Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

copyrighten til at bekæmpe opfyldelsen af Instituttets
egen formålsparagraf; og dermed bekæmper de så også
uundgåeligt gaveprincippet. Denne bekæmpelse foretager
de i øvrigt med penge, de ironisk nok alene har takket
være selv samme gaveprincip! - praktiseret af tillidsfulde
og kærlige mennesker, der har haft fuld tillid til,
at Instituttet holder, hvad de er forpligtet på: nemlig
formålsparagrafen.
Martinus har ønsket at copyrighten bevares for at sikre
formålsparagraffen, hvilket vil sige: at de uændrede værker
bevares og udgives. Denne copyright kan instituttet
sikre ved at tillade, at Martinus Instituts formålsparagraf
overholdes, ved at de - hvis de vil - kan give tilladelse til,
at det uændrede værk i form af faksimili udgaven sælges
til kostpris - sådan som det lige nu er praksis. Men det vil
instituttet ikke. De påstår - urigtigt - at en retssag er den
ENESTE vej til at fastholde copyrighten. Men den retssag,
instituttet vil køre, er - hvis den «vindes» - en sikker
vej til at forbyde overholdelse af formålsparagraffen!
Har Martinus ønsket, at copyrighten skulle bruges til at
hindre opfyldelsen af formålsparagraffen? Nej, selvfølgelig
ikke. Martinus Institut bruger copyrighten til at
forhindre overholdelsen af formålsparagraffen, hvilket
naturligvis er det modsatte af det tiltænkte fra Martinus›
side. I stedet for at bruge copyrighten som Martinus
ønskede det, til at sikre at ingen - naturligvis heller ikke
instituttet selv - udgiver rettede udgaver af værket, men
alene udgiver de ikke-rettede værker - og ikke-rettede
oversættelser.
De mennesker udenfor instituttet , der modigt og gennem
mange års hårdt uselvisk arbejde nu har evnet at opfylde
formålsparagraffen, gøres nu til genstand for, hvad jeg
kun kan se som en ondsindet og stærkt proportionsforvrænget
propaganda på diverse facebook fora. Man
sammenligner rask væk disse mennesker med simple
tyveknægte, religiøse fanatikere, ja sågar med Blekingegade-banden
og med voldtægtsforbrydere. At det er
en mangeårig Institutmedarbejder, der tilsyneladende er
initiativtager og offentligt lægger navn til sådanne – i
mine øjne - uanstændige og uhæderlige sammenligninger,
kan vel kun give anledning til den dybeste bekymring hos
velmenende mennesker.
Jeg vil gerne opfordre til, at Instituttet indskærper for
alle dets medarbejdere, at den slags propaganda må stoppes
straks. Det skulle ikke være så vanskeligt at lave en
sådan selvjustits, efter som en medarbejder på Martinus
Institut ikke har lov til offentligt at udtrykke synspunkter,
der afviger fra Instituttets. Medarbejdere, der alligevel
udtrykker deres uenighed med Instiutttet, bliver smidt ud
uden varsel – uden forudgående samtale og uden at blive
informeret om, at man i instituttet praktiserer en sådan
rigid, uskreven loyalitetsregel, hvilket vil sige at man
som medarbejder ikke får en chance for at tage stilling
til, om man vil overholde denne regel eller ikke, da man
18
jo ikke informeres om den, før man er blevet dømt efter
den. At det forholder sig sådan ved jeg, fordi det var på
den måde, jeg selv blev ekskluderet fra Martinus Instituts
undervisningsgruppe.
Jeg håber og beder meget til , at formålsparagraffens
overholdelse hurtigst muligt bliver beskyttet, og at man
holder op med at lave førnævnte uværdige propaganda
mod de, som overholder formålsparagraffen; samt at
man også afskaffer den hemmelige loyalitetsregel, der
forbyder medarbejderne at udtrykke uenighed offentligt.
Nu er der måske nogen, der tænker, at han er da nok bare
forurettet og vred på Instituttet, når han skriver sådan. Til
dem kan jeg berolige med, at det er jeg slet ikke. Jeg har
fuld forståelse for, at alle gør det så godt, de kan, og når
man gør forkert, så skyldes det , man kun kan gøre som
ens overbevisning og evner i øjeblikket gør en i stand til.
Mit formål med dette indlæg har da heller ikke været på
nogen måde ukærligt at kritisere nogen personer, men
alene at kritisere de ting, som i mine øjne er ulogiske og
ukærlige; og som jeg derfor har følt det min pligt at gøre
opmærksom på i et tillidsfuldt ønske om, at det kan tjene
alene som en kærlig vejledning - eller sagt med Martinus’
ord: ”en vejledende og hjælpende hånd.”.
Jeg vil også gerne til slut minde om Martinus opfordring
til at være tilgivende og forstående overfor hans
modstandere med følgende visdoms citat:
Men da Resultatet af en saadan afvigende Opfattelse altid
sluttelig vil føre til en Bekræftelse af Virkeligheden,
vil alle de, som paa Basis af deres naturlige Anlæg er
nødsaget til at være mine Modstandere, i Virkeligheden
være mine Medarbejdere, og der vil i dette Tilfælde, ligesom
i alle andre af Livets Tilskikkelser, ikke være noget
som helst Grundlag for at gengælde eller svare paa nævnte
Væseners Intolerance med et af Intolerance fremkaldt
Gensvar, men derimod absolut ene og alene kun være
et fuldt og fast Grundlag for et af Kærlighed frembragt
Gensvar i Form af en vejledende og hjælpende Haand.
Livets Bog, Bind 1, stk. 14.
I tillid til at denne konflikt «blot» er en nødvendig
«børnesygdom» til visdommens erfaringskartotek, der
slutteligt vil føre til, at absolut alle til sidst urokkeligt vil
gøre det rette og kærlige, sender jeg alle sagens venner
mine kærligste og inderligste hilsener.