller to af disse kriterier. 

Således kan anføres at: 

- det systematiske (videnskabelige) 

vidensarbejde er en veletableret tradition 

i vores samfund, nogle organisationer 

har institutionaliseret 

arbejdet med mentale modeller 9 , 

- mange individer og centre rundt 

omkring arbejder med bevidsthedsudvikling 

på forskellig vis, 

- og endelig findes der en lang række 

fællesskaber, som udgør et eksistentielt 

fællesskab men mangler et eller 

flere af de øvrige punkter. 

De steder, hvor man i dag kan opleve 

en kontekst eller organisation, hvor 

disse kriterier næsten er opfyldt (især 

de 3 sidste kriterier), er formentlig 

primært i de spirituelle fællesskaber. 

Disse fællesskabers erfaring kan derfor 

vise sig umådeligt værdifulde for samfundet 

som helhed. 

Mange organisationer vil grundet deres 

natur have vanskeligt ved at kunne skabe 

samme dybde i vidensarbejdet som 

de eksistentielle fællesskaber. 

De vil derfor kunne have stor gavn 

af at indgå i et samarbejde med mere 

eksistentielle videnskulturer (som f. 

eks. de spirituelle fællesskaber) på 

samme måde, som man i dag samarbejder 

med universiteter og andre centre 

for vidensudvikling. 

Omvendt vil disse fællesskaber 

kunne drage nytte af dette samarbejde 

gennem en højere grad af intellektuel 

disciplin samt ressourcer til en mere 

systematisk forskning i bæredygtig 

livsstil, bevidsthedens natur mv. 

79

Styring gennem indre forståelse 

I fremtidens samfund vil vægten blive 

lagt på kulturen snarere end på organisation 

og regler. Dette sker ud fra en 

erkendelse om fordelene ved i højere 

grad at lade tingene regulere sig selv 

ud fra en indre forståelse, end ved at 

staten gør dette igennem regler og 

bånd, som ødelægger kreativitet, ansvarsfølelse 

og engagement hos borgerne. 

Fordi visionen på én gang arbejder 

med tingenes substans og samtidig 

frisætter energi og skaber syntese, 

rummer videnskulturen som målsætning 

store muligheder økonomisk, 

teknologisk, socialt og økologisk. 

Statsminister Nyrup har formuleret 

en vision om Danmark som verdens 

førende IT-nation. Som professionel ITkonsulent 

har jeg dog svært ved at få 

øje på Danmarks muligheder for at gøre 

dette til en realitet. 

Men hvis man i Danmark havde en 

fælles vision om at skabe verdens mest 

kreative videnskultur gennem et samarbejde 

mellem græsrødder, fællesskaber, 

universiteter, erhvervsliv og det offentlige, 

så kan jeg få øje på en lang række 

kvaliteter og styrker i det danske samfund, 

som kan medvirke til at gøre det 

til en realitet. 

Konklusioner 

Med udgangspunkt i en grundlæggende 

model for bevidsthedens strukturer er 

80 


der skabt en række modeller for vidensudvikling 

og organisationsforståelse. 

Disse modeller peger på nogle 

grundlæggende problemstillinger og 

ubalancer i samfundet, som er væsentlige 

at rette op på, fordi de har en 

række uhensigtsmæssige konsekvenser. 

Den viden og erfaring, som samfundet 

skal bruge i denne proces, findes i det 

væsentlige hos gruppen af kulturskabere, 

herunder i ecovillages og spirituelle 

fællesskaber. De har udviklet ny 

viden om organisation, læring og indre 

praksis, som hvis rigtigt anvendt kunne 

foranledige en kreativ og spændende 

udvikling. Dette kunne for alvor gøre 

Danmark til en ledende nation indenfor 

udvikling af videnskultur, med deraf 

følgende kulturelle, teknologiske og 

økonomiske muligheder. 

Noter 

1 Enabling knowledge creation 

2 De økologiske, sociale og spirituelle 

aspekter udgør de centrale elementer 

bag ecovillage konceptet. 

3 The cultural creatives af Paul Rae 

beskriver en syntese mellem det spirituelle 

og traditionelle videnskabelige 

verdensbillede. 

4 Jes Bertelsen i Nuets himmel og Bevidsthedens 

inderste. 

5 Se i øvrigt Learning as transformation. 

6 Individual differences and transformative 

learning (Mezirow 2000). 

På www.personalitypages.com kan 

man tage en test. 

8 Jvf. Jes Bertelsens indeling af bevidstheden 

i de syv planer, fysisk, æterisk, 

astralt, mentalt, spirituelt, kosmisk 

samt det non-duale 

enhedsplan. 

9 The fifth discipline fortæller om 

Shell’s erfaringer. 

Reference: 

Groff, Stanislav; 1998, The cosmic 

game. 

Krogh, Georg von; Ichijo, Kazuo; Nonaka, 

Ikujiro; 2000, Enabling knowledge 

creation, Oxford university 

press 

Wilber, Ken; 1996, A brief history of 

everything 

Mezirow, Jack & associates; 2000, 

Learning as transformation, Jossey- 

Bass 

Bertelsen, Jes; 1994, Nuets himmel, 

Borgen 

Bertelsen, Jes; 1998, Bevidsthedens 

inderste, Borgen 

Walker, Alex; 1994, The kingdom within, 

Findhorn Press 

Rae, Paul H.; 2000, The cultural creatives, 

Harmony 

Senge, Peter; 1990, The Fifth Discipline, 

Currency doubleday


Grundtvighistorie 

Det fornemmeste til menneskelivets oplysning, det er menneskelivet selv, som vi får af Vorherre og vore forældre, 

med hjerte til at føle, øre til at høre, mund til at tale og omløb i hovedet til at tænke på hvad vi vil, så det må vi 

aldrig vente at få i skolen, men vi må føre det med os derhen. Hvad vi trænger til at finde i skoler, det er langt 

mindre gode bøger, end levende, lyslevende mennesker, dels på vor egen alder, som vi bedst kan tale med, og dels 

noget ældre end vi, som kender mer til livet, fordi de har levet 

længere, og er blevet mere betænksomme, fordi det er først med 

årene, vi kan samle forstand, og fordi det kun sædvanlig er af 

skade, man bliver klog. 

Min lille dreng sagde ganske uventet til mig: Jeg kan ikke læse og 

jeg kan ikke skrive, men jeg kan dog tænke, og det var mig så 

meget mere uventet, som han ellers tit tager fat på en bog og lader 

som om han læser, og sidder og prikker med en pen og lader, som 

han skriver, mens jeg ikke engang vidste, at han havde lagt mærke 

til ordet ”tænker” endsige da, at han vidste hvad det var og 

anvendte det på sig selv, men det var alligevel hvad jeg gerne gad 

høre, så jeg slog straks i med, og sagde : Ja, du kan tænke og du 

kan tale, hvortil han meget alvorligt svarede : Ja, jeg kan også tale, 

og denne lille samtale udtrykker også netop hvad der ligger til 

grund for denne skole, der netop skal udmærke sig ved hverken at 

være en læseskole eller en skriveskole, men en tænkeskole og hvad 

dermed hos levende mennesker altid følger, en taleskole, så jeg 

skulle ikke have noget imod det, om de fleste, der gik ud ad skolen 

kunne og ville med sandhed sige, lige som lille Frederik, kun 

naturligvis i en lidt højere, voksen forstand : Vi kan ikke læse, og 

vi kan ikke skrive, men vi kan dog tænke og vi kan også tale. (N.F.S. 

Grundtvig: Tale på Marielyst Højskole 1856, Fra bogen Skrifter i 

Udvalg, Gyldendals Forlag, 1965)) 

Øverst ses Simon fra Kirstinelund, der hjælper 

med at samle havreneg 

Til venstre ses folk på Findhorn i gang med 

tegneredskaberne. 

81

Der er et organisk netværk mellem 

forskellige økosamfund (ØS) ligesom 

der er mellem læreanstalterne 

(LA), Forskningsinstituterne (FI), 

Tekniske Skoler (TEK), seminarier (SEM) 

og andre uddannelsescentre. 

Det er tilfældigt og sjældent, at der 

knyttes en forbindelse mellem det ene 

netværk til det andet. Og endnu sjældnere 

at forbindelsen giver gensidig udbytte. 

Der hersker næsten et mistillidsforhold 

mellem de to. Se fig. 1. 

Undervisingstilbud hos ØS 

Det enkelte ØS's formidling af undervisningstilbud 

for individer bør intensiveres 

og evt. formidles samlede til 

bestemte målgrupper. Det kunne 

tænkes, at der under højskoleloven 

kunne organiseres et kursusforløb, hvor 

kursus deltagerne faktisk rejser fra ØS 

til ØS for at sammensætte et kursusforløb. 

Men dette oplæg handler om at 

ska be en forbindelse mellem de samlede 

ØS og LAernes verden. Det følgende 

er et forslag til, hvordan der kan 

knyttes levende bånd mellem økosamfundene 

og uddannelses-/forskn- 

82 


Gensidighedsbro 

for uddannelse, forskning og udvikling 

Floyd Stein er arkitekt og gennem mange år permakultur-designer af forskellige økosamfund. 

De seneste år har han rejst og undervist i USA, og på denne måde været med til at 

skabe netværk mellem danske økosamfund og amerikanske universitetsstuderende. 

Af Floyd Stein 

fig. 1 

ingsmiljøet hvor, begge parter opnår et 

udbytte gennem forbindelsen. Og hvordan 

LØS er den naturlige agent og formidler. 

Derfor er det også LØS, der skal tage 

de første skridt til, at der skabes nogle 

frugtbare kontakter. Se fig. 2. 

Undervisning - Forskning - Udvikling 

: Teori og Praksis, men med værdigrundlag 

Forbindelsen mellem undervisning, forskning 

og udvikling er nødvendig og 

frugtbar, som LA længe har indset og 

tilrettelagt aktiviteter for. Der opstår 

behov det ene sted, og der tilgodeses 

et andet sted. 

Den samme byttehandel kan opbygges 

mellem ØS og LA. Et behov for en 

mere direkte forbindelse mellem teori 

og praksis kan tilgodeses med forbindelsen, 

men samtidig opnår man nogle 

væsentlige sidegevinster: 

Projekterne opbygges hos ØS, hvor 

der altid ligger et værdigrundlag for 

projektet - en samfundsmæssig, filosofisk, 

åndelig begrundelse for at ville 

løse et bestemt problem, frem for et 

andet. Og så opstår der mange nye 

fig.2 

overlapninger mellem fagområder: nye 

tværfaglige projekter vil se dagens lys. 

Projekter, der aldrig kunne formuleres 

på et enkelt institut hos LA. 

Kompetencegivende kurser 

En fordel med etableringen af samarbejds 

aftaler mellem LA og ØS er, at der 

opnås kompetencegivende aktiviteter 

uden at man fra LØS' side skal gennem 

en langvarig godkendelsesprocedure. 

Det er LA i samarbejdet, der sørger for 

godkendelse af kurset/forskningsprojektet. 

Der er tit blevet undervist i et emne 

hos et ØS, hvor eleven senere ikke 

kunne bruge beviset fra kurset i et uddannelsesforløb 

eller i jobsøgning. 

Samtidig er der tale om udvikling af 

et nyt syn på begrebet kompetence, 

hvor konkrete mål med et projekt vil 

medføre reel kompetence hos deltagerne. 

Papirerne, der genereres af projekterne, 

vil kunne bruges i flere sammenhænge 

- både indenfor og udenfor 

akademiet. 

Objekt og Subjekt 

Gennem en organiseret formidling af 

uddannelses- og forskningsprojekter vil 

der ikke opstå situationer, hvor et ØS 

bliver brugt som emne til en forskningsopgave, 

ej heller hvor man fra ØS 

konstant skal besvare de samme 

spørgsmål for at forskellige forskere 

skal have udfyldt deres skemaer. 

Det vil vise sig at, ved at koble 

specifikke behov hos LA med behov hos 

ØS, vil nye, mere avancerede og gensidigt 

brugbare projekter blive formuleret. 

I det følgende vil jeg præsentere 

nogle samarbejdsprojekter med gensidigt 

udbytte.

Floyd Stein og Inger Klingenberg i kærlig omfavnelse. (Foto: ) 

Landbohøjskolen og Hertha Levefællesskab 

En forsker fra KVL har etableret laboratorium 

i Hertha, hvor afgrøder fra Hertha 

gartneri bruges i projekterne. Forskningen 

forløber i et samspil med ØS. 

Forskerens nærvær giver mulighed for 

andre nyttige projekters opståen. Hertha 

har også etableret et samarbej de 

med Tekniske og Pædagogiske Højskoler 

i forbindelse med deres byggerier, hvor 

praktik- og lærlingeperioder lægges ud 

hos Hertha. 

Arkitektskolen og Christiania 

Laboratoriet for Boligbyggeri, Kunstakademiets 

arkitektskole, har været 

vært for projekter, der havde brug for 

en sparringspartner. Det har bl.a. haft 

et samarbejde med Christiania omkring 

udførelsen af fuldskala-modelforsøg, 

hvor nogle var akademiske og nogle var 

Christianias egne initiativer. Et andet 

samarbejde var med Økologisk Landsbysamfund 

i Torup under programmerings- 

og finansieringsarbejdet. 

Videnskabsbutikker 

Videnskabsbutikkerne hos en række LA 

har det sigte at tilbyde forbindelse 

mellem projektmagere og grupper, der 

har brug for teknisk, videnskabelig assistance 

på den ene side og studerende, 

der har brug for nye spændende opgaver 

og har interesse i dem. Opgaver 

som man sjældent ville kunne formulere 

som teoretiske opgaver. 

Projektorienteret undervisning 

TekSam-uddannelsen på Roskilde og 

Ålborg Universitet har en tradition for 


projektorienterede undervisning og tit 

udvikles projekter i samklang med aktuelle 

behov - f.eks. arbejdet med 

oprettelse af Økologiske Eksperimentelle 

Zoner i Halkær Ådal i Nordjyllands 

Amt. 

Udlandet 

I udlandet findes nogle gode eksempler 

for dette samspil mellem ØS og LA. For 

eksempel Gaviotas, en økolandsby i det 

indre Columbia, som har fast tilknytning 

til forskellige LA i hovedstaden, 

og hvor der er en konstant tilstrømning 

af forskere og studerende, der vil bruge 

deres ekspertise i en ØS-sammenhæng. 

Mange opfindelser opstået i Gaviotas er 

blevet udbredt til andre landsbyer verden 

over. 

Forslag til en fremgangsmåde i etaper 

1. Første skridt (som man har taget 

uofficielt hul på gennem diskussioner 

mellem personer fra enkelte 

ØS og LA) : Indsamling af informationer 

- en slags markedsanalyse og 

kontaktbureau. En behovsanalyse 

om hvad forskellige ØS og LA har 

brug for, og hvor evt. samarbejdsmuligheder 

ligger. 

Dette indsamlede grundmateriale 

bliver brugt i forbindelse med et 

møde/seminar mellem en række indbudte 

deltagere fra nogle LA og ØS 

for at diskutere organiseringsmodeller, 

organiseringsprincipper, og 

prioritering af indsatsområder. Resultatet 

af dette møde bliver nogle 

sammenfattende konklusioner om 

indsatsområder, som vil munde ud i 

en række pilotprojekter i næste 

etape. Der søges finansiering gennem 

offentlige og private midler - 

for eksempel hos Undervisningsministeriet, 

Socialministeriet, 

Forskningsministeriet, Velux og 

lignende. 

2. Finansieringen er på plads, aftaler 

mellem forskellige LA og ØS indgås 

og konkrete samarbejdsprojekter 

søsættes. LØS etablerer en 

følgegruppe bestående af personer 

fra ØS og LA. En fortløbende rapportering 

og vurdering af aktiviteterne 

gennem interne nyhedsbreve, 

som også sendes til en række 

fremtidige aktører. Oplæg til nye 

samarbejdsprojekter formuleres mellem 

ØS og LA. Finansieringen kan 

allerede begynde på denne fase at 

trække på interne midler så som forskningsmidler 

og institutionernes 

faste drifts- og lønningskonti. 

3. Der etableres nogle faste tilknytningsforhold 

mellem enkelte ØS og 

enkelte LA, hvor egenfinansiering er 

på plads. Et nyt område, som nu kan 

inddrages, er tilknytning til udenlandske 

ØS og LA. Fungerende uddannelsesaktiviteter 

som Living 

Routes og Living and Learning vil 

være oplagte samarbejdspartnere. 

4. Der etableres faste kontorer, lokaler, 

lærer-/forskerboliger hos ØS og LA 

som en permanent ramme for det 

fortsatte samarbejde. "Afdelinger 

for tværfaglig forskning i økosamfundsbaserede 

projekter. 

Det er LØS, der bedst kan træde ind og 

fungere som anker og formidler til sådanne 

projekter. LØS bør budgettere 

med dette projekt over de næste trefire 

år. Et skøn på udgiften ligger omkring 

kr. 50.000 pr. år. Midlerne bør 

søges hos andre end de sædvanlige 

grønne fonde. 

Floyd K. Stein 

St. Kongensgade 112, 1. 

1264 København K 

Tlf. 33 32 75 18 

Email: isly.fks@post4.tele.dk 

83

De blindes elefantproblemet 

Hinsides Ghor lå der en by. Alle dens 

indbyggere var blinde. En konge ankom 

med sit følge til et sted tær ved denne 

by. Han havde sin hær med og slog lejr 

i ørkenen. Han havde en mægtig elefant, 

som han brugte i angreb og til at 

øge folkets ærefrygt. 

