TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

opnåede viden. Lærte dem at forme deres tanker, deres længsler, glæder og sorger i klangfulde
rytmiske strofer, lærte dem at gengive tankens dybe granskninger i vise og fastformede
læresætninger.
Og de lærte menneskene at opbygge skønne templer, skønne boliger, mægtige hvælvinger, med
herligt svungne buer, bårne af slanke søjler og rigt prydede med mangeformede gengivelser af dyr
og såre kunstfærdigt sammenslyngede blade, blomster og frugter.
Og de lærte dem med omhu og kunst at forme og udhugge de menneskelige legemer og de
tænkte skikkelser af deres guder og gudinder i marmorets hvide sten. Og med disse herlige værker
smykkede menneskene deres templer og deres boliger.
Men de yngste formåede ikke at bryde mørkets magt.
Og da noget over hundrede sekler vare svundne fra de ældstes første menneskeliggørelse, vare
de yngste meget modløse, og kun få vovede sig til jorden for at stride mod mørket.
------------
Da kom en stund, da mange af de yngste vare samlede i det sidste opholdssted om jorden. Og de
talede meget om de tunge tider, der vare, og om de tunge tider, der vilde komme. Og de rådsloge
om, hvilke veje de skulde følge, at de kunde sejre over mørket.
Men de vedbleve at være meget modløse, og en af dem sagde:
Vi formå ikke længer at lede menneskene; thi vi have ingen magt dertil. Se, hvilken uorden og
forvirring der er overalt!
Mange menneskeånder bryde de love, vor Fader har givet dem. Se, tusinder og atter tusinder af
deres boliger i opholdsstederne stå tomme, medens ånderne, bundne af deres laster og
begæringer, færdes på jorden blandt de levende mennesker. Men vi formå ikke at kalde vore
jordiske brødre og søstre tilbage, ejheller formå vi at løse dem fra mørkets magt.
Og se, i det ødelagte rige have nogle af vore ældste brødre og søstre, ved tankeviljens kraft, søgt
at efterligne jordiske egne, stæder og boliger, og i disse skyggeriger efterleve de atter og atter
deres sidste jordeliv. Til disse skyggeriger drage de ved tanken og viljen mangfoldige af de
syndebundne menneskeånder, at de kunne være slaver for deres onde lyster og begæringer. Og vi
vide, at vore brødre og søstre forblive i det ødelagte rige for at unddrage sig de love, de ved deres
første menneskevorden frivillig underkastede sig.
Vi vide, at de handle således for ikke at høste den onde sæd, de selv have sået, for ikke at
rammes af deres egne slette gerninger. Vi vide alt dette; men vi have ingen magt til at drage vore
brødre og søstre ind under de love, de have forladt. Vi formå ingen sinde at ordne dette!
Ej heller formå vi at retlede menneskene, ja, endog når vi på vor Faders bud viste os for dem i vor
fulde skønhed, uden jordisk iklædning, for at styrke dem i troen på vor Faders guddom, formåede
vi kun for en kort stund at vække dem til eftertanke; snart sank de atter tilbage i synd og i laster.
I sandhed:” vi have stridt - men vi have ikke sejret. Menneskene ere fortabte.”
Da talede den ældste af de yngste.
Og han sagde: "Menneskene ere ikke fortabte, når vi ikke bryde det løfte, vi have givet vor Fader.
Og vi ville ingenlunde bryde det; thi gøre vi det, da ere vi ikke værdige til Hans tillid.
Og i skulle mindes: I have alle lovet at følge mig, eders ældre broder; se, jeg siger eder: lader os
bede vor Fader hjælpe os; thi Han alene ved råd, Han alene formår at ordne alt dette. Lader os
bede vor Fader om hjælp; thi Han har lovet at støtte os; thi Han har lovet at lede os. Sandelig, jeg
spørger eder: hvor ofte har Han ikke stået ved vor side, rejst de faldne, styrket de svage og trøstet
de modløse? Hvor ofte har Han ikke vist os vejen, når vi så den svinde i mørket? Ja, lader os bede
Ham give os end større styrke og end større magt, at vi kunne sejre; thi i skulle erindre: vi have
ikke alene lovet at lede menneskene til vor Faders rige, vi have og lovet at vinde vore ældre brødre
og søstre tilbage; og når vi færdes lig mennesker blandt menneskene, da kunne vi tillige yde vore
brødre og søstre megen hjælp under deres tunge jordelivs vandringer. Vi kunne møde dem med
kærlighed, vi kunne hjælpe dem at bære deres byrder, søge at fjerne stenene fra deres vej; vi
kunne støtte dem og drage dem med os. Og jeg spørger eder alle: hvilke glæder have vi, så længe