Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

Jan Schmidt skrev på facebook:
Martinus om: ”Stilforskeren og åndsforskeren” (Artikelsamling
7.18)
At «åbne» Livets Bog er altså ikke gjort ved blot og bar
at åbne den rent fysisk, blade den igennem og «læse»
den. Den kan desuagtet heraf for en sådan læser være en
absolut lukket bog. Den kan kun virkelig åbnes af den,
der har nået et sådant begær efter åndelig viden, at han i
sin søgen efter denne ikke lader sig hindre hverken af stil
eller form. Hans bevidsthed må være så åndeligt fremskreden,
at disse nævnte realiteter er blevet et så ganske
underordnet spørgsmål, at han ikke ønsker at spilde tid
med nogen som helst form for kritik af disse. Kun den,
der er således indstillet, kan gøre sig håb om i nogen grad
at kunne åbne Livets Bog og komme til den dybere mening,
som er skjult bag den for alle synlige tekst og stil.
Enhver sandhedssøger eller åndsforsker, der ikke har den
her skildrede indstilling, men mere hæfter sig ved stilen
eller den ydre form, er jo ikke åndsforsker, men stilforsker
eller forske af den ydre form. For et sådant væsen kan
den til Livets Bog knyttede ydre form og stil undertiden
være en uovervindelig hindring, idet al dets energi udløser
sig i kritik af de i samme form eventuelt fremtrædende
små tekniske fejl og grammatiske ufuldkommenheder e.l.
Først når den dybere mening i Livets Bog bliver til hovedtingen,
og stilen og formen bliver til en biting for læseren,
da oplever han «den hellige ånd» gennem nævnte bog.»
Af ovenstående citat må man logisk udlede, at når man
retter i formen i Martinus værk, kommer man uundgåeligt
ind under stilforsker-kategorien. At bruge tid på
at rette i formen kan jo kun være et resultat af, at man
er kritiker af denne form. Havde man ingen kritik af
formen, var der absolut heller ingen grund til at rette i
denne form, så var man jo netop åndsforsker, som ifølge
Martinus i ovennævnte citat ikke ønsker at spilde tid
med nogen som helst form for kritik af formen. Og når
man ikke ønsker at spilde tid med kritik af formen, vil
man naturligvis heller ikke bruge tid på at rette i formen.
At rette i formen kan - ifølge ovenstående citat - derfor
kun være noget, stilforskeren ønsker at spilde tid med.
At stilforskeren så eventuelt prøver at sløre dette faktum
ved at komme med den logisk absurde påstand, at det
forholder sig lige omvendt, nemlig at den, der IKKE har
kritik af formen og derfor heller ikke vil rette i formen,
beskyldes for at være stilforsker; medens den, der har kritik
af formen og ønsker at rette, udråbes som åndsforsker;
viser jo blot med al tydelighed stilforskerens mentale
forvirring. For hermed har stilforskeren jo brugt Martinus
argumenter til at komme til den stik modsatte konklusion
af Martinus› egen. Det viser jo, at stilforskeren forveksler
åndsforskeren og stilforskeren med hinanden. Og dermed
bekræfter stilforskeren med al tydelighed Martinus› ord
om, at Livets Bog for stilforskeren er en «lukket bog»,
og at stilforskeren derfor ikke kan «komme til den dybere
mening, som er skjult bag den for alle synlige tekst og
stil.» Man må jo selvfølgelig tilgive stilforskeren. Men
det betyder jo ikke, at det så også er kærligt eller klogt at
give stilforskeren ret. Sagen ville jo være meget uheldigt
stillet, hvis det alene var stilforskeren, der skulle vogte
Martinus› værk.
Men det er det jo gud ske lov heller ikke! Martinus› værk
er en gave til menneskeheden fra Guddommen. Denne
gave er i Guddommens hænder. Og Guddommen skal
nok vide at sætte åndsforskeren og ikke stilforskeren til at
være den primære beskytter af hans værk. Stilforskerens
rolle kan naturligvis aldrig blive andet end sekundær
indenfor sagen - men ikke desto mindre en meget vigtig
advarsel til alle der har «ører at høre med» om, hvordan
værket IKKE skal behandles eller tilgås.
Toni Christina Bjerremose skrev på facebook som
reaktion på svensk skribents argumenter:
Kære Richard, man kan jo spørge sig selv, hvem det er, der
er mest ramt af suggestionens magt, du eller alle os andre,
der udover firkløveret har oplevet Martinus instituttets
magtanvendelse på egen krop. Du kender formentlig kun
instituttet fra deres hjemmeside eller evt. fra Klint, hvor
udenlandske gæster altid bliver favoriseret, mens vi andre
altid er blevet totalt ignoreret. Du ser dem kun fra den
pæne side, som de naturligvis også har, men når man som
vi andre også har set den grimme side, og oplevet censur,
bedreviden, magtarrogance, magtmisbrug og meget, meget
andet, og det fra de mennesker, som vi før så op til, men
som nu ligesom falske guder ligger knust for vore fødder,
da de netop viste sig at være falske., så er illusionen væk.
For øvrigt er det interessant, at først da firkløveret efter
forgæves at have ventet i mindst 10 år på at MI skulle
leve op til deres forpligtelser med f.eks. at gøre Martinus’
originale værk tilgængeligt og lave oplysningsarbejde,
og derfor selv påtog sig denne opgave for MI, først da
vågnede instituttet op og begyndte febrilsk at udvide deres
hjemmeside. Og i stedet for på deres grædende knæ at
takke firkløveret for det fantastiske og frivillige arbejde,
de havde gjort af kærlighed til Martinus, så blev man på
MI fornærmet over, at andre havde gjort det, de selv skulle
have gjort, og hævnede sig nu – for at sige det lige ud –
med at ville trække firkløveret i retten. Det er derfor, at tilliden
til MI for rigtig mange af os nu er ikke-eksisterende!
Derfor mener jeg, at det er meget let at sætte sig til dommer
over firkløveret og deres synspunkter, når man kun
bliver ensidigt informeret.
43