Abstrakte Identiteter – Konkret Vold - DIIS

Abstrakte Identiteter – Konkret Vold 

Et Studie af Befolkningsgruppers Deltagelse i Massevold 

Asger Petersen, Institut for Statskundskab, 2011 

Vejleder: Ulrik Pram Gad 

Antal ord: 27989

Abstract 

This thesis examines group participation in mass violence. Outbreaks of mass violence have 

plagued human history since the dawn of time. A disconcerting element of mass violence is the 

scale of the participation. Why do so many normal people participate in mass violence against their 

neighbors? In order to examine group participation in mass violence, this thesis employs a 

discursive approach to the formation of collective identity, to uncover how the relation between a 

collective identity Self and a constituting Other constructs mass violence as necessary. Based on a 

post-structuralist conception of Self-Other-relations as the condition of possibility of action, the 

thesis constructs a theoretical model to analyze mass violence, which focuses on the antagonistic, 

temporal and spatial dimensions of Self-Other-relations. Employing this model to analyze Self- 

Other-relations enables researchers to determine whether the relationship between population 

groups makes mass violence possible by constructing either fear of the Other, need for revenge 

against the Other, or dehumanization of the Other in present spatial and temporal terms. In order to 

test the model's explanatory power, the thesis analyzes relations between the Hutu and Tutsi in the 

1994 Rwanda genocide, and protestant-unionists and catholic-republicans in the Northern Irish 

conflict in 1972. The analysis finds that in Rwanda, mass violence was made possible by 

constructing both the Rwandan civil war and attempts to negotiate a cease-fire as a threat towards 

Hutu freedom and survival. Furthermore, Tutsi were constructed as age-old oppressors, incapable of 

change, and responsible for perpetrating atrocities and dominating the Hutu for more than 400 

years. In Northern Ireland, mass violence was not made possible by the relation between collective 

identities, as neither population group were constructed in ways that lead to mass violence. Instead 

the population groups were constructed as each others' less-than-radical Other: still different, and 

prone to conflict, but not in ways that lead to mass violence. 

The thesis concludes that research on mass violence should pay careful attention to how a collective 

identity Self relates to another population group in ways that rule out peaceful action by 

equivalating the identity of the Other with feared or hated objects, which results in the fear of, need 

for revenge against, or dehumanization of the Other.

Asger Petersen Speciale Institut for Statskundskab, KU 

Indholdsfortegnelse 

1. Indledning og problemformulering 2 

2. Videnskabsteoretiske overvejelser 9 

2.1. Videnskabsteoretisk grundlag 9 

2.2. Hvordan skabes teori og teori-modeller 16 

2.3. Sammenhængen mellem den teori-model og de analyserede cases 18 

2.4. Opsamling på videnskabsteoretiske overvejelser 24 

3. Kollektive identiteter og massevold 26 

3.1. Kollektive identiteters dannelse 26 

3.2. Selv-Anden-relationer og massevold 30 

3.3. Opsamling på kollektive identiteter og massevold 42 

4. Metodiske overvejelser 44 

4.1. Metodiske valg 44 

4.2. Analysens validitet 48 

4.3. Opsamling på metodiske overvejelser 49 

5. Analyse af folkedrabet i Rwanda 51 

5.1. Rwandas historie 51 

5.2. Kangura og RTMLs narrativ 53 

5.3. Narrativets mulighedsbetingelser for handling 64 

6. Analyse af konflikten i Nordirland 70 

6.1. Nordirlands historie 70 

6.2. Belfast Newsletters narrativer 72 

6.3. Irish News' narrativer 80 

6.4. Narrativernes mulighedsbetingelser for handlinger 87 

7. Diskussion af analysens resultaters betydning for teori-modellen 95 

7.1. Teoriens evne til skabe meningsfuld forståelse 95 

7.2. Sammenligning med Systematic Early Warning-modellen 97 

8. Konklusion og besvarelse af problemformulering 101 

9. Litteraturliste 107 

1


1. Indledning og problemformulering 

I specialet undersøger jeg befolkningsgruppers deltagelse i massevold. Massevold af massivt omfang, 

med stort antal ofre og deltagere, har været menneskehedens følgesvend siden de første samfund blev 

grundlagt. Rædslerne i Cambodia og Rwanda, for blot at nævne enkelte eksempler fra nyere tid, frem- 

står ufattelige i deres grusomhed og omfang. Over for denne ekstreme brutalitet kommer rationelle for- 

klaringsmodeller til kort, og den umiddelbare reaktion vil ofte være at stemple massevold som patologiske 

brud på normale samfundsnormer. 

Et særligt foruroligende spørgsmål ved massevold er deltagelsen – at så mange almindelige mennesker 

deltager aktivt i drab på deres naboer kan være svært at forstå og håndtere (Mamdani 2001: 7). 

Netop grundet den umiddelbare ufattelighed er det nødvendigt at forsøge at forstå hvorfor befolkninger 

deltager aktivt i massevold. Hvis vi ikke kan forstå, kan vi heller ikke forhindre før det er for sent. Ved 

blot at stemple udbrud af folkedrab som patologisk, risikerer vi at gøre os blinde for, hvordan volden er 

en latent del af den måde, vores samfund er struktureret på (Zizek 2009). 

I dette speciale undersøger jeg hvordan vi kan forstå befolkningsgruppers deltagelse i massevold. Hvorfor 

vælger dele af et lands befolkning at slå deres naboer ihjel? 

For at kunne forstå hvorfor befolkningsgrupper handler som de gør, er det nødvendigt at forstå deres 

opfattelse af verden på deres præmisser, og tage deres forståelse af verden alvorligt. Derfor anvender 

jeg en diskursteoretisk metode til at afdække hvordan befolkningers opfattelse af verden konstrueres 

diskursivt, og hvordan disse verdensopfattelser skaber specifikke mulighedsbetingelser for handling. 

Dermed kan jeg afdække hvordan en befolkningsgruppe kan opfatte massevold mod andre grupper som 

nødvendigt, hvilket muliggør massevold som handling. 

For at undersøge befolkningsgruppers deltagelse i massevold er det nødvendigt definere begrebet massevold 

teoretisk. Massevold har i mange år været studeret som folkedrab (Gerlach 2010: 290). Begrebet 

folkedrab anvendes dog inden for studier af vold på måder, som begrænser en analyse af befolkningsgruppers 

deltagelse i massevold 1 (Gerlach 2010: 6). Jeg definerer derfor massevold med udgangspunkt 

1 Inden for studier af folkedrab finder man flere forskellige diskussioner og definitioner af hvilke voldshandlinger der udgør 

folkedrab (se eksempelvis Kuper 1981, Charny 1988, Chalk og Jonassohn 1990, Fein 1990, Andreopoulos 1994, Hinton 

2002a, Gerlach 2010). Fælles for alle disse diskussioner er det problematiske i at definere hvorvidt den folkeretslige definition 

er fyldestgørende. Folkedrab er i folkeretslig forstand kodificeret i De Forenede Nationers Generalforsamling Resoluti- 

2


i Gerlach (2010), som fokuserer på massedeltagelse, i form af bred folkelig deltagelse og opbakning til 

vold (Gerlach 2010: 2-3). Tilfælde af voldelig konflikt kan betegnes som massevold, såfremt et stort 

antal mennesker, primært civile ikke-kombattanter bliver udsat for fysisk vold og dræbt af et stort antal 

andre mennesker, ligeledes primært civile ikke-kombattanter (Gerlach 2010: 1). 

For at forstå hvorfor en gruppe finder deltagelse i massevold nødvendigt, undersøger jeg hvordan be- 

folkningsgruppers opfattelse af verden konstrueres diskursivt. En gruppes verdensopfattelse forstår jeg 

som gruppens kollektive identitet. Kollektive identiteter er baseret på en fælles forståelse af verden og 

hvilke handlinger denne forståelse nødvendiggør (Hansen 2006: 26). En befolkningsgruppe definerer 

jeg således som en gruppe mennesker, der deler den samme kollektive identitet. Da jeg fokuserer på 

massevold, fokuserer jeg dog på kollektive identiteter, der udgøres af mange mennesker 2 . I forhold til 

dette speciale fokuserer jeg således på befolkningsgrupper, der udgøres af mange mennesker, der deler 

den samme kollektive identitet. 

For at forstå befolkningsgruppers deltagelse i massevold undersøger jeg kollektive identiteters rolle i 

massevold. Mit udgangspunkt er en poststrukturalistisk opfattelse af kollektive identiteters rolle i poli- 

tisk forandring. I dette perspektiv er gruppers identitet baseret på relationer til andre gruppers forskel- 

lighed. Denne forskellighed - Den Andens forskellighed - er konstituerende for gruppens - Selvets - 

on 260, Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide, vedtaget 9 December 1948. I folkeretslig 

forstand er folkedrab et forsøg på bevidst udryddelse af en gruppe på basis af dennes nationale, etniske, racemæssige eller 

religiøse tilhørsforhold (Kuper 1981: 19). For det første diskuteres der hvilke grupper der bør inkluderes, og hvordan disse 

grupper skal identificeres (se Hinton 2002a: 3-7 for en oversigt over denne debat). For det andet diskuterer man begrebet 

”bevidst udryddelse” eller ”intention” og hvordan man behandler og beviser dette (se Gerlach 2010: 7-8 for oversigt over 

denne problematik). I forhold til hvorvidt der kræves beviselig ”intention om at udrydde” før man kan tale om folkedrab, 

fører et fokus på intentionen til konstruktion af monolitiske aktører, der umuliggør en nuanceret undersøgelse af samfundsprocesser 

der leder til massevold (Gerlach 2010: 7). 

At anvende en folkedrabs-tilgang til undersøgelsen af befolkningsgruppers deltagelse i massevold, medfører afgrænsning 

fra tilfælde af massevold, blot fordi ofrene kan artikuleres som del af en specifik gruppe, der ikke falder ind under FN- 

Konventionen. Ydermere fører et fokus på specifikke grupper til essentialisering af disse grupper (Gerlach 2010: 260, se 

også afsnit 6.2 samt Murer 2002). Et fokus på specifikke grupper er svært foreneligt med et fokus på kollektive identiteters 

rolle i massevold, idet kollektive identiteter netop er mangfoldige og evigt foranderlige (se afsnit 3.1). Da kollektive identiteter 

altid er under udvikling og forandring er det umuligt at opstille en udtømmende liste over hvilke former for kollektive 

identiteter der kan inkluderes i en definition af massevold. Der vil altid opstå nye former for identiteter, der med lige så god 

ret kan inkluderes på en sådan liste. Derfor anvender jeg ikke folkedrabs-tilgangen, men anvender Gerlachs (2010) definition 

af massevold som afgrænsning af mit analytiske objekt. 

2 Jeg kan ikke angive en præcis tærskel for, hvad der udgør en kollektiv identitet, der består af ”mange mennesker”, men det 

vil være grupper, der har en relativ stor størrelse i forhold til det samfund, hvor gruppen eksisterer. ”Socialdemokratiske 

vælgere i Danmark” er et eksempel på en kollektiv identitet, jeg ville betegne som en befolkningsgruppe ud fra min definition, 

mens eksempelvis ”statskundskabsstuderende på Københavns Universitet” måske nok har en fælles kollektiv identitet 

som studerende på et specifik institut, men ikke er mange nok til, at jeg ville betegne dem som en befolkningsgruppe. 

3


identitet, men forhindrer samtidig gruppen i at blive fuldkommen realiseret (Laclau og Mouffe 1985, 

Laclau 2007). Dette medfører at relationen mellem Selvet og Den Anden altid er negativ og baseret på 

antagonisme (Laclau og Mouffe 1985). En antagonistisk relation er præget af konflikt. Konflikt og vold 

er altid iboende i relationen mellem Selv og Anden, og er således en del af samfundets struktur (Zizek 

2009). Ikke alle samfund og grupperelationer er dog præget af voldelig konflikt - langt de fleste grupper 

lever sammen uden at ty til vold (Kuper 1981: 52). Med udgangspunkt i nyere poststrukturalistisk 

forskning i kollektive identiteters konstituerende rolle for staters handlinger (se eksempelvis Connolly 

1991, Campbell 1992, Neumann 1999, Hansen 2006), opfatter jeg relationen mellem Selvet og Anden 

som en potentiel kilde til konflikt og vold. 

Mit teoretiske udgangspunkt for forståelsen af kollektive identiteters rolle i massevold er, at relationen 

mellem Selvet og den Anden konkret muliggør og legitimerer bestemte handlinger, afhængig af hvordan 

relationen er struktureret (Hansen 2006). Kollektive identiteter er således mulighedsbetingelser for 

handling. Hvilke mulighedsbetingelser en kollektiv identitet skaber kan afdækkes via analyse af de narrativer, 

som en kollektiv identitet dannes af. 

At kollektive identiteter er mulighedsbetingelser for handling betyder at selvom relationen mellem Selvet 

og den Anden er baseret på antagonisme, er konflikt og anvendelse af vold altid kun en mulighed, 

ikke en nødvendighed. Hvorvidt vold bryder ud afhænger af, hvordan relationen konkret er struktureret 

i konteksten. Derfor kan jeg ikke afdække en kausal sammenhæng mellem kollektive identiteter og udbrud 

af massevold. Når kollektive identiteter opfattes som diskursivt produceret, er det ikke muligt at 

adskille identiteter og handlinger og begrebsliggøre dem som henholdsvis uafhængig og afhængig variabel. 

Identitet produceres og reproduceres gennem gruppers handlinger, der dermed ikke kan adskilles 

ontologisk fra hinanden. Identitet er handling og omvendt; disse to begreber er gensidigt konstituerende 

og diskursivt forbundet (Hansen 2006: 29). 

Derfor er mit formål at undersøge hvilke former for relationer mellem kollektive identiteter, der muliggør 

massevold, for dermed at kunne forstå befolkningsgruppers deltagelse i massevold. Jeg fokuserer 

på voldens ontologiske mulighedsbetingelser, og kollektive identiteters rolle i handlingers mulighedsbetingelser 

(Sonnichsen 2009: 53). Jeg undersøger således hvordan en poststrukturalistisk tilgang til 

identiteters dannelse, baseret på relationen mellem Selvet og Den Anden, kan muliggøre forståelse af 

befolkningsgruppers deltagelse i massevold ud fra følgende problemformulering: 

Hvilken rolle spiller kollektive identiteter for befolkningsgruppers deltagelse i massevold? 

4


For at besvare problemformuleringen konstruerer jeg en teori-model, der kan anvendes til at analysere 

hvorvidt kollektive identiteters indhold muliggør massevold. Ved at anvende denne teori-model til at 

analysere kollektive identiteter, kan jeg afdække hvordan befolkningsgruppers deltagelse i massevold 

konstrueres som en nødvendighed og dermed muliggøres. 

Teori-modellen er baseret på poststrukturalistisk IP-forskning i sammenhængen mellem staters identitet 

og udenrigspolitik. Staters specifikke identitet - statens relation til dens konstituerende Anden - muliggør 

bestemt udenrigspolitik, og ekskluderer alternative muligheder (Hansen 2006: 30-31). Som beskrevet 

er relationen mellem Selvet og den Anden altid negativ og potentielt konfliktfyldt (Torfing 1999: 

121-2). Ved kun at fokusere på den negative forskel mellem Selv og Anden, risikerer man dog at overse 

hvordan de er forskellige fra hinanden (Neumann 1999: 21, jf. Todorov 1999). Dette er problematisk, 

da selv små variationer i relationen mellem Selvet og den Anden kan muliggøre vidt forskellige 

handlinger (Hansen 1998: 365, Gad 2010: 142). Ved at analysere relationen mellem Selvet og den Anden 

på flere dimensioner, bliver det muligt at udføre en mere fyldestgørende analyse af sammenhængen 

mellem kollektive identiteter og handling (Hansen 2006: 43). 

Derfor består min teori-model af tre forskellige dimensioner, som Selvets relation til den Anden analyseres 

på. De tre dimensioner er: 

• Den antagonistiske dimension der omhandler Selvets opfattelse af den Andens forskellighed. 

Såfremt relationen til den Anden konstrueres på en måde der skaber frygt for, behov for hævn 

over, eller dehumanisering af den Anden, konstrueres vold mod den Anden som en nødvendighed. 

• Den temporale dimension der omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem 

Selvet og den Anden. Såfremt relationen til den Anden konstrueres som temporalt aktuel i konfliktskabende 

termer, skabes et behov for handling nu. 

• Den spatiale dimension der omhandler den rumlige, fysiske relation mellem Selvet og den Anden. 

Såfremt relationen til den Anden konstrueres som spatialt aktuel i konfliktskabende termer, 

skabes et behov for handling her. 

Teori-modellen er baseret på den påstand, at befolkningers deltagelse i massevold muliggøres såfremt 

relationen mellem Selv og Anden er baseret på narrativer, der konstruerer den Anden på en måde der 

5


skaber frygt, behov om hævn eller dehumanisering, og hvor relationen konstrueres som temporalt og 

spatialt aktuel i konfliktskabende termer. 

For at vurdere og underbygge min teori-models forklaringskraft anvender jeg teori-modellen til at ana- 

lysere to cases. Min teori-models værdi afhænger af dens forklaringskraft (Flyvbjerg 2006: 226, Glynos 

og Howarth 2007: 34, Wæver 2009: 205). Forklaringskraft handler om hvorvidt anvendelse af teori- 

modellen til analyse af objekter, som teoriens ontologi muliggør, skaber meningsfuld forståelse af ana- 

lyserede objekter, samt hvorvidt der er sammenhæng mellem teoriens ontologi og dens teoretiske på- 

stande (Glynos og Howarth 2007: 43). Endvidere skal teoriens evne til at skabe meningsfuld forståelse 

kunne sammenlignes med teorier med samme fokus (Glynos og Howarth 2007: 43) 

Ved strategisk at udvælge specifikke cases, på baggrund af deres potentiale for læring og betydning for 

teoretiske antagelser, kan jeg opnå viden, der kan anvendes til at vurdere teoriers forklaringskraft 

(Flyvbjerg 2006: 226). Derfor anvender jeg teori-modellen til at analysere en most-likely og en least- 

likely case. En most-likely case er meget favorabel for teori-modellens påstand. En least-likely case er 

meget ufavorabel for teori-modellens påstand. 

Som most-likely case vælger jeg folkedrabet på tutsi-befolkningen i Rwanda i 1994. Folkedrabet i 

Rwanda var præget af både et stort antal ofre på meget kort tid, samt en bred og aktiv deltagelse i vol- 

den fra hutu-befolkningens side (Pruniér 1995: 247, Mamdani 2001: 6, Fujii 2008). Befolkningens del- 

tagelse bliver beskrevet som central for voldens omfang (Mamdani 2001: 6). Folkedrabet i Rwanda 

fremstår derfor som en most-likely case for min teoretiske påstand, og jeg undersøger derfor hvorvidt 

kollektive identiteter i Rwanda muliggjorde massevold. 

Som least-likely case vælger jeg konflikten i Nordirland mellem katolske republikanere og protestanti- 

ske unionister, med fokus på perioden omkring Bloody Sunday i 1972. Selvom konflikten i Nordirland 

har været meget intens og undertiden nærmet sig en regulær borgerkrig, har massevold aldrig fundet 

sted. Samtidig har relationen mellem katolske republikanere og protestantiske unionister umiddelbart 

været baseret på had, frygt og krav om retfærdighed og hævn for de respektive gruppers handlinger. 

Konflikten i Nordirland fremstår derfor som en least-likely case for min teoretiske påstand, og jeg undersøger 

derfor hvorvidt kollektive identiteter i Nordirland ikke muliggjorde folkedrab. 

6


Såfremt jeg kan skabe meningsfuld forståelse af dynamikken i begge analyser, kan jeg konkludere at 

hvis teori-modellen er ”valid for this case, it is valid for all (or many) cases” (Flyvbjerg 2006: 230). 

For teori-modellens forklaringskraft betyder dette, at jeg kan konkludere at teori-modellen sandsynlig- 

vis kan anvendes til at forstå befolkningers deltagelse i massevold, hvis status befinder sig mellem den 

favorable case Rwanda og den mindre favorable case Nordirland - eksempler kunne være folkedrabet i 

Cambodia, eller de etniske konflikter på Balkan i 1990'erne. 

I analysen af Rwanda anvender jeg diskursanalyse til afdække hvilket narrativ hutu-befolkningens kollektive 

identitet er baseret på, og anvender min teori-model til at analysere hvorvidt dette narrativ muliggør 

massevold. Jeg analyserer kildemateriale fra avisen Kangura og radiostationen Radio Télévision 

Libre des Mille Collines (RTML) fra 1990 og frem til folkedrabets udbrud i april 1994. Begge kilder 

beskrives som centrale for skabelsen af had og frygt for tutsier blandt hutu-befolkningen i Rwanda 

(Mamdani 2001: 190). 

I analysen af Nordirland anvender jeg ligeledes diskursanalyse til at afdække hvilke narrativer 

katolske republikanere og protestantiske unionisters kollektive identitet er baseret på, og anvender min 

teori-model til at analysere hvorvidt disse narrativer ikke muliggør massevold. Jeg analyserer kildemateriale 

fra de nordirske aviser Belfast Newsletter og Irish News, fra Bloody Sunday, den 30. januar 

1972 til den 28. februar 1972, hvor konflikten er på sit højeste (Hayes & McAllister 2001: 913). De to 

kilder er blandt de mest læste i Nordirland, og repræsenterer henholdsvis den protestantisk-unionistiske 

og katolsk-republikanske befolkningsgruppe (Wolfsfeld 2004: 164). 

På baggrund af analyserne kan jeg vurdere min teori-models interne forklaringskraft. I forhold til 

Rwanda er forklaringskraften tilfredsstillende såfremt jeg afdækker Selv-Anden-relationer mellem hutuer 

og tutsier, der er baseret på frygt, hævn eller dehumanisering af tutsi-befolkningsgruppen i aktuelt 

konfliktskabende temporale og spatiale termer. 

I forhold til Nordirland forklaringskraften være tilfredsstillende hvis jeg afdækker Selv-Andenrelationer 

mellem den katolsk-republikanske og den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, der 

ikke er baseret på frygt, hævn eller dehumanisering i aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale 

termer. 

7


Endvidere sammenligner jeg teori-modellens evne til at skabe forståelse med den mest anvendte teori 

til analyse af udbrud af massevold, Systematic Early Warning-modellen (Harff og Gurr 1998, Harff 

2003). Early Warning-modellen fokuserer på hvilke faktorer, der fører til udbrud af massevold, for 

derved at kunne forudsige udbrud af massevold. Early Warning-modellen bliver i vidt omfang anvendt 

af FN til at vurdere sandsynligheden for udbrud af konflikt, massevold og folkedrab i lande verden over 

(Zenko og Friedman 2011: 21). Såfremt min teori-models evne til at skabe meningsfuld forståelse kan 

skabe alternativ forståelse af udbrud af massevold, som nuancerer eller supplerer Early Warning- 

modellen er min teori-models forklaringskraft tilfredsstillende. 

Specialets struktur er opbygget således: 

Afsnit 1. Indledning. Nærværende afsnit, hvor jeg præsenterer mit speciales fokus, problemformulering, 

samt min teoretiske, metodiske og analytiske tilgang. 

Afsnit 2. Videnskabsteoretiske overvejelser. Hvor jeg diskuterer studiet af kollektive identiteter 

i et poststrukturalistisk perspektiv, konstruktion af teori, og sammenhængen mellem teorimodellen 

og case-studierne. 

Afsnit 3. Kollektive identiteter og massevold. Hvor jeg diskuterer kollektive identiteters dannelse, 

samt teori-modellen for analyse af kollektive identiteters rolle i massevold. 

Afsnit 4. Metodiske overvejelser. Hvor jeg diskuterer hvilken metodisk fremgangsmåde jeg 

anvender i analysen af kollektive identiteter i Rwanda og Nordirland. 

Afsnit 5. Analyse af kollektive identiteters rolle i Rwanda. 

Afsnit 6. Analyse af kollektive identiteters rolle i Nordirland. 

Afsnit 7. Diskussion af analysens resultater for teori-modellen. Hvor jeg diskuterer teorimodellens 

forklaringskraft: dens evne til at skabe meningsfuld forståelse af de analyserede cases, 

samt hvorvidt teori-modellen kan sammenlignes med Early Warning-modellen. 

Afsnit 8. Konklusion og besvarelse af problemformulering. Hvor jeg konkluderer på min diskussion 

af kollektive identiteters rolle i befolkningens deltagelse i massevold. 

8


2. Videnskabsteoretiske overvejelser 

I dette afsnit diskuterer jeg det videnskabsteoretiske grundlag for mit speciale. Afsnittets formål er at 

diskutere hvilken forklaringskraft min teori-model for analyse af kollektive identiteter kan opnå. Så- 

fremt jeg på baggrund af analysen kan vurdere at forklaringskraften er tilfredsstillende, kan jeg anven- 

de den opnåede forståelse til at besvare problemformuleringen. 

Afsnittet består af tre dele. I den første del diskuterer jeg specialets videnskabsteoretiske grundlag og 

dettes betydning for min teori-model. 

I den anden del diskuterer konstruering af denne teori-model, og hvilke konsekvenser denne form for 

teori-konstruktion har for analysen. 

I den tredje del diskuterer jeg forholdet mellem teori-modellen og de to udvalgte cases. På baggrund af 

denne diskussion kan jeg afklare hvordan jeg kan anvende case-analyserne til at vurdere og underbygge 

min teori-models forklaringskraft. 

2.1 Videnskabsteoretisk grundlag 

I det følgende diskuterer jeg hvilke ontologiske og epistemologiske antagelser, som jeg baserer min 

analyse på, og hvilke konsekvenser disse antagelser har for analysen. Analysers ontologiske grundlag 

er afgørende for deres resultat, og derfor er det vigtigt at redegøre for de ontologiske antagelser, der 

ligger til grund for enhver analyse (Howarth 2005: 336, Sonnichsen 2009: 64). 

I ontologisk forstand placerer jeg mig i en poststrukturalistisk tilgang til samfundsvidenskab 3 . Post- 

strukturalismen er baseret på en opfattelse af grundlægende ontologisk tomhed eller mangel (Howarth 

og Glynos 2007: 14, 99-102) Ontologisk tomhed eller mangel betyder at alle strukturer, såsom objek- 

ter, ideologier eller videnskabelige paradigmer altid er ufuldstændige, og aldrig udgør en fuldstændigt 

struktureret objektivitet (Torfing 1999: 303). Der eksisterer således ikke et determinerende center eller 

absolut grundlag for sandhed eller videnskab. Ontologisk tomhed medfører en afvisning af universel 

objektiv sandhed til fordel for betydningen af kontingens, partikularitet og politiske valg, der handler 

om den evige kamp om mening og betydning 4 (Jørgensen og Phillips 2002: 21-3, Sonnichsen 2009: 

3 

For en detaljeret gennemgang af poststrukturalistisk samfundsvidenskabs rødder og udvikling, se Sonnichsen (2009, 45- 

56). 

4 

Det er vigtig at understrege at den poststrukturalistiske kritik er baseret på et ontologisk valg, der i yderste forstand er lige 

så kontingent og politisk, som det den kritiserer. Der er således tale om et valg, der ikke er ”bedre” eller ”mere sandt” end 

9


47). Dette betyder endvidere at videnskabelig produktion ikke er neutral og værdifri, men er en del af 

kampen om mening og betydning (Agersnap et al. 2001: 4-5). 

Afvisningen af objektiv sandhed 

Afvisningen af universel objektiv sandhed har betydning for min opfattelse af kollektive identiteters 

struktur, hvilken forståelse jeg kan opnå af kollektive identiteters rolle i massevold, samt hvilken form 

for videnskabelig status denne forståelse af kollektive identiteter har. 

Diskussionen af disse tre begreber - struktur, forståelse, videnskabelig status - er mulighedsbetingelser 

for at kunne vurdere min teori-models forklaringskraft, samt analysens validitet. Afklaring af begreber- 

ne forklaringskraft og validitet er nødvendigt for at jeg kan opstille kriterier for, hvad der udgør en til- 

fredsstillende forståelse af kollektive identiteters rolle i massevold. Derfor redegører jeg for min forstå- 

else af forklaringskraft inden jeg diskuterer afvisningen af objektiv sandheds betydning for min opfat- 

telse af kollektive identiteter. Diskussion af begrebet validitet sker i forbindelse med diskussionen af 

forståelsen af kollektive identiteters videnskabelige status. 

Forklaringskraft 

Forklaringskraft er en vurdering af, hvor god forståelse en teori kan give os af en analyses resultater 5 

(Glynos og Howarth 2007: 34, Wæver 2009: 205). 6 Vurderingen af teoriens forklaringskraft afhænger 

af interne og eksterne kriterier (Glynos og Howarth 2007: 38). Den interne forklaringskraft handler om 

hvorvidt anvendelse af teorien til analyse af objekter, som teoriens ontologi muliggør 7 , skaber me- 

ningsfuld forståelse af analyserede objekter, samt hvorvidt der er sammenhæng mellem teoriens onto- 

logi og dens teoretiske påstande (Glynos og Howarth 2007: 43). Med meningsfuld forståelse forstår jeg 

en vurdering af, hvorvidt der er sammenhæng mellem teoriens påstande og den dynamik, som afdæk- 

kes i analyse af konkrete cases. Idet forklaringskraften drejer sig om at skabe meningsfuld forståelse af 

analyserede objekter, relaterer forklaringskraften sig til analyse af enkelte cases. Vurderingen af forkla- 

andre ontologiske perspektiver, såsom rationalistisk universalisme, men om et valg der er anderledes, og indeholder andre 

styrker og svagheder. 

5 Jeg kunne med god ret kalde forklaringskraft for forståelseskraft, men vælger forklaring da dette ord anvendes i Glynos og 

Howarth (2007) og Wæver (2009) som jeg baserer min forståelse af forklaringskraft på. 

6 Denne definition adskiller sig fra en positivistisk opfattelse af forklaringskraft, der handler om hvor stor del af den statiske 

varians en teoris variable kan forklare, eller hvorvidt der er sammenhæng mellem hypotetiske universelle lovmæssigheder 

og observerede begivenheder (Glynos og Howarth 2007: 23). 

7 Teoriers ontologi er diskursiv mulighedsbetingelse for de objekter, som teorien omhandler (Hay 2006: 80). 

10


ringskraft sker derfor altid i forhold til en konkret analyse. Vurdering af forklaringskraften siger der- 

med også noget om hvor mange forskellige cases en teori kan forklare (Flyvbjerg 2006: 228). Ved stra- 

tegisk at udvælge specifikke kritiske cases, på baggrund af deres potentiale for læring og betydning for 

teoretiske antagelser, er det muligt at opnå viden, der kan anvendes til at vurdere teoriers forklarings- 

kraft (Flyvbjerg 2006: 226). Vurdering af teori-modellens forklaringskraft indeholder således en vurde- 

ring af teori-modellens generaliserbarhed 8 (Flyvbjerg 2006: 228). 

Endvidere må teoriens evne til at skabe forståelse kunne sammenlignes med andre teorier, der har 

samme fokus (Glynos og Howarth 2007: 43). Hvis min teori-model kan skabe plausible alternative for- 

klaringer end allerede eksisterede teori med fokus på massevold, har min teori-model en tilfredsstillen- 

de forklaringskraft. Såfremt jeg på baggrund af analysen kan vurdere at den interne forklaringskraft er 

tilfredsstillende, kan jeg anvende den opnåede forståelse til at besvare min problemformulering 9 . 

Den eksterne forklaringskraft afhænger af samfundets opfattelse af teorien. I et poststrukturalistisk 

forskningssamfund, hvor der ikke findes absolut og objektiv målestok for god videnskab, er vurderin- 

gen af forklaringskraft i høj grad en intersubjektiv proces mellem interagerende forskere (Agersnap et 

al. 2001: 17). God videnskab er derfor kort sagt ”what our peers will let us get away with saying” (Ror- 

ty 1980: 176). En teoris eksterne forklaringskraft er således vedvarende afhængig af andre forskeres 

vurdering af den, og forklaringskraftens status som tilfredsstillende eller ej er derfor altid kontingent og 

partikulær - som alle andre opfattelser af sandhed. At opstille kriterier for tilfredsstillende forklarings- 

kraft skal derfor ses som et led i en overtalelsesstrategi, der har til formål at overbevise det relevante 

akademiske publikum om tilstrækkeligheden i teori-modellens forklaringskraft og analysens validitet 

(Glynos og Howarth 2007: 38-40). Idet min teori-model fokuserer på kollektive identiteters rolle som 

mulighedsbetingelse for befolkningsgruppers deltagelse i massevold, er det relevante akademiske publikum 

forskere inden for disse to forskningstraditioner – den poststrukturalistiske tilgang til kollektive 

identiteter samt forskning i udbrud af massevold. 

8 

Ved ”generaliserbarhed” forstås i traditionel videnskabsteori generalisering af resultater fra en repræsentativ stikprøve til 

en komplet population eller generalisering af resultater på baggrund af komparative case-studier (Flyvbjerg 2006: 225). 

Denne form for formel generaliserbarhed har til formål at formulere kausale sammenhænge mellem uafhængige og afhængige 

variable. Den form for generaliserbarhed, som jeg anvender i denne sammenhæng, skal snarere forstås som ”the force 

of example” (Flyvbjerg 2006: 234) - en logisk generalisering fra analyse af enkelte, kritiske cases. 

9 

I slutningen af dette afsnit diskuterer jeg hvordan jeg min teori-model konkret kan opnå tilfredsstillende intern forklaringskraft. 

11


Den interne og eksterne forklaringskraft hænger sammen på følgende måde. Enhver definition af, hvad 

der udgør tilfredsstillende forklaringskraft, er i sidste ende være baseret på partikulære kriterier. Den 

interne forklaringskraft er tilfredsstillende såfremt teori-modellen skaber meningsfuld forståelse af analyserede 

objekter, der er plausible alternativer til teorier med samme fokus 10 . Meningsfuld forståelse 

forstår jeg som sammenhæng mellem teoriens påstande og dynamikken i de analyserede cases - og sådan 

kan jeg blive ved med at udskyde den endelige definition af forklaringskraftens mening 11 . Derfor 

er den endelige vurdering af den interne forklaringskraft altid afhængig af den eksterne forklaringskraft 

- hvorvidt det relevante publikum finder forklaringskraften tilfredsstillende. 

Da forklaringskraften til dels handler om hvorvidt jeg kan opnå meningsfuld forståelse af analyserede 

objekter, er det vigtigt at afklare hvilken form for forståelse af kollektive identiteter mit ontologiske 

udgangspunkt muliggør. For at kunne vurdere min teori-models forklaringskraft diskuterer jeg derfor i 

det følgende hvordan jeg forstår kollektive identiteters struktur, hvilken forståelse jeg kan opnå af kollektive 

identiteters rolle i massevold, samt denne forståelses videnskabelige status. 

Kollektive identiteters struktur 

Afvisningen af objektiv sandhed og det medfølgende fokus på kontingens og politik betyder at poststrukturalistisk 

samfundsforskning retter fokus på de diskursive mulighedsbetingelser for enhver partikulær 

sandheds- og virkelighedsopfattelse (Laclau 2000: xi). Diskursive mulighedsbetingelser er de 

sprogligt skabte strukturer 12 , der skaber rammer for opfattelsen af virkeligheden i et givent samfund 

eller for en given gruppe 13 (Howarth 1998: 281). Poststrukturalistisk samfundsforskning har derfor fokus 

på sproget og sprogets betydning for virkelighedsopfattelse (Lash 1991: x-xii). I forhold til min 

analyse af kollektive identiteters rolle i massevold betyder fraværet af objektiv sandhed samt opfattelsen 

af sprogets betydning for virkelighedsdannelse, at jeg ikke kan opfatte kollektive identiteter som på 

10 

Jeg diskuterer hvordan jeg konkret vurderer min teori-models forklaringskraft i afsnit 2.3, side 23. 

11 

Da selve sprogets måde at fungere på medfører at enhver fastlæggelse af endelig mening ikke er mulig (Howarth 2000: 

41, jf. Derrida 1982: 307-30). 

12 

Sproglige (diskursive) strukturer er ikke det samme som sociale strukturer. Sociale strukturer er eksempelvis klasser i 

Marxismen eller funktioner hos Parsons (Lash 1991: ix-x). Sproglige strukturer er derimod den sprogligt dannede opfattelser 

af eksempelvis klasser i Marxismen. I poststrukturalistisk optik eksisterer arbejdsklassen kun som socialt objekt såfremt 

og så længe den eksisterer som kontingent sproglig struktur. I poststrukturalisme har kun sproglige, eller diskursive, strukturer 

således social betydning. 

13 

Objekters diskursive mulighedsbetingelser kan forstås som objektets ontologi, som defineret af Hay (2006): ”the (specific) 

set of assumptions made about the nature, essence and characterics (in short, the reality) of an object or set of objects 

of analytical enquiry” (Hay 2006: 80). 

12


forhånd givne størrelser (Howarth 1998: 283). Dermed er det nødvendigt at analysere hvordan de kol- 

lektive identiteter, der danner rammerne for virkelighedsopfattelsen i de analyserede cases opnår social 

betydning som sproglige strukturer 14 . Disse sproglige, eller diskursive, strukturer er kollektive identite- 

ters mulighedsbetingelser, der gør det muligt at forstå en kollektiv identitet på en specifik måde (Laclau 

2000: xi). De diskursive strukturer, der danner en kollektiv identitet, skaber ydermere rammerne for 

meningsfuld handlen for medlemmer af en kollektiv identitet (Glynos og Howarth 2007: 137). Diskursive 

strukturer muliggør på samme tid således både en kollektiv identitets eksistens og handling. Diskursive 

strukturer er aldrig komplet strukturerede og derfor er kollektive identiteter altid sårbare over 

for forandring (Glynos og Howarth 2007: 11). Ved at analysere hvordan diskursive strukturer dannes 

og forandres bliver det muligt at forstå hvordan kollektive identiteter opstår og specifikke politiske projekter 

dermed muliggøres (Glynos og Howarth 2007: 5). Min analyse retter sig derfor mod at analysere 

og forstå de diskursive strukturer, der danner mulighedsbetingelse for de kollektive identiteter, der spiller 

en rolle i massevold i de analyserede cases 15 . 

Min forståelse af kollektive identiteters rolle i massevold 

Min forståelse af kollektive identiteters rolle i massevold er påvirket af afvisningen af objektiv sandhed 

på følgende vis. Kollektive identiteters rolle afhænger af hvordan jeg kan forstå sammenhængen mellem 

kollektive identiteter og specifikke handlinger, der udføres af denne kollektive identitet, såsom 

voldsanvendelse. Kollektive identiteter opfatter jeg som en diskursiv struktur, der muliggør specifikke 

handlinger. Min forståelse af kollektive identiteter afhænger således af denne sammenhængs karakter. 

Denne sammenhæng er ikke deterministisk, da determinisme ikke kan eksistere når kontingens erstatter 

objektiv sandhed. Hvis diskursive strukturer var fuldstændigt strukturerede ville sammenhængen mellem 

kollektiv identitet og handlinger være deterministisk 16 (Torfing 1999: 148). Diskursive strukturer 

determinerer aldrig handlinger fuldstændigt, da de altid er dislokerede 17 , hvilket muliggør det selv- 

14 

Såfremt kollektive identiteter i stedet opfattes givne på forhånd, som eksempelvis klasser i Marxismen, vil en analyse blot 

koncentrere sig om at afdække den politiske kamp mellem klasser, som antages at eksistere og have social betydning på 

tværs af al temporal og spatial kontekst. 

15 

Jeg diskuterer begrebet diskurs og den diskursive dannelse af kollektive identiteter nærmere i afsnit 2.3. 

16 

Et eksempel på deterministisk struktur er klassekampen hos Marx, der automatisk fører til historiske skift gennem kampen 

om produktionsmidlerne. 

17 

Dislokation er fremkomsten af et fænomen, der ikke meningsfuldt kan inkorporeres i den diskursive struktur, som derved 

bliver rystet og usikker, hvilket muliggør alternativer til den herskende struktur (Torfing 1999: 148-9). Da der altid vil være 

13


stændigt og kreativt handlende subjekt (Laclau 1990: 41, Torfing 1999: 148-9). Denne potentielle krea- 

tivitet muliggør altid at hele eller dele af en kollektiv identitet potentielt kan udføre handlinger, som 

ikke er muliggjort af den diskursive struktur. 

