Abstrakte Identiteter – Konkret Vold - DIIS

Asger Petersen Speciale Institut for Statskundskab, KU
som en trussel mod selve hutu-befolkningens overlevelse. Sluttelig artikulerer Kangura hvordan hutu-
befolkningen må stå sammen og bringe RPF til ansvar for sine handlinger. Således bliver fortidige
hændelser konstrueret som overgreb, der kræver handling.
Den politiske situation i Rwanda
Tutsiers identitet konstrueres ikke kun i forhold til RPFs handlinger, men også i forhold til den politiske
situation, der fungerer som tom betegner i narrativet. Den politiske situation er præget af kampe
mellem partier, der ønsker etnisk sameksistens og partier, der ønsker hutuers sociale og politiske dominans
(Mamdani 2001: 189-190). Den politiske fløj, der ønsker sameksistens, ledes af præsident Habyarimanas
parti MRND, mens den anden fløj består af Hutu Power - en betegnelse for individer og organisationer,
der opfatter hutu-befolkningen som de eneste ægte rwandanere (Mamdani 2001: 189-190).
I Kangura artikuleres den politiske situation i Rwanda således:
”It has not at all been through stupidity that the Tutsis joined certain Hutu political parties
such as the MDR, PSD and so. Indeed, they are waging a war that they know well and are
aware of what they are doing. After misleading the Hutus of the opposition and overthrowing
Habyarimana, the problem will once again be posed. The Tutsis will not accept the Hutus in
power even if the latter allegedly came from the MDR party which, moreover, caused their exile.”
(Kangura 1993a) 94
Eksistensen af partier med etnisk blandet medlemsskare bliver artikuleret som et udtryk for tutsiernes
plan om etnisk herredømme. Tutsier konstrueres som ude af stand til at acceptere at hutuer besidder
den politiske magt i Rwanda. Disse partiers retorik og blandede medlemsskare bliver således artikuleret
som et skalkeskjul for tutsiers plan for at opnå herredømme over Rwandas hutuer. Skellet mellem tutsier
og hutuer opretholdes hermed.
I løbet af 1993, hvor Arusha-aftalen indgås, intensivers den politiske strid, og selve forhandlingsprocessen
op til indgåelsen af Arusha-aftalen artikuleres som en tutsi-plan, der har til formål at opnå herredømme
over hutu-befolkningen:
94 Samme beskrivelse ses i RTML (1993b).
58