Bilag til håndbog i sundhedsberedskab - Nordhels

Bilag 18 Karantæne
18.1 Karantænecentre
18.1.1 Lovgivning og ansvar
Hvis der er risiko for, at personer udsat for smitte (eksponerede) kan blive syge efter nogle
dage og måske smittefarlige, skal de udsatte personer holdes samlet og i karantæne,
indtil situationen er afklaret.
Formålet med karantæne er at hindre smittespredning fra personer, der muligvis er blevet
smittet, men som endnu ikke har fået symptomer. Formen for karantæne (omfanget af
restriktioner) afhænger af infektionens smittemåde og smitsomhed. Iværksættelse af karantæne
afhænger af, hvor tidligt efter den mulige smitteudsættelse videresmitte kan forekomme.
Karantænen vil som regel kunne ophæves, når den maksimale inkubationstid
er forløbet, uden at der har været sygdomstegn. Får personen sygdomstegn overgår personen
til isolationsregime.
Epidemilovens §§ 5 og 6 omtaler tvangsforanstaltninger, hvor man ved magt kan påbyde
personer at tage ophold på et sygehus med henblik på undersøgelse, observation og/eller
isolation. ”Sygehus” kan i denne forbindelse være et ”nødsygehus” eller et særligt oprettet
”karantænecenter”.
Epidemiloven placerer kompetencen til at beslutte, at karantæneforanstaltninger og
tvangsforanstaltninger skal iværksættes, hos epidemikommissionen.
Beslutning om iværksættelse af karantæne over for personer eller grupper af befolkningen
kan således træffes lokalt af regionens epidemikommission eller af indenrigs- og
sundhedsministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen.
18.1.2 Planlægning, organisation og iværksættelse
Der er behov for, at hver region konkret planlægger for eventuel etablering af karantænefaciliteter.
Hver region bør udpege karantænecentre i samarbejde med embedslægeinstitutionen,
politidirektøren og den kommune, hvori lokaliteten befinder sig. Som minimum
bør der være karantænecentre ved naturlige grænseovergange.
Det kan være hensigtsmæssigt at inddrage forsvaret i planlægningen, idet forsvarets kaserner
på grund af bevogtningsmuligheder og beliggenhed umiddelbart synes at være velegnede
som karantænecentre. Det er også vurderingen, at kasernerne giver gode muligheder
for at opfylde de øvrige opstillede krav til karantænecentre. Regionerne bør derfor
overveje at tage initiativ til, at der indgås aftaler om benyttelse af konkrete kasernefaciliteter.
Indgåelse af en aftale bør koordineres i et samarbejde mellem Danske Regioner,
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Forsvarsministeriet.
Valget af forsvarets kaserner understøttes endvidere af, at andre faciliteter som fx skoler
og idrætshaller i forvejen må antages at skulle anvendes til genhusning af de patienter,
som tvangsudskrives fra sygehusene, men som ikke kan udskrives til eget hjem.
Regionen og epidemikommissionen (ved politidirektør og embedslæge) bør i samarbejde
planlægge for håndtering af en situation, hvor der skal foretages isolation af mistænkt
smittede personer. Planlægningen skal være operationel og bør udover de almindelige
politimæssige opgaver blandt andet indeholde aftaler om pressestrategi, information til
borgerne samt kommunikation mellem myndighederne, internt og eksternt.
Bilag til håndbog i sundhedsberedskab – v. 2.0
89