Download - Kim Dambæks personlige website

Når det er sagt, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at teaterprocesser med denne
målgruppe dermed skal acceptere, det som ligner sabotage. Men det betyder, at man
som pædagog, instruktør m.m. i langt højere grad må forberede sig på, at øvelserne
dels skal være af kortere varighed og dels skal de unge helst kende start- og
sluttidspunkt for øvelserne. Det er væsentligt, at have nogle markører for, ”hvor længe
skal jeg være i denne tilstand af frustration”. Det stiller krav til pædagogernes og
instruktørernes rummelighed og ikke mindst til strukturen og mobiliteten af de forskellige
scener som skulle spilles. Målgruppen af unge med sociale- og emotionelle
vanskeligheder er en flygtig gruppe. Nogle kan overskue at være med i en del af forløbet
og vælger at forlade projektet undervejs. Nogle bliver pludselig udskrevet fra
døgninstitutionen og skal videre til andre projekter i deres liv, mens atter andre bliver
bedt om forlade projektet. At blive bedt om at forlade et projekt, kan meget vel opfattes
som en eksklusion af gruppen. Oplevelser af denne karakter, som disse unge oftest har
meget negative erfaringer med. Det betyder, at livstemaer som at blive forladt eller afvist
spiller en stor rolle i sådan en teaterproces. Det handler altså ikke kun om at arbejde
med motivation, opmærksomhed, vedholdenhed, teamwork m.m., men også afsked.
At sige farvel
Hvornår og hvordan beder man en ung om at forlade projektet uden at gentage og
bidrage til tidligere negative erfaringer? Hvornår er naturligvis en skønsmæssig
vurdering fra instruktørernes side i samråd med de deltagende pædagoger. Men en
målestok her var et sæt fælles sociale regler, instruktørerne og de unge havde opstillet i
fællesskab, som var nødvendige for at gennemføre processen. De unge som gentagne
gange havde for svært ved at overholde disse spilleregler, blev indkaldt til samtaler med
instruktørerne. Her talte man om det, som blev oplevet som et problem og i fællesskab
talte man om, hvad der skulle til for at løse det. De unge som alligevel havde for svært
ved at blive i projektet, blev så indkaldt til endnu en samtale og her var fokus at fortælle
om alle de positive ressourcer og tiltag instruktørerne havde set hos den unge som en
væsentlig del af det at ophøre samarbejdet. Nogle unge var forberedte og var enig i
beslutningen, mens andre blev oprørte og vrede. Alligevel var det, som var fælles for de
unge, der sluttede undervejs i projektet, at de alle fik en personlig tilbagemelding på
deres deltagelse, med fokus på deres positive ressourcer og de bidrag de havde tilført
gruppen uanset udfaldet. Ved at have reflekteret over hvorledes man gennemfører
sådanne samtaler, giver man samtidig de involverede unge mulighed for at erhverve sig
en ny erfaring; at afsked ikke nødvendigvis betyder en devaluering af hele den unges
eksistens. At afsked ikke behøver at være livstruende.
Nyt fælles mål: Forestillingen
Den helt store udfordring i sådan en teaterproces, som samtidig er et udviklingsprojekt,
er således: Hvordan skaber man og gennemfører alle de øvelser, som skal føre til
udvikling og en endelig teaterforestilling?
Teater er leg og leg er flow. Det handler altså om, at man som instruktør og pædagog
må facilitere et særligt miljø, en særlig atmosfære, som giver mulighed for oplevelsen af
flow. Csikszentmihalyi (1990) som er professor i psykologi, foreslår følgende definition af
begrebet:
”Flow er behagelig fordybelsestilstand, hvor mennesket er så opslugt af
en aktivitet, at tidsfornemmelsen og alt andet uvedkommende forsvinder
for at erstattes af dyb koncentration. Tilstanden opleves som menings- og
nydelsesfuld, stressdæmpende og som regel også lærerig. Kreative
27