Download - Kim Dambæks personlige website

Det er derfor væsentligt, at pædagogerne og instruktørerne er bevidste om, at meget af
motivationen kommer fra de ansvarlige voksne. Dette sker gennem ægte involvering og
engagement for teaterprojektet samt en viden om målgruppen.
At blive bevæget og berørt
Når vi er engagerede, er vi oftest gladere og mere åbne. Når vi er åbne, bliver vi lettere
berørte/bevægede og der sker det, at vi åbner døren ind til vores personlige
skatkammer, hvor vi gemmer på vores entusiasme, begejstring, kreativitet og glæde.
Måske står døren kun på klem, men der kan alligevel snige sig lidt glæde ud og give
energi til en bevægelse. Mange kender sikkert behovet for at røre ved andre mennesker,
enten når vi er meget glade, eller de er meget triste. Teaterprojektet skabte summer af
stjernestunder, som affødte råb, hujen, klap, og masser af kram. Et knus eller et kram er
den ”ydre” bevægelse, der matcher vores ”indre” bevægelse (berøring). Ifølge Bech-
Jørgensen (1994) er der en direkte forbindelse mellem vores indre og ydre
”bevægelser”: Når vi bliver bevæget/berørt f.eks. af andres anerkendelse, forbinder
bevægelsen den indre verden med den ydre. Sammenhængen viser sig tydeligt på det
konkrete plan, for hvis vi kun bevæger os lidt (og derved berøres lidt), sløves vores
sanser og den opmærksomhed, som genskaber bevægelsen på det indre plan, ”tændes
ikke” eller genskabes i ujævne rytmer. Bech-Jørgensen (1994) har beskrevet det
således: ”Når vi bevæger os, opleves verden som en proces, som er foranderlig og
differentieret. Den umiddelbare omverden forandrer sig ved hver eneste bevægelse.
Forandringen appellerer til sanser, følelser, nysgerrighed og opmærksomhed.”(Linder og
Mortensen 2006).
Teaterprocessens mange elementer involverer bevægelse, som altså aktiverer den
livsvigtige emotionelle berøring. Teater rummer stjernestunder. Stjernestunder er små
øer af positive emotioner. Teater kan gå hen og blive et festfyrværkeri af små
stjernestunder.
Livets motorvej
Når alt dette er sagt, skal det siges, at et teaterprojekt som nærværende med udsatte
unge er a play med alvor. En fantastisk bevægende forestilling af og med 8 unge, fortalt
gennem visuelle arketypiske metaforer. En forestilling som afspejlede de unges liv,
følelser og tanker, ikke kun de 8 på scenen, men alle de deltagendes bidrag.
”Motorvejen” afspejlede livets alvor, men i et andet og langt mindre angstpræget skær.
Her var det de unge, der styrede slagets gang ikke ydre ukontrollerbare elementer. Men
teater som pædagogisk metode er også ramme alvor. Grænsen mellem leg og alvor er
hårfin og det kan være svært, når ens frustrationstærskel er lav. Udsatte unge har oftest
en lav frustrationstærskel. Gamle copingstrategier brød ud i lys lue, når presset blev for
stort. Nogle gik i clinch med hinanden, andre røg sig vind og skæve en nat, mens atter
andre bare ikke ville. Konflikterne var der hele tiden og godt for det. Det var nemlig her,
at projektet skulle stå sin prøve som pædagogisk metode. Gennem teaterprojektets
mange facetter, var det muligt at gå nye veje for at løse kendte konflikter på alternative
måder. Der kan ganske givet pudses kanter hist og pist, så det kan tilpasses
målgruppen endnu bedre. Det kan vi kun blive klogere på ved at fortsætte med at lave
teaterprojekter med udsatte børn og unge og ved at inddrage alle deltageres - unge som
voksnes – oplevelser og erfaringer i relation til såvel det personlige- som det
pædagogiske plan. Det var ikke desto mindre muligt for de unge, som nåede enden af
motorvejen, at gennemleve maksimalt pres og frustration uden at gå i opløsning og
resignere. Dem som gik hele vejen, var også dem som gennemgik et sandt stormvejr
29