Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

Af Per Bruus-Jensen
32
Om ontologien i Martinus’ kosmologi
Udgangspunkt – Martinus’ vision 1921:
Verdensaltet er ikke bare en død samling stof og energi,
men et levende mega-væsen af rent åndelig natur. Dvs.
et immaterielt ”Noget”, der både kan og vil opleve, og
som via virkeliggørelsen af dette opnår rådighed over
såkaldt bevidsthed.
Ved bevidsthed forstås i samme forbindelse viden om
væren. Eller i udvidet form: viden om Nogets væren –
herunder egen væren.
Som rent åndeligt er verdensaltet i sit dybeste grundlag
et spørgsmål om immateriel tomhed og absolut stilhed,
og da det i denne ur-form er ukendt af mennesket, har
Martinus valgt at udtrykke det ved bogstavet ”X”, der jo i
matematikken står som symbol for den første ubekendte i
en ligning. Og da verdensaltet yderligere i sin grundform
heller ikke kan forklares ved eller sammenlignes med
noget kendt, lader det sig kun definere som ”et navnløst
Noget, der ér”. Men altså ”et Noget”, der ikke desto
mindre både kan og vil opleve, og som herved de facto
tilfører sig selv bevidsthed jfr. ovenstående definition.
Dvs. viden om sig selv og sin egen væren…
At det immaterielle verdensalt vil opleve og på dette
grundlag erkende sig selv, er iflg. Martinus begrundet i
eksistensen af et såkaldt ur-begær, der på selvrefererende
præmisser og med evigheden som forudsætning gennemsyrer
det samme verdensalt.
Og at det samme verdensalt ligeledes kan opleve og
således formår at erkende sig selv, viser i samme forbindelse
hen til eksistensen af en evne til at præstere
dette. Altså en oplevelsesevne, idet det skal tilføjes, at
både ur-begæret og oplevelsesevnen som ’dele’ af det
immaterielle verdensalt iflg. sagens natur også begge har
immateriel status.
Men hvordan er dette i praksis muligt…? Hvordan kan
noget gennemført immaterielt i skikkelse af tomhed og
absolut stilhed opleve og erkende sig selv…?
Det kan det heller ikke. I det mindste ikke som sådant.
Men problemet overvindes iflg. Martinus ved, at det
immaterielle Noget - X - under indtryk af ur-begæret
permanent og spontant træder i karakter som et tre-enigt
funktionsprincip. Et funktionsprincip, der som sådant
ganske vist er immaterielt, men som ikke desto mindre
via det førnævnte ur-begær evner at frembringe et illusionistisk
alternativ til denne sin egen basisnatur. Nemlig
i form af den såkaldte stoflige verden og virkelighed,
repræsenteret ved bl.a. det kendte, materielle univers med
dets hær af stofpartikler, organismer, kloder, solsystemer
og galakser mv.
Men igen: hvordan er dette dog muligt…? Hvordan kan
det immaterielle frembringe det materielle i hele dets utrolige
mangfoldighed af former, skikkelser og udtryk…?
Det kan det iflg. Martinus kun på et illusionistisk grundlag
således at forstå, at hele den materielle verden og
virkelighed rent faktisk ’ved roden’ er totalt immateriel
og derfor må betegnes som et kæmpemæssigt blændværk.
Men så genialt eksekveret, at det næsten er umulig at gennemskue
– selv for vor tids avancerede og skarpsindige
naturvidenskab.
Rent faktisk udgør den tilsyneladende materielle virkelighed
indbegrebet af de såkaldte ”Mayas slør”, bag
hvilke den immaterielle natur skjuler sig i rollen som
dét ”Noget”, der både har frembragt illusionen, og som
til gunst for ur-begærets tilfredsstillelse også oplever og
erkender den. Og via dette som om den egentlige pointe:
indirekte erkender sig selv. Nemlig som just ”et Noget,
der både kan og vil opleve.
Det tre-enige funktionsprincip
Den kosmiske ur-natur er altså ikke noget ”ingenting”,
men derimod noget helt andet, end hvad vi med afsæt i
vor kendte virkelighed for nuværende er i stand til at gøre
os forestilling om. Nemlig ”et Noget”, der ud af sit eget
immaterielle tomhedsdyb kan frembringe en direkte modsætning
til dette, repræsenteret ved den såkaldt materielle
verden og virkelighed. Ganske vist som et illusionistisk
blændværk, men ikke desto mindre. Og samtidigt yderst
overbevisende.
At det immaterielle Noget i praksis kan præstere dette,
forklarer Martinus med henvisning
til det forhold, at det pågældende Noget i virtuel form
rummer et i virkeligheden uendeligt potentiale af skabende
muligheder i sig. Muligheder, der med henvisning
til ur-begærets rolle i sammenhængen på autonomt grundlag
udnyttes på en maksimalt rationel og hensigtsmæssig
måde. Nemlig derhen at den pågældende ’måde’ lige
akkurat imødekommer det samme ur-begærs krav til
oplevelse og selverkendelse.
Det praktiske udtryk for dette er i første række ’etableringen’
af det foran omtalte tre-enige funktionsprincip, idet
netop dette åbner op for en faktisk udnyttelse af samtlige