Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

Selv har jeg med hensyn til det: at lave om på Martinus’
tekster, oplevet noget ved den hollandske oversættelse
af den lille bog Påske. I forvejen havde vi i vores
oversættergruppe i nogen tid diskuteret oversættelsen af
forskellige udtryk i Martinus’ værk, som på daværende
tidspunkt endnu ikke havde fået fællestitlen DET
TREDIE TESTAMENTE.
Bl.a. havde vi længe diskuteret et lidt specielt udtryk, som
Martinus anvender i det 10. kapitel af ovennævnte lille
bog. Næsten i slutningen af dette afsnit skriver Martinus
nemlig: “Gudesønnens jordiske rester var indhyllet i et
alentykt panser af sten suppleret med et bælte af romerske
stridsfolk iklædt stål og jern.”
I vores oversættergruppe syntes man dengang, at ordet
‘alentykt’ virkede lidt for gammeldags, og nogle læsere
ville måske slet ikke vide, hvad ‘alentykt’ var for noget.
Dog var det sådan, at ordet ’alen’ også findes på vores
sprog. I gruppen var der mere eller mindre den holdning,
at vi skulle finde en mere moderne og tidssvarende løsning
for at beskrive stenens tykkelse.
Da vi så mødte Martinus på Instituttet, forelagde vi ham
vores forskellige forslag til et mere moderne dansk ord,
som vi kunne oversætte til vores modersmål i stedet for
det efter vores mening noget utidssvarende ord alentykt.
I Martinus nærværelse kom vi så med forslag såsom, ‘et
tykt panser af sten’, ‘et meget tykt panser af sten’, ‘bag
en stor sten’, o.s.v…Martinus påhørte stille vores mange
‘forbedringsforslag’ til hans skrevne ord ‘alentykt’,
hvorpå han sagte klaskede sin ene håndflade ned i
bordpladen, for ligesom at signalere til os, at nu er det
altså meget vigtigt, at I hører rigtigt godt efter. Samtidig
så han kærligt, men også meget bestemt på os, hvorpå han
sagde: “At nu skulle vi virkelig være klar over, at hvis
vi ikke ønskede at oversætte hans ord og tekster præcist,
som han havde skrevet tingene på dansk, ja så skulle vi
slet ikke oversætte for ham mere.”
Der fik vi/jeg altså vores/min lektie om ikke at ændre
noget som helst i hans hellige bogtekster.
******
Som beskrevet ovenfor, var man i den lille gruppe B
blevet klar over, at MI ikke mere solgte ‘den rene vare’.
Dertil kom at en støt voksende gruppe interesserede
8
udenfor gruppe B var utilfreds med, at de ikke kunne
købe denne ‘vare’ på MI. Og utilfredsheden og længslen
efter denne ‘vare’ voksede mere og mere. Og hvis en
ærlig længsel efter noget er stor nok, må den kosmiske
mættelse før eller senere virkeliggøres. Dette ville så
betyde, at hvis ikke MI selv ville trykke disse bøger, så
måtte Forsynet gribe ind, og andre måtte træde til for
at trykke dem, således at den vigtigste del af Martinus’
mission - at man altid skal kunne købe ‘den rene vare’
- igen fandtes.
Så Forsynet måtte finde de mennesker, der havde de
nødvendige kvaliteter og ikke mindst det urokkelige mod
til selv at gennemføre trykningen af disse hellige bøger.
Og disse mennesker blev fundet, og de fik indpodet ideen
om, at de selv skulle gå i gang med denne trykning. Disse
mennesker viste sig at være Søren Ingemann Larsen
og Kurt Christiansen. Disse indså i første omgang, at
originalværket skulle ligge tilgængeligt på internettet,
og udgivelsen af originalværket i bogform var den
logiske konsekvens af dette, eftersom MI selv nægtede at
gennemføre dette, og dermed ikke respekterede Martinus’
udtrykkelige ønske om at udgive/trykke ‘den rene vare’
(se senere: Testamentets paragraf 3).
Kort derefter kom også Ruth Olsen ind i billedet, da hun
hørte om, at der nu var nogen, der havde fået ideen om at
udgive Martinus’ oprindelige bogtekster. Og med hende
kom der et tidsskrift ind i billedet, i hvilket man kunne
gøre opmærksom på eksistensen af gruppe B og dens
formål og forskellen i synspunkterne mellem gruppe A
og gruppe B. Her fandtes derudover muligheden for en
åben præsentation af begge gruppers argumenter. Nu ja,
Forsynet hedder ikke for ingenting Forsynet, det vil sige
at se forud og skaffe – ‘forsyne’ – mulighederne til, at
det forudsete kan virkeliggøres!
Ideen til genoptrykning af den rene ‘vare’ eksisterede
altså, og nu skulle den omsættes til noget håndgribeligt,
de trykte bøger. Og denne udgave måtte absolut være så
god, som det nu i den givne situation kunne lade sig gøre.
******
Der fandtes dog en ‘tilsyneladende’ hindring for denne
omsætning, fordi MI via Martinus Gavebrev (http://
martinus-webcenter.dk/pdf/gavebrev_1980.06.18.pdf)
havde fået copyright til blandt andet alle Martinus tekster,
og med dette i hånden troede og tror MI at kunne forhindre
trykningen af ‘den rene vare’, af andre end MI selv.
Med hensyn til om andre end MI kunne/måtte trykke
‘den rene vare’, havde jeg for mange år siden i Klint en
længere samtale med Willy (formanden af det daværende
og nuværende råd).
Da jeg spurgte ham, hvorfor man ikke mere kunne købe
den trykte ‘rene vare’ på MI, svarede han, at man dog