TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

Da sagde nogle af de ældste: "Hvi tøver vor Fader med at skabe? Se, jorden er nu tjenlig til
opholdssted. Hvi tøver da vor Fader?"
Men i samme stund lod Gud sin stemme lyde til dem for at advare dem.
Og Gud sagde: "Mine børn, vender tilbage til eders boliger her i mit rige; thi jeg har ikke udvalgt
eder; kun de tålmodige er brugbare."
Og de hørte alle faderens stemme. Men de vendte ikke tilbage: thi de mente endda, at valget
måtte falde på dem.
Atter svandt en tid.
Da sagde en af de ældste: "Endnu tøver vor Fader, og vi er utålmodige. Lader os forsøge at løse
livsgåden og selv skabe de nye væsener; thi da blive de børn af os, og vor magt over dem bliver
større."
Og de bleve alle enige.
Ved tanken og af lyset søgte de ældste at danne og at skabe åndelige væsener. Men de formåede
ikke at løse livets gåde.
Da bleve de end mere utålmodige. Og nogle sagde: "vi vide, at der også findes liv i mørket. Lader
os tage deraf."
Da lød atter Guds stemme til dem.
Og Gud sagde: "Mine børn, vender tilbage til eders boliger her i mit rige; thi jeg har ikke udvalgt
eder; kun de tålmodige ere brugbare. Men i, der vakle mellem godt og ondt, mellem lys og mørke, i
ere ikke værdige til at lede andre. Mine børn, jeg siger eder: ingen sinde formå i at udgrunde lysets
livsgåde, om i end søgte i al evighed; thi i ere ikke fremstegne ved eders egen viljes kraft, i ere
dannede og skabte af mig, eders Fader, dannede og skabte af mit eget. Men i, der ere af mig, i
have vel magt til at skabe af mørket, magt til at løse dets livsgåde; dog siger jeg eder: befatter eder
ikke dermed! Thi mørkets liv er ikke blivende! Thi i mørket ere muligheder til alt ondt - til synden og
til døden! Men ville i endda tage af det onde og kalde eder dets herrer, da ser vel til, at i ikke blive
dets tjenere!"
Og de hørte alle Guds stemme.
Men de agtede ikke derpå; thi de vare såre utålmodige.
Da trådte den ældste af de ældste frem.
og han sagde: "Vor Fader siger, at mørkets liv er ikke blivende; men vi vide det ikke!
Lader os søge at skabe deraf, og er livet ikke blivende, da vende vi tilbage til vore boliger og
forblive der, til vor Fader kalder."
Atter lød Guds stemme til dem.
Og Gud sagde: "Min søn! Hvi vil du befatte dig med det onde? Se vel til, at du ikke bliver dets
tjener! Thi jeg alene er Herren den Almægtige.
Min søn, du skal vide, at de væsener, du ved din tankes kraft kan fremdrage af mørket, ingen
sinde ville velsigne dig, men kun forbande dig og det, hvoraf de ere tagne. Thi du skal vide, at
hvert liv, hvor usselt og ringe det end er, stedse vil søge frem imod lyset, det, der har sejret ved
mig. Min søn, vil du tage af det onde, da vil mørket binde dig og alle, der følge dig, binde eder, til
eders børn have lært at ynke eder, i stedet for at forbande eder.
Min søn, mine børn! Jeg har talt til eder, at i kunde vælge det rette."
Og de hørte alle Guds stemme. Men ingen agtede derpå; thi de vare alle enige.
Da tav Gud, deres Fader. Thi Gud tvinger ingen til at gøre det rette. Men Han så med sorg på
deres færd.
Megen tid svandt.
De ældste søgte ved tankeviljens kraft at drage mørket frem af det dækkende lyshav.
Langsomt veg lyset tilbage og mørket brød frem.
I tunge bølger vældede det hen over dem, gennemstrømmede dem, bandt dem til sig, forurenede
og forvirrede deres tanker.
I tunge bølger gennemstrømmede mørket deres skønne verden, nedbrød den og lagde den øde,
medens tætte tåger styrtede deres boliger og bortslettede de rene, strålende farver, medens onde
dunster bredte sig overalt