Befolkningen 

var ivrige efter at 

opleve elefanten, 

og nogle af de 

blinde fra dette 

ligeså blinde 

samfund var så 

besat af nysgerrighed, 

at de løb 

ud for at finde 

den. Da de ikke 

vidste noget om 

elefanters form, 

famlede de for 

sig og samlede 

oplysninger ved 

at røre ved den. 

Alle troede nu, at 

de vidste noget, 

fordi de hver 

havde følt på en 

del af elefanten. 

Da de kom 

tilbage til deres 

by, trængtes folk 

derfor ivrigt om 

dem. Alle var nysgerrige 

efter at 

høre sandheden 

fra dem. De 

spurgte om elefantens form og lyttede 

til alt, hvad de fik fortalt. 

Den mand, der havde følt på elefantens 

øre sagde: ”Det er en stor, ru ting, 

flad og bred som et tæppe.” Og den der 

havde følt på snabelen sagde: ”Jeg har 

de sande kendsgerninger om den. Den 

er ligesom en lige, hul pibe, frygtelig 

og ødelæggende.” Den der havde følt 

på dens fødder sagde: ”Den er mægtig 

og fast som en søjle.” 

Hver især havde de kun følt på én 

del ud af mange. Alle havde de fået en 

forkert opfattelse. Ingen kendte helheden. 

Viden er ikke de blindes følgesvend. 

Skabningen er ikke oplyst om det guddommelige. 

I den videnskab er der 

ingen Vej for den almindelige forstand. 

84 


Hakim Sanai fortæller denne historie i sin 

sufi-klassiker Sandhedens Indhegnede 

Have. Han døde i 1150. Historien er en 

gengivelse af et lignende emne, der 

ifølge traditionen er blevet brugt af 

sufimestre gennem mange hundrede år. 

(Fra bogen Sufi Historier af Idries Shah, 

Forlaget Klitrose 1982) 

Æ verdensuniversitet 

Idéen med et universitet indebærer 

nemlig at tage alt i universet med i 

betragtning og se på det som dele af 

en stor helhed, som på en eller anden 

måde står i sammenhæng med alt 

andet. Det, mente vi, var en opgave 

værdig for ethvert menneske, og med 

denne indstilling satte vi os ned i vor 

lille skole i København og begyndte at 

studere begrebet universitet og universiteternes 

historie rundt omkring i 

verden. 

Alle vegne er universiteter blevet til 

ud fra en sandhedssøgende grundsætning. 

Ikke desto mindre viste det sig, 

at der næsten altid var nogle, der hurtigt 

kunne tage patent på, hvad sandheden 

var og er, og når de fik ret, blev 

det næsten ligeså hurtigt til lov. 

Vores sag er en anden, nemlig den at 

prøve at gennemføre det frie sandhedssøgende 

fællesskab, som er kernen 

i universitetstanken. Det skal foregå 

nøjagtigt som på ethvert tingmøde 

årtusinder igennem i Nordens historie 

– hvor folk selv tager ansvaret for, 

hvordan de skal bære sig ad. 

s. 116-118 i Aage Rosendal Nielsens 

bog : Kære venner og naboer, New 

Experimental College Press fra 1971. 

Vigtig opdagelse : 

Har De nogen sinde oplevet at komme 

til slutningen af en side, blot for at 

opdage, at De ikke vidste, hvad De 

havde læst? 

Et sted oppe på den side gik De forbi 

et ord, De ikke kunne definere (Det vil 

sige tydeligt og klart bestemme hvad 

noget er; fastslå et ords betydning) 

Eksempel : En stol defineres som ”siddemøbel 

for én person, oftest med 

ryglæn, af og til med armlæn”. Dette 

er en definition, som gør, at man præcis 

ved, hvad ordet repræsenterer i 

virkeligheden. 

At FORSTÅ et ord betyder at ”have 

definitionen”, at kunne definere det, 

selv om man ikke gør det, mens man 

læser. 

Udnyttelse af denne opdagelse om 

misforståede (herunder ikke-forståede) 

ord og deres virkning på et menneske 

er den vigtigste forudsætning for ethvert 

studium. Den eneste grund til, at 

et menneske bliver forvirret eller ude 

af stand til at lære og opgiver et studium 

er, at han eller hun er gået forbi 

et ord (og senere flere), der ikke blev 

forstået og ikke defineret. 

Vær derfor helt sikker på aldrig at gå 

forbi et ord eller udtryk, De ikke absolut 

forstår, når de studerer. 

L. Ron Hubbard, fra bogen Dianektik. 

Det var dengang, da.... 

Præsten Poul Bredstorff læste teologi 

og andre ting i mange år på 

Universitetet. Efter sit studie kom han 

spøgefuldt og sagde: Hvert år så jeg 

efter og fandt mig selv under 

Universitetets studenteroversigt, men 

det sidste år kunne jeg ikke finde mig 

selv. Til sidst fandt jeg mit navn under 

inventarlisten. (red.)

Det er spændende at bidrage til 

LØS´s temanr. om uddannelse. 

Det er vores erfaring, at der er 

efter spørgsel efter den slags. Men det 

er også vores erfaring, at det kræver 

ressourcer og energi at fun gere som uddannelses- 

/ lærested. 

På Svanholm har vi givet en uformel 

uddannelse til mange mennesker, siden 

vi startede for 23 år siden. Vi har haft 

planer om at oprette en mere formaliseret 

uddannelse. De planer ligger i 

mølpose lige nu, fordi vi mangler folk 

til at sætte dem i gang. Vi har regionsmyndighedernes 

anbefaling af, at der 

etableres et grønt støttepunkt på Svanholm 

med formidling af grøn viden og 

turisme. Derudover har vi lige startet 


Svanholm 

som formelt 

og uformelt 

uddannelsessted 

Artiklen beskriver, hvordan produktionskollektivet Svanholm 

har tacklet temaet uddannelse og undervisning i 

deres hverdag. Kirsten arbejder i administrationen på 

Svanholm 

Af Kirsten Høngsmark, Svanholm 

forhandlingerne med en gruppe, der 

bl.a. vil etablere et udviklings-, undervisnings- 

og formidlingscenter for 

økologisk byggeri m.m. Så vi er på 

mange niveauer involveret i formelle 

og uformelle uddannelsesaktiviteter. 

Formaliseret landbrugsuddannelse 

Vores landbrug, gartneri og kvægbrug 

har i årenes løb haft mange landbrugselever. 

Det er en del af det formaliserede 

uddannelsesforløb i landmandsuddannelsen. 

Vores landbrugselever bor 

på Svan holm, mens de er under uddannelse. 

De får løn og betaler for kost og 

logi, men indgår i øvrigt i fæl lesøkonomien 

på lige fod med os andre. 

Mange af dem har valgt at forlænge 

opholdet og 

har været her 

i længere og 

kortere perioder 

som 

gæster (se 

ne de n fo r ) . 

Der har været 

mange rigtig 

gode folk 

imellem; og 

vi har ofte 

haft stor 

fornø jelse af 

sam- og mod- 

Børn lever idéelt på Svanholm. Fra de er ganske små, kender 

ungerne alle på godset. De kan udfolde sig frit i naturen, følge 

med i bondegårdslivet og deltage i de voksnes arbejde. 

spillet med 

dem. Nogen 

af dem er 

siden blevet 

selvstændige 

Svanholm Gods 

landmænd, som vi i dag har et godt 

samarbejde med. 

Mange er imidlertid aldrig blevet 

selvstændige landmænd. Betingelserne 

for at etablere sig som selvstændig 

landmand er jo meget svære i dag. Vi 

kan godt undre os over, at der ikke er 

flere, der har valgt at vende tilbage, for 

at udnytte de gode forhold der er for 

landmænd på Svanholm og i lignende 

fælles skaber. Det er tilsyneladende 

meget vigtigt for landmænd at kunne 

råde selv. Det at drive en virksomhed i 

samarbejde med et kollektiv virker 

åbenbart ikke så tiltrækkende, selvom 

der jo er et stort råderum for selvstændige 

aktiviteter og nye idéer på et sted 

som Svanholm. 

Gæster i praktisk oplæring 

Udover de ca. 2 elever vi har i landbruget, 

har vi et sted mellem 10 og 20 

gæster. Som regel er en gæst her i 

mindst 3 måneder og ofte i et år. 

Gæsterne er med i vores fællesskab på 

lige fod med os andre. Vi har sjældent 

gæster, der arbejder ude, selvom 1/3 af 

os selv gør det. 

De fleste gæster arbejder i vores 

produktioner og servicevirksomheder 

typiskisk i: børnehaven, 

bygningsgruppen,køkke net, trækassefabrikken 

og selvforsyningsgartneriet. 

Der er ikke så mange, der har lyst til at 

arbejde i grøntsags pakkeriet og frugt- 

85

pakkeriet, det er for industrialiseret. 

Det er sjæl dent, vi har gæster i agerbrug 

og kvægbrug. De har jo deres 

landbrugselever. Det må umiddelbart 

være op til gæsterne, at fortælle hvad 

de har fået ud af sådan et ophold; men 

vi er ofte meget glade for det input af 

nyt, som vi får fra vores 

gæster. 

Alle gæsterne får en 

faglig oplæring i forbindelse 

med det arbejde, de 

nu går i gang med. Vi er 

lidt kræsne, vi vil helst 

have folk, som har 

hænderne skruet ordentligt 

på; men hvis man har 

det, så kan man også lære 

meget. 

Mange unge er startet 

som medhjælpere i vores 

børnepasningsordning, 

for derefter at fortsætte i 

en pædagoguddannelse. 

Øv.: Fastelavn på Svanholm. 

Midtpå: Svanholm har de sidste 25 år 

været et af de største økologiske 

landbrug i Danmark, her lidt hygge i 

gulerodspakkeriet 

Th.: Vue op mod hovedbygningen 

(Foto: Svanhom) 

86 


Andre unge med lyst og interesse for 

madlavning har i bogstavligste forstand 

fået nogen store udfordringer, 

når der skal kræses for over 100 mennesker 

på én gang. I byg nings gruppen 

er der alle typer repara tions- og vedligeholdelsesarbejde 

og nogle flinke 

håndværkere, der er gode til 

at lære fra sig. De sætter dog 

grænsen ved udlændinge – 

det er for besværligt med 

alle de fagudtryk på engelsk! 

Trækassefabrikken laver mindre 

serier af emballagekasser, 

butiksinventar o.lign. Der er 

ofte korte tidsfrister. Man 

skal værdsætte teamarbejde 

og det fælles ryk, for at få tingene ud 

af døren. Til gen gæld er der et godt 

fællesskab også med ansatte fra lokalområdet. 

Og hvis man synes det er 

sjovt at gå og nusse om 1000 porrer, så 

bliver man meget klogere på økologisk 

grøntsagsdyrkning i vores selvforsyningsgartneri; 

man 

bliver imidlertid også 

klogere på, hvad ens 

knæ og ryg kan holde 

til. 

International arbejdslejr 

Vi har endnu en slags 

undervisningsaktivitet. 

Hvert år har vi 

en tre ugers international 

arbejdslejr 

med ca. 20 unge fra 

hele verdenen. De 

sidste 4 år har de 

været med til en gennemgribenderenovering 

af vinduerne i 

hovedbygningen. Det 

drejer sig om at bevare 

træværket i vinduerne, 

som er over 

100 år gammelt og 

give vinduerne linolie og 2 gange linoliemaling. 

De yder en indsats, som er 

me get værdifuld for os; men de får også 

meget ud af det, ikke mindst selve 

oplevelsen af samarbejdet med de andre 

unge. Derudover er det tydeligt, at 

de sy nes, det er spændende at opleve 

vores liv og få foredrag om vores struktur 

m.m.

”Undervisning” i alternativ organisering 

Som det fremgår af ovenstående så 

byder Svanholm på en masse praktisk 

og ofte økologisk ”ud dannelse”. Derudover 

kan der imidlertid også ske en 

li geså spændende undervisning i 

1. hvordan man driver så stor en virksomhed 

med en anderledes beslutningsstruktur. 

2. hvordan 100 mennesker kan leve 

sammen indenfor rammerne af en 

fællesøkonomi. 

Det er meget forskelligt hvad vores 

gæster får med sig, når det gælder 

disse emner. Nogle gæster er meget nysgerrige 

m.h.t. beslutningsstruktur og 

så videre. De kommer på fællesmøderne 

og lytter og spør ger meget. 

Det er klart, at hvis man er interesseret 

og hvis man gør en indsats, kan 

man få rigtig me gen viden om vores 

måde at indrette en alternativ livsform, 

og om vores arbejde med at 

finde frem til en alternativ 

beslutningsstruktur. 

Det er imidlertid meget 

tilfældigt hvilke muligheder 

den enkelte gæst har for at 

samle viden. Det er tilfældigt 

hvilke svanholmere de 

arbejder sammen med til 

daglig og hvilke lokale fællesskaber 

de kommer til at 

indgå i. Hvis de skulle have 

et dækkende billede af 

hvordan vi har indrettet os, 

så ville det være nødvendigt, 

at vi afsatte tid til 

egentlig undervisning. 

23 års erfaring 


Set hen over de 23 år har vi faktisk 

brugt mange ressourcer på at oplære en 

masse flinke, spæn dende og nysgerrige 

(mest) unge mennesker. Vi har fået 

meget igen i form af udfordringer, 

enga gement og hårdt arbejde. 

Men set i bakspejlet havde det nok 

ikke gjort noget, hvis noget af denne 

oplæring var foregået indenfor nogle 

formaliserede rammer – både af hensyn 

til hvad gæsterne kunne og skulle lære, 

og måske havde det også være rimeligt 

med en godtgørelse for noget af vores 

oplæringsarbejde. 

Planerne om et uddannelsescenter 

For nogen år siden skitserede vi planen 

for et uddannelsescenter. Her ville vi 

kombinere teori og prak sis. Der skulle 

være praktisk arbejde i arbejdsgrupperne 

med folk tilknyttet specielt til at 

tage sig af de ”studerende”. 

Efterfølgende skulle der ske en teoretisk 

bearbejdning af erfaringerne. Det 

skulle kombineres med besøg på andre 

steder osv. Vi forestillede os, at centeret 

skulle blande danske og udenlandske 

stude rende. Vi får nemlig 

mange henvendelser fra udlandet om 

foredrag og rundvis ninger. 

Vi mangler folkene til at sætte det i 

gang og lige nu ligger det i mølposen; 

men det er jo herligt at se, at lignende 

tanker i dag er på vej i LØS. Måske er 

der nu en større chance for, at det 

bliver til no get, når det er et større fællesskab 

som LØS, der tager fat på at få 

dem ført ud i livet. 

Andre planer 

På Svanholm har vi ofte mange planer. 

For tiden arbejder vi med følgende: 

 

Det ugentlige fællesmøde rundt 

om pejsen i Spejlsalen er 

stedet,hvor kollektivet træffer sine 

beslutninger. Der stemmes ikke, 

men diskuteres frem til enighed. 

(Foto: Svanholm) 

efter et oplæg fra os selv optræder 

vi nu i de to sidste regionalplaner 

for Hovedstadsområdet som et muligt 

grønt støtte punkt med forskellige 

former for formid ling af grøn 

viden og turisme. Her mangler vi 

også arbejdskraft til at få det ført ud 

i livet lige nu. 

derudover er vi i gang med de første 

spæde forhandlinger med en gruppe, 

der vil etablere et grønt byggeri 

kombineret med et udviklings-, undervisnings- 

og formidlingscenter 

om øko logisk byggeri m.m. Vi har et 

godt stykke jord, hvor det kan opføres, 

og vi har værksteder, folk og 

erfaringer, der kan fungere som 

sparringspartnere til sådan et center. 

Erfaringerne 

Som jeg ser det, så viser vores erfaringer 

med Svanholm som et uformelt 

uddannelsessted meget godt styrkerne 

og svaghederne i at etablere uddannelse 

i samarbejde med fællesskaberne. 

Det er en styrke, at der i fællesskaberne 

findes engagement, idéer og en masse 

erfaringer, som andre gerne vil have del 

i. 

Det kan imidlertid være vanskeligt 

at skabe kontinuitet og ensartethed i 

udbyttet af ”uddannelsen”. Det kræver 

en del ressourcer, som må skaffes udefra, 

og det kan i fællesskaberne være 

svært at finde tilstrækkeligt med folk 

med praktiske erfaringer, som har tid 

og lyst til at fun gere som ”undervisere”. 

PS 

Derudover synes jeg, at det kunne 

være en rigtig god idé i at skabe et 

alternativt ”ledelsesaka demi” - en alternativ 

MBA – for alle os, der allerede 

er i fællesskaberne. 

87

Hvordan forandrer vi os selv, samfundet 

og verden til det bedre? 

En afgørende forudsætning er 

viden og uddannelse. Økosamfundene 

har her særlige muligheder - og dermed 

et særligt ansvar for at give fornyende 

impulser til det omgivende samfund, 

eller udtrykt socialterapeutisk, i ordets 

egentlige betydning: "samfundslægende". 

Den biodynamiske forskning 

ved Hertha Levefællesskab arbejder på 

denne baggrund målrettet med at udvikle 

og formidle en ny form for forskning. 

