TILGIVER EDERS FJENDER! - Vandrer mod Lyset

Men da en tid var svunden, bøjede han sit hoved og sagde: "Fader, modtag min ånd !"
Og se, da løstes hans ånd fra det jordiske legeme, men de yngste, der vare hos ham, ledede ham
til deres Faders rige.
Og Gud modtog ham i sin åbne favn og tilgav ham det, han havde fejlet i sit jordeliv.
Men de sørgede begge med hinanden over den søn og broder, der endnu vandrede på jorden;
sørgede over den søn og broder, der havde svigtet sit givne løfte.
28.
Var Jesu opstandelse legemlig eller åndelig?
Da Jesus var død, gik nogle af hans ledsagere til Josef af Arimatæa; thi de havde ofte set ham
blandt folkene, når Jesus talede. Og de bade ham søge tilladelse for dem hos rådet, at de kunde
nedtage Jesu legeme og begrave det.
Og Josef lovede at tale med Kaifas derom.
Men da han kom til dem med tilladelsen, spurgte han, om de havde et sted, hvor de kunde lægge
Jesu legeme. Men de svarede, at de endnu intet havde. Da sagde Josef til dem: "Bringer hans
legeme til min have, den jeg skal vise eder; thi der i klippen er udhulet en grav, hvor jeg engang
selv skulde have hvilet. Jeg vil give eder dette sted, at mesterens legeme kan sove i fred!"
Jesu ledsagere og disciple takkede ham meget for denne gave.
Men disse ord sagde Josef ikke for Jesu, ej heller for hans disciples skyld, men for sin egen; thi
han havde ofte hørt tale om, at Jesus vilde opstå fra de døde og vise sig iblandt dem; derfor vilde
han våge over, at ingen stjal legemet bort, så de kunde sige: se, han er opstanden fra de døde!
Men disciplene bare Jesu legeme til graven, og kvinderne salvede og svøbte det i hvide linklæder.
Og de lagde det i den udhugne grav, og de væltede en stor sten for indgangen.
Da alt dette var gjort, vandrede de bort fra haven, for sammen at sørge over ham, der havde
forladt dem.
Kun Josef blev tilbage, og han vågede ved graven, til dagens lys brød frem; da vandrede han til sit
hjem; thi han vidste, at på hviledagen, medens solen lyste, vilde ingen borttage liget.
Men han grundede hele dagen på, hvorledes han skulde hindre, at nogen fjernede Jesu legeme.
Medens han grundede, stod den ældste, mørkets tjener, ved hans side og gav ham onde råd.
Og da hviledagens sidste stund var udrunden, kaldte Josef på en gammel tjener og bød, at han
skulde ledsage ham til haven. Og de medtoge nogle redskaber, at de dermed kunde grave i
jorden.
Men da de vare komne til stedet, væltede de stenen bort, og de hvide linklæder, der vare bredte
over ham, lagde de på jorden. Derefter bare de Jesu legeme til en fjern afkrog af haven, og de
nedgravede det i jorden. Og de dækkede stedet med afhugne grene, at ingen skulde se, hvad de
havde gjort.
Da de havde endt dette, begyndte dagen at bryde frem, og de ilede til graven for at sætte stenen
tilbage for indgangen.
Men da de nåede stedet, hørte Josef en fjern, svag stemme, der sagde: "Broder, hvi gjorde du
dette?" Og da han vendte sig, skimtede han de svage omrids af Jesu strålende skikkelse. Og i stor
angst styrtede han til jorden.
Men da den gamle tjener ilede til for at hjælpe sin herre, se, da stod han over for den mand, hvis