Abstrakte Identiteter – Konkret Vold - DIIS

Asger Petersen Speciale Institut for Statskundskab, KU
identitet, men forhindrer samtidig gruppen i at blive fuldkommen realiseret (Laclau og Mouffe 1985,
Laclau 2007). Dette medfører at relationen mellem Selvet og Den Anden altid er negativ og baseret på
antagonisme (Laclau og Mouffe 1985). En antagonistisk relation er præget af konflikt. Konflikt og vold
er altid iboende i relationen mellem Selv og Anden, og er således en del af samfundets struktur (Zizek
2009). Ikke alle samfund og grupperelationer er dog præget af voldelig konflikt - langt de fleste grupper
lever sammen uden at ty til vold (Kuper 1981: 52). Med udgangspunkt i nyere poststrukturalistisk
forskning i kollektive identiteters konstituerende rolle for staters handlinger (se eksempelvis Connolly
1991, Campbell 1992, Neumann 1999, Hansen 2006), opfatter jeg relationen mellem Selvet og Anden
som en potentiel kilde til konflikt og vold.
Mit teoretiske udgangspunkt for forståelsen af kollektive identiteters rolle i massevold er, at relationen
mellem Selvet og den Anden konkret muliggør og legitimerer bestemte handlinger, afhængig af hvordan
relationen er struktureret (Hansen 2006). Kollektive identiteter er således mulighedsbetingelser for
handling. Hvilke mulighedsbetingelser en kollektiv identitet skaber kan afdækkes via analyse af de narrativer,
som en kollektiv identitet dannes af.
At kollektive identiteter er mulighedsbetingelser for handling betyder at selvom relationen mellem Selvet
og den Anden er baseret på antagonisme, er konflikt og anvendelse af vold altid kun en mulighed,
ikke en nødvendighed. Hvorvidt vold bryder ud afhænger af, hvordan relationen konkret er struktureret
i konteksten. Derfor kan jeg ikke afdække en kausal sammenhæng mellem kollektive identiteter og udbrud
af massevold. Når kollektive identiteter opfattes som diskursivt produceret, er det ikke muligt at
adskille identiteter og handlinger og begrebsliggøre dem som henholdsvis uafhængig og afhængig variabel.
Identitet produceres og reproduceres gennem gruppers handlinger, der dermed ikke kan adskilles
ontologisk fra hinanden. Identitet er handling og omvendt; disse to begreber er gensidigt konstituerende
og diskursivt forbundet (Hansen 2006: 29).
Derfor er mit formål at undersøge hvilke former for relationer mellem kollektive identiteter, der muliggør
massevold, for dermed at kunne forstå befolkningsgruppers deltagelse i massevold. Jeg fokuserer
på voldens ontologiske mulighedsbetingelser, og kollektive identiteters rolle i handlingers mulighedsbetingelser
(Sonnichsen 2009: 53). Jeg undersøger således hvordan en poststrukturalistisk tilgang til
identiteters dannelse, baseret på relationen mellem Selvet og Den Anden, kan muliggøre forståelse af
befolkningsgruppers deltagelse i massevold ud fra følgende problemformulering:
Hvilken rolle spiller kollektive identiteter for befolkningsgruppers deltagelse i massevold?
4