Vor verden er i voldsom forandring 

og udvikling. Vor viden inden for de 

fleste tekniske og videnskabelige områder 

forøges med en sådan hast, at 

selv de såkaldte eksperter ikke kan 

følge trop. Aldrig tidligere har vi brugt 

så mange offentlige og private ressourcer 

på forskning og udvikling. Men 

samtidig ser vi, at den nuværende udvikling 

slet ikke er holdbar. Vi mangler 

altså i dag ikke viden og forskning, 

men en anden type viden, en ny type 

forskning og en ny måde at forholde os 

til vor egen viden på. 

At læge tidens sår 

Men hvori består denne viden og forskning? 

Hvordan kan vi udvikle denne 

viden og forskning? Og hvor skal den 

nødvendige forandring af os selv, samfundet 

og verden komme fra? 

Økosamfundene har her særlige muligheder 

- og dermed et særligt ansvar. 

Disse samfund er meget forskellige, 

både i organisation, aktiviteter og 

målsætninger, men fælles for dem er 

typisk et overskud af initiativ, af omsorg 

for de svage i samfundet og af en 

ny viden, en ny holdning til viden, en 

ny holdning til egne og fælles evner til 

88 


Forskning og formidling ved 

Hertha levefællesskab 

Landbruget har brug ikke blot for en fornyet andelsbevægelse, men for en kulturbevægelse. 

Forskning i afgrøders og fødevarers kvalitet, inden for rammerne af et økosamfund, 

i nær tilknytning til et landbrug kan medvirke til dette. 

Af Jens-Otto Andersen, forsker på Landbohøjskolen ved København og forskningsleder på Det Biodynamiske Forskningscenter 

ved Hertha Levefællesskab og beboer i samme. 

at gøre en forskel, til at medvirke til 

den nødvendige forandring, hvor liden 

indsatsen end kan se ud i en global 

sammenhæng. 

Uden dette overskud er det næppe 

muligt at virke inspirerende og forandrende 

på omgivelserne, at læge tidens 

sår, at virke socialterapeutisk og "samfundslægende". 

Men lad os tage et sådant 

såre lidet, men dog konkret eksempel: 

den biodynamiske forskning 

ved Hertha Levefællesskab. 

Det syge samfund - det syge landbrug 

Vort moderne konventionelle landbrug 

er sygt, og har et stort behov for at 

blive "lægt". Kernen i denne sygdom 

er, at naturens levende organismer - 

jordbunden, afgrøderne 

og dyrene 

- i stigende grad 

bliver underlagt en 

industriel og økonomisk 

tankegang, 

der dybest set er 

uforenelig med basale 

lovmæssigheder 

for levende organis- 

mers hele udvikling. 

Enhver kan se det 

tåbelige i at ville 

lovgive om, at 

kvinders graviditet 

fra år 2002 

kun må vare 8 måneder, idet de gravide 

som alle andre i samfundet må bidrage 

til en produktivitetsforøgelse, og en 

bedre udnyttelse af ressourcerne. 

Men dybest set kræver vi dette af 

vore afgrøder og dyr. Ved hjælp af de 

nuværende anvendte niveauer af NPKgødning, 

får vi de ønskede høje udbytter, 

men afgrøderne er ikke sunde. Ved 

hjælp af pesticider kan vi rent rutinemæssigt 

holde kornets svampesygdomme 

borte, sygdomme der per automatik 

optræder som følge af de 

anvendte gødningsmængder og -typer. 

I en økologisk og biodynamisk kornmark 

finder vi også et rigt udvalg af 

disse svampe-sygdomme, men de svækker 

ikke afgrøden afgørende, og udvikler 

sig ikke epidemisk, fordi afgrøderne 

i langt højere grad er selvsunde. 

Tilsvarende må vi sige, at de nuvæ rende 

gennem snitlige mælke udbytter kun kan 

opnås ved en systematisk overforsyning 

af koen med protein, hvorved dens 

vomfunktion (mavefunktion) og generelle 

sundhed svækkes. 

Mekanisk og organisk tænkning 

Heraf må vi slutte og spørge: "Hvordan 

Staldbygningen, med løsdriftstald, maskinhus og omklædnings- 

og opholdsrum er et markant vartegn for Hertha 

Levefællesskab. (Foto: Red.) 

kan vi selv forvente at være sunde, når 

vi ernærer os af fødevarer, der stammer 

fra svækkede afgrøder og dyr?" Dette er 

blot enkle eksempler, men det afgørende 

er et opgør med den bagvedliggende 

"mekaniske" tænkning og 

naturopfattelse. Hvordan udvikler vi en 

"organisk" tænkning, der virkelig kan 

rumme og afspejle naturens komplek-

Den biodynamiske forskning foretager 

selv dyrkningsforsøg på Hertha. Her 

ses forfatteren med Hertha i baggrunden 

(Foto: Red.) 

sitet og forunderlighed? Hvordan udvikler 

vi den ærefrygt for livet, som 

Albert Schweitzer talte om? Og endnu 

videre: hvordan nærmer vi os den "ånd 

i naturen", som H.C. Ørsted talte om? 

Hermed menes ikke vage fornemmelser 

fremkommet i en omtåget eller 

neddæmpet bevidsthed, men om et 

bevidst forhold til de livskræfter og åndelige 

kræfter, der virker bag naturens 

ydre mangfoldighed af livsformer? Akupunktur, 

healing, homøopati, zoneterapi 

og andre såkaldte alternative helbredelsesformer 

arbejder på forskellige 

måder med disse kræfter, men hvordan 

kan vi i landbruget arbejde med disse 

kræfter, der virker i vore afgrøder og 

dyr? 

Det biodynamiske jordbrug er bedst 

karakteriseret ved netop at søge at arbejde 

bevidst med disse kræfter og 

deres rytmer, i en daglig praksis. Til 

dette formål anvendes bl.a. forskellige 

præparater, og der arbejdes med de 

planetariske og større kosmiske kræfters 

rytmer og kvaliteter. 

At synliggøre livskraften 

Inden for rammerne af Hertha Levefællesskab 

ved Herskind arbejder en gruppe 

mennesker med biodynamisk forskning 

i fødevarekvalitet, bl.a. ved hjælp af 

biokrystallisationsmetoden, hvormed 

vi kan synliggøre forskellige aspekter af 

disse livskræfter, af afgrøders og fødevarers 

"indre orden", som en afspejling 

af deres ernæringsværdi. Arbejdet har i 

høj grad karakter af pionerarbejde, med 

udvikling af bl.a. nye krystallisation- 


steknikker, standardiserede laboratorie-procedurer 

og computer billedanalyse 

af krystalbillederne. 

Hertha Levefællesskab er opstået 

omkring et helsepædagogisk arbejde 

med udviklingshæmmede voksne, varetaget 

af andre knap så hæmmede 

voksne. På stedet bor desuden mennesker, 

der ikke har nogen direkte 

tilknytning til det pædagogiske arbejde, 

men mere indirekte bidrager til det 

ønskede brogede levefællesskab omkring 

de udviklings-hæmmede. Endvidere 

har det fra starten været ønsket, 

at kulturelle initiativer og mindre 

produktionsvirksomheder ville slå sig 

ned på stedet, og derved yderligere 

bidrage til stedets livspuls. Den biodynamiske 

forskning er et sådant kulturelt 

initiativ. (Ligeså LØS-sekretariatet. 

Red.) 

Fornyelse af landbruget 

Ved udholdende moralsk og økonomisk 

støtte fra mange sider har vi i dag 

etableret to mindre laboratorier, hvor 

vi kan arbejde med undersøgelse af 

fødevarekvalitet. Da stedet og jorden 

ejes af en almennyttig fond, er jorden 

umiddelbart frikøbt fra markedsmekanismer 

og økonomiske krav om rentabilitet, 

hvorved f.eks. langsigtede og 

krævende dyrkningsforsøg meget nemmere 

lader sig gennemføre. Den 

bærende intention i forskningsarbejdet 

er ønsket om at medvirke til en fornyelse 

af landbruget. Dette kan og skal ske på 

en række måder, ved samarbejde med 

landmænd omkring forsøg på gårdene, 

ved egne markforsøg, ved løbende undersøgelser 

af afgrøder og fødevarer, 

og ved en stadig oplysnings- og formidlingsaktivitet, 

ved kurser og seminarer, 

og ved diverse informationsmaterialer 

og publikationer. 

Gården, forskningen og omverdenen 

Mange hundrede 

mennesker kommer 

til Hertha i 

løbet af året, og 

vi håber at 

kunne bringe 

viden og inspi- 

Heino og praktikant 

i jordbærrene. 

(Foto: Red.) 

ration til nogle af dem. I bedste fald 

kan vi medvirke til at disse mennesker 

ernærer sig af bedre fødevarer, og 

måske også at de får lyst til aktivt at 

støtte et økologisk eller biodynamisk 

landbrug i nærheden af, hvor de bor, 

økonomisk eller arbejdsmæssigt. Der 

er brug for dette. 

Kulturgården 

Et økosamfunds landbrug kan med det 

fornødne overskud give afgørende impulser 

til mange mennesker, ikke mindst 

til skolebørn. Gården og forskningen 

kan åbne sig for omverdenen med både 

markvandringer og kulturelle arrangementer, 

og ved at tilbyde sig som 

lærested for skoleklasser. En fremtidens 

"kulturgård" er et sted, hvor der ikke 

blot produceres fødevarer, men også et 

sted hvor børn og voksne kan gøre naturiagttagelser, 

få nødvendige erfaringer 

og naturoplevelser, opleve 

årstidernes vekslen, og samtidig med 

alt dette erhverve sig en nærværende 

viden om fødevarer, og hvordan deres 

kvalitet opbygges og bevares fra jord 

til bord. 

Herved medvirker gården og forskningen 

langsomt men sikkert til den 

kommende generations mere "organiske" 

opfattelse af naturen og samfundet. 

Den nødvendige samfundsforandring 

forudsætter en sådan udvikling i 

hele vor tænkemåde. Landbruget opfattes 

i dag af de færreste som det 

egentlige kulturbærende i vort samfund. 

Dette forhold må ændres. Landbruget 

har brug ikke blot for en fornyet 

andelsbevægelse, men for en kulturbevægelse. 

Forskning i af-grøders og 

fødevarers kvalitet, inden for rammerne 

af et økosamfund, i nær tilknytning til 

et landbrug kan medvirke til dette. 

89

Det begyndte med en student som 

undrede sig over, at miljøundervisningen 

var så stærkt på vej 

ind i skolen, samtidig med at skolehaverne 

var på vej ud. Det endte med et 

nationalt projekt som udviklede pilotskoler, 

pilotgårde og kurser for lærere, 

som ville forbinde læringen til livet 

udenfor væggene - støttet af 5 departementer. 

Erfaringerne fra projektet 

blev ved juletid 2000 sendt til over 

4000 norske folkeskoler - formidlet på 

CD-rom. (Illustrationerne til denne artikel 

er hentet fra CDén) 

Skolehistorisk perspektiv 

Det er ikke ret mange generationer 

siden, at livet var den primære skole. 

Der lærte man det meste. Så måtte man 

som tillæg gå nogle timer i skole for at 

lære at læse og skrive og lidt om verden 

derude. I dag er situationen vendt 

på hovedet. Der er mangel på sammenhænge 

i det liv, børn står i - både i 

skolen og i fritiden. Hvis vi ser nogle 

generationer frem, vil den gode skole 

være en skole, der er ført ind i livet, 

dvs. stedet og omgivelserne. Vendepunktet 

er vi midt inde i. Vi oplever behovet 

for autentiske situationer, oplevelser 

og opgaver. Det er i denne sammenhæng 

værdifuldt at fremhæve pilotskolerne, 

som er gået lidt forud og viser 

vej. En vis mangfoldighed af sådanne 

skoler var det, vi ønskede at udvikle i 

Levande skule- projektet. Det er i dette 

tilfælle radikaliteten i retningen, som 

er det vigtigste, ikke hvor store 

skridtene er. 

Pilotskoler og kurser 

Alt i alt deltog der ca. 200 personer i 

projektet i tiden 1996-2000. Der er udviklet 

pilotskoler i alle dele af Norge, 

fra Tromsø i nord og sydpå. Der er også 

udviklet et efteruddannelsestilbud for 


Læring i berøring med livet 

I Norge har de fra 1996-2000 eksperimenteret med projektet "Levande skule", som bl.a. 

handler om at praktisere et samarbejde mellem skoler og gårde, hvor børnene kommer ud 

i naturen og får praktisk erfaring. Aksel Hugo fortæller her kortfattet om forløb og erfaringer. 

Af Aksel Hugo 

90 

lærere. Kurserne tager udgangspunkt i 

udviklingsarbejdet som gøres på egen 

skole med faglige mødesamlinger 

fordelt over 2 år. Modulerne dækker 

temaerne "udvikling af skolehaven", 

"styrkelse af skolens udeareal", "samarbejde 

skole og gård" og "livsnær 

naturfag". Fagligt er det Norges landbrugshøjskole, 

som står for kurserne i 

samarbejde med regionale kursuscentre. 

Læreplanen lagt i terrænet 

Alle pilotskolerne vægter udvikling af 

udearealerne - nogle med mere vægt på 

skolehaven, nogle på friluftsliv og 

udeskole og andre på samarbejdet mellem 

skole og gård. En af pilotskolerne, 

Aurland barne- og ungdomsskule, har 

udviklet en fagplan, hvor alle disse elementer 

er bygget ind. Eleverne begynder 

i første klasse med det nære (haven 

udenfor bygningerne) og vil i løbet 

af 10 år arbejde sig gennem alle 

"rummene" på stedet: fjorden, elven, 

gården, udmarken og fjeldet. Så følger 

træerne i 2. klasse og søen i 3. klasse 

osv. I ungdomsskolen er der projekter i 

tilknytning til brug af udmark og 

fiskesteder - knyttet til både kultur- og 

naturfag. Idéen er, at eleverne skal 

lære stedet at kende og opbygge en 

identitet af samhørighed og fortrolighed 

i løbet af skolegangen. I enkle 

ord kan vi sige, at himmelen er taget, 

og naturen er skolen. Det interessante 

er, at en livsnær skole ser ud til at være 

en nøgle, ikke bare i 

forhold til mere menneskelige 

vilkår for 

dannelse, men også for 

en mere levende begrebsvækst 

(lærings rum) både for 

lærer og elev.

Den Økologiske Landbrugsskole 

- et lidt anderledes økosamfund 

Siden 1982, hvor Den Økologiske 

Landbrugsskole blev 

oprettet, har skolen dannet 

rammen om et lidt anderledes 

øko-samfund. Her 

samles hvert år unge mennesker 

fra hele Danmark og 

en del fra vore nabolande, 

primært for at få en uddannelse 

til økologisk landmand, 

men også for at afprøve 

andre sider af det 

økologiske idekompleks. 

Af Kristian Herget, Forstander 

Mange af de elever skolen modtager 

er meget bevidste mennesker, 

der allerede er nået 

langt i deres økologiske “modningsproces”. 

Dette har givet et frugtbart studiemiljø 

på skolen, hvor alle mulige 

økologiske ideer har fået mulighed for 

at spire og blive afprøvet. De jobs 

eleverne ender i efter uddannelsen 

viser da også en stor spredning. Der er 

selvfølgelig en del der bliver i landbru- 

get, enten som selvstændige eller som 

medhjælpere, men mange ender også i 

afsætningsindustrien, som konsulenter 

eller undervisere, eller helt andre 

steder. 

Halmhuset 

Gennem tiden har dette resulteret i en 

lang række spændende eksperimenter, 

ikke bare inden for landbrug, men også 

på områder som energibesparelse, opvarmningsteknik, 

kompostering, naturmaling, 

affaldssortering, byggeri med 

mere. Det sidste og bedst kendte eksempel 

på dette er halmhuset (billede) 

som blev færdiggjort sidste år. Huset 

fungerer nu som bolig for nogle af skolen 

elever. 

Socialt ansvar og ny pædagogisk praksis 

Men også på det sociale område forsøger 

skole at holde fast i idealerne om det 

enkelte menneskes værdi, og at skabe 

plads til alle. 

Dette gøres dels ved at give alle 

brugere af skolen et reelt medansvar 

for skolens daglige drift, dels gennem 

debatter i og udenfor undervisningstiden. 

Den anvendte pædagogik er også 

et udslag af disse ideer. På Den Økologiske 

Landbrugsskole er moderigtige 

ord som ansvar for egen læring, undervisningsdifferentiering 

og projektorienteret 

undervisning, for længst omsat 

til virkelighed i undervisningen. 

Demokrati 

Skolen fungerer med et meget lavt ledelses 

hierarki, hvor et ugentligt 

(elevstyret) fællesmøde for alle elever 

og ansatte er med til at lede skolen og 

tegne udviklingsperspektiverne for 

fremtiden. 

Desuden trænes elevernes demokratiske 

indstilling gennem klassemøder, 

diverse aftenarrangementer og de mange 

gode og konstruktive debatter, der automatisk 

opstår, når man samler bevidste 

og engagerede mennesker på en uddannelsesinstitution. 

