Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

v/Ruth Olsen
I Impuls nr. 1/2011 skrev jeg et brev til
Martinus med en del spørgsmål, der lå mig
stærkt på sinde, og som jeg gerne ville fortælle
om til dette blads læsere. Grunden til
denne lidt særprægede henvendelse var, at
jeg gennem nogen tid havde fået en stærk
oplevelse af, at ”Sagen” var ved at dreje ind
på et ”vildspor” og håbede Martinus kunne hjælpe os med
at få rettet kursen op. Jeg sluttede brevet med at citere,
hvad Martinus havde sagt på et rådsmøde 22/1-1974: ”Vi
skal holde vores ægte, så vokser det”, og spurgte dengang
hvad han mente med ordet ”ægte”.
Jeg fik naturligvis ikke noget svarbrev men har fået andre
former for svar, så i dag ved jeg godt, hvad han mente
med ordet ægte. For siden Martinus’ egne oprindelige
bøger er blevet udgivet, er ”sagen” vokset, men altså
hovedsageligt udenfor Instituttets regi, efter næsten at
have stået stille i 30 år. Den originale udgave af Livets
Bog er f.eks. nu på 3 år solgt i 270 ekspl., altså i hele sæt,
for værket er jo én stor bog. Det er ikke spor tilfældigt, at
Martinus ikke kaldte det ”Livets bøger”, men paginerede
hele værket fortløbende, fordi det skulle fremstå som en
sammenhængende helhed. Også her har Instituttet ændret
noget grundlæggende ved at splitte værket op i 7 adskilte
bøger ved at paginere hver bog for sig.
Det har altså været af stor betydning for mange, at de
kunne få den udgave, som Martinus selv skrev og udgav.
En betydning man på Instituttet ikke forstod og derfor
troede, det var nok at ”opbevare” et eksemplar i en lukket
boks i Instituttets kælder. Man mente ikke, der var behov
for at gøre det almindeligt tilgængeligt.
Faktisk har Martinus beskrevet, hvordan han med sine
ord kan overføre noget af sin bevidsthed til læseren. Bogstaverne
er repræsentanter for og indeholder den ”ånd”,
der overføres fra forfatter til læser. I artiklen ”Korsets
tegn” skriver han bl.a.: ”Hver gang læseren studerer en
bog, overfører han noget, der er usynligt, noget der ikke
er fysisk og derfor heller ikke direkte kan sanses med
fysiske sanser. Dette noget er intet mindre end nyt liv.
Dette ”nye liv” er ”påfyldt batteriet” eller bogen af dens
ophav og er noget af det samme væsens eget liv.”
Også Walter Russell har skrevet om, hvordan en stor
forfatter bliver en del af os, når han deler sin viden med
os. En mesters ord er som frø, der bliver sået i vor be-
14
Når ”ulydighed” er nødvendig
vidsthed, hvor de vil spire og gro og blive en del af
vor individualitet, hvis de altså ikke falder på ”klippegrund”.
Ved en subtil proces oplades vi således af
ny energi fra forfatter til læser.
Sensitive mennesker kan fortælle, hvordan den oprindelige
udgave af Livets Bog ”lyser” med en særlig
klar og harmonisk energi, hvad de ”opdaterede”
udgaver ikke gør. Martinus havde selvfølgelig sin meget
bevidste hensigt med gang på gang at pointere, at hans
værk skulle bevares helt uændret (og ikke op-bevares!)
og gøres let tilgængeligt for eftertiden. Her havde han jo
nedlagt de nøje overvejede ”frø”, som han var sendt til
jorden for at så i menneskehedens bevidsthed.
Hvis man som Instituttet administrerer Martinus ”sag”
næsten som en forretning, tolker copyrighten som et ”monopol”,
og udgiver værket i ændret form, da vil mange
af Martinus ”frø” svækkes og nok få noget sværere ved
at spire og gro. Selv i sin allersidste tale på hans 90 års
fødselsdag understregede Martinus vigtigheden af, at
”man ikke laver om på bøgerne”, for han vidste vel, at
de ufuldkomne væsener, der skulle føre hans sag videre,
ikke forstod den særlige energi, han havde nedlagt i sine
ord, ja i form såvel som indhold.
I Instituttets reviderede udgaver har man ikke bare ændret
layoutet med mindre bogstaver og ændret i værkets
overordnede titel (sat j i stedet for i), men man har udeladt
afsnits-nummereringen og i stedet sat stykoverskrifter
ind i den nu skabte bredere margin foran hvert afsnit i
stedet for som Martinus, der satte dem samlet ind bagest
i bogen. Var det mon noget, han gjorde tilfældigt, eller
var der en dybere mening med det? En overskrift styrer
bevidstheden ind på at læse det efterfølgende afsnit på en
bestemt måde, dvs man får en forhåndsindstilling. Martinus
ønskede nok, at vi skulle læse med åbent sind uden
forudfattede og fastlåste tankebaner. Martinus gjorde
ikke noget uden bestemte hensigter, når det gjaldt hans
kosmiske hovedopgave!
Gaveprincippet
I sin 90-års tale gentog Martinus sit ofte brugte udsagn, at
hans værk var en gave. Fra artiklen ”Gavekultur” ved vi,
at en gave der gives på betingelser for ham overhovedet
ikke er en gave. En gave siger man TAK for og begynder
ikke at lave den om, fordi man ikke synes, den er god nok,
som den er. Vil man lave en ”forbedret” udgave, må man