Køresporten nr. 2 2010.pdf - Karetmager.dk

Erik Nielsen fortæller om sin tur. Fotos: Mette Nørgaard
så hestene kunne vænne sig til, når bommene
gik ned, togene kom og klokken ved jernbaneovergangen
bimlede. Den første gang det skete,
vendte hestene som på kommando og med Erik
klemt imellem sig, løb de hjem. Men efterhånden
fik Erik dem trænet til, at de kunne stå der
uden problemer, så i april 1991 startede turen fra
Hornbæk i Nordsjælland, mod Holbæk og Korsør.
Det var Eriks plan at arbejde sig frem, og allerede
inden han forlod Sjælland, havde han sit første
job, hvor han arbejdede i nogle få måneder.
Så skulle Erik over den gamle Lillebæltsbro, og
der hvor han skulle køre, er den ikke mere end
cirka fem meter bred, og der var 60 cm over til
hvor togene ville komme susende ham og hestene
i møde med 80 km i timen. Og på den anden
side af dem ville der komme store lastbiler med
lige så stor hastighed. Over kom han dog, uden
større problemer, så træningen inden turen var
anstrengelserne værd.
Det gik videre mod Sønderjylland, hvor han
besøgte familien i Højer. En svoger sagde til ham,
at han var bindegal, men som Erik sagde: ”Du har
gået her i mange år med køerne og set på deres
bagdel, jeg vil gerne se lidt mere end det” Det
kunne der jo være noget fornuft i – trods alt.
Erik fortsatte ned langs vestkysten og skulle
krydse både Kielerkanalen og Elben for at komme
til Itzehoe. Hoven på den ene hest begyndte
at revne oppe ved benet, så hvad nu? Erik kom
til Statt, hvor han fik kontakt til en dyrlæge, som
kunne fortælle, at revnen skyldtes jernets slag
der gik op gennem hoven, hver gang hesten tog
et skridt. Det fik Erik til at konstruere en sko af
gummi fra dæk, der kunne skrues på den normale
sko. Med de ”dæk” kunne der køres 120
km. Erik arbejdede i et år hos en bonde, og imens
helede hoven op.
Erik kørte på turen også langs floden Sohn og
kom ned langs det system af floder, der går gennem
Frankrig. Så kom Erik og hans heste til byen
Lyon. Der er ufattelig mange mennesker samlet
på - vil nogen nok mene - alt for lidt plads. Det
tog hele tre dage at komme gennem Lyon. Turen
går også gennem vindistrikterne Champagne,
Renault og området, hvor cognacen bliver til.
Der blev også tid til at runde det gamle pavepalads
ved Avignon. På et tidspunkt kunne Erik
spare flere hundrede kilometer, hvis han fik lov
til at krydse et område i Sydfrankrig, hvor der er
tre store atomkraftværker. Dette lykkedes ham,
så han, som en af de ganske få, blev klarificeret til
at køre gennem området, der normalt er helt lukket
land for uvedkommende.
Byen Toulon blev noget nær et mareridt for
Erik og hestene. Der var meget tung og tæt trafik,
og Erik skulle følge med trafikken fra lyskryds
til lyskryds, og der var 40 styk af dem. Det var
trætte og skummende heste, der endelig kunne få
hvil, da Toulon var passeret.
Den 15. januar vendte Erik næsen mod nord
igen og op mod Alperne. Det var nogle problemer
med en ondskabsfuld bonde på hans sidste
arbejdsplads, der gjorde, at han drog af til trods
for risikoen for at ende i en voldsom snestorm i
bjergene. Det gik op ad i hårnålesving – hestene
har stået stille i fire måneder, og deres ben
syrede til. Erik mødte heldigvis en franskmand,
der tilbød ham arbejde på sin gård ikke så langt
væk. Erik sagde ja til at hjælpe med at pasteuriserer
mælk fra 350 geder. Han fik godt nok sine
betænkeligheder, da han nærmede sig gården.
Køresporten 2·2010
19