Men der er selvfølgelig stadig masser 

af områder at tage fat på, hvor vi kan 

forbedre skolens miljø, mindske forureningen 

osv. Så der er stadig brug for 

nye initiativrige studerende, der kan 

hjælpe os med af skubbe Den Økologiske 

Landbrugsskole videre i den 

rigtige retning, både socialt og fa- 

91

92 


Væksthøjskolen Djursland 

– en succeshistorie 

Vita Storborg er astrolog, 

forstander for Væksthøjskolen 

og medstifter af 

fællesskabet Meilgaard Slot 

på Djursland. Væksthøjskolen 

Djursland bygger 

på en vision, som Vita 

Storborg fik i 1984. Visionen 

gik i al sin enkelthed 

ud på, at Vita 

skulle skabe et højere energifelt 

med plads til et center, 

der kunne indeholde 

såvel spirituelt fællesskab 

som kursuscenter til at uddanne 

mennesker til at 

tage vare på den ny tids 

komme, samt rådgivning 

og behandlingsmuligheder 

- og en højskole. Alt dette 

for at komme så langt og 

så bredt ud til søgende 

mennesker, der kunne uddanne 

sig til den ny tids 

helhedsterapeuter, hjælpere 

eller lysarbejdere i en 

tid med hurtigere vibrationer, 

store ændringer og 

højere mål, der fordrer et 

helhedssyn, en større humanitet 

og en højere bevidsthed. 

Af Vita Storborg 

Chyenne, Vita og Insa. (Foto Meilgaard.) 

Samfundet i dag bygger stadig på et 

materialistisk grundlag og holder 

folk bundne i en gammel livsopfattelse 

om mangler og fastlåst hed i arbejdsmarkedssystemer, 

der ikke giver plads 

til at forny sig, hvilket afføder sygdomme, 

konflikter og pro blemstillinger 

som hverdagskost. 

Uddannelsessystemet tager ikke højde 

for, hvordan der skabes energi, eller 

hvornår tiden er moden til den livsbekræftende 

ændring, der giver arbejdslyst. 

Og det tager slet ikke højde for menneskets 

ubevidste ressourcer, der er den 

største ekstra energi, menneskeheden 

har til sin rådighed. Derfor er det 

selvfølgelig af største samfundsmæssige 

betydning, at nogen tager sig af at skabe 

skoler, uddannelser og kurser, der tilgodeser 

den side af sagen. 

Historien 

I januar 1985 startede Vita Storborg 

URANUS-CENTER i Hammer Bakker, og fik 

såvel spirituelt fællesskab som uddannelsescenter 

og behandling og rådgivningscenter 

op at stå. Mange hundrede 

mennesker fik en terapeutisk uddannelse 

eller et længere kursusforløb. 

I 1990 – 1994 blev centeret flyttet til 

Fyn og også her blev mange hundrede 

mennesker uddannet. I 1994 flyttede vi 

det hele til Meilgaard Slot på Djursland 

under navnet Universitet for personlig 

udvikling og højere bevidsthed, hvor 

såvel det spirituelle fællesskab som 

Uranus-skolerne har til huse. I 1996 

blev den sidste del af visionen en realitet, 

nemlig Vækst højskolen Djursland. 

Væksthøjskolens indhold 

Væksthøjskolen Djursland er en folkehøjskole, 

der underviser i alternative 

livsanskuelser og terapiformer, og hvor 

kærlighed, selvtillid og problemløsningsteknikker 

er gennemgående temaer, 

og hvor forstander Vita Storborgs terapeutiske 

psykologi, der er læren om de 

ubevidste ressourcers medstyring af 

mennesket, går som en rød tråd gennem 

det hele sammen med redskaber til 

personlig - og spirituel udvikling. 

Væksthøjskolens idegrundlag bygger 

på et helhedssyn, global fred, spiritualitet 

i praksis og forberedelse til at 

leve i en højere energidimension med 

en forening af krop, sjæl og ånd. 

Hvem henvender Væksthøjskolens 

kurser sig til? 

Alle, der ønsker at udvikle sig. Derfor 

strækker alderen sig fra 18-90 år med 

en god fordeling mellem mænd og

Væksthøjskolen Djursland 

er en folkehøjskole, der 

underviser i alternative 

livsanskuelser og terapiformer, 

og hvor kærlighed, 

selvtillid og problemløsningsteknikker 

er 

gennemgående temaer. 

(Foto: Væksthøjskolen) 

kvinder. Denne spændvidde gør, at 

eleverne tilsammen har et erfaringsmateriale, 

der kan se problemstillinger fra 

alle kanter og dermed muliggør en hurtigere 

forståelse. 

På højskolen finder vi også den generte 

unge mand; kvinder, der vil deres 

spiseforstyrrelser til livs; mennesker i 

midtvejskriser; mennesker, der har udviklet 

sig væk fra omgivelserne; spirituelt 

søgende mennesker; arbejdsløse, 


der vil finde et nyt ståsted og har brug 

for at udtrykke iboende kvaliteter, der 

hidtil har været gemt hen eller været 

ubevidste; mennesker, der vil finde ind 

til sig selv, overvinde deres frygt eller 

få redskaber til at tackle livet med, og 

atter andre, der søger højere bevidsthedstilstande 

og større kærlighedskraft. 

Tryghed sammen med andre giver 

grobund for forandring 

Der skal en tolerance 

og sammenhold til at 

udvikle sig og overskride 

grænser, og den 

tryghed der kommer 

ved at leve sammen 

med andre, der også vil 

gå vejen, giver tit den 

grobund der skal til, for 

at turde ændre på sit 

liv. 

Der er uafbrudt start 

af kurser af forskellig 

varighed, således at 

I 1994 flyttede vi det 

hele til Meilgaard Slot på 

Djursland under navnet 

Universitet for personlig 

udvikling og højere bevidsthed, 

hvor såvel det spirituelle 

fællesskab som 

Uranus-skolerne har til 

huse.(Foto: Meilgaard) 

man kan stykke sit eget individuelle 

kursusforløb sammen med start, hvor 

det passer bedst. Kurserne er af 1 uges, 

2 ugers, 4 ugers og 16 ugers varighed. 

Den fysiske renhed og helhed skal 

svare til den psykiske. Derfor har Væksthøjskolen 

et statskontrolleret 100% 

økologisk og vegetarisk køkken og går 

ind for alle former for økologisk levevis. 

Ungdomsuddannelse 

Væksthøjskolen er uddannelsesansvarlig 

skole for Den Frie Ungdomsuddannelse 

og har skabt rigtig mange uddannelsesplaner, 

der giver en økologisk, 

spirituel eller terapeutisk uddannelse 

– noget som ellers ikke findes i det offentlige 

regi. 

Fra 2002 er den ellers så fantastiske 

mulighed for at skabe sin egen individuelle 

uddannelse indenfor hvilket område, 

man ønsker sig, kun en mulighed 

for personer under 25 år, hvor den indtil 

2002 rummede alle aldersklasser. 

Vækst højskolen Djursland har derfor 

allerede nu en linie, der er en forberedelse 

til senere terapeutiske og spirituelle 

uddannelser i det private regi. 

Væksthøjskolen, der er bygget op 

fra grunden af Vita Storborg og lærerstaben, 

har nu eksisteret i 5 år og 

glæder sig over et stigende antal elever, 

der kommer igen og igen for at komme 

endnu videre med sig selv. 

93

Out of Classroom-uddannelse. Tupac 

fra Cuba, og Thorsten fra Tyskland, 

skal afprøve et sæt vinger på en standalone 

vindmølle. (Foto: Folkecentret) 

Folkecenteret for Vedvar- 

ende Energi's (FC) formål er 

at fremme udbredelsen af 

viden og information om 

vedvarende energi og 

økologi, samt at udvikle og 

afprøve vedvarende energiteknologier 

til fremstilling i 

mindre og mellemstore virksomheder. 

94 


Livets 

teknologi 

Af Preben Maegaard, leder af Folkecentret 

Folkecenterets filosofi er miljømæssige 

forbedringer og vedvarende 

energi i relation til økonomisk udvikling. 

100% gennemførelse af vedvarende 

energi-teknologi kan blive formidlet 

ved at bringe forskellige 

interesser i den offentlige og private 

sektor sammen, og med det mål at 

opnå resultater gennem ny industriel 

udvikling og jobskabelse indenfor vedvarende 

energi. 

Folkecenteret arbejder på fire vigtige 

fronter: 

1. Udvikling og gennemførelse af vedvarende 

energi systemer: Innovation 

og design af små vindmøller; 

avancerede generator konstruktioner; 

gård-biogas design og fremvisning; 

CO2 neutral transport på 

brint og planteolie; sol-arkitektur 

og integration af solceller i 

bygninger; bølge-energi forsøg. 

2. Konsulentvirksomhed for producenter, 

lokale forbruger grupper, og for 

relevante initiativtagere indenfor 

vedvarende energi. 

3. Udbrede information om vedvarende 

energi i Danmark og andre steder; til 

praktikanter, interesserede borgergrupper; 

og til politiske beslutningstagere 

med fokus på decentrale 

løsningsmodeller. 

4. Landsbyen for Grøn Forskning, hvor 

Folkecenteret er beliggende, demonstrerer 

praktiske eksempler på integration 

af flere energi-løsningsmodeller: 

plus-huset, systemer for 

genanvendelse af vand, underground 

house og lign., - som et eksperimentelt 

og funktionelt eksempel på et 

fremtidigt økologisk samfund. 

World Education - En verdensuddannelse 

Siden 1986 har vores Leader Training 

Programme tiltrukket hundredvis af 

praktikanter, og har på betydelig vis 

motiveret dem til at supplere deres 

teoretiske kompetence med uvurderlige 

udenfor-klasseværelset erfaringer. 

Generelle betingelser for et "Training 

Programme" på Folkecenteret for 

Vedvarende Energi 

Målet med Folkecenterets "Training

Programme" er at tillade post graduate 

studenter, senior medarbejdere eller 

andre personer med en særlig erfaring, 

baggrund og interesse i vedvarende energi 

og/eller økologi, - at tillade dem 

at udføre vores research, tests, kommunikation 

og udviklingsprogrammer indenfor 

vedvarende energi- og økologiteknologier. 

Hovedformålet med programmet er 

at forbedre videnskabelige og tekniske 

evner indenfor specifikke og generelle 

aspekter af vedvarende energi, økologi 

og tilknyttede discipliner i en kombination 

med tvær-disciplinære og 

tværkulturelle aktiviteter. 

Bedre indsigt og forståelse for en 

mangfoldighed af teknologier og principper 

opnås, særligt taget den danske 

vedvarende energi vidensbase i betragtning. 

Disse discipliner, som den 

enkelte trainee arbejder med, foregår 

principielt i et samarbejde med en professionel 

rådgiver, og disciplinerne inkluderer 

praktiske såvel som teoretiske 

aktiviteter, præsentationer, studieture 


andre ekskursioner. 

o g 

Forudsætninger 

for trainees 

Som standard 

betingelser for 

p r o g r a m m e t , 

skal trainees 

have gode samarbejdsevner, 

være kreative og 

åbensindede, og 

forpligte sig selv til studier og træning, 

- og dette i et landligt miljø af researchers, 

trainees og ansatte, alle med 

forskellige livsbaner, kulturer og religioner 

etc. 

Tv.: Forfatteren sammen med Ross Jackson. (Foto:Red.) 

Herunder: Workshop i bygning af masseovne. Der blev bygget, 

informeret og diskuteret i de 14 dage, hvor kurset 

fandt sted. Workshopleder var Flemming Abrahamsson, 

Fornyet Enerig. (Foto: Folkecentret) 

Folkecentrets store underjordiske 

konferencesal. (Foto: Folkecentret) 

95

Thyge Christensen, forfatter, 

fortæller og foredragsholder. 

Thyge har været med til at 

udvikle en række 

skoleprojekter i Burkina 

Faso, som efterfølgende har 

vist sig også at blive en ny 

vesterlandsk kulturimperialisme. 

Af Thyge Christensen 

Hvor mange bor der i Hinnerup (v. 

Århus)?” spurgte Kalifa mig, da 

vi en aften sad og talte sammen 

uden for hans beskedne embedsbolig. 

Han var præfekt, en regeringsudnævnt 

borgmester, i landsbyen Oursi i det vestafrikanske 

land Burkina Faso. Pudsigt 

nok viste det sig, at indbyggerantallet 

i Hinnerup og Oursi dengang i 1987 var 

det samme, ca. 10.000. ”Hvor mange 

klasseværelser har I?” fortsatte han. 

Jeg gættede på, at Hinnerup havde 

100. ”Vi har tre, sagde han” 

Jeg vidste godt, at den konstatering 

indeholdt et spørgsmål, og jeg hørte 

snart mig selv love at prøve at skaffe 

penge til en skole i en af de andre 

landsbyer i Oursi kommune. Han havde 

ramt et tidspunkt - efter mange år hvor 

jeg sugede til mig som elev af Afrika -, 

hvor jeg havde fået lyst til også at gøre 

gavn. 

Venskabsforbindelser 

”Man kan ikke bygge skoler uden cement 

og blikplader”, sagde han senere 

på aftenen, ”men det afgørende er 

menneskelige forbindelser. Kunne man 

forestille sig, at Hinnerup og Oursi blev 

venskabskommuner?” Lidt efter 

tilføjede han smilende: ”Forstår du 

ikke, at jeg sidder og gør kur til dig, og 

en kommunal venskabsforbindelse 

96 


Skolepro jekter i Burkina 

Faso og skoletanker om 

Afrika 

“Jeg mener i dag, at hvis vi skal hjælpe vestafrikanerne med at udvikle 

deres skole væsen, så bør det foregå inden for rammer, der er et klart brud 

på kolonitidens logik i stedet for at bekræfte den. Det gælder såvel skoleformen 

som samarbejdets karakter”. (Foto: Ukendt) 

kunne være vores bryllup. En skole 

kunne passende blive vores første 

barn”. Siden den dag har jeg kaldt Kalifs 

kone for min medhustru. 

Ved hårdt arbejde og opfindsomhed 

blev der skaffet ca. 100.000 kr. Det kan 

man bygge cirka en halv skole for, men 

Danidas medarbejder mente ikke, at det 

var et problem at yde resten. Nu havde 

Venskabsforeningen Danmark - Burkina 

Faso et udviklingsprojekt. Og Danmark 

havde fået sin første officielle kommunale 

venskabsforbindelse. 

Aktion Alpha 

I det næste års tid lå det hårde arbejde 

i landsbyen hos Kalifa. Men skolen blev 

bygget og taget i brug. 

”Nu må du ikke tro, at vi vil tage 

noget fra jer. Det er jo jeres projekt”. 

Stemmen i telefonen kom fra TV-Byen. 

Jeg kunne ikke se, hvad venskabsforeningen 

kunne miste ved, at der 

blev bygget to skoler i Oursi i stedet for 

en. Men jeg forstod, at han havde en 

stor plan for det internationale læseår 

1990. Og da det endte med, at danske 

skoleelever gennem ”aktion Alpha” 

samlede kuglepenne, hæfter og andet 

materiel til to store containere - samt 

penge til en skole, så måtte vi tilbage 

til Danida. Nej, det var ikke noget problem 

at betale endnu en halv skole. 

”Man må smede, mens jernet er 

varmt” 

Året efter kunne Kalifa og jeg illustrere 

vores situation med ovenstående ordsprog, 

der er kendt på både dansk og 

mange af Burkina Fasos ca. 60 sprog. Vi 

ville udnytte, at jernet var varmt! Og vi 

stilede højt. Endnu 10 skoler, lærerboliger, 

brøndboringer, solenergi til 

oplysning af et klasseværelse, hegn til 

skolehaver m.m. Drømmen om at se 

skolerne brede sig i en provins, hvor 

kun ca. 5% af børnene før projekterne 

lærte at læse og skrive, udviklede sig 

til en vision om grønne øer i det ørkentruede 

landskab.

Da Alpha efter yderligere nogle bevillinger 

var forbi, lå der ca. 30 Alphaskoler, 

15 alfabetiseringscentre for 

voksne, fire klasseværelser til realskolen 

i provinshovedstaden Gorom-Gorom 

m.m. Jo, Kalifas kurmageri havde fået 

følger. 

Evaluering 

Danida ønskede efter de mange millioner 

at foretage en evaluering. At 

evalueringsgruppens leder ikke kendte 

noget til området, er en del af vilkårene 

for den slags arbejde. Men at han 

allerede hjemmefra havde sin konklusion 

klar, var mere mistænkeligt: Vi 

skulle ikke bygge flere skoler, men i 

stedet beskæftige os med undervisningens 

kvalitet. Få vidste mere end jeg 

om behovet for at gøre noget ved undervisningen. 

Som en dårlig kopi af det 

franske skolesystem for årtier siden, 

var skolens liv i foruroligende grad løsrevet 

fra landsbyernes vilkår. 

Behovet for at tilpasse undervisningen 

i den moderne burkinske skole, 

tvivlede jeg som nævnt ikke på, men 

jeg var overbevist om, at et initiativ fra 

vores side kunne udskyde processen 

måske en halv snes år. 

Man kan som bekendt ikke forcere 

en roses vækst ved at trække i den. 

Som regel fører det til det modsatte resultat. 

Hvordan mon det var gået med 

den andelsbevægelse, der ændrede 

Danmark i slutningen af 1800-tallet, 

hvis tyske udviklingseksperter havde 

forsøgt at overtale danske bønder, før 

de selv havde drøftet tanken? 

