Impuls februar.indd - Nyimpuls.dk

flere år inden jeg nævnte den for nogen, bortset fra min
datter, som jo så mig i min henrykte tilstand da jeg vågnede,
og jeg har endnu ikke fortalt den fulde sandhed til
nogen. Jeg ved godt, at det dels skyldes angsten for at
blive regnet for sindssyg og dels uviljen til at risikere, at
det vidunderlige ikke sker. Med dette udtryk tænker jeg
på Henrik Ibsens skuespil Et dukkehjem, hvor Nora taler
om sine forventninger til, at det vidunderlige skulle kunne
ske. Dette vidunderlige har at gøre med en slags højere
sjæleligt fællesskab og åndelig forståelse mellem hende
og ægtemanden Helmer. Men der var hverken sjæleligt
fællesskab eller åndelig forståelse mellem dem. Så lærkefuglen,
Nora, gik. Min vurdering var, at hvis jeg fortalte
om begivenheden, og den ikke blev forstået, hvis der
ikke var nogen at kunne være i fællesskab omkring denne
oplevelse med, hvis den blev nedgjort eller latterliggjort,
var der fare for at den kunne blive skadet for mig, eller
invalideret, miste noget af sin værdi. Så jeg turde ikke. Var
måske også bange for, at jeg selv skulle blive invalideret,
få vingerne stækket og sanglysten kvalt derved…
Men nu stiller sagen sig anderledes. Jeg har nu engang
truffet den beslutning at give et så nuanceret syn som
muligt på hvor forskellige værdikriserne kan være, og på
deres sammenhæng med ens eget forudgående mentale
parathedsklima, så jeg føler mig ganske enkelt forpligtet
til at inddrage hændelsen. Nu, omkring tyve år efter begivenheden,
er jeg også klar over, at dens værdi ikke kan
ødelægges af nogen.
Inden jeg fortæller om tyven, vil jeg imidlertid fortælle
hvad der gik forud på den allersidste dag inden indbruddet,
idet jeg anser det for at være af stor betydning for
forståelse af den parathed, der var i mit sind..
Der var en litteraturkonference på Nordens Hus disse
dage, og blandt deltagerne var et par mandlige forfattere,
som interesserede mig mere end almindeligt, nemlig den
amerikanske Kurt Vonnegut og den russiske Andrej Bitov.
Grunden til, at de interesserede mig, var, at jeg gennem
dagenes forskellige oplæg og indlæg havde set, at disse to
personer fra henholdsvis vest og øst var ude i fuldstændig
samme projekt om end på aldeles forskellige måder. Selv
deres måde at bruge humor på var diametralt modsat, idet
Vonnegut brugte mange ord med mange perspektiveringer
til eksisterende litteratur og sociale begivenheder,
altså rummede vældige kompleksiteter fra virkelighedens
verden, hvorimod Bitov fortalte skarpt stiliserede
historier om bittesmå enkle sammenhænge fra nærmest
vegeterende oplevelsesplaner. Man kan sige, at Vonnegut
udgik fra en makrokosmisk mentalitetshistorie og Bitov
fra en mikrokosmisk. Men pointen var den samme. Jeg
så også, at der var en ganske speciel forståelse dem imellem,
og at netop disse to interesserede sig specielt meget
for at være i dialog med hinanden. For mig var det en
overrumplende oplevelse at tænke den tanke, at østens
og vestens projekter kunne være komplementære, fordi
jeg var vant til at tænke på deres veje som i høj grad forskellige.
Der var glasnost på dette tidspunkt, men muren
var ikke faldet.
Hvorom alting er, var konklusionen, jeg faldt i søvn med
i mit sind denne aften, efter flere timers samtale med Vonnegut
og Bitov om menneskets bevidsthedsmæssige rolle,
at ethvert menneske er et projekt og har en forpligtelse
til at folde det ud, udvikle det, prøve det af, udleve det.
Og at det vidunderlige ville ske, at paradiset på jord blev
til, hvis vi alle helt autonomt udviklede hver vort hellige
projekt. Jeg ved godt, at disse ord ikke blev udtalt, så jeg
vil ikke citere hverken Vonnegut eller Bitov for dem, men
det er også ligegyldigt i denne forbindelse. Det væsentlige
i denne sammenhæng er, at jeg faldt i søvn i en helt speciel
stemning, en meget lykkelig og let og taknemmelig
stemning, fordi jeg pludselig så aldeles klart, at ethvert
menneske dybest set var et projekt, en slags naturens
tanke som udtryk for en ide, vi havde en forpligtelse til
at finde og gøre noget ved. Og vi havde alle hver vores.
Det var svimlende. Jeg havde endelig fundet mit sesam
til at kunne rumme tanken, at der var mening i livet. Og
med denne taknemmelighed over at skulle folde et meningsfuldt
projekt ud, faldt jeg forventningsfuld i søvn.
Der var noget at finde. Det var bare at blive ved.
Jeg faldt altså i søvn, dels i en stemning af total universel
tillid og dels med et intellektuelt-åndeligt ekstremt stimuleret
sind, hvilket netop, måske fordi jeg var lige præcis
35, banede vej for en højst usædvanlig indbrudstyv.
Et spiralformet lysvæld var pludselig til stede foran mig
i mit sind og udstrålede kærlighed og visdom af en art,
som jeg kun kan beskrive som ikke værende af denne
verden. Der var for mig ikke den ringeste tvivl om, at
det var guddommen, der viste sig for mig, og jeg følte
en ubændig længsel efter at komme hjem. Jeg mærkede,
at jeg var helt utrolig velkommen hjem og begyndte at
bevæge mig i retning af den lysende guddommelige
kærlighedskilde. Mens jeg, opfyldt af længsel i hver en
celle i min krop og mit sind efter at komme ind i denne
kærligheds- og visdomsenergi, bevægede mig i retning
af den, så jeg et andet væsen, som netop var kommet
ind i spiralen, men jeg mærkede også, at væsenet havde
frygt og angst, og samtidig med at jeg fornemmede det,
åbnedes denne gyldne spiral, som jeg opfattede som en
levende guddommelig organisme, og slap væsenet, opløste
spiralenergien, der hvor hun befandt sig, således at
hun kunne gå videre, i betydningen blive udenfor.
Jeg var i det øjeblik helt bevidst om, at der kunne man
slet ikke føle sig hjemme, hvis man i sit sind nærede frygt
eller angst eller mistillid eller i det hele taget nogen form
27