TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

Men inden et sekel var svundet, kaldte Gud på den ældste af de yngste.
Og Han sagde: "Min søn, er du rede? Thi stunden er nær, da du efter dit løfte til mig, din Fader,
skal færdes på jorden blandt menneskene.
Lær menneskene at elske hverandre som brødre og søstre, lær dem at elske lyset og at sky
mørkets onde og syndige gerninger.
Styrk dem i det gode, styrk dem i det sande. Lær dem at have tillid til mig, deres Gud, deres ånds
Fader."
Men sønnen svarede Ham og sagde: "Fader, jeg er rede!"
Da talede Gud end mere.
Og Han sagde: "Min søn, kan hænde din vandring bliver såre tung og besværlig; thi mange ere de
veje, ad hvilke du kan vandre blandt menneskene. Tiderne ere onde; thi mørket hersker overalt på
jorden, og det vil blive vanskeligt for dig at finde den rette vej. Min søn, er du rede?"
Men sønnen svarede: "Fader, sig mig: vil jeg vælge den rette?"
Gud så kærligt på ham og sagde: "Jeg, din Fader, skal ikke vælge vejen for dig, kun vise dig,
hvilken vej der kan føre til målet; og ingen kan forud vide, om du formår at fuldføre din gerning.
Min søn, hør mig, thi jeg vil søge at vejlede dig: beder du, medens du er menneske, for din ældste
broder, da vil din bøns kærlige tanke vække angeren i hans hjerte, da vil han vende tilbage til sit
rette hjem i mit rige. Og er din broder løst, da har mørket ingen tjener, der kan stride imod dig, da
vil din vandrings vej blive lettere og lysere; thi da ville menneskene i dig se den du er. Mange ville
elske dig, kun få ville hade dig."
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: "min søn, mindes du ikke din broder og glemmer du at bede for ham, da vil han
stride imod dig, da vil din vandrings vej blive stenet og støvet. Tornene ville stinge dig kun få ville
elske dig, mange ville hade, spotte og forfølge dig - ja, menneskene ville give dig døden - korsets
død. Dette vil være den tak, de give dig for de gaver, du bringer dem.
Min søn, din Fader spørger dig: er du endda rede?"
Da bøjede sønnen sit hoved, og han stod tavs en stund, thi han ransagede sit hjerte.
Men kærligheden til de lidende mennesker drog ham. Han så fast på sin Fader og svarede:
"Fader, jeg er endda rede. Men Fader, tilgiv mig, ifald jeg under mit jordeliv ikke formår at finde
den rette vej; thi du kender mørket; thi du ved, dets magt er forfærdeligt
Da tog Gud sønnen i sin favn og sagde: "Jeg, din Fader, vil lede dig, at din vandring ikke skal blive
for tung; men jeg siger dig: følg stedse min stemme, når den lyder til dig; thi da farer du ikke vild."
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: "Min søn, se, jeg vil bede en af dine brødre ledsage dig på din vandring, at han kan
bære nogle af dine byrder, at han kan fjerne nogle af stenene fra din vej.
Og Gud udvalgte en af de yngste. Og denne lovede at ledsage sin broder.
Da talede Gud til dem begge.
Og Han sagde: "Støtter hinanden, bærer hinandens byrder svigter ikke!"
Og Gud velsignede dem, og Han tog deres erindring, men Han lod dem beholde et svagt minde
om de tider, der vare før menneskenes skabelse. Dette gjorde Gud, for at den ældste af de yngste
ingen sinde skulde tvivle om, hvem han var, ej heller tvivle om sandheden af de ord, han skulde
tale til menneskene. Dette gjorde Gud for at lette deres samarbejde, for at den yngre broder ikke
skulde svigte den ældre.
Og Han sendte dem begge til jødefolket.