Sammenhængen mellem kollektive identiteter og handlinger kan heller ikke være kausal. Kausalitet 

omhandler korrelation mellem uafhængige og afhængige variable (Glynos og Howarth 2007: 22-23). 

Når kollektive identiteter opfattes som skabt af diskursive strukturer er det ikke muligt at adskille iden- 

titeter og handlinger og opfatte dem som henholdsvis uafhængig og afhængig variabel. Identitet produ- 

ceres og reproduceres gennem gruppers handlinger, der ikke kan adskilles ontologisk fra hinanden 

(Hansen 2006: 25-6). Identitet er handling og omvendt; disse to begreber er gensidigt konstituerende 

(Hansen 2006: 29). Det er vigtigt at understrege gensidigheden mellem diskurs og handling, for at und- 

gå lingvistisk reduktionisme (Howarth 2005: 336) - at handlinger blot opfattes som diskursers resultat. 

Sammenhængen mellem kollektive identiteters diskursive struktur og kollektive identiteters handlinger 

må derimod forstås som et spørgsmål om mulighed, om handlingers mulighedsbetingelser (Glynos og 

Howarth 2007: 154). De diskursive strukturer, der udgør en kollektiv identitet muliggør specifikke 

handlinger og ekskluderer muligheden for andre handlinger 18 (Glynos og Howarth 2007: 154) Da 

strukturen altid-allerede er dislokeret, eksisterer potentialet for kreative og ikke-determinerede handlin- 

ger dog altid (Glynos og Howarth 154-5). De handlinger, som muliggøres af en kollektiv identitet er 

således mulige, og ikke nødvendige handlinger. 

Jeg forsøger således forstå mulighedsbetingelserne for befolkningsgruppers deltagelse i massevold. 

Derfor konstruerer og afprøver jeg en teori-model, der kan afdække hvilke diskursive strukturer, der 

kan være mulighedsbetingelser for befolkningsgruppers deltagelse i massevold. Dette betyder ikke at 

massevold nødvendigvis vil ske, eller kun kan ske under disse diskursive strukturer. Men det betyder at 

massevold er en mulig og meningsfuld handling for den kollektive identitets medlemmer under disse 

diskursive strukturer. 

fænomener der ryster enhver diskursiv struktur, er enhver struktur altid-allerede dislokeret, hvilket umuliggør fuldstændig 

strukturel determinering (Torfing 1999: 149). 

18 Denne ekskludering af handlinger er dog ikke absolut eller determinerende. Da alle diskursive strukturer, der skaber mulighedsbetingelser 

for handling, altid-allerede er dislokeret, eksisterer muligheden for handlinger, der bryder med den diskursive 

struktur altid, hvor lukket strukturen end fremstår (Glynos og Howarth 2007: 154). 

14


Forståelsen af kollektive identiteters videnskabelige status 

Efter at have afklaret hvilken forståelse af kollektive identiteters rolle i massevold, er det nødvendigt at 

diskutere hvilken videnskabelig status denne forståelse har. Afvisningen af universel objektiv sandhed 

medfører at jeg ikke kan opfatte denne forståelse som sand i absolut forstand. Alle ontologiske platfor- 

me er kontingente og dermed anfægtelige, hvilket ikke kun gælder platformen, men også konkrete ana- 

lyser inden for platformen, der kun udtrykker én mulig måde at forstå et fænomen på (Howarth 2005: 

321). Analysers sandhed afhænger af de partikulære videnskabelige standarder der frembringer analy- 

ser, ikke af analysens forhold til en neutral, virkelig verden (Howarth 1998: 283). 

Forståelsen af kollektive identiteter er således en kontingent sandhed, en sandhedskandidat blandt flere 

mulige (Howarth 2005: 328). Denne kontingente sandhedsstatus afhænger af, hvorvidt forståelsen er 

valid. Afvisningen af universel objektiv sandhed medfører, at min forståelse af kollektive identiteters 

rolle i massevolds validitet afhænger af analysens troværdighed (Agersnap et al. 2001: 13, Gad 2010: 

269). 19 Analysens troværdighed sikres gennem analytisk transparens, at det står klart hvordan min ana- 

lyse er gennemført (Gad 2010: 269). For at sikre min analyses transparens beskriver jeg min metode i 

afsnit 4. 

På baggrund af ovenstående diskussion kan jeg afklare sammenhængen mellem teoriens forklarings- 

kraft og analysens validitet. Forklaringskraft relaterer sig til teorien om kollektive identiteters rolle i 

massevold. Forklaringskraften er en vurdering af teoriens værdi og evne til at skabe meningsfuld for- 

ståelse af kollektive identiteters rolle i massevold. 

Validitet relaterer sig til analysen af kollektive identiteters rolle i massevold. Analysens resultater er 

valide såfremt analysen er tilfredsstillende udført, hvilket indebærer et fokus på analytisk transparens. 

Hvis analysens resultater ikke er valide, er forklaringskraften opnået på et utilfredsstillende grundlag. 

Dermed er forklaringskraften ligeledes utilfredsstillende. 

For at opnå en tilfredsstillende forståelse af kollektive identiteters rolle i massevold er det således nød- 

vendigt at både teori-modellens forklaringskraft og analysens validitet er tilfredsstillende 20 . 

19 

Til forskel fra traditionel positivistisk validitet, der forudsætter en uafhængigt eksisterende social virkelighed, der blot 

venter på at blive afdækket (Gad 2010: 268) 

20 

Ved at teorien skaber meningsfuld forståelse af dynamikken i de analyserede cases og at disse analyser er baseret på en 

transparent analysestrategi. 

15


2.2 Hvordan skabes teori og teori-modeller 

I denne del af afsnittet diskuterer jeg hvordan jeg kan konstruere en teori-model for analyse af kollekti- 

ve identiteters rolle i massevold. 21 Teori 22 skabes gennem to elementer: konstruktion af teori og afprø- 

velse af teori (Glynos og Howarth 2007: 25). Hvordan jeg opfatter disse to elementer har vigtige kon- 

sekvenser for hvordan jeg kan anvende teorien. 

I traditionel forstand 23 er konstruktion af teori mindre vigtig end afprøvelse, da det først er ved empi- 

risk afprøvelse at teori kan verificeres eller falsificeres (Glynos og Howarth 2007: 19). Denne adskillel- 

se af konstruktion og afprøvelse er dog problematisk i et poststrukturalistisk perspektiv, idet teoriers 

ontologiske udgangspunkt er afgørende for, hvilken empiri teori kan arbejde med og hvordan empirien 

behandles. Dette skyldes at empiri ikke opdages, det konstrueres på baggrund af teoretiske antagelser 24 

(Howarth 2005: 336, Sonnichsen 2009: 64). At konstruere teori på basis af data resulterer dermed i en 

induktivistisk illusion (Wæver 2009: 203). Hvis der ikke findes empiri uafhængigt af teori, er det umu- 

ligt blot at konstruere en teori på basis af akkumuleret data. 

Konstruktion af teori kan i stedet opfattes som et kreativt spring fra data til teori (Wæver 2009: 206). 

Jeg baserer konstruktionen af min teori-model på retroduktiv logik (Glynos og Howarth 2007: 25). I 

retroduktiv logik er konstruktion af teori ikke adskilt fra afprøvelse, da kriterier for afprøvelse altid er 

afhængig af de antagelser, der ligger til grund for konstruktion af teori 25 (Glynos og Howarth 2007: 

40). Det overordnede kriterium for konstruktion og afprøvelse af teori er ifølge retroduktiv logik hvor- 

vidt en teori gør et problematiseret fænomen forståeligt (Glynos og Howarth 2007: 39). I mit tilfælde er 

det problematiserede fænomen befolkningsgruppers deltagelse i massevold, og jeg vurderer derfor teo- 

21 

Jeg diskuterer hvordan konstruktionen af en teori kan foregå, ikke hvad min teori-model konkret indeholder. Selve teoriens 

indhold diskuterer jeg i afsnit 3.2 

22 

Jeg bruger både udtrykkene teori og teori-model. Dette skyldes at Glynos og Howarth (2007) bruger ordet teori i deres 

diskussion, mens Wæver (og Waltz) bruger ordet model eller teoretisk model i deres diskussion. 

23 

I traditionel videnskabsteoretisk forstand kan man adskille konstruktion fra afprøvelse af teori (Glynos og Howarth 2007: 

19). Konstruktionen af en teori omhandler i traditionel forstand enten deduktion eller induktion. Deduktion indebærer formulering 

af hypoteser, forstået som påstande om universelle lovmæssigheder, som derefter testes empirisk med henblik på 

verifikation eller falsifikation (Glynos og Howarth 2007: 19-20). Induktion indebærer akkumulering af data, som resulterer i 

en formulering af teori på baggrund af de indsamlede data, med henblik på senere afprøvelse (Glynos og Howarth 2007: 

19). Både deduktivt og induktivt konstruerede teoriers værdi afprøves ved at sammenholde de påstande om sammenhænge, 

som en teori indeholder med udvalgt empiri, for enten at verificere eller falsificere teorien (Glynos og Howarth 2007: 31). 

24 

Dette skal ikke forstås som om den virkelige verden ikke eksisterer uafhængigt af vores tanker, men at objekter i den virkelige 

verden ikke kan gøres som genstand for analyse (og derved gøres til empiri) uafhængigt af teori (Torfing 1999: 46-7). 

25 

I et poststrukturalistisk perspektiv findes der ingen neutral måder at teste teorier, kun ontologisk, politisk og etisk diskussion 

om acceptabelhed af fortolkninger (Agersnap et al. 2001, Glynos og Howarth 2007: 40). 

16


ri-modellens værdi på baggrund af, hvorvidt teori-modellens centrale påstande kan skabe meningsfuld 

forståelse af befolkningsgruppers deltagelse i massevold 26 . 

Konstruktion af teori-model 

Retroduktiv logik kan dog ikke hjælpe mig til at konstruere selve teori-modellen, kun skabe en ramme 

for hvordan den kan afprøves og vurderes. Til selve konstruktionen inddrager jeg Ole Wævers diskus- 

sion af Kenneth Waltz’ opfattelse af teori (Wæver 2009). 

Ifølge Wæver afspejler teori ikke en uafhængigt eksisterende virkelighed, men konstruerer virkelighe- 

den (2009: 206). Teori er i dette perspektiv baseret på en kreativ idé om sammenhænge, der tager form 

af et mentalt formet billede af et afgrænset område (Wæver 2009: 206). Teorien er et billede på de for- 

skellige dele af dette afgrænsede område og sammenhængen mellem delene (Wæver 2009: 206). Teori 

er grundlæggende baseret på forskerens intuition (Wæver 2009: 205, 210). Der ligger således ikke no- 

get 'bag ved' teorien, andet end forskerens intuition og fornemmelse for sammenhængen mellem teori- 

ens dele. 

Min kreative idé er følgende: befolkningsgruppers deltagelse i massevold muliggøres såfremt relatio- 

nen mellem kollektive identiteter er baseret på frygt, behov for hævn eller dehumanisering af den ene 

eller begge grupper 27 . Denne idé er ikke baseret på akkumulation af data, og må vurderes på, hvorvidt 

den formår at skabe meningsfuld forståelse af sammenhængen mellem massevold og kollektive identi- 

teter i de konkrete case-analyser. 

Med udgangspunkt i denne kreative idé kan jeg konstruere en teori-model som et mentalt formet billede 

af et afgrænset område, bygget op omkring en simpel kerne-idé (Wæver 2009: 210). 

Jeg afklarer min forståelse af disse tre elementer i det følgende: 

Det mentalt formede billede er selve teori-modellens centrale påstand, som jeg diskuterer i afsnit 3.2: 

Befolkningsgruppers deltagelse i massevold muliggøres såfremt relationen mellem Selv og Anden er 

baseret på narrativer, der konstruerer den Anden på en måde der skaber frygt, behov for hævn eller de- 

humanisering, og hvor relationen konstrueres i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer. 

26 Hvilket er en del af vurderingen af den interne forklaringskraft. 

27 Baggrunden for min anvendelse af begreberne frygt, hævn og dehumanisering diskuteres i afsnit 3.2. 

17


Det afgrænsede område er min definition af begrebet massevold: når et stort antal mennesker bliver 

udsat for fysisk vold og dræbt af et stort antal andre mennesker. 

Min kerne-idé er den poststrukturalistiske opfattelse af sammenhængen mellem identitet og handling, 

som jeg diskuterer nærmere ovenfor og i afsnit 3.1: Identitet - forstået som relationen mellem Selvet og 

den Anden - muliggør bestemte handlinger, alt afhængig af denne relations indhold. 

Teori-modellen er ikke baseret på akkumulering af data, men er resultatet af et kreativt spring baseret 

på intuition (Wæver 2009: 206). Jeg kan ikke afgørende falsificere teoriens kerne-idé eller centrale på- 

stand ved at sammenligne indsamlet empiri med påstand (Glynos og Howarth 2007: 40). I stedet vurde- 

rer jeg via case-analyserne hvorvidt teoriens påstand kan skabe meningsfuld forståelse af analysens re- 

sultater. Selv hvis teorien ikke skaber meningsfuld forståelse af de analyserede cases, medfører det ik- 

ke, at jeg en gang for alle kan forkaste idéen om, at relationen mellem Selv og Anden kan muliggøre 

massevold. Derimod vurderer jeg teori-modellens værdi ud fra dens forklaringskraft, som beskrevet i 

afsnit 2.1. 

2.3 Sammenhængen mellem teori-modellen og de analyserede cases 

I det følgende afsnit diskuterer jeg de to cases, som jeg analyserer i dette speciale. Jeg afklarer hvilken 

rolle de to cases har i forhold til min teori-model og diskuterer hvordan jeg kan anvende case- 

analyserne til at vurdere og underbygge min teori-models forklaringskraft. 

Jeg foretager to adskilte single-case-analyser. Den første case er optakten til massevolden i Rwanda i 

1994, den anden er konflikten mellem katolske republikanere og protestantiske unionister i Nordirland, 

med fokus på perioden omkring Bloody Sunday i 1972. Det er vigtigt at understrege at jeg ikke foreta- 

ger en komparativ case-analyse. En komparativ case-analyse erstatter indsigt og læring i den enkelte 

case med sammenlignelighed (Stake 2000: 444). Da mit formål med case-analyserne er at vurdere teo- 

ri-modellens forklaringskraft, er indsigt i de to cases vigtigere end sammenlignelighed på tværs af ca- 

ses. Single-case-analyser bliver i traditionel videnskabsteori kritiseret for kun at kunne skabe kontekst- 

afhængig, begrænset viden (Flyvbjerg 2006: 220). Jeg har ikke til formål at skabe universel, kontekst- 

uafhængig viden, da dette ikke er muligt i et poststrukturalistisk perspektiv på samfundsvidenskab 

(Flyvbjerg 2006: 224, Glynos og Howarth 2007). I stedet er konkret og kontekst-afhængig viden værdi- 

18


fuld i en poststrukturalistisk opfattelse af samfundsvidenskab (Flyvbjerg 2006: 224). Case-studier er 

velegnede til at opnå konkret, kontekst-afhængig viden om specifikke teoretiske sammenhænge og 

problemstillinger, da kvalitative, dybdegående case-analyser giver bedre mulighed for at forstå en kon- 

kret problemstilling end large-N kvantitative studier (Flyvbjerg 2006: 241). For at kunne forstå en teo- 

retisk problemstilling, er det vigtigere at gå i dybden i analyse af enkelte cases, end at beskrive proble- 

mets symptomer og frekvens via statistiske studier (Flyvbjerg 2006: 229). Ydermere er case-studier, 

grundet deres grundighed og dybde velegnet til at udfordre og revidere teori (Flyvbjerg 2006: 235). At 

udføre to case-analyser giver mig således mulighed for at udfordre min teori-models centrale påstand. 

Såfremt teori-modellen kan skabe meningsfuld forståelse af dynamikken i begge cases, styrker det teo- 

ri-modellens forklaringskraft mere, end hvis jeg blot udførte en enkelt analyse. 

De to cases er udvalgt på baggrund af deres potentiale for indsigt og læring (Stake 2000: 446, Flyvbjerg 

2006: 229). For det første er begge cases tilgængelige for analyse, idet jeg har adgang til forståelig og 

relevant empiri for begge cases 28 . Overkommelige sprogbarrierer samt adgang til empiri gør således 

både Rwanda og Nordirland velegnede til afprøvelse af teoriens forklaringskraft. For det andet er begge 

cases' potentiale for indsigt kritisk for min teori-model, da de er henholdsvis favorabel og ufavorabel 

for teori-modellens centrale påstand. Ved at vælge en case, der fremstår så favorabel som muligt i for- 

hold til min teoretiske påstand kan jeg kritisk vurdere min teoris forklaringskraft. En favorabel case for 

min teori-model er en case hvor som der er udbrudt massevold, og hvor befolkningsgruppers relation 

umiddelbart fremstår baseret på frygt, hævn eller dehumanisering 29 . Hvis min teori-model ikke kan 

forklare selv den mest umiddelbart favorable cases, må jeg betegne den teori-models forklaringskraft 

som utilfredsstillende, på grænsen til ubrugelig (Flyvbjerg 2006: 226). En favorabel case betegnes som 

”most-likely” 30 case (Flyvbjerg 2006: 231). 

28 For overvejelser omkring empiriens beskaffenhed, se afsnit 4.2. 

29 Logisk set kan en favorabel case også være en case hvor der ikke er udbrudt massevold, og hvor grupper umiddelbart ser 

ud til at have et fredeligt forhold til hinanden, der ikke er baseret på frygt, hævn eller dehumanisering. En sådan case er dog 

ikke interessant at analysere, da analyse af et fredeligt samfund, hvor der ikke har fundet massevold sted, ikke bidrager til 

meget forståelse af, hvornår kollektive identiteter kan være mulighedsbetingelse for befolkningsgruppers deltagelse i massevold. 

30 Most likely cases er cases der er ”likely to clearly confirm or irrefutably falsify propositions and hypotheses” (Flyvbjerg 

2006: 231). I dette tilfælde likely to irrefutably falsify min teori-models påstand. Det er dog nødvendigt at jeg modererer 

Flyvbjergs opfattelse af muligheden for at clearly og irrefutably enten bekræfte eller falsificere min teori-models påstande. I 

et perspektiv der afviser universel objektiv sandhed er det muligt klart og afgørende at bekræfte eller falsificere teoriers påstande. 

Ved at anvende en most/least likely tilgang til udvælgelse af cases kan jeg dog vurdere min teori-models umiddelbare 

evne til at skabe meningsfuld forståelse, selvom jeg ikke kan hverken be- eller afkræfte teoriens i absolut forstand. 

19


Rwanda er et arketypisk eksempel på folkedrab (Mamdani 2001: 5), som er i overensstemmelse med 

min definition af massevold. Folkedrabet i Rwanda var præget af både et stort antal ofre på kort tid, 

samt bred og aktiv deltagelse i volden fra hutu-befolkningens side 31 (Pruniér 1995: 247, Mamdani 

2001: 6, Fujii 2008). Befolkningens deltagelse bliver beskrevet som central for voldens omfang (Mam- 

dani 2001: 6). Mamdani beskriver hvordan en rwandansk minister i post-folkedrabsperioden omtaler 

befolkningens rolle i volden: 

”In Rwanda, the government did not kill. It prepared the population, enraged it and enticed it. 

Your neighbors killed you” (Mamdani 2001: 6). 

To vigtige ting fremgår af dette citat. For det første indikerer det befolkningens brede deltagelse i vol- 

den. For det andet indikerer det, at hutu-befolkningen ikke blot modvilligt fulgte ordrer fra regeringen, 

men i stedet deltog aktivt i volden. Endvidere er det alment accepteret i studier af folkedrabet at hutubefolkningen 

opfattede tutsi-befolkningen som undertrykkere (se eksempelvis Uvin 1999). Dette indikerer 

at hutu-befolkningen opfattede volden som nødvendig grundet relationen til tutsi-befolkningen. 

Umiddelbart forventer jeg derfor, at kollektive identiteter i Rwanda før og under folkedrabet spillede en 

rolle i massevolden. Folkedrabet i Rwanda fremstår dermed som en velegnet most-likely case for min 

teori-model. Jeg analyserer derfor hvilke kollektive identiteter, der spillede en rolle i folkedrabet i 

Rwanda. På baggrund af denne analyse kan jeg vurdere hvorvidt kollektive identiteter var mulighedsbetingelser 

for hutu-befolkningsgruppens deltagelse i massevold. Dermed kan jeg vurdere om sammenhængen 

mellem volden og disse identiteters indhold kan forstås meningsfuldt i lyset af min teorimodel. 

Såfremt dette ikke er tilfældet er teori-modellens forklaringskraft utilfredsstillende. 

Ved at inddrage en mindre favorabel case end Rwanda kan jeg vurdere hvorvidt min teori-models evne 

til at skabe meningsfuld forståelse spænder videre end udelukkende forklaring af en meget favorabel 

case. Som ufavorabel case analyserer jeg konflikten i Nordirland. En ufavorabel case er en case, hvor 

der ikke er udbrudt massevold, og hvor befolkningsgruppers relation umiddelbart fremstår baseret på 

frygt, hævn eller dehumanisering. Ydermere kan en ufavorabel case indeholde konflikter der ligger på 

31 Folkedrabet i Rwanda fandt sted mellem marts og juni 1994. Det præcis antal dræbte er ikke kendt, men på omtrent 100 

dage blev mellem 10-50.000 hutuer og mellem en halv til en hel million tutsier dræbt (Mamdani 2006: 5). 

20


grænsen mellem vold og massevold, og hvor der er andre forklaringer på, hvorfor massevold ikke har 

fundet sted. En sådan ufavorabel case betegnes som en least-likely case (Flyvbjerg 2006: 231). 

Afprøvelse af en teoris påstande på en least-likely case kan anvendes til kritisk at vurdere teoriens for- 

klaringskraft. Såfremt en teori kan skabe meningsfuld forståelse af en least-likely case, kan man forven- 

te at teorien meningsfuldt kan skabe forståelse i andre mere likely cases (Flyvbjerg 2006: 230), hvilket 

styrker teoriens interne forklaringskraft. Hvis min teori-model kan skabe meningsfuld forståelse af kon- 

flikten i Nordirland, er modellens forklaringskraft således styrket. 

I det følgende diskuterer jeg hvorfor og hvordan Nordirland kan betegnes som least-likely case for min 

teori-model. For det første diskuterer jeg hvorvidt konflikten kan betegnes som massevold, og hvorvidt 

befolkningsgruppers relation umiddelbart fremstår baseret på frygt, hævn eller dehumanisering 

Konflikten i Nordirland skærpedes i slutningen af 1960’erne, efter en periode med civile demonstratio- 

ner for øgede katolske rettigheder (White & White 1995: 334, Hayes & McAllister 2001: 902). Volden 

i den nordirske konflikt har dog på intet tidspunkt nået et niveau, som stemmer overens med min defi- 

nition af massevold 32 . Tiden omkring Bloody Sunday, der fandt sted den 30. januar 1972, bliver dog 

betegnet som den mest voldelige periode i konflikten i Nordirland, hvor store dele af den katolske og 

protestantiske befolkning artikulerer had, frygt og krav om retfærdighed og hævn for de respektive 

gruppers handlinger (White & White 1995, Hayes & McAllister 2001: 913). På denne baggrund frem- 

står konflikten i Nordirland som en case, hvor massevold ikke har fundet sted, selvom befolknings- 

gruppers relation umiddelbart fremstår baseret på frygt, hævn eller dehumanisering. På dette område 

kan jeg således udlede, at konflikten i Nordirland er en case, der fremstår ufavorabel for teori- 

modellens påstand. 

32 Massevold er når et stort antal mennesker bliver udsat for fysisk vold og dræbt af et stort antal andre mennesker (jf. side 

2). Fra 1969 til 1998 blev knap 3.300 individer dræbt i forbindelse med konflikten, ud af en befolkning på ca. 1.6 million 

(Hayes & McAllister 2001: 903). Til sammenligning blev mellem en halv til en hel million individer dræbt i løbet af folkedrabet 

i Rwanda, ud af en befolkning på ca. 7.5 million, på blot 100 dage (Wood 2001: 64).På den katolske side var omkring 

10.000 individer aktive i voldelige paramilitære grupper som IRA, der vedvarende var involveret i vold i perioden fra 

1969 til 1998 (Moloney 2007: xiv). Det er usikkert hvor mange individer der direkte deltog i folkedrabet i Rwanda, men 

Mamdani beskriver at det blev ”carried out by hundreds of thousands, perhaps even more, and witnessed by millions” 

(Mamdani 200: 6). Hverken antallet af dræbte eller antallet af gerningsmand er således stort nok til at jeg vil betegne konflikten 

i Nordirland som et tilfælde af massevold. 

21


For det andet diskuterer jeg andre forklaringer på, hvorfor massevold ikke har fundet sted. Inden for 

folkedrabsforskning bliver konflikten i Nordirland beskrevet som en teoretisk puzzle, hvor forudsæt- 

ninger for udbrud af massevold længe har været til stede (Kuper 1981: 191). Kuper beskriver følgende 

forudsætninger for udbrud af folkedrab i et samfund: ekstrem splittelse og ulighed mellem grupper, 

vedvarende gensidig vold mellem grupper, og perioder af særlig intens vold og undertrykkelse 33 (Ku- 

per 1981: 56). Umiddelbart kan man forestille sig, at den britiske hærs tilstedeværelse i Nordirland 34 er 

afgørende for at forhindre udbrud af folkedrab (Kuper 1981: 204). Men den britiske hærs rolle i Nordir- 

land bliver samtidig beskrevet som ”largely non-military and highly vulnerable” (Kuper 1981; 206), og 

således ikke som en faktor der kan have forhindret massevold, såfremt tilstrækkeligt store dele af be- 

folkningen ville tage del i volden. Andre faktorer der kan have forhindret udbrud af massevold er den 

høje interdependens mellem befolkningsgrupper i et industrialiseret samfund som det nordirske, samt 

den europæiske civilisation, der ligger en dæmper på tendens til vold (Kuper 1981: 205). Disse forkla- 

ringer er dog ikke tilfredsstillende. Interdependens mellem fjendtligtsindede grupper har ikke forhindret 

folkedrab og massevold i lande som Rwanda eller Cambodia. Den europæiske civilisation forhindrede 

heller ikke det nazistiske folkedrab (Bauman 1989). På dette område kan jeg således udlede, at konflik- 

ten i Nordirland er en case, der fremstår ufavorabel for påstanden om kollektive identiteters rolle i mas- 

sevold. 

På baggrund af ovenstående diskussion af konflikten i Nordirland, betegner jeg konflikten i Nordirland 

som en least-likely case for min teori-models påstand. Analyse af denne case er velegnet til at vurdere 

grænsen for min teori-models evne til at skabe meningsfuld forståelse. 

Som beskrevet ovenfor er tiden omkring Bloody Sunday den mest voldelige periode i konflikten i 

Nordirland. Jeg antager derfor, at der i denne periode var størst mulighed for at massevold ville bryde 

ud 35 . For at forstå hvorfor massevold ikke brød ud i perioden omkring Bloody Sunday, analyserer jeg 

33 

Jeg er uenig i hans beskrivelse af disse forudsætninger, da Kuper opererer på et materielt plan og ikke et diskursivt, og 

dermed ikke undersøger den diskursive artikulation af undertrykkelse og vold mellem grupper. 

34 

Den britiske hær har været tilstede i Nordirland for at forhindre volden mellem katolikker og protestanter siden 1969 

(Kuper 1981: 194). 

35 

Dette er selvfølgelig ikke sikkert. Grundet begrænsede ressourcer og tid har jeg dog kun mulighed for at analysere kollektive 

identiteter i Nordirland inden for en begrænset periode. Derfor er det meningsfuldt at vælge den analyserede periode ud 

fra en logisk vurdering af, hvornår muligheden for udbrud af massevold fremstår størst. 

22


hvorvidt katolske og protestantiske kollektive identiteter i perioden ikke muliggjorde massevold. Der- 

med kan jeg vurdere om sammenhængen mellem fraværet af massevold og identiteternes mulighedsbe- 

tingelser for handling kan forstås meningsfuldt via anvendelse min teori-model. Såfremt dette er tilfæl- 

det kan jeg betegne min teori-models evne til at skabe forståelse som relativt stærk. 

Konkret vurdering af forklaringskraft 

Efter at have diskuteret sammenhængen mellem teori-modellen og de analyserede cases kan jeg afklare 

hvordan jeg konkret kan vurdere min teori-models interne forklaringskraft. Intern forklaringskraft om- 

handler sammenhæng mellem ontologi og påstand, hvorvidt teori-modellen skaber meningsfuld forstå- 

else i konkrete analyser, samt hvorvidt denne forståelse tåler sammenligning med teorier med samme 

fokus. 

Min teori-models ontologi er dens kerne-idé: Selv-Anden-relationer muliggør bestemte handlinger, alt 

afhængig af denne relations indhold. Teori-modellens ontologi danner grundlaget for påstanden om 

Selv-Anden relationers rolle i massevold, at massevold muliggøres hvis Selv-Anden-relationer baseres 

på frygt, hævn eller dehumanisering i konfliktskabende temporale og spatiale termer. Der er således en 

klar sammenhæng mellem teori-modellens ontologi og dens påstand. På dette område er forklarings- 

kraften således tilfredsstillende. 

Meningsfuld forståelse opnås såfremt min analyse af folkedrabet i Rwanda og konflikten i Nordirland 

viser at min centrale påstand holder stik. Min teori-models påstand er det mentalt formede billede: befolkningers 

deltagelse i massevold muliggøres når relationen mellem Selv og den Anden baseres på 

frygt, hævn eller dehumanisering i aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale termer. I forhold til 

Rwanda holder min påstand stik såfremt jeg afdækker Selv-Anden-relationer mellem hutuer og tutsier, 

der er baseret på frygt, hævn eller dehumanisering af tutsi-befolkningsgruppen i aktuelt konfliktskabende 

temporale og spatiale termer. 

I forhold til Nordirland holder min påstand stik såfremt jeg afdækker Selv-Anden-relationer mellem 

den katolsk-republikanske og den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, der ikke er baseret på 

frygt, hævn eller dehumanisering i aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale termer. 

I begge case-analyser har min teori-model enten tilfredsstillende forklaringskraft eller ej. Såfremt jeg 

kun analyserede en most-likely case, folkedrabet i Rwanda, ville jeg udelukkende kunne konkludere, 

23


om teori-modellen kan falsificeres 36 eller ej. Hvis jeg kun analyserede en least-likely case, konflikten i 

Nordirland ville jeg, såfremt jeg opnår en tilfredsstillende forklaringskraft, kunne konkludere at når te- 

orien kan forklare denne least-likely case, kan jeg sandsynligvis også forklare mere likely cases (Flyv- 

bjerg 2006:230). Hvis jeg i analysen af Nordirland ikke opnår en tilfredsstillende forklaringskraft, ville 

jeg dog kun kunne konkludere, at teori-modellen ikke kan forklare en least-likely case. Det ville således 

være uklart hvorvidt teori-modellen kan forklare andre mere likely cases. 

Ved at analysere både en most- og en least-likely case får jeg således en mere robust afprøvelse af teori- 

modellens forklaringskraft. Såfremt jeg opnår tilfredsstillende forklaringskraft i begge analyser, kan jeg 

konkludere at hvis teorimodellen er ”valid for this case, it is valid for all (or many) cases” (Flyvbjerg 

2006: 230). For teori-modellens interne forklaringskraft betyder dette, at jeg kan konkludere at teori- 

modellen sandsynligvis kan forstå tilfælde af befolkningsgruppers deltagelse i massevold, hvis status 

befinder sig mellem den favorable case Rwanda og den mindre favorable case Nordirland - eksempler 

kunne være folkedrabet i Cambodia, eller konflikten i Darfur. 

For at kunne vurdere min teori-models interne forklaringskraft fuldt ud, er det nødvendigt at sammen- 

ligne teori-modellens evne til at skabe meningsfuld forståelse med andre teorier, der har samme fokus. 

Derfor sammenligner jeg i afsnit 6.2 teori-modellens evne til at skabe forståelse med den mest anvendte 

teori til analyse af udbrud af massevold, Early Warning-modellen (Harff og Gurr 1998, Harff 2003). 

Early Warning-modellen fokuserer på at forudsige udbrud af massevold. Early Warning-modellen bli- 

ver i vidt omfang anvendt af FN til at vurdere sandsynligheden for udbrud af konflikt, massevold og 

folkedrab i lande verden over (Zenko og Friedman 2011: 21). Hvis min teori-models evne til at skabe 

meningsfuld forståelse kan skabe viden om befolkningsgruppes deltagelse i massevold, som enten er 

mere plausibel eller kan nuancere eller supplementere Early Warning-modellen, er min teori-models 

interne forklaringskraft tilfredsstillende (Glynos og Howarth 2007: 43). 

2.4 Opsamling på videnskabsteoretiske overvejelser 

Det videnskabsteoretiske grundlag for mit speciale er den poststrukturalistiske tilgang til kollektive 

identiteter. Poststrukturalismen er baseret på en opfattelse af ontologisk tomhed eller mangel, hvilket 

medfører at alle objekter altid er ufuldstændige, og aldrig udgør en fuldstændig fuldstændigt strukture- 

36 

Forstået som hvorvidt teori-modellen umiddelbart kan opfattes som anvendelig, ikke hvorvidt den falsificeret i absolut 

forstand. 

24


ret objektivitet. Ontologisk tomhed medfører en afvisning af universel objektiv sandhed til fordel for 

betydningen af kontingens og partikularitet. Dette har betydning for min opfattelse af min teori-models 

forklaringskraft. Denne teori-model anvendes til at analysere hvilken rolle kollektive identiteter spiller 

for befolkningsgruppers deltagelse i massevold, og udvikles i afsnit 3.2. Teori-modellens værdi afhæn- 

ger af, hvorvidt min teori-models forklaringskraft er tilfredsstillende. Forklaringskraft er både intern og 

ekstern. Intern forklaringskraft handler om, hvorvidt anvendelse af teorien skaber meningsfuld forståel- 

se af de analyserede objekter, samt hvorvidt der er sammenhæng mellem teoriens ontologi og dens teo- 

retiske påstand. Endvidere skal teori-modellens evne til at skabe meningsfuld forståelse kunne måle sig 

med andre teorier, med samme fokus. 

Ekstern forklaringskraft afhænger af samfundets opfattelse af teorien. En teoris eksterne forklarings- 

kraft er afhængig af andre forskeres vurdering af den, og forklaringskraftens status som tilfredsstillende 

eller ej er derfor altid kontingent og partikulær - som alle andre opfattelser af sandhed. 

Min analyse af kollektive identiteters rolle i massevold har tilfredsstillende intern forklaringskraft såfremt 

min teori-model skaber meningsfuld forståelse af dynamikken i de analyserede cases, konflikterne 

i Rwanda og Nordirland. 

I analysen af Rwanda opnås meningsfuld forståelse såfremt jeg afdækker Selv-Anden-relationer mellem 

hutuer og tutsier, der er baseret på frygt, hævn eller dehumanisering af tutsi-befolkningsgruppen i 

aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale termer . 

I analysen af Nordirland opnås meningsfuld forståelse såfremt jeg afdækker Selv-Anden-relationer 

mellem den katolsk-republikanske og den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, der ikke er baseret 

på frygt, hævn eller dehumanisering i aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale termer. 

Analysen af Rwanda er favorabel - most-likely - til at bekræfte min teori-models påstand, mens analysen 

af Nordirland er ufavorabel - least-likely. Hvis jeg kan opnå meningsfuld forståelse af begge cases 

ved at bekræfte min teori-models påstand, kan jeg endvidere udlede, at min teori-model kan anvendes 

til at forstå tilfælde af befolkningsgruppers deltagelse i massevold, hvis status befinder sig mellem den 

favorable case Rwanda og den ufavorable case Nordirland. 

På baggrund af analyserne sammenligner jeg i afsnit 6.2 teori-modellen med Early Warning-modellen. 

Hvis min teori-models evne til at skabe meningsfuld forståelse kan skabe viden om befolkningsgruppers 

deltagelse i massevold, som enten er mere plausibel eller kan nuancere eller supplementere Early 

Warning-modellen, er min teori-models interne forklaringskraft tilfredsstillende. 

25


3. Kollektive identiteter og massevold 

I dette afsnit beskriver jeg hvordan kollektive identiteter dannes og hvilken teoretisk rolle kollektive 

identiteter spiller for befolkningsgruppers deltagelse i massevold. Afsnittet består af to dele. 

For det første diskuterer en diskursiv tilgang til kollektive identiteter, og hvordan den kan anvendes til 

at forstå kollektive identiteters rolle i massevold. For det andet diskuterer jeg min teori-model, der an- 

vendes til at forstå hvordan kollektive identiteters indhold kan muliggøre befolkningers deltagelse i 

massevold. 

3.1 Kollektive identiteters dannelse 

Kollektive identiteter er i et poststrukturalistisk perspektiv ikke naturligt givne fænomener, med essen- 

tielt og uforanderligt indhold (Howarth 1998: 283). Kollektive identiteter består af kontingente diskur- 

ser, der skaber rammerne for meningsfuld handlen for medlemmer af en kollektiv identitet (Glynos og 

Howarth 2007: 137). Jeg baserer min forståelse af kollektive identiteters dannelse på Ernesto Laclau og 

Chantal Mouffes politiske teori (Laclau og Mouffe 1985, Laclau 1990, Laclau 1996, Laclau 2007). I 

det følgende afklarer jeg min forståelse af begreberne diskurs og kollektive identiteter. 

Begrebet diskurs er ontologisk grundlag for min forståelse af kollektive identiteter. Der er ikke nogen 

objekter ”før” eller ”ud over” diskurs, og diskurs er ikke et afgrænset sprogligt område i det bredere 

sociale rum (Laclau og Mouffe 1985: 107-8, Torfing 1999: 94). Diskurser er således det sociale rum. 

Diskurs er det terræn, hvori objekters mening skabes, såsom kollektive identiteter (Laclau 2007: 68). 

Diskurs er sproglige fænomener 37 , hvor objekter konstitueres gennem deres relationer til andre objekter, 

og dermed opnår en specifik identitet (Laclau 2007: 68). Disse relationer skabes gennem diskursiv 

artikulation - enhver handling, der skaber eller ændrer en relation mellem objekter er et eksempel på 

diskursiv artikulation (Laclau og Mouffe 1985: 105). Diskurser udgøres således af en række specifikke 

relationer mellem objekter. Til sammen udgør disse specifikke relationer en ramme for, hvad man kan 

gøre og sige inden for en given diskurs (Torfing 1999: 300). 

Objekter eksisterer kun gennem deres sproglige relation til andre objekter (Laclau 2007: 68) Denne relation 

er afhængig af sproget, og kan ændres gennem sproget (Laclau og Mouffe 1985: 105). Alle ob- 

37 Sproget, i form af tekst og tale, bliver undertiden opfattet som diskurs i sig selv, men diskurs er ikke udelukkende tekst 

eller tale, de er blot en kommunikationsform hvori diskurs kan afdækkes (Laclau 2007: 68). 

26


jekters identitet kan derfor ændres gennem diskursiv artikulation, hvilket medfører at ethvert objekts 

forandring altid er mulig. Dette medfører alle objekters kontingens. At alle identiteter er kontingente 

medfører at identiteter aldrig er komplet lukkede om sig, hvilket altid muliggør identitetens forandring 

(Torfing 1999: 109, 299). 

Kollektive identiteter er en opfattelse af relationen mellem objekter, der deles af en gruppe individer 

(Jørgensen og Phillipsen 2002: 44). Den kollektive identitets udstrækning er ikke nødvendigvis identisk 

med den gruppe der deler den - eksempelvis kan en politisk fløj hævde at de repræsenterer hele folket, 

selvom de som gruppe kun udgør en del af dette folk 38 (Laclau 2007: 81). 

