Den skæve - Hus Forbi

| kommentar | af
Mira Kellermann er 25 år og studerende
på Journalisthøjskolen i
Århus. Det sidste år har hun holdt
pause fra studierne, bl.a. for at
vandre rundt i Danmark.
foto Susan Goul
Jeg blev budt
indenfor hos
pensionister og
førtidspensionister,
hos psykiatere og
psykiatriske patienter,
hos alkoholikere
og afholdsmænd.
Jeg overnattede hos
en fremskridts-
partipolitiker på
Mors og hos en
iransk asylansøger
på Ebeltoft Asyl-
center.
hus forbi beklager
I Hus Forbi nr. 88, august 2009, bragte vi
artiklen ‘Han skal slå mig ihjel først’, hvori Sanne
Graffe anker over, at politiet i Danmark ikke
kender til eller benytter en paragraf i loven, som
giver mulighed for at bortvise en voldelig partner
fra hjemmet. I artiklen fremsætter Sanne Graffe
en række påstande om vold og trusler i et forhold,
hun tidligere har haft til en mand, og det er med
afsæt i disse personlige erfaringer, at hun ikke
mener, politiet handler effektivt nok i voldssager.
24 | HUS FORBI | nr. 90 | oktober 2009
Hvis der er et folkefærd, jeg altid har haft fordomme
om, er det danskerne. Jeg har set os som et lukket og
ugæstfrit folk, der har nok i os selv – måske fordi vi
har nok af det hele. Fordomme er til for at blive pillet
ved. Så derfor – eller bl.a. derfor – besluttede jeg mig
i foråret for at tilbringe nogle måneder på landevejen.
For at lære mit hjemland at kende og for at sætte mine
egne fordomme på en prøve.
April var kun få dage gammel, da jeg pakkede en
barnevogn med sovepose og varmt tøj og rullede ud
af København. Jeg lagde Sjælland bag mig skridt for
skridt. Når aftenen nærmede sig, bankede jeg på hos
folk og bad om ly for natten imod at hjælpe til med
havearbejde eller lignende. Jeg var overvældet over,
hvor let det gik. Jeg skulle aldrig banke på mange
døre, før jeg blev inviteret ind og fik lov at overnatte
i gæsteværelser, campingvogne eller varmestuer. Jeg
blev budt indenfor hos pensionister og førtidspensionister,
hos psykiatere og psykiatriske patienter, hos
alkoholikere og afholdsmænd. Jeg overnattede hos
en fremskridtspartipolitiker på Mors og hos en iransk
asylansøger på Ebeltoft Asylcenter. Gæstfriheden
fandt jeg i alle kroge af landet på tværs af økonomiske,
sociale og etniske skel.
Jeg fik ofte fornemmelsen af, at lige så taknemmelig
jeg var over folks gæstfrihed, lige så taknemmelige
var de over at få en mulighed for at være gæstfri. Det
er åbenbart sjældent, at nogen banker på og beder om
noget som helst. Og mange af mine værter blev overrasket
over at opleve sig selv som meget mere åbne og
tillidsfulde, end de selv havde regnet med.
’Tak fordi du kom på besøg, og kom endelig tilbage’,
sagde de tit, når jeg skulle til at gå. Så sagde jeg tak
for gæstfriheden og for dejlig mad og vandrede videre
mod nye egne.
Jeg gik rundt på landevejene i flere måneder uden
at møde en eneste vagabond. På Ærø stødte jeg på
den første og eneste ’kollega’ – og han var guddø-
Mira Kellermann | mirakel_lermann@hotmail.com
Gæstfrihed på landevejen
Danskerne lukker ikke døren op for fremmede, gæstfrihed skal man lede længe efter. Nogenlunde sådan lød
min fordom, inden jeg vandrede Danmark tyndt med min barnevogn som ’frivillig’ vagabond i foråret.
Artiklen har fået Sanne Graffes ekskæreste,
som er omtalt i artiklen, men ikke nævnt ved
navn, til at reagere. Han kan ikke genkende Sanne
Graffes beskrivelse af deres forhold og mener
ikke, at hendes påstande om vold og trusler fra
hans side er sande. Han gør samtidig indsigelse
over ikke at være blevet hørt i forbindelse med
artiklen.
Hus Forbi beklager, at vi ikke, inden artiklen
blev trykt, har indhentet en kommentar fra eks-
demig pensioneret. Han hed Gypsy og havde været
på valsen i en menneskealder. Men for et år siden
besluttede han sig for at slå sig ned i Ærøskøbing. Jeg
blev inviteret indenfor i eksvagabondens lille byhus,
og som alle andre, der ingenting ejer, bød han mig på
alt – både bajere, bøffer og kartoffelmos.
På min tur var jeg hele tiden meget bevidst om, at
selvom jeg havde en barnevogn og manglede en fast
adresse, var jeg ikke, som vagabonder er flest. Under
mit besøg hos Gypsy blev det endnu mere tydeligt.
Selvom det var mig, der på papiret var hjemløs, og
Gypsy, der var fastboende, var det stadig ham, der
var vagabondkongen. ’Du er jo ikke engang alkoholiker
endnu’, sagde han til mig en aften med en flig af
overbærenhed i stemmen. Når jeg fortalte Gypsy om
den åbenhed, jeg havde mødt på hele min tur, var det
ikke et mønster, han entydigt kunne genkende fra sin
tid på landevejen. Og med al respekt for de venlige og
gæstfri folk, jeg har fået lov at besøge på min vandring,
så har mindst halvdelen sagt, at hvis jeg havde
været en arketypisk vagabond med fuldskæg og en
guldbajer i inderlommen, havde de aldrig lukket mig
ind i deres hjem. Jeg er godt klar over, at jeg har fået
en overordentlig positiv særbehandling.
Som foråret skred frem, pyntede jeg min barnevogn
med dannebrogsflag, som så mange farende svende
har gjort før mig. Mit forhold til det rød-hvide flag har
ellers altid været mildest talt lunkent, men for første
gang i mit liv føler jeg en form for stolthed over mit
lille, flade land. Det har ikke noget med politik eller
røde pølser at gøre. Uendeligt langtfra. Det har noget
at gøre med en flok mennesker, der spontant har åbnet
deres dør for mig – en fuldkommen fremmed.
Det er mit håb, at danskerne vil lade døren stå
på klem, og at den efterhånden også vil åbne sig for
skævere eksistenser end mig. Det kræver selvfølgelig
først og fremmest, at der er nogen, der banker på for
at bede om en snak, en øl, en overnatning – eller bare
en kop kaffe. |
kæresten. Hus Forbi er underlagt medieansvarsloven
og de presseetiske regler, og det er vores
ansvar, så vidt det er muligt, at dokumentere de
oplysninger, vi bringer videre, ligesom det er god
presseskik at høre begge parter i en sag. Det har
vi forsømt i dette tilfælde. Og det beklager vi.
Hus Forbis redaktørteam
Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen