Abstrakte Identiteter – Konkret Vold - DIIS

More documents

Recommendations

Info

Asger Petersen Speciale Institut for Statskundskab, KU • Den temporale dimension der omhandler den tidslige, forventningsmæssige relation mellem Selvet og den Anden. Såfremt relationen til den Anden konstrueres som temporalt aktuel i konfliktskabende termer, skabes et behov for handling nu. • Den spatiale dimension der omhandler den rumlige, fysiske relation mellem Selvet og den An- den. Såfremt relationen til den Anden konstrueres som spatialt aktuel i konfliktskabende termer, skabes et behov for handling her. Befolkningsgruppers deltagelse i massevold muliggøres såfremt relationen mellem Selv og Anden er baseret på narrativer, der konstruerer den Anden på en måde der skaber frygt, behov for hævn eller dehumanisering, og hvor relationen konstrueres i temporalt og spatialt aktuelt konfliktskabende termer. Den antagonistiske dimension omhandler hvorvidt Selvets opfattelse af den Andens natur kan føre til vold, men analyse af den temporale og spatiale dimension er stadig nødvendigt for at kunne få så præ- cist et billede som muligt af, hvorvidt og i hvor høj grad massevold er muliggjort. I det følgende diskuterer jeg de tre dimensioner og hvordan de kan anvendes til at analysere hvordan relationer mellem Selvet og den Anden kan muliggøre massevold. Den antagonistiske dimension Den antagonistiske dimension omhandler Selvets artikulation af den Andens forskellighed (Laclau 2007: 119) Dimensionens indhold er baseret på Tzvetan Todorovs axiologiske niveau, der består af Selvets bedømmelse af den Andens natur (Todorov 1999: 185). Min påstand er, at befolkningens deltagelse i massevold bliver muliggjort såfremt relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på enten Selvets frygt for den Anden, for behov for hævn over den An- den eller på dehumanisering af den Anden. Hvis Selvets opfattelse af den Andens forskellighed medfø- rer at Selvet enten frygter, ønsker hævn over eller dehumaniserer den Anden, og at der ikke findes fredelige måder at håndtere den Anden på, vil befolkningen opfatte vold mod den Anden som nødvendigt. Dermed bliver massevold muliggjort. Første del af den antagonistiske dimension omhandler Selvets frygt for den Anden. Frygt bliver af John Keane beskrevet som et overset element i politologien (Keane 2002: 226, se også Williams 2011), men gruppers frygt for hinanden bliver af forskere i vold og folkedrab betragtet som et afgørende element 32
Asger Petersen Speciale Institut for Statskundskab, KU (Se eksempelvis Kuper 1981, Keane 1996, 2002, Taussig 2002, Murer 2002, 2009, Fanon 2004, Appa- durai 2006, Zizek 2009). En gruppe kan nære frygt for en anden gruppe af forskellige årsager, men re- sultatet vil ofte være det samme, voldelig konflikt, hvis frygten er stor nok (Appadurai 2006). En gruppes frygt for en anden gruppe, eller gensidig frygt mellem grupper, kan let føre til udbrud af vold, idet frygten for voldelige overgreb kan føre til præventive angreb på den frygtede gruppe (Appa- durai 2006: 58). Hvis en gruppe opfatter en anden gruppe som en trussel, og der ikke findes andre må- der at håndtere truslen på end vold, vil frygten for den anden gruppe muliggøre vold (Fanon 1966: 78, Kuper 1981: 88). Denne dynamik er et udtryk for sikkerhedsliggørelse (Buzan et al. 1998). Sikkerhedsliggørelse finder sted når et referentobjekt opfattes som eksistentielt truet, hvilket muliggør anvendelse af ekstraordinære midler (Buzan et al. 1998: 21). I dette tilfælde er referentobjektet gruppen selv, den eksistentielle trussel er den frygtede gruppe, mens de ekstraordinære midler er anvendelse af vold. Selvets frygt for den Anden forstår jeg således som et udtryk for sikkerhedsliggørelse. Såfremt Selvet artikulerer den Anden som en trussel imod Selvets eksistens, eller imod værdier som er essentielle for Selvet, vil anvendelse af vold mod den Anden blive muliggjort. For at afdække hvorvidt relationen mellem Selvet og den Anden er baseret på frygt, må jeg analysere hvorvidt Selvet konstruerer den Anden som en eksistentiel trussel mod Selvets overlevelse eller værdi- er, på en måde der ikke kan håndteres med fredelige midler. Anden del af den antagonistiske dimension omhandler Selvets behov for hævn over den Anden. Behovet for hævn over den Anden, grundet Selvets opfattelse af fortidige overgreb og kriser spiller en væsentlig rolle i udbrud af vold (Gerlach 2010: 284, se endvidere Volkan 1988, Murer 2002). Det arketypiske eksempel på hævnens rolle i massevold er nazisternes artikulation af jødernes ødelæggelse af Tysklands økonomi og korruption af den ariske renhed (Kuper 1981: 43, Bauman 1989). Jøderne blev beskrevet som skyld i alskens dårligdomme, hvilket legitimerede volden som retfærdig. Det er vigtigt at være opmærksom på hvordan behovet for hævn artikuleres, og syndebukke udpeges (Ku- 33
Page 1 and 2: Abstrakte Identiteter - Konkret Vol
Page 3 and 4: Asger Petersen Speciale Institut fo
Page 33: Asger Petersen Speciale Institut fo
Page 85 and 86:
Asger Petersen Speciale Institut fo
Page 87 and 88:
Page 89 and 90:
Page 91 and 92:
Page 93 and 94:
Page 95 and 96:
Page 97 and 98:
Page 99 and 100:
Page 101 and 102:
Page 103 and 104:
Page 105 and 106:
Page 107 and 108:
Page 109 and 110:
Page 111 and 112:
Page 113 and 114:
Page 115 and 116:
Page 117 and 118:
Page 119 and 120:
show all

Abstrakte Identiteter – Konkret Vold - DIIS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?