Sproglige relationer er i en poststrukturalistisk opfattelse udelukkende negative og forskelssættende 

(Laclau 2007: 68, se endvidere Saussure 1983 39 ). De diskursive relationer mellem objekter er derfor 

altid baseret på negativ forskel (Laclau 2007: 68). Objekters identitet - som er forudsætningen for deres 

sociale eksistens (Laclau og Mouffe 1985: 107) - er således altid konstitueret gennem en negativ relati- 

on til det, de ikke er 40 . Idet et objekts identitet konstitueres gennem negativ relation til et andet objekt, 

ekskluderes dette andet objekt fra at være del af det ekskluderende objekt (Torfing 1999: 120). Konsti- 

tuering af identitet medfører således altid eksklusion af det, som identiteten skabes i relation til. Dette 

gælder også for kollektive identiteter, der kun kan skabes ved at ekskludere et andet objekt 41 . Dannelse 

af kollektive identiteter handler dermed om grænsesætning mellem det man er - og det man ikke er, 

hvilket konstituerer identiteten (Laclau og Mouffe 1985: 136). Disse grænser er dog altid ustabile og 

flydende, som følge af identiteters kontingens (Laclau og Mouffe 1985: 136). Konstituering af identitet 

gennem eksklusion af objekter, der artikuleres som forskellige fra denne identitet, er definitionen af 

magt i det poststrukturalistiske perspektiv (Laclau 1990: 31-32, Torfing 1999: 161). 

At kollektiv identitet kun kan skabes gennem eksklusion af andre kollektiviteter medfører altid potenti- 

el konflikt. Medlemmerne af en kollektiv identitet - et kollektivt Selv - kan kun forstå hinanden som 

38 Et eksempel er Dansk Folkeparti, der hævder at repræsentere ”danskerne” (Andersen 2000, Karpantschof 2003). DF’s 

kollektive identitets indhold består af gruppen ”danskere”, men deles af deres vælgere, der kun udgør en del af danskerne 

(”danskerne” forstået geografisk eller i forhold til statsborgerskab). 

39 Ferdinand de Saussure formulerede den strukturalistiske forståelse af sproget som et system af forskelle, en forståelse der 

er grundlæggende for den poststrukturalistiske sprogforståelse (Howarth 2000: 20) 

40 Et objekt, såsom eksempelvis fænomenet ”det danske folk”, er kun det danske folk i kraft af det, det ikke er - nemlig ikkedanskere, 

som kan være eksempelvis svenskere, tyskere eller indvandrere, afhængigt hvordan fænomenet ”det danske folk” 

artikuleres. 

41 I forhold til fænomenet ”det danske folk” bliver den identitet, som danskerne ikke er, eksempelvis svenskere, ekskluderet 

fra det fællesskab, som det danske folk udgør. Et andet eksempel på eksklusion er folkets oprør mod en diktator, hvor diktatoren 

ekskluderes fra folkets identitet (Laclau 2007). 

27


havende en fælles identitet såfremt et andet objekt - den Anden 42 - artikuleres som forskellig (Gad 

2010: 34). Denne artikulation af forskellighed markerer grænsen mellem Selvet og den Anden (Laclau 

og Mouffe 1985: 125). Artikulation af den Andens forskellighed er dermed nødvendigt for at danne en 

kollektiv identitets Selv, men denne forskellighed medfører altid en trussel mod Selvet (Gad 2010: 34). 

Den Anden repræsenterer et alternativ til Selvet og er et levende bevis for, at Selvet kan miste sin iden- 

titet og blive som den Anden (Gad 2010: 34). En kollektivt identitets Selv er dermed på samme tid bå- 

de afhængigt af og truet af eksistensen af den Anden (Torfing 1999: 120). Den negative forskelssættel- 

se mellem objekter, og Selvets samtidige afhængighed af og trussel fra den Anden, medfører at konflikt 

er en iboende del af alle relationer mellem kollektive identiteter 43 (Torfing 1999: 121-2). Denne for- 

skelssætning er grundlæggende for forholdet mellem Selvet og den Anden og betegnes antagonisme 

(Laclau og Mouffe 1985: 125, Laclau 1990: 17-18, Torfing 1999: 124, Howarth 2000: 105 ). 

Det er den antagonistiske konflikt der skaber potentialet for vold mellem Selvet og den Anden. Den 

Anden er dog et abstrakt begreb, og er ikke nødvendigvis en fysisk tilstedeværende gruppe men- 

nesker 44 (Gad 2010: 57). Konkrete diskursive artikulationer kan føre til at konkrete grupper artikuleres 

som den Anden, men dette er en mulighed, ikke en nødvendighed (Connolly 2002: 8). For at relationen 

mellem Selvet og den Anden kan føre til vold, er det nødvendigt at Selvet artikulerer en gruppe indivi- 

der som den Anden. 

Det er dog samtidig klart, at ikke alle relationer mellem Selv og Anden er præget af voldelig konflikt, 

selv når en fysisk gruppe artikuleres som den Anden - langt de fleste grupper lever sammen uden at ty 

til vold (Kuper 1981: 52). Derfor må relationen mellem Selvet og den Anden potentielt kunne føre til 

42 Den Anden er betegnelsen for den kollektive identitet, der artikuleres som forskellig fra et kollektivt Selv, og dermed 

konstituerer Selvets eksistens. De individer, der artikuleres som del af den Anden, behøver ikke føle at de deler en kollektiv 

identitet for at de kan tjene som den Anden for et Selv - det er nok at Selvet opfatter dem som sådan. Begreberne Selv og 

den Anden er således en måde kort at betegne relationen mellem en kollektiv identitet - Selvet - og det objekt der konstituerer 

identiteten - den Anden. 

43 Poststrukturalistiske forfattere inden for IP-forskning hævder at den antagonistiske relation mellem Selvet og den Anden 

ikke er den eneste relevante relation at analysere i studier af identitet (se eksempelvis Hansen 1998: 50ff, Wæver 2002, Gad 

2005: 52ff). I denne opfattelse konstituerer Selvet ikke kun sin identitet i forhold til en antagonistisk Anden men også til 

andre, mindre objekter, som stadig konstitueres som forskellige, men ikke nødvendigvis problematiske (Gad 2005: 52). Et 

fokus på mindre antagonistiske Andre skaber i denne opfattelse et mere flertydigt og fyldestgørende billede af Selvet (Wæver 

2002: 24). I forhold til min analyse af kollektive identiteters rolle i massevold er det dog netop den mest problematiske 

og konfliktfyldte relation der står i centrum, da en ikke-konfliktfyldt relation mellem Selv og den Anden ikke kan tænkes at 

muliggøre udbrud af massevold. Derfor fokuserer min analyse udelukkende på at afdække Selvets relation til den antagonistiske 

Anden. Når jeg i det følgende skriver om den Anden, mener jeg derfor udelukkende den antagonistiske Anden. 

44 En kollektiv identitet kan eksempelvis konstitueres i forhold til mere abstrakte koncepter, der opfattes negativt. Eksempelvis 

EU’s identitet som aktør, der konstitueres i forhold til Europas blodige fortid (Wæver 1996). 

28


vold, alt afhængigt af hvordan denne relation konkret artikuleres. Formålet med min teori-model er at 

afklare hvilke Selv-Anden-relationer der muliggør massevold. 

Dannelse af kollektive identiteter foregår via diskursiv artikulation (Laclau og Mouffe 1985: 105). Kol- 

lektive identiteter, der dominer en befolkningsgruppes opfattelse af verden, har opnået hegemonisk sta- 

tus for denne gruppe 45 (Laclau og Mouffe 1985: 135-6, Torfing 1999: 118). Diskursiv artikulation fo- 

regår via en specifik logik (Glynos og Howarth 2007: 143-145), såkaldt ækvivalens- og differenslogik, 

både mellem de interne dele af en kollektiv identitets Selv og den Anden (Laclau og Mouffe 1985: 127- 

8, Laclau 2007: 77). I forhold til Selvet skaber ækvivalenslogik det, som de interne dele af en kollektiv 

identitets Selv har til fælles 46 . I forhold til den Anden skaber ækvivalenslogik det, der knytter den An- 

den sammen med andre frygtede objekter 47 . Ækvivalenslogik mindsker det sociale rum 48 ved at knytte 

forskellige objekter sammen (Jørgensen og Phillips 2002: 44-5). I yderste konsekvens vil ækvivalens- 

logik kollapse det sociale rum til to modsatrettede positioner 49 (Jørgensen og Phillips 2002: 45). 

Ækvivalenslogik dannes ved at henvise til tomme betegnere, begreber der er brede 50 nok til at alle Sel- 

vets dele kan bakke op omkring det, eller er brede nok til at den Anden meningsfuldt kan sammenlignes 

med andre frygtede objekter (Torfing 1999: 125, Laclau 2007: 69-70). Tomme betegnere er yderst 

vigtige i dannelsen af kollektive identiteter, da disse begreber repræsenterer selve forskellen mellem 

Selvet og den Anden - som demokratiet repræsenterer kampen mod nazismen under 2. Verdenskrig. 

Jo stærkere ækvivalenslogik en kollektiv identitet dannes af, jo stærkere er den fælles identitet som 

Selvet består af, og jo mindre intern forskellighed bliver der plads til i Selvet. Samtidig bliver forholdet 

til den Anden radikaliseret, jo stærkere den interne ækvivalenslogik er (Torfing 1999: 126). Desto større 

intern lighed, jo tydeligere træder forskellen til den Anden frem 51 (Torfing 1999: 126). 

45 Selv en hegemoniseret kollektiv identitet er altid-allerede dislokeret, og dermed sårbar over for forsøg på at etablere alter- 

native kollektive identiteter (Torfing 1999: 149). 

46 Et eksempel er de allierede lande under 2. Verdenskrig, der knyttedes sammen af en fælles opfattelse af demokratiets vigtighed, 

i kampen mod nazismen (jf. Torfing 1999: 125) 

47 Et eksempel er et chauvinistisk heteroseksuelt Selv, der ser både bøsser og lesbiske som lige perverterede, og som trussel 

mod kernefamiliens eksistens (Torfing 1999: 301). 

48 Det sociale rum forstår jeg som det eller de steder kollektive identiteter befinder sig. 

49 Eksempelvis i en revolutionær situation, hvor folket står over for diktatoren, og alle andre identiteter er underlagt den 

kollektive identitet ”folket” (Laclau 2007). 

50 Begrebet skal være bredt nok til at individer med forskellig opfattelse kan samles omkring dem, men begreber bliver samtidig 

gjort brede ved selve dannelsen af kollektive identiteter, hvor individer med forskellige opfattelser samles om et bestemt 

begreb - såsom demokrati i en nationalstat (Torfing 1999: 125). 

51 Dette betyder dog ikke at stærk ækvivalenslogik automatisk medfører alvorligere konflikt end svag ækvivalenslogik. Den 

politiske situation i USA er primært præget af modsætningen mellem det Demokratiske og Republikanske parti, og kun meget 

få uafhængige politikere har politisk indflydelse – dette fører dog ikke nødvendigvis til større konflikt end i andre par- 

29


Ækvivalenslogik modarbejdes af differenslogik (Torfing 1999: 126). Differenslogik fokuserer på det 

der adskiller delene af den kollektive identitet, og har potentialet til at splitte en kollektiv identitet ad og 

åbne det sociale rum (Jørgensen og Phillips 2002: 45). Kollektive identiteter udgøres af den konstante 

spænding mellem ækvivalens og differens, en spænding der aldrig kan afsluttes eller afgøres endeligt 

(Torfing 1999: 125-6). Da en kollektiv identitet netop er kollektiv, idet den består af flere individer, må 

en kollektiv identitet, for at skabe et fællesskab, til dels være baseret på forskellighed - ellers ville der 

ikke være en kollektiv identitet, blot én identitet (Laclau og Mouffe 1985: 128). 

Ved at ækvivalere eller differentiere Selvet eller den Anden med specifikke tomme betegnere, konstru- 

eres den Anden som negativ forskellig fra Selvet. Jeg vil i analysen af kollektive identiteters rolle i 

massevold i Rwanda og Nordirland fokusere særligt på den ækvivalenslogik der danner Selvet og den 

Anden omkring tomme betegnere, for at afdække hvorvidt de kollektive identiteters mulighedsbetingel- 

ser for handling muliggør massevold. 

3.2 Selv-Anden-relationer og massevold 

I denne del af afsnittet præsenterer jeg min teori-model, der eksemplificerer hvilke former for antagoni- 

stiske relationer mellem Selvet og Anden der muliggør befolkningsgruppers deltagelse i massevold, 

rettet mod den Anden. 

Kollektive identiteter udgøres af specifikke relationer mellem en kollektiv identitets Selv og den An- 

den, der konstituerer Selvet som identitet. Den konkrete relation mellem Selvet og den Anden sætter 

rammer for Selvet og muliggør bestemte handlinger. Jeg kan dog ikke anvende Laclau og Mouffes teori 

til at definere hvilke Selv-Anden-relationer, der muliggør vold. Laclau og Mouffes teori er be- 

grebsliggjort på et abstrakt niveau, der ikke tillader analyse af hvordan variationen i konkrete Selv- 

Anden-relationer muliggør specifikke handlinger. For at kunne fange denne variation inddrager jeg 

poststrukturalistisk International Politik-forskning i staters identitet og udenrigspolitik 52 (se eksempel- 

lamenter (Miroff, Seidelman og Swanstrom 2009: 181-2). Samtidig udsprang borgerkrigen i Libanon fra 1975 til 1990 af en 

politisk situation, der var præget af svag ækvivalenslogik, hvor mange forskellige fløje stod i radikalt modsætningsforhold 

til hinanden (O'Balance 1998: 42-60). En situation præget af stærk ækvivalenslogik, hvor samfundet konstrueres som bestående 

af to fløje, der står i modsætningsforhold til hinanden, rummer dog et stærkt potentiale for konflikt mellem disse to 

fløje. 

52 Inden for dette forskningsområde bliver staters identitet - relationen mellem Statens Selv og den Anden, der konstituerer 

statens identitet - anvendt til at forstå og forklare staters udenrigspolitiske handlinger (Neumann 1999: 15). Staters specifikke 

identitet muliggør bestemt udenrigspolitik, og ekskluderer alternative muligheder (Hansen 2006: 30-31). Denne forskning 

er rettet mod staters handlinger, men er baseret på Laclau og Mouffes opfattelse af kollektive identiteter (Hansen 2006: 

30


vis Connolly 1991, Campbell 1992, Neumann 1999, Hansen 1998, Wæver 2000, 2002, Hansen 

2006 53 ). I den poststrukturalistiske IP-tradition fokuseres på hvordan Selvet artikulerer en bestemt rela- 

tion med den Anden, og hvilke mulighedsbetingelser for handling denne relation skaber. Som beskre- 

vet ovenfor er relationen mellem Selvet og den Anden altid negativ og potentielt konfliktfyldt (Torfing 

1999: 121-2). Ved kun at fokusere på at Selvet og den Anden er negativt forskellige fra hinanden, risikerer 

man dog at overse hvordan de er forskellige fra hinanden (Neumann 1999: 21, jf. Todorov 1999). 

Dette er problematisk, da selv små variationer i relationen mellem Selvet og den Anden kan muliggøre 

vidt forskellige handlinger (Hansen 1998: 365, Gad 2010: 142). 

Inden for poststrukturalistisk IP-forskning har man analyseret relationen mellem Selvet og Anden på 

flere dimensioner (eksempelvis Neumann 1999, Rumelili 2004, 2007, Hansen 2006, Gad 2010). Ved at 

analysere relationen på flere dimensioner bliver det muligt at udføre en dybere og mere fyldestgørende 

analyse af sammenhængen mellem kollektive identiteter og handling (Hansen 2006: 43). For at kunne 

afgøre hvilke mulighedsbetingelser for handling en bestemt identitet skaber, og hvorvidt massevold 

dermed bliver muliggjort, er det således nødvendigt at analysere mere end en enkelt dimension af relationen 

mellem Selvet og den Anden. Da mit fokus ikke er staters udenrigspolitik, men befolkningsgruppers 

deltagelse i massevold, kan jeg ikke blot genbruge de dimensioners indhold, som ovenstående 

forfattere benytter. I stedet formulerer jeg, med udgangspunkt i ovenstående forfatteres værker, 3 dimensioner 

der gør det muligt at analysere hvordan relationen mellem Selvet og den Anden muliggør 

massevold. 

Disse tre dimensioner udgør min teori-model for analyse af kollektive identiteters rolle i massevold, 

hvis forklaringskraft jeg afprøver i analyserne af folkedrabet i Rwanda og konflikten i Nordirland. 

De tre dimensioner er: 

• Den antagonistiske dimension der omhandler Selvets opfattelse af den Andens forskellighed. 

Såfremt relationen til den Anden konstrueres på en måde der skaber frygt for, behov for hævn 

over, eller dehumanisering af den Anden, konstrueres vold mod den Anden som en nødvendighed. 

5, note 4). At denne forskning er rettet mod stater, er således ikke nogen hindring for at anvende den på befolkningsgrupper, 

da både stater og befolkningsgrupper er eksempler på diskursivt dannede kollektive identiteter. 

53 Og jævnfør Todorovs (1999) beskrivelse af den spanske invasion af Sydamerika. Todorov er hverken poststrukturalist 

eller IP-forsker, men hans værk er udgangspunkt for flere af ovennævnte analyser. 

31


• Den temporale dimension der omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem 

Selvet og den Anden. Såfremt relationen til den Anden konstrueres som temporalt aktuel i kon- 

fliktskabende termer, skabes et behov for handling nu. 

• Den spatiale dimension der omhandler den rumlige, fysiske relation mellem Selvet og den An- 

den. Såfremt relationen til den Anden konstrueres som spatialt aktuel i konfliktskabende termer, 

skabes et behov for handling her. 

Befolkningsgruppers deltagelse i massevold muliggøres såfremt relationen mellem Selv og Anden er 

baseret på narrativer, der konstruerer den Anden på en måde der skaber frygt, behov for hævn eller de- 

humanisering, og hvor relationen konstrueres i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer. 

Den antagonistiske dimension omhandler hvorvidt Selvets opfattelse af den Andens natur kan føre til 

vold, men analyse af den temporale og spatiale dimension er stadig nødvendigt for at kunne få så præ- 

cist et billede som muligt af, hvorvidt og i hvor høj grad massevold er muliggjort. 

I det følgende diskuterer jeg de tre dimensioner og hvordan de kan anvendes til at analysere hvordan 

relationer mellem Selvet og den Anden kan muliggøre massevold. 

Den antagonistiske dimension 

Den antagonistiske dimension omhandler Selvets artikulation af den Andens forskellighed (Laclau 

2007: 119) Dimensionens indhold er baseret på Tzvetan Todorovs axiologiske niveau, der består af 

Selvets bedømmelse af den Andens natur (Todorov 1999: 185). 

Min påstand er, at befolkningens deltagelse i massevold bliver muliggjort såfremt relationen mellem 

Selvet og den Anden er baseret på enten Selvets frygt for den Anden, for behov for hævn over den An- 

den eller på dehumanisering af den Anden. Hvis Selvets opfattelse af den Andens forskellighed medfø- 

rer at Selvet enten frygter, ønsker hævn over eller dehumaniserer den Anden, og at der ikke findes fre- 

delige måder at håndtere den Anden på, vil befolkningen opfatte vold mod den Anden som nødvendigt. 

Dermed bliver massevold muliggjort. 

Første del af den antagonistiske dimension omhandler Selvets frygt for den Anden. Frygt bliver af John 

Keane beskrevet som et overset element i politologien (Keane 2002: 226, se også Williams 2011), men 

gruppers frygt for hinanden bliver af forskere i vold og folkedrab betragtet som et afgørende element 

32


(Se eksempelvis Kuper 1981, Keane 1996, 2002, Taussig 2002, Murer 2002, 2009, Fanon 2004, Appa- 

durai 2006, Zizek 2009). En gruppe kan nære frygt for en anden gruppe af forskellige årsager, men re- 

sultatet vil ofte være det samme, voldelig konflikt, hvis frygten er stor nok (Appadurai 2006). 

En gruppes frygt for en anden gruppe, eller gensidig frygt mellem grupper, kan let føre til udbrud af 

vold, idet frygten for voldelige overgreb kan føre til præventive angreb på den frygtede gruppe (Appa- 

durai 2006: 58). Hvis en gruppe opfatter en anden gruppe som en trussel, og der ikke findes andre må- 

der at håndtere truslen på end vold, vil frygten for den anden gruppe muliggøre vold (Fanon 1966: 78, 

Kuper 1981: 88). 

Denne dynamik er et udtryk for sikkerhedsliggørelse (Buzan et al. 1998). Sikkerhedsliggørelse finder 

sted når et referentobjekt opfattes som eksistentielt truet, hvilket muliggør anvendelse af ekstraordinære 

midler (Buzan et al. 1998: 21). I dette tilfælde er referentobjektet gruppen selv, den eksistentielle trus- 

sel er den frygtede gruppe, mens de ekstraordinære midler er anvendelse af vold. Selvets frygt for den 

Anden forstår jeg således som et udtryk for sikkerhedsliggørelse. Såfremt Selvet artikulerer den Anden 

som en trussel imod Selvets eksistens, eller imod værdier som er essentielle for Selvet, vil anvendelse 

af vold mod den Anden blive muliggjort. 

For at afdække hvorvidt relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på frygt, må jeg analysere 

hvorvidt Selvet konstruerer den Anden som en eksistentiel trussel mod Selvets overlevelse eller værdi- 

er, på en måde der ikke kan håndteres med fredelige midler. 

Anden del af den antagonistiske dimension omhandler Selvets behov for hævn over den Anden. Behovet 

for hævn over den Anden, grundet Selvets opfattelse af fortidige overgreb og kriser spiller en væsentlig 

rolle i udbrud af vold (Gerlach 2010: 284, se endvidere Volkan 1988, Murer 2002). 

Det arketypiske eksempel på hævnens rolle i massevold er nazisternes artikulation af jødernes ødelæggelse 

af Tysklands økonomi og korruption af den ariske renhed (Kuper 1981: 43, Bauman 1989). Jøderne 

blev beskrevet som skyld i alskens dårligdomme, hvilket legitimerede volden som retfærdig. Det 

er vigtigt at være opmærksom på hvordan behovet for hævn artikuleres, og syndebukke udpeges (Ku- 

33


per 1981: 43). Gruppers behov for hævn for reelle eller imaginære overgreb kan således muliggøre ud- 

brud af massevold 54 . 

Hævn er meget let synonym for retfærdighed i Selvets egen opfattelse. Ikke ethvert krav om retfærdig- 

hed for tidligere overgreb starter nødvendigvis en proces der fører til massevold. Faren for vold opstår, 

når krav om retfærdighed for overgreb ikke bliver håndteret på anden vis, eksempelvis via anerkendel- 

se, undskyldninger eller restitution (Murer 2002: 219, Hinton 2002b: 274-75, MacGinty 2002: 166). 

Det er således gruppers oplevelse af uforløste krænkelser eller overgreb der skaber behovet for hævn, 

som muliggør vold (Girard 2007: 341-2) 55 . 

Krav om retfærdighed eller hævn kan dog også være formuleret på en måde, så det eneste der kan tilfredsstille 

behovet for hævn er vold, hvilket er tilfældet under folkedrabet i Cambodia (Hinton 2002b: 

267-68). 

Ved at inkludere Selvets behov for hævn som del af teori-modellen er, inkluderer jeg en forståelse af 

materialitetens betydning for udbrud af massevold. Specielt dårlige sociale vilkår og økonomiske problemer 

nævnes ofte inden for forskning i folkemord som en vigtig faktor i udbrud af massevold (Besteman 

2002: 299, Gerlach 2010: 267). Dette betyder ikke at teori-modellens videnskabsteoretiske 

grundlag undermineres, da materialitetens betydning kun har betydning i det omfang, Selvet opfatter 

den Anden som skyld i fortidige overgreb eller kriser. Det er blot en betragtning om at individers opfattelse 

af samfundets økonomiske vilkår ofte har stor indflydelse på deres verdenssyn. 

For at afdække hvorvidt relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på behov for hævn, må jeg 

analysere hvorvidt Selvet konstruerer den Anden som ansvarlig for overgreb eller kriser, og hvor retfærdighed 

ikke kan opnås med fredelige midler. 

Den tredje og sidste del af den antagonistiske dimension omhandler Selvets dehumanisering af den Anden. 

Dehumanisering beskrives som en vigtig faktor i udbrud af massevold (Fein 1979, 1993, Hagan og 

54 Det er her vigtigt at understrege at denne skelnen mellem reelle og imaginære overgreb er en rent analytisk skelnen. For 

store dele af nazisterne var jødernes overgreb mod den ariske folkesjæl, der i vores optik var komplet imaginære, i høj grad 

reelle og kaldte på handling. 

55 Girard er den første forfatter der behandler gruppers behov for ”scapegoating”, at skyde skylden for alskens dårligdomme 

på et specifikt objekt (Lawrence og Karim 2007: 221, jf. Girard 1988) Girards analyse af syndebukkens betydning er dog 

blevet udsat for markant kritik, primært for at reducere al kulturel og social dynamik til udelukkende at handle om syndebukkens 

betydning for den sociale orden (Jordan 2007: 32-33). Selvom Girards analyse bliver for fixeret på syndebukkens 

betydning for den sociale orden, er hans overordnede pointe, at gruppers oplevelse af uforløste krænkelser eller overgreb 

kan føre til vold, stadig brugbar for min opfattelse af behovet for hævns betydning for udbrud massevold. 

34


Rymond-Richmond 2008: 875) Dehumanisering finder sted når en gruppe omtales i nedværdigende 

termer og tildeles negative karakteristika, der klassificerer gruppens medlemmer som dyr eller under- 

mennesker (Kuper 1981: 86). Når en gruppe ikke længere opfattes som mennesker på samme stadie 

som én selv, bliver undertrykkelse af og voldsanvendelse mod den dehumaniserede gruppe legitimeret 

og massevold muliggøres. En dehumaniseret gruppe bliver således udstødt fra den dehumaniserende 

gruppes moralske univers, dets universe of obligation (Fein 1979: 4-5). Dehumanisering bliver yderli- 

gere beskrevet som en fornægtelse af en fælles menneskelighed (Kuper 1981: 86-7) eller en fornægtel- 

se af individers subjektivitet (Lang 2010: 225). 

At forstå dehumanisering som grundlag for udbrud af massevold implicerer dog en antagelse om men- 

neskets natur, som er problematisk for min ontologiske tilgang. Hvis dehumanisering muliggør vold 

fordi dehumaniserede individer og grupper udstødes fra gerningsmænds universe of obligation, må det 

forudsætte eksistensen af dette universe of obligation som universelt forhindrer mennesker i at slå ihjel. 

Man må således antage at der er noget iboende i menneskets natur der forhindrer vold, og som må 

overvindes eller betvinges før vold kan finde sted. Denne antagelse er problematisk i en poststrukturalistisk 

opfattelse af menneskets natur som tom i ontologisk forstand. I dette perspektiv kan der ikke findes 

noget universelt iboende i menneskets natur, der forhindrer vold. Dehumanisering af ofre spiller 

dog alligevel umiddelbart en rolle i udbrud af massevold, alene af den grund, at dehumanisering af ofre 

kan identificeres i stort set alle udbrud af massevold (Kuper 1981: 43, Zizek 2009: 46-7). Derfor inddrager 

jeg alligevel dehumanisering som analysekategori i min teori-model. En alternativ opfattelse af 

dehumanisering, der ikke er i strid med min ontologiske tilgang, er at et samfund, for at kunne fungere, 

som oftest må have visse restriktioner - diskursive som institutionelle 56 - mod tilfældig vold for at kunne 

fungere. Dehumanisering kan i dette perspektiv være en mulighed for at ændre opfattelsen af volden 

mod ofre fra ”tilfældig” og dermed utilladelig til ”nødvendig” og dermed tilladelig. I dette perspektiv 

vil dehumanisering af ofre i højere grad være en faktor der forstærker de to andre kategorier - frygt og 

hævn - end en selvstændig faktor i udbrud af massevold. 

For at afdække hvorvidt relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på dehumanisering, må jeg 

analysere hvorvidt Selvet konstruerer den Anden som et mindreværdige, undermennesker eller dyr, og 

hvor sameksistens ikke kan opnås med fredelige midler. 

56 Biblens 6. bud, ”du må ikke slå ihjel”, er et eksempel på en institutionel restriktion mod vold, der i varierende grad kan 

opfattes som en diskursiv restriktion i forskellige samfund. 

35


Såfremt relationen mellem Selv og Anden er baseret på elementer, der medfører at Selvet enten nærer 

frygt for, har behov for hævn over, eller dehumaniserer den Anden, vil jeg betegne den antagonistiske 

dimension som baseret på konfliktskabende termer. 

Den temporale dimension 

Denne dimension omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem Selvet og den Anden 

(Hansen 2006: 48). Dimensionen består af Selvets fremtidige forventninger til den Anden, der kan forstås 

på tre forskellige måder. For det første Selvets opfattelse af den Andens forskelligheds foranderlighed. 

For det andet hvilke forventninger Selvet har til fremtidige relationer til den Anden. For det 

tredje hvilken tidshorisont relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på. Selvets artikulation af 

fremtidige forventninger er ikke nødvendigvis eksplicit. I enhver opfattelse af verden som den er, eller 

har været, ligger der samtidig en forventning til fremtiden (Koselleck 1985: 207). Selvet kan således 

både artikulere en eksplicit eller implicit forventning til fremtidige relationer til den Anden. Samtidig 

ligger der i enhver opfattelse af fremtiden samtidig en opfattelse af, hvad der bør gøres i dag (Koselleck 

1985: 207). Selv-Anden-relationens temporale dimension kan således både dannes af Selvets opfattelser 

af nutiden og øve indflydelse på Selvets nutidige handlinger. 

For det første er Selvets opfattelse af foranderligheden af den Andens forskellighed fra Selvet vigtig for 

relationen mellem Selvet og den Anden (Hansen 2006: 47-48). Selvet kan opfatte den Andens forskellighed 

på to måder. Enten kan Selvet (eller andre, inklusive den Anden selv) forandre den Andens forskellighed, 

eller også opfatter Selvet den Andens forskellighed som essentielt uforanderlig. Hvorvidt 

Selvet opfatter den Andens forskellighed som foranderlig eller ej har stor betydning for relationens mulighedsbetingelser 

for handling 57 (Hansen 2006: 49, se også Todorov 1999). Hvis Selvet opfatter den 

Andens forskellighed som foranderlig, er vold ikke nødvendigvis den eneste måde at håndtere relatio- 

57 Liberalismens opfattelse af demokrati, menneskerettigheder og fornuft som universelle menneskelige værdier, der potentielt 

kan omfavnes af alle individer på kloden (se eksempelvis Held 1996), er et eksempel på et (demokratisk) Selv der anser 

den (udemokratiske) Anden som foranderlig. I denne opfattelse af Selvets relation til Den Anden kan der således findes et 

element af omvendelse (Connolly 1991: 43). Den nazistiske artikulation af ”jøden” som essentielt uforanderlig (Bauman 

1989) er eksempel på den modsatte tankegang. Det (nazistiske) Selv opfatter den (jødiske) Andens natur som uforanderlig, 

hvilket kun efterlader nazismen én handlemulighed, eliminering (Connolly 1991: 42f). Dette er samtidig et eksempel på den 

implicitte fremtidsforventning der kan ligge i en nutidig forståelse af verden. ”Jøden” er essentielt uforanderlig, derfor kunne 

nazisterne ikke forvente at han vil ændre sig i fremtiden. 

36


nen til den Anden. Hvis Selvet opfatter den Andens forskellighed som uforanderlig, vil en tilstrækkelig 

antagonistisk relation muliggøre vold for at håndtere relationen. For at afdække dette må jeg analysere 

hvordan Selvet konstruerer den Andens forskelligheds mulighed for forandring. 

For det andet har Selvets forventninger til fremtidige relationer mellem Selv og den Anden betydning 

for Selvets mulige handlinger. Dette handler ikke om hvorvidt den Andens forskellighed forandrer sig, 

men om de omstændigheder som Selvet forventer relationen finder sted under i fremtiden 58 . Det skaber 

forskellige handlemuligheder hvis Selvet opfatter omstændighederne som bedre, uforandrede eller vær- 

re i fremtiden. Det er muligt at forestille sig situationer, hvor den Andens forskellighed artikuleres som 

uforanderlig, men hvor omstændighederne som Selvet og den Andens relation finder sted under opfattes 

som i bedring, eller omvendt. Såfremt man ikke analyserer Selvets forventninger til fremtidige relationer, 

risikerer man at vurdere relationen mellem Selv og Anden som mere problematisk end nødvendigt. 

Dette harmonerer med indsigten fra Gad (2010: 142), om at selv små variationer i relationen mellem 

Selvet og den Anden kan skabe vidt forskellige handlemuligheder. 

Hvorvidt Selvets forventninger til fremtidige relationer med den Anden kan føre til vold afhænger af 

Selvets opfattelse af den nuværende relation. Såfremt den nuværende relation er tilstrækkelig konfliktfyldt, 

vil selv en opfattelse af relationen som uændret i fremtiden kunne føre til vold. For at afdække 

det må jeg analysere hvordan Selvet konstruerer de fremtidige omstændigheder i relationen til den Anden. 

For det tredje påvirker den tidshorisont, som Selvet opfatter at relationen med den Anden finder sted 

inden for, relationens mulighedsbetingelser for handling. Denne tidshorisont bestemmer hvornår relationen 

mellem Selvet og den Anden kræver handling. Hvis Selvet opfatter den Anden som en trussel, er 

denne trussel så aktuel her og nu, eller vil den Anden først være en trussel i fremtiden - og i så fald 

hvornår 59 ? 

58 Et eksempel kunne være relationen mellem USA og Kina, i forhold til energisikkerhed. I takt med at de globale oliereserver 

bliver opbrugt, er det muligt at USA ville forvente at blive presset ud i et kapløb med Kina om at sikre sig tilstrækkelig 

olieforsyning, hvilket let kan føre til konflikt. Det er således ikke USA's opfattelse af Kinas forskellighed, der fører til en 

bestemt handling, men USA's opfattelse af de omstændigheder, som relationen vil finde sted under i fremtiden. 

59 Et eksempel på tidshorisontens betydning for Selvets handlemuligheder er Truman-doktrinen, USA og Vestens svar på 

Sovjet-kommunismens udbredelse i Europa og Asien (Merril 2005). I Truman-doktrinen bliver Sovjet-kommunismen udspredelse 

beskrevet som et potentielt problem, der kan skade USA og Vestens frihed hvis den fortsætter uhindret. Det er 

37


Hvis relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på en kort eller aktuel tidshorisont, er anven- 

delse af vold i højere grad muliggjort, end hvis tidshorisonten er lang. For at afdække dette må jeg ana- 

lysere hvordan Selvet konstruerer relationens tidshorisont. 

Hvornår og hvordan påvirker Selv-Anden-relationens temporale dimension muligheden for massevold? 

Grundlæggende er det afhængigt af den lokale kontekst i relationen mellem Selv og Anden. Det er der- 

for kun muligt at vurdere den temporale dimensions betydning i en konkret analyse. Jeg kan dog fore- 

tage generelle overvejelser om hvilke mulighedsbetingelser den temporale dimension kan skabe. 

Hvis Selvet artikulerer den Andens forskellighed som uforanderlig, er dialog med henblik på opløsning 

af forskellene mellem Selv og Anden ikke mulig. Selvet må i stedet håndtere forskellen – og derfor er 

det nødvendigt at analysere hvilke måder at håndtere den Andens forskellighed, som Selvet artikulerer. 

Hvis der ikke artikuleres fredelige muligheder for håndtering af forskellighed vil anvendelse af vold 

blive muliggjort. 

Hvis Selvet artikulerer de fremtidige forventninger til relationen som uændrede eller endog værre, skaber 

det ligeledes mulighedsbetingelser for vold, idet nuværende måder at håndtere forskellighed ikke er 

tilstrækkelige. Og sluttelig, hvis relationens tidshorisont er meget kort, er forskelligheden nødvendig at 

håndtere nu. Såfremt vold er nødvendigt grundet relationens øvrige indhold, vil en kort tidshorisont 

muliggøre vold nu og ikke blot som fremtidig handling. 

Såfremt Selv-Anden-relationens temporale dimension øger muligheden for udbrud af massevold, beskriver 

jeg relationen som baseret på aktuelt konfliktskabende temporale termer. 

Den spatiale dimension 

Denne dimension omhandler den rumlige relation mellem Selvet og den Anden - Selvets opfattelse af 

den Andens fysiske og sociale tilstedeværelse (Hansen 2006: 47). For det første etablering af grænsen 

mellem Selvet og den Anden. For det andet afstanden mellem Selvet og den Anden (Gad 2010: 183). 

For det tredje Selvets opfattelse af den Andens fysiske og sociale udstrækning. 

således ikke Sovjetunionens eksistens der opfattes som en trussel, men derimod en fremtidig situation, hvor kommunismen 

er spredt til store dele af kloden. Dette muliggør en specifik handling, inddæmning, i stedet for eksempelvis væbnet konflikt. 

38


Den første del omhandler etablering af grænser mellem Selvet og den Anden. For at kunne vurdere om 

relationen mellem Selvet og den Anden muliggør massevold, er det nødvendigt at analysere hvorvidt 

konkrete, eksisterende individer bliver udpeget som den Anden. Hvis der ikke udpeges konkrete indi- 

vider som den Anden, kan en kollektiv identitet ikke muliggøre vold 60 . Derfor analyserer jeg hvilke 

grænser, der etableres mellem Selvet og den Anden, for at afklare hvilke individer der udgør den Anden. 

Hvis Selvet har en opfattelse af den Anden, der umiddelbart fremstår som eksisterende, er det stadig 

nødvendigt at afklare hvilke individer der konkret udgør den Anden 61 . Der er ikke er nogen nødvendig 

forbindelse mellem opfattelsen af den abstrakte Anden og de individer der udpeges som den Anden 62 . 

Derfor analyserer jeg hvilke individer der udpeges som den Anden, for at kunne afdække hvilke individer, 

Selvet kan udøve vold imod. 

Den anden del omhandler afstanden mellem Selvet og den Anden, hvor Selvet opfatter den Andens fysiske 

placering – hvor tæt er ”de” på ”os” (Gad 2010: 183). Jo kortere distance mellem Selvet og den 

Anden, jo større mulighed for udbrud af vold, såfremt massevold er muliggjort – og omvendt. Selvet 

kan eksempelvis opfatte den Anden som en trussel, men samtidig føle sig på sikker afstand 63 . Hvis Selvet 

opfatter den Anden som placeret indenfor eller i umiddelbar nærhed af Selvets fysiske territorium, 

er vold i højere grad muliggjort, end hvis distancen mellem Selv og den Anden er stor. Jeg afdækker 

derfor hvordan Selvet konstruerer afstanden til den Anden. 

Den sidste del omhandler Selvets opfattelse af den Andens fysiske og sociale udstrækning. Hvis Selvet 

opfatter den Andens fysiske udstrækning som ”for stor”, er vold i højere grad muliggjort, end hvis Selvet 

opfatter den Andens udstrækning som acceptabel. Den sociale udstrækning handler om Selvets arti- 

60 Jf. afsnit 3.1, side 28. 

61 Et eksempel er igen opfattelsen af ”jøden” i Nazityskland. Det er nødvendigt at afklare hvilke individer Selvet artikulerer 

som ”jøder” før konkrete fysiske individer kan rammes af vold - er det tro, afstamning, og i hvor mange generationer, etnicitet, 

oprindelse, etc, der gør et individ til ”jøde”?. 

62 Et eksempel er kommunistforskrækkelsen i McCarthy-tidens USA, i 1950’erne, hvor personer blev anklaget for at være 

kommunister på baggrund af holdninger, der på ingen måde var i overensstemmelse med generelle definitioner på kommunisme 

(Fried 1997). 

63 Et klassisk eksempel er den realistiske opfattelse af stater inden for International Politik (Hansen 2006: 34). Her udgør 

alle stater en konstant og radikal trussel mod hver andre, men så længe staterne ikke overskrider de definerede territorialgrænser 

mellem hinanden, vil truslen ikke være aktuel, og voldelig handlen vil ikke nødvendigvis være relevant. 

39


kulation af den Andens placering i samfundet, hvilke samfundspositioner den Anden indtager i Selvets 

opfattelse. Hvis den Andens position artikuleres som problematisk, vil vold være muliggjort 64 . 

Hvorvidt Selvet opfatter den Andens udstrækning som problematisk har ikke nødvendigvis noget at 

gøre med antallet af individer, der udgør den Anden 65 . Tværtimod kan man forvente at en gruppe er 

”velegnet” som den Anden hvis den er lille og svag, så den let kan betvinges, men stadig stærk nok til 

ikke at blive udraderet med det samme (Connolly 1991: 207). 