I en udviklings- og evalueringssammenhæng 

var der altså et helt andet 

og meget vigtigt spørgsmål at afklare 

: Hvornår skal man støtte, og kan man 

tillade sig at blande sig - bl.a. i undervisningens 

indhold? 

Parathed til udvikling 

Parathed er et nøgleord i alt, der har 

med udvikling at gøre; det gælder 

både et lands socio-økonomiske udvikling 

og et individs personlige ud- 

“Men i dag må vi i Hinnerup konstatere, 

at de gamle i Oursi vist ikke 

er interesserede i, at vi blander os i 

deres landsbys udvikling. De er nok 

ikke sikre på, at vi har den fornødne 

respekt for deres traditionelle 

værdier” (Foto: Elise Guldagger). 


vikling. Og selv om jeg havde fornemmet 

en spirende modstand mod fortsat 

at acceptere den importerede skoleform, 

så var der altså endnu ikke nogen burkiner, 

der havde bedt os beskæftige os 

med deres skoles indhold - hverken lærere 

eller forældre i landsbyerne, Kalifa 

eller provinsskoledirektøren i Gorom- 

Gorom, departementschefen eller ministeren 

i Ouagadougou. 

Udviklingsprojekternes første bud 

Da jeg på baggrund af mine erfaringer 

engang ville lave ”udviklingsprojekternes 

ti bud”, gik jeg i stå allerede ved 

nr. 1 - for det blev ikke et bud, men et 

spørgsmål: Hvem fik ideen? 

Kalifa fik ideen, og snart kom bl.a. 

provinsskoledirektøren til at spille en 

aktiv og meget konstruktiv rolle. Jeg 

havde altså engageret mig i projektet på 

baggrund af lokale forslag og oplevede 

bred støtte til byggerierne i hele provinsen. 

Da Alpha-projekterne var afsluttet, og 

jeg igen fandt ind i min gamle rolle som 

foredragsholder og fortæller, mente jeg 

klart, at vi havde gjort mere gavn end 

skade; selv om jeg syntes, at vi blev ved 

lidt for længe, idet tyngdepunktet i 

beslutningsprocessen var blevet flyttet 

- fra burkinere til danskere. 

At udvikle uden at ødelægge 

Venskabsforbindelsen mellem Hinnerup 

og Oursi blev konkretiseret gennem 

besøg og genbesøg, og i nærheden af 

jernbanen står der i Hinnerup et over to 

meter højt burkinsk bronzebaobabtræ 

som vartegn for forbindelsen. Så længe 

Kalifa var præfekt, syntes begejstringen 

over den nye forbindelse reel i Oursi. 

Folk havde tillid til ham, selv om han 

kom udefra. Det gjalt også de gamle. 

Men i dag må vi i Hinnerup konstatere, 

at de gamle i Oursi vist ikke er 

interesserede i, at vi blander os i deres 

landsbys udvikling. De er nok ikke sikre 

på, at vi har den fornødne respekt for 

deres traditionelle værdier. Det er værd 

at minde om, at i deres miljø er ord som 

fremskridt og udvikling ikke altid positivt 

ladede. Det er derimod ord som forfædrenes 

værdier og traditionen. 

For dem er fornyelse kun positiv, hvis 

de kan gennemføres i respekt for traditionen. 

Hvor tit har jeg ikke hørt, at 

man godt vil forbedre, men ikke forandre! 

Deres ledestjerne er bag dem - i de 

værdier forfædrene har formuleret i 

eventyr og ordsprog; hvor vi har vores 

foran os - i den fremtid, som er det eneste, 

vi ikke ved noget om. 

Det er ikke tilfældigt, at det er i det 

nordlige Burkina Faso, den vigtige 

bonde bevægelse Naam-grupperne har 

skabt deres slogan: At udvikle uden at 

ødelægge. 

Helhedens kultur 

Den vestafrikanske kultur bygger på en 

spændende balance mellem sociale, åndelige 

og materielle værdier. Livsanskuelsen 

er baseret på en højtudviklet evne til at 

se livets fænomener i sammenhænge og 

opfatte helheder - i tydelig modsætning 

97

til 

vores kultur. 

På det sociale område kan gamle fredstraditioner 

og konfliktløsnings modeller 

stadigvæk tilskrives æren for, at over 

60 meget forskellige folkeslag i Burkina 

Faso lever i fred og med en udpræget 

religiøs tolerance. Lad mig her nøjes 

med at nævne begrebet familie drillerier, 

der har enorm betydning i det indre Vestafrika. 

Talegaver, eventyr og kosmologi 

Den mundtlige tradition udvikler en enestående 

social kompetence, så børn 

og unge lærer at gebærde sig i det 

multi kulturelle samfund. Endnu er det i 

landets 8.000 landsbyer almindeligt at 

diskutere livets store spørgsmål efter 

de såkaldte dilemmaeventyr. Den burkinske 

tradition er på sin vis en lang 

række traditioner, men alle folkeslag 

opererer med en kosmologi, der giver 

mennesket en plads blandt ånder, dyr 

og planter. Her føler mennesker sig ikke 

som et fritsvævende fnug i universet - 

og har derfor sjældent behov for at opføre 

sig som Verdens herre. 

Nærvær og tålmodighed 

I maj måned rejste jeg rundt i Danmark 

sammen med min afrikanske ”bror” 

(som i mine bøger kaldes Usman). Han 

holdt foredrag på flere biblioteker, men 

demonstrerede både i sin adfærd og 

med sine ord, at han foretrækker 

samtale og gensidighed frem for envejskommunikation 

- positivitet frem for 

kritik og konfrontation - nærvær og 

tålmodighed frem for stress. 

Splittet mellem kultur og skole, mellem 

2 kulturer 

I den formelle skole er disse værdier 

98 


stort set fraværende, selv om de burkinske 

skolebøger på mange måder er 

udmærkede - målt med vore alen. Og 

det er de sidste ord, der indeholder 

problemet. 

Det er utrolig vigtigt, at børn lærer 

at læse, skrive, regne og meget mere. 

Men det er ikke svært at se konsekvensen 

af, at det sker inden for et 

system, der er opbygget i Europa på det 

tidspunkt, hvor vi hos os lagde grunden 

til den nuværende samfundsform og 

økonomi. 

I den tidlige kolonitid var den vestafrikanske 

skole et vigtigt instrument 

i arbejdet på at gøre kolonierne til redskaber 

for ”moderlandenes” behov - og 

i kampen mod den lokale kultur. Hvor 

mange af de nuværende burkinske 

ledere har ikke prøvet at bære et gedekranium 

el.a. om halsen, fordi de havde 

sagt noget på deres modersmål? Det 

kunne de så bære, indtil de fangede en 

klassekammerat i at begå den samme 

brøde. 

Og endnu er skolens sprog fransk og 

dens grundlag det formelle europæiske 

system, hvor verden beskrives indenfor 

adskilte fag. Her bygges ikke på sammenhænge 

og helheder. 

Konklusion 

Det er jo så vigtigt, at børn lærer at 

læse, skrive og regne. Det er i dag også 

vigtigt, at de får en videre horisont end 

landsbyen. Det er der sagt og skrevet 

mange fornuftige ting om. 

Men i dag er jeg blevet mere i tvivl 

om konklusionen. De grønne øer - ja, 

det var jo Kalifas, min og nogle få andres 

drøm. Det var vores idé og initiativ, 

og vi sørgede for hegn, vand, 

skuffejern m.m. Vi var parate - på aktørernes 

vegne, men den grønne tanke 

visnede de fleste steder. Andre drømme 

og livsvigtige krav krævede opmærksomhed 

i et hjørne af verden, hvor naturen 

intet forærer væk. 

Der er heller ikke mere en bog pr. 

barn, snarere en pr. bord med fem-seks 

børn. Derfor må læreren bygge undervisningen 

på, at alt skrives på tavlen 

og gentages. Kun få af eleverne består 

eksamen efter grundskolens seks år. 

Selv om de i gennemsnit bruger ca. 8 år 

på at nå til den afsluttende prøve. 

Mange falder tilbage i analfabetismen, 

fordi de ikke har noget at læse i. 

Danskerne har taget dem 

De materielle problemer er altså 

enorme, men i dag er det mest nogle 

andre skole problemer, jeg er optaget 

af. Mange skoleelever går glip af den 

traditionelle opdragelse i familierne. 

Forældrene ”overlader” dem til læreren 

- og så kan de være ilde stedt efter 6-8 

år, som alligevel næsten aldrig fører til 

det eftertragtede lønarbejde. ”Franskmændene 

har taget dem”, hed det før 

1960, hvor de fleste forsøgte at undgå, 

at deres børn blev tvunget i skole. I 

dag kunne det måske hedde ”Danskerne 

har taget dem”. Det er værd at huske, 

at den burkinske skole ikke blot er importeret 

fra et andet land, men fra en 

helt anden kultur. 

Brud på kolonitidens logik 

I dag går kun 30-40% af børnene i 

Burkina Faso i skole. ”Hvis skolen ikke 

fandtes” er altså virkelighed for de 

fleste. Mon det en dag vil vise sig at 

være en fordel for det materielt fattige 

land? 

Jeg mener i dag, at hvis vi skal 

hjælpe vestafrikanerne med at udvikle 

deres skole væsen, så bør det foregå inden 

for rammer, der er et klart brud på 

kolonitidens logik i stedet for at 

bekræfte den. Det gælder såvel skoleformen 

som samarbejdets karakter. 

Hvad kom der så egentlig ud af Kalifas 

kurmageri? Erfaringer og venskaber 

i det mindste - mange erfaringer og 

gode venskaber. Og det er i grunden 

slet ikke så galt. 

Litteratur: Thyge Christensens har bl.a. 

skrevet om 

- Alpha-projekterne i Burkina Faso: 

”Værdighedens Jord”, Forlaget Søften- 

Dal 1996. 

- Om livsanskuelsen i ”Hvordan hænger 

det sammen? Burkina Faso - et multikulturelt 

samfund”, Forlaget SøftenDal 

2001. 

- En website om 

Naam-grupperne 

findes på www. 

orfeus.dk/ 

burkina. Klik på 

Undervisningshæfte. 

- Efterskriften i 

”Sådan har jeg 

selv hørt det. 

Historier fra 

Burkina Faso”, 

Dansklærerfor-

WATAN, et ord på wolof, ét af 

Senegals mange sprog, betyder 

dialog, en fælles søgen, hvor 

hjertet lytter. Afrika har uendelige rigdomme, 

vi kan beriges af, når vi mødes 

i watan. Bistandshjælp er sjældent watan. 

”Bistandsklienten på den anden side 

af bordet på bistandskontoret er sjældent 

din søster. Derfor må vi søge nye 

veje, de gamle duer ikke”, siger Adam 

Curle, fredsmægler og kvæker, som har 

arbejdet det meste af sit liv i Afrika. Vi 

slår hinanden ihjel, indtil vi finder en 

ny måde, hvor vi deler for at blive 

hele. 

Del og hel 

Dalai Lama siger, at den rige må dele 

for at holde sig sund. Bonden i landsbyen 

Faoune kan ikke dyrke nok til at 

leve og sætter sit håb til den reintroducerede 

sesamdyrkning, men mangler 

kapital til fabrikken, der producerer 

økologisk koldpresset sesamolie. Derfor 

må vi dele for at leve. Broderskab er 

værdig handel med hinanden, og vi har 

brug for hinandens varer, visdom og 

tjenester. Men i Afrika lever spiritual- 


Må kærlighed og broderskab bevæge 

jorden 

Elise og Demba er gift. De arbejder over landegrænser for at skabe bedre økolandsby-netværk 

og uddannelsesprogrammer i Vestafrika. I den sammenhæng deltager de i vores uddannelsesseminar 

på Båring Højskole. De indbyder også, sammen med 4 andre danske 

NGO-foreninger til et seminar på Brenderup Højskole i uge 41 (Se cvt@mail.dk) 

Af Elise Guldagger og Demba Mansare 

Ellen Bering fra 

Økosamfundet Dyssekilde 

forhandler 

urtemedicin med 

guerisseur (traditionel 

helbreder)(Foto: 

Elise Guldagger) 

iteten midt i kampen for livet mod sult 

og nød. 

I stråhytten er stilheden larmende. Den 

døende har bedt mig at bede. Jeg 

beder, og bønnen løber i tårer - vi 

græder sammen. Døden skiller os ikke 

ad, den er fælles. Sorgen skiller os ikke 

ad, vi sørger sammen. Klageskrigene 

fylder jorden, og de gamle fortæller 

sagn og legender. Ritualerne bærer os 

gennem natten. I morgengryet begraves 

kroppen, og bønnen baner vej 

for en ny dag. Den døde skal have 

fred. 

Herhjemme er døden tit ensom - 

alenedød hedder det, og er den dybeste 

fattigdom. Den døende i hytten gav 

mig en gave: ”Du er vor søster og 

moder, dine tårer er vores tårer og sammen 

væder vi jorden. Gud er stor, Allah.” 

Demba Mansare 

Demba Mansare er fra Senegal, bondeleder 

for COLUFIFA, komiteen for sult- 

ens ophør, en landsbysammenslutning 

for 350 landsbyer i Vestafrika, og jeg er 

hans 3. kone. Det er livslang læring, og 

lykkelige mennesker er vi, når vi tør det 

og gør det. Vores vigtigste redskab er 

bønnen. Vi beder sammen fem gange 

om dagen (og så det løse). 

Vi har en fælles drøm om skoler for 

fred, hvor vi lærer gensidighedens 

kunst og værdighedens hverdag og 

søger bæredygtigheden for børn, 

børnebørn, oldebørn og 1000 år frem i 

tiden. Karmelitermunken Wilfred Stinnisen 

siger, at bønnen har rødder i 

fremtiden. En japansk forsker fotograferer 

iskrystaller og viser, at bønnen 

forvandler og heler: syv munke bad 

over en forurenet sø og vandkrystallerne 

blev til mandalaformer. 

Demba rejste i april-maj rundt i Vestafrika 

støttet af Gaia, for at besø ge fællesskaber 

og skoler, der arbejder for 

mad nok, økologi, og fred. Målet er et 

øko-landsby-netværk, hvor vi lærer 

sammen. Demba ringede hjem, jublende 

99

og 

græd: jeg ser mine drømme virkelige, 

fællesskaberne og skolerne eksisterer, 

nu er visionen, at vi finder sammen. 

(Dembas rejserapport, MISSION WA- 

KHA-DIA, kan hentes på cts@mail.dk. 

Wa-kha-dia er Colufifas motto og er en 

forkortelse for dialog - bevidsthed - 

solidaritet). 

Spirer til udvikling af uddannelse i 

livets skole 

Konkret her og nu samarbejder Colufifa 

og “Cykler til Senegal” bl.a. med: 

- sesamoliefabrikken 

- tahinværksted, hvor 8 kvinder producerer 

sesampasta, støttet af Danida 

- brændebesparende komfurer. 12 

kvinder byggede forskellige typer 

komfurer sammen med professionelle 

håndværkere til Colufifas generalforsamling 

i år. Kvinderne udvalgte 

de mest egnede og arbej der nu for 

et langsigtet uddannelsesprogram 

100 


Elise Guldagger hos sine “børn” (Foto: Elise Guldagger) 

for tusindvis af kvinder, støttet af 

Inforce, et globalt energi-netværk 

- cykel- og venskabsrejser. Vi cykler 

derudaf på de gamle danske cykler, 

som får en ny fremtid i Vestafrika. 

Næste rejse er i januar 2002 (se email-adresse 

ovenfor) 

- økonetværk. Lucilla (Præsident for 

Det europæiske netværk af GEN, 

GEN-Europe) og venner fra Torri Superiori 

i Italien besøgte en Colufifalandsby 

i Guinea og byggede bl.a. et 

soltørringsanlæg til papaya og 

mango. 

- Netværksseminar på Brenderup 

Højskole i uge 41 med 14 projekt- 

og bondeledere fra Vestafrika, bl.a. 

Bernard Ledea, Leder af NAAM-bevægelsen 

i Burkino Faso og Ibrahim 

Togola fra Folkecentret i Mali. Vi er 

5 danske NGO’er, der inviterer, 

støttet af Demokrati-fonden. Sammen 

gør vi en forskel. Tilmelding : 

cts@mail.dk 

Alt dette er spirer til udveksling af uddannelse 

i skolen for livet, i håb om at 

kærlighed og broderskab må bevæge 

jorden. 

Litteraturliste: 

Malidoma Somé, The healing Wisdom of 

Africa (findes i dansk oversættelse på 

Ringhardt og Linghoff) 

Patrick MacManus, Heksenes Genkomst, 

Samfundslitteratur 1993 

Adam Curle, Fredsarbejde - offentligt 

og privat, Det danske Kvækercenter 

Wilfrid Stinissen, Bønnens hemmelighed 

i teologi og praksis. Karmeliternes 

Forlag. 

Mauro Emoto, Messages from water, 

Hado Publications.

1. FRED, dvs. FRED I VERDEN 

Verdensfred må erkendes som den fundamentale 

nødvendighed. I en tid, 

hvor alle var med på den, var det måske 

let nok, ja altfor let. På Hesbjerg 

begynd te vi med Fredsforskning, Peace 

Research, i 1964 og har fortsat lige 

siden. Bevarende en overbevisning om 

Fredens absolutte nødvendighed i dag, 

selv om der for tiden kun er tale om 

småkrige, og de store - for tiden - 

holder sig i skindet. 

