Impuls februar.indd - Nyimpuls.dk

v/Ruth Olsen
18
Russells kosmogoni
Walter Russell (1871-1963), som jeg før har skrevet en
del om her i bladet, udfærdigede sammen med sin ånds-
og ægtefælle Lao et brevkursus i det, han kaldte sin
kosmogoni. Det bærer noget præg af, at det var henvendt
til deres amerikanske tilhængere, så jeg finder det ikke
egnet til at oversætte og bringe direkte. Brevkurset kan
være lidt “småsnakkende”, men jeg vil forsøge at uddrage
essensen af den første halvdel af kurset og bruge nogle
af deres egne formuleringer.
De begynder med at forklare, at der
jævnligt har været højtudviklede personer
inkarneret på Jorden for at undervise
menneskene, men kun Krishna (ham
med Bhagavad-Gita) og Jesus havde
fuld kosmisk bevidsthed. Og så påviser
de, hvordan disse to faktisk sagde meget
af det samme som Russell nu siger, men
hverken dengang eller siden har menneskene
forstået rigtigt, hvad de mente. Det
er stadig svært at forstå, vil jeg tilføje.
De begynder med at slå fast, at det
grundlæggende ved verdens skabelse
er, at DEN ENE, udelte, ubevægelige,
skaber med sin bevidsthed det delte og
derved bevægelse. Alt hvad det fysiske univers består af
er bevægelse dvs elektricitet og ikke andet. Når vi oplever
det som noget andet, er det pga vore sanser. Denne
ENE er Gud, men efterhånden som menneskene udvikler
deres bevidsthed, vil de kunne skabe med tanker ligesom
Gud og således blive Guds medskabere. Menneskenes
bevidsthed er en del af Guds bevidsthed, ligesom vor
krop er en del af Guds krop, men vor skabeevne er endnu
begrænset pga uvidenhed.
At skabe bevægelse består i gennem tænkning at dele den
udelte ENE (“fader/moderen”) i par, i to modsatrettede
bevægelser, som Russell kalder “faderen og moderen”.
Han mener det er misvisende at kalde det plus og minus,
som videnskaben gør, fordi genforeningen i harmonisk
balance mellem de to ikke betyder, de ophæver hinanden,
sådan som man mener plus og minus gør, men at
foreningen danner grundlag for en ny tilblivelse.
I atomet ophæver protonernes “plus” jo heller ikke
elektronernes “minus”, selv om de er i total balance som
i f.eks. kulstof.
Den ENE der deler sig i to kalder han “den hellige treenighed”,
idet den udelte usynlige altid er til stede i det
delte, det synlige. I alt skabt er skaberen til stede som et
(magnetisk) center, hvadenten det er et atom , en klode eller
menneske. Skaberen, det udelte, er stilhed, bevidsthed,
her er årsagen. Det skabte, det delte, er
bevægelse, altså virkningen.
Når det adskilte par samvirker i harmonisk
balance, opstår alt det, vi kalder
GODT. Når der er ulighed og ubalance
opstår kaos og det, vi kaldet ONDT. I naturens
polaritet er der som oftest balance,
men der opstår jævnligt ubalancer, der
afstedkommer f.eks. storme og tornadoer
i naturens forsøg på at genoprette
balancen, her mellem varmt og koldt.
Uharmoniske kombinationer i kemiske
stoffer skaber eksplosioner. Ubalance
mellem mennesker og nationer skaber
krige og ufred.
Ligesom dit hjerte og dit åndedrag pulserer
i rytmisk bevægelse ind og ud, i kompression og ekspansion,
således pulserer alt i universet. Når Gud “ånder
ud”, polariserer “han” sin “energi”, sit “lys” i en “fader”
og en “moder”, når “han” ånder ind forenes de igen.
I den Guddommelige Illiade, dvs de budskaber Russell
modtog under sit lange ophold “på den anden side” i 1921,
fik han bl.a. dette, han kalder “Guds lov om balance”:
“Stor kunst er enkel. Mit univers er stor kunst, for det
er enkelt.
Stor kunst er harmonisk. Mit univers er fuldendt kunst,
for det er harmonisk enkelhed.
I mit univers er der mange ting i majestætiske mål, og
mange andre er for fine til at sanse.
Dog har jeg ikke en lov for de store ting og en anden lov
for de, der er for små til at sanses.
Jeg har kun een lov for alle mine modsatte par af skabte
ting, og den lov behøver kun eet ord til forklaring, så hør
mig, når jeg siger, at det ene ord i min ene lov er:
BALANCE