For at afdække dette må jeg analysere hvordan Selvet konstruerer den Andens fysiske og sociale udstrækning. 

Hvornår og hvordan påvirker Selv-Anden-relationens spatiale dimension muligheden for udbrud af 

massevold? Som ved den temporale dimension er det afhængigt af relationens kontekst. Det er derfor 

kun muligt at vurdere den spatiale dimensions betydning i en konkret analyse. Jeg kan dog foretage generelle 

overvejelser om hvilke mulighedsbetingelser den spatiale dimension kan skabe. For det første er 

det nødvendigt at Selvet udpeger konkrete, eksisterende individer som den Anden, for at massevold 

muliggøres. Såfremt konkret udpegning finder sted, er et grundlæggende vilkår for udbrud af massevold 

til stede. 

Såfremt vold er nødvendigt grundet relationens øvrige indhold vil en lille eller ikke eksisterende afstand 

endvidere muliggøre vold i konteksten. Sluttelig øges muligheden for massevold, såfremt Selvet 

artikulerer den Andens fysiske eller sociale udstrækning som ”for stor”, da der dermed ikke er plads i 

Selvets opfattelse af samfundet til at håndtere den Andens forskellighed. 

Såfremt Selv-Anden-relationens spatiale dimension øger muligheden for udbrud af massevold, beskriver 

jeg relationen som baseret på aktuelt konfliktskabende spatiale termer. 

Sammenhængen mellem teori-modellens dimensioner 

I det følgende diskuterer jeg hvordan sammenhængen mellem dimensionerne kan forstås. Endvidere 

diskuterer jeg hvilke blinde vinkler anvendelse af teori-modellen kan skabe i analysen af kollektive 

identiteter. 

64 Eksempelvis hvis den Anden artikuleres som besiddende en ufortjent position i statsmagten 

65 Dette kan ikke afdækkes ved at undersøge antallet af individer der udgør den Anden, da der ikke er nogen nødvendig 

sammenhæng mellem antal individer og Selvets opfattelse af den Andens udstrækning. 

40


Det er ikke muligt at udlede de andre dimensioners indhold ved analyse af en enkelt dimension, da in- 

gen af de tre dimensioner determinerer de andres indhold (jf. Hansen 2006: 56). Det er dog afgørende 

hvorvidt Selvet artikulerer den Andens forskellighed på en måde, der muliggør massevold. Såfremt den 

antagonistiske dimension ikke er baseret på frygt, hævn eller dehumanisering, er min påstand at masse- 

vold ikke muliggøres - og det vil den temporale og spatiale dimensions indhold ikke ændre. Analyse af 

den antagonistiske dimension er dog ikke nok til at afgøre, hvorvidt massevold er muliggjort her og nu, 

samt i hvor høj grad muligheden er til stede. Analyse af den temporale og spatiale dimension kan afkla- 

re dette. 

På det analytiske plan er sammenhængen mellem den antagonistiske, temporale og spatiale dimension 

således: Massevold muliggøres såfremt relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på enten 

Selvets frygt for, behov for hævn over, eller dehumanisering af den Anden i aktuelt konfliktskabende 

temporale og spatiale termer. Hvad der udgør konfliktskabende temporale og spatiale termer er i sidste 

ende afhængigt af konteksten. Generelt udleder jeg dog at jo mere aktuel 66 relationen mellem Selvet og 

den Anden opfattes, jo mere konfliktskabende er den temporale og spatiale dimensions indhold. 

Teori-modellen fokuserer på analyse af, hvorvidt Selvets artikulation af relationen til den Anden skaber 

mulighedsbetingelser for udbrud af massevold. Derfor har teori-modellen en blind vinkel i forhold til 

den Andens reaktion på Selvets artikulation. 

At teori-modellen ikke levner plads til intersubjektivitet i relationen mellem Selvet og den Anden, er 

symptomatisk for poststrukturalistisk identitetsforskning, hvor artikulation af identitet opfattes som en 

proces mellem subjektet (Selvet) og den diskursive struktur, og ikke som interaktion mellem subjektet 

og den Anden (Neumann 1999: 208ff). Denne blinde vinkel kan være problematisk for identitetsstudier, 

idet den Andens reaktion på Selvets artikulation kan have betydning for relationen (Gad 2010: 

139ff). Den Andens reaktion kan både øge eller mindske muligheden for konflikt, alt afhængig af Selvets 

opfattelse af reaktionen (Gad 2010: 215ff, jf. Baumann og Gingrich 2004). 

Jeg risikerer dermed at overse en dynamik, der kan have indflydelse på hvorvidt massevold bliver muliggjort. 

Den Andens reaktion kan have indflydelse på to forskellige måder: For det første kan den Andens 

reaktion medføre at massevold muliggøres, hvor det før ikke var muliggjort (ved at den Andens 

66 ”Aktuel” dækker over både temporal og spatial relevans – at relationen til den Anden er aktuel her og nu. 

41


reaktion skaber eller skærper konflikt mellem Selv og den Anden 67 ). For det andet kan den Andens re- 

aktion medføre, at muligheden for massevold mindskes eller bortfalder (ved at den Andens reaktion 

dæmper eller løser konflikten mellem Selv og den Anden 68 ). Jeg diskuterer hvorvidt denne blinde vin- 

kel har konsekvenser for min analyse i specialets konklusion. 

3.3 Opsamling på kollektive identiteter og massevold 

Kollektive identiteter består af en specifik antagonistisk relation mellem den kollektive identitets Selv 

og den Anden. Relation er altid negativ og konfliktfyldt, hvilket medfører at kollektive identiteter altid 

har et voldeligt potentiale. Relation sætter rammen for Selvets handlinger, og er mulighedsbetingelse 

for Selvets behandling af den Anden. Kollektive identiteter dannes via diskursiv artikulation, som er 

enhver handling der resulterer i dannelse eller ændring af relationen mellem Selvet og andre objekter. 

Diskursiv artikulation danner kollektive identiteter via ækvivalenslogik omkring tomme betegnere, der 

er begreber der er brede nok til at samle de interne dele af Selvet i modstand mod den Anden. 

For analysen af kollektive identiteters rolle i massevold betyder dette, at jeg fokuserer på hvordan kol- 

lektive identiteter konstrueres omkring tomme betegnere via ækvivalenslogik. 

For at kunne analysere hvornår kollektive identiteter muliggør befolkningsgruppers deltagelse i masse- 

vold er det nødvendigt at analysere relationen mellem Selv og Anden. Denne relation består af den an- 

tagonistiske, temporale og spatiale dimension. 

Den antagonistiske dimension der omhandler Selvets opfattelse af den Andens forskellighed. Hvis rela- 

tionen til den Anden konstrueres på en måde der skaber frygt for, behov for hævn over, eller dehumanisering 

af den Anden, konstrueres vold mod den Anden som en nødvendighed. 

Den temporale dimension der omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem Selvet og 

den Anden. Hvis relationen til den Anden konstrueres som temporalt aktuel i konfliktskabende termer, 

skabes et behov for voldelig handling nu. 

67 Eksempelvis ved at kræve modstand mod Selvet, som for eksempel Black Consciousness Movement i Sydafrika under 

Apartheid-regimet, der blev formuleret som et modstandsprojekt mod det hvide styre, hvilket medvirkede til at skærpe konflikten 

mellem sorte og hvide i 1970'erne og 80’erne (Howarth 1997, 2000). 

68 Eksempelvis ved at imødekomme eventuelle krav fra Selvet. 

42


Den spatiale dimension der omhandler den rumlige, fysiske relation mellem Selvet og den Anden. Hvis 

relationen til den Anden konstrueres som spatialt aktuel i konfliktskabende termer, skabes et behov for 

voldelig handling her. 

Kollektive identiteter muliggør således befolkningsgruppers deltagelse i massevold såfremt relationen 

mellem Selvet og den Anden er baseret på enten Selvets frygt for den Anden, behov for hævn over den 

Anden eller på dehumanisering af den Anden i aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale termer. 

Teori-modellen fokuserer på analyse af, hvorvidt Selvets artikulation af relationen til den Anden skaber 

mulighedsbetingelser for udbrud af massevold. Derfor har teori-modellen en blind vinkel i forhold til 

den Andens reaktion på Selvets artikulation. Denne blinde vinkel diskuterer jeg i specialets konklusion. 

43


4. Metodiske overvejelser 

I dette afsnit diskuterer jeg hvordan jeg kan analysere de kollektive identiteter, der spiller en rolle i de 

to case-studier, Rwanda og Nordirland. For at sikre analytisk transparens og validitet redegører jeg for 

mine metodiske valg. Afsnittet består af 2 dele. Først beskriver jeg hvilke metodiske valg min analyse 

er baseret på. Dernæst diskuterer jeg hvilken indflydelse mine metodiske valg har på analysens validi- 

tet. 

4.1 Metodiske valg 

Jeg diskuterer først hvilke overordnede metodiske valg min analyse er baseret på. Dernæst hvilke for- 

mer for empiri jeg må vælge, for at kunne afdække befolkningsgruppers kollektive identiteter. Sluttelig 

hvilken specifik måde jeg læser empirien på. 

Overordnede metodiske valg 

Overordnet er min analyse af kollektive identiteter en hegemoni-analyse (Dyrberg et al. 2000b: 322). 

Mit formål er at afdække hvilke diskursive mulighedsbetingelser de kollektive identiteter i de to cases 

skaber. Min analysestrategi er synkron, da jeg fokuserer på en enkelt tidsperiode i begge cases, for at 

fastlægge identiteternes mulighedsbetingelse i denne periode (Dyrberg et al. 2000b: 322). Jeg vælger 

en synkron analysestrategi, fordi formålet med min analyse er afdækning af de kollektive identiteters 

indhold på centrale tidspunkter i begge cases, og ikke hvordan de kollektive identiteter udvikler sig 

over tid. Jeg undersøger derfor ikke hvordan de forskellige kollektive identiteter udvikles over tid, men 

undersøger de hegemoniske kollektiv identiteter på det pågældende tidspunkt. 

Sluttelig er min analysestrategi baseret på semantisk tilgang, idet jeg koncentrerer mig om at afdække 

hvordan mening produceres i de analyserede tekster (Dyrberg et al. 2000b: 327). Ved at afdække hvor- 

dan mening produceres, kan jeg afgøre hvilke mulighedsbetingelser for handling de forskellige kollek- 

tive identiteter skaber. Denne mening produceres på tværs af det empiriske materiale og min analyse- 

strategi er således baseret på tekstlæsning i et intertekstuelt perspektiv (Dyrberg et al. 2000b: 324-5, 

Agersnap et al. 2001: 27) 

44


Valg af empiri 

Det er nødvendigt at afklare hvorvidt den udvalgte empiri afspejler den diskurs jeg vil afdække (Dyr- 

berg et al. 2000: 324b). I min analyse af Rwanda og Nordirland fokuserer jeg på de overordnede kol- 

lektive identiteter, der udgør verdensopfattelsen for de forskellige befolkningsgrupper. Dette valg skyl- 

des mit fokus på massedeltagelse i vold. At kilder er tilgængelige for de grupper, som er omfattet af 

diskursen, er et krav til diskursanalyse (Hansen 2006: 87). Derfor udvælger jeg kilder, der er brede, of- 

fentlige medier, tilgængelige for befolkningsgruppernes medlemmer. Det er dog ikke muligt på forhånd 

at afgrænse endeligt hvor identitet produceres (Agersnap et al. 2001: 37, Gad 2010: 254). Derfor vil 

enhver a priori afgrænsning være partikulær og arbitrær (Gad 2010: 254). Derfor må jeg udvælge tek- 

ster, som ud fra en umiddelbar betragtning giver mening i forhold til analysen (Andersen 1994: 35). 

I Rwanda udførte hutu-befolkningen massevold på tutsi-befolkningen (Mamdani 2001: 5), derfor foku- 

serer jeg på hvorvidt hutu-befolkningens kollektive identitet muliggjorde massevold. Jeg vælger derfor 

medier ejet og drevet af hutuer, der danner den eller de diskurser, der udgør hutu-befolkningens kollek- 

tive identitet. 

I Nordirland kan jeg ikke afgrænse mig til enten den katolsk-republikansk eller protestantisk- 

unionistisk befolkningsgruppe, men må analysere begge gruppers kollektive identitet for at vurdere 

hvorvidt massevold ikke muliggjordes. Jeg vælger derfor kilder, der danner den eller de diskurser, der 

udgør de to befolkningsgruppernes respektive kollektive identiteter. Jeg fokuserer derfor på to aviser, 

en katolsk-republikansk orienteret, og en protestantisk-unionistisk orienteret. 

Empiri: Rwanda 

I analysen af kollektive identiteter i Rwanda vælger jeg empirisk materiale, der kan anvendes til at af- 

dække hutu-befolkningens kollektiv identitet i tidsperioden op til folkedrabet i 1994. Materialet er avis- 

artikler og transskriptioner af radioudsender. Tidsmæssigt fokuserer jeg på perioden fra RPFs 69 invasi- 

on af Rwanda i oktober 1990 og frem til folkedrabets begyndelse, april 1994. Jeg udvælger følgende to 

kilder 70 . Artikler fra Kangura 71 , rwandansk avis, dannet i maj 1990 af Hassan Ngeze, der i 2003 blev 

69 

Rwandan Patriotic Front var en tutsi-ledet militær organisation, der invaderede Rwanda fra Uganda i 1990, hvilket jeg 

beskriver nærmere på afsnit 5.1, side 52. 

70 

Kildematerialet fra Rwanda er lokaliseret på Genocide Archive of Rwanda, www.genocidearchiverwanda.org.rw samt 

vidensportalen Surplus Knowledge, http://surplusknowledge.com. Materialet blev lokaliseret den 4. juli 2011. 

71 

Awaken! på kinyarwanda, Rwandas lokalsprog, i betydningen ”væk andre op!” (ICT 2003: 40). 

45


dømt ved ICTR 72 for planlægning af, opfordring til og udførelse af folkedrab (ICT 2003: 357). Kangu- 

ra udkom to gange om måneden i et antal på mellem 1.500 og 3.000 eksemplarer i to versioner på hen- 

holdsvis fransk og kinyarwanda (Pruniér 1995: 188-189). 

Transskriptioner fra Radio-Télévision Libre des Milles Collines (RTLM). Grundlagt i 1993 af Ferdi- 

nand Nahimana og Jean-Bosco Barayagwiza der i 2003 blev dømt ved ICTR for planlægning af, opfor- 

dring til og udførelse af folkedrab (ICT 2003: 357). Radioudsendelser var i tiden op til folkedrabets ud- 

brud Rwandas befolknings vigtigste nyhedskilde (Alexis og Mpambara 2003: 10) og RTLM transmitte- 

rede udsendelser 24 timer i døgnet ved folkedrabets udbrud (Metzl 1997: 632). 

Kangura og RTML bliver anset for at have spillet en markant rolle folkedrabet på tutsi-befolkningen 

(Puddephatt 1999: xi). Forskere har allerede undersøgt disse mediers indhold og påpeget deres betyd- 

ning for folkedrabets udbrud (Mamdani 2001: 190, Fujii 2004: 105). Disse medier betegner jeg derfor 

som primære kilder til hutu-befolkningens kollektive identitet. 

Som hjælp til at fortolke kildematerialet inddrager jeg materiale fra retssagen og dommen ICTR 

(2003) 73 . Dommen indeholder kommentarer fra eksperter i rwandansk kultur. Af antropologisk forsk- 

ning i massevold fremgår det, at myter, historie og kultur spiller en vigtig rolle i dannelsen af identite- 

ter, der muliggør vold (Hinton 2002b: 256-7). Ved at inddrage ekspert-kommentarerne i analysen har 

jeg mulighed for bedre at forstå identitet, der konstrueres på baggrund af lokale myter, kultur og histo- 

rie. 

Empiri: Nordirland 

I analysen af kollektive identiteter i Nordirland vælger jeg empirisk materiale der kan anvendes til at 

afdække de katolsk-republikanske og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppers kollektive identi- 

tet i tidsperioden omkring Bloody Sunday. Tidsmæssigt fokuserer jeg på perioden fra 1. januar 1972 til 

28. februar 1972. Dette dækker perioden omkring Bloody Sunday, 30. januar 1972, der beskrives som 

den mest intense periode i konflikten i Nordirland (White & White 1995, Hayes & McAllister 2001: 

913) 

72 International Criminal Tribunal Rwanda (ICT 2003). 

73 Dom ved ICTR over ejere og redaktører af medier, der blev anklaget og dømt for at have opfordret til folkedrabet. 

46


Jeg analyserer kildemateriale 74 fra de nordirske aviser Belfast Newsletter og Irish News. De to kilder er 

blandt de mest læste i Nordirland, og er orienteret mod henholdsvis den protestantisk-unionistiske og 

katolsk-republikanske befolkningsgruppe (Wolfsfeld 2004: 164). Disse medier betegner jeg derfor som 

primære kilder til de to befolkningsgruppers kollektive identiteter. Belfast Newsletter analyseres for at 

afdække den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppes kollektive identitet, mens Irish Newsletter 

analyseres for at afdække den katolsk-republikanske kollektive identitet. 

Konkret læsning af empirien 

For at afdække hvordan kollektive identiteter dannes i empirien, foretager jeg en narrativ analyse. 

Formålet er at afdække hvilken sammenhængende historie - narrativ - en given diskurs konstruerer om 

diskursens indhold (Dyrberg et al. 2000b: 328). Narrativ analyse af den udvalgte empiri muliggør un- 

dersøgelse af, hvordan kollektive identiteter konstrueres i forhold til tekstens indhold, ved at analysere 

hvem der taler, hvem de taler for, og hvem og hvad der tales om (Dyrberg et al. 2000b: 328, Howarth 

2000: 140, Wæver 2000: 293, se også Dyrberg et al. 2000a). 

I narrativ-analysen fokuserer jeg på hvilke tomme betegnere der beskriver den Andens forskellighed i 

de undersøgte diskurser, da kollektive identiteter dannes omkring tomme betegnere (Dreyer Hansen 

2005: 183). De tomme betegnere dannes af ækvivalens- og differenslogik, som jeg derfor ligeledes afdækker 

(jf. afsnit 3.1). Jeg leder derfor efter tomme betegnere, der konstruerer grupper eller individer 

som negativt forskellige fra det Selv, som teksten konstruerer. Jeg strukturerer narrativ-analysen af 

hver case omkring de tomme betegnere, som kollektive identiteter dannes omkring i den enkelte case. 

På baggrund af narrativ-analyserne afdækker jeg hvilket konkret narrativ, der konstrueres i hver case, 

og hvilke Selv-Anden-relationer dette narrativ konstruerer. Jeg analyserer dermed hvem den Anden er, 

hvordan Selvet konstruerer den Andens forskellighed, samt hvor og hvornår relationen til den Anden 

befinder sig. Dermed kan jeg analysere narrativerne i de to cases uden at søge specifikt efter Selvets 

konstruktion af frygt, hævn eller dehumanisering. Da teori-modellens forklaringskraft afhænger af, 

hvor god en forståelse den skaber af analysens resultater, er det vigtigt ikke at sammenblande teorimodellen 

med narrativ-analysen, for at undgå at teori-modellen på forhånd afgør, hvilke narrativer jeg 

74 Kildematerialet fra Nordirland er tilgængeligt på det britiske nationalbiblioteks afdeling for aviser, British National Library 

Newspapers, Colindale Avenue 7, London. Belfast Newsletter kan lokaliseres på hyldenummer 160-65[1972]. Irish News 

kan lokaliseres på hyldenummer 1196-9 [1972]. Materialet er ikke tilgængeligt online. 

47


afdækker (Norval 1996: 2). Dermed minimerer jeg confirmation bias, hvilket styrker analysens validi- 

tet (Norval 1996: 2). 

Derefter anvender jeg min teori-model til at analysere det enkelte narrativs Selv-Anden-relations anta- 

gonistiske, temporale og spatiale dimensioner. Gennem analyse af relationens tre dimensioner, kan jeg 

afdække hvorvidt relationen mellem Selv og Anden er baseret på Selvets frygt for, behov for hævn 

over, eller dehumanisering af den Anden, i aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale termer. Så- 

fremt dette er tilfældet, er den analyserede befolkningsgruppes deltagelse i massevold mod den Anden 

muliggjort. 

Som introduktion til hver case-analyse beskriver jeg de to landes historie. Min forståelse af Rwanda og 

Nordirlands historie, er uafværgeligt præget af min egen sociokulturelle kontekst, og har dermed ind- 

flydelse på min analyse (Dyrberg et al. 2000B: 324). Ved at eksplicitere min historieforståelse giver jeg 

læseren mulighed for at vurdere, hvordan analysen er påvirket af denne historieforståelse, hvilket styr- 

ker analysens transparens. Denne forståelse er et narrativ præget af min temporale og spatiale placering 

- et narrativ fortalt fra et vestligt, humanistisk liberalt-demokratisk udgangspunkt, præget af vestlige 

akademiske normer for historieskrivning. Dermed repræsenterer mit narrativ et bestemt partikulært blik 

(Esmark et al. 2005: 7). Dette blik er i konflikt med blikke fra andre perspektiver - ikke mindst de nar- 

rativer, som konstrueres i den analyserede empiri. Mit narrativ er således ikke den autoritative og abso- 

lutte udlægning, af hvad de to landes historie i virkeligheden var, men en måde at forstå den historiske 

kontekst, hvilket kan bidrage til at forstå de mulighedsbetingelser, som de analyserede narrativer ska- 

ber. 

4.2 Analysens validitet 

I det følgende diskuterer jeg hvilken indflydelse mine metodiske valg har på analysens validitet. Analy- 

sens validitet afhænger af dens troværdighed (Agersnap et al. 2001: 13, Gad 2010: 269, jf. afsnit 2.1). 

Analytisk troværdighed opnås via analytisk transparens, at det står klart hvordan min analyse er gen- 

nemført (Gad 2010: 269). Jeg har afklaret hvordan min analyse gennemføres ovenfor, men for at styrke 

den analytiske transparens diskuterer jeg endvidere hvilke mangler mit valg af empiri indebærer. 

Mit valg af empiri har to mangler. For det første produceres kollektiv identitet ikke kun gennem medi- 

ers konstruktion af relationen mellem Selv og Anden, men også gennem debat, både offentlig og privat, 

48


og gennem individers daglige levede liv (Gad 2010: 248). Jeg risikerer dermed at overse hvordan rela- 

tioner mellem Selv og Anden konstrueres anderledes i praksis mellem individer, end den gør i de ana- 

lyserede medier. Dette er dog et vilkår for studier af kollektive identiteter, da man ikke på forhånd kan 

afgrænse hvor identitet skabes 75 (Agersnap et al. 2001: 37, Gad 2010: 254). 

For det andet kan jeg ikke afvise, at andre kilder konstruerer relationen mellem Selv og Anden på andre 

måder end de udvalgte kilder. I analysen af Rwanda anvender jeg kilder, hvis indhold bliver beskrevet 

som hutu-ekstremisme (Mamdani 2001: 190, Fujji 2004: 105), mens jeg i analysen af Nordirland an- 

vender kilder, der ikke beskrives som ekstreme (Wolfsfeld 2004: 164). Denne forskel på kilderne kan 

opfattes som en bias i udvalget af empiri. Dermed risikerer jeg at overse konstruktion af Selv-Anden- 

relationer der (i Rwanda) konstruerer en ikke-antagonistisk relation mellem hutu- og tutsi- 

befolkningen, mens jeg (i Nordirland) risikerer at overse konstruktion af antagonistisk relation mellem 

den protestantisk-unionistiske og den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Kilderne er dog valgt, 

idet de alle beskrives som de mest læs i henholdsvis Rwanda og Nordirland (Jf. beskrivelsen af empiri- 

en ovenfor). Idet mit formål ikke er at beskrive samtlige kollektive identiteter, der forsøges artikuleret i 

de to cases, men i stedet afdække de hegemoniske kollektive identiteters indhold, er det relevant at fo- 

kusere på de primære medier, i stedet for at analysere både moderate og ekstreme medier i casene. 

Da det ikke er muligt at afgrænse fuldstændigt hvor kollektiv identitet produceres, er disse to mangler i 

mit empiri-valg vilkår for besvarelse af min problemformulering, og medtages derfor i konklusionen 

som forbehold for besvarelse af specialets problemformulering. Ved at have beskrevet mine metodiske 

valg, og de mangler disse valg skaber, er min analytiske transparens, og dermed min analyses validitet, 

tilfredsstillende. 

4.3 Opsamling på metodiske overvejelser 

Min analyse er en synkron hegemoni-analyse, der har til formål at afdække kollektive identiteters se- 

mantiske indhold i en enkelt periode i et intertekstuelt perspektiv. Jeg vælger brede, offentlige kilder, 

der er tilgængelige for alle de kollektive identiteters medlemmer. I Rwanda vælger jeg medierne Kan- 

gura og RTML, hvis betydning for folkedrabet er påpeget af andre forskere. I Nordirland vælger jeg 

medierne Belfast Newsletter og Irish News, der er blandt de største medier, og orienteret mod hen- 

75 Endvidere har jeg begrænsede ressourcer tilgængelig, og jeg må derfor vælge den empiri, jeg mener jeg kan få mest ud af 

på den tilgængelige tid (Dyrberg et al. 2000b: 325). 

49


holdsvis den protestantisk-unionistiske og katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Disse medier be- 

tegner jeg som de primære medier i hver case. For at afdække kollektive identiteters indhold udfører 

jeg en narrativ-analyse af hver case. I denne narrativ-analyse afdækker jeg de tomme betegnere, som 

kollektive identiteter dannes omkring via ækvivalens- og differenslogik. For at styrke analysens trans- 

parens ekspliciterer jeg min historieforståelse i hver case. Denne historieforståelse er blik præget af min 

temporale og spatiale placering, og er i konflikt med de narrativer, jeg analyserer i de to cases. Min hi- 

storieforståelse er således ikke en absolut sand beskrivelse, men en måde at opnå forståelse af, hvordan 

kollektive identiteter dannes ved henvisning til historie. Mit valg af empiri har to mangler. For det før- 

ste produceres kollektiv identitet ikke kun gennem medier, men også gennem debat, både offentlig og 

privat, og gennem individers daglige levede liv. For det andet kan jeg ikke afvise, at andre kilder kon- 

struerer relationen mellem Selv og Anden på andre måder end de udvalgte kilder. Det ikke er muligt at 

afgrænse fuldstændigt hvor kollektiv identitet produceres. Disse mangler er således vilkår og forbehold 

for besvarelse af min problemformulering. 

50


5. Analyse af folkedrabet i Rwanda 

I dette afsnit analyserer jeg hvilke Selv-Anden-relationer der konstrueres mellem hutuer og tutsier i kil- 

dematerialet fra Rwanda, og anvender min teori-model til at vurdere hvorvidt relationen mellem Selv 

og Anden muliggør hutu-befolkningsgruppens deltagelse i massevold mod tutsier. 

Analysen består af tre dele. Først en kort beskrivelse af Rwandas historie, for at placere analysen i en 

historisk kontekst. I anden del afdækker jeg det narrativ, som Kangura og RTML konstruerer i tiden fra 

RPFs invasion af Rwanda i oktober 1990, til folkedrabets udbrud i april 1994. 

I den sidste del vurderer jeg hvilke mulighedsbetingelser for handling som dette narrativ skaber. Dette 

gør jeg ved at analysere den antagonistiske, temporale og spatiale dimension i Selv-Anden-relationen, 

som narrativet konstruerer. Dermed kan jeg vurdere hvorvidt relationen mellem hutuer og tutsier mu- 

liggør massevold. 

5.1 Rwandas historie 

I den før-koloniale periode 76 er Rwanda et feudalt monarki, hvor monarken betegnes som tutsi (Mam- 

dani 2001: 69). I denne periode er hutu og tutsi primært et klasse- eller standsmæssigt skel, der beteg- 

ner individers sociale baggrund og levevej, og individer kan ved at ændre deres sociale position skifte 

fra at blive betegnet som hutu til tutsi, og vice versa (Newbury and Newbury 1995: 5). Fra 1917 til 

1962 er Rwanda underlagt belgisk kolonialt herredømme (ICT 2003: 29). Belgien institutionaliserer 

skellet mellem hutuer og tutsier, idet Belgien opfatter tutsier som bedre egnet til at regere (ICT 2003: 

29-30). Dermed bliver skellet, der førhen var klassemæssigt, nu opfattet som en etnisk eller racemæssig 

distinktion 77 . Efter 2. Verdenskrig afkoloniseres Afrika, hvilket i Rwanda fører til demokratiske valg i 

1957, hvor de første politiske partier formes 78 (ICT 2003: 29-30). Overgangen fra feudalt monarki og 

76 Rwanda blev koloniseret af Tyskland i 1897 og invaderet af Belgien under 1. Verdenskrig i 1916 (ICT 2003: 29). For en 

detajleret analyse af Rwandas før-koloniale historie og det feudale monarkis oprindelse, se Mamdani (2001: 60-73). 

77 Der findes flere konkurrende hypoteser om tutsier og hutuers oprindelse, hvor nogle forskere hævder at der ingen etnisk, 

racial eller geografisk forskel findes, mens andre mener at tutsier migrerede til det nuværende Rwanda og undertvang de 

indfødte tutsier i en fjern fortid, den såkaldte Hamitiske Hypotese (se Mamdani 2001: 41ff for en gennemgang af forskellige 

opfattelser af hutuer og tutsiers oprindelse). Hvordan kategorierne ”hutu” og ”tutsi” end er opstået, står det dog klart at de 

har haft forskellig betydning gennem Rwandas historie, og at der ikke kan opstilles ét enkelt svar på hvor de to grupper 

stammer fra (Mamdani 2001: 73). 

78 Fire partier dannes, Mouvement démocratique républicain, Parmehutu ("MDR Parmehutu"), der definerede sig selv som 

en hutu-græsrodsbevægelse, Union Nationale Rwandaise ("UNAR"), monarkistiske tutsiers parti, og mellem de to fløje, 

51


kolonialt herredømme til demokrati medfører uro og vold (Mamdani 2001: 104). I 1959 finder den så- 

kaldte Sociale Revolution sted, hvor monarkiet styrtes, og magten skifter fra en tutsi-elite til en hutu- 

elite (Mamdani 2001: 104). 

Rwanda opnår uafhængighed 1. juli 1962, hvor den 1. Republik etableres, og der nedsættes præsident 

og lovgivende forsamling. I 1960'erne fortsætter uro og vold, hvor tutsier dræbes eller fordrives fra 

Rwanda til nærliggende lande, hvorfra tutsi-ledede militser foretager angreb ind i Rwanda (ICT 2003: 

31). Uroen og volden medfører politisk ustabilitet, hvilket kulminerer i et militærkup i 1973, ledet af 

general Habyarimana, der indsætter sig selv som præsident af Rwanda, danner partiet MRND 79 og 

etablerer et-parti-styre (ICT 2003: 32). Det nye styre praktiserer udbredt diskrimination mod tutsier 

samt hutuer, der ikke stammer fra præsidentens del af Rwanda (Mamdani 2001: 138-9). 

I oktober 1990 invaderer det tutsi-baserede RPF 80 Rwanda fra Uganda, med det erklærede mål at mu- 

liggøre eksilerede tutsiers repatriering til Rwanda (ICT 2003: 33). Da præsident Habyarimana modsæt- 

ter sig repatriering af tutsier, erklærer RPF at deres mål er at styrte præsidenten og MRND (ICT 2003: 

33, Mamdani 2001: 186-9). Presset af invasionen og stigende utilfredshed blandt hutu-befolkningen, 

introducerer præsidenten flerparti-styre 81 i 1992 (ICT 2003: 32-3). Borgerkrigens udbrud medfører at 

store dele af hutu-befolkningen tilslutter sig ideologien Hutu Power, der kræver, at hutuer får al magten 

i Rwanda (Mamdani 2001: 185). 

RPFs invasion resulterer i borgerkrig mellem RPF og Rwandas væbnede styrker, hvor begge side begår 

overgreb på Rwandas civilbefolkning, og store dele af Rwandas befolkning ender som internt fordrevne 

(Mamdani 2001: 186-9). Borgerkrigen fortsætter frem til indgåelsen af en fredsaftale den 3. august 

1993, den såkaldte Arusha-aftale 82 , mellem Rwandas regering og to største oppositionspartier på den 

ene side, og RPF på den anden side (Mamdani 2001: 210). Den politiske uro fortsætter dog, og den 6. 

Aprosoma, overvejende hutu-baseret, og Rassemblement démocratique rwandais ("RADER"), som bestod af moderate dele 

af både hutu- og tutsi-eliten (ICT 2003: 30) 

79 Mouvement Révolutionnaire National Pour le Développement. 

80 Rwandan Patriotic Front, dannet af rwandiske tutsier i eksil i Uganda i 1979. 

81 Fem nye partier dannes. Mouvement démocratique républicain (MDR), der påberåber sig slægtskab med MDR- 

Parmehutu fra den 1. Republik, Parti social démocrate (PSD), Parti liberal (PL); Parti démocrate chrétien (PDC), og Coalition 

pour la défense de la republique (CDR), der ønsker hutuers totale dominans i Randa 

82 Aftalen indebærer indsættelsen af en overgangsregering der inkluderer RPF, delvis afmobilisering og integration af begge 

siders militær, dannelsen af en demilitariseret zone mellem det RPF-kontrollerede nord og resten af Rwanda, stationering af 

en RPF-bataljon i Rwandas hovedstad Kigali, og indsættelsen af en fredsbevarende FN-styrke (UNAMIR) med et to-årigt 

mandat. 

52


april 1994 skydes præsident Habyarimanas fly ned 83 (ICT 2003: 34). Straks derefter begynder dele af 

Rwandas væbnede styrker samt hutu-militser at dræbe tutsier, samt hutuer i opposition til volden (ICT 

2003: 37). Store dele af hutu-befolkningen deltager i volden, som i de følgende 100 dage udvikler sig 

til folkedrab på Rwandas tutsi-befolkningen, og mellem femhundredetusinde og en million mennesker 

dræbes (Mamdani 2001: 5-7). Volden stoppes i midten af juli 1994, hvor RPF indtager Rwandas ho- 

vedstad Kigali (Newbury og Newbury 1995: 20). 

I et forsøg på at forstå hvorfor store dele af hutu-befolkningen deltager i folkedrabet, analyserer jeg det 

narrativ, som Kangura og RTML konstruerer i tiden fra RPFs invasion i 1990 til folkedrabets udbrud i 

1994. Gennem analyse af hvordan dette narrativ konstruerer den Andens antagonistiske, temporale og 

spatiale dimension, kan jeg efterfølgende vurdere hvilke mulighedsbetingelser for handling dette narra- 

tiv skaber, og hvorvidt massevold er muliggjort. Hvis massevold muliggøres af hutuers relation til tut- 

sier, er det muligt at forstå hvorfor store dele af befolkningen deltager i folkedrabet. 

5.2 Kangura og RTMLs narrativ 

Kangura og RTMLs artikler og radioudsendelser dækker et bredt spektrum af emner, fra 1990 til 

1994 84 . Fælles for det analyserede materiale, er dog at begge medier i hele perioden fokuserer på for- 

holdet mellem hutuer og tutsier. Ved konstant at knytte forholdet mellem hutuer og tutsier til nyhedshi- 

storier og reportager skabes et specifikt narrativ. Dette narrativ konstrueres omkring tre tomme betegnere, 

som Kangura og RTML konstruerer en kollektiv identitet omkring. Den første er borgerkrigen 

mellem RPF og Rwandas væbnede styrker. Den anden er Rwandas politiske situation og den sidste er 

Rwandas historie. 

83 Det er aldrig blevet endeligt afklaret hvem der stod bag mordet på præsidenten (ICT 2003: 39). Partier som CDR og 

MDR beskyldte RPF for at stå bag, mens RPF anklagede medlemmer af Habyarimanas indre cirkel for at udføre mordet og 

skylde skylden på RPF for at oppiske anti-tutsi-holdninger i befolkningen. En fransk undersøgelse konkluderede at RPF 

stod bag drabet, mens nyere undersøgelser foretaget af Rwanda nuværende regering hævder at hutu-ekstremister stod bag 

drabet (BBC 2010). 

84 RTML fra sin oprettelse i 1993. 

53


Borgerkrigen 

Kangura og RTML skaber en specifik relation mellem hutuer og tutsier ved via ækvivalenslogik at 

konstruere begge grupper i forhold til RPFs invasion. Borgerkrigen artikuleres i Kangura som en krig 

mellem tutsier og hutuer: 

”When Ruhengeri was attacked, all the Tutsis and particularly those who were in Kigali became 

famous for their arrogance and took “champagne” on grounds that their kinsmen had returned 

to the fold. They no longer conceal the fact that this war pits the Hutus against the Tutsis.” 

(Kangura 1993a) 85 

Kamphandlingerne mellem RPF og Rwandas hær bliver konstrueret som en krig mellem alle hutuer og 

tutsier. Ydermere konstrueres RPFs handlinger under kampene som overgreb mod civilbefolkningen i 

det berørte område: 

”The Inyenzi who stayed at the foot of Kabaya attacked the population of that locality as well 

as that of the Muko Secteur, in the area bordering on Kabaya and seriously maltreated them. 

[…] In Ruhengeri, very many Hutu civilians perished. Skulls, legs, trunks were strewn everywhere…” 


”The Inkotanyi arrived quite early at the outskirts of the Ruhengeri town. Before 10 p.m., they 

had started to kill with knives members of the population as well as certain members of the 

armed forces found at the roadblocks.” (Kangura 1993a) 87 

RPFs handlinger bliver konstrueret som brutale overgreb på både militæret og den civile hutubefolkning. 

RPFs handlinger bliver således konstrueret som en trussel mod alle hutuer, både hæren og 

civilbefolkningen. Ydermere omtales RPFs styrker konsekvent med ordet inyenzi, der betyder kakerlakker. 

RPF betegnes således konsekvent som et skadedyr 88 og bliver endvidere konstrueret som ikke 

blot en fraktion af tutsier, men som repræsentant for alle tutsier: 

85 

Kangura og RTMLs konstruerer samme narrativ i deres beskrivelse af situationen i Rwanda. Da transskriberingen af 

RTML's radioudsendelser bærer præg af, at udsendelserne er talesprog, anvender jeg dog kun citater fra Kangura i det følgende. 

I stedet for at anvende citater fra RTML, henviser jeg til radioudsendelser fra RTML med samme indhold, når jeg 

anvender citater fra Kangura. 

86 

Samme beskrivelse ses i RTML (1994b). 

87 

Samme beskrivelse ses i RTML (1993a). 

88 

Efter 1992 anvendtes ordet Inyenzi ikke kun om RPF-soldater, men også om tutsier generelt, af det nydannede hutuorienterede 

parti CDR og deres allierede. Ordet fik således en etnisk betydning, og ordet blev en del af det almindelige 

54


”Furthermore, Paul Kagame recently stated on a foreign radio that the RPF belonged to the 

Tutsis” (Kangura 1993a) 

“Personally, I know very well that the RPF is the number one enemy of the Hutus, for even Bizimungu, 

Kanyarengwe, Lizinde and other Hutus are just a front designed to show the international 

community that the Inkotanyi are not operating racial segregation; otherwise, the RPF is 

concerned only with Tutsi interests” (Kangura 1993a) 

På denne måde konstrueres RPFs handlinger som overgreb på den civile hutu-befolkning og som ud- 

tryk for alle hutuers handlinger. Ordet inyenzi konstrueres på samme måde som dækkende for alle tut- 

sier. Ydermere artikuleres de hutuer, der støtter RPF som et skalkeskjul for tutsiernes planer om domi- 

nans - dermed opretholdes narrativet om borgerkrigen som en kamp mellem hutuer og tutsier. 

Skellet mellem hutuer og tutsier skabes endvidere ved at beskrive, hvordan tutsier ser hutuer som en 

homogen masse: 

“One other thing that we should recall is that if the Inkotanyi came to besiege this country they 

would make no distinction among the Hutus of Gitarama, Butare, Ruhengeri, Gisenyi or Byumba. 