Truslen om krig, incl. verdenskrig, 

incl. nuklearkrig, er uændret, og de 

store forbereder sig ugenert på den. 

Fredsbevægelserne, iberegnet Fredsforskningen, 

har været en fiasko. Men Fredens 

utopi består. 

2. VERDEN, dvs. GLOBALISERING 

Det begyndte med Guds besked til 

Adam og Eva efter skabelsen og gen- 


Elementer til en livsanskuelse 

for aktivister 

Koncentreret i seks "ligninger" og baseret på "Frihed, Lighed og Broderskab", verdens 

bedste trinitariske slogan, uforbederligt. 

Af Jørgen Lauersen Vig, ejer af Hesbjerg Slot, som er hjemsted for Økosamfundet Hesbjerg. 

toges af Ham for en sikkerheds skyld til 

Noah efter syndfloden: "Bliv frugtbare 

og mangfoldige og opfyld jorden." 

Med andre ord: "Bliv globale". Siden 

hen har hærførere, religionsstiftere, 

opfindere, handelsrejsende osv. forsøgt 

at underlægge sig verden med deres 

magt, med deres sandhed, med deres 

gode ideer, med deres eftertragtede varer, 

og ofte med forbavsende held. Selv 

om fejludviklinger naturligvis er 

forekommet og forekommer, har globaliseringen 

i det lange løb været en 

ubetinget succes. 

3. GLOBALISERING, dvs. ENIGHED 

Vidtgående enighed er en forudsætning 

for effektiv globalisering. En vis interesse 

er nødvendig, for at en ny vare 

eller en ny religion kan slå igennem, 

plus en bevidst enighed om, at den enten 

er bedre, billigere eller begge dele, 

end den tilsvarende 

gamle. (Frihedens princip 

forudsættes som en 

selvfølge) 

Der er stigende 

enighed i verden, rent 

teoretisk. Bevis: Videnskabens 

konstante 

vækst. 

Der er formentlig også 

stigende enighed om 

politiske principper, om 

økonomisk teori, om 

moderne samfundsopbygning 

og andre 

lignende almindeligheder. 

Helt konkret: Når man 

vandrer omkring i Indiens 

fjerneste egne, opdager 

man til sin forbavselse, 

at asfalt og Coca-Cola 

findes overalt. Og Britisk 

retsvæsen, selvfølgelig, i 

den fhv. koloni. Mennesker er trods alt 

enige om ikke så lidt. 

4. ENIGHED, dvs. MANGEFOLD. 

Baggrunden for enigheden er den reale 

verdens mangfoldighed af problemer og 

behov, ønsker og projekter, hvor 

enighed mellem enkeltpersoner eller 

grupper presses frem, løbende ud i 

små/store handler, aktioner, beslutninger, 

en ustandselig fortsat strøm af 

sager. Enighed er hurtigst og nemmest 

i de små. Ved mange ensartede tilfælde 

opstår der naturligt ensartet behandling, 

ensartet prisdannelse. Overalt i 

samfundet tilstræbes lovmæssighed, 

forudsigelighed, så færrest mulige snydes, 

færrest mulige forurettes. 

(Lighedens princip er en selvfølge.) 

5. MANGEFOLD, dvs. BEGRÆNS DIG!! 

Som aktivist har du en sjæl og må passe 

på ikke at fortabe den i det grænseløse. 

Bedsteborgeren er fristet af det 

grænseløse. Har han et hus, vil han 

have et bedre, og når han har fået det, 

vil han have et endnu bedre. Ligeså 

hvis han har en båd. Endnu værre: Hvis 

han har penge i banken, vil han have 

flere. Osv. (Husk! Du var på vej til det 

universelle Broderskab.) 

6. BEGRÆNS DIG, dvs. VÆLG DINE RE- 

LIGIONER MED OMHU. 

Vær kvalitetsbevidst. Vælg gamle, slidstærke 

religioner, fleksible, ufanatiske, 

helst 2000 år gamle - mindst. Religion 

hører med til en anstændig tilværelse. 

Det ved det store flertal af den ufordærvede 

menneskehed. Religion alene 

sikrer Broderskabet. Vælg globalt dækkende 

religioner, eventuelt to indbyrdes 

kompatible, som tilsammen dækker 

globalt, den ene Øst, den anden Vest. 

101

Design af egen uddannelse 

Muligheden for at forbinde ungdomsuddannelser 

med elementer af "lær og 

lev"-uddannelser forankret i økosamfund 

er for mig at se led i en mere generel 

problemstilling. Det gælder 

spørgsmålet om, hvordan der i uddannelser 

for unge kan indgå elementer 

eller forløb, som ikke har karakter af 

skolefag, men derimod er praktisk og 

teoretisk arbejde med bestemte problemstillinger, 

knyttet til sociale bevægelser 

og eksperimenter. Økosamfund 

er et eksempel på sådanne ekspe - 

rimenter, men der findes mange andre 

typer. Det at åbne ungdomsuddannelserne 

over for eksperimentelle 

læringsmiljøer kan være en frugtbar vej 

til at orientere uddannelsesaktiv- 

102 


Ungdomsuddannelse og 

Palle Rasmussen er direktør og professor ved Videncenter for 

Læreprocesser, Aalborg Universitet. Han har forsket i ungdomsuddannelser 

i flere år. 

Af Palle Rasmussen 

iteterne for unge mere mod påtrængende 

udfordringer i nutidens samfund, 

og mod de praktiske og teoretiske 

forsøg på at tackle disse udfordringer. 

Ikke en ny uddannelse 

Det gælder ikke om at sætte samfundseksperimenter 

på skoleskemaet for 

alle, men om at give unge mulighed for 

i højere grad at designe deres egen uddannelse, 

og så anspore dem til at knytte 

uddannelsesforløbet til nye 

læringsmiljøer. 

"Lær og lev"-uddannelse for unge 

skal ikke være selvstændige uddannelser, 

men elementer i uddannelser. 

Tilknytningen til eksperimentelle 

miljøer kan udgøre enten en korterevarende 

intensiv fase i uddannelsesforløbet, 

eller den kan 

udgøre et delelement 

over en længere periode. 

Der vil oftest være 

tale om individuelle 

ordninger, hvor de unge 

i sammenhæng med 

lærere og/eller vejledere 

planlægger, hvordan de 

eksperimentelle elementer 

kan indføjes i 

uddannelsesforløbet. 

Men det vil givetvis 

være en styrke, hvis der 

kan etableres kollektive 

forløb. Det er vigtigt, at 

der ikke bliver tale om 

løsrevne valgfag, men 

Arbejdslejr for unge i Økosamfundet 

Dyssekilde ved 

Torup bidrager til færdiggørelse 

af ungdomshuset. 

(Foto: Red.) 

at de eksperimentelle elementer indgår 

i og bidrager til en helhedsforståelse af 

uddannelsen. Det er også vigtigt, at 

disse elementer anerkendes som et 

meriterende led i uddannelsesforløbet. 

Den fri ungdomsuddannelse 

Valgfrihed er et anerkendt princip inden 

for ungdomsuddannelserne, men 

praktiseres oftest som et valg mellem 

forud fastlagte fag inden for snævre 

faglige rammer. Der findes dog også uddannelser, 

hvor de unge i højere grad 

får mulighed for at designe deres eget 

uddannelsesforløb. 

Det væsentligste eksempel er den fri 

ungdomsuddannelse, som har eksisteret 

siden midten af 90'erne. Her gennemføres 

individuelle uddannelsesforløb 

med en kombination af teoretiske 

og praktiske elementer. Der er minimumskrav 

til f.eks. omfanget af skolebaseret 

undervisning, men her indenfor 

kan de unge selv planlægge deres uddannelse. 

"Lær og lev"-uddannelser 

kan udmærket indgå i sådanne forløb. 

Den frie ungdomsuddannelse tegner 

dog ikke en hovedtendens i ungdomsuddannelserne; 

den ses mest som en 

foreløbig mulighed for unge, som ikke 

har afklaret deres uddannelsesønsker, 

og den har ofte været kritiseret for ikke 

at bidrage til, at de unge opnår erhvervsrelevante 

kvalifikationer. 

Forbindelsen til eksperimentelle miljøer


samfundseksperimenter 

vil tilføje ungdomsuddannelserne et 

særligt element af praksis viden. Mens 

de studieforberedende uddannelser 

rummer meget lidt praksisviden, rummer 

erhvervsuddannelserne ganske 

meget; men det er en praksisviden 

rettet mod udøvelsen af 

bestemte erhverv. Eksperimentelle 

uddannelseselementer vil 

tilføje en "almendannende" 

praksisviden, en viden knyttet 

til praktiske muligheder for at 

udvikle og forbedre de fælles 

livsmuligheder. 

Den strukturelle opsplitning 

af ungdomsuddannelser 

Det er ikke let at forandre ungdomsuddannelserne 

i den 

nævnte retning. Både uddannelsesstrukturerne 

og andre 

forhold rummer barrierer mod 

forandring. 

Den strukturelle opsplitning 

af ungdomsuddannelserne er 

en væsentlig barriere. Der er en 

grundlæggende opdeling mellem 

de studieforberedende uddannelser 

(gymnasiet m.m.) og 

de erhvervsrettede uddannelser 

(tekniske, merkantile, social- 

og sundhedsområdet m.v.). Der 

er ganske vist uddannelser, 

som søger at kombinere de to 

ting (erhvervsgymnasiale uddannelser), 

men de bliver typisk 

trukket skiftevis i den ene 

og den anden retning. Samtidig 

er der et kulturelt hierarki, som 

placerer de almene gymnasiale 

uddannelser øverst og de tekniske erhvervsuddannelser 

lavest. I et sådant 

system er det svært at skabe muligheder 

for at indføje eksperimentelle elementer 

på tværs af uddannelsestyper. 

Stoftrængselen i ungdomsuddannelser 

En anden barriere ligger i stoftrængselen. 

De forskellige ungdomsuddannelser 

er belagt med omfattende krav 

til uddannelsesindholdet, hvad enten 

kravene er begrundet i skole- og vid- 

enskabsfagenes kamp om pladsen eller 

i stadig nye krav om kompetencer fra 

erhvervslivet. Frihedsgraderne er begrænsede, 

og det er vanskeligt at indføje 

nye uddannelseselementer. Det er 

ikke kun et dansk problem. 

Forbindelsen til eksperimentelle miljøer vil tilføje 

ungdomsuddannelser et særligt element af praksisviden. 

Tom Bentley, som er leder af den engelske 

tænketank "Demos", har sammen 

med Kimberley Selzer skrevet bogen 

"Kreativitetens tidsalder" (dansk 

udgave på Dafolo, 2000). Heri 

fremhæver forfatterne, at hvis uddannelsessystemet 

skal kunne frembringe 

de kompetencer, som er nødvendige i 

dag, må der ske væsentlige forandringer. 

Som én af disse forandringer foreslår 

de at halvere omfanget af skolernes 

læseplaner (i stof og tidsforbrug). Den 

tid, som frigøres på denne måde, skal 

elever og studerende først og fremmest 

bruge til at arbejde problembaseret og 

tværfagligt, i projektarbejder både inden 

for og uden for uddannelsesinstitutionerne. 

Men sådanne forslag har ikke 

meget gennemslagskraft i den 

uddannelsespolitiske debat. 

Instrumentalismen 

Også instrumentalismen hos 

de unge er en barriere. Den betyder, 

at målrettet og anerkendt 

uddannelse opfattes som 

adgangsbillet til videre studier 

eller gode jobs. Selv om der i 

dag tales om, at de unge er 

ombejlede og kan vælge og 

vrage blandt uddannelses- og 

erhvervsmuligheder, er det 

langt fra hele virkeligheden. 

Der er stadig lange køer til 

mange videregående uddannelser, 

og der er stadig 

konkurrence om de gode jobs 

på arbejdsmarkedet. Så de 

unge har gode grunde til at 

være målrettede, og de omgives 

af uddannelsesinstitutioner, 

som alle søger at understrege 

deres nytteværdi. 

Instrumentalismen er dog ikke 

den eneste, og heller ikke nødvendigvis 

den fremherskende 

holdning hos de unge. 

Muligheder 

Men der er også faktorer, som 

kan understøtte en åbning af 

ungdomsuddannelserne mod 

eksperimentelle miljøer. Det gælder 

ikke mindst det forhold, at der i Danmark 

er en lang og levende tradition 

for eksperimentelle uddannelsesaktiviteter, 

og at der findes institutioner, 

som er knyttet til denne tradition. Sådanne 

institutioner er f.eks. højskoler 

og efterskoler. Højskoletraditionen kan 

på mange måder beskrives som en "lev 

og lær"-tradition. Det er værd at minde 

om, at Grundtvig ikke kun så højskolerne 

som institutioner til sikring af 

personlig udvikling og medborgerdan- 

103

Blomsterkransede Line på Fjordvang 

ved LØS Sommersolhverv for økosamfund 

i 1999. (Foto: Red.) 

nelse; han så dem også som rammer for 

en teknologisk kvalificering og udvikling 

af landbruget og håndværket 

"fra neden". 

Måske alligevel plads til eksperimenterende 

uddannelser 

Den politiske debat om ungdomsuddannelserne 

kan på mange måder virke 

fastlåst, f.eks. i modsætninger og 

konkurrence mellem gymnasiet og erhvervsuddannelserne. 

Men der er dog 

også udviklingsmuligheder. Regeringens 

målsætning om, at 95 pct. skal 

have en ungdomsuddannelse, fremmer 

politisk opbakning til en bred og alsidig 

vifte af uddannelsestiltag for unge. 

Det kan også skabe plads til de eksperimentelle 

uddannelsesaktiviteter, 

selv om man må være bevidst om, at de 

vil støde på modstand fra mange af aktørerne 

i det etablerede uddannelsessystem. 

De unge orienterer sig mod postmaterielle 

værdier 

Som nævnt ovenfor er unges holdning 

til uddannelse ikke kun instrumentel. 

Ungdomsperioden er en søgeperiode, 

hvor man udvikler både erkendelse og 

engagement. Undersøgelser af menneskers 

værdier peger på, at unge i den 

vestlige verden mere og mere orienterer 

sig mod de såkaldte post-materi- 

104 


elle værdier. De unge vil ikke kun 

have job og velstand, de vil også 

have en meningsfuld livsverden. Eksperimentelle 

uddannelsesaktiviteter 

kan trække på og videreudvikle disse 

holdninger hos de unge. 

På trods 

Meget af de unges læring i uddannelsessystemet 

sker på trods - på 

trods af stive uddannelsesstrukturer, 

overdrevne pensumkrav, forældede 

kvalifikationskrav. Inddragelsen af 

eksperimentelle uddannelseselementer 

kan være et bidrag til at levendegøre 

de unges uddannelse. Og 

det kan samtidig være et bidrag til at 

styrke unges engagement i og beredskab 

til en bæredygtig udvikling i 

samspillet mellem menneske, samfund 

og natur. 

Køkkenmedhjælper søges 

Skovsgaard Hotel ved Ålborg 

søger 

køkkenmedhjælper 

til 

socialt udviklingsprojekt 

RING : 98 23 04 00 

Se også på vores hjemmeside: 

www.skovsgaardhotel.dk 

Foto fra Økosamfundet Dyssekilde, der fejrer deres 10 års fødselsdag

Tidens unge er i disse år genstand 

for massiv opmærksomhed fra 

mange sider af samfundet – ikke 

mindst fra uddannelsesinstitutionerne 

og erhvervslivet. Opmærksomheden 

skyldes dels det faktum, at vi i disse år 

har rekordlave ungdomsårgange, hvorfor 

man må forvente en egentlig mangel 

på unge i de kommende år. Men 

mere end det. Dagens unge er tilsyneladende 

også præget af klare forventninger 

til deres uddannelse og arbejdsliv, 

som udfordrer de enkelte 

uddannelser og arbejdsgivere voldsomt. 

Det er forventninger, der går i 

retning af, at jobbet eller uddannelsen 

skal være interessant og personligt udviklende, 

og stimulere den identitetsdannelse 

som er helt central for 

nutidens unge. (Se for eksempel: Center 

for Ungdomsforskning, CeFU-nyt nr. 

1/2000, www. cefu.dk) 

Handlingsplaner 

Unges forventninger er desuden skabt 

af, at de i en tidlig alder er blevet bedt 

om at udarbejde handlingsplaner for 

deres egen uddannelses- og erhvervsmæssige 

fremtid, som det for eksempel 

er blevet tilfældet efter, at 

elever nu i 6. klasse for første gang 

bliver bedt om at forholde sig til fremtiden. 

Unge er derfor vant til at formulere 

personlige mål og pege på de veje, 

som kan føre til realisering af målene. 

Mange unge besidder derfor en helt 

central kompetence i forhold til at tilrettelægge 

egne forløb udfra de personlige 

mål, den enkelte må have sat 


Når unge skaber deres 

egen uddannelse 

Artiklen tager udgangspunkt i, hvordan ungdomsuddannelserne 

kan møde de nye unge og deres forventninger og 

krav om indflydelse på egen uddannelse. Med afsæt i eksemplet 

Den Fri Ungdomsuddannelse rejses en diskussion 

af, om en individuelt sammensat uddannelse kan anvendes 

i andre ungdomsuddannelser, og hvilke forhold man i 

den forbindelse bør være opmærksom på. 

