Abstrakte Identiteter – Konkret Vold - DIIS

Asger Petersen Speciale Institut for Statskundskab, KU
alle tutsier) blandt hutu-befolkningen. Ydermere konstruerer narrativet den politiske situation i Rwan-
da, specielt de politiske forsøg på at håndtere den militære invasion, som endnu en trussel mod hutubefolkningens
frihed. Arusha-aftalen bliver artikuleret som et led i tutsiernes plan om at generobre
magten i Rwanda, en plan der truer værdierne fra den sociale revolution i 1959, som optager en central
plads i Kangura og RTMLs narrativ. Ved at konstruere fredelige alternativer til fortsat konflikt som en
trussel mod hutu-befolkningens frihed og værdier, konstruerer narrativet RPFs invasion og angivelige
planer om at udrydde hutuerne som en trussel, der ikke kan håndteres med fredelige midler. Narrativets
konstruktion af RPFs og tutsi-befolkningsgruppens handlinger og intentioner er således velegnet til at
skabe frygt for tutsier blandt hutu-befolkningen.
Det andet element i den antagonistiske dimension omhandler Selvets behov for hævn for den Andens
handlinger 106 . Narrativet konstruerer tutsierne som ansvarlige for overgreb på hutuer. For det første
konstrueres RPF som skyld i voldsomme og brutale overgreb på den civile hutu-befolkning i Rwanda.
Disse overgreb må ifølge narrativet aldrig glemmes, og hutu-befolkningen må kæmpe imod RPF og
tutsierne, for at opnå retfærdighed for disse overgreb. For det andet konstrueres tutsier som ansvarlige
for mere end 400 års undertrykkelse af hutuer under det feudale monarki.
Disse overgreb – brutal vold og undertrykkelse – fordrer ifølge narrativet at hutuer må stå sammen og
bekæmpe RPF og tutsierne for at hævne overgrebene. At det er nødvendigt at bekæmpe RPF og tutsierne
medfører, at fredelige midler ikke er tilstrækkelige til at opnå hævn over tutsierne. Narrativets
konstruktion af RPF og tutsier som skyld i voldelige overgreb og undertrykkelse af hutuer er således
velegnet til at kræve anvendelse af vold for at opnå hævn over tutsi-befolkningsgruppen.
Det sidste element i den antagonistiske dimension omhandler Selvets dehumanisering af den Anden 107 .
Narrativet beskriver konsekvent RPF og tutsier som kakerlakker og giftslanger, og tillægger tutsier negative
egenskaber, som disse dyr ifølge narrativet besidder. Tutsier bliver således betegnet som onde,
hævngerrige og kriminelle. Sammenholdt med narrativets konstruktion af tutsier som en alvorlig trussel
106 Behov for hævn opstår, såfremt Selvet konstruerer den Anden som ansvarlig for overgreb mod Selvet eller imod værdier
som er essentielle for Selvet. Hvis dette behov for hævn ikke kan håndteres via fredelige midler, vil anvendelse af vold for
at opnå hævn være muliggjort.
107 Selvets dehumanisering af den Anden kan medvirke til at ophæve diskursive eller institutionelle restriktioner mod vold
mod denne gruppe. Den Anden beholder samtidig en subjektivitet, og kan derfor meningsfuldt artikuleres som trussel eller
ansvarlig for overgreb eller kriser.
65