Everyone would be strangled.” (Kangura 1993a) 

Heraf fremgår det hvordan alle hutuer i tutsiers opfattelse er ens, hvilket styrker forestillingen om, at 

alle hutuer må stå sammen mod den fælles fjende, der ønsker at kvæle dem. Den rwandanske tutsibefolkning 

konstrueres også som støtter af RPF: 

”During the visit to the battlefield, we were with Tutsis working in Kigali including some who 

claimed to be representing Tutsi rights. When the Major showed them the extent of the wickedness 

of their kinsmen, particularly, when they were shown people burnt in houses razed to the 

ground, those ripped open, those castrated… These Tutsis smiled and wished deep down inside 

for the extermination of the Hutus to enable their brothers to return without difficulties.” (Kangura 

1993a) 89 

sprogbrug blandt hutuer (Prunier 1995: 368, ICTR 2003: 159-160). Ud over ordet Inyenzi benyttes også ordet Inkotanyi 

(”krigere”) om RPF (ICTR 2003: iv). 

89 Samme beskrivelse ses i RTML (1994f). 

55


Ifølge Kangura er alle tutsier forenet i ønsket om at udrydde hutu-befolkningen. Tutsi-befolkningen 

konstrueres således som en intern fjende, der findes iblandt hutu-befolkningen, der dermed er konstant i 

fare, hvilket Kangura ofte artikulerer: 

”The enemy is still there, among us, and is biding his time to try again, at a more propitious 

moment, to decimate us.” (Kangura 1990) 90 

Truslen fra RPF og tutsier er ikke en fjern fare på sikker afstand, men findes internt i Rwanda. 

Anklagen om, at tutsier ønsker at udrydde hutuerne går igen i tiden fra borgerkrigens udbrud i oktober 

1990 og frem til folkedrabets udbrud. Kangura beskriver ofte hvordan tutsierne planlægger at udrydde 

hutuerne: 

“The following are the names of children (including the names of their parents) who joined the 

Inkotanyi at the instigation of Twagiramungu. [People of Cyangugu, see those who are going to 

exterminate you by bullet.]” (Kangura 1993a) 91 

Heraf fremgår det hvordan Kangura artikulerer RPF som en organisation, der planlægger at udrydde 

hutuer 92 . Ydermere fremgår det hvordan RPF rekrutterer medlemmer (i dette tilfælde børn) fra lands- 

byer i Rwanda. Dermed får Kangura artikuleret at fjenden ikke blot er RPF fra Uganda, men at der også 

internt i Rwanda findes tutsier der har til hensigt at udrydde hutuerne. 

Kangura konstruerer ligeledes RPFs angreb og kamphandlinger som udtryk for, at relationen mellem 

hutuer og tutsier kun bliver forværret, med mindre hutuerne kan forhindre det: 

“Seeing the Hutus die and the Tutsis organize the feast, gives an image of Rwanda in the coming 

days!” (Kangura 1993a) 

Denne passage omhandler angivelige RPF-overgreb på civile i en landsby på grænsen til Uganda. Kan- 

gura artikulerer hvordan hele Rwanda ”i de kommende dage” vil blive udsat for de samme overgreb 


91 Samme beskrivelse ses i RTML (1994g). 

92 Der findes ingen valide beviser for at RPF ønskede at udrydde hutu-befolkningen. Den Internationale Straffedomstol for 

Rwanda fandt beviser for, at beskyldningerne mod RPFs intentioner om folkedrab på hutuer var en bevidst propagandateknik, 

kaldet ”accusation in a mirror”, hvor modparten i en konflikt tillægges de intentioner (om vold eller terror), som 

propagandisten selv har, for at modparten konstrueres som en trussel (ICT 2003: 36, jf. Mucchielli 1970, der konstruerer 

begrebet ”accusation in a mirror”). 

56


som de civile i den angrebne landsby, udført af tutsierne som en samlet masse. Dette medvirker til at 

konstruere relationen mellem hutuer og tutsier som i forværring. Ydermere konstruerer Kangura tidsho- 

risonten, som relationen udspiller sig inden for, som meget kort, da det vil ske ”i de kommende dage”. 

Opfattelsen af, at borgerkrigen kun forværrer situationen ses ligeledes i følgende passage: 

“The situation is deteriorating. Have they not shown us their true colors? Did Museveni, their 

trainer, not capture Kampala at the time Okello was embroiled in negotiations? This time, no 

naivety. No more naivety.” (Kangura 1993a) 

Udover at artikulere RPF og tutsier som en truende invasion, der planlægger at udrydde hutu- 

befolkningen, henviser Kangura til tidligere RPF-overgreb på hutuer: 

“Since the RPF launched attacks that cannot be forgotten for years to come and which resulted 

in the death and torture of many people we would never forget, patriotic Rwandans continue to 

condemn the attacks as much as they can.” (Kangura 1994a) 93 

Kangura formaner hutu-befolkningen om aldrig at glemme RPFs overgreb på Rwandas befolkning. 

Ydermere ekskluderes RPF (og implicit deres støtter, tutsi-befolkningen i Kanguras beskrivelse) fra 

kategorien ”patriotiske rwandanere”. RPF-medlemmer, og dermed hele tutsi-befolkningen, artikuleres 

således som ikke rigtige, ægte rwandanere. Dermed bliver de ”patriotiske rwandanere”, som RPF har 

foretaget overgreb på, implicit artikuleret som hutu-befolkningen. Kangura artikulerer også RPFs tidli- 

gere overgreb på hutu-befolkningen direkte: 

“Those of us defending the Republic feel that the blood of those who have been brutally murdered 

by the RPF because they were Hutus is enough reason for us to fight. The blood of our 

brothers and sisters should be reason enough to unite us and request that the RPF account for 

the acts they committed during the war. We should organize events that would be recorded in 

the annals of Rwandan history and remind us of the innocent people killed between 1990 and 

1994.” (Kangura 1994a) 

RPFs handlinger artikuleres som grusomme og barbariske overgreb på den civile hutu-befolkning, 

overgreb som må hævnes af hutuer. Ydermere konstrueres RPFs handlinger som repræsentation for tut- 

siers ønske om at udrydde alle tutsier. Tutsier konstrueres således som grusomme og barbariske, og 

93 Samme beskrivelse ses i Kangura (1993a). 

57


som en trussel mod selve hutu-befolkningens overlevelse. Sluttelig artikulerer Kangura hvordan hutu- 

befolkningen må stå sammen og bringe RPF til ansvar for sine handlinger. Således bliver fortidige 

hændelser konstrueret som overgreb, der kræver handling. 

Den politiske situation i Rwanda 

Tutsiers identitet konstrueres ikke kun i forhold til RPFs handlinger, men også i forhold til den politiske 

situation, der fungerer som tom betegner i narrativet. Den politiske situation er præget af kampe 

mellem partier, der ønsker etnisk sameksistens og partier, der ønsker hutuers sociale og politiske dominans 

(Mamdani 2001: 189-190). Den politiske fløj, der ønsker sameksistens, ledes af præsident Habyarimanas 

parti MRND, mens den anden fløj består af Hutu Power - en betegnelse for individer og organisationer, 

der opfatter hutu-befolkningen som de eneste ægte rwandanere (Mamdani 2001: 189-190). 

I Kangura artikuleres den politiske situation i Rwanda således: 

”It has not at all been through stupidity that the Tutsis joined certain Hutu political parties 

such as the MDR, PSD and so. Indeed, they are waging a war that they know well and are 

aware of what they are doing. After misleading the Hutus of the opposition and overthrowing 

Habyarimana, the problem will once again be posed. The Tutsis will not accept the Hutus in 

power even if the latter allegedly came from the MDR party which, moreover, caused their exile.” 


Eksistensen af partier med etnisk blandet medlemsskare bliver artikuleret som et udtryk for tutsiernes 

plan om etnisk herredømme. Tutsier konstrueres som ude af stand til at acceptere at hutuer besidder 

den politiske magt i Rwanda. Disse partiers retorik og blandede medlemsskare bliver således artikuleret 

som et skalkeskjul for tutsiers plan for at opnå herredømme over Rwandas hutuer. Skellet mellem tutsier 

og hutuer opretholdes hermed. 

I løbet af 1993, hvor Arusha-aftalen indgås, intensivers den politiske strid, og selve forhandlingsprocessen 

op til indgåelsen af Arusha-aftalen artikuleres som en tutsi-plan, der har til formål at opnå herredømme 

over hutu-befolkningen: 

94 Samme beskrivelse ses i RTML (1993b). 

58


“At the time when the Government of Rwanda is engaged in talks bringing together representatives 

of Rwanda and the RPF in Arusha, Tanzania, the Inyenzi-Inkotanyi, for their part, have a 

totally different plan. As demonstrated during their attack on 1 October 1990, the Inyenzi intend 

to take power by force and they are still determined to attain their objective.” (Kangura 

1993a) 95 

De politiske forhandlinger om fredsaftalen ækvivaleres med RPF's angreb på Rwanda i 1990. Forhand- 

lingerne om Arusha-aftalen konstrueres dermed som et led i tutsiernes forsøg på at overtage magten i 

Rwanda og undertrykke hutu-befolkningen, hvilket ligeledes fremgår af følgende passage: 

Thus, Nsengiyaremye urged these brave persons determined to consolidate benefits accruing 

from the 1959 revolution, namely the republic and democracy, which the Tutsis and their accomplices 

want to destroy because of their personal and regional interests. (Kangura 1993a) 

Det er ikke blot Arusha-forhandlingerne og RPFs kamphandlinger der konstrueres som en trussel mod 

demokratiet, men selve eksistensen af tutsier i Rwanda. Tutsier ønsker ifølge Kangura at ødelægge alt 

det, som hutu-befolkningen har vundet som resultat af 1959-revolutionen. Netop revolutionen i 1959 

spiller en stor rolle blandt hutu-befolkningen i Rwanda (Mamdani 2001: 231). At artikulere Arusha- 

aftalen som en trussel mod 1959-revolutionen, konstruerer fredsforhandlingerne som en direkte trussel 

mod hutuers frihed. Arusha-forhandlingerne artikuleres endvidere som et fænomen, der vil føre direkte 

til genindførelse af tutsiers tidligere herredømme: 

Be Vigilant, or else the Arusha Talks will Bring us Back to the Feudal Regime we Rejected in 

1959. (Kangura 1993a) 96 

”Det feudale regime” er en henvisning til tutsiernes kongedømme, der blev afskaffet ved revolutionen i 

1959, og som i hutu-befolkningens opfattelse undertrykkede hutuerne (ICT 2003: 93). Arusha- 

forhandlingerne konstrueres således som en direkte trussel mod Rwandas demokrati og hutuernes fri- 

hed. Hvis den gennemføres, vil tutsierne overtage magten i Rwanda og genindføre det undertrykkende 

feudale monarki. 

95 Samme beskrivelse ses i RTML (1994d). 

96 Samme beskrivelse ses i RTML (1994g). 

59


Slutteligt konstrueres tutsiers position i samfundet som problematisk for hutuer, da tutsier har monopol 

på alle vigtige og magtfulde samfundsposter: 

”The Tutsis had been privileged for a long time under the Habyarimana regime. They were privileged 

in schools, business and government.” (Kangura 1993a) 97 

“While Tutsi vamps sent to sleep, distracted the influential Hutus in this country, the Tutsis 

were pursuing university studies and, today, they are medical doctors, professors, lawyers, religious 

leaders… they monopolize the entire business sector of the country.” (Kangura 1993a) 98 

Kangura konstruerer hvordan tutsier har et magtmonopol i Rwanda. Tutsiers samfundsposition er et 

ømt punkt for hutuer, da tutsier traditionelt har været Rwandas elite og monopoliseret Rwandas øko- 

nomiske og politiske ressourcer 99 . 

Kangura og RTMLs beskrivelse af Rwandas historie 

Sluttelig fungerer Rwandas historie som tom betegner i konstruktionen af relationen mellem hutuer og 

tutsier. Kangura bringer i februar 1993 en tale, holdt i 1964 af Grégoire Kayibanda, præsident i Rwan- 

das første republik (Kangura 1993a). Talen fokuserer på mulighederne for at skabe et moderne demo- 

krati i Rwanda efter at kolonimagten Belgien har trukket sig ud. Talen formaner tutsier om at skrinlæg- 

ge deres planer for at genindføre det feudale monarki og i stedet deltage helhjertet i opbygningen af et 

demokratisk Rwanda. Kangura konstruerer tutsier som en gruppe, der har undertrykket hutuerne, og 

som, hvis de ikke var blevet forhindret af revolutionen i 1959, ville have dræbt og undertvunget hu- 

tuerne: 

“If the Tutsis had won, no Hutu would be alive, except the one who would withstand the ten 

feudal chores.” (Kangura 1993a) 

Ved at genoptrykke denne tale og fokusere på tutsiernes ønsker om at dominere hutuer (sætningen If 

the Tutsis had won, no Hutu would be alive er også brugt som artiklens overskrift) artikulerer Kangura 

forskellen på hutuer og tutsier i historisk kontekst. Dermed konstrueres et modsætningsforhold mellem 

97 Samme beskrivelse ses i RTML (1994d) 

98 Samme beskrivelses ses i RTML (1993b). 

99 Se beskrivelsen af den tidlige Rwandiske stat i Mamdani (2001: 60-73) 

60


hutuer og tutsier, som ikke kun skyldes den nuværende borgerkrig, men er baseret på en konflikt med 

dybe historiske rødder. Kangura beskriver endvidere hvordan den nuværende krig ikke er en ny udvik- 

ling i forholdet mellem tutsier og hutuer: 

”The war between the Hutus and the Tutsis did not begin today. It dates far back. When the 

Tutsis arrived in Rwanda, the Hutus were in power. Though in the minority, they were more 

shrewd and stronger than Hutus from whom they seized power and monopolized it for 400 

years.” (Kangura 1993a) 100 

Forskellen mellem hutuer og tutsier konstrueres i forhold til en historisk konflikt, hvor tutsier har un- 

dertrykket hutuer i mere end 400 år. Ydermere konstrueres tutsier som essentielt fremmede i Rwanda, 

der er kommet udefra og undertvunget hutuerne, der konstrueres som Rwandas oprindelige og naturlige 

herskere. Dermed konstrueres tutsiers identitet som fremmede, der ikke har eller fortjener en naturlig 

plads i Rwanda. Kangura ækvivalerer endvidere RPF med tutsier under den sociale revolution i 1959: 

”And in fact, can a distinction be made between the Inyenzi that attacked Rwanda in October 

1990 and those of the 1960s? They are all related since some are the grand children of others. 

Their wickedness is identical. All the attacks were meant to restore the feudal-monarchy regime. 

The atrocities that the Inyenzi of today are perpetrating against he population are identical 

to those they perpetrated in the past, namely killings, plundering, rape of young girls and 

women… etc.” (Kangura 1993a) 101 

De overgreb og rædsler, som narrativer konstruerer at RPF påfører det rwandanske folk, er identiske 

med de overgreb, som tutsier historisk har påført hutuer. Truslen fra RPF er således ikke blot et nutidigt 

fænomen, men led i en årelang kamp mellem tutsier og hutuer, hvor tutsier konstrueres som angribere, 

der udøver brutale overgreb mod hutuer. I forbindelse med konstruktion af den historiske konflikt mel- 

lem hutuer og tutsier konstrueres tutsier endvidere som farlige skadedyr, med ekstremt ubehagelige 

egenskaber: 

”The simple fact that the Tutsi is called a snake in our language is enough and indeed says a 

lot. He is smooth-tongued and seductive and, yet, he is extremely wicked. The Tutsi is permanently 

vindictive. He does not express his feelings. He even smiles when he is in great pain. In 


101 Samme beskrivelse ses i RTML (1993a) . 

61


our language, the Tutsi bears the name cockroach (Inyenzi), because under cover of darkness, 

he camouflages himself to commit crimes. The word cockroach again reminds us of a very poisonous 

snake. It is therefore not accidental that the Tutsi chose to be called that way.” (Kangura 

1993a) 102 

Kangura ækvivalerer tutsier med skadedyr (kakerlakker og giftslanger), og disse dyrs egenskaber kon- 

struerer tutsier som onde, hævngerrige og kriminelle. At tutsier besidder kakerlakkens og slangens ne- 

gative egenskaber konstrueres endvidere som et biologisk og historisk uforanderligt fænomen: 

“From the outset, we said that a cockroach cannot bring forth a butterfly, and that is true. A 

cockroach brings forth a cockroach.” (Kangura 1993a) 

Kangura benytter ordet kakerlak som nedværdigende slang for tutsier. En tutsi frembringer således altid 

en tutsi. At være tutsi konstrueres som et biologisk fænomen, der ikke kan ændres. Endvidere ækviva- 

lerer Kangura den biologiske essentialisme med kakerlakkens negative egenskaber. Tutsier er ikke blot 

altid tutsier, de er altid ”kakerlakker”, og dermed konstrueret som evige skadedyr. Tutsier kan således 

aldrig blive ”sommerfugle”, og dermed aldrig blive til noget positivt. Kangura konstruerer endvidere 

tutsiers uforanderlighed som et historisk bevist fænomen: 

The history of Rwanda tells us that the Tutsi has remained the same and has never changed. His 

treachery and wickedness are intact in our country’s history. (Kangura 1993a) 103 

Tutsier har aldrig ændret sig gennem Rwandas historie, der beviser, hvordan tutsier altid har været for- 

ræderiske og onde. Således konstruerer Kangura tutsiers negative forskellighed fra hutuer som et fak- 

tum, der ikke kan stilles spørgsmål til, hvilket også fremgår af følgende passage: 

“At close examination, the Tutsi treachery of today is not at all different from that of the years 

gone by. The history of Rwanda, which bears witness, teaches us that the Tutsis had enslaved 

the Hutus for a long time by using their women and cows. Following their overthrow in 1959, 

they again used their vamps and money (cows in the past) to subject the Hutus once again to 

slavery.” (Kangura 1993a) 104 


103 Samme beskrivelse ses i RTML (1994a). 


62


Narrativet konstruerer hvordan tutsier historisk har brugt deres ressourcer til at undertvinge hutuer. Ved 

at referere til tutsiers brug af deres ”kvinder og køer”, spiller Kangura endvidere på den historiske op- 

fattelse af tutsier som vandrende nomader, mens hutuer var bønder, der har været evigt bosat i Rwanda 

(Newbury og Newbury 1995: 5, Mamdani 2002: 46, ICT 2003: 121). Dette medvirker til at konstruere 

tutsier og hutuer som essentielt forskellige fra hinanden. 

Kangura og RTMLs narrativ 

Samlet konstruerer Kangura og RTML et narrativ, der væver tre forskellige tomme betegnere sammen i 

en beskrivelse af Rwandas situation. Samlet set konstruerer dette narrativ en relation mellem hutuer og 

tutsier, hvor tutsier konstrueres som negativt forskellige fra hutuer. Narrativet udgør en kollektiv identi- 

tet, hvor ”ægte hutuer” udgør identitetens Selv, og ”tutsier og deres støtter” udgør den Anden, der kon- 

stituerer Selvets eksistens. Narrativets første tomme betegner er borgerkrigen mellem RPF og Rwandas 

regering. RPFs invasion konstrueres som en trussel mod Rwandas suverænitet som demokratisk stat. 

RPF konstrueres som brutale overfaldsmænd fra et fremmed land, der har angrebet Rwanda og foreta- 

ger overgreb på uskyldige civile hutuer, og som har til hensigt at udrydde hutu-befolkningen. Ved at 

gøre RPFs handlinger til repræsentanter for alle tutsier i Rwanda, ækvivaleres RPFs konstruerede bru- 

talitet og overgreb med alle tutsier, der dermed konstrueres som fremmede og som en trussel mod hele 

hutu-befolkningen i Rwanda. Ved endvidere at konstruere alle tutsier som støtter af RPF, skabes et 

klart skel mellem hutuer og tutsier. Krigen mellem RPF og Rwanda konstrueres dermed som en krig 

mellem hutuer og tutsier. Hutuer er således omgivet af fjender og konstant i fare her og nu, så længe 

tutsier findes i Rwanda. 

Narrativets anden tomme betegner er den politiske situation i Rwanda i 1990’erne. Den politiske strid 

mellem partier, der ønsker sameksistens mellem hutuer og tutsier i Rwanda, og partier der ønsker hu- 

tuers sociale og politiske dominans, konstrueres som udtryk for tutsiers ønske om at opnå politisk her- 

redømme i Rwanda og undertrykke hutu-befolkningen. Tutsier konstrueres i denne forbindelse som 

upålidelige løgnere, som hutuer aldrig kan stole på, da de udelukkende ønsker at overtage magten i 

Rwanda. Den generelle politisk situation ækvivaleres med fredsforhandlingerne i Arusha-aftalen, som 

konstrueres som endnu et led i tutsiernes plan for at undertvinge hutu-befolkningen. Slutteligt konstrue- 

res tutsiers position i samfundet som problematisk, idet tutsier besidder mange vigtige samfundsposter, 

og hutuer dermed udelukkes fra dem. 

63


Narrativets sidste tomme betegner er Rwandas historie, der konstrueres som én lang konflikt mellem 

tutsier og hutuer, hvor hutuer er blevet undertrykt i mere end 400 år. Tutsier konstrueres som essentielt 

fremmede i Rwanda, som et folk der er kommet udefra og undertvunget hutuerne. Dermed konstrueres 

tutsiers identitet som fremmede, der ikke har eller fortjener en naturlig plads i Rwanda og hutuer kon- 

strueres som Rwandas oprindelige og naturlige herskere. Endvidere konstrueres tutsiers identitet som 

essentielt uforanderlig, både i biologisk og historisk henseende. Tutsier vil altid være onde, brutale og 

nedrige, og vil altid forsøge at undertvinge hutuerne, hvilket historien ifølge narrativet har bevist. 

Samlet set konstruerer narrativet et intenst og dybt fjendskab mellem hutuer og tutsier, hvor tutsier 

konstrueres som hutuers evigt onde fjende. Dette fjendskab skyldes ikke kun borgerkrigen eller de politiske 

modsætningsforhold, men er baseret på en konflikt med dybe historiske rødder. 

5.3 Narrativets mulighedsbetingelser for handling 

I denne del af analysen vurderer jeg hvilke mulighedsbetingelser for handling som Kangura og RTMLs 

narrativ skaber. Jeg analyserer, hvorvidt den antagonistiske, temporale og spatiale dimension i narrativets 

relation mellem Selvet og den Anden er baseret på aktuelt konfliktskabende termer. På baggrund 

af analysen kan jeg vurdere hvorvidt relationen mellem hutuer og tutsier muliggør massevold. 

Narrativets antagonistiske dimension 

Denne dimension omhandler Selvets artikulation af den Andens forskellighed. Det første element i den 

antagonistiske dimension handler om Selvets frygt for den Anden 105 . Som beskrevet ovenfor konstrueres 

RPF som en todelt trussel, der samtidig ækvivaleres med alle tutsier. For det første er RPF en militær 

trussel mod Rwandas suverænitet. Hvis RPF vinder borgerkrigen vil dette føre til at hutuerne mister 

deres frihed, da RPF (og dermed alle tutsier) ifølge narrativet ønsker at genindføre monarkiet. For det 

andet er RPF en trussel mod hutu-befolkningens overlevelse, idet narrativet konstruerer tutsier som villige 

til at udrydde hutu-befolkningen. 

Konstruktion af militære trusler mod stat og befolkning er yderst velegnet til at skabe frygt og kræve 

ekstraordinære handlinger i forsøget på at håndtere disse trusler (Buzan et al. 1998: 57-8). Narrativets 

konstruktion af RPF som en alvorlig trussel er således velegnet til at skabe frygt for RPF (og dermed 

105 Frygt for den Anden opstår hvis narrativet konstruerer den Anden som en trussel mod Selvets eksistens, eller imod værdier 

som er essentielle for Selvet. Hvis den Anden konstrueres som en trussel, og denne trussel ikke kan håndteres via fredelige 

midler, vil anvendelse af vold for at håndtere truslen være muliggjort. 

64


alle tutsier) blandt hutu-befolkningen. Ydermere konstruerer narrativet den politiske situation i Rwan- 

da, specielt de politiske forsøg på at håndtere den militære invasion, som endnu en trussel mod hutubefolkningens 

frihed. Arusha-aftalen bliver artikuleret som et led i tutsiernes plan om at generobre 

magten i Rwanda, en plan der truer værdierne fra den sociale revolution i 1959, som optager en central 

plads i Kangura og RTMLs narrativ. Ved at konstruere fredelige alternativer til fortsat konflikt som en 

trussel mod hutu-befolkningens frihed og værdier, konstruerer narrativet RPFs invasion og angivelige 

planer om at udrydde hutuerne som en trussel, der ikke kan håndteres med fredelige midler. Narrativets 

konstruktion af RPFs og tutsi-befolkningsgruppens handlinger og intentioner er således velegnet til at 

skabe frygt for tutsier blandt hutu-befolkningen. 

Det andet element i den antagonistiske dimension omhandler Selvets behov for hævn for den Andens 

handlinger 106 . Narrativet konstruerer tutsierne som ansvarlige for overgreb på hutuer. For det første 

konstrueres RPF som skyld i voldsomme og brutale overgreb på den civile hutu-befolkning i Rwanda. 

Disse overgreb må ifølge narrativet aldrig glemmes, og hutu-befolkningen må kæmpe imod RPF og 

tutsierne, for at opnå retfærdighed for disse overgreb. For det andet konstrueres tutsier som ansvarlige 

for mere end 400 års undertrykkelse af hutuer under det feudale monarki. 

Disse overgreb – brutal vold og undertrykkelse – fordrer ifølge narrativet at hutuer må stå sammen og 

bekæmpe RPF og tutsierne for at hævne overgrebene. At det er nødvendigt at bekæmpe RPF og tutsierne 

medfører, at fredelige midler ikke er tilstrækkelige til at opnå hævn over tutsierne. Narrativets 

konstruktion af RPF og tutsier som skyld i voldelige overgreb og undertrykkelse af hutuer er således 

velegnet til at kræve anvendelse af vold for at opnå hævn over tutsi-befolkningsgruppen. 

Det sidste element i den antagonistiske dimension omhandler Selvets dehumanisering af den Anden 107 . 

Narrativet beskriver konsekvent RPF og tutsier som kakerlakker og giftslanger, og tillægger tutsier negative 

egenskaber, som disse dyr ifølge narrativet besidder. Tutsier bliver således betegnet som onde, 

hævngerrige og kriminelle. Sammenholdt med narrativets konstruktion af tutsier som en alvorlig trussel 

106 Behov for hævn opstår, såfremt Selvet konstruerer den Anden som ansvarlig for overgreb mod Selvet eller imod værdier 

som er essentielle for Selvet. Hvis dette behov for hævn ikke kan håndteres via fredelige midler, vil anvendelse af vold for 

at opnå hævn være muliggjort. 

107 Selvets dehumanisering af den Anden kan medvirke til at ophæve diskursive eller institutionelle restriktioner mod vold 

mod denne gruppe. Den Anden beholder samtidig en subjektivitet, og kan derfor meningsfuldt artikuleres som trussel eller 

ansvarlig for overgreb eller kriser. 

65


og ansvarlig for brutale overgreb på hutuer, medvirker narrativets dehumanisering af tutsier til at op- 

hæve diskursive restriktioner mod vold rettet mod tutsierne. 

Analyse af narrativets antagonistiske dimension viser at narrativet konstruerer en relation mellem hu- 

tuer og tutsier, der er baseret på hutuers frygt for, behov for hævn over, samt dehumanisering af tutsier. 

Endvidere er relationen konstrueret på en sådan vis, at fredelige midler til at håndtere truslen og beho- 

vet for hævn ikke er tilstrækkelige. Den antagonistiske dimension i relationen mellem Selv og Anden er 

således baseret på konfliktskabende termer. 

Narrativets temporale dimension 

Denne dimension omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem Selvet og den Anden. 

Det første element i den temporale dimension er Selvets opfattelse af den Andens foranderlighed 108 . 

Narrativet konstruerer tutsier som uforanderlige, både biologisk og historisk. Biologisk set konstrueres 

forskellen mellem hutuer og tutsier som uforanderlige, idet ”en kakerlak kun kan frembringe en kaker- 

lak”. At tutsier er kakerlakker, og besidder de negative egenskaber, som narrativet konstruerer, er såle- 

des et essentielt biologisk faktum. Historisk set konstruerer narrativet hvordan tutsier i over 400 år har 

udøvet vold og undertrykkelse mod hutuer, og trækker en lige linje fra det før-koloniale feudale mo- 

narki, over volden i 1960'erne, til RPFs invasion af Rwanda i 1990. Tutsier konstrueres således som 

uforanderligt onde, hævngerrige voldsmænd. Narrativet konstruerer således tutsiers forskellighed som 

uforanderlig, og hutuerne har derfor ingen måde at integrere eller omvende tutsierne i Rwanda. 

Det andet element i den temporale dimension er Selvets forventninger til fremtidige relationer mellem 

Selvet og den Anden 109 . Narrativet konstruerer hvordan hele Rwanda ”i de kommende dage” vil blive 

udsat for overgreb af RPF, der ifølge narrativet allerede har foretaget voldsomme overgreb på den civile 

hutu-befolkning. De politiske forhandlinger, specielt om Arusha-aftalen, konstrueres ligeledes som 

begivenheder, der kun vil føre til forværret konflikt mellem hutuer og tutsier. Således konstrueres omstændighederne 

omkring relationen mellem hutuer og tutsier som i forværring. Da hutuer ikke kan håbe 

på bedre tider, skærpes behovet for aktuel handling. 

108 Hvorvidt Selvet opfatter den Andens forskellighed som foranderlig eller ej har stor betydning for relationens mulighedsbetingelser 

for handling. Hvis Selvet opfatter den Andens forskellighed som uforanderlig, vil en antagonistisk relation muliggøre 

vold for at håndtere relationen. 

109 Dette element omhandler de omstændigheder som Selvet forventer relationen finder sted under i fremtiden – bliver relationen 

bedre, uforandret eller værre i fremtiden? Såfremt en antagonistisk relation ikke er i bedring, eller endda forværres, 

vil vold for at håndtere relationen blive muliggjort. 

66


Det sidste element i den temporale dimension er Selvets opfattelse af tidshorisonten for relationen til 

den Anden 110 . Narrativet konstruerer hvordan RPF aktuelt er ved at undertvinge Rwanda militært og 

påbegynde fordrivelse og udryddelse af hutuer. Den politiske situation beskrives samtidig som aktuelt 

problematisk: Arusha-aftalen er ikke en fjern og potentiel trussel mod hutuers frihed og værdier, men 

finder sted for øjnene af hutu-befolkningen. Tidshorisonten, som relationen mellem hutuer og tutsier 

konstrueres indenfor, er således meget kort. Dermed konstruerer narrativet et behov for aktuel handling 

for at håndtere tutsiernes forskellighed. 

Sammenlagt viser analyse af narrativets temporale dimension, at relationen mellem hutuer og tutsier 

kræver aktuel handling, da konflikten ikke er potentiel, men finder sted nu, og situationen kun bliver 

værre med tiden. Endvidere kan hutuer ikke forvente at tutsiernes forskellighed ændrer sig, da de ifølge 

narrativet biologisk og historisk set er uforanderlige. Den temporale dimension i relationen mellem hutuer 

og tutsier er således baseret på aktuelt konfliktskabende temporale termer. 

Narrativets spatiale dimension 

Denne dimension omhandler den rumlige relation mellem Selvet og den Anden, både fysisk og socialt. 

Det første element i den spatiale dimension er etablering af grænser mellem Selvet og den Anden 111 . 

Narrativet konstruerer en overordnet grænse mellem alle tutsier og hutuer, der ikke må sløres eller 

overskrides. Dette er udtryk for ekstrem ækvivalenslogik, hvor det sociale rum mindskes til at bestå af 

to overordnede positioner: Selvet og den Anden. Narrativet konstruerer dermed en situation hvor fronterne 

mellem hutuer og tutsier er skarpt trukket op, og hvor tutsier konstrueres som en homogen masse 

med ens interesser. Dette medvirker endvidere til at skabe en ”enten-er-du-med-os-eller-imod-os”logik, 

hvor moderate hutuer, der arbejder for sameksistens mellem hutuer og tutsier, bliver konstrueret 

som uægte hutuer, der er forrædere mod den ægte hutu-befolkning. Dermed opretholdes skellet mellem 

Selv og Anden, idet medlemmer af Selvet, der forsøger at samarbejde med den Anden, ekskluderes fra 

Selvets fællesskab. 

110 Den tidshorisont, som Selvet opfatter at relationen med den Anden finder sted inden for, påvirker relationens mulighedsbetingelser 

for handling, og hvornår handling er nødvendig. 

111 Analyse af dette element har til formål at afdække hvilke individer, der udpeges som del af den Anden og hvor bredt det 

sociale rum er. Jo smallere det sociale rum er, jo klarere trækkes fronterne op mellem Selv og den Anden, og jo større bliver 

potentialet for konflikt. Jf. diskussionen af ækvivalenslogiks betydning for konflikt, side 29, samt fodnote 51. 

67


Det andet element i den spatiale dimension omhandler Selvets opfattelse af afstanden til den Anden 112 . 

Narrativet konstruerer tutsier som en trussel, og skyldig i overgreb på hutuer. Tutsier deler Rwanda 

med hutuer, og er dermed ikke på sikker afstand. Dermed konstruerer narrativet således en antagonistisk 

Anden, der findes internt blandt Selvet. Dermed øges muligheden for massevold, da narrativet 

konstruerer Selvets afstand til den Anden som ikke-eksisterende. 

Det sidste element i den spatiale dimension er Selvets opfattelse af den Andens fysiske og sociale 

udstrækning 113 . Narrativet beskæftiger sig ikke med tutsiernes konkrete fysiske udstrækning i Rwanda, 

men selve tilstedeværelsen af tutsier konstrueres som et problem for hutu-befolkningen. Narrativet 

konstruerer tutsier som bestridende magtfulde positioner i Rwandas samfund, både på det politiske, militære 

og økonomiske område. Dette konstrueres som et problem for hutu-befolkningen, der ikke kan få 

adgang til magtfulde stillinger, idet de diskrimineres af tutsierne. Ydermere konstrueres tutsiers sociale 

magtmonopol som et demokratisk problem, og som et eksempel på at tutsierne stadig ønsker at dominere 

hutuer, selv efter at det feudale monarki er blevet styrtet. Dermed øges muligheden for massevold, 

da narrativet konstruerer den Andens udstrækning som problematisk. 

Sammenlagt viser analyse af narrativets spatiale dimension, at relationen mellem hutuer og tutsier 

medvirker til at kræve aktuel handling for at håndtere den Andens forskellighed. Det sociale rum er 

mindsket til at bestå af hutuer og tutsier. Samtidig konstrueres afstanden mellem hutuer og tutsier som 

ikke-eksisterende, hvorved den Anden ikke er på sikker afstand, men eksisterer blandt Selvet. Sluttelig 

konstrueres selve tutsiernes udstrækning som et problem for både demokratiet og hutu-befolkningen. 

Den spatiale dimension i relationen mellem hutuer og tutsier er således i høj grad baseret på aktuelt 

konfliktskabende temporale termer. 

Relationens mulighedsbetingelser for handling 

På baggrund af analysen af den antagonistiske, temporale og spatiale dimension i relationen mellem 

hutuer og tutsier, som Kangura og RTMLs narrativ konstruerer, diskuterer jeg hvilke mulighedsbetin- 

112 

Jo kortere Selvet opfatter distance tilden Anden, jo større er muligheden for udbrud af vold, hvis massevold er muliggjort 

– og omvendt. 

113 

Hvis Selvet opfatter den Andens fysiske udstrækning som ”for stor”, vil vold i højere grad være muliggjort, end hvis 

Selvet opfatter den Andens udstrækning som acceptabel. 

68


gelser for handling dette narrativ skaber 114 . Dermed kan jeg afgøre hvorvidt relationen mellem hutuer 

og tutsier muliggør massevold. 

Kangura og RTMLs narrativ kræver at hutuer handler for at håndtere truslen fra RPF og tutsier, og for 

at opnå hævn for de mange overgreb som RPF og tutsierne har påført hutuer gennem historien. Fredeli- 

ge midler til at håndtere truslerne, såsom Arusha-aftalen, konstrueres som en del af tutsiernes plan for 

undertrykkelse og udryddelse af hutuer. Selve det politiske system, med partier der taler for sameksi- 

stens mellem hutuer og tutsier, konstrueres som et skalkeskjul for tutsiernes planer om undertrykkelse 

af hutuer og genindførsel af det feudale monarki. Ydermere bliver tutsier konstrueret som uforanderlige, 

hvilket medfører at hutuerne ikke kan forvente at kunne omvende eller leve i fred med tutsier, da de 

altid vil være onde, hævngerrige og ønske at dominere hutu-befolkningen. Dermed bliver fredelig sameksistens 

og fredelige midler til at løse konflikten mellem hutuer og tutsier gjort umuligt af narrativet. 

Så alvorlige trusler og behov for hævn, som narrativet konstruerer, må dog stadig skulle håndteres. Når 

alvorlige trusler mod Selvet eller Selvets værdier, samt behovet for hævn, ikke kan håndteres med fredelige 

midler, bliver anvendelse af vold en mulighed. Når truslerne og de overgreb som skal hævnes 

endvidere ikke blot skyldes en afgrænset gruppe som RPF, men skyldes selve tutsiernes tilstedeværelse 

i Rwanda, bliver vold mod alle tutsier muliggjort af narrativet. Samtidig ophæver den konstante dehumanisering 

af tutsier eventuelle diskursive eller institutionelle barrierer for anvendelse af vold mod alle 

tutsier. Anvendelse af vold mod tutsier bliver således muliggjort for at håndtere konflikten mellem hutuer 

og tutsier. Samtidig er konflikten ikke potentiel, men aktuel, og situationen vil kun blive værre 

med tiden. Endvidere foregår konflikten ikke på afstand, da tutsierne befinder sig i Rwanda, og hutuerne 

er derfor omgivet af deres fjender. Dermed bliver volden muliggjort som en aktuel nødvendighed for 

hutu-befolkningen. Samlet set konstruerer narrativet en situation hvor det sociale rum er mindsket til 

kun at bestå af to fronter, hvor hutuers eneste måde at håndtere det antagonistiske forhold til tutsier er 

anvendelse af vold mod tutsier. Alternative muligheder bliver ekskluderet som et skalkeskjul for tutsiers 

planer om udryddelse og undertrykkelse af hutu-befolkningen. Dermed bliver massevold mod tutsier 

muliggjort som en nødvendighed grundet relationen mellem hutuer og tutsier. 

114 Mulighedsbetingelser for handling er baseret på en specifik forståelse af sammenhængen mellem kollektive identiteters 

diskursive struktur og kollektive identiteters handlinger, som beskrevet i afsnit 2.1, side 13. De diskursive strukturer, der 

udgør en kollektiv identitet muliggør specifikke handlinger, men da strukturen altid-allerede er dislokeret, eksisterer potentialet 

for kreative og ikke-determinerede handlinger altid. De handlinger, som muliggøres af en kollektiv identitet er således 

mulige, og ikke nødvendige handlinger. 

69


6. Analyse af konflikten i Nordirland 

I dette afsnit analyserer jeg hvilke Selv-Anden-relationer der konstrueres mellem den protestantisk- 

unionistiske og katolsk-republikanske befolkningsgruppe i kildematerialet fra Nordirland, og anvender 

min teori-model til at vurdere hvorvidt relationen mellem Selv og Anden ikke muliggør befolknings- 

gruppernes deltagelse i massevold. 

Analysen består af tre dele. Først en kort beskrivelse af Nordirlands historie i det 20. århundrede for at 

placere analysen i en historisk kontekst. I anden del afdækker jeg de narrativer, som Belfast Newsletter 

og Irish News konstruer fra slut-januar til slut-februar 1972. Jeg analyserer hver kildes beskrivelse af 

situationen efter Bloody Sunday – først Belfast Newsletter, derefter Irish News. 

I sidste del vurderer jeg hvilke mulighedsbetingelser for handling, som disse narrativ skaber. Dette gør 

jeg ved at analysere den antagonistiske, temporale og spatiale dimension i Selv-Anden-relationen, som 

narrativet konstruerer. Dermed kan jeg vurdere hvorvidt relationen mellem den nordirske katolsk- 

republikanske og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe muliggør massevold. 

