TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

More documents

Recommendations

Info

Men den ene kaldtes: Jesus af Nazareth, og den anden var Josef af Arimatæa. En stund før Gud sendte de to brødre til jorden, kaldte Han på en tredje af de yngste. Og til ham sagde Gud: "Se, din ældre broder ængstes; tiderne ere onde; thi mørket hersker overalt på jorden. Jeg, din Fader spørger dig: vil du berede vejen for ham? Vil du søge at fjerne nogle af stenene fra hans vej, at hans fod ikke skal vakle under vandringen? Min søn, vil du ledsage din broder?" Sønnen svarede Ham og sagde: "Fader, jeg er rede; giv mig din velsignelse, og jeg skal ledsage mine brødre." Men da han havde svaret således, talede Gud end mere. Og Han sagde: "Lær menneskene at sky mørkets gerninger lær dem at vende sig fra de falske guder; lær dem at angre det onde, de have gjort, at de kunne vandre den lige vej til mit rige. Min søn, bed for alle, der ere bundne af mørket; min søn, søg at mindes din ældste, din faldne broder." Og Gud tog hans erindring, men han lod ham beholde et svagt minde om den broder, han elskede, og for hvem han skulde berede vejen. Dette gjorde Gud, for at han skulde kende den ældste af de yngste, når de mødtes på deres jordelivs vandring. Og Gud sendte ham til jødefolket, og han kaldtes Johannes med tilnavnet: døberen 10. Var Jesu fødsel overnaturlig? Undfangedes han ved den hellige ånd? Af mands og kvindes attrå og vilje undfangedes og fødtes Jesu jordiske legeme. Og den ældste af de yngste blev bundet til dette legeme, bundet med lysets livgivende bånd; thi således bindes, efter Guds vilje, alle lysets ånder til de jordiske legemer. Men Gud selv ledede og værnede ham under hans tunge jordelivs vandring. I onde tider fødtes han til jorden. I onde tider voksede han op blandt menneskene. 11. Hvilke var Jesu egne tanker om hans gerning på jorden? Hans tanker vare rene. Hans øje så og hans øre hørte mere end menneskers svage øjne og døve øren. Kærlighed og barmhjertighed fyldte hans sind. Og hans hænder bare lægedom til mange. Men hans åsyn var sorgfuldt; thi han bar den tungeste byrde på sine skuldre. Og han var en fremmed blandt menneskene. Hans øje så megen synd, mange sorger og mange lidelser.
Og han hørte folkene i synagogen og i hjemmene råbe til deres Gud om at fri dem fra trældommens åg og snart, snart sende dem Messias, den lovede, den længe ventede. Langsomt kaldte Gud de tanker til live i Jesu sind, at han var sendt til jorden for at frelse folkene fra syndens trældomsåg og rense deres hjerter for alt urent; at han var sendt til jorden for at lære menneskene at elske hverandre; for at styrke deres tillid til deres himmelske Fader. Langsomt vågnede det håb i Jesu hjerte, at han var den lovede, den længe ventede. Men han vovede ikke fuldtud at fæste lid tit dette håb. Og han grundede meget over disse tanker. Ofte sad han i synagogen og granskede de gamle skrifter. Og han lyttede til de ældstes, til de skriftkloges udlægning af ordene. Men han fandt ikke den fred, han søgte. Meget og længe granskede han de gamle skrifter. Og hans hjerte blev tungt derved; thi skriftens Gud var ofte hævngerrig, og han var ingenlunde retfærdig Dog Jesus trættedes ikke, men vedblev at søge, til han svagt skimtede et mildt, et kærligt åsyn - sandhedens, kærlighedens og barmhjertighedens Gud. Men den lysets og sandhedens Gud, hvis åsyn han skimtede bag vredens og hævnens herre, mindede ham om den Fader, hvis billed han bar i sit hjerte. Og til denne Fader bad han inderligt om hjælp, om fred og om styrke. Og Gud hørte hans bøn. Og Han skænkede ham hjertets fred, styrke og klarhed. Men i den stund Jesus kendte sig styrket, vandrede han op til synagogen, og han stod frem, og