Af Connie Jantzen og Thomas Bach, nationale konsulenter i Dansk Ungdoms 

Fællesråd. 

sig. Det betyder naturligvis, at de forholder 

sig kritisk til, om deres uddannelse 

fører til de mål, de har sat sig – 

og hvis ikke er de ofte parate til at 

vælge om. Men de tidlige erfaringer 

med at skulle formulere egne uddannelsesmæssige 

og personlige mål betyder 

også, at unge i udstrakt grad forventer 

at kunne få afgørende indflydelse 

på indholdet af deres egen uddannelse 

– og senere også på deres arbejde. 

Det centrale spørgsmål er herefter, 

hvordan uddannelsessystemet kan imødekomme 

de unges behov og klare 

forventninger til at kunne præge deres 

egen uddannelse, og om individuelt 

sammensatte uddannelser er svaret på, 

hvordan man kan udvikle ungdomsuddannelserne 

i denne retning. En diskussion 

heraf må som udgangspunkt 

Dagens unge er 

præget af klare forventninger 

til deres 

uddannelse og arbejdsliv. 

Det er forventninger, 

der går i retning 

af, at jobbet 

eller uddannelsen 

skal være interessant 

og personligt udviklende, 

og stimulereidentitetsdannelsen. 

(Foto: Red.) 

tage fat i 3 dimensioner, nemlig en social, 

en demokratisk og en læringsmæssig 

dimension. 

Den sociale dimension 

Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU), 

som blev etableret i 1995, er den første 

uddannelse herhjemme, som har givet 

eleverne muligheder for selv at sammenstykke 

deres uddannelse udfra 

nærmere definerede mål for det fremtidige 

uddannelses- og erhvervsvalg. Den 

primære målgruppe for FUU er de unge, 

som ikke benytter eller fuldfører de 

øvrige eksisterende ungdomsuddannelser. 

Fra starten af uddannelsen har 

det været ivrigt debatteret, om den i 

sin udformning ville være i stand til at 

optage den del af målgruppen, som 

består af udsatte unge, som ikke nødvendigvis 

har den fornødne kompe- 

105

tence og overblik i forhold til i høj 

grad selv at præge uddannelsens indhold. 

Evalueringen af Den Fri Ungdomsuddannelse 

(Se Uddannelsesstyrelsens 

temahæfte nr. 20 – 2001) viste, at 

det ikke i tilstrækkelig grad var 

lykkedes, og at uddannelsen modsat 

hvad der var udgangspunktet, har tiltrukket 

mange ”stærke” unge, som 

har følt muligheden for at præge forløbet 

tillokkende, men som for en 

dels vedkommende formodentlig ville 

have fået en ungdomsuddannelse alligevel. 

Det stiller naturligvis 

spørgsmålet, om alle unge besidder 

den nødvendige kompetence til selv 

at skulle sammensætte en uddannelse, 

eller om det i så fald kun bliver 

et tilbud til de stærkeste elever? 

Med til den sociale dimension hører 

også det faktum, at man i en individuel 

sammensat uddannelse som udgangspunkt 

ikke har en fælles basis i 

forhold til en klasse, en eller flere gennemgående 

lærere, som man møder 

gennem hele uddannelsesforløbet, og 

som danner det sociale fundament på 

uddannelsen. Det vil for de fleste studerende 

vanligvis være altafgørende, 

og skabe væsentlige fælles referencerammer 

for fremtiden. 

For en elev på FUU er den mest gennemgående 

person den vejleder, som 

ved uddannelsens begyndelse rådgiver 

eleven i forhold til udvælgelse og sammenhæng 

mellem de enkelte uddannelsesdele, 

og som siden løbende følger 

eleven på afstand. Der er imidlertid ingen 

tvivl om, at en individuel sammensat 

ungdomsuddannelse kræver nytænkning 

og omformulering af 

vejlederrollen i retning af en langt 

mere opsøgende og tættere funktion, 

hvor den voksne vejleder, såvel på det 

faglige som det personlige plan, kan 

støtte eleven kontinuerligt. 

Et alternativ er naturligvis, at man i 

højere grad end nu, søger at knytte 

eleverne sammen i mindre grupper, som 

reelt kan fungere som en referencegruppe 

for den enkelte elev, og give 

løbende sparring fra ligesindede i 

samme situation som en selv. 

Den demokratiske dimension 

Det manglende sociale fundament i en 

uddannelse med denne struktur virker 

106 


Også udviklingshæmmede unge har 

brug for stimulerende og udfordrende 

opgaver. Her Louise i vævestuen i Hertha 

Levefællesskab. (Foto: Red) 

naturligvis også hæmmende i forhold 

til elevernes muligheder for kollektivt 

at organisere sig, og søge indflydelse 

på de mere overordnede rammer, som fx 

lovgivningen for uddannelsen. 

Selvom Den Fri Ungdomsuddannelse 

har eksisteret i godt 6 år, er det trods 

enkelte spage forsøg fortsat ikke 

lykkedes for nogle elevgrupper at slutte 

sig sammen i en fælles elevorganisation 

indenfor uddannelsen. Således har 

elevernes plads i Fællesrådet for Den 

Fri Ungdomsuddannelse endnu ikke 

været fyldt ud, da de er reserveret 

elevernes organisationer, som altså 

ikke eksisterer. 

Omvendt er det væsentligt at fastholde, 

at elevernes indflydelse på en given 

uddannelse nødvendigvis må ske via en 

repræsentativ udpegning, hvis den 

pågældende skal have fornøden legitimitet 

i forhold til at øve indflydelse på 

de overordnede rammer for uddannelsen. 

Den repræsentative del er blandt 

andet styrket gennem Loven om det 

repræsentative demokrati i uddannelsessystemet, 

og der er derfor grund til 

at være kritisk overfor en uddannelsesstruktur, 

som i sig selv virker hæmmende 

for elevernes mulighed for at få 

indflydelse. 

Når dette er sagt, er der omvendt grund 

til at understrege, at al den stund den 

enkelte elev har så stor mulighed for at 

påvirke egen uddannelse, er uddannelsen 

i sig selv ramme om en demokratisk 

læring, som har stor betydning for 

den enkelte på kort og på lang sigt. 

Men man må samtidig gøre sig klart, at 

der her er tale om en indflydelse, som 

kun vedrører ”mig selv”, og altså ikke 

rummer en samlet, kvalificeret holdning 

til rammer og struktur for uddannelsen, 

som tager afsæt i en fælles 

referenceramme for en gruppe elever. 

Den læringsmæssige dimension 

En central overvejelse omkring det 

læringsmæssige aspekt i en individuelt 

sammensat uddannelse med flere korte, 

enkeltstående moduler er, om disse 

mange skift i sig selv virker motiverende 

på eleverne og styrker lysten og paratheden 

til at lære, og måske i sig selv skaber 

en mere effektiv læring. Et centralt 

træk ved tidens unge er, at det i dag er 

fleksibilitet, som giver den enkelte 

tryghed, og ikke som tidligere det forudsigelige 

livsvalg, som for eksempel en 

klart defineret uddannelse kan være 

udtryk for. 

Omvendt kan man anføre, at hvad man 

vinder på fleksibiliteten, tabes på fordybelsen, 

og dermed formodentlig også 

muligheden for at arbejde sig intensivt 

ned i centrale temaer i undervisningen. 

Men hvordan fremtidens og nutidens 

unge, som hastigt bevæger sig fra arena 

til arena vil håndtere behovet for fordybelse, 

ved vi kun meget lidt om, og kan 

formodentligt derfor endnu ikke sige noget 

klart om, hvordan man på uddannelserne 

kan skabe det nødvendige rum 

for denne fordybelse. 

Ikke-formel læring 

For Dansk Ungdoms Fællesråd er det endvidere 

væsentligt at fremhæve, at der 

med etableringen af Den Fri Ungdomsuddannelse 

blev skabt mulighed for at deltage 

i forløb, og dermed læringsprocesser 

udenfor den etablerede uddannelsessektor. 

For elever på FUU kan for eksempel 

foreningspraktik indgå som uddannelseselement. 

I den uddannelsespolitiske 

debat i Europa (blandt andet rejst i konsultationen 

om EU’s memorandum om 

livslang læring, EU Kommissionen oktober 

2000) er en hel central diskussion i 

disse år betydningen og anerkendelsen

af den ikke-formelle læring, som finder 

sted, i blandt andet organisationerne, og 

som bibringer den enkelte unge nogle 

personlige kompetencer. 

I forhold til at realisere den store vision 

om livslang læring er anerkendelsen af 

ikke-formel læring helt nødvendig for at 

kunne realisere denne vision, hvorfor 

man også på dansk grund er nødt til at 

overveje, hvordan den læring, som finder 

sted ikke-formelt, kan supplere den 

etablerede undervisning i uddannelsessystemet 

i fremtidens videnssamfund. 

Almen dannelse og individualisme 

Vil man overføre princippet om en individuelt 

sammensat uddannelse til andre 

dele af uddannelsessystemet, er en anden 

vigtig overvejelse, hvordan man in- 


denfor denne model kan sikre den almene 

dannelse af de unge, som i dag er et 

vigtigt fundament ikke mindst indenfor 

de gymnasiale ungdomsuddannelse. 

Hvilke fag har den almendannende karakter, 

og disse fag skal dermed indgå som 

et fælles element i den enkelte uddannelse? 

Og hvor meget skal det fælles 

grundlag fylde i forhold til muligheden 

for selv at sammensætte en stor del af 

uddannelsen? 

En helt nødvendig forudsætning for 

at indføre en stigende grad af individuelle 

valg i den enkelte ungdomsuddannelse 

er desuden, at valg af uddannelsesdele 

er nøje koblet til den unges 

fremtidige erhvervs- og uddannelsesplan, 

så ungdomsuddannelserne fortsat bliver 

kompetencegivende for den enkelte unge 

i forhold til de videregående uddan- 

nelser. 

Individuel undervisning og/eller 

fælles almen dannelse 

Samlet set må en diskussion af de individuelle 

uddannelsers overførbarhed til 

andre dele af uddannelsessystemet tage 

udgangspunkt i såvel en social, en 

demokratisk og læringsmæssig dimension 

som skitseret ovenfor. Endvidere er 

en hel central overvejelse naturligvis, 

om uddannelsessystemet ønsker at 

bidrage til udviklingen af et stadig mere 

individualiseret samfund, eller om et element 

som fælles almen dannelse skal 

veje tungere i tilrettelæggelsen af 

fremtidens uddannelsespolitik.

At lære - på dansk ét ord, med den 

dobbelte betydning: både til og 

fra. En upræcision, vil angelsaksere 

nok sige, for der er da forskel på, 

at lære andre (to teach) og så at lære 

selv (to learn), der er da forskel på 

lærer og elev! Og det er der da, måske, 

men det bør der måske ikke være, ikke 

altid i hvert fald - helt sikkert, og så 

kunne man jo i et øjebliks national 

selvtilfredshed vende den sproglige 

dobbelthed til en præcision: på dansk 

er at lære begge veje. 

Om betydningen af 1:1 eksperimenter 

for samfundets læring 

Økologiske Eksperimentelle Zoner (Ingemann 

2001) er 1:1, dvs. fuldskala, 

samfundsmæssige udviklingssteder, 

hvor der kombineres og eksperimenteres 

med bæredygtige produktionsformer. 

Det er i zonen der kombineres, 

det er det danske samfund der eksperimenterer, 

for det er det danske samfund 

som afsætter (bør afsætte!) arealer 

og alternative administrative 

praksisser, som laboratorium for udvikling 

af fremtidens bæredygtige 

produktion - teknologisk, strukturelt 

og demokratisk, og i den rækkefølge. 

Kombinationerne består i, at forbinde 

velkendte teknologier, udviklet, 

ofte på trods af eksperter og myndigheder, 

i et sammenhængende hele, 

hvor et væsentligt element er, at den 

ene produktions affald er ressource for 

en anden produktion. At affald, via 

rimelige teknologier (Heinberg 1997), 

bliver til råstof, sådan som planters 


Økologiske 

Eksperimentelle Zoner - 

108 

kan et samfund lære? 

Claus Heinberg har været med i processen omkring Frizoner helt fra Tumpemødet i Kolding 

til den nye bog om Samfundets Udviklingsafdeling. Han beskriver her nødvendigheden 

af, at hele samfundet eksperimenterer gennem ØEZ og dermed går ind i en læreproces. 

Af Claus Heinberg, lektor, RUC 

Forfatteren sammen med advokat Knud Foldschack på LØS´s møde på Meilgaard 

Slot om barrierer og hindringer for etablering af økosamfund januar 2000. 

produktion af ilt fra at være affald og 

gift for planterne selv, er næring for 

dyr, mens dyrs udskillelse af kuldioxid 

er affald og gift for dem selv, men 

næring for planter. 

Sådanne teknologier er f.eks. økologisk 

landbrug, vindmøller, bioenergi, 

økologisk byggeri, organisationsformer 

som kombinerer teknikker på synergetisk 

vis, mm. Teknologierne er der, udviklet 

af ildsjæle, også kaldet Tumper 

(Kolding Manifestet 1998). Det er kombinationen 

til en sammenhængende 

samfundsmæssig produktion og vision, 

som er eksperimentalzonens mål. 

Primitive populationer kan også lære 

af individet 

Levende væsener kan lære. En amøbe 

kan lære, og den kan såmænd også 

huske en lille smule. Nok for dens livsførelse. 

Men den kan næppe bringe det 

lærte videre til andre. Ikke før det er 

indskrevet i dens gener, og så kalder vi 

det reflekser, og det er noget andet end 

lærdom, sådan da. Individuelt lært 

lagres ikke i generne, og vi forestiller 

os heller ikke, at de livserfaringer, som 

såkaldte primitive organismer indhøster, 

individuelt, kommunikeres videre 

til andre individer. 

Derimod kan populationen af individer 

lære, også af individuelt indhøstede 

erfaringer. Populationen kan, gennem 

individernes selektive valg af 

bosted (habitat) inden for deres miljø, 

strukturere individuelle erfaringer, dvs. 

koncentrere det indlærte der, hvor det 

er mest tjenligt, for så gennem selektivt 

parringsvalg at fiksere det i 

genomet. 

Det er den eksisterende variations 

finden sig til rette i en varieret verden, 

der er evolutionens mekanik, langt fra

den alles kamp mod alle som Darwin 

ganske uretfærdigt huskes for. Forestillingen 

om den bedst egnede kommer 

ikke fra ham, men fra en samtidig liberalistisk 

økonom Herbert Spenser, 

mens det var Marx, der så Darwins filosofiske 

potentiale som historie-filosof, 

natur-historie-filosof. 

Det store biologiske udviklingsprojekt 

udspringer altså af en form for 

organisations-læring, en strukturel 

læring, hvor tilpasning til nu-tiden og 

nu-stedet sætter grænsen for fremsyn, 

men som jo ikke desto mindre har vist 

en forbløffende overlevelses- og mangfoldighedskraft, 

for nu at sige det 

mildt. 

Fra tilpasning til fremsyn 

Når vi kommer til mennesket, og en 

masse højere dyr, så bliver den aktive 

viderebringelse af det lærte, fra individ 

til individ og fra generation til generation 

vigtig. De gamle individer lærer 

gammelt stof videre til unge, mens de 

unge individer lærer nyt i mødet med 

verden. Det er to meget forskellige 

læreprocesser. Den første er ‘teaching’, 

den anden er erfaringsbaseret ‘learning’. 

Da nogle kvikke individer (unge) i 

en flok aber fandt på, at vaske sand af 

nedfalden frugt, før de spiste løs, så 

var de kun de unge i flokken, som ville 

tage den indsigt fra sig. Gamle aber 

ved bedre! 

Der er således forskellige subjekter 

for læring, og der er forskellige tider for 

læring, men altid, næsten altid er 

læring udtryk for erfaring, altså udtryk 

for nutid, eller den nutid der er blevet 

til fortid. Den læring skal så stå sin 

prøve i konfrontation med en fremtid, 

og i konfrontation med forestillingen 

om en fremtid. Den forestilling er 

vigtig, når vi taler om bæredygtighed, 

for bæredygtighed er netop omsorg for 

vores handlingers konsekvenser: 

et andet sted og til en anden tid. 

Et lærende demokrati? 

Der tales om lærende individer, om 

lærende organisationer, om den lærende 

virksomhed, og så tales der om livslang 

læring (må jeg være fri!). Langt ind i 

managementsverdenen er det nøgleord 

for varm indbringende konsulentluft. 

Hvad er der i det? Kan organisationer 

lære, som i biologien, hvor populationen 

er læringens subjekt? Eller er 

det kun organisationens, samfundets, 


virksomhedens medlemmer, der kan 

lære? 

Meget tyder på det sidste. F.eks. ser 

det ud til, at den mest oplagte potentielt 

lærende organisation, nemlig 

demokratiet, har ganske svært ved at 

lære. Tværtimod, må man desværre 

konkludere, at de erfaringer vi som individer 

og som vidensproducerende institutioner 

indhøster og bearbejder, 

har meget svært ved at nå op på det 

niveau, hvor vi kan tale om, at samfundet, 

eller organisationen, ‘har lært’. 

Den viden, som ligger spredt i samfundet 

(hos individerne, på bibliotekerne, 

i videnskaben), har meget svært ved at 

nå igennem til niveauet for samfundsmæssig 

handlen, det politiske 

niveau. Det er således reserveret et enkelt 

ministerium at handle i forhold til 

en forestilling om morgendagens 

miljøtilstand, mens andre og mere betydende 

ministerier modarbejder det 

projekt, praktisk og teoretisk. 