6.1 Nordirlands historie 

Nordirlands historie tager sin begyndelse i 1921, hvor Irland, som siden 1801 har været i union med 

England, opnår selvstændighed og den Irske Republik grundlægges (White og White 1995: 334). Den 

nordlige del af Irland forbliver en del af England, og landet Nordirland oprettes som del af det Forene- 

de Kongedømme Storbritannien 115 (White og White 1995: 334). 

Nordirland har, som de andre dele af Storbritannien, sit eget parlament, kaldet Stormont, og sin egen 

regering, fra oprettelsen i 1921 til 1973, hvor parlament og regering ophæves og erstattes af direkte sty- 

re fra Westminster, Storbritanniens parlament, indtil 2007, hvor Nordirland tildeles selvstyre igen (Catt 

og Murphy 2002: 37). 

I begyndelsen af 1960'erne voksede en fredelig protestbevægelse frem, kaldet Northern Ireland Civil 

Rights Association, der hævdede regeringen diskriminerede og undertrykte det katolske mindretal 116 

(White og White 1995: 334). I slutningen af 1960'erne blev de fredelige protester i stigende grad afløst 

115 Opdelingen af øen Irland i den Irske Republik og Nordirland betegnes the partition (White og White 1995: 334). 

116 Nordirlands befolkning består i 1960'erne og de tidlige 1970'ere af lidt over halvanden million mennesker, heraf er ca 1 

million protestanter og en halv million katolikker (White og White 1995: 334). 

70


af voldelig konflikt mellem dele af befolkningen, paramilitære katolske og protestantiske enheder 117 , 

og Nordirlands politi og væbnede styrker, støttet af hærenheder fra den Britiske Hær 118 (White og 

White 1995: 334). Den katolske befolkningsgruppe ønskede løsrivelse fra Storbritannien og genfore- 

ning med resten af Irland, mens protestanter ønskede at bevare unionen med Storbritannien. Begge par- 

ter beskyldte hinanden for udemokratiske og undertrykkende intentioner. Volden varede fra slut- 

60'erne til indgåelsen af Belfast-aftalen i 1998 (Catt og Murphy 2002: 38). I denne periode blev om- 

kring 3300 mennesker dræbt i forbindelse med konflikten (Hayes & McAllister 2001: 903). Aftalen 

resulterede i en konsociationel magtdeling 119 , hvor konstitution og institutioner garanterede interde- 

pendens og ligevægt mellem politiske partier og religiøse grupper (McGarry og O'Leary 2009: 25). Si- 

den da har der dog stadig fundet sporadisk vold sted mellem protestanter og katolikker. 

Årsagerne til volden, der intensiveredes i starten af 1970'erne, var fra begyndelsen omdebatterede, og 

to forklaringer kan identificeres inden for forskning i konflikten (Feldman 1991: 18). Den første er at 

den katolske befolkning var diskrimineret og undertrykt af det protestantisk-unionistisk dominerede 

Stormont-parlament siden Nordirlands oprettelse 120 , og ønskede derfor Nordirlands løsrivning fra Stor- 

britannien og indtrædning i den Irske Republik 121 (Feldman 1991: 18-19, White og White 1995: 334). 

Ifølge den anden forklaring er diskrimination og undertrykkelse af den katolske befolkning overdrevet, 

og volden skyldes i stedet voksende irsk nationalisme, der ønsker genforening med Irland for enhver 

pris (Feldman 1981: 18). 

117 De katolsk-republikanske paramilitære enheder består primært af Irish Republican Army (IRA) samt underafdelinger 

heraf, men protestantisk-unionistiske enheder primært består af Ulster Defence Association og Ulster Voluntary Force, samt 

en håndfuld mindre grupper (Clohesy 1991: 276-7). 

118 Det nordirske politi består af Royal Ulster Constabulatory (RUC), mens de nordirske væbnede styrker består af Ulster 

Defence Regiment (UDR) (Clohesy 1991: 277-8). Den Britiske Hærs tilstedeværelse udgjorde i 1969 omkring 2500 soldater, 

hvilket steg til omkring 15.000 i 1972 (White og White 1995: 335). 

119 Konsociationalisme er en styreform, hvor institutioner og politisk magt deles ligeligt mellem samfundets forskellige etniske 

eller religiøse befolkningsgrupper (Lijphart 1977). 

120 Den katolsk-republikanske befolkningsgruppe mente sig diskrimineret både økonomisk og politisk (White og White 

1995: 334). Endvidere mente den sig udsat for politiske undertrykkelse, i form af internering af politiske aktivister. Siden 

1922 har The Special Powers Act muliggjort indespærring uden rettergang af personer mistænkt for ”antisocial aktivitet” 

(White og White 1995: 335-6). Denne praksis, kaldet ”internment”, blev anvendt i omfattende omfang i perioden 1969-1973 

til indespærring af personer, der blev mistænkt for medlemskab af IRA eller andre paramilitær grupper (White og White 

1995: 336). 

121 At den katolske befolkningsgruppe ønsker indtrædning i den Irske Republik, mens den protestantiske befolkningsgruppe 

ønsker at opretholde unionen med Storbritannien, er grunden til at jeg betegner grupperne som henholdsvis ”katolskrepublikansk” 

og ”protestantisk-unionist”. Dette understreger endvidere at konflikten står mellem katolikker, der ønsker 

løsrivelse fra Storbritannien og protestanter, der ønsker opretholdelse af unionen, og ikke blot mellem katolikker og protestanter 

som trosretninger. 

71


I begyndelsen af 1972 når konflikten og volden det højeste niveau, hvor 13 mennesker skydes og dræ- 

bes af den Britiske Hær under en protestmarch i byen Londonderry i det nordvestlige Nordirland (se 

Pringle og Jacobsen 2000 for en grundig beskrivelse af Bloody Sunday). I ugerne efter følger en række 

angreb, bombeattentater og sammenstød mellem katolikker, protestanter, og nordirske og britiske væb- 

nede styrker. Nordirske politikere udtaler i perioden at Nordirland er på randen af borgerkrig og anarki 

(eksempelvis The Belfast Newsletter 1972#9). Konflikten eskalerer dog aldrig til massevold mellem 

den katolsk-republikanske og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe. 

I et forsøg på at forstå hvorfor relationen mellem de to befolkningsgrupper aldrig eskalerer til masse- 

vold, analyserer jeg de narrativer, som Belfast Newsletter og Irish News konstruerer i tiden fra Bloody 

Sunday den 30. januar til den 28. februar 1972. Min påstand er, at disse narrativer konstruerer en speci- 

fik relation mellem den katolsk-republikanske og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, der ik- 

ke muliggør massevold. Gennem analyse af hvordan disse narrativer konstruerer den Andens antagoni- 

stiske, temporale og spatiale dimension, kan jeg vurdere hvilke mulighedsbetingelser for handling dette 

narrativ skaber, og hvorvidt massevold ikke muliggøres. Dermed bliver det muligt at forstå hvorfor den 

nordirske konflikt aldrig eskalerer til massevold. 

6.2 Belfast Newsletters narrativ 

Belfast Newsletters artikler dækker et bredt spektrum af emner i den undersøgte periode. Avisen dæk- 

ker den indenrigspolitiske situation i både Nordirland og resten af Storbritannien, samt forholdet til den 

Irske Republik, Europa og det hastigt voksende Europæiske Økonomiske Fællesskab, samt begivenhe- 

der i resten af verden. Desuden dækker den kultur og sport. Store dele af avisens dækning i den analy- 

serede periode fokuserer dog på konflikten i Nordirland. 

Avisens narrativ er bygget op omkring tre tomme betegnere, som Belfast Newsletter konstruerer relati- 

onen mellem Selvet og Anden omkring. Den første er angrebene fra de paramilitære grupper. Den anden 

er den civile protestbevægelse, der organiserer marcher og demonstrationer for katolske rettigheder. 

Den sidste er selve konflikten og volden i Nordirland. 

72


De paramilitære grupper 

Paramilitære grupper, der kæmper for et forenet Irland, befriet fra engelsk styre, har eksisteret i 

forskellig form siden slutningen af det 16. århundrede. I 1913 grundlægges Irish Republican Army 122 

(IRA), der i nyere tid har været den mest fremtrædende katolsk-republikanske paramilitære gruppe. 

IRA udfører angreb og attentater på både den Britiske Hær, Nordirlands politi og væbnede styrker, 

samt politikere og civile, der opfattes som støtter af det protestantisk-unionistiske styre, og er i 

perioden fra 1969 til 1998 ansvarlig for drab på omkring 1700 personer (Hayes og McAllister 2001: 

904). Hver eneste dag i den analyserede periode rapporterer Belfast Newsletter om angreb eller 

bombesprængninger udført af IRA, typisk beskrevet således: 

“More injured in IRA gun and bomb attacks” (The Belfast Newsletter 1972#30) 

I artiklerne, der beskriver IRA's handlinger, bliver IRA konsekvent konstrueret som en morderisk 

terror-organisation, der spreder død og ødelæggelse: 

“But did those who gathered yesterday consider the source of the greatest threat to civil rights 

which this island has seen for a generation? Did they consider the appalling causalities that 

have been inflicted by the gunmen and bombers?” (The Belfast Newsletter 1972#28) 

“For so many thousands who have had to endure three years of terror the only criterion for 

success is this: overthrow of the IRA and a return to peace and normality”. (The Belfast 

Newsletter 1972#35) 

IRA konstrueres som den største trussel Nordirland har været udsat for “i en generation”, og som en 

forhindring for at nordirere kan leve i fred. Derfor må IRA nedkæmpes, før der kan blive fred i 

Nordirland. Endvidere konstrueres IRA's handlinger ikke blot som et angreb på Nordirland, men på 

hele Storbritannien: 

“The tragedy of Aldershot is a manifestation of the viciousness of the campaign against Ulster 

and the whole concept of the United Kingdom. It reinforces the bitter savagery of the men and 

the means they employ in their reckless course of hate and destruction”. (The Belfast 


122 For en nærmere beskrivelse af IRA's grundlæggelse og udvikling se eksempelvis Moloney (2007). 

73


IRA udfører den 22. februar 1972 et bombeattentat på officers-messen i en kaserne i byen Aldershot 

sydvest for London, hvor 7 civile kaserne-medarbejdere bliver dræbt. Belfast Newsletter konstruerer 

attentatet som et udtryk for IRA's kampagne mod Nordirland og Storbritannien. IRA's medlemmer 

konstrueres som barbariske og hadefulde personer, der kun ønsker ødelæggelse. 

Samtidig konstrueres IRA ikke kun som en fysisk trussel mod Nordirland og dens beboere, men også 

som en politisk trussel. Den engelske forsvarsminister, Lord Balniel, beskriver kort efter Bloody 

Sunday, hvordan IRA fører en politisk propagandakampagne mod Nordirland: 

”Also we have got to recognize that the IRA is waging a war not only of bullets and bombs, 

but a war of words” [...] “If it is allowed to win this war I simply shudder to think what will 

be the future for the people living in Northern Ireland”. (The Belfast Newsletter 1972#20) 

Hvis IRA vinder denne “krig om ord” om situationen i Nordirland 123 , vil det have alvorlige 

konsekvenser for befolkningen i Nordirland. IRA konstrueres således ikke blot som en terrortrussel, 

men også som en politisk trussel mod Nordirland. Det er vigtigt at lægge mærke til, at IRA konstrueres 

som en trussel mod hele Nordirlands befolkning. IRA konstrueres ikke som en trussel der udspringer 

fra den katolsk-republikanske befolkningsgruppe, rettet mod den protestantisk-unionistiske 

befolkningsgruppe, men som en afgrænset organisation, der truer Nordirlands befolkning som en 

samlet gruppe, på tværs af politiske og religiøse skel. 

Denne skelnen mellem terrorgruppen IRA og den katolsk-republikanske befolkning er konsistent for 

Belfast Newsletters beskrivelse af IRA's handlinger. I dagene efter Bloody Sunday beskriver den 

nordirske indenrigsminister John Taylor, hvordan IRA ikke er lig med den katolske befolkningsgruppe: 

“Those responsible for the present campaign of violence are the IRA and the IRA are operating 

form Catholic areas. This means that to counter the terrorist the security forces must often operate 

inside Catholic areas but these operations are directed against the terrorists alone, not 

the community in general”. (The Belfast Newsletter 1972#10) 

IRA konstrueres som eneansvarlige for volden i Nordirland. Samtidig konstrueres IRA som en aktør, 

der opererer fra katolske områder, hvilket medfører at nordirske og britiske styrker må udføre 

123 IRA har i hele sin levetid forsøgt at overbevise verden – både Nordirland, Storbritannien samt USA og Europa – om at 

selve delingen af Irland og oprettelsen af Nordirland som en del af Storbritannien er essentielt illegitim, og at retfærdighed 

for den katolske befolkning ikke er muligt så længe delingen af Irland opretholdes (Clohesy 2000: 80). 

74


operationer i disse katolske områder. Disse operationer er dog rettet udelukkende mod IRA og ikke 

mod den katolske befolkning. Dermed konstrueres IRA som en aktør, der er adskilt fra den katolsk- 

republikanske befolkningsgruppe. Dette er et udtryk for differenslogik, hvor to objekter konstrueres 

som forskellige fra hinanden. Dermed bliver truslen fra IRA mod Nordirlands befolkning samt den 

nordirske og britiske stat ikke ækvivaleret med den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. 

Den 25. februar 1972 udfører IRA et mordforsøg på indenrigsministeren John Taylor. Belfast 

Newsletter beskriver i en leder hvordan de forskellige samfundsgrupper må lægge bånd på sig selv og 

bevare roen: 

“Coming at the end of a week that has seen the tragedy of Aldershot and an intensification of 

the campaign of terror and destruction on streets in city and town, it has reinforced once again 

the complete and utter ruthlessness of the enemy. If there is anger and deep bitterness in Ulster 

this morning there is course for it. But having faced up to that, we must all, in our different 

ways, recognize that the ultimate community responsibility is to remain calm and restrained. 

To allow emotion to rule words and actions, to permit horrors of even this magnitude to breed 

any form of retaliation or activity outside the strict confines of the law, would discredit and endanger 

the principles for which Mr. Taylor has striven so arduously to preserve”. (The Belfast 


IRA konstrueres stadig som en hensynsløs fjende af det nordirske samfund. Belfast Newsletter 

understreger dog samtidig at det er nødvendigt at nordirerne - hvor forskellige de end er - bevarer roen 

og ikke tillader at IRA's handlinger fører til selvtægt eller gengældelse mellem de forskellige 

befolkningsgrupper. Selvom befolkningsgrupperne konstrueres som forskellige, er de stadig forenet i 

modstand mod IRA. 

Northern Irish Civil Rights Association 

Det anden tomme betegner, som protestantisk-unionistisk identitet konstrueres omkring af Belfast 

Newsletter, er den katolsk-republikanske rettighedsbevægelse, NICRA. NICRA opstår i 1962 og kæmper 

for lige rettigheder for katolikker, som føler sig diskrimineret og undertrykt af den protestantiskunionistiske 

regering (White og White 1995: 334). NICRA arrangerer demonstrationer og marcher for 

at protestere mod katolikkers situation, og er ansvarlig for afholdelse af den demonstration, hvor Bloo- 

75


dy Sunday finder sted (McClean 1997: kap. 7). Belfast Newsletter konstruerer NICRA og de katolske 

protestmarcher som et skalkeskjul for IRA: 

“Its quite obvious that the CR demonstration was being deliberately used to cover the activities 

of the terrorist and to aggravate the situation to further the ends of the extreme republican element”. 

(The Belfast Newsletter 1972#3) 

“PM: Those who organized this march must bear a terrible responsibility for urging people 

to lawlessness and for providing the IRA with the opportunity to again bring death to our 

streets”. (The Belfast Newsletter 1972#5) 

NICRA's march bliver konstrueret som “lovløs”, hvilket den legalt set også er, da den nordirske 

regering har forbudt marcher i hele Nordirland, i et forsøg på at dæmpe konflikten - dette bliver dog 

opfattet som politisk undertrykkelse af den katolsk-republikanske befolkningsgruppe (Clohesy 1991: 

22). Endvidere konstrueres NICRA's marcher som et skalkeskjul for IRA, der benytter marcherne som 

dækning til at udføre deres terrorhandlinger. 

“The republican civil rights and civil disobedience campaigns yesterday stripped the last vestige 

of bogus respectability from the so-called CR Association. Today they are exposed ad a 

sorry mixture of misguided people, gangs of thugs and hooligans manipulated by malevolent 

men”. (The Belfast Newsletter 1972#8) 

NICRA konstrueres som enten “vildledte” eller som hooligans der manipuleres af personer med ondt i 

sinde. NICRA konstrueres således som en organisation, hvis handlinger truer freden i Nordirland. 

Samtidig konstrueres NICRA dog også som en organisation, der forsøger at arrangere fredelige protest- 

demonstrationer, men som bliver manipuleret af kræfter, der ønsker vold: 

“In the statement they warn the organizers that other marches which have set out with the 

intention of being peaceful have been infiltrated by others who have seen to it that they end 

in violence”. (The Belfast Newsletter 1972#25) 

“For all their assurances of measures they intended to take to control the parade, the organizers 

could not conceivably know whether the IRA – who have been so active in and around Newry 

in recent weeks would use the occasion to launch an attack on those forces”. (The Belfast 


76


NICRA konstrueres som en fredelig organisation, der er blevet infiltreret af IRA, der misbruger de 

fredelige demonstrationer til at udføre vold. Det er således ikke NICRA og de mennesker, der støtter 

organisationen (hvilket primært er den katolsk-republikanske befolkningsgruppe), der er problemet, 

men IRA's infiltration af marcher og demonstrationer. Dette fremgår ligeledes af Belfast Newsletters 

beskrivelse af Bloody Sunday, hvor ofrene primært konstrueres som medlemmer af IRA: 

“Four of the 13 people killed in the clash in Londonderry on Sunday were on the “Wanted” list 

as IRA men, a ministry of defence staff officer concerned with military operations in Ulster said 

in London yesterday. One of the others killed had four nail bombs in his possession and other 

was youth of 15-16”. (The Belfast Newsletter 1972#12) 

NICRA konstrueres således som en organisation, der egentlig er fredelig, men er infiltreret af 

voldsmænd og terroriser, der misbruger organisationen til at udøve vold. Dermed bliver det i højere 

grad IRA og voldelige hooligans, der konstrueres som et problem eller en trussel i forbindelse med 

Belfast Newsletters beskrivelse af de katolske protestmarcher, end det er NICRA og den katolsk- 

republikanske befolkningsgruppe, der er problemet 124 . 

124 

Visse politikere i det nordirske parlament bliver i avisen dog citeret for holdninger, der konstruerer selve NICRA og 

protestmarcherne som en trussel mod Nordirland: 

“Mr James Kilfedder said that the savagery shown by the rioters in Londonderry had only one aim – the overthrow 

of the Ulster Constituency”. (The Belfast Newsletter 1972#7) 

“What could happen in Newry at the weekend he said, could affect the very existence of Stormont and the State. 

There were forces arrayed for the destruction of Northern Ireland and they were united in a ‘foul alliance’ and 

conspiracy”. (The Belfast Newsletter 1972#24) 

Ugen efter Bloody Sunday, arrangerer NICRA endnu en protestmarch, i byen Newry, syd for Belfast. James Kilfedder er 

medlem af Stormont for UUP, og hans udtalelser konstruerer NICRA og marcherne som en trussel mod hele Nordirland og 

dets politiske system. Dette er dog de eneste eksempler i den analyserede periode, på at Belfast Newsletters beskrivelse af 

NICRA konstruerer som en trussel mod Nordirland. Endvidere bliver NICRA, ligesom IRA, ikke ækvivaleres med den 

katolsk-republikanske befolkningsgruppe: 

“The enemies of Northern Ireland would not have achieved anything like the degree of disruption that they measure 

as ‘success’ but for their phoney civil rights campaign, but for their phoney cries of injured innocence. Ulster, 

the real Ulster, Protestants and Catholics – will never stoop to the presentations of such a hymn of hate as it’s 

‘signature tune’, not for the phoniest world”. (The Belfast Newsletter 1972#36) 

Selvom NICRA konstrueres som en organisation, der har hjulpet 'Nordirlands fjender' i deres angreb på Nordirland, 

konstrueres NICRA som adskilt fra den ægte nordirske befolkning, der konstrueres som både protestanter og katolikker. 

77


Konflikten i Nordirland 

Belfast Newsletter beskriver Bloody Sunday og sammenstødene mellem katolsk-republikanske 

demonstranter og nordiske og britiske sikkerhedsstyrker som symptomatisk for selve konflikten i 

Nordirland. Dagen efter Bloody Sunday beskriver avisen reaktioner på begivenheden fra det nordirske 

politiske miljø. Indenrigsministeren John Taylor beskriver hvordan volden er en trussel mod hele 

samfundet: 

“There is no victory here for anyone. Unless we can find a way to talk and to work together 

for a new Ulster then the vicious downward spiral of violence and hate will destroy all of us. 

Everyone – Government, opposition and people – must half the drift into anarchy and begin 

to work together as never before” (The Belfast Newsletter 1972#9) 

Det er selve den voldelige konflikt, der konstrueres som en trussel mod både den protestantisk- 

unionistiske regering, den katolsk-republikanske opposition, og selve folket. Det nordirske folk bliver 

konstrueret som en helhed, der må stå sammen mod volden på tværs af skillelinjer. Volden konstrueres 

dermed ikke som et fænomen, der stammer fra en bestemt befolkningsgruppe. I stedet er volden ekstern 

til befolkningen. Volden konstrueres dermed som en abstrakt Anden 125 , hvor ingen befolkningsgruppe 

udpeges som ansvarlig for konflikten. 

At konflikten truer både den katolsk-republikanske og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe 

bliver eksplicit formuleret af Minister of Community Relations David Bleakly: 

“This is a tragic catastrophe for all of us, Protestant and Catholic alike” [...] “This calamity 

should warn us to turn back before its too late. If the tragedy of Derry doesnt bring us to our 

senses nothing will. Unless we can make united effort to save the province, we are all going 

to be destroyed together”. (The Belfast Newsletter 1972#15) 

Nordirlands premierminister, Brian Faulkner udtaler endvidere hvordan konflikten kun kan løses 

gennem politisk forhandling mellem repræsentanter for begge religiøse samfund i Nordirland: 

“The tragic events, not just of Londonderry but throughout Northern Ireland, over the past two 

years or so must bring both sides of the community in Northern Ireland face to face with one 

125 

For diskussion af forskellen mellem den abstrakte og konkrete Anden, se Connolly (2002: 8ff) samt side 28, og fodnote 

43. 

78


basic fact in their problems can only be solved through argument between sensible responsible 

Ulstermen of both religions persuasions”. (The Belfast Newsletter 1972#19) 

Nordirlands to religiøse samfund konstrueres som adskilte og deres indbyrdes modstandsforhold aner- 

kendes. Selvom de to grupper konstrueres som forskellige fra hinanden, fremgår det dog, at konflikten 

mellem de to grupper kun kan løses gennem fredelig forhandling. 

Ydermere beskriver Faulkner hvordan den katolsk-republikanske befolkningsgruppes ønske om 

genforening med Irland, er et legitimt demokratisk projekt: 

“It is a perfectly valid political activity in Northern Ireland for any person to promote, by 

peaceful and democratic means, the aspiration for a united Ireland”. (The Belfast 


Den katolsk-republikanske befolkningsgruppe kan godt arbejde for et forenet Irland, uden at det er en 

trussel mod den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, så længe det foregår fredeligt og 

demokratisk. Dermed bliver den katolsk-republikanske befolkningsgruppe ikke konstrueret som et 

problem eller en trussel i sig selv. 

Statsminister i Nordirland Gerard Benedict Newe udtaler endvidere, at det er nødvendigt at opnå ægte 

forsoning mellem de religiøse samfund: 

“There is, in any case, a far more immediate task. It is to seek and to find here in the North a 

true reconciliation between the communities. This is the essential steep, without which 

there’s no future for any of us, whatever form of government we may live under”. (The 

Belfast Newsletter 1972#21) 

Såfremt ægte forsoning ikke opnås, vil der ikke være nogen fremtid for Nordirlands befolkning 

overhovedet. Dermed bliver selve konflikten konstrueret som en trussel mod begge 

befolkningsgrupper, på tværs af religiøse og politiske skel. 

Belfast Newsletters' narrativ 

Narrativ konstrueres i forhold til tre tomme betegnere, omkring hvilke forskellige objekter konstrueres 

som den Anden for den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppes Selv. 

79


Den første tomme betegner er angrebene fra de paramilitære grupper, der konstrueres som ondsindet 

terrorisme. Belfast Newsletters narrativ konstruerer IRA som en fysisk og politisk trussel, men denne 

trussel udspringer udelukkende fra IRA som en afgrænset terrororganisation, der ikke ækvivaleres med 

den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Befolkningsgruppen konstrueres dermed ikke som en 

trussel mod den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppes overlevelse eller værdier. Endvidere 

konstruerer avisen hvordan befolkningsgrupperne bør forholde sig i ro og ikke gribe til selvtægt eller 

gengældelse mod hinanden. 

Den andet tomme betegner er den civile protestbevægelse, der organiserer marcher og demonstrationer 

for katolske rettigheder. NICRA konstrueres som en organisation, der er infiltreret af hooligans og 

IRA, og hvis aktiviteter tjener som skalkeskjul for vold og angreb på Nordirland og dets politiske insti- 

tutioner. Dermed bliver det i højere grad IRA og voldelige hooligans, der konstrueres som et problem 

eller en trussel i forbindelse med de katolske protestmarcher, end det er NICRA og den katolsk- 

republikanske befolkningsgruppe, der er problemet. 

Den sidste tomme betegner er selve konflikten og volden i Nordirland, der konstrueres som en trussel 

mod selve det nordirske samfunds beståen. Den voldelige konflikt konstrueres som en trussel mod både 

den protestantisk-unionistiske regering, den katolsk-republikanske opposition, og selve folket. Det 

nordirske folk bliver konstrueret som en helhed, der må stå sammen mod volden på tværs af skillelin- 

jer. Volden konstrueres dermed ikke som et fænomen, der stammer fra en bestemt befolkningsgruppe. I 

stedet er volden ekstern til befolkningen. Volden konstrueres dermed som en abstrakt Anden, hvor 

ingen befolkningsgruppe udpeges som ansvarlig for konflikten. 

6.3 Irish News' narrativ 

Irish News' artikler dækker, ligesom Belfast Newsletters, et bredt spektrum af emner i den undersøgte 

periode. Store dele af avisens dækning fokuserer dog på konflikten i Nordirland. Avisen konstruerer et 

narrativ, der skaber en specifik relation mellem den katolsk-republikanske befolkningsgruppes Selv og 

andre objekter, der konstrueres som gruppens modstandere, og dermed som den Anden for den katolskrepublikanske 

befolkningsgruppe. 

Analysen af Irish News' narrativ konstrueres omkring tre tomme betegnere. Den første er sikkerhedsstyrkerne. 

Den anden er den nordiske regering og England. Den sidste er konflikten i sig selv. 

80


Sikkerhedsstyrkerne 

De nordirske sikkerhedsstyrker består af politiet, Royal Ulster Constabulary Force, hæren, Ulster De- 

fense Regiment, støttet af infanterienheder fra den Britiske Hær (White og White 1995: 331). 

Under protestmarchen i Derry, der resulterer i Bloody Sunday, dræbes 13 demonstranter af soldater fra 

den Britiske Hær. Irish News konstruerer begivenheden som en massakre på fredelige og forsvarsløse 

civile: 

”And as the 1 st Batallion Parachute Regiment pulled out of Derry at midnight Miss Bernadette 

Devlin who dived for cover as she stood on the back of lorry declared: 'it was mass murder by 

the British Army. This was our Sharpeville 126 .” (Irish News 1972#1) 

“Mr Eddie McAteer, President of the National Party, said: 'I was a simple massacre. There 

were no petrol bombs, no guns, no snipers, no justification whatsoever for this well-organized 

slaughter.” (Irish News 1972#1) 

“Throughout the country – north and south – abroad, there was condemnation of the action 

of the paratroops who fired indiscriminately according to eye-witnesses at fleeing people and 

even at men on the ground.” (Irish News 1972#2) 

Den Britiske Hærs handlinger under Bloody Sunday konstrueres som en uprovokeret massakre, der 

umuligt kan forsvares. Ved at fremhæve at demonstranterne var ubevæbnede og fredelige, samt at hæ- 

rens handlinger var ”velorganiserede”, konstrueres den Britiske Hær som en brutal aktør, der forsøger 

at undertrykke den katolsk-republikanske befolkningsgruppe med magt. 

Endvidere konstrueres den nordirske regering som ansvarlige for sikkerhedsstyrkernes handlinger: 

“Mr. Faulkner and General Tuzo are the people who pulled the triggers in the massacre of 

the marchers. They had given authority to the men on the ground act with effect in suspicious 

circumstances. In other words, they have put into the hands of people with low I.Q, in some ca 

ses of the criminal classes, the decision to shoot people dead and in the process dispensing 

with judge and jury and the right to legal defense. This is the sort of vermin who have rifles in 

their hands and have been sent out to preserve law and order, when law and order was already 

being preserved by intelligent responsible people protesting in a non-violent way against the 

most corrupt regime in Western Europe.” (Irish News 1972#3) 

126 ”Sharpeville” hentyder til den såkaldte ”Sharpeville-massakre” i Sydafrika, den 21. march 1960, hvor sydafrikansk politi 

skød og dræbte 69 demonstranter under en angiveligt fredelig demonstration for sortes rettigheder (Thörn 2009: 127) 

81


Det er den nordirske premierminister, Brian Faulkner, og den øverstkommanderende for de britiske 

styrker i Nordirland, general Harry Tuzo, som bærer ansvaret for sikkerhedsstyrkernes brutale adfærd. 

Dermed forbindes Nordirlands regering via ækvivalenslogik med sikkerhedsstyrkernes brutalitet. End- 

videre konstrueres sikkerhedsstyrkerne som uintelligente kriminelle kryb, der udfører et korrupt regi- 

mes ordrer, og som undertrykker den nordirske befolknings rettigheder. 

I en kommentar fra Social Democratic and Labour Party 127 konstrueres den britiske hærs handlinger 

som undertrykkelse af befolkningen: 

“This cowardly action of British troops in what they allege to be part op the United Kingdom is 

the culmination of their determination to suppress by whatever means, including murder, the 

lawful and peaceful dissent of the people of Northern Ireland for Brian Faulkners government 

of terror”. (Irish News 1972#6) 

Den Britiske Hær konstrueres som en aktør, der anvender ethvert magtmiddel til at undertrykke den del 

af befolkningen, der ønsker et opgør med Nordirlands regering, der konstrueres som et rædselsregime. 

Sikkerhedsstyrkerne i Nordirland konstrueres således som en brutal trussel mod den katolskrepublikanske 

befolkningsgruppes liv og frihed. Samtidig ækvivaleres sikkerhedsstyrkernes handlinger 

til den nordirske regering, der konstrueres som ansvarlige for sikkerhedsstyrkernes brutale adfærd, der 

har til formål at undertrykke den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Sikkerhedsstyrkernes handlinger 

ækvivaleres dog ikke med den protestantisk-unionistiske befolkning, som dermed ikke konstrueres 

som en trussel mod den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Det er udelukkende sikkerhedsstyrkerne 

og regeringen der konstrueres som en trussel. 

Regeringen og England 

Irish News konstruerer konsekvent den nordirske regering som et korrupt diktatur, der undertrykker 

den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. I en leder skriver avisen dagen efter Bloody Sunday: 

“Surely there can be no doubt how that the British Government is to prepared to visit its savagery 

on a defenceless minority in Northern Ireland in support of the unionist junta at Stormont 

which has brought about this situation”. (Irish News 1972#3) 

127 SDLP er et social-demokratisk og irsk-nationalistisk oppositionsparti i Stormont, det nordirske parlament. 

82


Den nordirske regering konstrueres som en junta, og dermed udemokratisk. Samtidig ækvivaleres den 

nordirske regering med den britiske regering 128 , der konstrueres som barbarisk undertrykker af det for- 

svarsløse katolsk-republikanske mindretal. Begge regeringer bliver således konstrueret som udemokra- 

tiske og undertrykkende regimer. 

Endvidere beskriver Irish News hvordan NICRA efter Bloody Sunday fortsat ønsker at demonstrere 

mod det undertrykkende regime: 

“The purpose of our march is to peaceful but in a determined manner, demonstrate rejection of 

the present regime, its policy of murderous suppression and internment, and the crying need or 

the Tory Government to produce the political reforms which end this situation”. (Irish News 

1972#11) 

Den nordirske regering konstrueres som morderisk og undertrykkende. Samtidig kræver NICRA dog 

politiske reformer for at stoppe undertrykkelsen af mindretallet. Endvidere er det den britiske regering, 

der konstrueres som de eneste der har muligheden for at ændre situationen. 

Irish News beskriver baggrunden for den katolsk-republikanske befolkningsgruppes modstand mod regeringen 

på lederplads: 

“The day the CR movement challenged the Stormont regime, first over gerrymandering, discrimination 

in jobs and housing and the economic and political subjection of the minority, was 

the beginning of the end of Unionist ascendancy”. (Irish News 1972#14) 

Den nordirske regering konstrueres som ansvarlig for ”gerrymandering” 129 og anden diskrimination 

samt politisk undertrykkelse af den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Regeringen konstrueres 

dermed som en forhindring for katolsk-republikansk politisk frihed. Endvidere beskriver avisen, hvordan 

det er selve delingen af Irland, der har resulteret i undertrykkelsen: 

“It was always believed by Irishmen that a Partition Parliament, hag-ridden by bigotry and 

Tory reactionary intrigue, would inevitably betray the principles of democracy, of fair and 

equitable popular representation, and of impartial administration”. (Irish News 1972#20) 

128 

I 1972 har Storbritannien og England en konservativ regering ledet af premierminister Edward Richard George "Ted" 

Heath. 

129 

Gerrymandering er politisk manipulation af inddeling af stemmekredse, for at opretholde et bestemt politisk flertal 

(Groffman 1990: 91). Det nordirske regime er konsekvent blevet beskyldt for gerrymandering for at opretholde et overvældende 

protestantisk-unionistisk flertal i Stormont, lige fra oprettelsen Nordirland i 1921 (Whyte 1983: 5ff). 

83


Regeringen konstrueres som præget af reaktionært hykleri. Endvidere konstrueres regeringens antide- 

mokratiske tendenser som et historisk faktum – den nordirske regering har altid undertrykt den katolsk- 

republikanske befolkningsgruppe, og vil altid fortsætte denne undertrykkelse. 

Den nordirske og britiske regering forbindes via ækvivalenslogik og konstrueres som morderiske, 

udemokratiske og undertrykkende regimer, der er ansvarlige for diskrimination og politisk undertryk- 

kelse af den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Endvidere konstrueres undertrykkelsen som et 

historisk faktum, som er et resultat af delingen af Irland. Ligesom i forhold til sikkerhedsstyrkerne, 

ækvivaleres den protestantisk-unionistiske befolkning ikke med konstruktionen af regeringen som et 

brutalt regime. Dermed konstrueres den protestantisk-unionistiske befolkning ikke som fjende eller 

trussel mod den katolsk-republikanske befolkning. 

Konflikten i Nordirland 

I en parralel til Belfast Newsletter beskriver Irish News også Bloody Sunday og sammenstødene mel- 

lem katolsk-republikanske demonstranter og nordiske og britiske sikkerhedsstyrker som symptomatisk 

for selve konflikten i Nordirland. Dagen efter Bloody Sunday udtaler overhovedet for den katolske 

kirke i Irland, Cardinal Conway sig om drabene i Derry: 

“This is a tragic catastrophe for all of us, Protestant and Catholic alike. The case of Derry 

must be shared by everyone. It is now clear that we are well and truly on the brink. This calamity 

should warn us to turn back before it's too late. […] If the tragedy of Derry doesn't bring us 

back to our senses, nothing will. Unless we now make a united effort to save the province we 

are all going to be destroyed together. 130 ” (Irish News 1972#3) 

Konflikten konstrueres som en trussel mod både den katolsk-republikanske og protestantisk- 

unionistiske befolkningsgruppe. Dermed bliver befolkningsgrupperne konstrueret som forskellige dele 

af Nordirlands befolkning, men som grupper med samme mål (fred) og en fælles modstander – konflik- 

ten og volden, der truer med at ødelægge hele samfundet. Dermed konstrueres selve volden som en ab- 

130 Dette citat er næsten ordret lig med citatet på side 78 fra The Belfast Newsletter (1972#15). I Belfast Newsletter er citatet 

tilskrevet Minister of Community Relations David Bleakly. Det har ikke været muligt at afklare hvorvidt den ene eller 

begge aviser har fejlciteret enten ministeren eller kardinalen, om det har været en fælles tale, eller om der findes andre 

forklaringer på sammenfaldet i formuleringerne. Hvem der reelt udtalte dette citat, er for analysen heller ikke relevant, da 

min analyse fokuserer på hvilket narrativ avisernes beskrivelse af situationen i Nordirland skaber, og det derfor er relevant 

hvordan avisen præsenterer citatet, ikke hvorvidt avisen har fejlciteret en kilde. 

84


strakt Anden for begge befolkningsgrupper. Samtidig konstrueres situationen som ”på grænsen” til at 

samfundet bryder sammen her og nu. Dermed konstrueres der et behov for øjeblikkelig fælles handling, 

for at undgå at volden nedbryder det nordirske samfund. 

At en fredelig, ikke-militær løsning er nødvendig fremgår også af følgende udtalelse fra den katolsk- 

republikanske opposition i det nordirske parlament: 

“Opposition spokesmen on home affairs Mr. Merly Rees, said Sunday’s events in Derry, in 

which 13 civilians were killed, were proof that there was no military solution in Northern Ireland. 

‘There must be a political solution, it must be found. Scars are left on the hearts and 

minds of Protestants and Catholics alike’”. (Irish News 1972#9) 

De to befolkningsgrupper konstrueres igen som forskellige dele af Nordirland, men med den samme 

fælles fjende – volden, der har ramt begge befolkningsgrupper. Beskrivelsen af de to 

befolkningsgrupper som fundamentalt forskellige, er konsistent i Irish News' beskrivelse af situationen 

i Nordirland. En fremtrædende repræsentant for den katolske kirke i Irland, biskop Cahai Daly, 

beskriver forskellen mellem de to befolkningsgrupper således: 

“For there are two traditions in this island and not one only, two historical and cultural ways 

of remembering, reacting and thinking, two religious traditions, two distinct ways of being 

Irish. They are distinct but need not and must not be hostile, for both are ways of being Irish”. 

(Irish News 1972#13) 

Den katolsk-republikanske og den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe konstrueres som 

fundamentalt forskellige måder at være irer på – men begge grupper er irere 131 . Endvidere må og skal 

forholdet mellem grupperne ikke være fjendtligt. Det er volden i Nordirland, der er problemet, ikke 

tilstedeværelsen af to forskellige befolkningsgrupper. 

At volden er et problem for den katolsk-republikanske befolkningsgruppe konstrueres endvidere via 

reaktioner på IRA's handlinger. Selvom IRA er på den katolsk-republikanske befolkningsgruppes side, 

er det ikke alle organisationens handlinger, der konstrueres som acceptable. Undertiden konstrueres 

IRA's handlinger som uacceptable for den katolsk-republikanske befolkningsgruppe: 

131 Men ikke ”nordirere” - dette udtrykker den katolske befolkningsgruppes ønske om genforening med Irland. Samtidig 

viser citatet dog også at der i det genforenede Irland vil være plads til den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe. 

85


“Bishop Warren described the killing of Mr. Callaghan as a ‘dreadful deed’ which, he said, 

had been received with horror in the community. [...] ‘The news of this dreadful deed was received 

with horror in the community. That a man engaged in his daily work should be taken and 

shot to death has caused great dismay to our people because it’s so out of character with their 

long and deeply held tradition of Christian morality’” (Irish News 1972#23) 

“Political and Church leaders united last night in condemning the IRA bomb attack on the Parachute 

Regiment’s officer’s mess at Aldershot. [...] His Eminence said: ‘Words cannot express 

my horror at the news of this foul crime. The Irish people as a whole will be sickened and revolted 

by it’” (Irish News 1972#28) 

IRA's angreb, på henholdsvis en buschauffør, der var deltidsmedlem af Ulster Defense Regiment, og på 

kasernen i Aldershot, konstrueres som over grænsen for acceptabel modstand mod sikkerhedsstyrkerne 

i Nordirland. Dermed konstrueres vold mod civile som uacceptabelt i modstanden mod den nordirske 

regering. 

