14 • nr. <strong>10</strong>/20<strong>10</strong> Krigsveteraner Tokes og Møllers fælles tale til Pløger’s begravelse Kære Pløger Kæreste søn, bror, onkel, barnebarn, premierløjtnant, ven. Bedste ven. Et fuldendt menneske som dig havde mange titler. Vi er stolte af at kunne kalde dig for sidstnævnte og har altid nydt hvert eneste sekund i dit selskab. Vi er stolte og taknemmelige over at have kendt dig i hele dit 26-årige liv, som sluttede alt for brat den 21. juli, da du udførte det arbejde, som vi ved, at du brændte for og troede på. Du fortjener – og har fået – al den ære og respekt, der er i verden, for det arbejde, du og dine soldater udførte i Afghanistan. Vi er sikre på, at de fulgte dig hvor som helst. Det ville vi have gjort. Vi elskede at være sammen med dig. Om det var på forhindringsbanen, til filmaften eller i din svømmehal kl. 7 om morgenen betød ikke noget, bare DU var der. Din tilstedeværelse har altid skabt ro i os, og du har altid været der, når vi har haft brug for dig. Dit evigt positive væsen og verdens dejligste smilehuller kunne hive én op fra de dybeste huller. Du var et enestående menneske i alle henseender, og vi har altid holdt af at tale om dig i store vendinger, som aldrig kunne blive store nok, for ingen ord kan forklare, hvor meget du betyder for os, og ikke mindst hvor meget vi ved, du betyder for dit livs kærlighed, Marie, dine brødre, mor, far, mormor, familie, soldater og venner. Du var netop en person, som ville alles bedste, og som var respekteret af alle, du mødte i din hverdag, og det siger utrolig meget om dig som menneske. Du havde så meget at give, og vi er og vil altid være stolte af dig. Din oberst sagde følgende om dig i sit mindeord: „For dine soldater var du sikkerhed og tryghed. For os andre var du en inspiration.“ Du var alle de ting for os, og vi vil savne dig mere, end man kan sætte ord på, indtil den dag, hvor vi atter mødes på den anden side. Vi er evigt taknemmelige for de 26 år, vi trods alt fik sammen. Ligegyldigt hvor travlt du har haft det, så har du altid haft tid til dine venner – om du så skulle rejse med tog fra Varde for at se os i en halv time, så gjorde du det. Derfor vil vi læse sidste linje op i det afskedsbrev, som vi modtog fra dig: „Hils alle de andre, og sig tak for alt“. Slå rekorder dér, hvor du nu engang er kommet hen. Giv aldrig op, Pløger. Tak for alle de dejlige minder, som vi altid vil værdsætte. Da lyset slukkedes i dine øjne, efterlod du et tomrum i os alle, og vi vil altid savne dig, ære dig og aldrig nogensinde glemme dig. Godspeed, Pløger. Møllers og Tokes mest dyrebare eje er de armbånd, som Pløger forærede vennerne, da han var hjemme på leave i april. og meget energisk person med let til smil. Ligegyldigt hvor han kom, skabte han med et skævt smil på læben og et glimt i øjet meget hurtigt gode relationer såvel arbejdsmæssige som sociale. Han var elsket af sine mænd og blev af mange betegnet som delingens far“, er blot enkelte linjer af den officielle pressemeddelelse, som for første gang satte navn og billede på den 34. danske soldat, der faldt i Afghanistan. Det blev langt fra sidste gang, begrebet „elske“ blev sat i forbindelse med Jonas Peter Pløger. En uge senere sagde soldaterne i Camp Bastion et sidste farvel til deres kammerat, og her udtalte chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Flemming Mathiasen, blandt andet: – Jonas, din deling elskede dig højt. Alle, der kendte dig, beundrede dig og nød at være i dit selskab. En lang strøm af taler fra flere chefer i forsvaret, fra feltpræsten, sognepræsten, kæresten og de to civile venner har for alle de, der ikke kendte Jonas, cementeret portrættet af et stort menneske og en dygtig officer. General Superman End ikke når savnet af kammeraten smerter allermest, har Morten og Toke tænkt tanken, at de skulle have forsøgt at tale Pløger fra at tage på mission til Afghanistan. – Jeg havde det helt fint med, at han tog af sted. Jeg har tænkt: Der kan ikke ske Pløger noget. Han er så super struktureret og professionel. Han har styr på alt, siger Toke, der satser på en fremtid i politiet. Morten, som blev bygningsingeniør, samtidig med at Jonas blev officer, er enig: – Som jeg sagde til Toke: Han er Superman, og Superman kan ikke dø. Eftertænksomt tilføjer han: – Han havde potentialet til at blive general. Han var fandeme dygtig. Morten sidder et øjeblik helt stille og stirrer på væggen, inden han atter bryder tavsheden: – Når jeg tænker på det: de drenge, der er i Afghanistan, fortjener al den respekt … Via sin afdøde ven kender han den særlige støbning, der gør en god kampsoldat. Han ved, at det ikke gøres med militær uddannelse alene. De menneskelige forudsætninger skal først og fremmest være til stede. Det var de hos alle de faldne, og det er de hos alle dem, der fortsætter kampen.
Krigsveteraner nr. <strong>10</strong>/20<strong>10</strong> • 15 Ligesom Pløger var, er hans to barndomsvenner også i besiddelse af fremragende pædagogiske evner.
Change language