han talede mod de ældste, mod de skriftkloge. Og alle, der hørte hans ord, undredes meget; thi hans ord vare klare, og han talede med megen myndighed. Men nogle af Jesu ord vare disse: "Se, jeg siger eder: den Gud, i frygte og tilbede, er ikke en sandhedens, men en løgnens Gud! Thi jeg siger eder: ville i med omhu granske de gamle skrifter, der tale om denne eders Gud, da ville i se, hvor svag og vaklende han er. Snart svinger han hævnens og straffens svøbe over eders fædres hoveder. Snart jager han sit folk i landflygtighed, snart kalder han det tilbage, og snart byder han, ved profeterne, de ledende at drage mod nabofolkene for at plyndre, røve og ihjelslå. Og når han således en stund har raset med magt og megen vælde, da angrer han sin fremfærd, angrer det onde, han har gjort, da lover han at mildne sin vrede, lover at vise større barmhjertighed. Sandelig, sandelig, jeg siger eder: denne er ikke sandhedens, er ikke retfærdighedens Gud! - - Og hvilken tilbedelse kræver han ikke af eder! Hvor mange dyr byder han eder ikke at slagte for sit åsyn at dette offer kan være ham til velbehag! Hvor meget blod er ikke udgydt ved hans altre, at duften deraf kunde stige til himlene og fryde hans hjerte! Se, jeg spørger eder: er det ikke sagt til eder ved mose lov, at i ikke skulle ihjelslå hverandre? Og hvor ofte har ikke eders Gud, ved profeterne, talet til eders fædre og budt dem at ihjelslå tusinder og atter tusinder af deres fjender! Og har han ikke lovet eders fædre at lønne dem for disse onde gerninger med megen herlighed, mange rigdomme og meget land! Sandelig, jeg siger eder: den Gud, der siger, du skal ikke ihjelslå og den Gud, der byder dig at ihjelslå, er ikke den samme thi den Gud, der byder eder at ihjelslå eders fjender, han er af det onde, og i skulle sky ham." Og Jesus vedblev at tale; thi der var falden stor tavshed over alle. Og han søgte ved skriftens ord at vise dem kærlighedens, sandhedens og lysets Gud, den Gud, der i fuld retfærdighed straffer menneskenes lovovertrædelser; søgte at vise dem den Gud hvis
Page 1 and 2: TILGIVER EDERS FJENDER! Ardors bere
Page 3 and 4: kunde leve et liv i skønhed og gl
Page 5 and 6: I tunge bølger vældede mørket in
Page 7 and 8: Da menneskene vare dannede og skabt
Page 9 and 10: stridt sig gennem lidelser og sorge
Page 11 and 12: Men da de første af de yngste blev
Page 13 and 14: Men Gud, deres Fader, støttede de
Page 15 and 16: dem, og de lagde trældommens åg p
Page 17 and 18: opnåede viden. Lærte dem at forme
Page 19: Men inden et sekel var svundet, kal
Page 23 and 24: undrede ham såre. Og Jesus drog ti
Page 25 and 26: Således vandrede han fra stad til
Page 27 and 28: datter; thi hun lider meget; følg
Page 29 and 30: tider, der vare før menneskene, va
Page 31 and 32: Da tav Jesus en stund; thi han tale
Page 33 and 34: Hvorfor tillod da Jesus apostlene a
Page 35 and 36: Og han var iblandt dem, der med sto
Page 37 and 38: Da så Jesus på dem og sagde: "Sig
Page 39 and 40: Og se, det skete, da Jesus og hans
Page 41 and 42: Men da en tid var svunden, bøjede
Page 43 and 44: Og de sagde til hinanden: "Lader os
Page 45 and 46: Og en af disciplene råbte til de t
Page 47 and 48: Men han vovede ikke at fæste lid t
Page 49 and 50: 34. Fik lyset nogen fremgang for m
Page 51 and 52: 1)Flere andre versioner om sønnens
Page 53 and 54: Nye læresætninger udtænktes og v
Page 55 and 56: Atter begyndte menneskene at vågne
Page 57 and 58: Men ved de angreb, disse uforfærde
Page 59 and 60: på ny at bringe hjælp til mørket
Page 61 and 62: Men Gud svarede ham og sagde: "Min
Page 63 and 64: Og Gud så deres utrættelige kærl
Page 65 and 66: det ved jeg visseligen, de alle vil

TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?