Irish News' narrativ 

Narrativet konstrueres omkring tre tomme betegnere, omkring hvilke forskellige objekter konstrueres 

som den Anden for den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppes Selv. 

Den første tomme betegner er sikkerhedsstyrkerne i Nordirland, der konstrueres som en brutal trussel 

mod den katolsk-republikanske befolkningsgruppes liv og frihed. Samtidig forbindes sikkerhedsstyrkernes 

handlinger via ækvivalenslogik til den nordirske regering, der konstrueres som ansvarlig for 

sikkerhedsstyrkernes brutale adfærd, der har til formål at undertrykke den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. 

Den anden tomme betegner er den nordirske og britiske regering, der forbindes via 

ækvivalenslogik og konstrueres som morderiske, udemokratiske og undertrykkende regimer, der er ansvarlige 

for diskrimination og politisk undertrykkelse af den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. 

Endvidere konstrueres undertrykkelsen som et historisk faktum, der er et resultat af delingen af Irland. 

Sikkerhedsstyrkerne og regeringens handlinger ækvivaleres dog ikke med den protestantiskunionistiske 

befolkning, som dermed ikke konstrueres som en trussel mod den katolsk-republikanske 

befolkningsgruppe. Det er udelukkende sikkerhedsstyrkerne og regeringen, der konstrueres som en 

trussel og fjende af den katolsk-republikanske befolkning. 

Den tredje tomme betegner er konflikten og volden i sig selv, der konstrueres som en trussel mod både 

den katolsk-republikanske og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe. Den katolsk-republikanske 

og den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe konstrueres som fundamentalt forskellige måder at 

86


være irer på – men begge grupper konstrueres samtidig som irere. Dermed konstrueres selve volden 

som en abstrakt Anden for begge befolkningsgrupper. Samtidig konstrueres situationen som ”på 

grænsen” til at samfundet bryder sammen her og nu. Dermed konstrueres der et behov for øjeblikkelig 

fælles handling, for at undgå at volden nedbryder det nordirske samfund. Sluttelig konstrueres vold 

mod civile som uacceptabelt i modstanden mod den nordirske regering. 

6.4 Narrativernes mulighedsbetingelser for handling 

I denne sidste del af analysen vurderer jeg hvilke mulighedsbetingelser for handling som Belfast 

Newsletters og Irish News' narrativer skaber. Jeg analyserer, hvorvidt den antagonistiske, temporale og 

spatiale dimension i narrativets relation mellem Selvet og den Anden er baseret på konfliktskabende 

termer. På baggrund af denne analyse kan jeg vurdere, hvorvidt relationen mellem den katolskrepublikanske 

og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe muliggør massevold. 

Narrativernes antagonistiske dimension 

Denne dimension omhandler Selvets artikulation af den Andens forskellighed. Det første element i dimensionen 

handler om Selvets frygt for den Anden 132 . Belfast Newsletters narrativ konstruerer tre trusler 

mod den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe: IRA, NICRA, og selve konflikten. IRA konstrueres 

som både en trussel mod individer og den nordirske stats overlevelse. NICRA konstrueres som 

trussel idet organisationens demonstrationer beskrives som infiltreret af IRA og hooligans, som misbruger 

demonstrationer til voldsanvendelse. IRA er som en både fysisk og politisk trussel velegnet til at 

skabe frygt blandt den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, mens truslen fra NICRA fremstår 

mindre alvorlig. For IRA gælder dog to ting: for det første konstrueres IRA's handlinger ikke som en 

trussel mod den samlede protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe. Dermed er IRA en trussel mod 

individer, men ikke en eksistentiel trussel imod selve den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppes 

overlevelse. For det andet konstrueres IRA's handlinger ikke som udtryk for den katolsk- 

132 For at opsummere, frygt for den Anden opstår hvis narrativet konstruerer den Anden som en trussel mod Selvets eksistens, 

eller imod værdier som er essentielle for Selvet. Hvis den Anden konstrueres som en trussel, og denne trussel ikke 

kan håndteres via fredelige midler, vil anvendelse af vold for at håndtere truslen være muliggjort. 

87


republikanske befolkningsgruppes handlinger eller intentioner, da narrativet ikke ækvivalerer IRA og 

katolsk-republikanerne på nogen måde 133 . 

Irish News' narrativ konstruerer sikkerhedsstyrker og regering som en trussel mod den katolsk- 

republikanske befolknings frihed. Endvidere konstrueres den Britiske Hær som mordere efter Bloody 

Sunday. Begge trusler – mod liv og frihed – er velegnede til at skabe frygt blandt den katolsk- 

republikanske befolkningsgruppe. Specielt fremstår regeringens undertrykkelse som en eksistentiel 

trussel mod gruppens frihed. Ligesom Belfast Newsletter, konstruerer Irish News' narrativ dog hverken 

sikkerhedsstyrkerne eller regeringens handlinger som udtryk for den protestantisk-unionistiske befolk- 

ningsgruppes ønsker eller intentioner. Endvidere er hæren, ligesom IRA, en trussel mod individer, og 

ikke befolkningsgruppen som helhed. Begge narrativer konstruerer selve den voldelige konflikt som en 

trussel mod det nordirske samfund, men denne trussel konstrueres på en måde, så kun fredelig forhand- 

ling kan imødegå truslen. Samlet set skaber begge avisers narrativ ikke frygt blandt de respektive be- 

folkningsgrupper for hinanden. 

Det andet element i dimensionen omhandler Selvets behov for hævn over den Andens handlinger 134 . 

Belfast Newsletter konstruerer IRA's handlinger som afskyelig terror, der over en årrække har forårsa- 

get mange dødsfald. IRA's handlinger er således velegnede til at skabe behov for hævn. 

Irish News konstruerer sikkerhedsstyrkerne og regeringen som ansvarlige for årtiers undertrykkelse og 

diskrimination af den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. En stor del af selve kampen for et sam- 

let Irland, der føres af både af IRA og NICRA, og som støttes af store dele af den katolsk- 

republikanske befolkningsgruppe, er drevet af et behov for retfærdighed (Clohesy 2000: 80). Irish 

News' narrativ er således velegnet til at skabe behov for hævn. Dog er det vigtigt at holde sig for øje 

hvem kravet om hævn er rettet imod. For Belfast Newsletter er det IRA, og for Irish News er det rege- 

ringen og sikkerhedsstyrkerne. For ingen af de to narrativer er det de respektive befolkningsgrupper. 

Det sidste element i dimensionen omhandler Selvets dehumanisering af den Anden 135 . Belfast Newslet- 

ters narrativ indeholder ikke tydelige eksempler på dehumanisering. IRA's konstrueres i enkelte tilfæl- 

133 

Her kan man se en klar forskel til Kangura og RTMLs narrativ, der tydeligt konstruerer RPF og tutsier som en eksistentiel 

trussel mod hutu-befolkningens overlevelse. 

134 

Behov for hævn opstår, såfremt Selvet konstruerer den Anden som ansvarlig for overgreb mod Selvet eller imod værdier 

som er essentielle for Selvet. Hvis behovet for hævn ikke kan håndteres via fredelige midler, vil anvendelse af vold for at 

opnå hævn være muliggjort. 

88


de som 'barbariske', men ikke med en intensitet eller omfang der medfører dehumanisering af IRA's 

medlemmer. 

Irish News' narrativ indeholder i højere grad dehumanisering af soldater i den Britiske Hær, der konstrueres 

som uintelligente og kriminelle kryb. Denne dehumanisering af soldaterne er velegnet til at 

ophæve diskursive restriktioner imod vold mod sikkerhedsstyrkerne, blandt den katolsk-republikanske 

befolkningsgruppe. Idet sikkerhedsstyrkerne ikke ækvivaleres mod den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, 

rammer denne dehumanisering ikke befolkningen. 

Analyse af narrativernes antagonistiske dimension viser, at narrativerne konstruerer en relation mellem 

de to befolkningsgrupper, der ikke er baseret på frygt for, behov for hævn over, samt dehumanisering af 

hinanden 136 . I stedet konstrueres IRA som den Anden for den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, 

mens regeringen og sikkerhedsstyrkerne konstrueres som Anden for den katolskrepublikanske. 

For begge befolkningsgrupper konstrueres selve konflikten som en abstrakt Anden. 

Endvidere er relationen konstrueret så fredelige midler er nødvendige til at håndtere den abstrakte Anden. 

Den antagonistiske dimension i relationen mellem de to befolkningsgrupper er dermed ikke baseret 

på konfliktskabende termer. 

Narrativernes temporale dimension 

Den temporale dimension omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem Selvet og den 

Anden. Det første element i denne dimension er Selvets opfattelse af den Andens foranderlighed. 137 . I 

Belfast Newsletters narrativ er der ikke eksempler på, at den katolsk-republikanske befolkningsgruppe 

konstrueres som hverken foranderlig eller uforanderlig. IRA konstrueres derimod som en aktør, der har 

stået bag terror 'i en generation', hvilket kan tolkes som om, at de ikke vil ændre sig. Der er dog ikke 

stærke eksempler på at Belfast Newsletter konstruerer IRA som uforanderlig. 

135 Selvets dehumanisering af den Anden kan medvirke til at ophæve diskursive eller institutionelle restriktioner mod vold 

mod denne gruppe. Den Anden beholder samtidig en subjektivitet, og kan derfor meningsfuldt artikuleres som trussel eller 

ansvarlig for overgreb eller kriser. 

136 Selvom analysen af avisernes narrativ viser, at relationen mellem de to befolkningsgrupper ikke er baseret på frygt, hævn 

eller dehumanisering, vil jeg stadig foretage analysen af relationens temporale og spatiale dimension. Dermed opnår jeg så 

nuanceret billede af relationen som muligt, hvilket muliggør en bedre vurdering af teori-modellens forklaringskraft, end hvis 

jeg havde stoppet analysen her. 

137 Hvorvidt Selvet opfatter den Andens forskellighed som foranderlig eller ej har stor betydning for relationens mulighedsbetingelser 

for handling. Hvis Selvet opfatter den Andens forskellighed som uforanderlig, vil en antagonistisk relation muliggøre 

vold for at håndtere relationen. 

89


Irish News' narrativ konstruerer de to befolkningsgrupper som fundamentalt adskilte traditioner. Der- 

med konstrueres den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe samtidig som uforanderlig – de vil 

altid have deres kultur og religion, der altid vil være forskellig fra den katolsk-republikanske gruppe. 

Endvidere konstruerer Irish News' narrativ den nordirskes regerings undertrykkelse som et historisk 

faktum, der aldrig har ændret sig. Dermed konstrueres regeringen som historisk uforanderlig. 

Det andet element i den temporale dimension er Selvets forventninger til fremtidige relationer mellem 

Selvet og den Anden 138 . Ifølge begge narrativer fremstår relationen mellem de to befolkningsgrupper 

og deres respektive Anden som uforandret i fremtiden. Både IRA og regeringen vil fortsætte deres 

handlinger i fremtiden. Begge narrativer konstruerer dog relationen til den abstrakte Anden – den voldelige 

konflikt i sig selv - som i forværring. Dermed må begge befolkningsgrupper ifølge narrativerne 

handle for at undgå at konflikten eskalerer. Endvidere konstruerer begge narrativer hvordan kun fredelig 

forhandling kan løse konflikten – det er således kun fredelige midler, der kan håndtere forholdet til 

den abstrakte Anden. 

Det sidste element i dimensionen er Selvets opfattelse af tidshorisonten for relationen til den Anden 139 . 

Hverken Belfast Newsletters eller Irish News' narrativ konstruerer en bestemt tidshorisont, som relationen 

mellem henholdsvis IRA og regeringen udspiller sig indenfor. Dette gælder dog ikke for opfattelsen 

af konflikten i sig selv. Ifølge begge narrativer står samfundets sammenbrud for døren, hvis selve 

konflikten ikke håndteres her og nu. I forhold til konflikten, den abstrakte Anden, er tidshorisonten således 

meget kort. 

Sammenlagt viser analysen af narrativernes temporale dimension, at både IRA og regeringen fremstår 

som historisk uforanderlige. De to befolkningsgrupper har således ikke umiddelbart mulighed for at 

ændre deres respektive Andens natur. Dette medvirker til at mindske muligheden for fredelige løsninger 

på konflikten. Forventninger til fremtidige relationer er for begge narrativer uændrede, mens tidshorisonten 

ikke bliver konstrueret eksplicit. I forhold til den abstrakte Anden – konflikten i selv - bliver 

situationen kun værre i fremtiden, og samtidig konstrueres tidshorisonten som meget kort. Idet konflik- 

138 Dette element omhandler de omstændigheder som Selvet forventer relationen finder sted under i fremtiden – bliver relationen 

bedre, uforandret eller værre i fremtiden? Såfremt en antagonistisk relation ikke er i bedring, eller endda forværres, 

vil vold for at håndtere relationen blive muliggjort. 

139 Den tidshorisont, som Selvet opfatter at relationen med den Anden finder sted inden for, påvirker relationens mulighedsbetingelser 

for handling, da opfattelsen af tidshorisonten konstruerer hvornår handling er nødvendig. 

90


ten konstrueres som kun mulig at løse med fredelige midler, bliver der skabt en mulighed for forhand- 

ling mellem grupperne i begge narrativers konstruktion af konflikten som den abstrakte Anden. 

Den temporale dimension er således til dels baseret på konfliktskabende termer (i forholdet til hen- 

holdsvis IRA/sikkerhedsstyrker og regering) og dels i mere fredsskabende termer (i forholdet til kon- 

flikten). 

Narrativernes spatiale dimension 

Denne dimension omhandler den rumlige relation mellem Selvet og den Anden, både fysisk og socialt. 

Det første element i dimensionen omhandler etablering af grænser mellem Selvet og den Anden 140 . 

Belfast Newsletter konstruerer den nordirske befolkning som ét fællesskab, der er i opposition til IRA 

og (og i mindre grad NICRA), der derved konstrueres som den Anden. Endvidere konstruerer Belfast 

Newsletter et socialt rum præget af svag ækvivalenslogik, hvor der findes flere forskellige positioner, i 

stedte for blot to modsatrettede. 

Irish News konstruerer de to befolkningsgrupper som fundamentalt forskellige, men ikke som nødvendige 

fjender. I dette narrativ er den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe en ”less-than-radical 

other” 141 . Den antagonistiske Anden for den katolsk-republikanske befolkningsgruppe er de nordirske 

og britiske sikkerhedsstyrker samt regeringen. 

Det andet element i den spatiale dimension omhandler Selvets opfattelse af afstanden til den Anden 142 . 

Belfast Newsletter konstruerer IRA som en fjende der eksisterer internt i Nordirland. Dermed er afstanden 

til den protestantisk-unionistiske Anden reelt ikke-eksisterende. I Irish News' narrativ er både 

sikkerhedsstyrkerne og den nordirske regering en intern del af samfundet, og afstanden til den katolskrepublikanske 

Anden er dermed ligeledes ikke-eksisterende. 

140 

Analyse af dette element har til formål at afdække hvilke individer, der udpeges som del af den Anden og hvor bredt det 

sociale rum er. Jo smallere det sociale rum er, jo klarere trækkes fronterne op mellem Selv og den Anden, og jo større bliver 

potentialet for konflikt. Jf. også diskussionen af ækvivalenslogiks betydning for konflikt, side 35, samt fodnote 47. 

141 

Som beskrevet i afsnit 3.1 konstituerer Selvet ikke nødvendigvis kun sin identitet i forhold til en antagonistisk Anden 

men også til andre objekter, som stadig konstitueres som forskellige, men ikke nødvendigvis problematiske eller truende 

(Gad 2005: 52). Se endvidere side 32, fodnote 40. 

142 

Jo kortere Selvet opfatter distance tilden Anden, jo større er muligheden for udbrud af vold, hvis massevold er muliggjort 

– og omvendt. 

91


Det sidste element i denne dimension er Selvets opfattelse af den Andens fysiske og sociale udstræk- 

ning 143 . I Belfast Newsletters narrativ bliver hverken IRA eller NICRA’s fysiske eller sociale udstræk- 

ning eksplicit artikuleret. Ligeledes konstruerer Irish News' narrativ hverken regeringen eller sikker- 

hedsstyrkernes udstrækning direkte. Derimod bliver den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppes 

sociale udstrækning indirekte konstrueret som problematisk. I narrativet konstrueres politisk og øko- 

nomisk diskrimination af katolsk-republikanere, hvilket indirekte konstruerer hvordan protestantisk- 

unionister sidder på den økonomiske og politiske magt på bekostning af den katolsk-republikanske be- 

folkningsgruppe. 

Sammenlagt viser analysen af den spatiale dimension at narrativerne konstruerer to forskellige sociale 

rum: Belfast Newsletter konstruerer den katolsk-republikanske og protestantisk-unionistiske befolk- 

ningsgruppe som en samlet modstander af IRA, mens Irish News konstruerer de to grupper som fundamentalt 

forskellige, men ikke som fjender. Endvidere er begge gruppers antagonistiske Anden en intern 

del af samfundet, hvilket skærper konflikten mellem Selv og Anden. Sluttelig konstruer Belfast 

Newsletter ikke den Andens udstrækning som problematisk, mens Irish News' narrativ indirekte konstruerer 

den protestantisk-unionistiskes befolkningsgruppe sociale udstrækning som problematisk. Både 

Belfast Newsletter og Irish News' narrativ konstruerer den antagonistiske Anden i aktuelt konfliktskabende 

spatiale termer. Ingen af de to befolkningsgrupper bliver dog konstrueret i konfliktskabende 

spatiale termer. 

Relationens mulighedsbetingelser for handling 

På baggrund af analysen af den antagonistiske, temporale og spatiale dimension i relationen mellem 

den katolsk-republikanske og protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, som Belfast Newsletters og 

Irish News' narrativer konstruerer, diskuterer jeg hvilke mulighedsbetingelser for handling dette narrativ 

skaber. Dermed kan jeg afgøre hvorvidt relationen mellem de to befolkningsgrupper muliggør massevold. 

De to narrativer konstruerer begge specifikke Andre for de to befolkningsgrupper, og dermed specifikke 

mulighedsbetingelser for handling for de grupper, der konstrueres som Anden. 

143 Hvis den Andens fysiske eller sociale udstrækning opfattes som større end ønskeligt, vil vold i højere grad være muliggjort, 

end hvis den Andens udstrækning ikke opfattes som problematisk. 

92


Belfast Newsletters narrativ konstruerer IRA og NICRA som den antagonistiske Anden, mens den ka- 

tolsk-republikanske befolkningsgrupper konstrueres som en del af Selvet - der konstrueres som det 

nordirske folk. 

Irish News' narrativ konstruerer sikkerhedsstyrkerne og regeringen som den antagonistiske Anden, 

mens den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe konstrueres som en mindre radikal Anden – 

forskellig fra Selvet, men ikke som en fjende. 

Overordnet set kræver både Belfast Newsletters og Irish News' narrativ handling for at håndtere relationen 

til den antagonistiske Anden – henholdsvis IRA og den nordirske regering samt sikkerhedsstyrkerne. 

Belfast Newsletter konstruerer IRA som en alvorlig trussel mod både individer i den protestantisk-unionistiske 

befolkningsgruppes liv og regeringens overlevelse, samt ansvarlig for overgreb i form 

af mord og bombesprængninger. Endvidere konstrueres fredelig forhandling med IRA som umuligt. 

Dermed er vold mod IRA for at håndtere relationen muliggjort. Samtidig konstruerer narrativet modstand 

mod IRA som sikkerhedsstyrkernes opgave; selvtægt konstrueres som uacceptabelt. Dermed konstruerer 

Belfast Newsletter sikkerhedsstyrkernes anvendelse af vold mod IRA som en nødvendig og 

tilstrækkelig handling for at håndtere relationen til den Anden. Dermed er voldelig handlen mod IRA 

ikke nødvendig for befolkningen ifølge Belfast Newsletters narrativ. 

Irish News konstruerer regeringen og sikkerhedsstyrkerne som en alvorlig trussel mod den katolskrepublikanske 

befolknings frihed, og som ansvarlig for undertrykkelse, diskrimination og mord. Samtidig 

bliver fredelig forhandling med regeringen konstrueret som en umulighed, da regeringen altid vil 

diskriminere og undertrykke den katolsk-republikanske befolkningsgruppe. Dermed bliver voldsanvendelse 

mod regeringen og sikkerhedsstyrkerne muliggjort. 

Begge narrativer muliggør således vold mod deres antagonistiske Anden, men konstruerer dog samtidig 

et behov for at løse konflikten og stoppe volden via forhandling og imødekommenhed, for at undgå at 

samfundet bryder sammen i anarki. Dette muliggør på samme tid vold specifikt rettet mod den antagonistiske 

Anden, og forhandling mellem befolkningsgrupperne om en fredelig løsning på konflikten. 

Analysen viser således at ingen af de to befolkningsgrupper bliver konstrueret som en antagonistisk 

Anden på en måde, der muliggør massevold. Samtidig viser analysen, hvordan det er muligt at forstå 

volden i den nordirske konflikt som nødvendig grundet de to befolkningsgruppers relation til deres respektive 

antagonistiske Anden. I en situation, hvor to befolkningsgrupper umiddelbart er i direkte konflikt 

med hinanden, viser analysen hvordan de to gruppers kollektive identiteter konstruerer specifikke 

93


antagonistiske Andre, adskilt fra de respektive befolkningsgrupper. Idet de respektive Andre opfattes 

som adskilte fra befolkningsgrupperne som helhed, muliggøres vold rettet mod den Anden, uden at 

vold mod de to befolkningsgrupper muliggøres. Dette viser nødvendigheden i, ikke blot at fokusere på 

hvorvidt vold muliggøres, men hvilke grupper vold muliggøres imod, og hvordan disse grupper kon- 

strueres som ækvivaleret med eller differentieret fra andre grupper. 

94


7. Diskussion af analysens resultaters betydning for teori-modellen 

I dette afsnit diskuterer jeg analysens resultaters betydning for teori-modellens forklaringskraft. Først 

diskuterer jeg hvorvidt teori-modellen skaber meningsfuld forståelse af dynamikken i de analyserede 

cases. Derefter diskuterer jeg hvorvidt teori-modellens evne til at skabe forståelse kan tåle sammenlig- 

ning med Early Warning-modellen, der fokuserer på faktorer, der fører til udbrud af massevold. På 

baggrund af denne diskussion vurderer jeg hvorvidt teori-modellens interne forklaringskraft er tilfreds- 

stillende. 

7.1 Teori-modellens evne til skabe meningsfuld forståelse 

Teori-modellens forklaringskraft er, som beskrevet i afsnit 2.1, både intern og ekstern. Intern forkla- 

ringskraft handler om hvorvidt anvendelse af teori til analyse af objekter, som en teoris ontologi mulig- 

gør, skaber meningsfuld forståelse af analyserede objekter, samt hvorvidt der er sammenhæng mellem 

teoriens ontologi og dens teoretiske påstande 144 . Med ”meningsfuld forståelse” forstår jeg en vurdering 

af, hvorvidt der er sammenhæng mellem teori-modellens påstande og den dynamik, som afdækkes i 

analyse af konkrete cases. Endvidere skal teori-modellens evne til at skabe forståelse kunne tåle sam- 

menligning med andre teorier, der fokuserer på massevold. Den eksterne forklaringskraft afhænger af, 

hvorvidt det akademiske miljø accepterer analysens resultater. I dette afsnit vurderer jeg teori- 

modellens interne forklaringskraft. 

Min teori-models påstand er, at befolkningsgruppers deltagelse i massevold muliggøres såfremt relatio- 

nen mellem kollektive identiteter er baseret på eksistentiel frygt for, behov for hævn over eller dehu- 

manisering af den kollektive identitets Anden i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer. 

Som beskrevet i afsnit 2.2 opnår jeg meningsfuld forståelse af de analyserede objekter, såfremt min 

analyse af folkedrabet i Rwanda og konflikten i Nordirland viser at min centrale påstand holder stik. 

I forhold til Rwanda holder min påstand stik såfremt jeg afdækker Selv-Anden-relationer mellem hu- 

tuer og tutsier, der er baseret på frygt, hævn eller dehumanisering af tutsi-befolkningen i temporalt og 

spatialt aktuelt konfliktskabende termer. 

144 Sammenhængen mellem teori-modellens ontologi og dens påstand er afklaret på side 23. 

95


I forhold til Nordirland holder min påstand stik såfremt jeg afdækker Selv-Anden-relationer mellem 

den katolsk-republikanske og den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, der ikke er baseret på 

frygt, hævn eller dehumanisering i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer. 

Såfremt jeg kan vurdere at min påstand holder stik, er min teori-models interne forklaringskraft på dette 

område tilfredsstillende. 

I analysen af Rwanda fandt jeg, at den kollektive identitet, som medierne Kangura og RTML konstrue- 

rede muliggjorde hutu-befolkningens deltagelse i massevold. Massevolden blev muliggjort idet tutsi- 

befolkningen blev konstrueret som en aktuelt eksistentiel trussel mod hutu-befolkningens overlevelse 

og frihed, samt som ansvarlig for brutale overgreb og undertrykkelse af hutu-befolkningen. Endvidere 

blev tutsi-befolkningen stærkt dehumaniseret, hvilke medvirkede til at ophæve diskursive restriktioner 

mod voldsanvendelse rettet mod tutsier. Sluttelig var relationen mellem hutuer og tutsier konstrueret, så 

fredelige måder at håndtere relationen umuliggjordes, hvilket gjorde vold til den eneste måde hutu- 

befolkningen kunne håndtere relationen til tutsierne på. 

Relationen mellem hutuer og tutsier er dermed baseret på eksistentiel frygt for, behov for hævn over 

eller dehumanisering af den kollektive identitets Anden i temporalt og spatialt konfliktskabende termer, 

hvilket muliggør hutu-befolkningens deltagelse i massevold. I analysen af Rwanda kan jeg således betragte 

min teori-models forklaringskraft som tilfredsstillende. 

I analysen af Nordirland fandt jeg, at de kollektive identiteter, som medierne Belfast Newsletter og 

Irish News konstruerede muliggjorde forskellige handlinger. Både vold mod de to befolkningsgruppers 

Anden (IRA for den protestantisk-unionistiske og regeringen/sikkerhedsstyrkerne for den katolskrepublikanske) 

samt forsøg på fredelig forhandling (i forsøget på at håndtere truslen fra den abstrakte 

Anden, konflikten i sig selv) var muliggjort. Derimod var massevold mod de respektive befolkningsgrupper 

ikke muliggjort. I Belfast Newsletters narrativ blev begge befolkningsgrupper konstrueret som 

forenet i kampen mod paramilitær terrorisme. I Irish News' narrativ blev de to befolkningsgrupper konstrueret 

som fundamentalt forskellige, men ikke som fjender. I dette narrativ er den protestantiskunionistiske 

befolkningsgruppe således en ”mindre radikal Anden”. 

Relationen mellem den protestantisk-unionistiske og katolsk-republikanske befolkningsgruppe er dermed 

ikke baseret på eksistentiel frygt for, behov for hævn over eller dehumanisering i temporalt og spatialt 

konfliktskabende termer. Derfor er befolkningsgruppernes deltagelse i massevold mod hinanden 

96


ikke muliggjort. I analysen af Nordirland kan jeg således betragte min teori-models forklaringskraft 

som tilfredsstillende. 

Min teori-model skaber således meningsfuld forståelse af dynamikken i de analyserede cases. 

7.2 Sammenligning med Systematic Early Warning-modellen 

Jeg sammenligner teori-modellens evne til at skabe forståelse med modellen for Early Warning (EW), 

der fokuserer på forudsigelse af udbrud af massevold (Harff og Gurr 1998, Harff 2003). Early Warning-modellen 

145 bliver i vidt omfang anvendt af FN til at vurdere sandsynligheden for udbrud af konflikt, 

massevold og folkedrab i lande verden over 146 (Zenko og Friedman 2011: 21). Hvis min teorimodel 

kan skabe plausible alternative forklaringer til EW-modellen, eller kan nuancere eller supplere 

denne teori på måder, der skaber ny viden, har min teori-model tilfredsstillende forklaringskraft. 

EW-modellen er udviklet af Barbara Harff og Tedd Gurr 147 . Modellen fokuserer på at forudsige udbrud 

af massevold baseret på statistisk analyse af tidligere tilfælde af massevold (Harff og Gurr 1998: 552, 

Harff 2003: 57). For at kunne forudsige udbrud af massevold forsøger EW-modellen at afdække kausale 

sammenhænge mellem forskellige uafhængige variable og udbrud af massevold (Harff 2003: 68). 

Det ontologiske udgangspunkt og den metodologiske opbygning er således markant forskellig fra min 

diskursanalytiske tilgang, hvilket medfører at EW-modellen har andre styrke og svagheder end min teori-model. 

Alle teorier har specifikke blinde vinkler, alt afhængig af deres ontologiske udgangspunkt 

(Esmark et al. 2005: 10) og det er derfor en værdi i sig selv, at der eksisterer teorier om samme fænomen 

med vidt forskellig videnskabsteoretisk tilgang. 

145 Inden for forskning i massevold findes flere andre modeller, der fokuserer på udbrud af massevold. Disse modeller har 

forskellige forklaringer på udbrud af massevold. Gerlach (2010) fokuserer eksempelvis på krisers betydning for udbrud af 

massevold (Gerlach 2010: 266), mens Stanton (1998) har udviklet den såkaldte Stages-model (Stanton 1998: 2-4). Denne 

model inddeler udbrud af massevold og folkedrab i 8 stadier: klassificering af ofre, symbolisering af ofre, dehumanisering 

af ofre, organisering af gerningsmænd, polarisering af samfund, forberedelse af vold, udryddelse, og benægtelse. Af pladshensyn 

vælger jeg at fokusere på EW-modellen. Umiddelbart kan min teori-model dog supplere begge modeller. I forhold 

til Gerlachs krise-model, kan min teori-model afdække hvorvidt en specifik befolkningsgruppe konstrueres som ansvarlige 

for kriser, hvilket kan muliggøre vold mod gruppen. I forhold til Stages-modellen kan jeg ligeledes afdække, hvordan visse 

former for klassificering, symbolisering og dehumanisering af befolkningsgrupper kan muliggøre massevold, mens andre 

ikke gør - fordi gruppen ikke konstrueres i aktuelt konfliktskabende termer. 

146 Zenko og Friedman hævder, at FN anvender EW-modellen ustruktureret, og plæderer for bedre samarbejde mellem FN's 

early warning-organer (Zenko og Friedman 2011: 21). Dette ændrer dog ikke på, at FN i vidt omfang anvender EWmodellen 

i deres arbejde med konflikter, massevold og folkedrab. 

147 Early Warning-tilgangen er baseret på komparativ forskning i folkedrab, som blev udviklet fra slutningen af 1970'erne 

(se eksempelvis Fein 1979, 1992, Harff 1987, 1992, Kuper 1981, Melson 1992). 

97


EW-modellen er baseret på konstruktion af et sæt indikatorer, der ifølge statistisk analyse er kausalt 

forbundet med udbrud af massevold. Disse indikatorer er politiske omvæltninger, tidligere tilfælde af 

massevold, elitens ideologi, regime-type, og etnisk diversitet (Harff 2003: 66). Jeg diskuterer EW- 

modellens beskrivelse af sammenhængen mellem disse indikatorer og massevold, og hvorvidt min teo- 

ri-model kan skabe alternative forståelser af disse sammenhænge. 

Voldelige politiske omvæltninger er ifølge EW-modellen en nødvendig faktor i udbrud af massevold 

(Harff 2003: 62). Det afgørende for hvorvidt politiske omvæltninger fører til massevold er, hvorvidt 

disse omvæltninger skaber frygt blandt landets elite for at miste sin magt til en anden gruppe (Harff 

2003: 62). EW-modellen måler graden af politisk omvæltning, ved at vurdere hvor voldsomme interne 

konflikter et land har været udsat for inden for en årrække (Harff 2003: 62). Dermed kan EW-modellen 

ikke afdække hvordan et regimes frygt for andre grupper konstrueres, men antager i stedet at voldelige 

politiske omvæltninger fører til regimets frygt. Ved at anvende min teori-model er det muligt at afdække, 

hvordan frygt for andre grupper konstrueres som del af kollektive identiteter, i stedet for at antage 

at politiske omvæltninger i sig selv skaber frygt for andre grupper. 

Tidligere tilfælde af massevold er ifølge EW-modellen en vigtig faktor i udbrud af massevold, idet regimer 

og samfund vænnes til anvendelse af vold (Harff 2003: 62). Hvordan anvendelse af vold bliver 

en rutine for udøvere er ligeledes undersøgt i nyere forskning i massevold (Lang 2010: 231-2). Min teori-model 

kan afdække, hvordan behov for hævn for tidligere overgreb konstrueres af udøvere af massevold, 

hvilket kan skabe alternativ indsigt i tidligere tilfælde af massevolds betydning for nye udbrud. 

Eliters ideologi er næste indikator i EW-modellen. Såfremt eliter har en ekskluderende ideologi, kan 

massevold retfærdiggøres mod grupper, der ekskluderes af denne ideologi (Harff 2003: 62). EWmodellen 

opererer ikke med en teoretisk definition af hvad der udgør ”ekskluderende ideologi”, men 

opstiller i stedet en liste over typer af ideologier, der er ifølge EW-modellen er ekskluderende 148 . På 

forhånd at definere hvilke former for ideologier, der er ekskluderende, og antage at disse fører til massevold, 

er problematisk af flere årsager. For det første bliver man blind over for ekskluderende elementer 

eller tendenser i andre (eller egen!) ideologi (se eksempelvis Appadurai 2006 og Zizek 2009 for en 

diskussion af totalitære og ekskluderende træk ved liberalismen). For det andet bliver man blind over 

for udvikling og forskelle inden for disse typer ideologier. Min teori-model kan anvendes til at analyse- 

148 Harff identificerer frem forskellige ideologiske systemer som ”ekskluderende ideologi”: marxisme, islamisk fundamentalisme, 

rigid anti-kommunisme, etno-nationalisme, stærk sekularistisk nationalisme (Harff 2003: 62-3). 

98


re konkrete ideologiers (forstået som en specifik kollektiv identitet) indhold, og afklare hvorvidt dette 

indhold kan muliggøre massevold. Dermed muliggøres en mere nuanceret forståelse af ideologis be- 

tydning for massevold. 

Regime-type har ligeledes indflydelse på udbrud af massevold ifølge EW-modellen. Med en indenrigs- 

orienteriet omformulering af den demokratiske freds-tese 149 beskriver Harff hvordan demokratier ikke 

udfører massevold (Harrf 2003: 63). Ved på forhånd at definere hvilke regime-typer, der har indflydel- 

se på udbrud af massevold, gør man sig igen blind for tendenser i demokratier, der kan lede til masse- 

vold 150 . Min teori-model kan anvendes til at analysere tendenser og udviklinger i både demokratiske og 

udemokratiske landes kollektive identiteter og afdække hvorvidt disse muliggør massevold. 

Den sidste indikator i EW-modellen er etnisk diversitet (Harff 2003: 64). Intern etnisk diversitet kan 

føre til udbrud af massevold, såfremt der enten aktivt diskrimineres mod specifikke etniske grupper, 

eller at eliten tilhører en etnisk minoritet (Harff 2003: 68). Denne begrebsliggørelse af etnicitets betydning 

for udbrud af massevold er problematisk af flere årsager. For det første defineres etniske grupper 

ud fra en essentialistisk definition af etnicitet, hvilket medfører en unuanceret forståelse af forholdet 

mellem befolkningsgrupper 151 . For det andet er det ikke muligt at analysere hvorfor der opstår konflikt 

mellem konkrete etniske grupper – Harffs statistiske materiale giver forskellige forklaringer på etnicitets 

betydning for udbrud af massevold, alt efter hvordan etnisk diversitet måles (Harff 2003: 68). Ved 

anvendelse af min teori-model til at analysere relationen mellem befolkningsgrupper, er det muligt at 

afdække hvordan etnicitet konstrueres som et problem eller en trussel, og hvordan denne konstruktion 

af gruppers etnicitet kan muliggøre massevold. 

149 Se eksempelvis Gleditsch 1995 for beskrivelse af den originale demokratiske freds-tese, samt Rosato 2003 og Büger og 

Villumsen 2007 for kritik af den demokratiske fredstese. 

150 Demokratier er heller ikke ude af stand til at udøve massevold. Både Australien og USA har i det 19. århundrede udryddet 

store dele af de indfødte befolkninger i de to lande (Kuper 1981: 69). I det 20. århundrede er Sri Lanka eksempel på en 

demokratisk stat, der udøver massevold mod egne borgere (i 1989 udryddede regeringen i Sri Lanka store dele af organisationen 

Janatha Vimukthi Perumunas medlemmer, efter at organisationens ledere havde forsøgt at gøre optør mod regeringen 

(Harff 2003: 61)). Disse tilfælde af massevold udført af demokratiske stater anerkendes af Harff, men dette afholder ikke 

EW-modellen fra at konkludere at demokratier ikke udøver massevold (Harff 2003: 63). 

151 At essentialisere etnicitet medfører at grupper og nationer opfattes som statistiske størrelser med uforanderligt verdenssyn, 

disse gruppers selvforståelse opfattes således primordialistisk (Bowen 1996, Appadurai 2006: 115, Gerlach 2010: 260). 

“Primordialistisk” henviser til opfattelsen at gruppers verdenssyn som uforanderligt siden tidernes morgen. Et eksempel på 

en tænker, der udviser essentialiseret og primordialistisk syn på kultur og etnicitet er Huntington (eksempelvis 1996). For 

kritik rettet specifikt mod Huntingtons analyse af civilisationers sammenstød, se eksempelvis Appadurai (2006: 115ff) og 

Murer (2002: 210ff, 2009). Udbrud og vold og konflikter i samfundet, eksempelvis på Balkan, opfattes således baseret på et 

”tusindårigt had” mellem etniske grupper, der er uforanderligt og uløseligt, og konstant flammer op gennem historien (Murer 

2002: 209). Denne logik kan ikke forklare, hvorfor der ofte eksisterer en meget høj grad af fredelig sameksistens i etnisk 

delte samfund, der alligevel fra det ene øjeblik til andet kan eksplodere i vold (Murer 2002: 212). 

99


Idet EW-modellen ikke fokuserer på hvordan opfattelsen af de fem indikatorer konstrueres som del af 

kollektive identiteter, risikerer teorien at overse eller fejlfortolke sammenhængen mellem indikatorerne 

og udbrud af massevold i en konkret case. I forhold til EW-modellens begrebsliggørelse af indikatorer, 

der har indflydelse på udbrud af massevold, kan min teori-model således nuancere og supplere forståel- 

sen af sammenhængen mellem disse indikatorer og massevold. 

Det fremgår således at min teori-model både kan nuancere og supplere forståelsen af EW-modellen. 

Dermed muliggøres alternative forklaringer og forståelse af befolkningsgruppers deltagelse i massevold 

og således skabe ny og frugtbar viden om udbrud af massevold. Idet min teori-models evne til at skabe 

meningsfuld forståelse af dynamikken i de analyserede cases, tåler sammenligning med anden teori om 

massevold, kan jeg betegne min teoris interne forklaringskraft som tilfredsstillende. Jeg kan således 

anvende mine teoretiske og analytiske resultater til at besvare specialets problemformulering. 

100


8. Konklusion og besvarelse af problemformulering 

På baggrund af den ovenstående teoretiske og empiriske diskussion kan jeg formulere et svar på specia- 

lets problemformulering: 

Hvilken rolle spiller kollektive identiteter for befolkningsgruppers deltagelse i massevold? 

Kollektive identiteter spiller rollen som mulighedsbetingelse for befolkningsgruppers deltagelse i mas- 

sevold. Massevold muliggøres, såfremt relationen mellem en kollektiv identitets Selv og den antagoni- 

stiske Anden er baseret på Selvets eksistentielle frygt for, behov for hævn over, eller dehumanisering af 

den Anden i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer. 

