TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

Og de søgte at vise de såkaldte kristne, hvilke afgudsdyrkere de vare blevne ved tilbedelsen af de
hellige mænds og kvinders talrige billeder; thi mange bøjede sig kun for disse hellige og glemte at
bøje sig for Gud den almægtige.
Luther og Zwingli vandt mange tilhængere ved deres klare skrifter og myndige taler; thi de vakte
menneskene til eftertanke.
Men den ældste, mørkets tjener, søgte at fjerne dem fra hinanden. Og disse to, der, før deres
jordelivs vandring begyndte, havde lovet deres himmelske Fader at følges hånd i hånd, bleve bitre
modstandere; thi den ældste stod imellem dem, og han drog mørket tættere om dem, så de ikke
formåede at mødes i een fælles lære; thi de vare uenige i mangt og meget; thi de stredes med
hinanden om flere af de gamle læresætninger.
Og medens årene svandt, fik de og mange fjender og modstandere.
Dog Luther var en vældig stridsmand, og han besvarede alle angreb med hårde ord, med
flammende og strenge taler; thi ingen formåede at bøje hans stolte ånd.
Men om Luther end til tider selv fejlede, søgte han dog vedblivende at lede menneskeheden
fremad mod lyset, således lod han nogle af de gamle skrifter mangfoldiggøre, at menneskene
kunde søge trøst og støtte ved granskning af de fra fædrene arvede ord og læresætninger.
Om end Luthers magt og myndighed var stor, om end han var hård og ubøjelig mod sine fjender,
vedblev han dog stedse at være svag i sit hjerte, når han var ene; thi han fornam, at Guds fulde
styrke ikke var over ham. Stundom grebes han af angst og rædsel for det mørke, der strømmede
imod ham, og han følte sig bunden af det had, der mødte ham fra den ældste, mørkets tjener, så
han stundom glemte at lytte til den stemme, der søgte at vejlede ham.
Og mørket sænkede sig end tættere om ham. Hårde og fordømmende ord øde fra hans læber. Og
da nogle af de arbejdende og lidende mennesker sluttede sig sammen for at tilkæmpe sig flere og
større rettigheder, vrededes han imod dem, og i sin vrede udråbte han: at disse uværdige skulde
ihjelslås, at deres onde hensigter kunde tilintetgøre
Men trods mennesket Luthers mange og store fejl nåede han dog at bortkaste nogle af den
ældstes falske lærdomme, og han og Zwingli nåede tilsammen at bringe menneskene nogle skridt
fremad mod målet.
Men ingen af dem formanede at udføre det storværk, der var planlagt, førend de fødtes til jorden,
det storværk, de tilsammen skulde have øvet blandt menneskene.
- Da Luther og Zwingli atter mødtes i de himmelske boliger efter at døden havde nedbrudt deres
jordiske legemer, sørgede de begge meget over det fjendskab, den ældste havde fremkaldt mellem
dem, medens de færdedes på jorden. -
Men end flere af de yngste søgte at støtte deres brødre i striden mod pavedømmet, og en af disse
er kendt under navnet Calvin
Hans tanker vare klare og skarpe, og med kloge ord udformede han den nye lære.
Men han var ikke fuldtud enig med Luther, ej heller var han fuldtud enig med Zwingli; thi påvirket af
den ældste fremdrog han nogle af de gamle forkastede læresætninger, udformede dem på ny og
forsvarede dem med megen myndighed.
Mange sluttede sig til ham, og han æredes meget.
Men Calvin var en streng mand, og han fordrede meget af sine tilhængere, fordrede renhed,
fromhed og lydighed. Og han var ubøjelig i sin strenghed; thi den ældste, mørkets tjener, stod ved
hans side og forhærdede hans hjerte, så han fældede hårde domme over alle, der vare imod ham;
ja, i sit hjertes hårdhed lod han endog en af sine modstandere lide døden på bålet; thi han glemte
Kristi ord: tilgiver eders fjender
Således formåede ej heller Calvin at bryde mørkets magt, at bryde den ældstes forbandelser.
Men om Luther, Zwingli og Calvin end ikke formåede at bringe den fulde sandhed, nåede de dog at
fremdrage nogle af de gamle skrifters gyldne korn, nåede de dog at lære de kristne selv at granske
og at vrage flere af de falske lærdomme. Og således spredtes noget af det mørke, der omgav
menneskene.