Radikal Politik 8-2006.indd - Radikale Venstre

20
R A D I K A L U N G D O M
Denne side redigeres af Radikal Ungdom. Indlæg sendes til sidens redaktør Asser Gregersen
på asser@radikalungdom.dk – deadline for næste nummer er: mandag den 14. august 2006.
Licens for at leve?
Af Klaus Bach Jacobsen,
kulturordfører for Radikal Ungdom
MED SIDSTE UGES ELLERS udmærkede medieforlig
insisterer forligspartierne (herunder
DRV med Simon Emil Ammitzbøll i spidsen)
stadig på den forældede licensmodel til finansiering
af hovedsageligt DR.
At den nuværende licensmodel er hullet og
den kommende medielicens er yderst bureaukratisk,
hersker der nogenlunde enighed om –
paradoksalt nok også blandt forligspartierne!
Medielicensen betyder, at vi skal indberettes
til licenskontoret, hver gang vi køber en mobiltelefon,
et TV, en bil med en radio eller andet
der giver os en mulighed for kunne modtage
DRs programmer. Det bliver naturligvis
yderst besværligt, bøvlet og bureaukratisk.
Men medielicensen går videre i omfang, og
kommer også til at omfatte computere, der
kan kobles på internettet, og mobiltelefoner,
der kan modtage DR. Medielicensen bliver
med andre ord ikke noget, man i den virkelige
moderne verden har mulighed for at undsige
sig. Med andre ord en licens for at leve.
Brugerbetaling kan have sine fordele, men
det kræver naturligvis, at det er en afgift på
et forbrug og ikke en potentiel mulighed,
samt at der er reel mulighed for at fravælge
den. Det er der fra januar ikke længere. Da
licensbeløbet er ens for alle, giver det også
nogle sociale problemstillinger. For studerende
på SU svarer beløbet til en halv løn
– netto.
Der er to mulige løsninger på ovenstående
problemer. Enten kan DR kode alle sine signa-
Velfærdsfællesskab?
Af Zenia Stampe,
Landsformand for Radikal Ungdom
FORHANDLINGERNE OM fremtidens velfærdssamfund
– eller det vil sige om finansieringen
af fremtidens velfærdssamfund – synger
på allersidste vers. Og gudskelov for det!
For selvom man kan mene meget om tilbagetrækningsalder
og dagpengeregler, så har
de to ting ikke særlig meget at gøre med den
noget bredere diskussion om, hvordan vi skal
tænke velfærd i fremtiden, og hvilken rolle vi
hver især – som borgere, brugere og vælgere
– skal spille i fremtidens velfærdssamfund.
Jeg har det selv sådan med velfærdssamfundet,
at jo mere jeg kigger på det, desto
sværere har jeg ved at få øje på fællesskabet.
Tag folkeskolen som eksempel: Under de
mange – og til tider temmelig store – politiske
bølgeskvulp på området, ligger ét af de
bredest accepterede velfærdspolitiske dogmer:
Nemlig at landets cirka 1600 folkeskoler
skal være én og samme skole – fra Skagen til
København. Det er nærmest blevet en vedtaget
sandhed, at det nationale fællesskab står
og falder med, at børnene går ud af skolen
med nøjagtig den samme referenceramme.
Og de liberale, der ellers med rette burde gå
op imod denne uniformering, ja, de har for-
elsket sig i den standardiserede skole, fordi
den giver mulighed for at måle, kontrollere
og konkurrere.
Men er denne centralisering og standardisering
nu også den sikre vej til kvalitet og
sammenhængskraft? Konsekvensen er jo, at
der ikke levnes særlig meget plads til lokalt
ansvar, engagement – og ja netop: fællesskab.
Og spørgsmålet er, om det lokale velfærdsfællesskab
ikke er mindst lige så vigtigt
for samfundets sammenhængskraft og
kvaliteten af vores velfærd som det store referencefællesskab?
Er det måske ikke, når vi
selv deltager, at velfærd bliver til andet end
ler, eller også kan DR og public service finansieres
over skatten. Kodning vil sandsynligvis
medførere omfattende pirateri og/eller betyde,
at DRs public service-tilbud ikke kommer
ud til alle.
En skattefinansiering vil sikre, at DRs tilbud
er en mulighed for alle, pirateri og sortseere
afskaffes, de sociale økonomiske uligheder i
licensen fjernes, indberetningsbureaukratiet
fjernes, og der spares et tocifret millionbeløb
på licensopkrævning.
Modargumentet om at en skattefinansiering
vil betyde, at det statslige tv og radio
vil komme under statens kontrol, synes mig
noget underligt, når kulturministeren og Folketingets
partier i forvejen vælger bestyrelsen,
licensens størrelse, samt hvor ofte der
sendes hvilke programtyper.
Er det nødvendigt for fællesskabet, at børnene går ud af folkeskolen med nøjagtig den samme
referenceramme?
service – at medborgere bliver til andet end
(med)kunder – skoler bliver til andet end
uddannelsesfabrikker – og at den store velfærdsfabrik
bliver til et velfærdsfællesskab?
Politikerne tager fejl, når de tror, at fællesskab
handler om at proppe det samme i
hovedet på folk, så de begynder at tænke,
tale og gøre ens. Fællesskab er ikke noget,
man skaber oppefra, men derimod noget
man giver plads til og rum for. Ønsker politikerne
virkelig at styrke sammenhængskraften,
ja, så burde de først og fremmest træde
et skridt tilbage og lade borgerne tage et
større ansvar – i fællesskab.
RU • Ny Kongensgade 18 5.tv • 1557 København V • tlf. 33 13 02 31 • ru@radikalungdom.dk • radikalungdom.dk