Min forståelse af kollektive identiteters rolle i massevold er baseret på en poststrukturalistisk tilgang til 

befolkningsgruppers kollektive identitet, med udgangspunkt i Laclau og Mouffes teori om kollektive 

identiteters betydning for politik (Laclau og Mouffe 1985, Laclau 1990, 1996, 2000, 2007). En befolk- 

ningsgruppe er en gruppe individer, der deler en kollektiv identitet. En kollektiv identitet er en opfattel- 

se af verden, der muliggør bestemte handlinger. Kollektive identiteter er således mulighedsbetingelser 

for kollektiv handling. Dannelse af kollektive identiteter handler om grænsesætning mellem det man er 

- og det man ikke er, hvilket konstituerer identitetens Selv og Anden. Kollektive identiteter konstitueres 

således af relationen mellem den kollektive identitets Selv og den Anden, der konstrueres som negativt 

forskellig fra Selvet. At kollektiv identitet kun kan skabes gennem grænsesætning og dermed eksklusi- 

on af andre kollektiviteter medfører altid potentiel konflikt mellem Selv og Anden. 

Laclau og Mouffes teori om kollektive identiteter er begrebsliggjort på et abstrakt niveau, der ikke mu- 

liggør analyse af, hvordan variationen i konkrete Selv-Anden-relationer muliggør specifikke handlin- 

ger. For at fange denne variation, og dermed afdække hvilke Selv-Anden-relationer der muliggør mas- 

sevold, inddrager jeg poststrukturalistisk International Politik-forskning i sammenhængen mellem sta- 

ters identitet og udenrigspolitik (Connolly 1991, Campbell 1992, Neumann 1999, Hansen 1998, Wæver 

2000, 2002, Hansen 2006). Indsigten fra denne forskningstradition i, hvordan de forskellige dimensio- 

ner i relationen mellem Selv og Anden muliggør specifikke handlinger, kombinerede jeg med indsigt 

fra forskning i udbrud af massevold, der viser hvordan eksistentiel frygt, behov for hævn, samt dehu- 

101


manisering kan konstruere vold mod befolkningsgrupper som en nødvendighed (Kuper 1981, Hinton 

2002b, Murer 2002, 2009, Taussig 2002, Appadurai 2006, Zizek 2009, Gerlach 2010). 

Ved at kombinere opfattelsen af betydningen af variationen i dimensionerne i Selv-Anden relationer for 

kollektive identiteters mulighedsbetingelser for handling med forskningen i massevold, konstruerede 

jeg en teori-model for analyse af Selvets opfattelse af den Andens forskellighed. Denne teori-model 

fokuserer på den antagonistiske, temporale og spatiale dimension i relationen mellem Selv og Anden. 

Den antagonistiske dimension omhandler Selvets opfattelse af den Andens forskellighed. Hvis relationen 

til den Anden konstrueres på en måde der skaber frygt for, behov for hævn over, eller dehumanisering 

af den Anden, konstrueres vold mod den Anden som en nødvendighed. 

Den temporale dimension omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem Selvet og den 

Anden. Hvis relationen til den Anden konstrueres som temporalt aktuel i konfliktskabende termer, skabes 

et behov for voldelig handling nu. 

Den spatiale dimension omhandler den rumlige, fysiske relation mellem Selvet og den Anden. Hvis 

relationen til den Anden konstrueres som spatialt aktuel i konfliktskabende termer, skabes et behov for 

voldelig handling her. 

Ved at anvende teori-modellen til at analysere hvorvidt relationen mellem Selv og Anden er baseret 

på Selvets eksistentielle frygt for, behov for hævn over eller dehumanisering af den Anden i temporalt 

og spatialt aktuelt konfliktskabende termer, er det muligt at afgøre hvorvidt den potentielle konflikt 

mellem Selv og Anden kan muliggøre massevold. 

Teori-modellens værdi afhænger af dens forklaringskraft. Min forståelse af forklaringskraft er baseret 

på en poststrukturalistisk opfattelse af teori-konstruktion (Flyvbjerg 2006, Glynos og Howarth 2007, 

Wæver 2009). Forklaringskraft er både intern og ekstern. Intern forklaringskraft handler om, hvorvidt 

anvendelse af teori-modellen skaber meningsfuld forståelse af analyserede objekter, samt hvorvidt der 

er sammenhæng mellem teori-modellens ontologi og dens teoretiske påstande. Endvidere skal teorimodellens 

evne til at skabe meningsfuld forståelse kunne måle sig med andre teorier med samme fokus. 

Ekstern forklaringskraft afhænger af samfundets opfattelse af teorien. En teoris eksterne forklaringskraft 

er afhængig af relevante forskeres vurdering af den, og forklaringskraftens status som tilfredsstillende 

eller ej er derfor altid kontingent og partikulær - som alle andre opfattelser af sandhed. 

102


For at vurdere og underbygge teori-modellens forklaringskraft, analyserede jeg to cases, folkedrabet i 

Rwanda og konflikten i Nordirland. 

Kriteriet for at opnå meningsfuld forståelse i Rwanda var afdækning af Selv-Anden-relationer mellem 

hutuer og tutsier, baseret på frygt, hævn eller dehumanisering af tutsi-befolkningsgruppen i aktuelt kon- 

fliktskabende temporale og spatiale termer . 

Kriteriet for at opnå meningsfuld forståelse i Nordirland var afdækning af Selv-Anden-relationer mel- 

lem den katolsk-republikanske og den protestantisk-unionistiske befolkningsgruppe, der ikke baseredes 

på frygt, hævn eller dehumanisering i aktuelt konfliktskabende temporale og spatiale termer. 

I begge case-analyser anvendte jeg relevante medier som kilder til at analysere hvordan kollektive iden- 

titeter dannes gennem konstruktion af specifikke narrativer. 

Analysen af Rwanda er favorabel - most-likely - til at bekræfte min teori-models påstand, mens analy- 

sen af Nordirland er ufavorabel – least-likely (Flyvbjerg 2006). Ved at opnå meningsfuld forståelse af 

begge cases, kan jeg endvidere udlede, at min teori-model kan anvendes til at forstå tilfælde af befolk- 

ningsgruppers deltagelse i massevold, hvis status befinder sig mellem den favorable case Rwanda og 

den ufavorable case Nordirland - eksempelvis folkedrabet i Cambodia, eller konflikten i Darfur. 

I analysen af Rwanda fandt jeg, at den kollektive identitet, som medierne Kangura og RTML konstrue- 

rede muliggjorde hutu-befolkningens deltagelse i massevold. Massevolden blev muliggjort idet tutsi- 

befolkningen blev konstrueret som en aktuelt eksistentiel trussel mod hutu-befolkningens overlevelse 

og frihed, samt som ansvarlig for brutale overgreb og undertrykkelse af hutu-befolkningen. Endvidere 

blev tutsi-befolkningen stærkt dehumaniseret, hvilke medvirkede til at ophæve diskursive restriktioner 

mod voldsanvendelse rettet mod tutsier. Sluttelig var relationen mellem hutuer og tutsier konstrueret, så 

fredelige måder at håndtere relationen umuliggjordes, hvilket gjorde vold til den eneste måde hutu- 

befolkningen kunne håndtere relationen til tutsierne på. 

Relationen mellem hutuer og tutsier var dermed baseret på eksistentiel frygt for, behov for hævn over 

og dehumanisering af tutsier i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer, hvilket muliggjor- 

de hutu-befolkningens deltagelse i massevold. I analysen af Rwanda kan jeg således betragte min teori- 

models forklaringskraft som tilfredsstillende. 

103


I analysen af Nordirland fandt jeg, at de kollektive identiteter, som medierne Belfast Newsletter og 

Irish News konstruerede, muliggjorde forskellige handlinger. Både vold mod de to befolkningsgruppers 

Anden (IRA for den protestantisk-unionistiske og regeringen/sikkerhedsstyrkerne for den katolskrepublikanske) 

samt forsøg på fredelig forhandling (i forsøget på at håndtere truslen fra den abstrakte 

Anden, konflikten i sig selv) var muliggjort. Derimod var massevold mod de respektive befolkningsgrupper 

ikke muliggjort. I Belfast Newsletters narrativ blev begge befolkningsgrupper konstrueret som 

forenet i kampen mod paramilitær terrorisme. I Irish News' narrativ blev de to befolkningsgrupper konstrueret 

som fundamentalt forskellige, men ikke som fjender. I Irish News' narrativ var den protestantisk-unionistiske 

befolkningsgruppe således en ”mindre radikal Anden”. 

Relationen mellem den protestantisk-unionistiske og katolsk-republikanske befolkningsgruppe var 

dermed ikke baseret på eksistentiel frygt for, behov for hævn over eller dehumanisering af den kollektive 

identitets Anden i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer. Derfor var befolkningsgruppernes 

deltagelse i massevold ikke muliggjort. I analysen af Nordirland kan jeg således betragte 

min teori-models forklaringskraft som tilfredsstillende. 

For at vurdere teori-modellens evne til at skabe meningsfuld forståelse af kollektive identiteters rolle i 

massevold, sammenlignede jeg teori-modellens evne til at skabe forståelse med modellen for Early 

Warning, der fokuserer på forudsigelse af udbrud af massevold (Harff og Gurr 1998, Harff 2003). EWmodellen 

er baseret på konstruktion af indikatorer, der ifølge statistisk analyse er kausalt forbundet 

med udbrud af massevold. Disse indikatorer er politiske omvæltninger, tidligere tilfælde af massevold, 

elitens ideologi, regime-type, og etnisk diversitet. Min teori-model kan nuancere og supplere forståelsen 

af sammenhængen mellem disse indikatorer og massevold, idet EW-modellen ikke fokuserer på 

hvordan opfattelsen af de fem indikatorer konstrueres som del af kollektive identiteter. Dermed risikerer 

EW-modellen at overse eller fejlfortolke sammenhængen mellem indikatorerne og udbrud af massevold 

i en konkret case. 

Samlet set er min teori-models evne til at skabe forståelse tilfredsstillende i forhold til teori, der der fokuserer 

på massevold. Idet min teori-models evne til at skabe meningsfuld forståelse af dynamikken i 

de analyserede cases kan supplere og nuancere Early Warning-modellen, kan jeg betegne min teorimodels 

interne forklaringskraft som tilfredsstillende. 

104


Analysen af kollektive identiteters rolle i massevold har resulteret i både teoretisk og empirisk indsigt. I 

teoretisk forstand repræsenterer mit speciale et bidrag til den poststrukturalismens opfattelse af den an- 

tagonistiske relation mellem kollektive identiteter som mulighedsbetingelse for social handlen. Mit 

speciale bidrager til en nuancering af forståelsen af den iboende konflikt mellem kollektive identiteter, 

idet teori-modellen skaber forståelse af, hvordan den konfliktfyldte antagonistiske relation mellem Selv 

og Anden kan muliggøre vold. 

På det empiriske niveau bidrager mit speciale med en forståelse af befolkningsgruppers deltagelse i 

massevold. I begge analyser spiller det en stor rolle, hvorvidt relationen mellem Selv og Anden ude- 

lukker fredelige løsninger eller ej. Ved at konkrete forsøg på fredelige løsninger konstrueres som en 

trussel mod Selvet, kan fredelige løsninger udelukkes. 

Endvidere spiller det en afgørende rolle hvorvidt hele befolkningsgrupper ækvivaleres med trusler eller 

krav om hævn eller ej. Uden grundig analyse af relationen mellem Selv og Anden, er det ikke muligt at 

afgøre hvorvidt grupper ækvivaleres med trusler eller krav om hævn. Såfremt en Anden konstrueres 

som adskilt fra en befolkningsgruppe som helhed, muliggøres vold rettet mod den Anden, uden at vold 

mod befolkningsgrupper muliggøres. Dette viser nødvendigheden af, ikke blot at fokusere på hvorvidt 

vold muliggøres, men hvilke grupper vold muliggøres imod, og hvordan disse grupper konstrueres som 

ækvivaleret med eller differentieret fra andre grupper. 

Jeg må dog tage enkelte forhold i min besvarelse af problemformuleringen, idet mit valg af teori og 

empiri har visse mangler. Mit valg af empiri resulterer i to mangler. For det første produceres kollektiv 

identitet ikke kun gennem mediers konstruktion af relationen mellem Selv og Anden. For det andet kan 

jeg ikke afvise, at andre kilder konstruerer relationen mellem Selv og Anden på anden måde end de ud- 

valgte kilder. Mit valg af teori resulterer i en blind vinkel. Idet jeg udelukkende fokuserer på Selvets 

konstruktion af Selv-Anden-relationen, risikerer jeg dermed at overse, hvorvidt den Andens reaktion på 

Selvets konstruktion ændrer relationen (Gad 2010: 139ff). Den Andens reaktion kan teoretisk ændre 

relationens mulighedsbetingelser for handling og dermed enten umuliggøre massevold, hvor det før var 

muliggjort, eller muliggøre massevold, hvor det før var muliggjort. Idet jeg ikke analyserer den Andens 

reaktion på Selvets artikulation i analyserne af Rwanda og Nordirland, kan jeg ikke afvise, at de reakti- 

onen fra de grupper, der konstrueres som Anden, kan have ændret Selvets mulighedsbetingelser for 

handling i det to cases. 

105


Et sidste forbehold jeg må tage er i forhold til forklaringskraften. I et poststrukturalistisk forsknings- 

samfund, hvor der ikke findes absolut og objektiv målestok for god videnskab, er vurderingen af for- 

klaringskraft i høj grad en intersubjektiv proces mellem interagerende forskere Den endelige vurdering 

af den interne forklaringskraft er altid afhængig af den eksterne forklaringskraft - hvorvidt det relevante 

akademiske publikum finder forklaringskraften tilfredsstillende. Den endelige vurdering af min teori- 

models værdi afhænger således af, hvordan Idet min teori-model fokuserer på kollektive identiteters 

rolle som mulighedsbetingelse for befolkningsgruppers deltagelse i massevold, er det relevante akade- 

miske publikum forskere inden for to forskningstraditioner - den poststrukturalistiske tilgang til kollektive 

identiteter samt forskning i udbrud af massevold. God videnskab er, med Richard Rortys ord, i sidste 

ende altid ”what our peers will let us get away with saying” (Rorty 1980: 176). 

Sluttelig kan specialets resultater perspektiveres til mere fredelige politiske områder. I politik er der en 

tendens til at betegne konstruktion af fjendebilleder - enten af andre partier, eller af befolkningsgrupper 

– som et problem for demokratiet, idet fjendebilleder kan anspore til vold (specielt aktuelt og fremtrædende 

efter Anders Breiviks terrorangreb i Norge den 22. juli 2011, se eksempelvis Skjoldager, Østergaard 

og Brandstrup 2011). Ifølge Laclau og Mouffes perspektiv på politik, er fjendebilleder – i form af 

det antagonistiske forhold mellem kollektive identiteter – en iboende del af al politik. Det er således 

ikke muligt at undgå at skabe fjendebilleder i politik 152 . Et forbud mod eller fordømmelse af konstruktion 

af antagonistiske relationer i politik er dermed ikke relevant, såfremt man deler Laclau og Mouffes 

syn på politik. Samtidig er det dog ønskværdigt at undgå konstruktion af fjendebilleder, der ansporer til 

vold eller massevold. Min teori-model kan anvendes til at analysere, hvorvidt partiers eller organisationers 

fjendebilleder muliggør vold, og kan dermed nuancere debatten om politik og konstruktion af 

fjendebilleder. Aktuelt er der i Norden umiddelbart behov for sobre analyser af forskellige ekstreme 

grupper, for at afgøre hvorvidt og i hvor stort omfang disse gruppers kollektive identiteter muliggør 

vold – en forskningsdagsorden, hvor anvendelse af min teori-model vil være både relevant og frugtbart. 

152 At anklage et parti eller en organisation for at skabe fjendebilleder, der ansporer til vold, vil (selv hvis der hold i anklagerne) 

medføre at anklageren, med god ret, selv kan anklages for at gøre den anklagede til et fjendebillede – hvorefter enhver 

debat om fjendebilleder og vold uafværgeligt vil løbe i ring. Dette sker i den danske debat om terrorangrebet i Norge, 

hvor venstrefløjen og Dansk Folkeparti beskylder hinanden for at skabe fjendebilleder på baggrund af terrorangrebet (Davidsen-Nielsen 

2011). 

106


Litteraturliste 

Empirisk materiale 

ICTR (2003) The Prosecutor v. Ferdinand Nahimana, Jean-Bosco Barayagwiza og Hassan Ngeze, 

Case No. ICTR-99-52-T, Judgement, 3. december 2003. Online: www.ictr.org 

Kangura (1990) Kangura, no. 4, august 1990 

Kangura (1990) Kangura no. 6, december 1990 

Kangura (1993a) Kangura no. 40, februar 1993 

Kangura (1993b) Kangura no. 46, juli 1993 

Kangura (1993c) Kangura no. 53, december 1993 

Kangura (1994a) Kangura no. 54, januar 1994 

Kangura (1994b) Kangura no. 57, februar 1994 

RTML (1993a) RTML Tape 0039, 24. november 1993 

RTML (1993b) RTML Tape 0101, 12. december 1993 

RTML (1994a) RTML Tape 0045, 6. januar 1994 

RTML (1994b ) RTML Tape 0122, 6. april 1994 

RTML (1994c) RTML Tape 0058, 9. april 1994 

RTML (1994d) RTML Tape 0004, 12. april 1994 

RTML (1994e ) RTML Tape 0065, 14. april 1994 

RTML (1994f) RTML Tape 0079, 15. april 1994 

RTML (1994g) RTML Tape 0115, 22. april 1994 

The Belfast Newsletter (1972#1) Decision on marches right – PM. 31. januar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#2) Skirmishes in Falls Area. 31. januar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#3) Shocked reaction to Derrys day of death. 31. januar 1972, s. 2. 

107


The Belfast Newsletter (1972#4) Derry march ends with 13 dead. 31. januar 1972, s. 1. 






The Belfast Newsletter (1972#10) Lynch and Eire could help beat the IRA. 31. januar 1972, s. 5. 

The Belfast Newsletter (1972#11) Strikes and protests follow Derry deaths.1. februar 1972, s. 2. 

The Belfast Newsletter (1972#12) Dead men were on wanted list.1. februar 1972, s. 5. 

The Belfast Newsletter (1972#13) CR men are to blame – papers. 2. februar 1972, s. 5. 

The Belfast Newsletter (1972#14) CRA plans to split Ulster. 1. februar 1972, s. 6. 



The Belfast Newsletter (1972#17) 13 dead in Derry Rioting 31. januar 1972, s. 2 

The Belfast Newsletter (1972#18).Faulkners firm stand welcomed. 2. februar 1972, s. 1. 

Belfast Newsletter (1972#19) Faulkner attacks the propaganda vultures. 2. februar 1972, s. 2. 

The Belfast Newsletter (1972#20) Maudling rejects UK controls of Ulster security. 2. februar 1972, s. 

8. 

The Belfast Newsletter (1972#21) Help with bridges urges RC’s. 3. februar 1972, s. 2. 

The Belfast Newsletter (1972#22) Derry mourned by 15.000 (Derry burials). 3. februar 1972, s. 5. 

The Belfast Newsletter (1972#23) It could be a day of hope. 4. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#24) MP’s urge to seal off the border. 4. februar 1972, s. 2. 

The Belfast Newsletter (1972#25) March men rejecy plan by Cardinal. 5. februar 1972, s. 1. 

108


The Belfast Newsletter (1972#26) March men rejecy plan by Cardinal. 5. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#27) PM condemns ‘brínkmanship of marches.7. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#28) The real threat today. 7. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#29) Heath urges RC’s to agree to talks. 7. februar 1972, s. 2. 

The Belfast Newsletter (1972#30) Heath urges RC’s to agree to talks. 7. februar 1972, s. 5. 

The Belfast Newsletter (1972#31) Government and DPU to say no to united Ireland. 7. februar 1972, s. 

5. 

The Belfast Newsletter (1972#32) ‘Solutions’ that spell danger. 11. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#33) Community co-operation stressed. 11. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#34) ‘Peace’ not on their agenda. 14. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#35) Dangerous play with words. 15. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#36) Sing brother sing. 17. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#37) Security forces ‘predicted’ violence in Derry. 22. februar 1972, s. 6. 

The Belfast Newsletter (1972#38) Spread of the horror. 23. februar 1972, s. 1. 

The Belfast Newsletter (1972#39) Extortion gangs are ‘pirates’. 25. februar 1972, s. 7. 

The Belfast Newsletter (1972#40) Terror at a new depth. 26. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#1) 13 Die in Derrys 'Bloody Sunday'. 31. januar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#2) Impartial inquiry demanded. 31. januar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#3) Impartial inquiry demanded. 31. januar 1972, s. 5. 

Irish News (1972#4) Nation to honour Derry 13. 1. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#5) Angry wave of violence sweeps North. 2. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#6) G-point declaration at Derry Massacre. 2. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#7) Men wounded in Derry Shooting:‘We were not armed’. 2. februar 1972, s. 4. 

109


Irish News (1972#8) Four shot in the back – doctor says. 2. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#9) United Ireland the only solution. 2. februar 1972, s. 11. 

Irish News (1972#10) Hillery warns Britain. 3. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#11) We seek no clash with army - CRA. 4. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#12) Paisley call for closing of border before the march. 4. februar 1972, s. 7. 

Irish News (1972#13) Bishop speaks of ‘two ways of being Irish’. 5. februar 1972, s. 8. 

Irish News (1972#14)”What now, Mr. Heath”. 8. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#15) Hit-and-run-killers strike in Ardoyne. 9. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#16) ‘Disruption’ is to-day’s protest theme. 9. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#17) Six months of internment. 9. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#18) Boy (14) shot when army ‘hit gunman’. 10. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#19) ‘Vanguard Noises. 11. februar 1972, s. 6. 

Irish News (1972#20) Case for change. 15. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#21) Fate and future. 16. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#22) Closing the ranks. 17. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#23) Shooting of UDR man condemned. 18. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#24) ‘Who’s next?’. 21. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#25) Stormont Coup by Alliance. 19. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#26) Priest list 25 torture methods used in questioning. 22. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#27) Call to Britain. 22. februar 1972, s. 4. 

Irish News (1972#28) Bomb attack at Aldershot condemned. 23. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#29) Para fired first says pressman. 23. februar 1972, s. 1. 

Irish News (1972#30) Torture methods. 23. februar 1972, s. 4. 

110


Referencer 

Agersnap, Louise, Pedersen, Vibeke Schou, & Sylvest, Casper. (2001). Frihed, Lighed eller Broderskab? 

Analystrategi og validitet i et reflektivistisk forskningssamfund. Copenhagen: Copenhagen 

University. 

Alexis, Monique, & Mpambara, Ines. (2003). IMS Assesment Mission: The Rwanda Media Experience 

from the Genocide, International Media Support. Report, March 2003. 

Andersen, Niels Åkerstrøm. (1994). Institutionel historie - en introduktion til diskurs- og institutionsanalyse. 

København: COS-forskningsrapport 10/94. 

Andreopoulos, George J (red.). (1994). Genocide. Conceptual and Historical Dimensions. Philadelphia: 

University of Pennsylvania Press. 

Appadurai, Arjun. (2006). Fear of Small Numbers. An Essay on the Geography of Anger. Durham: 

Duke University Press. 

Bauman, Zygmunt. (1989). Modernity and the Holocaust. Oxford: Polity Press. 

Baumann, Gerd, & Gingrich, Andre. (2004). Grammars of identity/alterity, a structural approach. New 

York: Berghahn Books. 

BBC. (2010). Hutus 'killed Rwanda President Juvenal Habyarimana' BBC News Online, 

http://news.bbc.co.uk/2/hi/8453832.stm, lokaliseret den 30. august 2011. 

Besteman, Catherine (red.). (2002). Violence: A Reader. Basingstoke: Palgrave. 

Bowen, John R. (1996). The Myth of Global Ethnic Conflict. Journal of Democracy, 7(4), 3-14. 

Buger, Christian, & Villumsen, Trine. (2007). Beyond the gap: relevance, fields of practice and the securitizing 

consequences of (democratic peace) research. Journal of International Relations and 

Development, 10(4), 417–448. 

Campbell, David. (1992). Writing security, United States foreign policy and the politics of identity. 

Manchester: Manchester University Press. 

Catt, Helen, & Murphy, Michael. (2002). Sub-State Nationalism: A Comparative Analysis of Institutional 

Design. London: Routledge. 

Chalk, Frank, & Jonassohn, Kurt. (1990). The history and sociology of genocide, analyses and case 

studies New Haven Yale University Press. 

Charny, Israel W. (1998). Genocide: A Critical Bibliographic Review. London: Mansell. 

111


Clohesy, Anthony M. (2000). Provisionalism and the (im)possibility of justice in Northern Ireland. I 

David Howarth, Alleta J. Norval & Yannis Stavrakakis (red.), Discourse Theory and Political 

Analysis. Identities, Hegemonies and Social Change (pp. 70-85). Manchester University Press: 

Manchester. 

Connolly, William. (1991). Identity/difference, democratic negotiations of political paradox. Ithaca: 

Cornell University Press. 

Davidsen-Nielsen, Hans. (2011). Krarup: Breivik har kompromitteret sagen. Politiken, 2. august 2011. 

Online, http://politiken.dk/udland/ECE1351015/krarup-breivik-har-kompromitteret-sagen/, lokaliseret 

30. august 2011. 

Derrida, Jaques. (1982). Margins of Philosophy. Brighton: Harvester. 

Dreyer Hansen, Allan. (2005). Diskursteori - postmarxistisk hegemonianalyse hos Laclau. I Anders 

Esmark, Carsten Bagge Laustsen & Niels Åkerstrøm Andersen (red.), Poststrukturalistiske analysestrategier 

(pp. 177-198). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 

Dyrberg, Torben Bech, Hansen, Allan Dreyer, & Torfing, Jacob. (2000a). Diskursteorien på arbejde. I 

Torben Bech Dyrberg, Allan Dreyer Hansen & Jacob Torfing (red.), Diskursteorien på arbejde 

(pp. 7-18). Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Dyrberg, Torben Bech, Hansen, Allan Dreyer, & Torfing, Jacob. (2000b). Metodiske Refleksioner. I 

Torben Bech Dyrberg, Allan Dreyer Hansen & Jacob Torfing (red.), Diskursteorien på arbejde 

(pp. 319-338). Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Esmark, Anders, Bagge Lausten, Carstern, & Andersen, Niels Åkerstrøm. (2005). Poststrukturalistiske 

analysestrategier - en introduktion. I Anders Esmark, Carstern Bagge Lausten & Niels Åkerstrøm 

Andersen (red.), Poststrukturalistiske analysestrategier (pp. 7-40). København: Roskilde 

Universitetsforlag. 

Fanon, Frantz. (2004 [1963]). Wretched of the Earth. New York: Grove Press. 

Fein, Helen. (1979). Accounting for Genocide: National Responses and Jewish Victimization during 

the Holocaust. New York: Free Press. 

Fein, Helen. (1990). Genocide: A Sociological Perspective 38. Current Sociology, 38(1), 1-126. 

Fein, Helen. (1993). Genocide, a sociological perspective. London Publications. 

Feldman, Allen. (1991). Formations of Violence. Chicago: University of Chicago Press. 

Flyvbjerg, Bent. (2006). Five Misunderstandings About Case-Study Research. Qualitative Inquiry, 

12(2), 219-245. 

112


Fried, Albert. (1997). McCarthyism, The Great American Red Scare: A Documentary History. Oxford: 

Oxford University Press. 

Fujii, Lee Ann. (2004). Transforming the moral landscape: the diffusion of a genocidal norm in Rwanda. 

Journal of Genocide Research, 6(1), 99. 

Fujii, Lee Ann. (2008). The Power of Local Ties: Popular Participation in the Rwandan Genocide. Security 

Studies, 17(3), 568 — 597. 

Gad, Ulrik Pram. (2010). (How) can They become like Us? Danish identity politics and the conflicts of 

'Muslim relations'. Copenhagen: Copenhagen University. 

Gallagher, Tom, & O'Connell, James (red.). (1983). Contemporary Irish studies. Manchester: Manchester 

University Press. 

Gerlach, Christian. (2010). Extremely Violent Societies. Mass Violence in the Twentieth-Century 

World. Cambridge: Cambridge University Press. 

Girard, René. (1988 [1972]). Violence and the Sacred. London: Athlone Press. 

Girard, René. (2007). Violence and the Sacred. I Bruce Lawrence & Aisha Karim (red.), Violence: A 

Reader. Durham: Duke University. 

Gleditsch, Nils Petter. (1995). Democracy and the Future of European Peace. European Journal of International 

Relations, 1(4), 539–572. 

Glynos, Jacob, & Howarth, David. (2007). Logics of Critical Explanation. London: Routledge. 

Grofman, Bernard. (1990). Political Gerrymandering and the Courts. New York: Agathon Press. 

Hagan, John, & Rymond-Richmond, Wenona. (2008). The Collective Dynamics of Racial Dehumanization 

and Genocidal Victimization in Darfur. American Sociological Review, 73(6), 875-902. 

Hansen, Lene. (1998). Western villains or Balkan barbarism? Representations and responsibility in the 

debate over Bosnia. København: Københavns Universitet. 

Hansen, Lene. (2006). Security as Practice. London: Routledge. 

Harff, Barbara. (2003). No Lessons Learned from the Holocaust? Assessing Risks of Genocide and Political 

Mass Murder since 1955. The American Political Science Review, 91(1), 57-73. 

Harff, Barbara, & Gurr, Ted. (1998). Systematic Early Warning of Humanitarian Emergencies. Journal 

of Peace Research, 35(5), 551-579. 

113


Hay, Colin. (2006). Political Ontology. I R. E. Goodin & C. Tilly (red.), The Oxford Handbook of Contextual 

Political Analysis (pp. 78-96). Oxford: Oxford University Press. 

Hayes, Bernadette C., & McAllister, Ian. (2001). Sowing Dragon's Teeth: Public Support for Political 

Violence and Paramilitarism in Northern Ireland. Political Studies, 49(5), 901-922. 

Held, David. (1996). Models of Democracy. Cambridge: Policy Press. 

Hinton, Alexander Laban (red.). (2002a). Genocide. An antropolical reader. London: Blackwell. 

Hinton, Alexander Laban. (2002b). A Head for an Eye: Revenge in Cambodian Genocide. I Alexander 

Laban Hinton (red.), Genocide. An antropolical reader (pp. 254-285). London: Blackwell. 

Howarth, David. (1997). Complexities of identity/difference: Black consciousness ideology in South 

Africa. Journal of Political Ideologies, 2(1), 51-78. 

Howarth, David. (1998). Discourse theory and political analysis. I E. Scarbourough & E. Tannenbaum 

(red.), Research Strategies in the Social Sciences: A Guide to New Approaches (pp. 268-293). 

Oxford: Oxford University Press. 

Howarth, David. (2000). Discourse. Open University Press: Buckingham. 

Howarth, David. (2005). Applying Discourse Theory: The Method of Articulation. I David Howarth & 

Jacob Torfing (red.), Discourse Theory in European Politics (pp. 316-350). New York: Palgrave 

Macmillan. 

Huntington, Samuel P. (1996). The clash of civilizations and the remaking of world order. New York: 

Simon & Schuster. 

ICT. (2003). Case No. ICTR-99-52-T. The Prosecutor V. Ferdinand Nahimana Jean-Bosco Barayagwiza 

Hassan Ngeze: International Criminal Tribunal for Rwanda. 

Jordan, Trevor. (2007). Scapegoating Girard : violence and the future of religion. St. Mark's Review, 

202, 31-38. 

Jørgensen, Marianne, & Phillips, Louise J. (2002). Discourse analysis as theory and method. London 

Sage Publications Ltd. 

Keane, John. (1996). Reflections on violence. London: Verso. 

Keane, John. (2002). Fear and Democracy. I Kenton Worcester, Sally Avery Bermanzohn & Mark Ungar 

(red.), Violence and Politics, Globalization's Paradox (pp. 226-244). Routledge: London. 

114


Koselleck, Reinhart. (1985). Futures Past, On the semantics of Historical Time. New York: Columbia 


Kuper, Leo. (1981). Genocide. Harmondsworth: Penguin Books Ltd. 

Laclau, Ernesto. (1990). New reflections on the revolution of our time London: Verso. 

Laclau, Ernesto. (1996). Emancipations. London: Verso. 

Laclau, Ernesto. (2000). Foreword. I David Howarth, Alleta Norval & Yannis Stavrakakis (red.), Discourse 

Theory and Political Analysis: identities, hegemonies, social change (pp. x-xi). Manchester: 

Manchester University Press. 

Laclau, Ernesto. (2007). On Populist Reason. London: Verso. 

Laclau, Ernesto, & Mouffe, Chantal. (1985). Hegemony and Socialist Strategy. London: Verso. 

Lang, Johannes. (2010). Questioning Dehumanization: Intersubjective Dimensions of Violence in the 

Nazi Concentration and Death Camps. Holocaust and Genocide Studies, 24(2), 225–246. 

Lash, Scott. (1991). Post-structuralist and post-modernist sociology. Aldershot: Edward Elgar Publishing 

Ltd. 

Lawrence, Bruce, & Karim, Aisha (red.). (2007). Violence: A Reader. Durham: Duke University. 

Lijphart, Arend. (1977). Democracy in plural societies: a comparative exploration. New Haven: Yale 


MacGinty, Roger. (2002). Etnonational Conflicts, Democratization, and Hate Crime. I Kenton Worcester, 

Sally Avery Bermanzohn & Mark Ungar (red.), Violence and Politics, Globalization's Paradox 

(pp. 165-183). Routledge: London. 

Mamdani, Mahmood. (2001). When Victims Become Killers. Princeton: Princeton University Press. 

McClean, Raymond. (1997). The Road to Bloody Sunday. Dublin: Ward River Press. 

McGarry, John, & O'Leary, Brendan. (2009). Power shared after the deaths of thousands. I Rupert Taylor 

(red.), Consociational theory: McGarry and O'Leary and the Northern Ireland conflict (pp. 

15-84). Oxon: Routledge. 

Merrill, Dennis. (2005). The Truman Doctrine: Containing Communism and Modernity. Presidential 

Studies Quarterly, 36(1), 27-37. 

115


Metzl, Jamie Fredric. (1997). Rwandan Genocide and the International Law of Radio Jamming. The 

American Journal of International Law, 91(4), 628-651. 

Miroff, Bruce, Seidelman, Raymond, & Swanstrom, Todd. (2009). Political Polarization: How Divided 

Are We? I Bruce Miroff, Raymond Seidelman & Todd Swanstrom (red.), Debating Democracy: 

A Reader in American Politics (pp. 181-202). Wadsworth: Wadsworth Cengage Learning. 

Moloney, red. (2007). A Secret History of the IRA. London: Penguin. 

Mucchielli, Roger. . (1970). Introduction to structural psychology. New York: Funk & Wagnalls. 

Murer, Jeffrey. (2002). The Clash Within: Intrapsychically Created Enemies and Their Roles in Ethnonationalist 

Conflict. I Kenton Worcester, Sally Avery Bermanzohn & Mark Ungar (red.), 

Violence and Politics. Globalization's Paradox (pp. 209-225). London: Routledge. 

Murer, Jeffrey. (2009). Constructing the enemy-other: Anxiety, trauma and mourning in the narratives 

of political conflict. Psychoanalysis, Culture & Society, 14(2), 109–130. 

Neumann, Iver B. (1999). Uses of the other, "the east" in European identity formation Manchester: 


Newbury, Catharine, & Newbury, David. (1995). Identity, Genocide, And Reconstruction In Rwanda. 

Paper præsenteret ved Conference on Les Racines de la Violence dans la Région des Grands- 

Lacs, Parlement Européen, Bruxelles 12-13 janvier 1995. 

Norval, Aletta J. (1996). Deconstructing Apartheid Discourse. London: Verso. 

O'Ballance, Edgar. (1998). Civil war in Lebanon, 1975-92. Basingstoke: Palgrave. 

Pringle, Peter, & Jacobson, Philip. (2000). Those Are Real Bullets: Bloody Sunday, Derry, 1972. London: 

Fourth Estate Ltd. 

Prunier, Gérard. (1995). The Rwanda Ciris: History of a Genocide. Hurst & Company: London. 

Puddephatt, Andrew. (1999). Preface. I Mark Thompson (red.), Forgin War The Media in Serbia, 

Croatia, Bosnia and Hercegovina (pp. i-xvi). Bedfordshire: Univerity of Lution Press. 

Rorty, Richard. (1980). Philosophy and the mirror of nature. Oxford: Basil Blackwell. 

Rosato, Sebastian. (2003). The Flawed Logic of Democratic Peace Theory. American Political Science 

Review, 97, 585-602. 

Rumelili, Bahar. (2004). Constructing identity and relating to difference: Understanding the EU's mode 

of differentation. Review of International Studies, 30(1), 27-47. 

116


Rumelili, Bahar. (2007). Constructing Regional Community and Order in Europe and Southeast Asia. 

Houndmills: Palgrave Macmillan. 

Saussure, Ferdinand de. (1983 [1916]). Course in general linguistics. London Duckworth. 

Skjoldager, Morten, Østergaard, Mette og Brandstrup, Mads. (2011). Opgør om politisk debat i Danmark 

. Politiken, 26. juli. Online, http://politiken.dk/politik/ECE1345590/opgoer-om-politiskdebat-i-danmark/, 

lokaliseret 30. august 2011. 

Sonnichsen, André. (2009). Unmaking "the people" - Unity and division in post-apartheid South African 

politics. Copenhagen: Copenhagen University. 

Stake, Robert. (2000). Case Studies. I Norman Denzin & Yvonna Lincoln (red.), Handbook of Qualitative 

Research (pp. 435-454). London: Sage Publications. 

Stantom, Greg. (1998). The 8 Stages of Genocide. Paper præsenteret ved Yale Program in Genocide 

Studies, New Haven. 

Taussig, Michael. (2002). Culture of Terror - Space of Death: Roger Casement's Putumayo Report and 

the Explanation of Torture. I Alexander Laban Hinton (red.), Genocide. An antropolical reader 

(pp. 164-191). London: Blackwell. 

Thörn, Håkan. (2009). Anti-Apartheid and the Emergence of a Global Civil Society. Basingstoke: Palgrave 

Macmillan. 

Todorov, Tzvetan. (1999 [1982]). The conquest of America, the question of the other. New York: Harper 

& Row. 

Torfing, Jakob. (1999). New Theories of Discourse: Laclau, Mouffe, Zizek. Oxford: Blackwell. 

Uvin, Peter. (1999). Ethnicity and Power in Burundi and Rwanda: Different Paths to Mass Violence. 

Comparative Politics, 31(3), 253-271. 

Volkan, Vamik D. (1988). The Need to Have Enemies and Allies. London: Jason Aronson Inc. 

White, Robert W., & White, Terry Falkenberg. (1995). Repression and the Liberal State: The Case of 

Northern Ireland, 1969-1972. The Journal of Conflict Resolution, 39(2), 330-352. 

Whyte, John. (2002). How Much Discrimination Was There Under The Unionist Government, 1921- 

1968? I Tom Gallagher & James O'Connell (red.), Contemporary Irish studies (pp. 1-36). Manchester: 


Williams, Michael C. (Forthcoming 2012). Securitization and the liberalism of fear. Security Dialogue, 

42(5-6). 

117


Wolfsfeld, Gadi. (2004). Media and the path to peace. New York: Cambridge University Press. 

Wood, William. (2001). Geographic Aspects of Genocide: A Comparison of Bosnia and Rwanda. 

Transactions of the Institute of British Geographers, New Series, 26(1), 57-75. 

Wæver, Ole. (1996). European Security Identities. Journal of Common Market Studies, 34(1), 103-132. 

Wæver, Ole. (2000). Europæisk sikkerhed og integration: en analyse af franske og tyske diskurser om 

stat, nation og Europa. I Torben Bech Dyrberg, Allan Dreyer Hansen & Jacob Torfing (red.), 

Diskursteorien på arbejde (pp. 279-318). Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Wæver, Ole. (2002). Identity, Community and Foreign Policy: Discourse Analysis as Foreign Policy 

Theory. I Lene Hansen & Ole Wæver (red.), European Integration and National Identity: The 

Challenge of the Nordic States (pp. 20-49). London: Routledge. 

Wæver, Ole. (2009). Waltz's Theory of Theory. International Relations, 23(2), 201-222. 

Zenko, Micah, & Friedman, Rebecca. (2001). UN Early Warning for Preventing Conflict. International 

Peacekeeping, 18(1), 21-37. 

Zizek, Slavoj. (2009). Violence. London: Profile Books. 

118

Abstrakte Identiteter – Konkret Vold - DIIS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?