Lokal erfaringsbaseret læring. 

Når vi taler på det samfundsmæssige 

plan, og når vi taler om konsekvenser 

et andet sted og til en anden tid, så 

kalder det på en radikal omlægning af 

læringskulturen for at erfaring og fremtidsorienteret 

indsigt kan blive til handling. 

Det kræver et radikalt ændret 

syn på ekspertkulturen og den fragmenterede 

læreproces. Kun ved erfaringsbaseret 

viden, i autentiske 

og hele sammenhænge 

(1:1) giver det mening, at 

tale om, at organisationer 

eller samfund kan lære. Vi 

må derfor organisere os og 

vore samfund, på en sådan 

måde, at det bidrager til 

indsigt, og fastholder erhvervet 

indsigt. 

En sådan organisering 

forsøger begrebet Økologiske 

Eksperimentelle Zoner 

at konkretisere. De skal initieres 

nedefra. De skal vokse 

nedefra, men det store samfund 

skal etablere veje og 

vilkår, først og fremmes 

gennem lempelser i den 

etablerede administrative 

praksis. Det skal ikke bevise, 

at vindmøller kan lave 

strøm, men det skal konkret 

vises, at de kan lave strøm 

nok til, at et samfund kan 

fungere. Det skal ikke vises, at økologiske 

landbrug lader sig praktisere, 

men det skal vises, hvordan mange 

økologiske landbrug kan udveksle stof 

og energi på en måde, som sikrer både 

produktion og jordens frugtbarhed. De 

løsrevne teknologier, som vi kender 

dem, skal finde sammen, i sam-fund. 

Lærende sam-fund. 

Anonym, 1998, Kolding Manifestet 

- om teknologi, demokrati og 

bæredygtighed. Netværket for økologisk 

folkeoplysning og praksis. www. 

eco-net.dk, 

Heinberg, C., 1997: Skal tumperne 

redde verden, når de kloge ikke vil? I: 

Livet i drivhuset - Debatbog om Miljø 

og Samfund. Det Økologiske Råd /Mellemfolkeligt 

Samvirke, København. 

Heinberg, C., Økologiske eksperimentelle 

zoner - samfundets husholdningsskole 

og udviklingsafdeling, i: Ingemann, 

J.H. (ed.), 2001, Samfundets 

udviklingsafdeling - bæredygtig udvikling 

gennem eksperimenter. Aalborg 

Universitetsforlag, p. 30-57. 

Ingemann, J.H. (ed.), 2001, Samfundets 

udviklingsafdeling - bære dygtig 

udvikling gennem eksperimenter. 

Aalborg Universitetsforlag. 266 pp. 

109

110 


Forslag fra LØS til 

Regeringen om 100 mill. 

kr. til nye økosamfund 

I forsommeren udarbejdede 

LØS et forslag til regeringen, 

gående ud på, 

at der bør bevilliges 100 

millioner kroner til støtte 

til oprettelse af 20 nye 

økosamfund og et Gaia 

Universitet. 

Af Allan Elm, Sekretær i LØS 

LØS foreslår, at der gives støtte til 

hvert af 20 nye økosamfund. Hvert 

amt får et projekt for at sikre en 

jævn fordeling. Derudover støttes 5 byprojekter. 

Ét af økosamfundene defineres 

som et forsknings- og opsamlingsprojekt, 

kaldet GAIA universitet. 

Hvert projekt får 5 mio. kr. til jordkøb 

og opstart, i alt 100 mio. kr. 

Hvert projekt forholder sig til helheden, 

som den er formuleret i de 

15 dimensioner af Økosamfunds Curriculum 

(se bagsiden af dette blad), 

og forpligter sig til at vælge ét område 

ud af de 15, som de specialiserer 

sig i og videreformidler gennem 

et egentligt uddannelsestilbud. 

Hvert projekt vil endvidere 

knytte sig til en lokal folkeskole, 

der vil have mulighed 

for at hente inspiration og 

praktiske undervisningstilbud. 

Hvad skal pengene bruges 

til? 

Køb af jordareal, der for de 14 

amtsprojekters vedkommende, 

er stort nok til, at et velfungerende 

landbrug kan forsyne 

økosamfundet med fødevarer. 

Udarbejdelse og trykning af 

lokalplan. 

Opstart af forsknings/uddannelsesområde. 

(kontor, computer, 

bøger, møderum, omlægning 

af jorden) 

Beboerne finansierer selv 

etablering af økologisk infrastruktur, 

bygning af huse, 

fælleshuse, butik, m.v. 

Samfundsmæssige fordele: 

Danmark vil yderligere 

bekræfte sin rolle som 

foregangsland. 

Etablering af 20 uddannelses / 

forskningscentre med forskellige 

økologiske ekspert- områder inden 

for bæredygtighed. (Se bæredygtighedscirklens 

15 moduler på 

bagsiden). 

Erfaringsopsamling, som kan bruges 

til læring i et samfundsmæssigt perspektiv. 

20 forskellige modeller for globale 

og lokale Agenda 21 initiativer. 

Eksempler på, og erfaring med, en 

folkelig mobilisering og - 

selvhjælpsstrategi. 

Integration mellem bosætning og 

naturpleje (biodiversitet). 

Inspiration til Folkeskolen (hvert 

center knyttes til en lokal folkeskole) 

Baggrunden for forslaget 

Begrundelsen for LØS´s forslaget er 

dels, at regeringen efterlyste input til 

dens oplæg til en national 

bæredygtighedsstrategi, en strategiplan, 

som skal præsenteres i Sydafrika 

til næste efterår. Dels er det ud fra en 

oplevelse af, at Danmark nu er kommet 

så langt med økosamfund, byøkologi 

og bæredygtighed, at tiden nu er 

moden til at sætte de mange elementer 

indenfor bæredygtighed sammen. Elementerne 

energi, byggeri, genbrug af 

affald, lokal fødevareproduktion og 

lokale arbejdspladser, skole, socialt liv 

og an svar og kulturel frisætning bør 

sammensættes i større 1:1 eksperimenter 

med bæredygtig livsstil. 

Det bæredygtige samfund kommer 

ikke af sig selv, selv om der er megen 

vilje i befolkningen til at forsøge. LØS 

mener, at der er brug for mange flere 

bosætningseksperimenter, hvor man 

begynder fra bunden, en slags samfundets 

udviklingsafdeling. Med Rio + 10

lurende i horisonten må verdenssamfundene 

kritisk spørge sig selv, hvordan 

vi får bæredygtige samfund? 

LØS viser her en mulig global 

strategi: forandring ved det gode eksempels 

magt. Efter mange års eksperimenteren 

er vi nu parate hertil. 

Reaktioner på forslaget 

Forslaget blev uddelt til regering og 

folketing og andre relevante steder. 

Nedenfor gengiver vi uddrag af reaktionerne 

fra de forskellige ministre. 

Det konkrete forslag kan rekvireres 

hos LØS. 

Miljø- og Energiministeriet henviser 

til regeringens forslag til den 

nationale bæredygtighedsstrategi 

(som vort forslag var et bidrag til), 

og anfører, at ministeriet vil arbejde 

videre med at få konkret indhold i de 

forskellige elementer af bæredygtig udvikling 

og at de derfor er interesseret i 

at høre nærmere om LØS´s forslag og de 

ideer der ligger bag. På et arrangement 

d. 18. september vil ca. 15 personer fra 

Landsplanafdelingen i Miljø og Energiministeriet 

se økosamfundet Munksøgård 

ved Roskilde og i den forbindelse 

er LØS´s formand Susanna Maxen 

og sekretær og medforfatter til bogen 

“Samfundets Udviklings afdeling” Troels 

Dilling-Hansen inviteret til at redegøre 

nærmere for forslaget. 

By og Boligministeriet henviser 

ligeledes til bæredygtighedsdeklarationen 

og til, at der i finanslovaftalen 

er afsat en samlet pulje på 178 mill. kr. 

over en 4 årsperiode, hvori indgår 

fremme af økologisk byggeri med 80 

mill, kr. Regeringen har der udover ingen 

aktuelle planer om økonomisk 

støtte til projekter vedrørende en 

byøkologisk og bæredygtig udvikling. 

Socialministeren har sendt vor henvendelse 

videre til Miljø og Energiministeren. 

Ministeren for fødevarer, landbrug og 

fiskeri, Ritt Bjerregaard har med stor 

interesse læst om LØS´s virke inden for 

udvikling af bæredygtige samfundsstrukturer, 

der hviler på helhedsløsninger 

og integration af tilværelsens 

mange og vidt forskellige funktioner. 

Hun er enig i, at der er et stort behov 

for at foretage eksperimenter inden for 

organisering af lokalsamfundene med 

henblik på at opbygge nye og 

bæredygtige samfundskonstruktioner, 

der i højere grad tilgodeser vigtige faktorer 

som livskvalitet og natur og 

miljøhensyn. 

Endvidere oplyser hun at Fødevareministeriet 

administrerer støtteordninger, 

der særligt sigter på at igangsætte 

projekter, der kan gøre det 

attraktivt at bosætte sig i landdistrikterne, 

nemlig det såkaldte LEADER+ program 

og foranstaltningen til fremme af 

tilpasningen og udviklingen af landdistrikterne 

(artikel 33-ordningen). 

Forudsætningen for at opnå støtte 

under disse ordninger er, at der lokalt 

kan skabes opbakning til gennemførelse 

af projekter. Hun henviser til 

Direktoratet for Fødevarer Erhverv (tlf.: 

33958000), som kan give vejledning 

om mulighederne for støtte og udformning 

af projektbeskrivelse. 

Til slut udtrykker hun glæde over at 

konstatere, at der rundt omkring i landet 

er stor interesse for at diskutere og 

udvikle forslag vedrørende organisering 

af lokalområderne, når der samtidig 

er afsat støttemidler, der gør det muligt 

at føre de bedste af ideerne ud i 

livet. 

Som nævnt kan det samlede forslag rekvireres 

på sekretariatet: Tlf.: 

87546020, e-mail: los@pip.dknet.dk 

Endnu et miraket i 

Økosamfundet Dyssekilde. 

Stilheden 

Af Niels Bandholm 

Over mig 

rummet og solens lys 

omkring mig 

dufte og lyde. 

Under mig 

den faste jord 

med andre skabninger 

- vort fælles ophav. 

Jeg - en celle 

i jordens liv. 

Forbundet gennem 

luften og vandet. 

Blodet bruser 

i det indre univers. 

Bringer luft og næring 

til cellers milliarder. 

Et rødt ekko 

af urtidens okker, 

dækkende - gærende 

havbunds mikroverden. 

I tarmenes fauna 

fortsætter livet. 

Hvert minut dør 

utallige væsner. 

I denne tidskapsel 

står tiden stille 

- som i solen 

i milliarder af år. 

I mit inderste - 

i atomers verden, 

er spor af stjernestøv 

og urtidsbrag. 

Stilheden her 

er mulighedernes rum 

som pauserne 

mellem tankerne. 

111

113

114 

Økosamfund søger nye 

medlemmer 

Det øko-spirituelle fællesskab 

Meilgaard Slot. Henvendelse 

Insa Freese: tlf.86 57 73 97 

Kirstinelund - Bofællesskab på 

landet. Henvendelse Charlie 

Jespergård Tlf. 86 57 73 97

k 

a 

l 

e 

n 

d 

e 

r 

Rundvisning på Svanholm hver første lørdag i måneden fra og med april til og med oktober. 

Kontakt Svanholm Gårdbutik, tlf.: 47566660 

5-7 Oktober 

ØKOLOGISK SAMLING 2001 weekendmøde på Båring Højskole: Bæredygtighed, 1:1. Skal 

bæredygtighedsbegrebet fortsat have mening er det nødvendigt at samfundet starter eksperi 

menter i fuld skala - virkeligheden findes kun i 1:1. Mød og oplev Claus Heinberg, Thorkild 

Ljørring Pedersen, Ane Bodil Søgaard, Evald Vestergaard, Peter Høilund, Ib Johnsen, Carsten 

Graff, Bent Petersen. Arr.: Øko-net. Nærmere oplysning: www.eco-net.dk 

7-12 Oktober 

NETVÆRKSSEMINAR OM BÆREDYGTIG UDVIKLING I NORD OG SYD BRENDERUP HØJSKOLE 

SØNDAG 7. TIL FREDAG 12. OKTOBER 2001 

En række danske NGO’er som i mange år har haft et tæt samarbejde på græsrodsniveau med 

udviklingsorganisationer i Vestafrika, har dannet et netværk, som nu arrangerer en uges 

seminar på Brenderup Højskole. Vi inviterer ledende medlemmer af 7 forskellige organisationer 

i 5 vestafrikanske lande. I fællesskab vil vi diskutere hvilken udvikling vi ønsker, hvad 

vi kan lære af hinanden. Nærmere oplysning: E-mail cts@mail.dk 

12. – 14. oktober 2001 

Sund Livsstil 2001 

Skandinaviens største SUNDHEDSMESSE. Mere end 180 udstillere præsenterer en bred vifte af 

spændende produkter og serviceydelser indenfor alternativ behandling, naturprodukter og 

økologi. Masser af helsetests og prøvebehandlinger. 

Arrangør: Mikkelsen & Myrtoft Messer ApS, tlf. 39 76 66 60 Kontaktperson i Forum: Hanne 

Mygind, direkte tlf. 35 24 00 90 

24. oktober 

Lys i Hus – om lys, lyskvalitet, depression og miljømærkning. Mere info på tlf.: 89405880 

eller 

27 oktober 

LEVGODT. Århus Amt inviterer til en konference om at skabe levefællesskaber hvor udviklingshæmmede 

kan bo og arbejde sammen med såkaldt normale. Målet er at få sat ord på både 

muligheder og barrierer for at skabe den salgs fællesskaber. Vejen er en række oplæg fra bl.a. 

Hertha Levefællesskab og andre kollektive boformer, direkte inspiration fra en gruppe studerende, 

der i værksteds-form arbejder med ideerne, samt og væsentligst – fælles diskussion 

og idéudvikling. Konference får sin egen hjemmeside: . Her kan man finde yderligere information 

og oplæg om konferencen, samt selve programmet for dagen. Konferencen er gratis 

og finder sted kl. 9-16 på Lyngåskolen, Gramham Bells vej 1, 8200 Århus N. Tilmelding og 

yderligere oplysninger tlf.: 86112377. Tilmeldingsfrist: fredag d. 19. oktober kl. 12.00 

27. oktober 

Vort globale ansvar – eksempler på internationale energiprojekter og debat om danske 

organisationers rolle. Info tlf.: 89405880 eller 

26-28 oktober 

LØS arrangerer d. 26.-28. oktober et UDDANNELSESSEMINAR på Båring Højskole. Målgruppen 

er alle inden for økosamfund, uddannelse og pædagogik. Formålet er at bidrage til debatten 

om fremtidens bæredygtige og levende uddannelser med udgangspunkt i en vekselvirkning 

mellem praksis og teori, mellem kultur og natur, mellem ånd og hånd. 

For yderligere information se s. 58 og 59. 

Program på eller hos sekretariatet. 

5-6. November 

Europasymposium - Ökologisches Bauen Wien, Østrig. Yderligere information: 

5-6. November 

MULIGHEDERNES LAND? ANBEFALINGER TIL DET ÅBNE LANDS PLANLÆGNING. En række nye 

handlingsplaner er nu sat i værk eller på vej. F.eks. en National plan for biologiske mangfoldighed 

og naturbeskyttelse, den Nationale strategi for bæredygtig udvikling. Konferencen 

stiller spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en helhed af alle disse mål og strategier på forskellige 

niveauer. Program mv. fås hos Dansk Byplanlaboratorium på tlf.: 33137281 eller www. 

byplanlab.dk 

Aktuelle kalendersider på Internettet: 

www.eco-net.dk, www.eco-web.dk, eco-net.dk/halmbyg/

Økosamfunds Curriculum 

Forebyggende medicin 

Komplementær medicin 

Det sociale Det kulturelle, spirituelle 

Fællesskabsopbygning 

Beslutningsprocesser 

Konfl iktløsning 

Modernisering af velfærd 

Omsorg for unge og gamle 

Handicappedes integration 

Lokalbaseret økonomi 

Komplementær valuta 

Sund livsstil 

Grønne virksomheder Naturgenopretning 

Livscyklusanalyse 

Økologisk byggeri 

Vedvarende energi 

Lev og Lær uddannelse 

Kommunikation Kreativitet, personlig 

Lokal vandrensning 

recirkulering 

produktion, forbrug og 

Lokal økologisk 

Det økologiske 

Centrering i indre kerne 

Enhed med naturen 

Permakultur 

Økosamfundsdesign 

Biodiversitet, vild natur 

Fejring af livet 

Ritualer og traditioner 

Naturlige rytmer 

Holistisk verdensbill- 

videnskab og fi losofi 

Bioregional politik 

Globalisering/lokalisering 

Disse 15 moduler defi nerer bæredygtighed. Tilsammen 

udgør de et curriculum til en “Lev og Lær” 

uddannelse i at bygge økosamfund 

udvikling 

Spiritualitet 

Hiildur Jackson and Karen Svensson 

Design: Kolja Hejgaard

LØSNET nr. 29: Temanummer om uddannelse.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?